Bibelens modsigelser og fejltagelser

af Kim Andersen
Lagt på d. 26/10-06

1. Er Gud god eller en ødelægger?
2. Hvem er Josefs far?
3. Hvem var ved graven?
4. Er Jesus ligestillet eller ringere end Faderen?
5. Hvem blev skabt først: Dyrene eller mennesket?
6. Antal dyr i arken?
7. Hvor mange heste havde Salomo?
8. Slog David 700 eller 7.000 stridsheste
9. 700 eller 7.000 ryttere?
10. Er det tåbeligt at være vis, eller ikke?
11. Menneskelig / mirakuløs befrugtning?
12. Fædrenes synder
13. Flagermusen er ikke en fugl!
14. Harer tygger ikke drøv?
15. Insekter har ikke fire ben!
16. Smelter snegle?
17. Fuglene – fra vandet eller jorden?
18. Stribet, spættet og broget afkom (1. Mos. 30:39)
19. Er jorden rund eller flad?
20. Slanger spiser ikke støv?
21. Er jorden støttet eller ikke?
22. Er himmelen understøttet?
23. Den hydrologiske cyklus
24. Moses’ personlighed.
25. Skal den retfærdige leve eller dø?
26. Hvordan døde Judas?
27. Hvem købte pottemarken?
28. Jesu første prædiken på bjerget eller på landjorden?
29. Jesu sidste ord
30. Skulle David vælge 3 eller 7 års hungersnød?
31. Hvem lokkede David?
32. Jesu stamtavle
33. Kan Gud ses?
34. Grusom, unådig, ødelæggende og vild, eller rar, nådefuld og god?
35. Frister?
36. Stige til himmelen.
37. Hvad var Jesu forudsigelse, angående Peters fornægtelse?
38. Hvor mange gange galede Hanen?
39. Hvem dræbte Saul?
40. Hvor mange saligprisninger var der i Jesu tale i Bjergprædikenen?
41. Synder hvert et menneske?
42. Hvem profeterede om potterens mark?
43. Hvem skal bære hvis byrde?
44. Skal du svare en tåbe?
45. Hvor mange børn havde Mikal, Sauls datter?
46. Hvor gammel var Jojakin, da han blev konge?
47. Ægteskab
48. Hørte Paulus’ rejsefælder stemmen eller ikke?
49. Hvor var Jesus tre dage efter Han blev døbt?
50. Hvor mange apostle var indsat imellem opstandelsen og himmelfarten?
51. At dømme
52. Gode gerninger
53. For eller imod?
54. Hvem så de ved graven?
55. Ændrer Gud sig?
56. Hvem købte gravstederne?
57. Stærke drikke, eller ikke?
58. Hvornår er Jesu andet komme?
59. Kong Salomons opsynsmænd.
60. Hvem var kong Abija’s mor?
61. Hvornår døde Ba’sja?
62. Hvor gammel var Ahasja da han begyndte at regere?
63. Hvem var Josia's efterfølger?
64. Forskellene mellem folkeantallet i Ezra og Nehemias.
65. Hvilken farve var kappen de lagde om Jesus ved retssagen?
66. Hvad gav de Jesus at drikke?
67. Hvor lang tid var Jesus i graven?
68. Salomons pi
69. Hvem slog Goliat?
70. Afslutning


Der kommer jævnligt angreb på Bibelens troværdighed, at den er selvmodsigende og kommer med ukorrekte oplysninger. Mennesket lærer aldrig at forstå hverken Gud eller Bibelen til fulde på denne jord. Paulus siger: ”nu kender jeg stykkevis, men da (når vi står ansigt til ansigt med Jesus)skal jeg kende fuldt ud” (1. Kor. 13:12). Nogle gange tages ord ud af sin sammenhæng, og bruges imod hinanden. Andre gange er det mangel på forståelse af Guds person. Én ting er sikkert. Har man ikke givet sit liv til Jesus, er blevet født på ny og har modtaget Guds Hellige Ånd, da er man vitterligt katastrofalt stillet, også når det kommer til det, at forstå Gud og Hans Ord. For Helligånden er vor Vejleder der skal ”vejlede jer til hele sandheden” (Joh. 16:13), og uden Ham er vi blottede for evne til at lære om Gud.

Der er mange ting jeg endnu ikke forstår. Men hvem er jeg, at jeg skulle kunne kortlægge Gud og al Hans skaberværk? Jeg kan ikke engang nævne en brøkdel af alle de dyr Han har skabt. Min kendskab til træer, planter og blomster er elendig og universet kan jeg heller ikke forklare. Men jeg ved, at det er mig der er fattig og Gud der i Sin visdom bestemte alt, jeg ikke forstår. Jeg ved, at når jeg må lægge min Bibel på bordet og grunde, fordi jeg ikke forstår, er det ikke Gud der har begået en fejl, men mig der ikke formår at se dybderne i Hans underfulde Ord.

Jeg har langt fra noget imod ateister. Men ofte er det dem, som jo ikke er klogere end jeg i forhold til universets helhed, der mener at kunne domfælde Guds evige Ord, og trække tæppet væk under Ham. Kunne de det, ville de aldrig have haft mulighed for at betvivle Gud, for var Han ikke fejlfri og almægtig, ville intet i himlene eller på jorden være blevet bragt til eksistens. De fleste af ”modsigelserne” som de finder frem i Bibelen, ville have dumpet dem til enhver eksamen, da det tydeligt viser, at de ikke har forstået hvad de har læst.

Grunden til jeg laver denne artikel, er at jeg tror det kan være en god hjælp og ikke mindst undervisning for nogle, da man jævnligt støder på sådanne spørgsmål. De spørgsmål jeg tager op i denne artikel, findes på en liste som er spredt rundt over nettet, som et bevis for at Bibelen fyldt med fejl, og listen er således utroværdig. På ateist- og Wicca hjemmesider og fora, er denne liste ganske ophøjet. Da det er uden grund, vil jeg gennemgå de oplistede angreb, som viser sig at være uholdbare.

En kopi af listen finder du eks. her: http://www.infidels.org/library/modern/jim_meritt/bible-contradictions.html

Er Gud god eller en ødelægger?


Der er mange Bibelvers der trækkes frem, hvor Gud det ene sted siger, at Han er god, og det andet, at Han vil ødelægge. Men er det ondt at ødelægge ondskab? Eks. Sal. 145:9: ”Herren er god mod alle, hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.” Når man læser Salme 145, så ser man, at David taler om de gudfrygtige, der ”fortæller om dit (Guds)herlige kongedømme og taler om Din styrke. De vil kundgøre Hans vælde for menneskene, Hans kongedømmes prægtige herlighed.” (Sal. 145:11-12).

Bladrer man fem bøger videre, til Jer. 13:14, kan man trække teksten ud der siger: ”Jeg vil knuse dem mod hinanden, både fædre og sønner, siger Herren; jeg vil ødelægge dem uden skånsel, uden barmhjertighed og nåde” (Jer. 13:14). Læser man Jeremias bog, så forstår man, at Israel var på vej væk fra Gud. I flere år advarer Gud Sit folk om konsekvenserne ved at forlade Ham, og dermed Hans varetægt. Igennem Sin profet Jeremias, advarer Gud igen og igen Israel, som til gengæld planlægger hvordan de kan slå Jeremias ihjel, for at slippe for at høre på Gud.

Gud er god, og ønsker derfor også at ødelægge det onde. Det kan lyde som et paradoks, men det er det ikke. Hvis ikke ondskaben ødelægges, og mennesket får lov til at udvikle sig som kødet lyster – dvs. synden, så ville planeten jorden hurtigt blive drænet for liv.

Gud udryddede for over 4.000 år siden ondskaben: ”Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.” (1. Mos. 6:5). Bibelen har forudsagt at: ”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme.” (Matt. 24:37) og vi ser ganske tydeligt i dag, at ondskaben er stor.

Hvad er ondskab? – Oprør imod Gud og hvad der er godt. Jamen er der da ikke nogen gode mennesker? ”De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste. Deres strube er en åben grav, med deres tunger taler de svig; der er slangegift under deres læber, deres mund er fuld af forbandelse og forbitrelse. De er rappe på fødderne til at udgyde blod. Vold og ulykke er på deres veje; fredens vej kender de ikke. Gudsfrygt har de ikke for øje.” (Romerne. 3:12-18)

Se på verden i dag, al den synd der ophøjes og udleves af folket – retfærdiggjort af samfundets følelsesmæssige ypperstepræster – psykologerne.

Seksuelle synder – utroskab, homoseksualitet, perversion, bestialitet, prostitution, voldtægt, utugt og pornografi. Krigssynder – ødelæggelse af uskyldige, gaskamre, koncentrationslejre, torturinstrumenter og sadisme. Synd i hjemmene – utroskab, skilsmisse, hustruvold, psykisk terror og misbrug af børn. Verbale synder - blasfemi, lumre vittigheder, perverteret sprog, bandeord, løgne, bagtalelse, sladder, mobning, knurren og beklagelser. Personlige synder – drukkenskab, narkomisbrug, stolthed, misundelse, begær, utaknemlighed, urene tanker, had, bitterhed… Dertil kan tilføjes mord, lemlæstelse, tyveri, underslæb, vandalisme, korruption, forurening, racisme, udnyttelse, bedrag, forræderi, brudte løfter osv, osv, osv…

Er der noget at sige til at Gud er god mod dem der søger det gode – at adlyde Ham, men ødelægger dem der holder fast ved al den ondskab? Hvad med dig - Er du god? Sidder du og griner af ovenstående liste, og kan med god samvittighed nikke genkendende til flere af punkterne, så er du ikke god. Så har du brug for Jesus og Guds Hellige Ånd, som kan gøre godt i- og igennem dig!

Vi ser det tydeligt i 5. Mos. 28. Der siger Gud: ”Hvis du adlyder Herren din Gud og omhyggeligt følger alle hans befalinger, som jeg giver dig i dag, vil Herren din Gud ophøje dig over alle jordens folk” (5. Mos. 28:1). ”Velsignet skal du være i byen…på marken…dit afkom…frugten af din jord…kvæg…okser…får...når du kommer hjem…når du går ud…” – læs selv videre 5. Mos. 28:1-14.

Derimod: ”hvis du ikke adlyder Herren din Gud og omhyggeligt følger alle hans befalinger og love, som jeg giver dig i dag, så skal alle disse forbandelser komme over dig og nå dig” (5. Mos. 28:15). Der kan sættes negativt fortegn på det lovede, hvis vi ikke adlyder Ham: ”Forbandet være du i byen…på marken…din kurv og dit dejtrug…dit afkom…frugten af din jord…okser…får…når du kommer hjem…når du går ud…” – læs selv videre 5. Mos. 28:15-68.

Gud er med andre ord god mod de der frygter Ham, og holder Hans befalinger. Men de der ikke agter det for noget at adlyde Gud, frasiger sig Guds nåde og Hans godhed, og overlades i et vist omfang til sig selv. På trods af menneskets ulydighed kalder Gud nemlig stadig, og lader dem gennemgå trængsler for at tugte dem til omvendelse. Få ser Guds kærlige hånd i deres egen valgte skæbne. De fleste forbander Gud for ondskaben der rammer dem, skønt det er dem selv, der har sagt nej til Guds godhed.

Hvem er Josefs far?


Der kan opstå nogen tvivl om, hvem Josefs far er, hvis man ikke går grundigere til værks, end at tage det sidste ord sagt. Hvis man gennemgår stamtræerne, ser man at Bibelen igen er korrekt.

Mattæus opremser Josefs stamtræ og siger i Matt. 1:16: ”og Jakob (er fader)til Josef, Marias mand. Af hende fødtes Jesus, som kaldes Kristus”. Jakob er ifølge Mattæus Josefs far. Lukas opremser også et stamtræ, men det er anderledes end det Mattæus oplyser. Han oplyser ”(Jesus) Søn af Josef, der var søn af Eli” (Luk. 3:23). Stamtræet er en længere remse, og jeg har tilladt mig at vende stamtræet i Lukas, så det starter med de første og slutter med de sidste, som Mattæus gør.

Mattæus starter med Abraham og opremser: ”AbrahamIsakJakob - JudaPerezHezron – Ram – AmminadabNahasjonSalmonBoazObedIsajKong David – Salomon – Rehabeam – Abija – Asa – Josafat – Joram – Uzzia – Jotam – Akaz – Ezekias – Manasse – Amon – Josias – Jekonja – Sjealtiel – Zerubbabel – Abiud – Eljakim – Azor – Sadok – Akim – Eliud – Eleazar – Mattan – Jakob – Josef, Marias mand.”

Lukas, slutter med Gud, men da jeg har vendt stamtræet om, starter det med Gud: ”Gud – Adam – Set – Enosj – Kenan – Mahalal’el – Jered – Enok – Metusalem – Lemek – Noa – Sem – Arpaksjad – Kenan – Sjela – Eber – Peleg – Re’u – Serug – Nakor – Tara – AbrahamIsakJakobJudaPerezHezron – Arni – Admin – AmminadabNahasjonSalmonBoazObedIsajDavid – Natan – Mattata – Menna – Melea – Eljakim – Jonam – Josef – Juda – Simeon – Levi – Mattat – Jorim – Eliezer – Josua – Er – Elmadam – Kosam– Addi – Melki – Neri – Sjealtiel – Zerubabel – Resa – Johanan – Joda – Josek – Sjim’i – Mattatis – Mahat – Naggaj – Esli – Nahum – Amos – Mattatias – Josef – Jannaj – Melki – Lev – Mattat – Eli - Josef”

Således kan vi se, at det er to forskellige stamtræer der omtales. Mattæus opremser Josefs, der som vi ser, har Jakob til far. Lukas opremser Marias, som har Eli til far.

I gammel tid, hvor denne tekst er skrevet, tog familierne svigerdøtre og sønner til sig, så Josef i Marias familie blev familiens søn. Derfor er Josef Elis søn, underforstået svigersøn. Et eksempel er David der gifter sig med Sauls datter Mikal (1. Sam. 18:27). Senere ser vi Saul kalde David for sin søn: ”Min søn David, er det virkelig dig, der taler?” (1. Sam. 24:17).

Derfor er der heller ingen modsigelser i Bibelen, angående denne sag.

Hvem var ved graven?


Matt. 28:1 siger at det var ”Maria Magdalene og den anden Maria”.
Mark. 16:1 siger ”Maria Magdalene og Maria, Jakobs moder, og Salome”.
Luk. 24:10 siger ”Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs moder”.
Joh. 20:1 siger ”Maria Magdalene”.

For at forstå dette, kræver det igen, at man sætter sig ind i bogen man sidder med, imellem hænderne.

Mattæus fortæller om Jesus som værende konge, Markus som tjener, Lukas som menneske og Johannes som Gud. Evangelierne er ikke ment at skulle være ens beretninger, men fortæller om Jesus, og behandler begivenhederne fra fire forskellige synspunkter. Lægger man dem sammen, så har man hele Evangeliet. Således modsiger de ikke hinanden, heller ikke i denne sag. Skulle de det, måtte eks. Johannes sige, at Maria Magdalene ikke kom til graven, mens de andre er enige om det. Derimod kan vi, ved at sammenlægge fortællingerne, konkludere at Maria Magdalene, Maria - Jakobs mor, Salome og Johanna kom til graven.

Rækkefølgen af begivenhederne ser sammenlagt således ud:

Da kvinderne kom til graven, fandt de graven åben og tom (Luk. 24:3). Inde i gravhulen, viste de to engle sig for dem (Luk. 24:4, Mark. 16:5). Englen som talte, mindede dem om Jesu løfter (Luk. 24:6-8). Kvinderne gik tilbage og fortalte det for de andre (Matt. 28:7-8, Mark. 16:7-8). Apostlene tog til graven og Johannes kom først og kikkede ind i graven (Joh. 20:4). Peter kom efter og gik ind i graven (Joh. 20:6). I mellemtiden kom Maria Magdalene tilbage til graven, og stod grædende udenfor. Hun kikkede ind i graven og så de to engle, talte med den ene og vendte sig om, da Jesus er bag hende og taler til hende (Joh. 20:11-18). Det var Jesu første tilkendegivelse (Mark. 16:9). Kort tid efter gik Jesus de andre kvinder i møde (Matt. 28:9-10) og senere mødte Han de to på Ammaus vejen (Luk. 13.32), senere Peter (Luk. 24:34, senere 10 af de 11 disciple (Luk. 24:3 6-43, Mark. 16:14, Joh. 20:19-25). Otte dage efter for de 11 disciple (Joh. 20:26-31). Han viste sig for syv apostle ved Tiberias søen (Joh. 21:1-25) og for mere end 500 disciple (1. Kor. 15:6), for Jakob (1. Kor. 15:7) og for apostlene da Han steg til Himmelen. Sidst, efter Hans himmelfart, blev han så set af Paulus (1. Kor. 15:8).

Siden er han ikke blevet set af nogen, og påstår folk det, så tro det ikke: ”Se til, at ingen fører jer vild! For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild… Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristuser og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud. Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være.” (Matt. 24:4-5, 23-27)

Næste gang verden ser Jesus, er når Han kommer igen!

Er Jesus ligestillet eller ringere end Faderen?


Johannes som behandler den guddommelige side af Jesus siger i Joh. 10:30: ”Jeg og Faderen, vi er ét” og senere ”Faderen er større end jeg” (Joh. 14:28).

Det er umuligt at definere Gud i Treenigheden. Jeg kan godt forstå folk falder over disse ting, for det er svært at forstå med vort sind. Igennem Bibelen bliver forholdet mellem Jesus og Hans Fader omtalt på flere måder, for at give os en forståelse af forholdet.

Treenigheden er opbygget sådan, at Faderen er hovedet. Jesus er hverken Faderen eller Helligånden. Men de er alle ét. Vi ser flere steder, at Jesus refererer til Faderen der har sendt Ham (Joh. 5:30, Joh. 7:28, Joh. 8:42), og Helligånden (Joh. 14:26) og at Jesus kun gør hvad Faderen har lært Ham (Joh. 8:28, Joh. 12:49). Jesus og Faderen var ét og Faderen arbejdede igennem Jesus. Jesus gjorde intet, uden det var ved Faderen.

