Der er forlydender om at USA vil tage palæstinensiske flygtninge. Under Biden-administrationen er USA blevet oversvømmet af ulovlig massemigration igennem Bidens håndtering af grænsekrisen, og nu støder nylige rapporter til, der tyder på, at han planlægger at bringe uovervågede palæstinensiske flygtninge fra Gaza ind i USA.

Det er noget som resten af Vesten kunne finde på at kopiere, så derfor er det interessant at kende konsekvenser fra historien, hvad det betyder at tage palæstinensiske flygtninge. Der er særligt én video der deles voldsomt for tiden¹, fordi den giver en god gennemgang af de problemer nabolandende har oplevet med det, vi i dag kalder det palæstinensiske folk.

Hvorfor tager flere arabiske lande i Mellemøsten ikke imod palæstinensiske flygtninge?
Krigen mellem Israel og Hamas har rejst bekymringer om, at millioner af palæstinensere, der bor i Gaza-striben, kan blive tvunget til at blive flygtninge. Men på trods af at Gaza deler grænse med Ægypten, afviste den ægyptiske regering hurtigt enhver mulighed for at tage imod palæstinensiske flygtninge. Faktisk bygger Ægypten nu en endnu større grænsemur med Gaza end den, der allerede er på plads.

Hvorfor afviser Ægypten de overvejende arabiske og islamiske palæstinensere?
Mange udenforstående observatører undrer sig over hvorfor Ægypten afviser det palæstinensiske folk. Og naturligvis har mange påpeget, at det kan tjene de politiske interesser for mange arabiske nationer at afvise at acceptere palæstinensiske flygtninge, da det giver dem mulighed for derefter at bebrejde Israel for enhver form for humanitær krise, der udfolder sig.

Men der kan også være andre grunde.

Igennem historien, har mange arabiske nationer accepteret palæstinensiske flygtninge
Det er værd at bemærke, at historisk set har mange arabiske nationer accepteret palæstinensiske flygtninge. Og det kan være grunden til, at Ægypten ikke ønsker at gøre det nu. I 1991 udviste den kuwaitiske regering faktisk næsten 300.000 palæstinensere i kølvandet på den første Golfkrig. Og dette repræsenterede forbløffende 18% af Kuwaits samlede befolkning.

Årsagen til udvisningen var, at Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation faktisk havde støttet Saddam Husseins invasion af Kuwait et år tidligere. Denne støtte voksede kun efter at Irak begyndte at angribe Israel, med raketter i løbet af krigen. Efter Kuwaits befrielse betragtede regeringen det meste af det palæstinensiske samfund som medskyldige, i den irakiske besættelse af deres land. Som svar blev næsten alle palæstinensere deporteret i løbet af få måneder.

Det var ikke første gang sådan noget var sket. Årtier tidligere havde palæstinensiske grupper, der opererede i Jordan, åbent kaldt til omstyrtelse af Jordans monarki efter Seksdageskrigen. På det tidspunkt havde PLO sit eget separate militær på jordansk jord og brugte denne bevæbnede styrke til at så kaos. Bevæbnede bander af PLO-militanter kørte rundt i landet og røvede familier og virksomheder, under pålydende at indsamle økonomisk støtte til den igangværende krig mod Israel.

Konflikter med Jordan og efterfølgende begivenheder.
Når medlemmer af det jordanske politi og hær forsøgte at forsvare deres borgere mod disse angreb, blev de selv angrebet og dræbt. Det palæstinensiske politiske netværk fungerede som en stat i staten, og militanterne brugte gentagne gange Jordan til at affyre raketter mod Israel. Den marxistisk-leninistiske Folkefronten for Palæstinas Befrielse gik endda så vidt som til at kapre flere fly. PLO, som har sit hovedsæde i Amman, blev tvunget til at forlade Jordan. PLO blev derefter sendt til en palæstinensisk-kontrolleret lufthavn i Jordan, hvor de blev holdt som gidsler.

I september 1970 havde den jordanske hær endelig fået nok. En fuldskala krig med PLO brød ud, og efter ti måneders kamp blev palæstinenserne drevet ud af landet. Som en afskedsgave myrdede en palæstinensisk terroristgruppe kendt som Sort September den jordanske premierminister.

PLO's indflydelse i Libanon.
Desværre slutter historien ikke her, for PLO flyttede derefter ind i Libanon, hvor de allierede sig med marxistiske og socialistiske bevægelser, der søgte at vælte Libanons konservative maronitiske kristne regering. Tilstrømningen af tusindvis af palæstinensiske militante destabiliserede fuldstændigt Libanon og kastede hele nationen ud i kaos. Mindre end fire år efter at PLO var blevet udvist fra Jordan, befandt Libanon sig midt i en af de blodigste og mest kaotiske borgerkrige i Mellemøstens historie, hvorfra landet aldrig er kommet sig fuldstændigt.

De bredere konsekvenser for regionen.
Kort sagt, palæstinensiske organisationer har ikke kun angrebet Israel. De har sået uro i mange af de nærliggende arabiske og muslimske lande også, og det har ført disse regeringer til den konklusion, at tilladelse til masseindvandring eller endda bare genbosættelse af flygtningelejre inden for deres grænser, vil føre til indenlandsk uro for deres egne lande. Og det forværrer naturligvis kun den humanitære krise for de palæstinensiske ikke-kombattanter, der er fanget i midten.

Problemet er, så længe terrororganisationer som Hamas og andre er valgt til at repræsentere det palæstinensiske folk, vil deres lidelser sandsynligvis fortsætte, da hverken Israel eller tilsyneladende de omkringliggende arabiske nationer ønsker at se deres egne befolkninger truet af terrorgrupper.

Referencer

¹ "Why The Middle East Won’t Accept Palestinian Refugees", The Why Minutes, YouTube, d. 01-11-2023