Dagens andagter


tirsdag d. 06-12-2022


Kampens løn<Læs 2.Tim. 4:7-18>

Nær afslutningen af sin gerning som apostel ser Paulus tilbage og ved, at han ikke har svigtet det kald, Jesus gav ham for 31 år siden, men har kæmpet kampen og løbet banen til ende. Det er et billede fra de græske kamplege, brydekampe og væddeløb <1. Kor. 9; 24 og 26>. Troen har han bevaret, og det inderlige samfund med den korsfæstede Jesus gjorde ham stærk.
Han ser fremad til det, alle kristne længes efter, Herren Jesu tilbagekomst <2.Tim. 4:.8>. Han henviser til retfærdighedens sejrskrans. Også dette er et ordbillede fra kamplegene. Den, der sejrede, fik en laurbærkrans sat på sit hoved. Den, som holder ud til enden, skal sammen med Paulus og andre hellige få deres krans, den evige salighed <Matt. 24:13 og Joh.åb. 2:10b>.
Selv om det er glæden, Paulus mest ser på, er der dog også et stænk af sorg. "Demas forlod mig af kærlighed til den nuværende verden. " Og 'Aleksander Smed har voldet mig meget ondt", skriver han. Denne Aleksander er måske den samme, der blev udstødt af menigheden i Efesus <1.Tim. 1:20> og som vidnede imod Paulus i Rom. Men alligevel er Paulus vel til mode, thi han har ikke mødt nogen lidelse, som ikke Herren Jesus selv har lidt. Det er et vidnesbyrd til os om, at vi skal følge Jesus, selv om det bringer trængsler, thi tiden her er kort, medens evigheden vedvarende består.

Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Glæden i Sorgen.


Matt. Kap. 5 v. 4
Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.

Vi har saa meget at være kede af, vi maa høre Jesus sige: vær kun ked af det, du er salig. Det tager ikke Bedrøvelsen bort. Saligheden er jo et Løfte, et Tilsagn fra ham. Men kan vi tro det, saa smelter der dog en Glæde sammen med Sorgen. Det er rigtig nok, siger Herren selv. Anderledes vil jeg ikke have dig. Jeg vil selv gøre dig rig og glad og give dig baade Jord og Himmel, men du skal intet eje til da. Og saa giver han jo sommetider sin Trøst. F. Eks. hvis Sorgen er over vore egne Synder, saa kommer han i sin Time med Syndernes Forladelse. Hvis den Retfærdighed, vi hungrer og tørster efter, er Barnekaar hos Gud, saa har han en Aand, som forvisser netop om Barnekaar og faar et Menneske til at raabe Abba, Fader! Men der er jo andre Sorger, som aldrig slukkes her, først derhjemme. Verden vil ikke bære dem, de vil ikke føle sig fattige, ugudelige, fejge, de vil ikke finde sig i Tilsidesættelse; men vil I? Vil I tage mod Jesu Ord om, at det er saadanne Folk, han vil kalde sine Disciple og tale til og betro sig til og bruge og velsigne i Tid og Evighed? Vi faar Glæde fra Gud, det er sandt, Gud ske Tak for hans Glæde, som kommer paa Besøg her; men hvad skal den Glæde? Den skal gøre os dygtigere til at bære mere Sorg. Vi faar en mægtig Ære, at være Guds Barn; men hvortil er den Ære? Den er, for at vi kan bære mere Tilsidesættelse her. Vi faar en vældig Barmhjertighed — for at vi kan øve Barmhjertighed. Vist er der noget af Himmelen her — ind imellem. Men det er, for at vi skal sige Ja til Fattigdommen og Sorgen og Vanæren. Det gjorde jo Jesus. Han kom saadan til os, fattig, vanæret, i Sorg over Synd og Død, kom og stiftede Fred med sit Blod, kom og viste os et Hjerte uden Plet, rent, som derfor aldrig tabte Gud af Syne, kom og øvede Barmhjertighed imod os. Saadan vilde Gud frelse os ud af en forkert Verden, ud af et forkert Sind, som søger sit eget og ikke Guds, som griber efter det timelige i Stedet for det evige, som ærer det skabte mere end Skaberen. Glæd og fryd jer, for jeres Løn skal være stor i Himmelen, siger Jesus.