Moody blev engang spurgt, om han mente, han havde kraft og frimodighed til at lide martyrdøden. Hertil svarede han: Jeg har ikke kraft i dag, fordi jeg ikke har brug for den i dag. Men skulle den dag komme, hvor ]eg bliver kaldet til at gå i døden for min frelser, da ved jeg, at han vil give mig kraft til at gå en sådan dag i møde med frimodighed!Min nåde er dig nok! lød Guds ord til Paulus, og den vil også dække alle vore behov. Det er med den, som med mannaen. På hverdage kunne israelitterne kun samle til en dag, men til sabbatten holdt mannaen sig i to dage. Vi får nåde til en dag ad gangen og kun under særlige omstændigheder en større tildeling. Frygt derfor ikke! Kommer der svære dage, vil Gud give kraft til at bære dens byrder. Bibelens budskab lyder også: I må"ikke være bekymrede for dagen i morgen, thi dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage",Matt 6; 34. Vi er klar over, at vi ikke mandag morgen kan løfte hele ugens arbejde, men en ting ad gangen fordelt over hele ugen kan vi magte, Således skal vi også. åndeligt kun løfte det, der ligger lige for og hvile i at styrken skal være som vore dage. - Nær hos mig han vil mig altid lære særlig nåde for hver enkel tid;... "Som din dag er, skal din styrke være '" Det er løftet i hans ord!
Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Vort Vidnesbyrd.
Joh. Kap. 15 v. 21
Men ogsaa I skulle vidne.
Men ogsaa I skulle vidne.
Vi skal altid huske, at det er ikke i vor egen Sag, vi vidner, det er i en andens, nemlig den, Gud har med den, vi taler med. Derfor skal vort Vidnesbyrd ikke have den Form: jeg tror paa Jesus, jeg er vis paa, at det passer, jeg har saadan en dejlig Fred. Nej, Vidnesbyrdet er om Jesus. At han kan frelse, fuldkommen frelse og tilgive. Hvad du og han oplever sammen, kommer i og for sig ikke andre ved. Naar man fortæller det, ledes den andens Tanker bare hen paa en selv, men den skal ledes hen paa Jesus. Sig: Han er en Frelser, du har en Frelser og Dommer, skønt du ikke tror det. Et Vidne fortæller Kendsgerninger, at Gud har givet sin Søn hen for os, at han lever. Selvfølgelig, hvis de saa spørger: hvorfra véd du det? kan der blive Anledning til at fortælle et eller andet, men ikke mere, end der behøves for at gøre Vidnesbyrdet om Jesus troværdigt.
Man kan heller ikke sige, det er at vidne at sige f. Eks.: du skulde ikke bande saadan; det lyder ikke pænt! — Det er at formane. Det kan maaske en Fader sige til sit Barn eller en ældre Ven til en yngre. Men det kan let falde ind under det at se Skæven i sin Broders Øje og glemme Bjælken i sit eget. Eller at sige til en, som drikker: du skulde ikke drikke saa meget! Det er et meget godt Raad; men hvad har det med Guds Sag med det Menneske at gøre? Dog kan en Formaning med Guds Ord, naar den, vi taler til, véd, det er Guds Ord, maaske indeholde et Vidnesbyrd. Kom Hviledagen i Hu, at du holder den hellig. Det er en Formaning, men for saa vidt som den anden godt véd, det er Guds Ord, peger det dog hen mod Gud. Gud har givet sine Børn fri i Dag, det er et Vidnesbyrd.
Vidnesbyrdet maa saa meget som muligt samle sig om Jesus, For ham vil Verden gerne have tiet ihjel, og hans Navn er det store Vidnesbyrd i Verden om, at Gud har en Sag med os.