Nasrallahs død har skabt en storm af reaktioner, især i Iran, hvor en sørgesession allerede er begyndt i parlamentet. Mohammad Ghalibaf, formand for det iranske parlament, udtalte: "Nasrallahs død vil få en dyb indvirkning på modstandsfronten, men det vil ikke føre til, at vi opgiver modstanden. Tværtimod vil det styrke den. Den zionistiske fjende har begået en fejl i sine beregninger – noget, der vil føre til deres nederlag".
Ismail Ka'ani, kommandør for Quds-styrken i Revolutionsgarden, ankom til Hezbollahs kontor i Teheran for at udtrykke sin medfølelse. Hashem Safieddine, Nasrallahs fætter og leder af Hezbollahs eksekutivråd, er nu blevet udnævnt som ny leder af gruppen. Mange spekulerer allerede i, hvornår Safieddine vil blive elimineret.
Fransk filosof Bernard-Henri Lévy tog også ordet og kommenterede Libanons situation på X (tidligere Twitter): "Jeg læser overalt, at Libanon er på randen af kollaps. Nej. Det er på randen af lettelse og frelse. Sådanne øjeblikke kommer kun én gang i en generation, hvis de overhovedet kommer. Muligheden for at omforme Mellemøsten er nu ubegrænset. Spild ikke dette øjeblik".
Saudi-arabiske Arab News' chefredaktør, Faisal Abbas, skrev i en artikel: "Libanon skal reddes fra sig selv og ikke fra Israel. Et borgerkrigsscenarie er muligt i skyggen af et ledelsesvakuum".
Samtidig har den sunniarabiske verden oversvømmet de sociale medier med videoer, der udtrykker beundring for Israels premierminister Netanyahu. En video indeholder linjerne: "O styrke, hans majestæt og ære. Ved Guds liv, om mandighedens kraft og årets sheikh. Og enhver, der er jaloux på dig, vil møde sin straf".
I kølvandet på Nasrallahs død har mange kommenteret Hezbollahs fremtid. The Financial Times bemærkede, at Hezbollahs store involvering i borgerkrigen i Syrien i det seneste årti har ført til organisationens udvidelse, men også har åbnet døren for israelske spioner, hvilket har svækket deres efterretninger.
Israel vurderer, at Hezbollahs respons på Nasrallahs drab – relativt få raketter – indikerer, at deres kommando og kontrol er stærkt beskadiget, og at deres raketlager er kraftigt reduceret.
Iran, der har investeret milliarder i Libanon og Syrien, ser nu ud til at miste grebet om regionen, da Hezbollah hurtigt falder fra hinanden. Nogle mener, at Syrien bliver næste mål, hvilket i Bibelens lys er meget interessant. Esajas fortæller at "Damaskus går ud af Byernes Tal og bliver til Sten og Grus; dets Stæder forlades for evigt og bliver Hjordes Eje; de lejrer sig uden at skræmmes" (Es. 17:1-2).
Damaskus er kendt for at være den ældste by i verden, som altid har været beboet. Byen kan dateres tilbage til omkring 3.000 f.Kr., dvs. ca. 1.000 år efter skabelsen. Selv i dag er byen hovedstaden i Syrien - Es. 7:8 lader Damaskus "Syriens hoved" - og derfor er denne tale møntet på Syrien som nation. Ligesom Efraim både er en mand (Es. 41:29), en stamme, et landområde (Jos. 16:4-5), et rige og et folk (Es. 7:8), er Damaskus også dækkende for Syrien.
KJV siger at "Damaskus tages væk fra at være en by". I 732 f.Kr. blev Damaskus ødelagt af Assyrien, under Tiglat Pileser, men blev hurtigt opbygget igen. Damaskus er, som Babylon, aldrig blevet fjernet som by, men er efterfølgende blevet invaderet af Babylon og andre hære igennem tiderne. Derfor er denne opfyldelse en dobbeltreference, der både er historisk og fremtidig. Campegius Vitringa (1669-1722), en tysk professor i orientalske sprog, skrev i 1714-1720 en kommentar til Esajas, som blev republiseret flere gange i 1800tallet. Han skrev om Damaskus at: "Damaskus er blevet ødelagt oftere end nogen anden by....den genopstår fra asken". Men nu synes tiden at være kommet for den endelige opfyldelse af profetien. Måske vil det ske ganske snart - måske i trængslen - måske ganske snart i trængslen - i hvert fald vil Damaskus ikke overleve, og vil ikke forblive at være en by.
Nogle mener at Damaskus' fald vil være katalysatoren for Magog-krigen. Det er svært på nuværende tidspunkt at se begivenhedernes synkronicitet, men forslaget kan ikke afvises.
I Yemen har Israel intensiveret sine militære operationer som svar på tre nylige missilangreb fra Houthierne. Israels luftvåben udførte et stort luftangreb mod Houthi-mål i Ras Issa og Hodeida, herunder havne og kraftværker, der bruges til at importere olie og våben fra Iran. IDF oplyste, at operationen, som fandt sted cirka 1.800 km fra Israels grænse, involverede dusinvis af kampfly samt tankfly. Angrebet har påført Houthis betydelige skader, hvilket begrænser deres evne til at føre krig.
Al Mayadeen TV, en libanesisk kanal, rapporterede, at oliereserverne i Ras Issa og havnen i Hodeida blev angrebet. Houthiernes sundhedsministerium meldte om fire dræbte og 29 sårede under angrebene.
