Som fortalt i "Palæstinensernes Indvirkning på Sikkerhed og Politik i Mellemøsten" har det arabiske folk kaldt palæstinensere, forårsaget store problemer i alle lande de er repræsenteret - og det er også tilfældet i Libanon, der tog imod disse flygtninge som ingen andre arabiske/muslimske lande ville tage imod. Det som Libanon ikke selv formåede at gøre, er Israel igang med.
Libanon er en advarsel til alle vestlige lande om at holde muslimsk mentalitet undertrykt og stå fast på sine egne værdier, frihed og multikulturalisme.
| “ | Jeg kommer fra et land, Libanon, som tidligere var det eneste land i Mellemøsten med et kristent flertal. Det ved de fleste mennesker ikke - når de tænker på Mellemøsten, tror de, at det kun består af islamiske lande. Men Libanon var det eneste land med et kristent flertal i Mellemøsten. Vi var åbensindede, vi var retfærdige, og vi var stolte af vores multikulturalisme. Vi bød alle velkommen til vores land, især fra de omkringliggende arabiske lande, fordi vi ønskede at dele den vestliggørelse med dem, som vi havde skabt i hjertet af Mellemøsten. Muslimer sendte deres børn for at studere på vores universiteter, fordi vi havde opbygget de bedste universiteter i Mellemøsten. De blev uddannet og arbejdede i vores økonomi, fordi vi havde opbygget den bedste økonomi i Mellemøsten - selvom vi ikke havde noget olie. Libanon blev kendt som Mellemøstens Paris, bankhovedstaden i Mellemøsten. Som kristne fokuserede vi på uddannelse. Uddannelse var meget vigtig for os. Vi uddannede vores børn - vi uddannede både piger og drenge, der var ingen forskel. Vi levede i en god tid. Desværre begyndte alt det at ændre sig i 1970'erne, på grund af to ting: Stigningen i den islamiske befolkning i Libanon, fordi vi kristne kun gifter os med én ægtefælle indtil døden skiller os ad. Vi får ikke mange børn. Muslimer, på den anden side, har tilladelse til at gifte sig med op til fire koner ad gangen. Selvfølgelig gør ikke alle det, men nok af dem gør det, så muslimerne i vores land, Libanon, opnåede flertal i 1970'erne. Og da de blev flertallige, begyndte de at nedslagte og dræbe de kristne. Jeg husker i 1974, at vi stoppede med at rejse. Vi plejede at tilbringe jul og påske i Beirut sammen med resten af min familie. Vi stoppede med det, og jeg spurgte min far: "Hvorfor tager vi ikke til Beirut for at fejre jul i år?" Min far sagde til mig: "Vi har bare besluttet at blive hjemme i år." Jeg kunne ikke forstå hvorfor. Senere fandt jeg ud af, at det var fordi muslimerne begyndte at opsætte uofficielle vejkontroller. De stoppede kristne biler på vej og tvang folk ud af bilen. Når de så deres ID og opdagede, at det var en kristen familie der rejste, blev alle i bilen skudt med koldt blod. Derfor blev vi fanger i vores eget hjem, vores byer og vores samfund. Det var årsagen til, at vi stoppede med at tage nogen steder. I 1975 brød borgerkrigen ud. Krigen startede, fordi muslimer gik ind i en kirke en søndag morgen og begyndte at skyde på de kristne, der var til gudstjeneste. Midt om natten begyndte de at skyde. De sårede hundredvis og dræbte fire mennesker. Det var det, der udløste den totale krig. Det var en meget svær tid for de kristne, fordi muslimerne nu havde organiseret sig og blev støttet af oliepenge fra Saudi-Arabien og andre muslimske lande. De ønskede i bund og grund at bruge Libanon som en base til at bekæmpe Israel, dræbe jøder og drive dem ud i havet ved at udnytte Libanons demokrati, åbenhed og tolerance. Det var da, at min verden blev vendt på hovedet, og alt ændrede sig. Libanon var så multifunktionelt og multikulturelt. Vi havde jøder, muslimer, kristne og protestanter. Flertallet var kristne. Vi var næsten 70% kristne, da vi fik vores uafhængighed i 1940'erne. Men på grund