Vi må ikke falde for fristelsen at adskille Gud og hans nådes ord. Vi lukker gerne Gud ind i vort liv, men vil helst lade visse afsnit af Ordet stå udenfor. Men derved er det en ukendt Gud, vi tjener. Vi kender ham ikke, dersom vi tror, vi kan tiltage os ret til at udelade visse afsnit af, hvad han har sagt. Vi lader let tiden med dens anstrøg af liberalisme og moderne kritisk bibelsyn præge os. Men Bibelens tale om helliggørelse, frelse og fortabelse vil altid være tidsaktuelle. Vælger vi at tro noget andet, narrer vi os selv.
Gang på gang har Gud forsikret, at han ikke er blevet en anden, og at han ikke ændrer sin munds udsagn. Såvel som Gud altid er den samme, er Skriften altså det også. Men mange i vor tid bryder med det gamle. Vi kan kaste gamle ting væk og skaffe os nye, men vi kan ikke ændre på måden, hvorpå vi kan frelses, eller på, hvorledes Gud vil dømme på dommens dag. Vi har kun én rettesnor, og det er Ordet, Gud har givet os. Vi kan ikke kalde Bibelen for ord, der er talt og skrevet af mennesker, "for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud", 2.Peter 1:21. Om profeterne læser vi, at "profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få; de grundede nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi Ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser, og den herlighed, der skulle følge", 1.Peter 1:11.