IDF har desuden erklæret, at Israels luftvåben (IAF) i går ramte omkring 220 Hezbollah-mål i Libanon. Blandt de ramte mål var infrastruktur anvendt af terrorister, affyringsramper, hvorfra missiler var blevet skudt mod Israel, Hezbollah-krigere samt våbenlagre i Libanon. Israels militær fortsætter med at nedbryde Hezbollahs kapaciteter og infrastruktur.
Diskriminationen og forfølgelsen af libanesiske kristne intensiveres under Hezbollahs ledelse. Hassan Nasrallah, leder af Hezbollah, placerer missiler nær kirker for at fremprovokere israelske angreb og dermed udsætte civile liv for fare. Nasrallah har også beordret skoler i Libanon til at huse folk fra syd, og har truet med, at hans soldater vil trænge ind i kristnes hjem, hvis de ikke efterkommer dette.
Libanesiske medier rapporterer, at kristne nægter at beskytte Hezbollah-tilhængere, der flygter fra Israels bombardementer. Ifølge rapporterne invaderer Hezbollah-tilhængere og deres partnere kristnes hjem og fordriver dem som gengæld.
Den libanesiske leder af det kristne Kataeb-parti, Sami Gemayel, har opfordret Hezbollah til øjeblikkeligt at aflevere deres våben og overgive Sydlibanon til den libanesiske hær.
Den libanesiske tv-vært Marcel Ghanem åbnede sit show "Time Has Come" på MTV med en skarp kritik af Hezbollah: "Dem, der burde skamme sig, er dem, der har placeret våben blandt civile, omdannet hustage til missilramper og valgt at mødes i beboelsesområder. Uanset hvor meget I lyver, er beviserne klare, ubestridelige og uigendrivelige." Ghanem holdt også Hezbollah ansvarlig for den masseflugt, der finder sted blandt libanesere, der flygter fra deres hjem i syd.
Iranske medier, herunder det statsejede Maydan-program med bånd til Irans Revolutionsgarde (IRGC), har hævdet, at Israel sidste måned udførte en hemmelig operation i Iran, hvilket resulterede i drab på flere IRGC-medlemmer og tyveri af følsomme dokumenter. Det blev også rapporteret, at iranske medier er blevet pålagt at tie om hændelsen, og at regeringen forsøger at kontrollere fortællingen.
I Gaza fortsætter kampen mod Hamas. To operationelle divisioner er stadig aktive i området, og hver dag bliver snesevis af terrorister elimineret. Hamas fungerer ikke længere som en organiseret militær styrke; de er nu reduceret til guerillagrupper uden nævneværdige raketreserver, og størstedelen af deres kommandostruktur er blevet ødelagt. Hamas' leder, Yehiya Sinwar, har ikke været i kontakt i flere uger, hvilket har ført til spekulationer om, hvorvidt han er såret eller død. Israels styrker fortsætter med at lede efter flere terrorister samt redde tilfangetagne. En vigtig årsag til, at Hamas mangler forsyninger, er, at Israel har taget kontrol over deres primære forsyningsrute – Rafah-området, herunder både den overjordiske grænseovergang og tunnellerne under "Philadelphi-korridoren". Rafah var nøglen, og derfor var der enormt internationalt pres for, at Israel ikke skulle gå ind i området.
