Her er et klip fra 2017, hvor den palæstinensiske Mosab Hassan Yousef, der er vokset op i Hamas, tager bladet fra munden i FN. Klippet begynder med de sædvanlige anklager mod Israel fra verdens lande, herunder Nordkorea og Iran, hvorefter Yousef forklarer at det ikke er Israel men Hamas der er den rette modtager af anklagerne.
| “ | PLO: Israel den besættende magt fortsætter med sin koloniale politik og sine daglige overtrædelser, fortsætter med at misbruge, at vilkårligt tilbageholde, at udføre etnisk udrensning, stjæle jord og naturressourcer fjerne træer, stjæle penge. Syrien: ...israelsk aktivitet for at jødisere Jerusalem, nedrivning af hjem, en konfiskation af jord og ejendom, ødelæggelse af naturressourcer. Qatar: ...racistiske krænkelser begået af Israel. Nordkorea: Israel fortsætter med at begå forskellige former for menneskerettighedskrænkelser i Palæstina. Pakistan: Israel, den besættende magt, rykker frem i sine bestræbelser på massekolonisering og fortsat apartheid, få det til at stoppe dette kolonialistiske regime. Venezuela: ...apartheid-grusomheder og massive ødelæggelser påført det palæstinensiske folk. Iran: ...krigsforbrydelser imod menneskeheden etnisk udrensning og statur Mosab Hassan Yousef: Jeg tager ordet på vegne af UN Watch Mit navn er Musab Hasan Yusuf, jeg voksede op i Ramallah som et medlem af Hamas, jeg adresserer disse ord til den palæstinensiske myndighed, som hævder at være den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk. Jeg spørger, hvor kommer jeres legitimitet fra? Det palæstinensiske folk har ikke valgt jer og de udnævnte jer ikke til at repræsentere dem. I er selvudnævnt. Jeres ansvar er ikke overfor jeres eget folk, dokumenteret af jeres egen samlede overtrædelse af deres menneskerettigheder. Faktisk er det palæstinensiske individ og deres menneskelige udvikling det mindste af jeres bekymringer. I kidnapper palæstinensiske studerende fra campus og torturer dem i jeres fængsler, I torturerer jeres politiske modstandere. Lidelsen hos det palæstinensiske folk er resultatet af jeres egoistiske politik interesse. I er den største fjende af det palæstinensiske folk. Hvis Israel ikke eksisterede, ville I ingen have at bebrejde. Tag ansvar for resultatet af jeres egne handlinger. I eskalerer konflikten for at opretholde jeres voldelige magt. Endelig bruger I denne platform til at vildlede det internationale samfund, til at vildlede det palæstinensiske samfund til at tro, at israel er ansvarlig for problemerne I skaber. Tak.1 | ” |
Et andet vidnesbyrd er en personlig fortælling fra en arabisk muslimsk kvinde, Sophia Salma Khalifa, som er vokset op i Israel, med oplevelsen af at have fået alt af Israel - en diametral modsætning til at vokse op under Hamas.
| “ | Israel gav mig alt. Jeg er et produkt af fred mellem jøder og arabere og hvordan jøder og arabere kan leve fredeligt side om side som brødre og søstre. Mit navn er Sophia Salma Khalifa, og dette er min historie. Jeg er en muslimsk araber, der voksede op i Israel. Jeg er mor til to og har en mastergrad fra Stanford University. Jeg blev født i en muslimsk familie i Israel. Min mor er en enlig mor. Jeg har otte søskende, og min far har to koner samtidig. Min mor besluttede, at hun ikke ønskede at bo med hans anden kone i samme hus og ikke ville blive i den landsby, så hun flyttede til Nahariya. Dette er en jødisk by i det nordlige Israel, hvor hun opfostrede os ni børn alene. Vi blev støttet af velfærdssystemet i Israel, for ellers ville min mor ikke være i stand til at forsørge os. Israel er et meget smukt og stærkt multietnisk demokrati, hvor omkring 20% af befolkningen er arabiske muslimer ligesom mig selv. Vi har også kristne arabere og drusere. De arabiske borgere i Israel får lige rettigheder. De får velfærd, uddannelse, sundhedspleje og alle de rettigheder og beskyttelse, som en jødisk borger også ville få. Min muslimske lærer plejede at lære os alt om jøderne, der stjal landet. Han underviste os i, at vi aldrig ville kunne blive til noget i dette land, fordi det er en jødisk nation, og jøderne ikke ville tillade os at blive ingeniører eller læger. Vi måtte modstå, vi måtte bekæmpe, vi måtte gøre alt, vi kunne for at få landet tilbage. Jeg husker, at jeg forlod disse klasser med en følelse af, at jeg ikke havde nogen fremtid, men det stod i modstrid med min oplevelse med de jødiske mennesker, jeg mødte, fordi de var kærlige og venlige. Jeg var deres ven, jeg ville besøge deres hjem, og de var ligeglade med, at jeg var araber. De så mig ikke som araber; de så mig bare som deres ven. Så det harmonerede ikke rigtigt med mig. Jeg var med min veninde, og hun stirrede. Jeg spurgte, hvad hun tænkte på, og hun sagde, at hun virkelig en dag ønskede at blive en selvmordsbomber, hun ønskede at blive en shaheed. Det øjeblik knækkede mig virkelig i stykker. På skoleferien mellem ottende og niende klasse om sommeren blev jeg opdaget af en modefotograf. Det lød virkelig spændende, og