af muslimernes måde at formere sig på med flere koner og mange børn, blev de i løbet af 30 år flertallet. Da vi fik vores uafhængighed fra Frankrig, sørgede vi, som jødisk-kristne, der kommer fra en jødisk-kristne kultur, for at dele magten, så muslimerne også havde repræsentation. Landets præsident var kristen, premierministeren var muslim, og udenrigsministeren kom fra en anden religion. Vi havde forskellige poster til forskellige religioner. Men da muslimerne blev flertallige, var de ikke længere tolerante over for de mennesker, der havde taget dem ind, accepteret dem og inkluderet dem i landet. De følte ikke længere, at de var en del af landet, men derimod en del af det islamiske Ummah, den islamiske nation. Da de vendte sig mod deres kristne brødre og søstre, som boede i det samme land, begyndte de at nedslagte os i store tal. De følte, at de nu havde magten og kunne sætte reglerne for, hvordan tingene skulle gøres. Det var virkelig det, der drev landet i krig. Vi havde situationen under kontrol, så længe det kun var de kristne og muslimerne i Libanon. Men det, der forværrede situationen, var tilstrømningen af palæstinenserne fra Jordan, der kom til Libanon. Libanon var det eneste land, der tog imod dem, fordi vi var det eneste land, der accepterede den tredje bølge af palæstinensiske flygtninge, mens de muslimske lande ikke ønskede dem. Og det var det, der virkelig ændrede situationen og væltede balancen.1 | ” |
Indiske Pankaj Saxena, der er forfatter og kulturkommentator, har skrevet en række tweets om Libanon som er blevet samlet. Han giver et rigtig godt overblik over Libanons historie fra deres uafhængighed indtil islams indtagelse.
| “ | Ved deres uafhængighed blev det tidligere franske mandatområde Syrien delt i to selvstændige lande, hvor Libanon var landet med et kristent flertal, og Syrien var landet med et muslimsk flertal. Libanon var et demokrati, mens Syrien var et diktatur. Så snart Libanon blev uafhængigt, begyndte de omkringliggende islamiske lande at planlægge en invasion for at omdanne landet til et islamisk land ved at ændre dets demografi. Her skal vi forstå Islams strategi med flygtninge. Islam bruger muslimske flygtninge som fodsoldater i den islamiske ekspansion i ikke-muslimske lande. I en genial taktisk manøvre har Islam formået at omdanne selv en stor humanitær krise, som en borgerkrig eller en økonomisk krise, til et redskab for islamisk ekspansion. Selv en borgerkrig i et rent islamisk land bliver brugt af Islam som et middel til at kolonisere de omkringliggende ikke-muslimske lande. Borgerkrigen fordriver mennesker i stort antal med grufulde overgreb og tragiske menneskelige tab. Tragedien er ægte, men den udnyttes til et skjult formål. Disse flygtninge flygter så uden for grænserne af de islamiske lande, de kommer fra, og de appellerer om asyl i ikke-muslimske lande. Mange mål opnås med dette: først får flygtningene et bedre liv i et demokrati, der styres af ikke-muslimske love og etik. De nyder godt af friheden i et frit land, og samtidig fremmer de Islams sag ved at øge den muslimske befolkning i et ikke-muslimsk land. Dette er præcis, hvad der skete med det intetanende kristne flertal i Libanon i 1970-71. Jordan og Syrien pressede en stor del af deres muslimske befolkning mod Libanon, det eneste land i regionen med et ikke-muslimsk flertal bortset fra Israel, og ændrede dets sårbare demografi. Terroristorganisationer (Shia og Sunni) opfordrede muslimer til at infiltrere centrale regeringsinstitutioner og starte oprør for at tage kontrol, men under dække af at være "venstreorienterede". Fodsoldaterne fra islamiske terrorister i Libanon blev "venstreorienterede", uden egentlig at have noget med venstrefløjen at gøre. Automatisk blev det forsvarsløse