Vi ser også, at Faderen er i Jesus og Jesus i Faderen (Joh. 14:10)

Jeg tror jeg vil lade Paulus forklare, for det gør han unægtelig bedre end jeg: ”Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da Han var i guddomsskikkelse, holdt Han det ej for et røvet bytte at være Gud lig. Men Han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da Han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede Han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors. Derfor har også Gud højt ophøjet Ham og skænket Ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i Himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!” (Fil. 2:5:11).

Jesus gav afkald på sin guddomsskikkelse, og blev mindre end Faderen så længe forgængelighed som menneske og uforgængelighed som Gud, var samlet i Ham. Han var 100% Gud og derfor ét med Faderen, og samtidig 100% menneske, og således mindre end Faderen. Det er et mirakel der ikke kan forklares med menneske ord. Jesus blev for en stund mindre en Faderen, for igennem sin menneskeskikkelse, at købe frelsen for dig og mig, med Sit blod – Han blev jo gjort til synd for os (2. Kor. 5:21) og Han er ”vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh. 14:6)

Hvem blev skabt først: Dyrene eller mennesket?


I 1. Mos. Kapitel 1, fortæller Gud os om skabelsen af alt det synlige. Den 5. dag skaber Gud dyrene (1. Mos. 1:24) og efterfølgende i vers 26-27 mennesket.

Læser man videre i 1. Mos. 2, får man en mere uddybende beskrivelse af situationen omkring mennesket. Kapitel 1 og 2 er vidt forskellige, for kapitel to gennemgår ikke hele skabelsen, men kun selve jorden, menneskene, dyrene og det planetariske derpå – og ikke kronologisk.

Læser man kapitel 2 uden at læse kapitel 1, ser det ud til, at Gud her først skaber mennesket og derefter dyrene. 1. Mos. 2:19 fortæller ikke rækkefølgen af skabelsen - at Gud skabte dyrene efter mennesket, men at Gud førte alle dyrene som Han havde dannet af agerjorden til Adam, for at Han kunne navngive dem.

Nogle mener, at rækkefølgen af skabelsen sætter rækkefølgen af magthaverne. Fordi Paulus til Timoteus siger ”Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed. Thi Adam blev skabt først, derefter Eva; og det var ikke Adam, som blev bedraget, men kvinden blev bedraget og faldt i overtrædelse” (1. Tim. 2:11-14).

Dermed menes der, at fordi Adam blev skabt først, var han over kvinden. Var dyrene blevet skabt før Adam, ville de være over ham. Men mennesket er sat over dyrene, så mennesket må være skabt først.

Det er jo ren vanvid. I så fald - skulle de grønne urter så regere over mennesket? De blev skabt på skabelsens dag nummer to. Endnu engang udtaler folk sig, hvor de ikke kender dybderne af Guds Ord. Fordi Gud byggede kvinden ud fra manden, ved at tage Adams ribben, er kvinden ”underlagt” manden. Hun er ikke mindre værd, men er skabt ud fra manden. Derfor kaldes hun kvinde, eller på engelsk wo-man, womb-man – en mandinde med livmoder…

Skulle 1. Mos. 2 sættes kronologisk op, skulle versene sættes i rækkefølge således: 5, 6, 9-14. Vers 19 må deles op, så starten af verset efterfulgt af vers 7, 18, 21-25, 8, 15-17 ender med slutningen af verset og til sidst 20.

Antal dyr i arken?


Jeg forstår ikke hvordan dette (1. Mos. 7 vers 2-3 mod vers 8-9) kan forstås som en modsigelse.
1. Mos. 7:2-3 siger: ”Af alle de rene dyr skal du tage syv par, han og hun, og af dem, der ikke er rene, skal du tage ét par, han og hun. Også af himlens fugle skal du tage syv par, han og hun, for at de kan have efterkommere på jorden

Altså: Syv par af alle rene dyr, to par af urene og to par, af alle fuglene.

1. Mos. 7:8-9 siger: ”De rene dyr og de, der ikke var rene, og fuglene og alle krybdyr på jorden kom par for par til Noa i arken, han og hun, sådan som Gud havde befalet Noa.

Uanset hvor mange par af rene og urene, gik de to og to – han og hun - ind i arken, som Gud havde befalet.

Hvor mange heste havde Salomo?


For at forstå dette ordentligt, må vi holde os til King James versionen. Den formodede fejl går på, om Salomo havde 40.000 heste eller 4.000.

Den Danske Bibel oversætter det hebræiske ord ”’urvah” som spand – ”40.000 spand heste”. Ordet betyder ”et samlested for dyr” og derfor er stald det korrekte ord.

Salomo havde fyrre tusinde stalde af heste til sine vogne, og tolv tusinde hestefolk.” (1. Kong. 4:26). Her er tallet 40.000 heste.

Salomo havde fire tusinde stalde for heste og vogne, og tolv tusinde hestefolk som han stationerede i vogn-byerne og hos kongen i Jerusalem.” (2. Krøn. 9:25).

Det gælder om at have tungen lige i munden. I King James siges der ”And Solomon had forty thousand stalls of horses for his chariots” (1. Kong. 4:26) og “And Solomon had four thousand stalls for horses and chariots” (2. Krøn. 9:25).

Forskellen er: Havde han 40.000 stalde af heste, eller 4.000 stalde til heste? Forskellen er den samme, som man siger. Der er ingen forskel. Salomo havde 4.000 stalde med 10 heste i hver. 40.000 heste fordelt i 4.000 stalde = 10 heste i hver stald.

Slog David 700 eller 7.000 stridsheste


Stridsheste? Det er ikke til at se i den Danske oversættelse, da oversætterne har valgt at tale om stridsheste. I KJV og den gamle danske oversættelse som holder sig til de overleverede skrifter, er der tale om vogne og vognkæmpere, og der er derfor ingen modstridende tekst.

De nye udvandede oversættelser siger i 2. Sam. 10:18: ”David nedhuggede 700 Stridsheste”, mens de i 1. Krøn. 19:18 siger: ”David nedhuggede 7.000 Stridsheste”. Den korrekte tekst siger - og her citeret efter den danske 1871/1819 oversættelse: ”David ødelagde blandt Syrerne syv Hundrede Vogne” og ”David ihjelslog af Syrerne syv Tusinde Vognkæmpere”.

Altså ses at Aramæerne havde en militærstrategi, at have mere end én mand til hver vogn. De havde medbragt 700 vogne i krigen, og 10 mand til hver vogn. Når én vognkæmper blev slået, stod vognen ikke ubrugt hen, men blev overtaget af næste vognkæmper. Der er ingen fejl her, men der er to andre lignende passager, der driver kritikernes utrættelige ignorance - som jeg gennemgår i punktet herunder.

700 eller 7.000 ryttere?



I 2. Sam. 8:4 fortælles at David tog ”tusinde (vogne - iht. den parallelle passage) og syv Hundrede Ryttere”, mens 1. Krøn. 18:4 siger at han tog ”tusinde Vogne og syv Tusinde Ryttere”. Hvor mange ryttere? En åbenlys fejl, siger kritikerne.

Når krigene rasede i den tid, som beskrivelsen her omtaler, så var der både ryttere til hest og i stridsvogne. Når vi nu har set at der ingen fejl er i foregående spørgsmål om heste, ryttere og vogne, så burde der være vilje til at forstå de to passager som supplerende, i stedet for modstridende. Gør vi det, kan vi se at Samuel refererer til 700 ryttere på heste, mens Krøniken taler om både ryttere på heste og i vogne. Således ses at der i alt var 7.000 ryttere - 700 på heste og 6.300 til at styre de 1.000 vogne.

Er det tåbeligt at være vis, eller ikke?


For at stille disse spørgsmål, har man brugt følgende vers:
Ordsp. 4:7Visdom først og fremmest! Køb visdom, køb indsigt for alt, hvad du ejer

Præd. 1:18for jo større visdom, des større kval, den, der øger sin kundskab, øger sin smerte

Og endelig 1. Kor. 1:19Thi der står skrevet: »Vismændenes visdom vil jeg lægge øde, og de kloges klogskab vil jeg gøre til intet.«”

Når man bruger Bibelen og tager vers ud af sin helhed, er det vigtigt at man først har forstået konteksten.

I sammenhængen af disse vers, finder vi at der er en forskel mellem at søge visdom i verden, og hos Gud. Ordsprogenes Bog taler her om at købe visdom hos Gud. Jesus bruger den samme talemåde til Laodikea menigheden: ”derfor råder jeg dig til hos mig at købe (købe, som Ordsprogenes Bog også siger) guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se” (Åb. 3:18).

I Prædikerens Bog, taler Kong Salomo om visdom efter verdens målestok. Han siger i samme kapitel: ”jeg havde til hensigt med visdom at undersøge og udforske alt det, der sker under himlen” (Præd. 1:13). Salomos verdslige visdom, førte ham i graven som afgudsdyrker og frafalden.

Paulus er ganske afgjort ang. disse typer visdom. Han siger til Korinterne at ”Denne verdens visdom er nemlig dårskab i Guds øjne” (1. Kor. 3:19) og Jakob siger at ”visdommen ovenfra er først og fremmest (først og fremmest som Ordsprogenes Bog også siger)ren” (Jak. 3:17). Derfor, når Paulus i 1. Kor. 1:19 citerer Esajas (Es. 29:14), er det ikke visdommen fra Gud der er tale om, men verdens visdom.

Menneskelig / mirakuløs befrugtning?


Blev Maria befrugtet ad menneskets vej, eller ved et guddommeligt mirakel?

Apg. 2:30-31 Siger: ”Da han (Kong David)nu var en profet og vidste, at Gud med ed havde lovet ham, at af hans efterkommere skulle en sidde på hans trone, forudså han, at Kristus skulle opstå”.

Matt. 1:18 siger: ”Med Jesu Kristi fødsel gik det således til. Hans moder, Maria, var trolovet med Josef; men førend de var kommet sammen, viste det sig, at hun var frugtsommelig ved Helligånden.

David sagde at det skulle være hans efterkommer, eller som den engelske siger ”frugten af hans legeme, ifølge kødet”, mens Mattæus siger, at det var ved en jomfrufødsel, hvor Maria blev befrugtet ved Helligåndens mirakel.

Hvis du går tilbage og ser Jesu stamtræ ovenfor under punktet ”Hvem er Josefs far?”, ser du at både Maria og Josef er frugten af Davids kød, og dermed også Jesus. Selvom det ikke var med Josef Maria blev gravid, men ved Helligånden, er Jesus stadig af Davids slægt.

Fædrenes synder


Skal børn straffes for sine fædres synder?

Es. 14:21 siger: ”Gør slagtebænken klar til hans (Babylons)sønner for fædrenes synd!

5. Mos. 24:16 Siger: ”Fædre må ikke lide døden for deres sønners synd, og sønner må ikke lide døden for deres fædres synd. Kun for sin egen synd skal man lide døden

Forstået i rette kontekst ser vi, at på grund af Babylons nedslagtning af Israels folk, som Gud lod ramme Israel for deres afgudsdyrkning og oprør mod Ham, lader Han samme dom ramme Babylon. Når man kender Gud, ved man, at Han ikke lader dommen gå over de der omvender sig. I Babylon var der ikke mange om nogen gudfrygtige og derfor måtte både fædre og sønner lide dommen, dels for deres mishandling af Israelitterne, og dels for deres afgudsdyrkelse.

Meget lig forklaringen i afsnittet ”Gud er god / ødelægger”, så bød Babylon selv ondskaben velkommen i form af den ødelæggende dom og udslettelse.

Da Gud bød Israel at indtage Kana’ans land - Jeriko, og drive folket i landet bort, blev kvinden Rahab og hendes hus skånet, fordi hun var på Israels side (Jos. 6:17). Kana’an var fyldt med afgudsdyrkelse, hvilket var årsagen til at dommen ramte dem. Ikke nok med at Israel skulle drive indbyggerne bort, de skulle også ”ødelægge alle deres billeder (af afguder); alle deres støbte billeder (afgudsstøtter)skal I ødelægge, og alle deres offerhøje (hvor de fremførte brændofre for afguderne)skal I tilintetgøre” (4. Mos. 33:52).

I verset fra 5. Mosebog, som er taget ud af en større, dybdegående undervisning i at holde Guds befalinger og retningslinier, giver Gud Israelitterne indsigt i retfærdighed og instruerer dem, at de ikke må straffe en forbryders slægt. Den skyldige skal selv betale for sine overtrædelser over for sine medmennesker, men ikke videre. Jøderne fulgte Guds befalinger: ”Men mordernes børn dræbte han (kong Amazja)ikke, for der står i Moses lovbog, at Herren befaler: »Fædre må ikke lide døden for deres sønners synd, og sønner må ikke lide døden for deres fædres synd. Kun for sin egen synd skal man lide døden.«” (2. Kong. 14:6).

Således skal børn ikke straffes for sine fædres synder. Men har børnene ikke vendt sig bort fra fædrenes afgudsdyrkelse og fattet lydighed til Gud, da vil dommen også ramme dem.

Flagermusen er ikke en fugl!


Gud underviser Israel i at kende forskellen mellem rene og urene dyr. I 3. Mos. 11:13-19 taler Han om fuglene og afslutter vers 19 med at fortælle at flagermusen er uren.

Flagermusen er et pattedyr og ikke en fugl! Har Gud ikke forstand på sin egen skabning?

For det første ændrer Bibelen sig ikke, fordi vores videnskabelige synspunkter ændrer sig. Det er et dårligt eksempel. Men EU søgte at klassificere sneglen som er et bløddyr, til at være en fisk, for at sneglebønderne kunne få bedre statstilskud under den fælles fiskerpolice. Videnskaben ændrer ofte mening, men Bibelen står fast.

Når det er sagt, må vi se på de hebræiske ord, for at få en bedre forståelse. Ordet ”fugl”, som er brugt i denne sammenhæng, er det hebræiske ord ”`owph”, der kommer fra ordet ”`uwph” som betyder ”at dække med vinger, at flyve”. Altså har vi her at gøre med dyr, der kan flyve med vinger.

Derfor er også kryb med vinger, altså insekter, indbefattet (3. Mos. 11:20-23).

Gud siger altså ikke at en flagermus er en fugl, men advarer mod at spise den bevingede mus.

Senere i 5. Mos. 14:11-18, opremses disse dyr igen. Når man ser på listen over fugle og sammenligner dem med ordet ”fugl” - ”tsippowr” som betyder ”en lille fugl (som hopper), en spurv”, så kan der ikke være tvivl om, at vi må forholde os til betydningen af det beslægtede ord ”tsaphar”, der betyder ”at hoppe rundt, afrejse hurtigt”.

Ørnen, munkegribben, lammegribben, glenten, falkearter, ravnearter, strudsen, natuglen, mågen, høgearter, hornuglen, skovhornuglen, sløruglen, pelikanen, ådselgribben, fiskepelikanen, storken, hejrearter og hærfuglen, er ikke små fugle, men de kan hoppe rundt og er ikke sene til at trække sig, når der er fare på færde.

Senere i vers 20 er vi igen tilbage til de bevingede dyr med ordet ” `owph”.

Desuden ser vi også ordet ”tsippowr” i forbindelse med Noas ark, hvor alle dyrene går ind i arken og beskrivelsen fortæller ”alle fugle (`owph – bevingede dyr)efter deres arter, alle fugle (tsippowr), alt, hvad der har vinger (kanaph – en kantm specifikt en vinge (af en fugl eller en hær))” (1. Mos. 7:14).

Harer tygger ikke drøv?


Vi er stadig i emnet rene og urene dyr. Haren ”tygger ganske vist drøv, men har ikke spaltede hove; den skal I regne for uren” (3. Mos. 11:6).

Jeg vil starte med at gentage, at Bibelen ikke ændrer sig fordi videnskaben eller andre instanser finder andre udtryksformer. Artiklen jeg går ud fra har standpunktet, at den rigtige måde at tygge drøv, er som køerne der gylper græsset op, og tygger på det igen.

Men jeg vil citere Skov- og Naturstyrelsens artikel om harer og kaniner: ”Harer og kaniner tygger drøv, men de gør det på en særlig måde, der er forskellig fra klassiske drøvtyggeres. De bruger blindtarmen til at gære føden i, og da blindtarmen ligger efter de absorberende dele af fordøjelsessystemet, kan de ikke optage føden som andre drøvtyggere. Efter gæringen i blindtarmen dannes en særlig, blød afføring, som dyret æder direkte fra endetarmens åbning. Derpå synker det afføringen, hvorefter alle de nærende stoffer kan optages i tarmen.” (https://mst.dk/natur-vand/natur/artsleksikon/pattedyr/ - klik på fanen Harer)

Andre angriber 3. Mos. 11:5, hvor klippegrævlingen nævnes. Det hebræiske ord ”shaphan”, som i King James er oversat ”coney”, der er et gammelt engelsk ord for kanin, er ikke oversat rigtigt i den danske. Det er ikke en grævling men en kanin, der på samme måde som haren, tygger drøv.

Insekter har ikke fire ben!


Der tales i 3. Mos. 11:20 stadig om bevingede dyr (læs ”Flagermusen er ikke en fugl!” ovenfor). ”Alt kryb, som har vinger (`owph)og går på fire ben, skal I regne for afskyeligt”.

Et insekt har den betegnelse, fordi det har seks ben. Det er en definition mennesker har fundet på. Skal man være ordkløver, kan man pege på eks. sommerfuglen (takvingefamilien), der ganske vidst har seks ben, men kun fire der er funktionsdygtige, idet forbenene kun er små vedhæng uden kløer. Men har insekter seks ben efter Bibelens definition? I Ordsp. 30:28 omtales edderkoppen (oversat til firben på Dansk), og om den står der: ”Edderkoppen, hun tager fat med sine hænder og er i kongers paladser” (KJV). En edderkop er ikke et insekt, men har i videnskabens definitionssystem otte ben. Bibelens definitionssystem siger at edderkoppen har hænder, og en hvis man observerer den, kan man se at den bruger sine forreste ”ben” til andet end at gå på. Når den flytter ting, er på jagt m.m. En flue ses ofte bruge forbenene (hænderne) anderledes, f.eks. til at ordne sine følehorn (eller hvad det er, den gør).

3. Mos. 11:22, viser at der gøres en forskel på de seks ben. Græshoppen er en undtagelse, fordi de bagerste ben har en anden funktion. Sådan er det med mange insekter. Der findes millioner forskellige insekt arter i verden, og da jeg ikke er den store entomolog, er min viden begrænset. Men af insekter, hvis bagerste ben har en speciel funktion, anden end at gå, kan jeg nævne græshoppen som nævnes i 3. Mos. 11:22 og honningbien.