IDF er i offensiven på fire fronter på samme tid – Libanon, Yemen, Syrien og Gaza – hvilket viser Israels beslutsomhed i at forsvare sine borgere mod trusler, uanset hvor de måtte komme fra.
Én ting er sikkert - Mellemøsten er ikke den samme, når Israel har ryddet op!
Til sidst vil jeg gengive Jared Kushners opslag på X, hvor han beskriver hvordan Israels nylige militære operationer mod Hizbollah har ændret det strategiske landskab i Mellemøsten:
| “ | Den 27. september er den vigtigste dag i Mellemøsten siden gennembruddet med Abraham-aftalerne. Jeg har brugt utallige timer på at studere Hezbollah, og der findes ingen ekspert i verden, der troede, at det, Israel har gjort for at halshugge og nedbryde dem, var muligt. Dette er betydningsfuldt, fordi Iran nu fuldt ud er afsløret. Årsagen til, at deres nukleare anlæg ikke er blevet ødelagt, trods svage luftforsvarssystemer, er, at Hezbollah har fungeret som en ladt pistol rettet mod Israel. Iran har brugt de sidste fyrre år på at opbygge denne kapacitet som deres afskrækkelsesmiddel. Præsident Trump sagde ofte: "Iran har aldrig vundet en krig, men aldrig tabt en forhandling". Den Islamiske Republiks regime er langt mere kompromisløs, når det drejer sig om at risikere Hamas’, Hizbollahs, Syriens og Houthiernes liv end deres egne. Deres tåbelige forsøg på at myrde præsident Trump og hacke hans kampagne oser af desperation og styrker en stor koalition imod dem. Irans ledelse er fastlåst i det gamle Mellemøsten, mens deres naboer i GCC-landene skynder sig mod fremtiden ved at investere i deres befolkning og infrastruktur. De bliver dynamiske magneter for talent og investeringer, mens Iran falder længere bagud. Når de iranske stedfortrædere og trusler forsvinder, vil den regionale sikkerhed og velstand stige for både kristne, muslimer og jøder. Israel befinder sig nu med truslen fra Gaza stort set neutraliseret og med muligheden for at neutralisere Hezbollah i nord. Det er beklageligt, hvordan vi er nået hertil, men måske er der en sølvkant i horisonten [selv i mørke eller vanskelige tider er der ofte en positiv side eller et håb om forbedring]. Enhver, der opfordrer til en våbenhvile i nord, tager fejl. Der er ingen vej tilbage for Israel. De har ikke råd til nu ikke at færdiggøre arbejdet og fuldstændig demontere det arsenal, der er rettet mod dem. De får aldrig en ny chance. Efter de fremragende, hurtige taktiske succeser med personsøgere, radioer og målretning af ledere, er Hezbollahs enorme våbenlager nu ubeskyttet og ubemandet. De fleste Hezbollah-krigere gemmer sig i deres tunneler. Enhver, der stadig er til stede, var ikke vigtig nok til at bære en personsøger eller blive inviteret til et ledermøde. Iran er også usikker og ved ikke, hvor dybt deres egen efterretningstjeneste er blevet infiltreret. At undlade at udnytte denne mulighed for at neutralisere truslen fuldstændig, ville være uansvarligt. Jeg har hørt nogle fantastiske historier om, hvordan Israel har indsamlet efterretninger de sidste 10 måneder ved hjælp af genial teknologi og crowdsourcing-initiativer. Men i dag, med det bekræftede drab på Nasrallah og mindst 16 topkommandører elimineret på kun ni dage, var det første gang, jeg begyndte at tænke på et Mellemøsten uden Irans fuldt ladede arsenal rettet mod Israel. Så mange flere positive resultater er nu mulige. Dette er et øjeblik, hvor vi bør stå bag den fredssøgende nation Israel og den store del af libaneserne, som er blevet plaget af Hezbollah, og som ønsker at vende tilbage til de tider, hvor deres land blomstrede, og Beirut var en kosmopolitisk by. Hovedproblemet mellem Libanon og Israel er Iran; ellers er der stor fordel for befolkningen i begge lande ved at arbejde sammen. Det rigtige træk nu for Amerika ville være at bede Israel om at færdiggøre opgaven. Det er længe ventet. Og det er ikke kun Israels kamp. For mere end 40 år siden dræbte Hezbollah 241 amerikanske militærpersoner, herunder 220 marinesoldater. Det er stadig den dødeligste dag for det amerikanske marinekorps siden slaget ved Iwo Jima. Senere samme dag dræbte Hezbollah 58 franske faldskærmstropper. Og nu, i løbet af de sidste seks uger eller deromkring, har Israel elimineret lige så mange terrorister på USA’s liste over eftersøgte terrorister, som USA har gjort i de sidste 20 år. Inklusiv Ibrahim Aqil, lederen af Hezbollahs Islamiske Jihad-organisation, der stod bag drabet på disse marinesoldater i 1983.1 | ” |
Tanken melder sig, om al denne tale om en mulighed for hidtil uset fred i Mellemøsten, i virkeligheden er lyden af Antikrists fodtrin ind på verdenscenen. Tiden virker moden og profetierne for enden synes i hast at kunne vælte ind over en intetanende verden, der nu synes at kunne se en fremtid med fred og ingen fare (1. Tess. 5:3).