Der er en skillevej, som alle, der kender noget til kristendom, når frem til. Der er den brede vej, hvor verden falskelig tilbyder alle sine herligheder. Og der er troens vej, hvor der ingen falsk skiltning er, idet Gud aldrig giver tomme løfter.
Disse to veje fjerner sig stadig mere fra hverandre, jo længere man går frem ad dem. På den brede vej opleves gang på gang, at den lovede herlighed udebliver og skuffelse følger på skuffelse og sorg i stedet for glæde. På den smalle vej, der valgtes i tro, erfares glæde over glæde og herlighed fulgt af endnu større herlighed. Og byrderne, der bæres, overstiger aldrig vandrerens kræfter, eftersom Herren vor Gud selv er med og bærer de byrder, der ellers ville knuse os.
Den, der vandrer på denne vej i tillid til Herrens ledelse, øger sin visdom og forståelse, ikke blot om Skriften, men om det, der bedrøver Gud af det, vi har med i rejsetasken fra vor tid i verden. Vi har mange ting med, som måske kan hindre os i at have den dybe fred med Gud. Men går vi på den smalle vej, bliver vi fintmærkende og kan en dag i vor ånd forstå, når noget bedrøver Gud, thi da bliver vi også dybt bedrøvede i vor egen ånd.
Vil vi blive Guds vandringsmand på vej mod den gyldne stad, skal vi tage mod til os og begynde at gå på den smalle vej, hellere i dag end i morgen.