Én ting er sikkert. Denne passage i Bibelen er ikke en fejl. Selvom jeg ikke formår at give et grundigere studie om insekter, er det tydeligt at der er andet i det, end at Gud skulle være faldet i og påstå at insekter har fire ben! Hvordan folket Gud talte til forstod insekter, ved jeg ikke. Men de forstod hvad Gud sagde.


Smelter snegle?


Salme 58 taler om tilintetgørelsen af gudløse voldsmænd. David bruger flere forskellige billeder til at beskrive det, at forsvinde væk til intet. Som vand der synker i jorden, som græs der nedtrampes, visner og forsvinder og som et dødfødt barn, der aldrig når at se dagens lys.

David bruger også billedet ”sneglen, der opløses i slim” (Sal. 58:9). Der er ingen tvivl om at vi er inde i et billedsprog, der ikke skal stilles til regnskab som værende et videnskabeligt faktum. Jeg kan i billeder tydeligt se sneglen for mig, den slimede snegl, der efterlader et slimspor efter sig. Jeg har mange gange set et sådan slimspor der ender ved et tomt sneglehus.

Kan du se billedet foran dig. Voldsmanden der vælter frem, men jo længere han når, jo mindre bliver han, for at blive til intet. Det er et fremragende billede, der giver en tydelig forståelse af Davids mening.

King James siger det bedre end den danske. ”Som en snegl der smelter”. Man kunne også have brugt ordsproget ”som en loppe der gør”, ”som loppen der gør”. Det er ikke en videnskabelig udtalelse der underviser os i, at snegle smelter – og jeg påstår heller ikke at lopper kan gø! Det er billedsprog der skærper forståelsen.

Fuglene – fra vandet eller jorden?


Ud fra 1. Mos. 1:20-21, menes der, at Gud byder vandet at frembringe fugle. Versene siger: ”Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt” (1. Mos. 1:20-21).

Grunden til forståelsen af, at fuglene skulle frembringes af vandet og ikke jorden, er at den engelske Bibel siger det med andre vendinger: ”…Lad vandende frembringe i mængde levende dyr som bevæger sig, og fugle som kan flyve over jorden…”

Man skal forstå, at Gud er ved at skabe. Det er Gud der skaber både dyrene i vandet, og dyrene i luften. Det var ikke vandet, men Gud, der skabte dyrene deri. Derfor siger Gud ikke, at vandet skal frembringe fuglene, men i skabelsesprocessen, siger Gud som den danske Bibel har forstået, at vandet skal vrimle med liv, ligeså himmelen.

1. Mos. 2:19 er derfor ikke modsigende med 1. Mos. 1:20, men bekræfter Guds gerning.

Stribet, spættet og broget afkom (1. Mos. 30:39)


Det har altid været svært at forstå Guds undere. De gamle græske filosofer, mente også at det måtte være en fejl med alle disse undere, og mente de forbedrede budskabet ved at slette sådanne passager.

Hvem kan forklare hvorfor Moses skulle slå på havet med sin stav (1. Mos. 14:16), Elias med sin kappe (2. Kong. 2:8) og Israels præster træde ud i vandet (Jos. 3:13), for at vandet delte sig? Hvem kan forklare at Moses skulle slå på klippen (2. Mos. 17:6), og Aron tale til den (4. Mos. 20:8) for at få vand? Hvem kan forklare at Moses skulle holde sin stav oppe, for at Israel kunne sejre over amalekitterne (2. Mos. 17:8-12)?

Der er mange, mange undere, som ikke kan forklares, og sådan er det også med Jakob og hans dyr.

Anklagen er rettet mod disse vers: ”Nu tog Jakob friske grene af poppel, mandeltræ og platan, og han skrællede barken af grenene i striber, så det hvide på grenene kom til syne. De afbarkede grene stillede han op i vandtrugene, i renderne, når dyrene kom for at drikke, lige foran dyrene; for de parrede sig, når de kom for at drikke. Når dyrene så parrede sig foran grenene, fik de stribet, spættet og broget afkom” (1. Mos. 30:37-39)

Det er klart, at der ingen naturlig årsag er til, at der kom spættede og brogede afkom, på grund af at dyrene parrede sig foran afbarkede grene. Men læser man videre ser man, at det ikke var grenene der var årsagen.

Gud havde i en drøm vist Jakob, hvad han skulle gøre (1. Mos. 31:10-12). Det var ikke grenene der var årsagen, men Gud, hvilket vi ser i (1. Mos. 31:9), som fortæller at ”Sådan tog Gud hjorden fra jeres far (Laban)og gav den til mig (Jakob)”.

Gud velsignede at Jakobs var lydig, på trods af en menneskelig ufattelig plan, såvel som Han velsignede Moses, Aron, Elias og Israels præster m.fl. Det handler om tro, som Paulus siger om Abraham, der ”imod håb troede i håb” (Romerne. 4:18, KJV).

Er jorden rund eller flad?


Es. 40:22, fortæller om Gud ”der troner over jordens flade”. King James oversættelsen siger det mere rigtigt, idet det hebræiske ord chuwg, betyder cirkel: ”It is he that sitteth upon the circle of the earth”. Dermed har Gud lang tid før mennesket fandt på at jorden var flad, forkyndt at jorden var rund.

Men kritikerne mener, at Bibelen modsiger sig selv i Matt. 4:8, hvor der står: ”Atter tager Djævelen ham med sig op på et meget højt bjerg og viser ham alle verdens riger og deres herlighed”. Som de siger, så kan man jo ikke se alle verdens riger når jorden er rund. Altså indikerer Mattæus her, at jorden er flad… - Eller gør han?

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Mattæus kendte til passagen i Esajas’ Bog, og var derfor ikke i tvivl om, at jorden var rund.

Det græske ord kosmos, som er identisk med det hebræiske olam kan både betyde verden og jord. Hvis der menes jorden som klode, så kan det kun være en åndelig vision som Djævelen viser Jesus. Men da Djævelen før dette, gik med Jesus op ”til den hellige stad og stiller ham på helligdommens tinde” (Matt. 4:5), tror jeg ikke det er visionært, men fysisk.

Derfor må vi forstå det sådan, at der ikke er tale om jorden eller kloden, men verden. Hvilken verden? Dengang dette foregik, var f.eks. Judæa delt i tre dele, som blev kaldt riger, eller kongeriger. Verden var ikke nødvendigvis hele kloden, men som eks. Luk. 2:1, den del af verden, som menneskene der omtales, dengang befandt sig i. Så når der står at Jesus så alle verdens riger, er det højest sandsynligt kongerigerne i Judæa og omkringliggende land, med al deres herlighed.

Det vi nu leder efter, er et sted som er så højt, at man kan se ud over hele Judæa og måske mere. I 5. Mos. 34:1-3, læser vi om Moses der går ”op på Nebobjerget, til Pisgas tinde”, og kan derfra se ”Gilead op til Dan, hele Naftali, Efraims og Manasses land, hele Judas land over til havet i vest, Sydlandet og Jordandalen, dalen ved Jeriko, Palmebyen, ned til Soar”.

Det er meget land, han kunne se derfra. Hvad kunne Jesus så se? Måske var det også derfra Han skuede? Abbe Mariti fortæller i sin bog ”Travels through Cyprus, Syria, and Palestine: with a general history of the Levant”, om et bjerg hvor man kunne se ud over ”Arabiens bjerge, Gileads land (nu nordvest Jordan), Arnoritternes land, Moabs sletter (sydvest Jordan), Jeriko, Jordan floden og hele det døde hav”.

Det var rigeligt til at se alle verdens kongeriger, i den verden Jesus befandt sig i.

Slanger spiser ikke støv?


Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr.
På din bug skal du krybe, ogstøv skal du æde, alle dine dage” (1. Mos. 3:14)

Det kan til tider være svært at se, om Bibelen er figurativ eller bogstavelig i sine beretninger. Én ting er sikkert. Uanset om der tales symbolsk eller bestemt, så skal forståelsen tages alvorligt.

1. Mos. 3:1 fortæller om slangen, som var ”det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt”. Kan det tages bogstaveligt? Er slangen snedigere end noget andet dyr? Jeg har set adskillige naturudsendelser, og set både slanger, krokodiller, løver og tigere blive fanget. Slangen var ikke mere snedig end andre dyr. Ej heller som jæger er slangen mere snedig.

Derfor må Gud sige noget andet, med Hans fortælling. Ordet nachash som er oversat slange, har rod i samme ord nachash, som betyder at skinne (forskellen på det tilsyneladende samme ord, kan jeg ikke se, men det kan en hebræiskkyndig formentlig), og betyder derfor i denne sammenhæng en skinnende én. På Kaldæisk betyder ordet kobber eller messing, på grund af den skinnende egenskab.

I 4. Mos. 21:8, siger Gud til Moses: ”Lav en brændende (eller fyrig) slange, og sæt den på en stang” (KJV). Ordet brændende er det hebræiske ord saraph, som liver brugt om engle, kaldt serafer i Es. 6:2Seraferstod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de” og igen i Es. 6:6. Strongs Hebrew Dictionary definerer ordet seraf således: ”brændende, dvs. (figurativt) giftig (slange); specifikt, en seraf eller en symbolsk skabning (fra deres kobber farve). Brændende (slange), seraf”.

Slangerne som bed israelitterne (4. Mos. 21:6), beskrives også som brændende slanger (nachash, som i 1. Mos. 3:1) med ordet saraph, på grund af deres brændende bid. Dermed er der tale om brændende, skinnende slanger. Moses lavede således en slange af kobber – en skinnede nachash, en skinnende slange på en stang.

Når seraf bliver brugt om en slange, fordi dens bid er brændende, og ligeledes om himmelske eller åndelige væsner, hvorfor skulle så ikke også nachash bruges om et himmelsk væsen – en skinnende én, såvel som en slange der er skinnende?

Paulus fortæller om slangen der bedragede Eva i 2. Kor. 11:3, og omtaler ham som en lysets engel: ”Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel” (2. Kor. 11:14).

Adam og Eva, var ikke dumme mennesker. Der måtte vel mere til, end en talende slange, for at bedrage Eva. Man kan forstå at en skinnende, strålende og majestætisk skikkelse, måske englelignende af højere rang, kunne pådrage sig Evas opmærksomhed, og bedrage hende til at tro, at han var visere og bedrevidende end Gud.

Gud fortæller om Satan: ”Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed. Du var i Eden, i gudshaven. Alle slags ædelsten sad på din dragt: rubin, topas og månesten, krysolit, shoham og jaspis, safir, granat og smaragd; udhamret og dekoreret kunstarbejde i guld blev anbragt på dig, den dag du blev skabt. Du var en salvet kerub” (Ez. 28:11-14).

Når Satan var en højtstående kerub, taler alt dette stærkt for, at det ikke var en slange, men Satan der bedragede Eva.

Men hvis Gud nævner alle de andre dyr Han har skabt (1. Mos. 3:1), må Han vel også tale bogstaveligt om en slange?

Ordet dyr, er det hebræiske chay, betegner ikke nødvendigvis et dyr, men et levende væsen. Satan beskrives derfor som værende ”det snedigste (klogeste/viseste)af alle de vilde dyr (skabninger), Gud Herren havde skabt”. Det betyder at Satan var klogere end nogen anden levende skabning. At Satan betegnes som en slange, betyder ikke at han var en slange eller viste sig som en, mere end Dan var det i 1. Mos. 49:17. Nero kaldtes en ”løve” (2. Tim. 4:17), Herodes en ”ræv” (Luk. 13:32), Juda en ”løveunge” (1. Mos. 49:9). På samme måde bliver eks. falsk lære kaldt for ”surdej” (Matt. 16:6).

Når Gud i 1. Mos. 3:14 giver Satan dommen: ”På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage”, så er det ligeledes billedligt talt, for at tegne et skarpere billede. Dommen er således hårdere end fysisk at krybe og spise støv. På Engelsk har man et ordsprog der bruges, når man overvinder eller nedgør nogen. ”Eat the dust” (Spis støvet). I Satans tilfælde er det et billede på total ydmygelse. Sal. 44:26 bruger lignende billede: ”Vor sjæl synker ned i støvet, vor krop klæber til jorden”. Satan ville blive fuldstændig overvundet og frataget enhver ære og anseelse.

Måden det skulle ske, var ved at ”Hendes afkom skal knuse dit hoved,
og du skal bide hendes afkom i hælen” (1. Mos. 3:15). Skulle alt dette tages bogstaveligt, som Bibelkritikerne mener, så skulle vi alle gå rundt og knuse slangernes hoveder, og slangerne skulle bide os i hælen. Det er logisk, at det ikke er det Gud siger. Der er en meget stærkere skildring, end blot et bid i hælen.

Paulus forkynder i samme billedsprog at: ”fredens Gud vil snart lægge Satan knust under jeres fødder” (Romerne. 16:20).

Hendes afkom er derfor ganske tydeligt, Jesus Kristus, som overvandt Satan. Alle Satans planer, komplotter og formål er smadret ved Jesu offer, der var Satans hug i Jesu hæl. Døden som Jesus overvandt, ser vi endnu ikke. Men efter dette liv, vil alle der gav sit liv til Jesus, leve med Ham, mens de der ikke ville tro, må lide den anden død.

Således ser vi, at der ikke er grund til kritik. Gud beskriver ikke slangens spise, men Satans nederlag og Jesu sejr.

Er jorden støttet eller ikke?


Han spænder nordhimlen ud over det øde rum, hænger jorden op over det tomme” (Job. 26:7). King James siger: ”Han strækker norden ud over det tomme sted; han hænger jorden på ingenting

Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det!” (Job. 38:4)

Endnu engang må jeg undres over, at det er muligt at anstrenge sig så voldsomt for at undergrave Guds Ord, at man kan få disse vers til at være modsigende.

At Gud skabte – dvs. grundlagde jorden, er ikke modsigende, men yderligere oplysende – endda før videnskabsmænd var til for at se det – at Gud grundlagde jorden i universet, hvor Han hængte den på intet. Selv den gudsfornægtende videnskab bevidner Bibelens troværdighed her…

Er himmelen understøttet?


Himlens søjler svajede, de blev slået af rædsel ved hans trussel.” (Job. 26:11).

Lige så lidt som himmelens ”søjler” har følelser og kan blive slået af rædsel, lige så lidt menes der fysiske søjler. Der er her tale om poesi, lige som i 1. Sam. 2:8: ”Fra støvet rejser han de svage, fra skarnet løfter han de fattige, han sætter dem blandt fyrster og giver dem hæderspladsen. For jordens søjler tilhører Herren, han satte jorden på dem.

Her har vi også jordens søjler – hvilket anklagerne af Guds Ord i sin iver efter fejl ikke faldt over. Men hvad betyder det? Gud er almægtig og opretholder alt ved sin magt. Gud er her jordens søjler. Himmelens søjler som svajer, er tydeligt at se andre steder i Bibelen, bjergene: ”Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og bjergene vakler i havets dyb, når vandet larmer og bruser og rejser sig, så bjergene bæver” (Sal. 46:3-4).

Hvis du stiller dig ved foden af et højt bjerg og kikker op imod toppen, da vil du forstå Guds beskrivelse af himmelens søjler!

Den hydrologiske cyklus


Har du været ved sneens forrådskamre, har du set haglenes forrådskamre?” (Job. 38:22)

Hvad er nu det? – Har Gud forrådskamre med sne og hagl? Ifølge disse bibelkritikere, så er forrådskamre ikke en del af den hydrologiske cyklus. Et andet sted siger Bibelen: ”Alle bække løber ud i havet, og havet bliver ikke fuldt; dér, hvor bækkene løber ud, bliver de ved at løbe ud” (Præd. 1:7) og dermed er der her en selvmodsigelse… Eller er der?

Ordet Hydrologi betyder ”studiet af vand, dets forekomst, dets cirkulation som nedbør og fordampning, dets kemiske og fysiske sammensætning og dets brug”. Alle som har studeret vandets cirkulation ved, at skyerne er forrådskamre. Skyerne holder på vandet, som her er beskrevet i samme poesi, som resten af Jobs bog.

Efterfølgende vers fortæller: ”Dem (forrådskamrene)holder jeg tilbage til trængselstider, til kampens og krigens dag.” (Job. 38:23)

Har Gud holdt disse forrådskamre tilbage til trængsel? “Herren sagde til Moses: »Ræk din hånd op mod himlen, så skal der falde hagl i hele Egypten, over mennesker og dyr og over alle planter på marken i Egypten.« Moses rakte sin stav mod himlen, og Herren lod det tordne og hagle, og ild slog ned på jorden. Herren lod haglene regne over Egypten. Der faldt hagl, og ilden flammede under haglvejret. Det var så voldsomt, at der ikke havde været magen til i hele Egypten, fra dengang de blev et folk. I hele Egypten slog haglene alt det ned, som var på marken, både mennesker og dyr. Også alle planter på marken slog haglene ned, og de knækkede alle træer på marken.” (2. Mos. 9:22-25)

Også i fremtiden vil Gud udøse de tilbageholdte kamre med hagl til dommen: “Blytung hagl faldt ned fra himlen over menneskene, og menneskene forbandede Gud for haglplagen; for den plage er umådelig stor.” (Åb. 16:21).

Selvom mennesket har lært at kontrollere vejret, så er Gud i sidste ende den, der har kontrollen og gør hvad Han vil! ”Alt, hvad Herren vil, gør han i himlen og på jorden, i havene og de store dyb. Han samler skyer fra jordens ender, han skaber lyn sammen med regn, han slipper stormen løs fra forrådskamrene.” (Sal. 135:6-7)

Moses’ personlighed.


Var Moses sagtmodig eller vred?

Ud fra 4. Mos. 12:3 og 4. Mos. 31:14-18, mener kritikerne at Bibelen fejler, fordi Moses det ene sted er sagtmodig og det andet vred og kræver flere mennesker udryddet.

1. Mos. 12 fortæller om Moses søster Miriam og boder Aron, som ser sig jaloux på Moses, for, som de sagde: ”Har Herren kun talt til Moses? Har han ikke også talt til os?” (4. Mos. 12:2). Under dække af at modstanden grundede i Moses ægteskab med en nubisk kvinde, ville de være ledere sammen med Moses.