Netanyahu har trods sit lands kampe, holdt en dundertale i FN's Generalforsamling i dag:
| “ | Damer og herrer, jeg havde ikke planlagt at komme her i år, fordi mit land er i krig og kæmper for sin eksistens. Men efter at have hørt de mange løgne og bagvaskelser, der blev rettet mod mit land fra denne talerstol, besluttede jeg at komme her og sætte tingene på plads. Jeg er her for at tale for mit folk, for mit land og for sandheden. Sandheden er, at Israel ønsker fred. Israel længes efter fred, og Israel har sluttet fred før og vil gøre det igen. Men vi står over for vilde fjender, der ønsker vores udslettelse, og vi er nødt til at forsvare os mod disse morderiske barbarer. Vores fjender ønsker ikke kun at ødelægge os; de søger at ødelægge vores fælles civilisation og føre os alle tilbage til en mørk tid med tyranni og terror. Da jeg talte her sidste år, nævnte jeg, at vi står over for det samme tidløse valg, som Moses stillede Israels folk for tusinder af år siden, da vi stod på tærsklen til det forjættede land. Moses sagde, at vores handlinger ville afgøre, om vi efterlod fremtidige generationer en velsignelse eller en forbandelse. Og det er det valg, vi står over for i dag: Irans uophørlige aggression som en forbandelse eller velsignelsen af en historisk forsoning mellem Israel og den arabiske verden. Efter min tale sidste år blev denne velsignelse endnu tydeligere, og en normaliseringsaftale mellem Saudi-Arabien og Israel syntes tættere end nogensinde før. Men så kom forbandelsen den 7. oktober. Tusindvis af iransk-støttede Hamas-terrorister fra Gaza trængte ind i Israel i pickup-trucks og på motorcykler og begik utænkelige grusomheder. De myrdede brutalt 1.200 mennesker, de lemlæstede kvinder, halshuggede mænd, brændte babyer og hele familier levende – scener, der minder om Holocaust. Hamas kidnappede 251 mennesker fra flere forskellige lande og slæbte dem ned i Gazas fangehuller. Israel har formået at bringe 154 af disse gidsler hjem, heraf 117 i live. Jeg vil forsikre jer om, at vi ikke vil hvile, før de resterende gidsler også bliver bragt hjem. Nogle af deres pårørende er her med os i dag. Jeg beder jer om at stå sammen med os, som Elie Stevie, hvis søn Edun blev bortført fra Nova-musikfestivalen. Det var hans forbrydelse – at deltage i en musikfestival. Disse morderiske monstre tog ham. Kobi Spano mistede sin søn Jonathan, hvis lig blev taget ind i Gazas terrortunneler. Også Salim, hvis bror Muhammed, en modig israelsk-arabisk soldat, blev myrdet, og hans lig blev taget til Gaza. Vi har også Sharon her, hvis bror Yossi blev myrdet, og hun beder for sin ældre bror Elie, som stadig holdes som gidsel i Gaza. Jeg lover jer, vi vil bringe jeres kære hjem. Vi vil ikke stoppe, før denne hellige mission er fuldført. Damer og herrer, forbandelsen fra den 7. oktober begyndte, da Hamas angreb Israel fra Gaza. Men det sluttede ikke der. Israel blev hurtigt tvunget til at forsvare sig på seks yderligere krigsfronter, som blev organiseret af Iran. Den 8. oktober angreb Hezbollah os fra Libanon, og siden da har de affyret over tusind raketter mod vores byer, civile og børn. Uger senere lancerede de Iran-støttede Houthier fra Yemen droner og missiler mod Israel – den første af 250 angreb, inklusive ét rettet mod Tel Aviv i går. Irans shiamilitser i Syrien og Irak har rettet sigtekornet mod Israel adskillige gange det seneste år, også drevet af Irans støtte. Palæstinensiske terrorister i Judæa og Samaria har gennemført snesevis af angreb der og i hele Israel. Og i april, for første gang nogensinde, angreb Iran Israel direkte fra sit eget territorium med affyring af 300 droner, krydsermissiler og ballistiske missiler mod os. Jeg har en besked til tyrannerne