kristne flertal betegnet som "højreorienteret", uden nogen reel grund. Terroristerne vidste, at i en verden, der netop havde overlevet en verdenskrig startet af en nazistisk-fascistisk alliance, ville man tage alt, der gik under betegnelsen "venstreorienteret", til sig. Dette er præcis, hvad der skete. Den globale presse dæmoniserede det kristne "flertal" i Libanon i skarpe venstreorienterede termer, hvor de blev kaldt fascister, der fratog den muslimske venstreorienterede minoritets rettigheder. Muslimerne blev beskrevet på en måde, der skabte global sympati. Sandheden var, at de kristne kun udgjorde omkring 52-54% af befolkningen i Libanon i 1971, og de blev konstant invaderet af muslimske flygtninge. Sandheden var, at Libanon kun havde nogle få hundrede tusinde kristne, mens de var omgivet af et hav af 50 islamiske lande med millioner af muslimer. Så et "højreorienteret" kristent "flertal" på få hundrede tusinde isolerede libanesiske kristne blev portrætteret som "undertrykkere" i forhold til en hurtigt voksende befolkning af "venstreorienterede" "undertrykte" muslimer, der udnyttede de transnationale netværk af global islam med en milliardstor befolkning. Muslimerne begyndte at tage by efter by. Først Vest-Beirut, så Sidon, så Tyre. Disse gamle kristne byer blev fuldstændig islamiserede. Muslimerne var nu vokset til omkring 44%. Det var da, de startede borgerkrigen. Venstreorienterede historikere forsøger stadig at hvidvaske den libanesiske borgerkrig ved at sige, at det var de kristne, der startede den. Men de muslimske angreb på kristne var blevet så hyppige, at de kristne ikke havde andet valg end at forsvare det, der var tilbage. Efterhånden som by efter by blev renset for kristne, begyndte de bevæbnet at forsvare deres territorier. Snart stod de overfor en regulær borgerkrig. De kristne var isolerede militært, geografisk og ideologisk, mens verdenspressen stadig portrætterede dem som angriberne. Muslimerne var derimod globalt netværksforbundne med alle islamiske lande og havde en geografisk kontinuitet med det muslimske land Syrien, som var mere end villige til at forsyne dem med våben, terrorister og flere muslimske flygtninge for yderligere at tippe balancen til Islams fordel. Borgerkrigen varede ti år indtil 1991, og da den sluttede, var situationen vendt, så muslimerne var blevet flertal, og de kristne var blevet mindretal. Situationen forværres hvert år, da kristne fortsat emigrerer til Amerika. Libanon har nu et muslimsk flertal på 63%, og den aktuelle islamiske flygtningekrise skaber yderligere problemer. Hvert år flygter de kristne til Sydamerika, som ses som en sikker havn for dem, mens både Hezbollah og sunni-terroristorganisationer bliver stærkere. Udfaldet af krigen var besluttet, allerede før den officielt begyndte. En løs koalition af lokale kristne militser, svækket af Vesten, var ingen match for de velkoordinerede muslimer, støttet af det globale islamiske samfund med missionen om at erobre verden. Efter krigen blev de kristne militser tvunget til at nedlægge våbnene, mens islamiske terrororganisationer som Hezbollah reelt kom til at regere landet og brugte det som en base for Iran til at angribe Israel. Ligeledes brugte sunni-terroristorganisationer Libanon imod Israel. Læren her er følgende: ingen krig mod Islam er lokal. Islam tænker altid globalt. Et lokalt flertal af ikke-muslimer betyder intet, især hvis du befinder dig i en geografisk region omgivet af muslimske lande. Ikke-muslimer vil i sådanne tilfælde altid være et mindretal.2 | ” |
Derfor er det så uendeligt vigtigt at Israel får nedkæmpet Irans proximilitser - det er hele vestens kamp de kæmper. At nogle mennesker har svært ved at forstå denne simple og åbenlyse logik, tyder på dæmonisk forblindelse.