Moses var sagtmodig, og søgte ikke at forsvare sig selv. Men han ventede på Gud, og Gud tog sig af sagen: ”Hør mine ord! Er der en profet blandt jer, giver jeg mig til kende for ham i et syn, taler til ham i en drøm. Sådan gør jeg ikke med min tjener Moses, han er den betroede i hele mit hus, med ham taler jeg ansigt til ansigt, ligefremt og ikke i gåder, han får Herrens skikkelse at se. Hvor vover I da at tale mod min tjener Moses?” (4. Mos. 12:6-8).

Moses var mellemmand mellem Israel og Gud - et forbillede på Jesus, der er mellemmand mellem os mennesker og Gud. Da Israel var et genstridigt folk og ofte gjorde det, der var forkert - derom vidner hele det Gamle Testamente - så var det også Moses der skulle være dommer i Israels overtrædelser. I afsnittet ”Er Gud god eller en ødelægger?”, ser vi på at Gud er god og ønsker at udrydde det onde, og da Moses er Guds tjener for Israel, handler Moses på Guds befalinger.

Når man så læser sammenhængen i 4. Mos. 31:14-18, så ser man at der var god grund for Moses til at blive vred.

Bileam, en ond profet som ganske vist sagde hvad Gud bød ham, lagde fælder for Israel, så de spiste afgudsofferkød og bedrev utugt (4. Mos. 25:1-3, Åb. 2:14). Israel havde slået lejr på Moabs sletter (4. Mos. 22:1) og Bileam blev betalt for at forbande Israel, af Moabitternes konge, Balak. Men Gud lod ikke Bileam forbande dem, men velsignede dem, hvorved Moabs konge blev vred. Bileam listede sig uden om Guds velsignelser, og fortalte Balak hvordan han kunne forføre de Israelitiske mænd, med de Moabitiske og Medijanittiske kvinder (4. Mos. 25:1, 4. Mos. 31:9-16). Senere i 4. Mos. 25:1 6-18 læser vi at Gud sagde til Moses: ”Angrib midjanitterne og slå dem ihjel! For de angreb jer og brugte list imod jer på grund af det, der skete ved Peor, og på grund af Kozbi, deres landsmand, datter af en høvding i Midjan. Det var hende, der blev dræbt, den dag plagen brød ud på grund af Peor.

Disse folk, havde forledt Israel til frafald mod Gud, med afgudsdyrkelse og utugt. For de fleste mennesker i dag, er dette mere normalt end nogensinde. Man tager sig den kvinde man vil have, så længe man lyster, for at skifte hende ud med den næste. Man tror på og tilbeder hvad man lyster, uden tanke på sandhed og løgn. Derfor er det svært med sådan en levenorm, at forstå Guds nidkærhed for hellighed og retfærdighed. Men Gud har ikke ændret mening, fordi vort samfund har.

Derfor handlede Moses på Guds beordring. Moses var vred med god grund, og ondskaben skulle udryddes.

Det viser hvor lidt bibelkritikerne som har givet disse punkter imod Bibelen, ikke har den fjerneste ide om hvad de kritiserer. Det svarer til at selv samme kritiker siger om et andet menneske, at han er en glad mand, og dagen efter møder samme mand igen, hvor han er sur. Så er kritikeren en løgner, for han havde jo sagt, at manden var glad - men nu siger han, at han er sur. Kan han bestemme sig?

Skal den retfærdige leve eller dø?


Sal. 92:13 (vers 12 i KJV) siger at: ”Den retfærdige skyder op som palmen og vokser sig stor som cedertræet på Libanon”.

Es. 57:1 siger ”Retfærdige går til grunde, men ingen ænser det”.

Salme 92, er en lovsang til Gud. Vers 7 til 9 fortæller ”De uforstandige forstår ikke, og tåberne fatter ikke, at de uretfærdige skyder op som planter, og at alle forbrydere blomstrer, blot for at blive tilintetgjort for evigt; men du bor for evigt i det høje, Herre”.

Det vil sige, at de der er tilhører Gud er med Ham for evigt. Tåberne som ikke forstår eller fatter Guds uransagelige gerninger og dybde (v. 6) og storhed til at frelse (v. 12), ting som kun kan forstås af åndelige og ikke kødelige mennesker (1. Kor. 2:14-15), går til grunde for evigt. I den tale rummes der, at som de der går evigt fortabt, består de der frelses evigt - og derfor dør den retfærdige ikke. Eller som Jesus selv siger det: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør” (Joh. 11:25).

Es. 57:1 skal læses i sammenhæng med Es. 56:9-12, som handler om dommen over de ledere, som ”alle søger egen fordel” (Es. 56:11). Disse ledere som er blinde og er som stumme hunde der ikke kan gø, (v. 10,11), ænser det ikke, når retfærdige går til grunde og trofaste rives bort. Sande ledere vil sørge over sit folk som går til grunde, men disse var blot Fulde (v. 12) og havde ingen indsigt (v. 11).

Men som i Salme 92, siger Esajas om disse retfærdige, at: ”De går ind til freden, de hviler på deres leje, de der fulgte den rette vej.” (Es. 57:2)

Altså er der ingen selvmodsigelse, når det der bliver sagt læses i den fortælling der gives. Hvis du spørger et menneske om han vil leve, og han svarer ja, og derefter spørger om han vil dø, og han svarer nej, er det så en selvmodsigelse?

Hvordan døde Judas?


Som før vist under punktet ”Hvem var ved graven?”, så er de fire evangelier ikke ment til at fortælle nøjagtigt det samme. Sammenlagt får vi summen af det der skal siges.

Apostlenes Gerninger er dog ikke regnet blandt de 4 evangelier. Men Lukas som skrev Lukas Evangeliet, er også forfatteren af Apostlenes Gerninger.

Mattæus skriver om Judas at: ”Så kastede han sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig.” (Matt. 27:5)

Lukas gengiver i Apostlenes Gerninger Peters ord ved udvælgelsen af en ny apostel i Judas’ sted, og skriver at: ”han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud.” (Apg. 1:18)

Hvad så? Blev Judas hængt, eller styrtede han på hovedet så indvoldene kom ud?

Der er ingen der på egne to ben kan falde, så deres legeme springes og indvoldene vælter ud. Med disse to informationer har vi uden tvivl den fulde historie, at Judas hængte sig selv, og faldt ned på hovedet, så højt oppe fra, at hans legeme sprængtes.

Hvem købte pottemarken?


Judas havde fået sine 30 sølvpenge for at forråde Jesus. Men han kunne ikke bære skylden og Bibelen fortæller at så: ”kastede han (Judas)sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig. Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: »Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge.« De traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til gravplads for fremmede. Derfor hedder den mark den dag i dag Blodager” (Matt. 27:5-8)

Peter fortæller at: ”For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning” (Apg. 1:17-18).

Her må vi igen sætte os ind i historien. Ypperstepræsterne nægtede at anse pengene for at være deres, efter Judas smed dem i templet og hængte sig selv. Det var ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken (templets kiste), sagde præsterne, og refererede formegentlig til loven hvor Gud havde sagt: ”Du må ikke komme med skøgeløn eller hundebetaling til Herren din Guds hus, når du skal indfri et løfte, for Herren din Gud afskyr begge dele” (5. Mos. 23:19). Selvom der her er tale om penge erhvervet igennem prostitution og hundebetaling, som her refererer til homoseksuelle skøgemænd, så anså præsterne ligeledes Judas’ penge for urene. Jesus bruger også betegnelsen hund om sine fjender, da Han igennem David beskriver sin korsfæstelse: ”Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret mine hænder og fødder” (Sal. 22:17).

Præsterne anså pengene for at være Judas’ penge, og derfor betragtede de det for at være Judas der købte og betalte marken. Derfor fik den også navnet Blodmarken (Apg. 1:19) eller Blodager (Matt. 27:8), da pengene var blodpenge (Matt. 27:6).

I stedet for at anklage Bibelen på uretfærdig vis, så burde anklagerne åbne deres øjne for den ”frodige” fortælling Bibelen som helhed giver.

Jesu første prædiken på bjerget eller på landjorden?


Der er ikke så meget at sige til dette. Bjergprædiken var på et bjerg, hvilket fremgår af Matt. 5:1. Der af navnet Bjergprædiken.

Talen på landjorden, hvor Jesus kom ned fra bjerget efter at have tilbragt natten i bøn (Luk. 6:12), hvorefter han udvalgte sine tolv apostle, kom Han ned, og talte med skarerne og helbredte dem.

Det er to forskellige hændelser, to forskellige steder. Et klart bevis for at disse kritikere som har samlet denne liste, ikke har gjort sig den mindste anstrengelse for at finde svarene selv.

Jesu sidste ord


I Matt. 27:46 siger Jesus: ”Eli! Eli! Lema sabaktani?« det betyder: »Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”. Kritikerne springer frem til vers 50, ”Da råbte Jesus igen med høj røst og opgav ånden.

Således mener de at Jesu sidste ord her var ”Eli! Eli! Lema sabaktani?

De mener nu at have fanget Gud i garnet igen, da der i Luk. 23:46 står: ”Fader! I dine hænder betror jeg min ånd;« og da han havde sagt det, udåndede han.” og i Joh. 19:39 står: ”Det er fuldbragt! Og han bøjede hovedet og opgav ånden.”.

Mattæus der taler om Jesus som Messias, lægger vægt på at Jesus som Messias bærer verdens synd, og derfor vender Gud sit ansigt bort (det er et andet emne).

Markus, der præsenterer Jesus som tjener, kommer med samme beretning (Mark. 15:34).

Lukas, der fremstiller Jesus som Menneskesønnen, fortæller hvordan han som menneske betroede sin ånd i Faderens hænder.

Og endelig Johannes der viser Jesus som Guds Søn, der som Gud i menneskeskikkelse gav sit liv til forsoning mellem mennesket og Gud. Derfor sagde Jesus ”Det er fuldbragt!

Som sagt før, så er der i Evangelierne fire sider af Jesus, og de er derfor ikke hver i sær modstridende men ”sam-informerende”. Sammenlagt ser vi at Jesus råbte ”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”, hvorefter Han fik noget at drikke. Læs evt. Sal. 22:1-16, som er en profetisk salme af David, der omhandler Jesu korsfæstelse. Inden Han døde, råbte Han ”Fader! I dine hænder betror jeg min ånd;” og da Han havde råbt det sagde Han ”Det er fuldbragt!”.

Om det sidste man hørte inden Jesu død var det Han råbte eller det Han sagde, er ikke til at se. Men at kalde det for modsigelse, er forkert!

Skulle David vælge 3 eller 7 års hungersnød?


Historien er den, at David imod Guds vilje holdt folketælling i Israel og Juda. Derfor fik David tre valg som straf. 7/3 års hungersnød, 3 måneders flugt fra fjenderne eller 3 dage med pest i landet.

1. Sam. 24:13 siger 7 års hungersnød, mens 1. Krøn. 21:11 siger 3 år.

Der er en tilsyneladende modsigelse her. Mange mener det er en kopifejl fra en kopist for mange år siden. Det hebræiske tegn for 7 er ז og 3 er ג. Umiddelbart har jeg svært ved at tro, at der er tale om en forveksling.

Når du nærlæser passagerne, ser du at Gud giver et budskab til profeten Gad, som han siger videre til David.

Der skal lige siges, at der på grund af at Davids forgænger Saul havde dræbt gibeonitterne, havde været tre års hungersnød, og nu bad David Gud om nåde (2. Sam. 21:1), og Gud forbarmede sig (2. Sam. 21:14.

David og Gad talte formegentlig sammen om det, hvilket jo ville være ganske fornuftigt. I 2. Sam. 24:13, kom Gad og fortalte David om det, Gud havde sagt, og i 1. Krøn. 21:11 sagde han til ham ”Dette siger Herren”. Fortællingen i Samuels bog refererer til det Gad sagde og Krønikebogen til det Gud sagde.

Kan du forestille dig situationen? De står og taler om, at hvis David vælger de tre års hungersnød, så ville der komme i alt 7 år i en række. ”Gad kom nu til David og fortalte ham det; han (Gad - ikke Gud) sagde: Skal der i syv år være hungersnød i dit land…” Krønikebogen forholder sig til det Gud sagde ”Gad kom nu til David og sagde til ham: Dette siger Herren: Vælg selv! Skal der i tre år være hungersnød”. Altså blev begge sætninger sagt, og hver bog refererer til hver sin.

Gad og David snakkede om det og David kunne ikke vælge. Kunne landet holde til 7 års hungersnød? ”David sagde til Gad: Jeg er i stor nød. Lad os da falde i Herrens hånd, for hans barmhjertighed er stor. I menneskehånd vil jeg ikke falde!” (2. Sam. 24:14). David kunne ikke se hvad der var klogest og lod Gud vælge, og Gud lod 3 dages pest ramme landet.

Septuaginten, som er en græsk oversættelse af det hebræiske Gamle Testamente, var igennem Origenes hænder, som ”forbedrede” den. Derfor er de 7 år i Samuels Bog rettet til tre, da han formegentlig mente det var det rigtige. Derfor er denne mangfoldighed i Ordet også fjernet i den danske bibel, som bygger på de græske filosoffers manuskripter.

Hvem lokkede David?


Forud for ovenstående punkt, som omtaler straffen for Davids folketælling, står der hhv. i 2. Sam. 24:1 og 1. Krøn. 21:1, at ”Herrens vrede flammede igen op mod Israel, og han lokkede David til at tirre folket” og ”Satan trådte op mod Israel, og han lokkede David til at holde folketælling i Israel”.

Hvem lokkede David til at synde?

Jak. 1:13 siger at ”ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud;« for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen”, og derfor var det ikke Gud der fristede David. Men hvorfor siger Samuels bog så, at det var Herren?

En vigtig ting at forstå, er hvordan Gud tugter os, for at holde os til de rette veje. Han lader os mærke, når vi er på afveje. Muligvis var David blevet stolt. I kapitel 23 læser vi om Davids krigshelte, og da han holder folketælling, kunne det antydes at han satte sin lid til menneskelige kræfter, frem for til Gud, idet der efter 9 måneder og tyve dage rapporteredes at der var i alt 1.300.000 våbenføre mænd (2. Sam. 248-9). Det er spekulation fra min side, og måske ikke rigtigt. Men noget var gået galt, siden Gud var blevet vred på folket.

Det der sker, når vi træder tilstrækkelig uden for Guds regler, er at Han tillader tugtelse, i hvilken form Han måtte finde passende. Gud tillod Satan at lokke David til folketælling, og resultatet virkede: ”Men efter at David havde holdt folketælling, fik han samvittighedskvaler og sagde til Herren: »Jeg har begået en stor synd. Tilgiv nu din tjeners skyld, Herre, for jeg har båret mig meget tåbeligt ad.«” (2. Sam. 24:10)

Hvis vi læser næste vers i Jakobs brev, ser vi at ”Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én” (Jak. 1:14) og af det kan vi se, at Davids eget begær - her tilsyneladende for at se hvor ”stor han var blevet”, kostede ham dyrt.

Det er gængs Bibelsk talemåde, at når Satan gør noget, så er det Gud der gør det, for Satan gør intet, uden Gud tillader det. Det gælder også andre modstandere og fjender. 1. Kong. 11:9-14 fortæller om Salomo, som var begyndt at tilbede andre Guder, og derfor blev Gud vred på Ham, og ”lod en modstander af Salomo fremstå”. Igen i vers 23: ”Gud lod (endnu) en modstander af Salomo fremstå” (1. Kong. 11:23).

Det er endnu en mangfoldighed i Guds Ord, der lærer os flere dybder, ved at fortælle historierne fra forskellige vinkler. Med denne tilsyneladende modsigelse, lærer vi hvordan Gud bruger vore fjender til at tugte os, og rette os ind på den rette vej. Septuaginten, som nævnt i forrige punkt, fjerner endnu engang denne mangfoldighed, og siger ”og Satan bevægede David imod dem…”.

Jesu stamtavle


Under punktet ”Hvem er Josefs far?” gennemgår jeg stamtræerne i Mattæus kap. 1 og Lukas kap. 3. Nu undrer kritikerne sig over, hvordan det kan være muligt at kun Josef går igen i stamtræet, mellem David og Jesus. Som vist er det fordi stamtræet beskriver hhv. Josefs og Marias stamtræ, hvilket illustrationen viser.

Det nye spørgsmål er nu ”hvordan kan Jesus have et stamtræ, når alle muslimer og de fleste kristne tror, at Jesus ikke havde/har en fader”.

Vi kommer igen ind på treenighedsspørgsmålet, men også på Evangeliets kærne. Selvom Jesus var på jorden, og derfor som dødeligt menneske for en tid, ringere end Faderen (læs evt. punktet ”Er Jesus ligestillet eller ringere end Faderen?”), så var Han stadig Gud og en del af treenigheden. Jesus havde ganske rigtigt ingen jordisk far (Læs evt. punktet ”Menneskelig / mirakuløs befrugtning?”), men en Himmelsk Far, og skulle Gud der skabte jorden og alt levende derpå ikke også kunne gøre miraklet, at befrugte en kvinde? - I dag kan selv mennesket finde ud af det.

Hvorfor lod Gud ikke bare Josef befrugte Maria?

Havde Josef gjort det, var Jesus blevet født med den arvesynd, som grundet Adams fald, videreføres fra slægt til slægt. Adam var den der fik skylden for faldet, og manden er den, der fører arvesynden videre. Den eneste måde hvorpå Jesus kunne blive født syndfri, og dermed betale prisen for vore liv som et ”ubesmittet lam”, var ved at Gud brød denne arvesynd, igennem at befrugte Maria uden om syndens arv.

Dermed havde Jesus en Far, som Han tilmed refererede til mange gange.

Kan Gud ses?


Hvad vil det sige at se Gud? Flere passager er fremlagt for at danne grundlaget for modsigelsen kan / kan ikke se Gud. 2. Mos. 24:9-10 fortæller at Moses, Aron, Nadab, Abihu og halvfjerds af Israels ældste så Israels Gud. Læser vi videre ser vi at der er tale om de så Gud på den vis at det var Hans herlighed (v. 16) som var som opslukkende ild (v. 17). Gud kaldte på Moses fra skyens midte (v. 16) og Moses gik ind i skyens midte (v. 18). Her var synet af Gud, Hans herlighed, der var som en sky af opslukkende ild. Vi ser det samme hvor Gud inden dette, i 2. Mos. 13:21-22 gik med folket, om dagen i en skysøjle og om natten en ildsøjle. De så her også Gud.

