Kampen om Syrien intensiveres fortsat, og regionen står på kanten af en større geopolitisk omvæltning. Det syriske regime under Bashar al-Assad er tæt på at falde, hvilket har sendt chokbølger gennem hele Mellemøsten.

Den russiske ambassade i Damaskus har udsendt en meddelelse til sine borgere om straks at forlade landet. Samtidig er den iranske ambassade i Damaskus begyndt at evakuere personale. Jordan har lukket sin grænse til Syrien, hvilket yderligere isolerer Assad-regimet.

Israelske myndigheder planlægger at etablere en bufferzone for at beskytte sig selv mod, hvad de betegner som "Al-Qaeda-oprørere, der nærmer sig vores grænse". Israels premierminister Benjamin Netanyahu har udtalt: "Den iranske akse er ved at kollapse".

Iraq har besluttet ikke at intervenere i konflikten, hvilket signalerer en markant distancering fra de regionale magtkampe. Samtidig beskrives udviklingen som en "stor sejr for Israel" i deres bestræbelser på at nedbryde "den iranske ildring". Israelske embedsmænd mener, at succesen ikke kunne være opnået uden det hårde slag, som Hezbollah har lidt.

Oprørsstyrkerne har haft fremmarch i Hama, hvor de har haft succes i deres seneste offensiver. Mohammed al-Julani, lederen af Hayat Tahrir al-Sham (HTS), meddelte, at byen Hama nu er under fuld kontrol af oprørerne. Al-Julani opfordrede oprørerne til ikke at søge hævn mod Assad-sympatisører, hvilket indikerer et forsøg på at skabe stabilitet i deres nyerobrede områder. Denne besked viser en strategisk tilgang til at konsolidere magten og vinde støtte blandt den lokale befolkning. Befolkningen i Hama fejrer byens befrielse, mens statuen af Hafez al-Assad, symbolet på regimets autoritet, blev væltet i byens centrum.

Oprørerne er kun 5 kilometer fra byen Homs, hvilket får mange indbyggere til at flygte mod syd i frygt for kampe. Oprørernes hastige fremrykning har også betydet erobringen af Hama guvernørpalads, hvilket markerer en symbolsk og strategisk sejr.

I det nordlige Syrien intensiveres konflikten mellem den tyrkisk-støttede Syriske Nationale Hær (SNA) og den kurdisk-ledede SDF (Syrian Democratic Forces) nær byen Khafsah. Dette område er strategisk vigtigt, da det udgør en nøglepassage for kontrol af ressourcer og forsyningslinjer. Kampene afspejler den dybe rivalisering mellem Tyrkiet og kurdiske styrker, hvor Tyrkiet ser SDF som en forlængelse af PKK (Kurdistans arbejderparti), en organisation, de betragter som en terrortrussel.

Irans økonomiske og militære tab
Iran har brugt omkring 50 milliarder dollars på at støtte Assad-regimet, hvilket svarer til cirka 15 % af Irans BNP. Hertil kommer yderligere mellem 20 og 30 milliarder dollars brugt på militære operationer og støtte til regimet. FN rapporterer, at Iran bruger omkring 6 milliarder dollars årligt på militær hjælp til Assad, herunder finansiering af udenlandske krigere og logistisk støtte. De laveste månedlige lønninger til radikale shiamilitante, der støttes økonomisk af Irans Revolutionsgarde (IRGC), beløber sig til mindst 3,8 millioner dollars. Lønninger til IRGC og Quds-styrken alene koster mindst 1,2 millioner dollars månedligt. Assad-regimet skylder desuden Iran omkring 20 milliarder dollars i blandt andet olieleverancer, men har ikke midlerne til at betale gælden tilbage.

Iran har officielt anerkendt at have mistet over 340 IRGC-medlemmer i Syrien siden den første kamprelaterede død i januar 2012. Derudover er over 2.000 afghanske krigere fra Lina Fatemiyoun-gruppen og mindst 1.308 irakiske shiamilitante blevet dræbt i Syrien. I alt er mere end 12.000 shiamilitante, der støttes af Iran, enten blevet dræbt eller gjort uarbejdsdygtige i konflikten. Omkring 2.000 Hizbollah-krigere er også blevet dræbt af oppositionen i Syrien. Endelig har Iran mistet omkring 2.100 soldater, herunder mindst 418 højtstående officerer.

Israel og sikkerhedsforberedelser
I Israel har premierminister Benjamin Netanyahu holdt et hastemøde med landets sikkerhedsapparat for at vurdere situationen i Syrien. Israels bekymringer er mange - herunder

- Assads potentielle fald: Med oprørernes hurtige fremgang frygter Israel, at regimet kollapser, hvilket kunne skabe et magttomrum.
- Irans tilstedeværelse: Israel er bekymret for, at Iran vil udnytte situationen til at styrke sin militære tilstedeværelse i Syrien. En sikkerhedskilde sagde: "Det sidste, Israel ønsker, er, at Syrien falder i iranske hænder".
- Israelske angreb: Israel har allerede iværksat flere luftangreb for at forhindre avancerede våben i at falde i oprørernes hænder. Et nyligt angreb ramte ved "Jussi"-grænseovergangen mellem Syrien og Libanon, hvor våbenforsyninger sandsynligvis var på vej til Hizbollah. Yderligere angreb fandt sted nord for Litani-floden i Libanon og nær Aleppo i Syrien.

