Syndfloden lå bagude, men synden var ikke væk. Menneskene adlød ikke Guds ord om atopfylde jorden men valgte at blive på ét sted og i trods bygge et stærkt og stort tårn, hvis tinder skulle knejse lige op imod himmelen, og som senere fik navnet Babelstårnet, forvirringens tårn. Dette tårn var et ulydighedens tegn og et samlingsmærke, der skulle gøre dem navnkundige. Og der ville de tilbede de himmelske magter, de valgte som guder. Herren måtte gribe ind, thi det, disse folk var i færd med, var ondt. Og han adspredte dem derfor ved, at de ikke længere kunne tale samme sprog. Men hvor de end slog sig ned, begyndte de straks at gøre sig egne guder og vedblev genstridigt at stå Gud imod.
Denne genstridige trodsighed hører ikke blot fortiden til. I dag myldrer det frem med afguder i stigende tempo. Afguder, som gennem tiderne kun har været tilbedt i Østen, har nu fået fodfæste i en lang række Vestens lande, hvor både unge og ældre desværre tilslutter sig disse religioner. Vi står overfor et valg, enten at dyrke disse urene religioner, der stammer fra mørkets magter, eller at vi vil sige som Josva: Jeg og mit hus, vi vil tjene Herren!
Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Denne genstridige trodsighed hører ikke blot fortiden til. I dag myldrer det frem med afguder i stigende tempo. Afguder, som gennem tiderne kun har været tilbedt i Østen, har nu fået fodfæste i en lang række Vestens lande, hvor både unge og ældre desværre tilslutter sig disse religioner. Vi står overfor et valg, enten at dyrke disse urene religioner, der stammer fra mørkets magter, eller at vi vil sige som Josva: Jeg og mit hus, vi vil tjene Herren!
Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Pantet paa vor Arv.
Ef. Kap. 1 v. 13
I hvem I ogsaa, da I bleve troende, bleve beseglede med Forjættelsens hellige Aand.
I hvem I ogsaa, da I bleve troende, bleve beseglede med Forjættelsens hellige Aand.
I Sammenhæng med Seglets bevarende Magt staar det, at den Helligaand kaldes Forjættelsens hellige Aand. Forjættelsens Aand, d. v. s. den Aand, som Gud fra den gamle Pagt har forjættet, over alt Kød vilde han udgyde sin Aand.. Over Trælle og Trælkvinder. Frelsen er en Husholdning, en Plan, som vi, der kan se tilbage over Historien, faar Lov at se virkeliggjort. Den Aand, der svævede over Vandene før Verdens Skabelse, den Aand har Gud, da Forsoningen er sket, udsendt over dem, der tror paa Sønnen.
Men den Aand hedder Forjættelsens Aand ikke blot, fordi den var forjættet, men ogsaa, fordi den indeholder en Forjættelse. Da Gud beseglede os med sin Aand, var det fordi han havde en Plan med os som med hele sin Ejendom, hele sit Folk. Den Aand, som gav os Samfund med Gud og gav os Barne-kaar hos ham og trykkede et nyt Mærke paa os, er et For-skud paa vor Arv. Et Guds Barn har det bedste tilbage. Han har kastet Ankeret ikke tilbage, det er ikke en Oplevelse fra Fortiden, vi bygger paa, men fremad, ind bag Forhænget, det, som vi nærmer os, det som skiller mellem den kommende-Verden og den nuværende. Den evige Verden er nemlig den kommende. Pant paa vor Arv staar her. Pant er knap det rigtige Ord. For ved Pant forstaar vi tit noget andet end det, der er ventet. Naar jeg har Penge til gode hos en, kan jeg have Pant i hans Møbler, skønt jeg hverken vil eje eller have dem. Men her er Tale om et Pant, som er af samme Art som det, vi venter. Et Forskud paa Arven har Gud givet os, og det er-netop hans Aand. Her er der noget begyndt, som skal strække sig ind i Evigheden. Her er begyndt et Samfund med Gud, som skal fylde en Evighed med sit Indhold. Det er begyndt her, skønt vi ikke har set Gud. Men det er dog begyndt. Et Forskud paa vor Arv.
Et Forskud, men altsaa ogsaa kun et Forskud. Det bedste staar tilbage.