Dagens andagter


fredag d. 06-08-2021


Frels mig, at den onde ikke skal rive mig sønder <Salme 7-1-2>

David, som havde været hyrde, vidste, hvor hjælpeløst lammet er, når løven jager. Han beder Gud beskytte sig, så hans fjender ikke får lov at behandle ham på samme måde. Et sådant "rovdyr" er bagtalelser, der udsendes af den onde for at sønderrive os. Vort gode navn angribes. Der går mange kræfter til forsvar, og en del kører træt og får aldrig begyndt igen med frimodigt at arbejde for Guds rige.
Den onde har mange planer om at ødelægge Guds folk. Løgne løber i hast fra mund til mund, og ingen véd til sidst, hvor den begyndte; men at standse den er som at slå et slag i luften. Mange bliver derved så skræmte, at de ikke tør åbne deres mund og tale imod det onde.
David opfordrer os i sin Salme til ikke at blive forskræmte men have tillid til Gud og fortsætte vort liv i troen på ham. De gudløse vil atter spænde deres bue. Men deres brændende pile falder ned over deres egne hoveder, og deres uret rammer dem selv. Davids skjold var Gud, der frelser de oprigtige af hjertet. Måtte vi også vælge Gud som vort skjold, at vi kan sejre ved at holde os til ham, så Djævelen ikke kan rive os sønder. - Såret jeg flyed fra ulvens tand, mit blod til hans fod er rundet; selv han mig bar til kildens rand, der har jeg lægedom fundet.

Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Syndens Alvor.


Luk. Kap. 15 v. 21
Men Sønnen sagde til ham: Fader! Jeg har syndet imod Himmelen og over for dig.

Synd er noget forfærdeligt noget. Hvad der er ødet, det er ødet. Der er noget, der er uopretteligt. Naar det rigtig gaar op for en, kan ogsaa et gammelt Guds Barn komme til at tvivle om Naaden. Vor Vej kan falde om ad et Sted en Dag, og idet vi er der, staar for os noget, noget, vi gjorde, noget, vi undlod, og hvor syndigt det er, ved vi knapt, kun er det, som der rejser sig en Anklage, og én eneste Ting er sikker, det er, at nu er der intet at gøre ved det. Intet! Og saadan er det jo, vi i Aarenes Løb er blevet udstyret med en Bylt, som vi altid slæber med os, og hvad er der at stille op? Intet! Men Jesus siger: Jo, der er noget at gøre, du kan staa op og gaa til din Fader og sige: Fader, jeg har syndet. Og saa er alt tilgivet og glemt. Alt. Synden, der er ingenting at gøre ved den, siger vor Forstand. Men han, som døde for Syndens Skyld, han siger: Jo, der er en Favn, der er et Hjem, hvor Skylden er glemt. Og denne Favn er Guds Favn, dette Hjem er — ikke Himlen, for det er ikke den, her er Tale om, men det Hjem, som blev vort, da vi blev døbt, Guds Folk hernede, hvor Guds Kærlighed mærkes, fordi Guds Aand gør os visse og trygge og tager Skyen bort, saa Guds Naade hvælver sig over os.

Hvad nytter det, at Folk kommer og fortæller os, at Gud tager det ikke saa nøje? Hvad nytter det, at Folk gaar og forsikrer hinanden om, at det gaar nok altsammen? Det snakker de om i gode Dage, men naar det bliver Alvor, naar Døden kommer listende, og det skal til at vise sig, om det passer, saa skal de nok holde Mund. Der er kun én eneste, der kan sige det, saa det tros, det er Jesus, fordi han selv bar vore Synder op paa Korset og betalte med sit Blod. Han kan. Og saa er det sandt. Lige saa sandt, som at du har syndet og kan aldrig gøre det om.