Dagens andagter


fredag d. 26-02-2021


"Når urolige tanker tog til i mit indre, så gjorde din trøst mig glad", Sal. 94:19

Vi kender alle til, at der kan komme tider, hvor urolige tanker påvirker os, og bekymringerne trænger sig på. Salmisten kendte også til urolige tanker men ligeledes til, at Guds trøst kan gøre glad. Vi elsker de stille vande, hvor alt glider sagte forbi os, som det plejer. Da er det ikke svært at sige Gud tak for dagen. Men når de stille vande bliver som en stærk, oprørt sø, og bølgerne går over os, er det sværere at forbliver i roen. Vi skal flittigt gå til Guds ord for at lære, at selvom vi er urolige udadtil, kan vi bevare freden i vort indre, fordi vi sætter vor tillid til, at Gud, som har hjulpet hidindtil, han hjælper også herefter.
Satan fylder os gerne med bekymringer, dersom han får lov, og fører os ud, hvor vi ikke længere kan se nogen udvej. Men vi skal gå imod ham og sige, at vi har sat vor lid til Gud. Hvordan det end går, er vi i hans hånd. Men Gud tillader til tider, at vi prøves, for at vi skal styrkes gennem at se, at den, der stoler på Gud, ikke går under men kommer igennem trængslen med en endnu større tillid til ham. Måske han ikke altid hjælper på den måde, vi håber, men fører os ad en anden vej, dersom vi holder os til ham. - Om ej ad min vej, så dog ad sin egen vor Herre ved råd.

Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Liv Og Død.


Joh. Kap. 6 v. 51
Jeg er det levende Brød, som kom ned fra Himmelen; om nogen æder af dette Brød, han skal leve til evig Tid.

Der er to Ord, der svarer til hinanden, de kan paa jordiske Vilkaar ikke skilles, det ene fattes ikke uden det andet, det er Liv og Død. Vil man forklare, hvad det er at leve og samtidig undlader at opklare Døden, saa har man jo intet forklaret. Vil man gruble over Døden, saa maa man dog først have rede paa, hvad Livet er, hvorfor vi er her. Læg Mærke til Guds Sanddruhed, hvor Jesus taler om sig selv som Livets Brød, der slutter han med at sige: og det Brød, som jeg vil give, er mit Kød, hvilket jeg vil give for Verdens Liv. Han blev for nogle af os det, han siger her i Dag han er, han blev Brødet, der holder os i Live, saa der er noget ved at leve, Spænding over Livet, Indhold, det smager Salt, men vi ved ogsaa godt, at det blev han ved at dø for os. Tale sandt om Livet kan man kun, naar man tør tale om Døden. Den, der ikke tør tale om Døden, han er galt vendt i Livet. De to hører sammen.

Se derfor, hvordan mange lever, saa de ikke tør dø. Det er kommet sammen med det store Frafald, vi staar i, at Folk tør ikke dø, ikke nævne Døden. Hvis man i et Hjem hører ganske jævnt og ligeud sagt, at nu er det Døden, og man taler med den døende om det, saa er det jo næsten sikkert, at det er et troende Hjem. Men Ugudeligheden viser dog, at der er Folk, der tør dø, de tager deres eget Liv. Danmark er et af de førende Lande paa det Omraade. Ja, de tager deres eget Liv, de tør dø, men hvorfor? for de tør ikke leve. De har fjernet sig saadan fra Gud, at hans Ord ikke mere skræmmer dem. Folk tør ikke dø, og naar de endelig tør dø, saa tør de ikke leve.

Men i Dag staar vor Frelser for os, og vi kender ham som Livets Brød for os, fordi han vilde gaa i Døden. Derfor lover han os evigt Liv.

O, vær du, hvad du dig har kaldt,
mit Brød, mit Lys, min Vej, mit Alt!