jeg tænkte, at det skulle jeg prøve. Men jeg vidste, at dette var et valg uden tilbagevenden. Jeg kunne ikke vise mig i landsbyen, hvis jeg blev model. Jeg rejste til Europa for arbejde og tilbragte meget tid i Tel Aviv. Min onkel, min mors bror, truede med at skære hovedet af mig for at have vanæret familien. Han kunne selvfølgelig ikke gøre det, fordi vi bor i Israel, og Israel beskytter kvinder. Da han sagde det til min mor, sagde hun til ham, at han ikke engang ville røre et hår på mit hoved. Jeg følte mig så styrket af hende, og jeg ønskede at sende dette budskab til alle de arabiske piger, at de kan være, hvad de vil, og forfølge enhver vej, de ønsker. Det er meget vigtigt at bemærke, at Israel trak sig ensidigt ud af Gaza i 2005. De fjernede alle de jødiske borgere, der plejede at bo i Gaza, alle sammen blev tvangsmæssigt fjernet. Efter 2005 var der ingen levende eller døde jøder i Gaza. De fjernede endda gravene af de jødiske mennesker, fordi de ikke vidste, hvad der ville ske med gravene. Dette var en test for at se, hvordan et selvstyret Gaza ville se ud. Gaza er et meget frugtbart land. De havde drivhuse, de plejede at eksportere blomster til hele Europa, og håbet i Israel var, at vi håbede, at Gaza kunne blive Singapoer i Mellemøsten, et lille land med en meget god økonomi med alle drivhusene og de smukkeste strande i regionen, hvor de kan fiske og bygge. Vi ville hjælpe dem i teknologi, dette er vores vej til fred. Dage efter at jøderne forlod Gaza, brændte Hamas alle drivhusene. De brændte hele jorden, fordi det var jødernes drivhuse før. Hvis folk interesserer sig for muslimske liv eller palæstinensiske liv i Gaza, vil du først og fremmest sikre dig, at deres ledelse bekymrer sig om dem. Hamas er den styrende regering i Gaza. Det er en terrororganisation, der har kapret det palæstinensiske folk for deres egen religiøse sag om at transformere Mellemøsten og hele verden til en islamisk stat. Palæstinenserne har ikke ret til at sige sandheden. De kan ikke åbent tale om de grusomheder, som Hamas gør mod dem. Hvis de taler imod det, er de døde. Folk bliver ved med at sige, hvis du kalder Hamas en terrororganisation, er dette islamofobi. Nej, dette er ikke islamofobi, dette er fakta. Jeg elsker muslimske mennesker, fordi jeg er muslim. Min familie er muslim, og jeg fordømmer stadig, hvad Hamas gjorde. Hvorfor kan folk ikke se sandheden om denne situation? Mange af disse mennesker kommer fra en virkelighed, hvor de lærer dig fra en meget ung alder at hade jøderne. Jøderne stjal landene fra palæstinenserne. Jøderne er ansvarlige for alle grusomhederne i verden, og vi skal bare ødelægge dem. Så nogle af folkene er hjernevaskede, og de er nogle gange blinde for deres egen antisemitisme. De siger, jeg er ikke antisemitisk, jeg er antizionist. Hvad betyder det? Det er som at sige, jeg støtter kvinder, men jeg tror ikke, de skal have rettigheder, fordi zionisme betyder, at du tror på det jødiske folks ret til at have en stat, hvor de er sikre og frie for forfølgelse, ikke? Så hvordan kan du stå for jøderne og ikke ønske, at de skal kunne forsvare sig selv? Og på den anden side tror jeg, det er som en flok får, der bare følger, hvad der lyder godt for dem, og de tror, at Hamas er den svage part. Israel er stærk, og derfor skal vi støtte de svage. De svage kan være en terrororganisation, og de er ikke så svage efter, hvad vi så, de var i stand til at gøre den 7. oktober. Den almindelige amerikaner bør bekymre sig om dette, fordi Vesten vil være det næste. Israel er kun det første. Nogle af landene, de arabiske lande, eller lad os tage for eksempel Iran, kalder Israel den lille djævel, og Amerika er den store djævel. Er det dette, vi vil støtte i dette land? Jeg hører mange mennesker kalde Israel en apartheidstat. Måske lad os starte med at forklare, hvad apartheid er. Det er diskrimination baseret på race. Arabere i Israel, der udgør 20% af den israelske befolkning, er lige borgere. De får alle rettigheder fra Israel. De har uddannelse, sundhedsvæsen, velfærd, fulde rettigheder, fuld beskyttelse. De er lige borgere i alting. Hvor er apartheid? Jeg er meget stolt af at være araber. Jeg er meget stolt af at være muslim, men alt, hvad jeg havde brug for som barn, som menneske, for at realisere mit fulde potentiale, var at give mig sikkerhed, tryghed og uddannelse, give mig muligheden. Israel gav mig alt. Jeg er produktet af fred mellem jøder og arabere og hvordan jøder og arabere kan leve fredeligt side om side sammen som brødre og søstre. Som en arabisk muslim er det meget vigtigt for mig at tale ud om disse emner for at støtte Israel. Du skal tale sandheden, du skal stå med retfærdighed. Jeg kender sandheden. Folk, der ikke har levet i Israel, kender ikke sandheden, og vi bliver nødt til at rette op på det.2 | ” |
Der er ingen tvivl om, at når Israel har nedlagt befolkningernes fjender - de terroristiske islamiske grupper, så er der frihed for alle der ønsker det.