i Teheran: Hvis I angriber os, vil vi slå igen. Der er intet sted i Iran, som Israels lange arm ikke kan nå – og det gælder hele Mellemøsten. Fjernt fra at lade os blive slagtet, har israelske soldater kæmpet tilbage med utrolig mod og heltemodig opofrelse. Jeg har endnu en besked til denne forsamling og verden udenfor: Vi vinder. Israel forsvarer sig selv mod Iran og de syv fronter, og skellet mellem velsignelsen og forbandelsen har aldrig været tydeligere. Dette er det kort, jeg præsenterede sidste år – et kort over velsignelsen. Det viser Israel og vores arabiske partnere, der danner en landbro mellem Asien og Europa, fra Det Indiske Ocean til Middelhavet. Over denne bro vil vi lægge røde linjer, energirørledninger og fiberoptiske kabler, som vil komme to milliarder mennesker til gode. Men se nu på dette andet kort – et kort over forbandelsen. Det viser en bue af terror, som Iran har skabt og påtvunget området fra Det Indiske Ocean til Middelhavet. Denne bue har lukket internationale farvande, afskåret handel, ødelagt nationer indefra og påført millioner af mennesker elendighed. På den ene side står velsignelsen, et håbets lys. På den anden side står et mørkt fremtidsperspektiv fyldt med fortvivlelse. Hvis I tror, at dette mørke er en forbandelse kun for Israel, så tro om igen. Irans aggression, hvis den ikke stoppes, vil true ethvert land i Mellemøsten og mange lande i resten af verden, fordi Iran søger at påtvinge sin radikalisme langt ud over Mellemøsten. Derfor finansierer de terrornetværk på fem kontinenter og bygger ballistiske missiler og atomvåben for at true hele verden. For længe har verden set passivt til, mens Iran har undertrykt sine egne borgere internt og udøvet aggression eksternt. Denne eftergivenhed må stoppe – og den må stoppe nu. Nationerne i verden bør støtte de modige folk i Iran, som ønsker at befri sig fra dette onde regime. Ansvarlige nationer bør ikke kun støtte Israel i at rulle Irans aggression tilbage – de bør slutte sig til Israel i at stoppe Irans atomvåbenprogram. FN's Sikkerhedsråd vil snart have en afgørende debat, og jeg opfordrer Sikkerhedsrådet til at genindføre sanktionerne mod Iran. Vi må alle gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at Iran aldrig får atomvåben. I årtier har jeg advaret verden mod Irans atomprogram. Vores handlinger har forsinket dette program med måske et årti, men vi har ikke stoppet det. Iran forsøger nu at gøre sit atomprogram til våben, og for freden og sikkerheden i jeres lande – for hele verdens fred og sikkerhed – må vi ikke lade det ske. Jeg lover jer, at Israel vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at det ikke sker. Så, damer og herrer, spørgsmålet foran os er simpelt: Hvilket af de to kort, jeg har vist jer, vil forme vores fremtid? Vil det være velsignelsen af fred og velstand for Israel, vores arabiske partnere og resten af verden? Eller vil det være forbandelsen, hvor Iran og dets allierede spreder død og kaos overalt? Israel har allerede truffet sit valg. Vi har besluttet at fremme velsignelsen. Vi bygger en fremtid med fred med vores arabiske naboer, mens vi bekæmper de terrorstyrker, der truer denne fred. Iran og dets allierede har også truffet deres valg. De ønsker at vende tilbage til en mørk tid med terror og krig. Og nu har jeg et spørgsmål til jer, som jeg stiller til hele verden: Hvilket valg vil I træffe? Vil jeres nation stå sammen med Israel? Vil I stå med demokrati og fred? Eller vil I stå med Iran – et brutalt diktatur, der undertrykker sit eget folk og eksporterer terrorisme over hele kloden? I denne kamp mellem godt og ondt må der ikke være nogen tvetydighed. Når I står med Israel, står I for jeres egne interesser og jeres egen