Der er mange andre vers, så som at Moses talte ansigt til ansigt med Gud (2. Mos. 33:11), men stadig i skystøtten (v. 10), og at Jakob har set Gud ansigt til ansigt, ligesom Abraham så Gud (1. Mos. 18:1), og vi ser der at Han viste sig som en almindelig mand (Jesus var den ene af de tre, der kom til Abraham).

For at gå lige til sagen, så er problemet for anklagerne, at Moses så Guds ryg, da John. 1:18, og 1. Tim. 6:16 siger at ingen har set Gud. Desuden siger 2. Mos. 33:20 at ingen kan se Gud og beholde livet.

De første to vers taler om Faderen. Intet menneske har set Faderen, men Jesus som viste sig for Moses da han så Guds ryg, er Guds udtrykte billede (Hebr. 1:3). På forklaringens bjerg (Matt. 17:1-13), ser Peter, Jakob og Johannes Jesus blive forvandlet, og ”Hans ansigt lyste som solen, og Hans klæder blev hvide som lyset.” (Matt. 17:2). Denne herlighed som Jesus viste disse tre mænd lidt af, havde Han afklædt sig: ”Da Han var i guddomsskikkelse, holdt Han det ej for et røvet bytte at være Gud lig. Men Han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig.” (Fil. 2:6-7)

Havde Jesus vist sig i sin fulde herlighed, som ”Da Han var i guddomsskikkelse”, ville de have mistet deres liv, jf. 2. Mos. 33:20.

Derfor. Ingen har set Faderen, men Jesus har mange set, både som menneske og som Gud, da Han er Guds udtrykte billede. Læs evt. http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=361

Grusom, unådig, ødelæggende og vild, eller rar, nådefuld og god?


Læs afsnittet Er Gud god eller en ødelægger?

Frister?


Fristede Gud Abraham til at ofre sin søn (1. Mos. 22:1), når Jak. 1:13 siger at Gud ikke frister nogen?

Ordet ”tempt”, som KJV bruger, betyder mere end at friste. Det hebræiske ord ”nacah” som bliver brugt, betyder mere end friste eller lokke. Det betyder at teste, at prøve, at afprøve og at forsøge. Den danske oversættelse siger også at Gud satte Abraham på prøve.

Ordet brugt i Jakobs brev, er det græske ”peirazo” som også betyder mere end at friste, lokke og forlede, nemlig at teste, undersøge, disciplinere, forhøre og afprøve.

Derfor er det nødvendigt at have en vis form for kendskab til Gud, for at kunne oversætte disse passager. Når man fristes, er det til at synde - at falde i forkerte handlinger. Gud testede Abraham - prøvede ham, som den danske Bibel siger, for Han lod ham ikke fuldbyrde testen. Gud så at Abraham satte Ham højere, selv end sin egen søn, og derved er Abraham og Isak blevet et forbillede på Yahweh og Yahshuah - Faderen i Himmelen der ofrede sin egen Søn, Jesus.

Der er således ingen foranledning til synd her, og dermed ingen fristelse. Blot en prøvelse, som Gud lader os alle komme igennem.

Stige til himmelen.


Jesus sagde: ”Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.” (Joh. 3:13).

Der er da andre der er steget op til himmelen, mener kritikerne, og henviser til Elias: ”Elias steg op til himlen i en storm” (2. Kong. 2:11).

Dertil kan tilføjes Enok (1. Mos. 5:24), Paulus (2. Kor. 12:1-3) og Johannes (Åb. 4:1-2).

Men hvad er det Jesus siger så? Ordene ”steget op”, er det græske ”anabaino”. Alle stederne det ord er brugt, beskriver det en egenmægtig handling. Det er noget personen gør i egen kraft. Johannes stiger op, men på beordring fra Gud, ligesom de to fremtidige vidner (Åb. 11:12) vil gøre. Gud tog Enok, og en ildvogn og ildheste hentede Elias.

Derfor er det ikke en modsigelse, for Jesus steg op af egen kraft. Det græske ord ”epairo”, som beskriver Jesu opstigning (Apg. 1:9), er ligeledes en handling personen selv gør. Alle steder det bliver brugt, er det en egenmægtig handling.

Jesus er den eneste der er steget op af egen kraft. Alle andre har Jesus også taget op, i Hans kraft, men ikke i deres egen. Enok, Elias, Paulus, Johannes, og i fremtiden de to vidner, de 144.000 og den hvide skare som kommer ud af trængslen, bliver og blev alle taget op i Jesu kraft!

Hvad var Jesu forudsigelse, angående Peters fornægtelse?


Jesus forudsagde at Peter ville fornægte Ham. Men var det før hanen galede (Matt. 26:34), eller før den galede to gange (Mark. 14:30)?

Som vi før har oplevet, kræver Bibelens historier ofte ens fulde opmærksomhed. Og heller ikke denne gang er der fundet en fejl!

Først skal vi bemærke, at der er tale om forudsigelse ved to forskellige lejligheder. Den første forudsigelse, som Markus og Lukas refererer til, fortæller Jesus i ovensalen, hvor de holder den sidste nadver. Den anden som Mattæus og Markus fortæller om, forudsiges på Oliebjerget. Det er Mattæus og Markus der ”differerer”, derfor er det i princippet kun nødvendigt at forholde sig til dem, i denne sag.

LukasJohannesMattæusMarkus
TidspunktPåsken nærmede sig (22:1)Før påskehøjtiden (13:1)2 dage før påske (26:2)2 dage før påske (14:1)
SamlestedOvensalen (22:12)Ovensalen
(13:2, jf. Lukas. Og Markus)
Ovensalen (26:20, jf. Lukas og Markus)Ovensalen (14:15)
Profeti stedOvensalen

(De havde endnu ikke forladt stedet)
Ovensalen
(I 18:1 går de til Oliebjerget og til Getsemane)
Oliebjerget (26:30)Oliebjerget (14:26)
ProfetiJeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.
(22:34)
Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange.
(13:38)
Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.
(26:34)
Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.
(14:30)
1. fornægtelseMidt i gården, tændt bål (22:55).

Tjenestepige (22:56)
Bål af trækul (18:18)

Tjenestepige (18:17)
Udenfor i gården

Tjenestepige (26:69)
Nede i gården, varmede sig.

Tjenestepige (14:66-68)
(hanen galede 1. gang)
2. fornægtelseLidt efter (22:58)Mens Peter varmede sig (18:25)I portrummet - en anden tjenestepige (26:71)I portrummet

pigen (14:68-69)
3. fornægtelseOmtrendt en time senere (22:59)Ypperstepræstens tjener, slægtning til ham Peter huggede øret af (18:26)Lidt efter.

De som stod der (26:73)
Lidt efter.

De som stod der (14:70)
ErkendelseI det samme han sagde det, galede hanen. Jesus vendte sig mod Peter og han huskede Jesu ord Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange. Peter græd bitterligt (22:60-62)I det samme galede hanen(18:27)I det samme galede hanen. Peter huskede det ord, Jesus havde sagt: Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange. Og han gik udenfor og græd bitterligt. (26:74-75)I det samme galede hanen anden gang. Peter huskede Jesu ord: Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange. Og han brast i gråd. (14:72)

Jesus tilskynder os til at våge. I Mark. 13:35 siger Jesus:

Våg derfor, for I ved ikke, hvornår husets herre kommer, om det bliver
  1. om aftenen eller
  2. ved midnat eller
  3. ved hanegal eller
  4. ved daggry” (Mark. 13:35)
Her ser vi nattens fire skifter, som hver varede tre timer.
  1. 18:00-21:00
  2. 21:00-24:00 - Ved afslutningen af midnatsskiftet, kl. 24:00, kan hanen gale (hvilket den gjorde ifølge Mark. 14:68), hvilket er første hanegal, som også er Markus’ første hanegal - men endnu ikke ”hanegaleskiftet” - før hanen galer, som de andre refererer til.
  3. 24:00-03:00 - Før hanen galer, det officielle ”hanegaleskift” ender kl. 03:00, hvor hanen galer anden gang, som er Mattæus’, Lukas’ og Johannes’ reference ”i nat, før hanen galer (før hanegal)” og Markus’ 2. hanegal
  4. 03:00-06:00
Ifølge Markus, galede hanen første gang efter første fornægtelse. Dvs. omkring midnat kl. 24:00, fornægtede Peter første gang. Lidt efter (hvor lang tid det end er - ”lidt efter” i Matt. 26:73, er ca. en time i Luk. 22:59, så måske kan ”lidt efter” her, også være omtrent en time efter), fornægtede Peter anden gang. Noget der ligner en time efter anden fornægtelse, fornægtede Peter for tredje gang, og hanen galede for anden gang.

Præcis hvornår den første og den anden hane galede, vides ikke. Men vi har omtrent tre timer at løbe på. Da den tredje fornægtelse kom, hvorefter ”hanegal” hanen galede, ca. en time efter fornægtelse nummer to, er der ca. to timer (+ / -) til at fornægte de to første gange.

Men sagen er, at endnu engang har vi sammenlagt de fire evangelier, og hver forfatter uddyber på områder mere end de andre, hvilket giver os - ikke modsigelser - men detaljerede oplysninger, som vidner om at skønt der er flere skribenter, er der kun én forfatter, og det er Jesus.

Peter fornægtede altså Jesus tre gange før hanen galede (ved hanegal), og før hanen galede to gange (første gang efter midnat).

Hvor mange gange galede Hanen?


Læs punktet ”Hvad var Jesu forudsigelse, angående Peters fornægtelse?”

Hvem dræbte Saul?


1. Sam. 31:1-13 fortæller om Sauls død, ved selvmord i kamp mod filisterne, og 2. Sam. 1:1-16) fortæller at det var en ung amalekit.

Da Saul blev opdaget af bueskytterne så han at slaget var tabt, og ville hellere dø ved eget sværd, end ved filisternes mishandling. Hans våbendrager ville ikke slå ham, hvilket der er en god grund til.

David havde flere gange mulighed for at slå Saul ihjel. I 1. Sam. 24:4-8 fik David muligheden, men tog blot en flig af Sauls kappe, og forbød strengt sine mænd, at overfalde ham. Hvorfor? ”Hvem kan ustraffet lægge hånd på Herrens salvede?” (1. Sam. 26:9). Det var Guds sag at handle med Hans udvalgte. ”Herren skal selv ramme ham, hvad enten han skal dø, når hans time kommer, eller han skal miste livet i krigen” (1. Sam. 26:10). Egenrådig handling ville Gud straffe og David bad flere gange om at blive bevaret fra at gøre Saul noget ondt.

Den gyldige historie er den ovenstående, hvor Saul lader sig falde på eget sværd. Så det var sådan Saul døde.

Historien fra Amalekittens side, er ikke hændelsens egentlige gang, men en farvet genfortælling fra den unge mand. Uimodsigeligt er det en falsk genfortælling, for Sauls våbendrager tog sit eget liv, da han så Saul var død. Havde Saul overlevet - havde han støttet sig til sværdet og fortalt at det sortnede for hans øjne - ville våbendrageren være bundet til at beskytte og søge at redde kongen. Våbendragen ville ikke slå Saul, og da han så Saul død, tog han ligeså sit eget liv. Amalekittens fortælling hænger ikke sammen.

Den unge amalekit havde utvivlsomt forventet at få ære hos David, som stod for at overtage Israels kongedømme. Med denne lille løgnehistorie kunne han måske vinde status hos den nye konge. Men hans mund vidnede imod ham, og han måtte dø.

En passage som kritikerne har overset, fordi de tilsyneladende ikke bekymrer sig om at læse det, de kritiserer, er 2. Sam. 21:11-12, der fortæller: ”Da David fik at vide, hvad Ajjas datter Rispa, Sauls medhustru, havde gjort, drog han hen og hentede Sauls og hans søn Jonatans knogler hos borgerne i Jabesh i Gilead, som havde stjålet dem fra torvet i Bet-Shan, hvor filistrene havde hængt dem op, dengang de slog Saul på Gilboa

Var det nu filistrene der slog Saul?

Svaret er åbenlyst, men sagen ville have været et kritikpunkt, hvis det var opdaget. Når man har læst hele fortællingen ordentligt, så vil man sammenholde passagen med 1. Sam. 31:7, og forstå at der er tale om Israels hær - ”dengang de slog Israels hær (Saul) på Gilboa”.

Hvor mange saligprisninger var der i Jesu tale i Bjergprædikenen?


Matt. 5:3-11 beretter om ni velsignelser, mens Luk. 6:20-22 kun beretter de fire af dem.

Mattæus og Lukas refererer til to forskellige prædikener (Læs punktet ”Jesu første prædiken på bjerget eller på landjorden?”. Mattæus refererer til en prædiken på bjerget - Bjergprædiken (Matt. 6:1), mens Lukas refererer til en prædiken nede på et jævnt sted (Luk. 6:17).

Alligevel - som vi før har set, er Evangelierne ikke identiske. At det ene udelader noget det andet fortæller, betyder ikke at de er modsigende, men at de til sammen forkynder det fulde billede. Lukas forkynder ikke modsat Mattæus, men forkynder på de punkter der er med, i linie med Mattæus.

Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres” (Luk. 6:20)

Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt. 5:3)
Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes” (Luk. 6:21)
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes” (Matt. 5:6)
Salige er I, som græder nu, for I skal le” (Luk. 6:21)
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes” (Matt. 5:4)
Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne” (Luk. 6:22-23)
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.” (Matt. 5:11-12)

Selvom det er to forskellige begivenheder, er Bibelen stadig enig med sig selv! Hvor er modsigelsen eller fejlen?

Synder hvert et menneske?


Til dette spørgsmål gives flere vers fra Bibelen, som fortæller at alle mennesker er syndere og dermed synder ethvert menneske. 1. Kong. 8:46 og 2. Krøn. 6:36, Ordsp. 20:9, Præd. 7:20, 1. Joh. 1:8-10.

Modsigelsen, mener man, kommer så i 1. Joh. 3:9, der siger: ”Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud

Jeg vil tage 1. Joh. 1:9, som er refereret til fra kritikkernes side, som siger: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed”.

Det er hele kærnen det her, og er ikke let at gribe for folk der ikke tilhører Jesus og genkender Ånden i sine liv. Hvis vi bekender vore synder, da tilgives vi vore synder. Bekender vi ikke vore synder, da synder vi, i ulydighed. Men er vi født af Gud, født på ny og derved har fået Helligånden i vores liv, da vil vi ledes til omvendelse af Ånden, og derved er vi ikke ulydige og synder.

Enhver der har Helligånden som resultat af omvendelse og frelse i Jesu navn, vil kende synden i sine liv og bekæmpe den. Spontan synd, bekender vi, og synder vi har haft som vanesynder - at stjæle, lyve, bande og derved misbruge Guds navn, had, vrede osv., bekæmper vi med Helligåndens kraft. Det betyder dog ikke at vi ikke spontant kan falde på disse områder. Men bekender vi - vel at mærke af et oprigtigt og angrende hjerte - så tilgives vi, og vi bliver renset fra al uretfærdighed, jf. 1. Joh. 1:9.

Der er denne tilsyneladende modsigelse, for selvom vi er syndere, så er vi det alligevel ikke, hvis vi bekender og bekæmper vores synd, for da gør vi Guds vilje. Der er derfor ingen modsigelse. Dette er den eneste måde hvorpå vi kan blive rene og retfærdige. Vi er stadig syndere, men alligevel retfærdige på grund af at vi i Jesus har overvundet synden, og Han har betalt syndens og dermed dødens pris for os. Det er præcis det budskab Bibelen forkynder i Johannes’ breve.

Hvem profeterede om potterens mark?


Mattæus fortæller at ”Da opfyldtes det, som er talt ved profeten Jeremias, som siger: Og de tog de tredive sølvpenge, den pris, han blev vurderet til, han der blev vurderet, af Israels børn, og de gav dem for Pottemagermarken, sådan som Herren havde befalet mig” (Matt. 27:9-10)

Der står ingenting i Jerimas’ Bog om denne profeti, men det gør der til gengæld i Zakarias’ Bog, som fortæller: ”Jeg sagde til dem: »Hvis I synes, så giv mig min løn, og hvis ikke, kan I lade være!« De afvejede da min løn, tredive sekel sølv. Herren sagde til mig: »Kast den hen til støberen, den kostelige pris, de har vurderet mig til.« Og jeg tog de tredive sekel og kastede dem hen til støberen i Herrens hus” (Zak. 11:12).

Hvem kom med profetien - Jeremias eller Zakarias?

Teksten fra Mattæus, som jeg har fremhævet, opklarer hele mysteriet - og det står klart som solen på himmelen. Jeremias var den, der udtalte profetien. Han skrev den ikke ned, men der refereres hos Mattæus til den profeti ”som er talt ved profeten Jeremias”. Måske er det Zakarias der har skrevet Jerimias’ profeti ned, eller også er det en profeti identisk med Jeremias’, som af Zakarias blev skrevet ned.

Hvem skal bære hvis byrde?


Paulus tilskynder os til at bære hinandens byrder. (Gal. 6:2). Tre vers senere siger han: ”enhver skal bære sin egen byrde” (Gal. 6:5).

Skal man bære andres byrder, eller sine egne?

Lad os begynde med vers 1, hvor Paulus siger at hvis vores næste bliver overrasket af en synd, en spontan synd, som omtales i punktet ”Synder hvert et menneske?”, da skal vi hjælpe et sådant menneske, og bære personens byrde (vers 2) - dvs. støtte og styrke et sådant menneske, til at overvinde synden, frem for at forkaste det, for: ”se til, at du ikke selv bliver fristet!” (Gal. 6:1).

Paulus går videre i vers 3 og taler om det menneske, som synes for godt om sig selv. Et sådant menneske, bedrager sig selv. Man skal prøve sig selv, og være realistisk så man ikke får for høje tanker om sig selv (vers 4), for vi står til regnskab for vort eget liv, og må således bære vores egen byrde (vers 5).

Dermed er der heller ingen modsigelse her. Den første byrde (vers 2) er den at støtte, hjælpe og opbygge, mens den anden (vers 5) er resultatet af ens egen livsførelse. Dvs. selvom vi bærer vores næstes byrde, er det næsten selv, der skal bære den, når resultatet står for test. Vi kan blot hjælpe hinanden til at leve et rent liv ind for Jesus, og den byrde er også kaldet næstekærlighed. Den anden byrde kaldes dom. Denne doms byrde, vil for dem der har givet sit liv til Jesus, blive båret af Jesus, som har betalt byrden med sit eget liv. For dem som fornægter Jesus, vil byrden ligge på deres egne skuldre.

Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig.” (Sal. 55:23)

Skal du svare en tåbe?


Ordsprogenes Bog, er der hvor vi finder en visdom så stor, ordsprog som selv er at finde i vores talemåde, eks. ”Den, der graver en grav, kan selv falde i den” (Ordsp. 26:27).

Men i samme kapitel, Ordsp. 26:4-5 finder vi modsigelser, mener kritikerne. For skal man svare tåben eller ikke? Den danske Bibel af 1992 gør verset ganske uforståeligt. Men 1931 oversættelsen kaster lys over sagen.

Vers 4 siger: ”Svar ej tåben efter hans dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

Vers 5 siger: ”Svar tåben efter hans dårskab, at han ikke skal tykkes sig vis.

Versene skal ikke ses i modsætning til hinanden, men sammen fortæller de en dyb visdom. Tager vi vers tre med, forstår vi at der er tale om ”Svøbe for hest, bidsel for æsel og ris for tåbers ryg”, altså irettesættelse. Det er den sidste del af hver sætning som giver svaret på den formodede modsigelse.

Sagt på en anden måde, kunne det siges: ”Svar ikke tåben dumt på en sådan måde, at du selv fremstår som tåbe - altså tal ham ikke efter munden. Men svar ham efter hans tåbelighed på en sådan måde, at han bliver irettesat og ikke fremstår klog i egne øjne.

Hvordan gør man det? Det kræver at man er klogere end tåben, og det eneste sted at hente den visdom, er hos Gud, i Hans Ord.

Hvor mange børn havde Mikal, Sauls datter?


For at få dette spørgsmål ret, er jeg nødt til at citere den engelske King James version, for den danske har rettet teksten til.

2. Sam. 6:23 siger: ”Derfor blev Mikal, Sauls datter barnløs, helt til sin dødsdag

Når vi kommer til 2. Sam. 21:8, siger teksten: ”Men kongen tog Rispa, Ajjas datters to sønner, Armoni og Mefibosjet, som hun fødte Saul; og Mikal, Sauls datters fem sønner, som hun opfostrede for Adriel, Barzillaj, Meholatittens søn

Spørgsmålet er så, hvor mange sønner Mikal havde - ingen eller fem?

Den fremhævede tekst forklarer det hele, hvilket kritikerne tilsyneladende har overset. De fem sønner, opfostrede Mikal for Adriel. Hun havde adopteret dem, og ikke født dem.

Den danske Bibel har rettet teksten til således: ”Kongen tog de to sønner, som Ajjas datter Rispa havde født Saul, Armoni og Mefiboshet, og de fem sønner, som Sauls datter Merab havde født Adriel, der var søn af Barzillaj fra Mehola.

Teksten er ikke tro mod de sande Skrifter, men oversætterne har fortalt os, ikke at Mikal havde adopteret børnene, men at Merab havde født Adriel de fem sønner.

Altså havde Mikal ingen børn, men opfostrede Merab og Adriels fem drenge. Heller ingen fejl her.

Hvor gammel var Jojakin, da han blev konge?


Var Jojakin 8, eller 18 år da han blev konge? Den danske oversættelse er blevet ”rettet”, så den siger 18 begge steder, men grundteksterne som bl.a. King James følger, siger hhv. 8 og 18.

2. Kong. 24:8: ”Jojakin var atten år, da han blev konge, og han regerede tre måneder i Jerusalem

2. Krøn. 36:9: ”Jojakin var otte år, da han blev konge, og han regerede tre måneder og ti dage i Jerusalem

I afsnittet ”Skulle David vælge 3 eller 7 års hungersnød?” ser vi at Samuels Bog og Krønikebogen fortæller samme historie, fra to sider, ligesom Evangelierne flere gange fortæller samme historie, fra flere vinkler.

Der findes sikkert flere muligheder end jeg kender, men lad mig vise dig hvorfor man ikke kan, som de fleste gør, tilskrive denne passage som en åbenlys fejl. Der bør også siges, at Septuagintaen er blandt dem, der har rettet denne fejl, ligesom den danske.

Jeg vil starte helt tilbage med kong Josias, Judas’ femtende konge.

Josias’ far, den onde kong Amon, døde da Josias var 8 år gammel, og Josias blev som 8årig konge i sin faders sted (2. Kong. 21:26). Josias fik 4 sønner: ”Josias sønner: Johanan, den førstefødte, den anden Jojakim (Eljakim - mere om det senere), den tredje Zedekias, den fjerde Shallum (Joahaz - mere om det senere)” (1. Krøn. 3:15)

Josias var en fantastisk konge, der gjorde hvad Gud ønskede, og han herskede 31 år i Jerusalem (2. Kong. 22:1). Han døde i krig mod Ægyptens konge, Farao Neko (2. Kong. 23:29-30), en død som var lovet af Gud, for at skåne Josias fra Guds dom (2. Kong. 22:1 8-20).

Efter Josias, blev hans søn Joahaz (Shallum - mere om det senere) konge. Joahaz var 23 da år gammel (2. Kong. 23:21), og regerede i 3 måneder. Derefter blev Jojakim konge, som 25årig. Da Jojakim (Eljakim) var ældre en Shallum (Joahaz), som kun var 23, kan man formode at Jojakim i første omgang afviste kongestolen, og hans lillebror Shallum fik tilbudet og tog imod, og ændrede navn til Joahaz.

Alle de navne… Det var normalt at ændre navn ved tiltrædelse af kongedømmet. Og derfor hed Shallum/Joahaz’s efterfølger, hans broder Jojakim ikke først Jojakim, men Eljakim, som Farao Neko, ved den kongelige indstiftelse, døbte Jojakim (2. Kong. 23:34), da Jojakim var 25 år (2. Kong. 23:36).

Jojakim regerede 11 år, og her skal vi lige se på de to forskellige, men supplerende historier i Kongebogen og Krønikebogen, for der er nogle praj til os, der viser os mere end man umiddelbart ser.

Kongebogen fortæller om Jojakim, at han døde, ”lagde [sig] til hvile hos sine fædre” (2. Kong. 24:6), hvorefter Jojakin som 18årig blev konge. Krønikebogen fortæller at Nebukadnesar ”drog op imod ham (Jojakim)og lagde ham i kobberlænker for at føre ham til Babel” (2. Krøn. 36:6), hvorefter Jojakin som 8årig (som sin farfar Josias) blev konge.

Der er altså en forskel på nogle år, fra hvor Jojakim blev ført i fangenskab, og til hvor han dør. Ud fra årsætningen af hans søn Jojakin, ser vi at der formentlig gik 10 år, fra han kom til Babylon, til han døde.

Begge bøger forholder sig kun til Jojakins regeringstid efter sin far Jojakim’s død, de 3 måneder, og ifølge Krønikebogen, 10 dage. Men der er et praj mere, vi skal have med.

Vi har tidligere haft fat i stamtræet i Mattæus Evangeliet. Matt. 1:11 fortæller at: ”Josias blev fader til Jekonja og hans brødre på den tid, da bortførelsen til Babylon fandt sted”.

Det kan være lidt svært at holde styr på alle de navneskift. Men Jekonja, blev også kaldt Konja (Jer. 22:24) og i 1. Krøn. 3:16 ser vi, at Jojakims sønner var Jekonja og Zedekias. Så når vi læser at Josias blev fader til Jekonja, så er det Jojakin der er tale om. Det betyder at Jojakins farfar Josias adopterede ham og blev hans retmæssige fader.

Disse to spor, fortæller os at der er mere i historien end blot to tal 8 og 18. Hvad der nøjagtigt skete, er svært at se. Men at tilskrive det åbenlys fejl, er ikke gyldigt, med al denne information taget i betragtning.

Måske adopterede Josias den 8årige Jojakim, for at gøre ham til arvefølge med sin far? Måske var det på grund af chancerne for at faderen Jojakim blev ført i fangenskab af Nebukadnesar. Måske blev Jojakin som 8årig, med kongetitel, regnet for ”med konge”, salvet af sin far, men officielt først alene regerende konge som 18årig?

Det er svært at sige. Men det er umuligt at bevise dette som en fejl. Bibelen siger 8 og 18, og derfor er det sådan - om vi kan gennemskue historiens gang eller ikke.

Ægteskab


Er det godt at gifte sig eller ikke?

Ordsp. 18:22 siger: ”Fandt man en hustru, fandt man lykken og modtog nåde fra Herren”, mens Paulus taler om at det er bedst at leve alene: ”Med hensyn til det, I skrev om, så er det godt for en mand ikke at røre en kvinde” (1. Kor. 7:1)

Lad os først kikke på hvad Ordsprogenes Bog mener med verset.

En dygtig kvinde er sin mands krone: en, der gør ham skam, er som edder i hans knogler” (Ordsp. 12:4) - ”Hus og gods er arv fra fædre, en klog hustru er fra Herren.” (Ordsp. 19:14) - ”En dygtig kvinde, hvor findes hun? Hun er langt mere værd end perler. Hendes mand stoler på hende, det skorter ikke på udbytte. Hun handler godt imod ham, aldrig ondt, så længe hun lever. Hun sørger for uld og hør, ivrigt arbejder hendes hænder. Hun er som handelsmandens skibe, langvejsfra henter hun føden. Hun står op, mens det endnu er nat, hun skaffer føde til sit hus og giver ordrer til sine piger. Efter moden overvejelse skaffer hun sig en mark, for frugten af sit arbejde planter hun en vingård. Hun binder styrke om lænderne, hun gør sine arme stærke. Hun mærker, at hendes arbejde går godt, hendes lampe slukkes ikke om natten. Hendes hænder sætter rokken i gang, hendes fingre griber om tenen. Hun åbner sin hånd for den hjælpeløse, hun rækker hænderne frem mod den fattige. Hun nærer ikke bekymring for sin husstand, når det sner, for alle er klædt i skarlagen. Hun laver sig tæpper, hun er klædt i fint linned og purpurrødt stof. Hendes mand er kendt i portene, hvor han sidder sammen med landets ældste. Hun laver linnedkjortler og sælger dem, hun leverer bælter til købmanden. Hun er klædt i styrke og anseelse, og hun ler morgendagen i møde. Hun tager til orde med visdom, der er venlig belæring i hendes tale. Hun overvåger, hvad der sker i hendes hus, hun spiser ikke dovenskabens brød. Hendes sønner rejser sig og priser hende, hendes mand berømmer hende: »Der er mange dygtige kvinder til, men du overgår dem alle!« Yndighed er bedrag, og skønhed er tomhed, men en kvinde, der frygter Herren, skal berømmes. Lad hende nyde frugten af sit arbejde, lad hendes gerninger berømme hende i portene” (Ordsp. 31:10-31)

Der er ingen tvivl om, at en god hustru, er en god mands velsignelse. En kvinde der vil være en gudfrygtig kvinde, for en mand der vil en gudfrygtig være mand, er en mand en velsignelse fra Gud.

Men hvad mener Paulus så. Er det modsigende?

Kritikerne tilskynder at læse hele kapitlet, og gør man det, ser man tydeligt Paulus’ mening. Vers 28 taler om de gifte mennesker, som får ”timelig (verdslig)trængsel”. Det handler om mennesket og evnen til at tjene Gud.

Men jeg vil gerne, at I skal være fri for bekymringer. Den ugifte mand bekymrer sig for det, der hører Herren til, hvorledes han kan tækkes Herren; men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes han kan tækkes sin hustru; og han er delt. Og den ugifte kvinde og jomfruen bekymrer sig for det, der hører Herren til, at hun kan være hellig både på legeme og ånd; men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes hun kan tækkes sin mand.” (1. Kor. 7:32-34)

Hele tesen - summen af oplysningerne er, at kan man ikke leve alene, så skal man gifte sig, og så vil en god og dygtig hustru være en gave fra Gud. Men man vi få tilhørende ”trængsler”, problemer som den ugifte ikke har. Den ugifte vil kunne leve uafhængigt og ubundet gøre hvad end det måtte være, for Gud.

Hørte Paulus’ rejsefælder stemmen eller ikke?


Hans rejsefæller stod målløse, da de nok hørte røsten, men ikke så nogen.” (Apg. 9:7)

De, som var sammen med mig, så lyset, men de hørte ikke hans røst, som talte til mig” (Apg. 22:9).

Jeg kunne godt tænke mig at høre kritikerne fortælle en historie, som ikke kunne misforstås af folk der VILLE misforstå.

Hvis jeg taler til en person og han kikker op og siger: ”undskyld, jeg hørte ikke hvad du sagde”, skulle jeg så antage at han ikke havde hørt mig sige noget? Eller hørte han mig, men hørte ikke hvad jeg sagde?

Et andet sted i Bibelen, hvor vi har samme situation, hvor Gud taler, er i Joh. 12:29. Jesus beder ”Fader, herliggør dit navn! Da lød der en røst fra Himmelen: »Jeg har allerede herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.«” (Joh. 12:28).

Det interessante er folkenes reaktion, som er præcis som Paulus’ rejsefælder: ”Da sagde skaren, som stod og hørte det: »Det tordnede;« andre sagde: »Det var en engel, der talte til ham.«” (Joh. 12:29).

Nogle hørte blot torden, og andre mente det var en engel. Paulus’ rejsefælder hørte nok en stemme men forstod ikke det, der blev sagt.

Hvor var Jesus tre dage efter Han blev døbt?


Straks derefter driver Ånden ham ud i ørkenen” (Mark. 1:12)

Den næste (3.)dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Og da Jesus kommer gående, ser Johannes på ham og siger: »Se Guds lam!«” (Joh. 1:35-36)

Mattæus, Markus og Lukas fortæller alle tre, at Jesus blev døbt og tog op, ud og tilbage i ørkenen, hvor Han overvandt djævelens fristelser.

Johannes har sprunget denne fortælling over og måden vi ser det på, er det, Johannes siger. Sammenlagt fortæller de tre andre Evangelier at Johannes før dåben af Jesus siger: ”…men Han, der kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er end ikke værdig til at bøje mig ned og løse remmen på Hans sko og tage Hans sko af”.

Johannes fortæller ikke om dåben, men om Hans vidnesbyrd. Og læg nøje mærke til hvad Johannes her siger: ”Se Guds lam, som bærer verdens synd! Det er Ham, om hvem jeg sagde: ›Efter mig kommer en mand, som er kommen forud for mig; thi Han var til før mig.‹” (Joh. 1:29-30).

Johannes fortæller i datid, om det han sagde, det han havde sagt om Jesus da Han blev døbt. De andre taler i nutid, så Johannes fortæller om mødet med Jesus efter de 40 dage i ørkenen, da Jesus var kommet tilbage. Endnu engang falmer kritikken.

Hvor mange apostle var indsat imellem opstandelsen og himmelfarten?


Da Judas, som af Jesus var udvalgt som én af de tolv apostle, begik selvmord (Matt. 27:3-5), var der kun elleve tilbage. Mattias, som blev udvalgt i Judas’ sted, blev først valgt efter Jesus var taget til himmelen (Apg. 1:9-26). Bibelen bekræfter endda at de kun var elleve, da de gik hen for at møde Jesus efter opstandelsen (Matt. 28:16).

Sagen er så den, at Paulus refererer til at Jesus blev set af alle tolv, efter Hans opstandelse: ”han blev set af Kefas, derefter af de tolv” (1. Kor. 15:5).

Når man læser evangelierne, så ser man for det første, at de tolv er en titel på Jesu udvalgte apostle, og ikke blot en tilkendegivelse af antallet. ”Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne” (Matt. 26:14), ”Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv” (Matt. 26:20), ”Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv” (Matt. 26:47), ”Han valgte de tolv” (Mark. 3:16), ”Da det blev aften, kom han og de tolv” (Mark. 14:17) osv.

For det andet. Da Paulus siger dette, er Mattias udvalgt og er én af de tolv. Mattias ”var sammen med os (apostlene)hele tiden, mens Herren Jesus gik ind og ud hos os, lige fra Johannes dåb indtil den dag, han blev taget op til himlen fra os” (Apg. 1:21-22). Mattias var også øjenvidne til Jesu himmelfart, og således blev Jesus set ”derefter af de tolv”. Paulus havde ret og kritikerne tog fejl.

At dømme


Skal vi dømme, eller ikke?

I 1. Kor. 2:15 siger Paulus: ”Den åndelige derimod kan bedømme alt, men selv kan han ikke bedømmes af nogen” (1. Kor. 2:15).

Lidt senere siger han: ”Døm derfor ikke noget før tiden, før Herren kommer, han, som skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil; da skal enhver få sin ros af Gud” (1. Kor. 4:5).

Her har vi et fremragende eksempel på at tage af teksten som det passer til formålet.

Første passage handler om budskabet. Det handler om den visdom som Gud fra før verdens grundlæggelse, har forudbestemt for at føre os til frelse (1. Kor. 2:7). Paulus taler om at bedømme talen om denne visdom, som han ikke kom og forkyndte med veltalende og overtalende ord (v. 1, 4). Talen om Jesus som korsfæstet og troen derpå (v. 2, 5) - dybden, åbenbaret ved Guds Ånd (v. 10), og ikke menneskers visdom (v. 13).

Et sjæleligt menneske kan ikke bedømme denne tale, for de kan ikke forstå de åndelige ting (v. 14). Men det åndelige menneske, fyldt af Guds Ånd, kan bedømme alt - både sjæleligt og åndeligt.

Altså handler denne bedømmelse om at skelne menneskelig visdom fra Guds visdom. Vi kan nogle gange mene at noget er klogt, mens Gud anser det for dårskab - og omvendt. Uden Guds Ånd, kan vi ikke skelne disse ting, for har vi ikke Ånden, har vi ikke Gud, som er vores Vejleder og Hyrde.

Den anden passage, handler om åndelig vækst. Man kan ikke læse kapitel 4, uden først at have læst det foregående kapitel 3. Det handler om ikke at narre sig selv, og tro man er vis i sig selv (1. Kor. 3:18). Paulus tilskynder folket til at bygge på den grundvold Gud har lagt, nemlig Jesus (v. 10-11), hvilket betyder at vi skal leve livet efter Guds visdom, og ikke menneskers. En dag skal vores gerninger og livsførelse prøves (v. 12-15), og da Gud er den der giver væksten (v. 7) og da vi er Hans bygning (v. 9), skal vi lade Gud dømme vores liv, den dag det prøves, og ikke dømme det før tid (1. Kor. 4:5).