Hizbollahs skift i strategi
Hizbollah, som længe har været en central allieret for Iran og Assad-regimet, har markant ændret sin strategi under den syriske konflikt. Organisationen, der traditionelt har haft sit primære fokus på Libanon og kampen mod Israel, har i stigende grad omdirigeret sine ressourcer og styrker til Syrien. Dette skift er både strategisk og nødvendigt, da regimet i Damaskus er en nøglepartner for Hizbollahs egen overlevelse og regionale position.

Denne prioritering har haft omkostninger. Med tabet af cirka 2.000 krigere og store mængder militært udstyr, der enten er blevet ødelagt eller er faldet i oprørernes hænder, er Hizbollahs kapaciteter blevet svækket. Gruppens engagement i Syrien betyder også, at dens fokus på Libanon og kampen mod Israel midlertidigt er blevet nedtonet, hvilket efterlader en strategisk ubalance.

Samtidig forsøger Hizbollah at opretholde en forsyningslinje mellem Iran og sine styrker i Syrien og Libanon. Denne linje har som sagt været under pres fra gentagne israelske luftangreb på grænseovergange og våbenlagre. Hizbollahs skift i strategi viser, hvordan den syriske konflikt har forandret magtdynamikkerne i regionen, og hvordan gruppen forsøger at tilpasse sig for at bevare sin relevans og militære styrke, på trods af de betydelige tab og udfordringer, den står over for.

Internationale reaktioner
Rusland, en central støttespiller for Assad-regimet, har hidtil spillet en afgørende rolle i at stabilisere regimet. Gennem massiv luftstøtte og militær tilstedeværelse hjalp Rusland i 2015 med at vende krigens gang til fordel for Assad. Men i den nuværende fase har Moskvas engagement tilsyneladende ændret karakter. Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov har udtalt, at Rusland i øjeblikket koordinerer med Iran og Tyrkiet for at håndtere den eskalerende situation. Denne koordinering viser, hvordan Rusland søger at balancere mellem forskellige allierede og sikre sine egne strategiske interesser i Syrien, herunder bevarelsen af militærbaser i Tartus og Hmeimim. Samtidig har Rusland været mærkbart mindre aktiv i luftbombardementer end tidligere, hvilket har skabt spekulationer om en ændring i dets prioriteringer.

Tyrkiet spiller en dobbeltrolle i konflikten. På den ene side støtter landet oprørsgrupper, herunder den tyrkisk-ledede Syriske Nationale Hær (SNA), som kæmper mod Assad-styrker og kurdiske grupper. På den anden side samarbejder Tyrkiet med Rusland og Iran gennem Astana-processen for at finde en politisk løsning på konflikten. Tyrkiets primære mål er at forhindre etableringen af en kurdisk ledet autonom region langs dets grænse, hvilket har ført til intensiverede kampe mod den kurdisk-ledede SDF.

Det har længe været synligt, men det er de store spillere i Bibelens beskrivelse af endetidens begivenheder - Rusland, Iran og Tyrkiet. Denne alliance har historisk været usandsynlig, da de tre lande har forskellige politiske og religiøse dagsordener, men de er blevet forenet af fælles interesser i regionen. Men de arbejder nu sammen i forskellige kapaciteter, blandt andet gennem Astana-processen for Syrien, hvilket mange ser som et bemærkelsesværdigt geopolitisk fænomen i lyset af Ezekiels profeti.

Astana-processen er en serie af fredsforhandlinger, der blev lanceret i januar 2017 med fokus på at finde en politisk løsning på den syriske borgerkrig. Processen blev opkaldt efter Kasakhstans hovedstad, Astana (nu kaldet Nur-Sultan), hvor de første møder fandt sted. Den adskiller sig fra FN-ledede fredsforhandlinger i Genève og blev initieret af netop disse tre hovedaktører: Rusland, Iran og Tyrkiet.

Russisk indflydelse (Magog): Rusland har markeret sig som en nøglespiller i Syrien og forsøger at udvide sin indflydelse i Mellemøsten, herunder via militære alliancer. Iransk dominans (Persien): Iran søger at styrke sin "shia-akse" og udvide sin indflydelse gennem Syrien og Libanon, samtidig med at det modsætter sig vestlig indflydelse. Tyrkiets rolle (Togarma): Tyrkiet har egne ambitioner om regional dominans og modarbejder kurdiske styrker, mens det balancerer forholdet til Rusland og Iran.

Det ligner en konflikt, der er et led i tilrettelæggelsen af magogkrigen. Det er en yderst spændende tid, der råber til alle troende, at vi snart skal hjem!