sikkerhed. Ja, vi forsvarer os selv, men vi forsvarer også jer mod en fælles fjende, som med vold og terror forsøger at ødelægge vores måde at leve på. Der bør ikke herske nogen tvivl om dette, men desværre er der meget forvirring i mange lande. Og i selve denne sal, har lige har hørt, blive r det gode fremstillet som ondt, og det onde som godt. Vi ser denne moralske forvirring, når Israel fejlagtigt bliver anklaget for folkedrab, når vi forsvarer os mod fjender, der forsøger at begå folkedrab mod os. Vi ser det også, når Israel på absurd vis bliver beskyldt af ICC's anklager for bevidst at sulte palæstinenserne i Gaza. Hvilken absurditet! Vi hjælper med at bringe 700.000 tons mad ind i Gaza – mere end 3.000 kalorier om dagen for hver mand, kvinde og barn i Gaza. Vi ser denne moralske forvirring, når Israel fejlagtigt bliver anklaget for bevidst at målrette civile. Vi ønsker ikke at se en eneste uskyldig person dø. Det er altid en tragedie, og derfor gør vi så meget for at minimere civile tab, selvom vores fjender bruger civile som menneskelige skjolde. Ingen anden hær har gjort, hvad Israel gør, for at minimere civile tab. Vi uddeler flyers, vi sender sms’er, vi laver millioner af opkald for at sikre, at palæstinensiske civile kommer ud af farezonen. Vi skåner ingen anstrengelse i denne ædle bestræbelse. Vi ser endnu en dyb moralsk forvirring, når de selvbeskrevne "progressive" marcherer mod Israels demokrati. Indser de ikke, at de støtter de iransk-støttede bøller i gaderne i Teheran og Gaza? Disse bøller skyder demonstranter, myrder kvinder for ikke at dække deres hår og hænger folk offentligt på pladserne. Nogle "progressive", ifølge den amerikanske efterretningstjeneste, bliver finansieret og drevet af Iran, og måske står nogle af dem, eller endda mange, lige udenfor dette bygning nu. Damer og herrer, kong Salomon, som herskede i vores evige hovedstad, Jerusalem, for 3.000 år siden, proklamerede en sandhed, som I alle kender: Der er intet nyt under solen. I en tidsalder med rumfart, kvantefysik og kunstig intelligens, kunne man måske argumentere imod det udsagn. Men én ting er ubestridelig: Der er bestemt intet nyt i FN. Tro mig, jeg talte fra denne talerstol første gang som Israels ambassadør til FN i 1984 – for præcis 40 år siden. I min debuttale talte jeg imod forslaget om at ekskludere Israel fra denne forsamling. Fire årtier senere står jeg her og forsvarer mit land mod det samme absurde forslag. Og hvem leder anklagen denne gang? Ikke Hamas, men Abbas – præsident for Den Palæstinensiske Myndighed, Mahmoud Abbas. Dette er manden, som hævder at ønske fred med Israel, men som stadig nægter at fordømme massakren den 7. oktober. Han betaler stadig hundredvis af millioner til terrorister, der myrder israelere og amerikanere – jo mere du dræber, desto mere bliver du betalt. Og han fører stadig diplomatisk krig mod Israels ret til at eksistere og dets ret til at forsvare sig selv. For hvis du ikke kan forsvare dig selv, kan du ikke eksistere – ikke i vores nabolag, og måske heller ikke i jeres. Da jeg stod her for 40 år siden, sagde jeg til dem, der støttede den uhyrlige resolution: Giv slip på jeres had ved døren. I dag siger jeg til præsident Abbas og til jer alle, der skammeligt støtter den resolution: Giv slip jeres fanatisme ved døren. Det at udpege den ene jødiske stat som syndebuk fortsætter med at være en moralsk plet på FN. Det har gjort denne engang respekterede institution foragtelig i øjnene på anstændige mennesker verden over. Men for palæstinenserne er dette FN-hus af mørke deres hjemmebane. De ved, at i denne sump af antisemitisk galde er der et automatisk flertal, der er villigt til at dæmonisere den jødiske stat. I dette anti-israelske, flad-jords-samfund, kan enhver falsk anklage og enhver urimelig påstand finde opbakning fra et flertal. I det sidste årti har der været flere resolutioner mod Israel i denne forsamling end mod hele resten af verden kombineret. Faktisk mere end dobbelt så mange. Siden 2014 har denne forsamling fordømt Israel 174 gange, mens alle de andre lande i verden tilsammen kun er blevet fordømt 73 gange. Det er mere end 100 ekstra fordømmelser mod den jødiske stat. Hvilket hykleri! Hvilken dobbeltmoral! Hvilken farce! Så al den fjendtlighed og alle de taler, I har hørt i dag, al den fjendtlighed rettet mod Israel dette år, handler ikke om Gaza. Det handler om Israel. Det har altid handlet om Israel og dets eksistensberettigelse. Indtil Israel – indtil den jødiske stat – bliver behandlet som andre nationer, og indtil denne antisemitiske sump er drænet, vil FN blive betragtet af retfærdige mennesker overalt som intet andet end en foragtelig farce. Nu, i lyset af antisemitismen i FN, bør det ikke overraske nogen, at anklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC), en af FN's tilknyttede organer, overvejer at udstede arrestordrer mod mig og Israels forsvarsminister – de demokratisk valgte ledere af den demokratiske stat Israel. ICC’s anklager skynder sig til doms. Hans afvisning af at behandle Israel på lige fod med andre demokratier og deres uafhængige retssystemer, er svær at forklare med andet end ren antisemitisme. Damer og herrer, de virkelige krigsforbrydere er ikke i Israel. De er i Iran. De er i Gaza, i Syrien, i Libanon og i Yemen. De af jer, der står sammen med disse krigsforbrydere – de af jer, der står sammen med det onde imod det gode, sammen med forbandelsen imod velsignelsen – bør skamme jer. Men jeg har en besked til jer: Israel vil vinde denne kamp. Vi vil vinde denne kamp, fordi vi ikke har noget valg. Efter generationer, hvor vores folk blev slagtet, brutalt myrdet, uden at nogen løftede en finger til vores forsvar, har vi nu en stat. Vi har nu en modig hær, en hær med uforlignelig tapperhed. Og vi forsvarer os selv. Som det står i Samuels Bog i Bibelen: "Israels evighed vil ikke fejle." På det episke eventyr fra antikken til vores rejse gennem tidens storme og omvæltninger er dette løfte altid blevet holdt – og det vil være sandt til evig tid. For at låne en stor poets ord: Israel vil ikke stille og roligt gå ind i natten. Vi vil aldrig, aldrig have behov for at kæmpe mod lysets uddøen, for Israels flamme vil for evigt skinne klart. Til Israels folk og Israels soldater siger jeg: Vær stærke og modige.1 | ” |
Kort tid efter denne tale, gennemførte IDF et betydeligt luftangreb i Libanon - godkendt af Netanyahu før han gik på talerstolen. Målet for angrebet var en bunker i Dahiya-kvarteret i Beirut, som menes at være hovedkvarteret for Hezbollah. Ifølge IDF var lederen af Hezbollah, Hassan Nasrallah, tillige med resten af Hezbollahs lederskab - og også den iranske general, der blev udpeget af IRGC til at lede Irans operationer i Libanon og Syrien på vegne af Al-Quds-styrken, til stede i bunkeren på tidspunktet for angrebet.
Hezbollah blev besejret uden en eneste israelsk soldat på libanesisk jord! Amir Tsarfati advarer om at nu Israel forvente modangreb fra andre regioner, herunder Yemen, Irak, Syrien og måske endda Iran. Han understreger, at situationen er ekstremt alvorlig - hvilket har været mistanken hele tiden.2
Den iranske generals forgænger, general Zahedi, blev elimineret i april, da Israel angreb den iranske ambassade i Damaskus. Iran hævnede general Zahedis eliminering i midten af april med et stort luftangreb på Israel. Det taler også for at Israel kan forvente svar fra Iran.
Der kan være meget "spændende" dage forude...