Dvs. at vi som har fået Helligånden, kan bedømme om talen vi hører, er fra Gud, eller fra menneskelig visdom. Men vi kan ikke dømme nogen før tid, for Gud vil selv, til den tid hvor vort liv skal prøves, dømme os.

Det betyder jo ikke, at vi ikke skal pege på falske profeter og afsløre dem, for det er det, første punkt taler om.

Der er altså tale om to vidt forskellige ting her, og det svarer til at diskutere hvad der er mest hvidt - gult eller grønt…

Gode gerninger


Og vi tager endnu et eksempel på et kritisk forsøg, uden at gøre sig den mindste anstrengelse på at læse det, der står.

Matt. 5:16: ”Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.

Matt. 6:3-4: ”Men når du giver almisse, så lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan være i det skjulte. Så skal din Fader, som ser i det skjulte, betale dig

Skal vi lade vore gode gerninger ses, eller ikke?

Lyset som første passage taler om, er det at leve et gudfrygtigt liv, som et vidnesbyrd for Gud. De gode gerninger, er dem der tager imod Jesus og Hans lys, Ordet, som er en lygte for vor fod (Sal. 119:105), og et lys for hele verden, om vi lader det vi har fået skinne. ”Så meget mere fast står profeternes tale (Ordet)for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted…For budet (Ordet)er lampe og belæringen lys, retledning og formaning er vejen til liv” (2. Pet. 1:19, Ordsp. 6:23)

Den anden passage taler om ikke at rose sig af at gøre godt. Giver jeg en fattig mand penge, vil jeg få min løn for den opmærksomhed jeg kan skabe omkring mig, ved at udbasunere min gerning. Gør jeg det i det skjulte, vil Gud lønne mig. For ”hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig” (Matt. 25:40).

For eller imod?


Hold nu tungen lige i munden, for det formåede kritikeren ikke. Teksten i parentes under versene, er kritikkernes kommentarer.

1. Matt. 12:30Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder
(udgangspunktet er imod)

2. Mark. 9:40: ”Thi den, som ikke er imod os, er for os
(udgangspunktet er for)

3. Luk. 9:50: ”I skal ikke hindre ham; thi den, som ikke er mod jer, er for jer
(udgangspunktet er for)

1 = Ikke med, er imod
2 = Ikke imod, er med.
3 = Ikke imod, er med

Forskellen er den samme. Hvis man ikke er med, er man imod - hvilket er identisk med hvis man ikke er imod, så er man med. Kritikkens ivrighed har ikke haft nogen grænser…

Hvem så de ved graven?


Mattæus forkynder at det var en engel der flyttede stenen (Matt. 28:2-5) og Markus fortæller de så en mand (Mark. 16:5). Lukas fortæller om to mænd i strålende klæder og Johannes om to engle, siddende i graven hvor Jesu hoved og fødder havde været.

Engle blev ofte set som mænd. 1. Mos. 18:2, 22 og 1. Mos. 19:1 viser sammenlagt at de 2 mænd var engle og den tredje som Abraham snakkede med, var Jesus. Jesus beskrives også som en Herrens engel, eks. 2. Mos. 3:2, 6. (Læs evt. punktet ”Kan Gud ses?”)

Altså var der to engle ved graven. Se punktet ”Hvem var ved graven?”.

Ændrer Gud sig?


Bibelen er ganske klar. Gud ændrer sig ikke. Dertil har kritikerne fundet disse passager som ganske klart siger det:

Gud ændrer sig ikke:

Jeg, Herren, er ikke blevet en anden, men I er ikke holdt op med at være Jakobs sønner!” (Mal. 3:6)

Lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra fra himmellysenes Fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går” (Jak. 1:17)

han, som er Israels herlighed, lyver ikke og angrer ikke, for han er ikke et menneske, så han angrer” (1. Sam. 15:29)

Gud ændrer sig:

Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med” (Jonas. 3:10)

Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet” (1. Mos. 6:6)

Da vi ved at Gud ikke ændrer sig, så lad os se på de to vers der siger at Han fortrød og angrede.

Ordet der begge steder bruges om at fortryde, er det hebræiske ”nacham”, som betyder ”At sukke, at tage en dyb indånding, at være bedrøvet, at ynke, at angre eller omvende sig”. Med denne betydning skal vi nu se på versene.

Jonas fortæller om folkene i Nineve, som Gud ville udslette på grund af deres ondskab. Jonas blev sendt for at forkynde omvendelse, netop af den grund, at de skulle omvende sig og undgå at Nineve, 40 dage efter, ville blive ødelagt. Emnet er det, som vi har gennemgået i punktet ”Er Gud god eller en ødelægger?”.

Gud hader uret og ondskab, sådan har Han altid været - det er ikke noget nyt og ingen forandring. Derfor udrydder Han de der elsker ondskaben. Men Han er nådig og udsætter/annullerer dommen, hvis folket lytter efter de advarsler, Han altid giver i god tid. Sådan har Han også altid været. Senere lider Nineve nederlag, fordi deres ondskab blusser op igen (Nah. 2:9-14, Nah. 3:1-7, Zef. 2:13-15)

Moses fortæller at Gud fortrød, eller angrede at Han havde skabt menneskene. Først bør det pointeres, at Gud før Han skabte noget som helst, allerede regnede Jesus for slagtet, for vores skyld: ”Alle som bor på jorden, skal tilbede ham (Antikrist), de som ikke har sine navne indskrevet i Livets Bog hos Lammet (Jesus), som blev slagtet fra verdens grundlæggelse af”.

Gud vidste godt at mennesket ville synde, at nogle ville gå fortabt og andre vende om. Hvis Han fortrød i den forstand som kritikerne mener, så havde Han ikke skabt os til at begynde med.

Det der skete, da det kom dertil at synden var så stor og ond i menneskene, som Gud havde skabt, det var at Han tog en dyb, bedrøvet indånding - dvs. det stak Ham i hjertet og Han sukkede over ondskaben. Han fortrød ikke at Han havde skabt os, på den måde at Han ønskede Han ikke havde skabt os. Han elskede os så meget, at Han allerede før skabelsen havde lagt planen klar, at Jesus skulle betale for synden med sit eget liv. Hele det frelsesbudskab står endda i himlens stjerner, som blev skabt før menneskene.

Det er ikke noget nyt, at Gud straffer synden og derfor sendte Han Jesus for at tage straffen i vort sted, tage straffen for os der vil give vore liv til Ham, som Han gav sit til os. Gud har ikke ændret sig. Sådan var det planlagt fra begyndelsen af, før noget blev skabt.

Hvem købte gravstederne?


Stefanus forsvarer sig ved en anklage for ypperstepræsterne og fortæller at Jakob og hans fædre døde i Ægypten: ”de blev ført til Sikem og lagt i den grav, som Abraham for en sum penge havde købt af Hamors sønner i Sikem” (Apg. 7:16).

Men 1. Mos. 23:16-19 fortæller at Abraham for 400 sekel købte Efrons mark i Makpela, øst for Mamre, og ikke en mark af Hamors sønner i Sikem.

Jakob derimod, købte marken i Sikem, Kana’an, af Hamors sønner, for 100 kesita. (1. Mos. 33:18-20).

Hvad så. Er der fejl her? Eller skal vi igen acceptere at historien bliver fortalt som den er, selvom vi ikke kan kortlægge den?

Abraham kan have købt begge marker i første omgang, hvilket Stefanus’ udtalelse taler for. Desuden er der ikke omtalt nogle protester til Stefanus’ tale, tværtimod ”blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham” (Apg. 7:54). Abraham var en rig mand og der var ingen forhindring for det køb. Fra Abraham dør til Jakob kommer til Sikem, går der noget der ligner 85 år. Hvad der sker med omtale mark, eller gravsted er uvis. Men det kan tænkes at andre i den tid havde brugt jorden, og Jakob måtte betale et beløb for den ”mistede” jord, som Abraham i sin tid købte.

Det var ikke unormalt, at jord der havde stået urørt hen i mange år, blev overtaget af andre, og havde Jakob ikke et skøde som han kunne vise, kunne historien mellem linierne fortælle at Jakob (tilbage)købte jorden.

Fejlen er ubeviselig, og en fornuftig forklaring findes. Måske ikke nøjagtigt som denne jeg giver, men så en anden eller flere.

Stærke drikke, eller ikke?


Bibelen er ganske klar. Drik dig ikke fuld: ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser” (Ef. 5:18).

Kritikerne har så set det, at Jesus laver vand til vin (Joh. 2:1-10), som en modsigelse af dette bud. Samtidig, hævder de, taler Ordsp. 31:6-7 imod, idet der står: ”Giv øl til den, der er ved at gå til grunde, og vin til de fortvivlede; lad ham drikke og glemme sin armod, holde op med at tænke på sin elendighed”. Jeg vil først lige sige, at ordet som er oversat øl i den danske Bibel, er det hebræiske ”shekar”, som betyder berusende og stærke drikke.

Vi finder lignende udtalelse om stærke drikke, i Sal. 104:14-15: ”Græs lader du gro til kvæget og planter til tjeneste for mennesker, så der frembringes brød af jorden og vin, der giver mennesker glæde. Deres ansigt glinser af olie, og brødet giver mennesket nye kræfter”.

Vin var på den tid ikke blot noget man drak, for at blive fuld - hvilket det jo stadig ikke er. Samtidig med at vin var og er en nydelse og til glæde for mange, om hvilket stykket citeret ovenfor også forkynder, så brugte man også at blande vand op med vin, hvis vandet ikke var rent. Paulus tilskynder Timotheus og skriver: ”Drik ikke længere bare vand, men tag lidt vin for din mave, og fordi du så tit er syg” (1. Tim. 5:23).

Som man ofte både har hørt og set gengivelser af på film osv., så blev stærke drikke også brugt til at formildne smerter. Man kunne i forskellige tilfælde have brug for den praktiske brug af vin, hvor vi i dag har andre midler.

Passagen i Ordsprogenes Bog, er måske ikke en decideret opfordring til at drikke sig fuld? Versene forinden siger: ”konger bør ikke drikke vin, fyrster bør ikke forlange øl, så de drikker og glemmer deres forpligtelse og ændrer retten for alle hjælpeløse” (Ordsp. 31:4-5). Når Bibelen ganske tydeligt siger, at vi ikke skal drikke os fulde, og som her tydeligt fortæller om at konger bør være ædruelige, hvad menes der så med at give vin til de der er ved at gå til grunde, og de fortvivlede? - hvem er de?

Den der er ved at gå til grunde, er i KJV oversat ”ham som er parat til at dø”. I gammel tid, fik dødsdømte gerne berusende drikke, nærmest som en nådehandling, både på grund af den mentale smerte, og den fysiske. Det er formentlig også det vi læser om Jesus på korset, der fik vineddike, en drik som var almindelig blandt de romerske soldater.

Den fortvivlede, eller som KJV siger det, den tungsindige, en person som måske er deprimeret, kan det være muligt, at den brug af vinen som giver mennesker glæde (Sal. 104:15), vil kunne lindre et sådant menneskes smerte?

Brugen af vin, ser vi i disse passager, bør være til rette brug. Praktisk som medicin og i passende mængder til glæde for nyderne. Nogle er imod enhver form for alkohol, men Bibelen tillader selv menighedstjenere at drikke vin og siger: ”Ligeledes skal menighedstjenere være agtværdige, de skal stå ved deres ord, ikke være forfaldne til megen vin, ikke være griske” (1. Tim. 3:8). Men findes der mennesker iblandt os, som er forfalden til megen vin, så skal vi ikke friste dem: ”Det rigtige er at lade være med at spise kød eller drikke vin eller gøre noget, som din broder tager anstød af” (Romerne. 14:21). Frem for at se sådanne vers som modsigelser, kan vi forsøge at lære hvordan vi omgås emnet ret, ved endnu engang at sammenholde informationerne.

Hvorfor lavede Jesus vand til vin? Johannes, som behandler den guddommelige side af Jesus, fortæller om syv af sådanne tegn, som vidner om Jesu guddommelighed. Dybden af dette tegn, kan jeg nok hverken forklare eller forstå til fulde. Men Jesus viste her, at Han var Gud. Bibelen beskriver det nye åndelige liv med Jesus, bl.a. som vin. Jesus taler f.eks. om dette, at vi ikke skal fylde ny vin på gamle sække (Matt. 9:17, Mark. 2:22), som er en parallel til loven og Ånden. Dermed viser Jesus at Han er den der giver liv, hvor loven bragte død. ”…bogstaven (loven jf. Romerne. 7:6)slår ihjel, men Ånden gør levende” (2. Kor. 3:6). Dermed viser Jesus ved dette mirakel bl.a., at Han er kilden til livet.

Hvornår er Jesu andet komme?


Matt. 24:34, Mark. 13:30 og Luk. 21:32 forkynder, at den generation på Jesu tid ikke skulle forgå, før alt var sket. Senere fortæller Paulus: ”Dette siger vi jer nemlig med et ord af Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!” (1. Tess. 4:15-18).

Men generationen fra Jesu tid er jo væk, og Jesus er ikke kommet endnu.

Hele misforståelsen lægger i ordet generation. Det græske ord genea. Der er to mulige forklaringer til dette.
  1. Der kan være tale om den jødiske race. Det græske ord genea, som har rod i genos, hvilket minder meget om vores ord gen - menneskets gener, kan også betyde race eller familie. Det aramæiske ord er sharbata, og betyder stamme, og logisk er det, at en stamme er af samme race.

    Denne forståelse kan være rigtig, i og med at alle de 12 israelske stammer eksisterer den dag i dag, og i og med at Gud vil forsegle 12.000 fra hver - i alt 144.000 (Åb. 7:4.-8).

  2. Der kan også være tale om den generation som ser ”figentræet” få blade, hvor figentræet er et billede på Israel, som i denne tid formes som et figentræ der blomstrer.
Derfor er der ikke tale om den generation på Jesu tid.

Kong Salomons opsynsmænd.


Hvor mange opsynsmænd havde Salomon. 1. Kong. 9:23 siger 550, mens 2. Krøn. 8:10 siger 250, altså en forskel på 300 mænd.

Vi har før set hvordan Krønikebogen fortæller historierne lidt anderledes end, Samuels- og Kongebøgerne. Kritikerne har kun en halv historie med her, for tallene kommer fra samme mængde, men er opdelt forskelligt. Lad os se på disse tal - og hold tungen lige i munden.

1. Kong. 5:15 fortæller om 70.000 lastdragere og 80.000 stenhuggere, i alt 150.000 mand. Vers 16 fortæller om 3.300 opsynsmænd. Således er vi nu på 153.300 mand.

1. Kong. 9:23, tillægger de 550 overfogeder, så vi i Kongebøgerne kommer op på 153.850 mand.

2. Krøn. 2:18 tæller ligeledes 70.000 lastdragere og 80.000 stenhuggere - i alt 150.000 mand. Dertil kommer 3.600 opsynsmænd, og tallet er nu 153.600, hvilket vers 17 også opsummerer.

2. Krøn. 8:10 tillægger de 250 overfogeder, og her i Krønnikebogen kommer vi også op på 153.830 mand.

Antallet i begge bøger er ens, men definitionen på titlerne synes forskellige.

I alt er der 3.850 mand ud over de 150.000, hvoraf 1. Kong. 9:23 sammenlægger de 250 fra 2. Krøn. 8:10 med de 300 ekstra i 2. Krøn. 2:18 ’s 3.600 mand, i forhold til 1. Kong. 5:16 ’s 3.300 mand.

På græsk er der en forskel på ordet brugt for opsynsmænd / overfogeder. De 300 mand som er ekstra i 2. Krøn. 2:28 ’s 3.600 mand, i forhold til 1. Kong. 5:16 ’s 3.300 mand, skiller sig ud og kaldes sammen med mængden af 3.600 mand for ”natsach”, oversat til ”overseers” på engelsk, hvilket er tilsynsfører på dansk. De andre kaldes for ”chiefs (græsk ”sar”) of Salomons officers (græsk ”natsab”)”. Umiddelbart lyder det som om at der i alt var 3.850 højerestående mand, hvoraf 3.600 var tilsynsførere, og de resterende 250 var yderligere over tilsynsførerne som hovedtilsynsmænd. 1. Kongebogen skelner ikke imellem disse to øvre grupper af tilsynsførere, men kun de 3.300 og de 550 mand, hvorimod Krønikebogen giver os yderligere indsigt.

Med andre ord er der 3 grupper af overstående mænd. 3.300 i bunden af hierarkiet, 300 i midten og 250 øverst. Hver af de 300 havde måske 11(+/-) af de 3.300 under sig, og de 250 de 300 fordelt under sig.

Helt nøjagtigt hvordan denne information skal behandles, er svært at se. Men det ligner at vi endnu engang får en mere detaljeret fortælling ved at sammenlægge beskrivelserne, og tallene angivet ovenfor taler ganske klart for, at der ikke er nogen fejl.

At vi måske ikke kan gennemskue denne opdeling af mændene, er ikke Bibelens fejl, men kan kun være vores. Vi må se at blive klogere, så vi kan følge med.

Hvem var kong Abija’s mor?


2. Krøn. 11:20 fortæller det er Ma’aka, mens 2. Krøn. 13:2 navngiver hende Mikaja.

At der skulle være tvivl om navnet på Abija’s moder med et kapitels mellemrum, lyder i sig selv usandsynligt. Vi har i afsnittet ”Hvor gammel var Jojakin, da han blev konge?” set på hvordan navnene skifter, og jeg er enig, man skal holde tungen lige i munden.

Det er igen en længere historie. 2. Krøn. 11:20 kalder Ma’aka for Absaloms datter. I 2. Sam. 14:27 ser vi at Absalom kun havde én datter, Tamar. Måske var Absalom Ma’aka’s bedstefar, som havde adopteret hende fra hans søn Uriel (2. Krøn. 13:2)?

Kong Rehabeam, som var søn af Salomon (2. Krøn. 11:3), giftede sig med Ma’aka (v. 20), som han elskede mere end de andre hustruer og medhustruer (v. 21), og som dronning skiftede hun således angiveligt navn, lige som kongerne ofte gjorde, og skiftede fra Ma’aka, som hun formentlig var kaldt efter sin oldemor (2. Sam. 3:3), til Mikaja.

