Dagens andagter


tirsdag d. 23-10-2018


"Han er gæst hos en garver", Ap.g. 10:6

Garverne stod ikke højt hos jøderne, for deres arbejde blev betragtet som urenligt, og en ortodoks jøde ville aldrig finde på at tage ind som gæst hos en garver. De fik endog ikke lov at bosætte sig i byen. Peter var under Guds oplæring og havde lært at se med nye øjne, så ikke alt, hvad han før havde kaldt urent, betragtede han længere som sådant. Og nu boede han hos en garver.
Vi kan tænke os, hvad det har kostet Peter at gå Guds vej. At bo hos en garver måtte for ham være at synke dybt. Men han gjorde det, måske endog med glæde. Det ville måske være os imod, dersom Gud bed os have samkvem med en, som hele byen betragtede som et udskud. Men som en sand Jesu efterfølger skal vi, ganske som Peter, være villige til at forandre vore standpunkter. Jesus viste os vejen ved at omgås syndere og toldere. Det siger os måske ikke så meget, fordi vi ikke kender de synspunkter, der herskede i Israel på Jesu tid. "Pæne" mennesker holdt sig på afstand fra sådanne, men Jesus viste dem, at han anså både syndere, toldere og skøger for værdige til at tage imod Guds indbydelse. Han deltog ikke i deres livsform men viste dem, at døren til Gud var åben også for dem. Og derfor flokkedes de omkring ham. Vi må lære at se, at enhver sjæl er dyrebar i Jesu øjne, og at alle skal have indbydelsen til at komme, som de er, og tage imod hans frelse. - "Gå ud på vejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind", Luk. 14: 33.

Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Bær Omvendelsens Frugt.


Matt. Kap. 3 v. 7-
I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede? Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig.

Guds Vrede det er Forudsætningen for alt, hvad Gud har sagt og gjort. Hvad er ellers Frelse? — Pjat! Men hvis det med Øksen og Guds Dom og Forkastelse er sandt, saa er det, der lyder om Frelse i Jesus, hvad du trænger til mere end noget andet, ja, mere end Sundhed og dagligt Brød.

Til dem, der har en Anelse om, at det passer, og der maa ske noget, hvis ikke jeg skal gaa fortabt, lyder de Ord af Johannes den Døber: saa bær da Omvendelsens værdige Frugter.

Det vil jo først sige: omvend dig, hvis du ikke har gjort det. Det er paa høje Tid. Og dermed siger Gud til jer, som indvender: ja, men det kan man ikke saadan selv, jo, du kan! Hvad siger Gud ellers saadan for. Omvend dig! Naar han siger det, saa kan du. Tvivl dog ikke om det. Du kan ikke, fordi jeg siger det, eller et hvilket som helst Menneske. Men hvis Gud siger det ind i din Samvittighed, saa kan du. Saa megen Tro maa der da være i os, der hører Guds Ord, at vi kan begribe, at naar Gud befaler det, saa kan man. Saa er der et Spring, du kan gøre. Saa er der en Bøn, du kan begynde paa i Dag. Saa er der en Lydighed, du kan præstere. Saa er der et Ja, du kan sige. Saa er der et Nej, du kan sige. Saa er der en Løgn, du kan holde inde med, saa er der en Tilstaaelse, du kan komme med.

Hvor er det en ubegribelig Naade, at Gud, ligemeget hvordan Tiderne er, bliver ved at lade sit Naades Ord lyde ud over Verden, bliver ved at bære over og bære over. Men har du set, at Øksen ligger ved Træets Rod, saa har du set, at der er en Grænse. Den er længere ude end din Overbærenhed med dem, der foragter dig. Men den er. Jeg er ikke Profet. Hvor længe Gud bærer over med vor Verden, ved jeg ikke. Hvor længe han bærer over med mig, ved jeg heller ikke. Men eet ved jeg: der er en Grænse. Det Moratorium, han har tilstaaet Menneskeslægten, det er et Moratorium, det er ikke en Udslettelse af Gælden.