Mange har hørt evangeliet men tror ikke på, det er Guds ord. Det er bedrøveligt, thi alt har været beredt til deres frelse fra før verdens grundvold blev lagt. Der er også mange kristne, der lever på sultekost, fordi der dybt i deres hjerte ligger en vantro, der hindrer troen i at hvile i Guds løfter. En sådan vantro gør, at livet med Gud ikke når til det stade af tro og hellighed, som Bibelen viser er Guds plan for sit folk. Uden tro er budskabet om Gud uden værdi. Derfor er der så megen åndelig lunkenhed hos mange. Paulus taler om, hvor betydningsfuldt det er at kende Guds ord, thi uden kendskab til ham ingen tro <jvnf, Rom. 10:14>.
Men at få et ret forhold til Gud skal vi helhjertet ville. Halvhjertethed og lunkenhed fører ikke til noget. Det må være en bøn, et nødråb fra hjertet, hvor Gud ser, at vi virkelig ønsker frigørelse fra synden og få del i hans frelse ved troen på Jesus Kristus. Vi kan gøre dette vers til vor egen bøn: Klippe, du som brast for mig, lad mig skjule mig i dig. Lad den blodets strøm, som flød fra din side, hvid og rød, frelse mig og to mig ren for al syndens skyld og mén!Men vi må lære, at vejen med Gud er så trang, den er så smal, den vej til himlens høje sal, fordi den kun kan rumme to: Min Gud, og så mit hjertes tro!