Dagens andagter


lørdag d. 23-10-2021


"Han er gæst hos en garver", Ap.g. 10:6

Garverne stod ikke højt hos jøderne, for deres arbejde blev betragtet som urenligt, og en ortodoks jøde ville aldrig finde på at tage ind som gæst hos en garver. De fik endog ikke lov at bosætte sig i byen. Peter var under Guds oplæring og havde lært at se med nye øjne, så ikke alt, hvad han før havde kaldt urent, betragtede han længere som sådant. Og nu boede han hos en garver.
Vi kan tænke os, hvad det har kostet Peter at gå Guds vej. At bo hos en garver måtte for ham være at synke dybt. Men han gjorde det, måske endog med glæde. Det ville måske være os imod, dersom Gud bed os have samkvem med en, som hele byen betragtede som et udskud. Men som en sand Jesu efterfølger skal vi, ganske som Peter, være villige til at forandre vore standpunkter. Jesus viste os vejen ved at omgås syndere og toldere. Det siger os måske ikke så meget, fordi vi ikke kender de synspunkter, der herskede i Israel på Jesu tid. "Pæne" mennesker holdt sig på afstand fra sådanne, men Jesus viste dem, at han anså både syndere, toldere og skøger for værdige til at tage imod Guds indbydelse. Han deltog ikke i deres livsform men viste dem, at døren til Gud var åben også for dem. Og derfor flokkedes de omkring ham. Vi må lære at se, at enhver sjæl er dyrebar i Jesu øjne, og at alle skal have indbydelsen til at komme, som de er, og tage imod hans frelse. - "Gå ud på vejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind", Luk. 14: 33.

Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Stor Synd, større Naade.


Luk. Kap. 7 v. 37
Se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen. Da hun fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun.

Syndernes Forladelse, det er det største paa Jorden. Der er nemlig to Magter her, og større end dem er ingen, den ene er Menneskers Synd, den anden er Guds Naade. Menneskers Synd er en Sum af Uret, af ondt, af Lidelse. Til daglig kan man gaa let hen over den og maaske synes, det er ikke saa galt, som Præsten prædiker. Men somme Tider fortætter den sig, saa bliver den til en Udladning, som naar Lummerheden fortætter sig til Torden og Lynild, vi kan tænke paa Krigen. Saa bøjer Menneskeslægten sit Hoved og spørger i Angst: Hvad er det for noget forfærdeligt ondt noget, vi er prisgivet? Den kan fortætte sig for den enkelte i Dødsangst. Den kan ganske uafhængig af ydre Forhold gøre et Menneske ulykkeligt, fordi han ved sig skilt fra Gud ved sin Synd. Men mærkelig nok kan man ogsaa fuldstændig sløves, saa den slet ikke betyder noget for en. I saa Tilfælde betyder Naaden jo heller ikke noget. Man synes næsten, det er Guds Pligt at tilgive en, det er saa at sige hans Bestilling.

Den Kvinde, som disse Ord siges om, var nu ikke af dem. Hendes Synd var stor, men Guds Naade var ogsaa blevet stor for hende. Den var blevet saa stor, at hun havde glemt, hvad Folk vilde sige. Det, som er mange Folks Ledestjerne gennem Livet: hvad vil Folk sige? Hvad vil de sige, hvis jeg gaar i Kirke? Hvad vil de sige, hvis jeg bliver fra Kirke? Hvad vil de sige, hvis jeg gaar til Alters? Hvad vil de sige, hvis jeg omvender mig? Hvad vil de sige, hvis de faar det og det at vide om mig? Hvad vil de sige, hvis de ser mig græde? Hvad vil de sige, hvis de ser mig folde Hænderne? — Tænk, at det havde hun aldeles glemt at tænke over. Hun tænkte ikke paa Tøjet, ikke paa, hvad der var pænt og passende, ikke paa sin egen Fortid, hun søgte en, og det var ham, som var blevet hendes Frelser, Mellemmand mellem Gud og hende, fordi hans Ord tog hendes Synd bort og gav hende en Ære tilbage, den Ære at være Guds Barn.