Altså har vi fat i én og samme person, og derfor er der heller ikke nogen fejl her. Versene supplerer hinanden og modsiger ikke hinanden. Sådan giver Gud os igen dybere indsigt.

Hvornår døde Ba’sja?


Døde Ba’sja i Asa’s 26. regeringsår (1. Kong. 18:8), eller i Asa’s 36. regeringsår (2. Krøn. 16:1)?

Svaret på dette spørgsmål er lidt kryptisk, for vi får en information, som ligner et, men er noget andet.

”Israel” lå i indbyrdes strid - Nordlandet (Israel) mod Sydlandet (Juda). I 1. Kong. 12:19 ser vi at Israel brød med Davids hus, dvs. Juda, fordi Kong Salomos efterfølger, hans søn Rehabeam, ville lægge tungere åg på folket (1. Kong. 12:10-14), end hans fader havde gjort.

Jeroboam (Israel), den første konge efter bruddet, var konge i Israel i 22 år, hvorefter hans søn Nadab blev konge (1. Kong. 14:20), i (på dette tidspunkt fremtidige) Asa af Juda’s 2. regeringsår, og Nadab regerede i 2 år (1. Kong. 15:25).

Abija (Juda) blev konge i Rehabeam’s sted (1. Kong. 14:31), i Jeroboam’s 18. regerinsgsår (1. Kong. 15:1).

Efter Abija blev hans søn Asa konge over Juda (1. Kong. 15:8) - det er ham som har birollen i dette spørgsmål - og han blev konge i Jerobeam’s 20. regeringsår (1. Kong. 15:9), og herskede i 41 år (v. 10).

Da Asa havde regeret i Juda i 3 år, slog Ba’sja (hovedpersonen) kong Nadab ihjel, ved Gibbeton (1. Kong. 15:27), og blev konge i hans sted (1. Kong. 15:33).

Nu har vi en kort baggrundshistorie, hvor vi ser at landet deles i to - Juda og Israel - med hver sin kongerække. Vi ser ganske klart, at Ba’sja dør i Asa’s 26. regeringsår og hans antal regeringsår bliver derfor, som 1. Kong. 15:33 siger, 24 år.

Det er klart, at Ba’sja ikke kan drage i krig 10 år efter, i Asa’s 36. regeringsår. Derfor må vi her som alle andre gange før, få tilføjet en ekstra information i Krønikebogen, som vi skal tage med i historien, og ikke sætte imod Kongebogens historie.

I Kongebogen hører vi, før Ba’sja dør, om hans befæstning af Rama: ”Israels konge Ba’sha drog op mod Juda, og han befæstede Rama for at spærre vejen til og fra Judas konge Asa” (1. Kong. 15:17). Det er samme historie vi får i Krønnikebogen: ”I Asas seksogtredivte regeringsår drog Israels konge Ba’sha op mod Juda, og han befæstede Rama for at spærre vejen til og fra Judas konge Asa” (2. Krøn. 16:1). Jeg tror ikke nogen kan være i tvivl om, at der er en rammende lighed mellem disse to historier, og vi må acceptere, at det er samme hændelse de fortæller om.

Altså, fortalt kortfattet: Rehabeam bliver første konge i Juda, og er det i 17 år (1. Kong. 14:21). Derefter kom Abija, som var konge i 3 år (1. Kong. 15:1-2). Derefter kom Asa, 20 år efter riget blev delt. Vi hører i 2. Krøn. 14:1, at på hans tid, var der fred i 10 år. Dvs. at vi så er 30 år inde i det opdelte riges tid. I 2. Krøn. 15:19 hører vi at der ikke var krig før Asa’s 35. regeringsår, og i verset efter - 2. Krøn. 16:1, hører vi at krigen hvor Rama befæstes af Ba’sja, fandt sted - hvilket var i Asa’s 36. regeringsår.

Historien fortæller at Ba’sja trækker sig tilbage i denne krig (1. Kong. 15:21, 2. Krøn. 16:5). Ba’sja’s død er når man regner efter, først 10 år efter.

Hvad er det der sker? Ud fra denne forklaring og disse tal, som erkendt fra min side er kryptisk, så passer det hele med at denne krig ved Rama fandt sted i det opdelte riges 36. leveår. Men kan vi få yderligere bekræftelse på det?

Ordet som er brugt i 1. Kong. 15:9 om at Asa regerede, er det hebræiske ”malak”, hvilket også er bruget om de andre kongers regeringstid og det, at de regerede. Men om Asa’s regeringstid i 2. Krøn. 16:1, er det hebræiske ord ”malkuwth” brugt, som betyder kongerige.

Altså finder vi også her bevis på, at det ikke var i Asa’s 36. regeringsår, men i Asa’s kongeriges 36. regeringsår. Man kan diskutere oversættelsen, men den græske tekst er klar og tydelig.

På denne måde ser vi at i kongerigets 36. regeringsår, hvilket var Asa’s 16. regeringsår, fandt krigen med Ba’sja sted. Måden det bliver fortalt på, giver os mulighed for at se, at Ba’sja dør 10 år efter denne krig, i Asa’s 26. regeringsår.

Der er ingen fejl at finde, heller ikke i denne fortælling. Det kræver vilje at forstå, men det er ikke umuligt.

Hvor gammel var Ahasja da han begyndte at regere?


2. Kong. 8:26 siger han var 22 år, og 2. Krøn. 22:2 siger 42.

Efter Kong Asa, omtalt i spørgsmålet før dette, blev hans søn Josafat konge (2. Krøn. 17:1), som 35årig, og han herskede i 25 år (2. Krøn. 20:31). Efter ham blev hans søn Joram (Ahasja’s far) konge (2. Krøn. 21:1), som 32årig, og herskede i 8 år (2. Krøn. 21:5). Dvs. han var 40 år da han døde. Efter ham blev så Ahasja konge. Men vi har en al for åbenlys sag her, til at det kan være en fejl. Hvis Ahasja var 42 år gammel, som 2. Krøn. 22:2 siger, så ville han have været 2 år ældre end sin far.

Det er komplet usandsynligt at det skulle være en kopist fejl, for nøjagtigheden kopisterne havde, ville ikke kunne forveksle ? for 40, med ? for tyve. Derfor må vi endnu engang tage denne information som en uddybende detalje, der beriger historien, frem for at betvivle den.

Men hvor finder vi svaret? Et sted må disse 42 år gives tilkende, for uden tvivl var han 22 år, da han blev officiel konge.

Selvom der står at han var 42 år gammel, da han blev konge, behøver det ikke referere til hans alder. Der er noget som tyder på, at det er en måde at sige noget andet på. På hebræisk, kan sætningen også siges at han var en ”søn af 42 år”, og man kan spørge, søn af hvad?

I 2. Krøn. 22:2, læser vi at Ahazja’s mor var datter af Omri. Skønt hun ikke var hans datter, men barnebarn, så blev efterkommere ofte kaldt børn, eller sagt på en anden måde, hun var datter af hans familie.

I vers 3 hører vi at Ahazja vandrede i Akabs hus’ spor, dvs. i oprør mod Gud, og noget taler for, at vi skal kikke på Omri, som var Akabs far og med hvem Ahazja var i familie, igennem sin mor. Omri var ikke med i kongerækken, men var hærfører (1. Kong. 16:16). Det lader til at en ny kongefamilie startede med ham.

Derfor kan vi måske tælle antal år fra hans kongedømme, og indtil Ahazja bliver konge.

Omri regerede i 6 år i Tirza (1. Kong. 16:23). Hans søn, Akab, i 22 år. Akab’s søn, Ahasja, regerede i 2 år (1. Kong. 22:52). Efter Ahasja, regerede hans bror, Joram, i 12 år (2. Kong. 3:1). Sammenlagt giver disse tal 6+22+2+12 giver 42 år.

Efter Joram, blev dette dynasti udryddet, og Jehu blev salvet af profeten Elisa (2. Kong. 9:1-37 - 2. Kong. 10:1-14)

Grunden til at vi forholder os til Omri’s 6 år, og ikke de 12, som er nævnt i 1. Kong. 16:23, er at Omri blev konge i Asa’s 31. regeringsår, men Akab, hans søn, blev konge i Asa’s 38. regeringsår. Det betyder at Omri har delt kongestolen med sin søn i 6 år. Fra 31-38 kan der ret beset godt kun være rundt regnet 6 regeringsår, eks. fra slutningen af det 31. år, til begyndelsen af de 38.

Hvem var Josias efterfølger?


Var det Shallum (Jer. 22:11) eller Joahaz (2. Krøn. 36:1)?

Læs punktet Hvor gammel var Jojakin, da han blev konge?.

Shallum og Joahaz er én og samme person!

Forskellene mellem folkeantallet i Ezra og Nehemias.


Ezras Bog, og Nehemias’ Bog handler primært om Israels tilbagevenden fra fangenskabet i Babylon.

I Ezras Bog, kapitel 2, findes ét tal over det hjemvendte folk, og i Nehemias et andet.

Eks:
Ez. 2:5 fortæller at af Aras efterkommere, var der 775, der vendte hjem.
Neh. 7:10, fortæller at der var 652.

Da folket kom hjem fra Babylon, var det over en periode af ca. 19 år. Ezra og Nehemias skal ses i én kronologisk historie, hvilket vil sige at på ét tidspunkt, blev de 775 af Aras efterkommere ført hjem, og på et andet tidspunkt, de 652 - osv.

Ezra nævner navne og antal, som Nehemias ikke nævner - og omvendt. Men den konkluderede sum over tilbagevendte er ens. Ez. 2:64: ”Hele menigheden udgjorde 42.360”, og Neh. 7:66: ”Hele menigheden udgjorde 42.360

At gennemgå alt i detaljer, vil være alt for omfattende her. Men fejl i denne sag, findes der heller ikke!

Hvilken farve var kappen de lagde om Jesus ved retssagen?


Mattæus, som den eneste siger at kappen var skarlagenrød (Matt. 27:28). Både Markus (Mark. 15:17) og Johannes (Joh. 19:2), angiver farven purpur.

Hvilken kappe det var, de gav Jesus på, vides nok ikke. Og havde den samme farve over alt? Eller var farven en mellemting, der kunne ligne begge farver?

Skarlagen er en skinnende rød farve og purpur er rødviolet.

Jeg kan godt forestille mig at farven var en nuance imellem (eks. turkis - nogle siger grøn, andre blå), som er angivet af Evangelierne ud fra måden de skildrer Jesus på. Som før nævnt, så viser Mattæus Jesus som Messias. Markus viser Ham som tjener og Johannes som Guds Søn.

Den røde farve, blodets farve, fortæller om Messias der måtte dø - udgyde sit blod som det endegyldige offer for vores synd. Det er dette tema Mattæus forkynder, og gengav derfor farven som skarlagen.

Purpur er symbolet for kongelighed. Jesus var royal tjener, tjener for den Levende Fader i Himmelen, for en tid ringere ned Faderen, men stadig Guds Søn, kongernes Konge, og herrernes Herre. Markus har temaet Jesus som tjener og Johannes som Guds Søn, og derfor gengav de farven purpur.

Hvad gav de Jesus at drikke?


Gav de Ham ”vin blandet med malurt” (Matt. 27:34), eller var det ”vin med myrra i” (Mark. 15:23)?

I fortællingen om Jesus på vej til Golgata, Hans ankomst og som korsfæstet, tilbydes Han noget at drikke 4 gange. Taget i kronologisk orden, vil det se således ud.
  1. Soldaterne fører Jesus til Golgata. Inden de når frem, ville de give Jesus vin med myrra (Mark. 15:23) - men Han tog den ikke! - de fik ikke lov til at give ham den.
  2. Da de kom til Golgata, gav de Jesus vin blandet med malurt (Matt. 24:34). Nu smagte Jesus på den, men ville ikke drikke.
  3. Soldaterne spotter Jesus på korset, og rakte ham eddike (Luk. 23:36) - Læg mærke til, at det var før den 6. time, som først kommer i vers 44.
  4. Ved den 9. time råbte Jesus, og en af dem der stod og så på, løb hen og rakte Ham en svamp med eddike, og Jesus drak (Matt. 27:48, Joh. 19:29)
Endnu engang. Der er heller ingen fejl her, hvis man ser sig ordentlig for.

Hvor lang tid var Jesus i graven?


Læs artiklen Om to dage er det påske

Salomons pi


I 1. Kong. 7:23 gives nogle mål på det vandbad Salomon får bygget til templet: ”ti Alen fra Rand til Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i Omkreds”. Pi er 3.1415, og når Salomons runde vandbad, der er 10 alen i diameter og 30 alen i omkreds beregnes med pi - som den matematiske formel viser det med en cirkel (omkreds = 2*radius*pi eller diameter*pi) - så skulle omkredsen være 31,4159 alen.

Det bruger modstanderne mod Guds perfekte ord til at bevise, at der er åbenlyse fejl. Men som sædvanligt er passagen ikke læst og forstået. Den oversete faktor fra de kloge modstandere, er udformningen af badets kant.

Kanten på vandbadet var formet som en udsprunget lilje (1. Kong. 7:26), dvs. den bøjede ud efter, og omkredsen (de 30 alen) måles under denne kant - før den bøjer udefter. Dvs. de 10 alen fra kant til kant (diameteren) måles inkl. den koniske udformning, mens det indre mål (30 alen - omkredsen) måles under kanten, og skal derfor fratrækkes kantens tykkelse. Derfor kan diameteren være 10 alen, og omkredsen 30 alen, fordi kanten bøjer 10,30 cm ud.

Hvem slog Goliat?


Var det David eller Elhanan der dræbte Goliat? 1. Sam. 17:40-51 fortæller at det var David, mens der i 2. Sam. 21:19 står at det var Elhanan. Det er selvfølgelig en kilde til hån og latterliggørelse fra Bibelens kritikere, fordi de ingen interesse har for at se scenariet der gør udtalelsen sand. Er det en fejl? Der er forskellige løsninger:

For det første er det helt tydeligt, at der var gået en årrække mellem de to begivenheder. I 1. Sam. 17 er David stadig hyrde (1. Sam. 17:34-35), og i 2. Sam. 21 er David konge (2. Sam. 21:1, 5), og at en forvirring over hvornår Goliat blev slået skulle være gået overset hen i Israels historiske optegnelser, igennem Israels tid (Samuels bog blev skrevet i mellem 1050-750 f.Kr.), er yderst urealistisk.

Bibelselselskabet refererer i en fodnote til 1. Krøn. 20:5, vedrørende denne kæmpes væverbom, og i denne passage lærer vi at denne kæmpe hed Lami, og var Goliats broder. Derfor har KJV indsat teksten ”broderen til” Goliat i kursiv, for at forklare passagen. Formentlig blev det oprindeligt nedskrevet uden henvisningen til at det var broderen til Goliat der blev slået - det var sikkert underforstået for de lærde i Israel, og senere blev forholdet mellem Lami og Goliat gjort tydelig i Krønikebogen.

Et andet svar kan være, at Elhanan slog to kæmper, Lami og Goliat. I samme kampe slog Sibbekaj også to kæmper, Saf (2. Sam. 21:18) og Sippaj (1. Krøn. 20:4). I denne passage (hvor Saf og Goliat nedhugges) er der kampe i Gob (en by i Gat, se den lilla prik på kortet - byen hvor kæmpen Dod søgte at slå David, 2. Sam. 21:15-16), og ud fra 1. Krøn. 20:4-5 kunne det tyde på at Lami og Sippaj blev slået i kampe ved Gezer (grønne prik), mens kampen hvor David slog Goliat var i Terebintedalen (Elah dalen, KJV, 1. Sam. 21:9), lokaliseret imellem de top Judæiske byer Soko og Azeka (orange prikker, 1. Sam. 17:1-3).

Måske hed denne kæmpe Lami Goliat? Måske var det underforstået for Jødisk historie, at Elhanans Goliat ikke var Davids Goliat, men Lami Goliat?

Som du kan se er der mange mulige forklaringer - at Bibelen tager fejl er én mulighed, men blot én ud af mange, og derfor er der ingen grund til at vælge den mulighed - med mindre man har det formål at miskreditere Bibelen.

Afslutning


Bibelen er fantastisk, og intet sted i dette univers, findes der en bog, som er så gennemtænkt og præcis. Tænk over hvordan hvert et ord er blevet vigtig, i alle ovenstående spørgsmål.

Prøv du at lave en historie, som under angreb fra alle sider, kan stå uden at noget falder igennem. Guds Ord er guddommeligt. Det er en bog som er skrevet af Ham som har skabt alt omkring os. Kan vi finde fejl, som ikke blot er menneskefejl i lemfældige oversættelser, så ville vi kunne finde fejl hos Gud. Så var der vitterligt noget at frygte!

Der står i Ordet, at Gud, som er så ubeskrivelig nidkær for sit navn, så nidkær at Han fører det jødiske folk tilbage til landet Han har givet dem, for sit navns skyld (Ez. 36:22-24), Han har sat Ordet over sit eget navn: ”For du har ophøjet dit Ord over hele dit Navn” (Sal. 138:2 KJV).

Guds Ord er lutret 7 gange: ”Herrens Ord er rene Ord, som sølv lutret i en smelteovn på jorden, renset syv gange. Du skal tage vare på dem, O Herre, Du skal bevare dem fra denne generation og til evig tid!” (Sal. 12:6-7 KJV).

Selvom der skulle sidde folk og finde mine svar dårlige og ufuldkomne, da står Guds Ord alligevel selv - for sandhed er sandhed - og sandheden står selv! Jeg ville til hver en tid kunne have sagt, at jeg ikke kan svare på disse spørgsmål, og med fuld tillid alligevel sige, at jeg tror hvert et ord i Bibelen. Der står kun os, som mennesker, tilbage og kan sige, at vi ikke forstår. Aldrig vil vi kunne hæve os over Guds Navn og Ord, og påpege, at Han tog fejl.

Begynder vi at rette på Guds Ord, eks. som Origenes gjorde i Septuagintaen, bedreviden og modig, så vil vi komme til at stå som løgnere! ”Ethvert ord fra Gud er lutret, han er skjold for dem, der søger tilflugt hos ham. Føj intet til hans ord, for at han ikke skal irettesætte dig, så du står som løgner” (Ordsp. 30:5-6).


Debat: Bibelens modsigelser og fejltagelser

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*



Emne: Om Bibelen

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.

Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation