Her er nogle af reflektionerne - og det understreger præcist hvad ikke-venstrefløjskilder har pointeret hele tiden:
Demokratiets “trussel” og ægtheden af demokratisk retorik
Før valget af Trump, anvendte demokraterne en kraftig retorik, hvor de fremstillede ham som en potentiel diktator og fascistisk trussel. Denne frygtbaserede retorik understregede, at selve demokratiets fremtid var i fare, og at Trumps genvalg kunne føre til en autoritær omdannelse af USA. Men efter hans valg ser demokraterne ud til at nedtone denne retorik markant. Når et parti opfordrer vælgerne til at stemme ud fra frygt for en trussel mod selve demokratiet, og derefter undlader at forfølge denne sag med samme intensitet efter valget, viser det at partiet aldrig oprigtigt troede på truslen. Det skaber selvfølgelig tvivl om demokraternes oprigtighed og giver vælgerne et indtryk af, at frygten for "demokratiets undergang" mest var en strategisk retorik, som skulle mobilisere vælgere uden en reelt substantiel bekymring bag.
Ineffektiv ledelse og kaos i Harris-kampagnen
Kampagnen bliver beskrevet som konstant forvirret, uden klare beslutningsprocesser og en stabil kommandostruktur. Det betød, at selv simple beslutninger, som fx at godkende en tweet, kunne tage unødigt lang tid, da der ikke var en klart defineret proces for, hvem der havde beslutningskraft. Der var mangel på uddelegering i kampagnen, hvilket betød, at selv små beslutninger skulle op igennem hierarkiet for godkendelse. En kampagne, især på præsidentniveau, kræver en klar og strømlinet ledelsesstruktur, hvor ansvarsområder og beslutningskompetencer er tydeligt defineret. Uden en sådan struktur opstår der usikkerhed og kaos, hvor medarbejdere bruger tid på at navigere interne hierarkier fremfor at fokusere på deres kerneopgaver. Det skaber ineffektivitet og frustration blandt kampagnens ansatte og giver indtryk af, at ledelsen ikke har kontrol over operationerne.
Der nævnes også, at nogle medarbejdere begyndte at lække informationer om kampagnens problemer til pressen, hvilket er et tydeligt tegn på mistro og utilfredshed med ledelsen. Når ansatte føler sig så frustrerede, at de vælger at lække informationer til pressen, indikerer det en alvorlig mangel på tillid og arbejdsglæde. Det er et tegn på, at de ansatte ikke længere tror på ledelsens evne til at lede kampagnen til succes. Lækager til medierne underminerer også kampagnens troværdighed udadtil og skaber et negativt image, som vælgerne opfatter som en intern splittelse.
Spild af ressourcer og økonomisk uansvarlighed
Harris' kampagne brugte over en milliard dollars, herunder store summer på "celebrities" og events fremfor målrettede, politiske budskaber. Der blev brugt mange millioner dollars på koncerter med kendte kunstnere som Lady Gaga, Katy Perry og Christina Aguilera - events designet til at skabe opmærksomhed og trække folk til kampagnen. Mens celebrities kan tiltrække opmærksomhed, har det intet med politik at gøre, men en uvirkelig kultur for almindelige mennesker. For mange vælgere, især dem med økonomiske bekymringer, er sådanne arrangementer manipulerende og ude af trit med deres hverdag. Ressourcer, der kunne have været brugt på direkte kommunikation med vælgerne om økonomi og socialpolitik, blev i stedet brugt på at skabe et glitrende, men politisk ineffektivt, image.
Udsendelsen nævner også at Harris valgte at deltage i podcasten "Call Her Daddy". I stedet for at besøge studiet i Los Angeles, insisterede hun på, at studiet blev genskabt i et hotelværelse i Washington, D.C., hvilket kostede kampagnen over 100.000 dollars. Det er absolut en unødvendig udgift, og synliggør kampagnens vanvittige prioriteringer. Det viser, at Harris var mere bekymret for kontrol over sit image og sine omgivelser, end kampagnens budget - en selvcentreret, urealistisk prioritering. For vælgerne der kæmper økonomisk, udstiller det den store afstand til vælgernes virkelighed.
Kampagnen betalte en million dollars til Oprah Winfrey for et interview i september, hvor Oprah blev hyret som en slags officiel "ven af kampagnen". Dettfremstod som spild, da interviewet, i stedet for at øge Harris' politiske troværdighed, igen tjente som branding af Harris' image. Det viser venstrefløjens afhængighed og fokus på kendte ansigter, i forsøget på at skabe et stærkt, populært image over for vælgerne. Men det afspejler en prioritering af personlig branding frem for substantielle politiske budskaber. For vælgere, som ønsker konkrete løsninger og engagement, afslørede det, at kampagnen handlede mere om overfladisk promovering end om faktiske resultater. Igen yderst uansvarligt, fordi også disse ressourcer kunne være brugt mere effektivt på vælgernes økonomiske bekymringer. Det skaber mistillid blandt vælgere og donorer, som føler, at deres bidrag blev spildt.
Efter nederlaget, sendte Harris-kampagnen beskeder til donorer om "akut" økonomisk støtte, hvilket skabte indtryk af desperation og økonomisk kaos. Når vælgerne ser en kampagne bruge penge på overflødige ting og derefter bede om mere økonomisk støtte, skaber det naturligvis mistillid til kampagnens ledelse, og afslører dårlig økonomistyring og et desperat forsøg på at kompensere for økonomisk planlægning, der ikke afspejler ansvarlig brug af donormidler.
Partiets fjernelse fra arbejderklassens virkelighed
Partiet bliver beskrevet som elitært og akademisk, hvilket har fjernet det fra arbejderklassens interesser og bekymringer. Axelrod og andre kritikere påpeger, at partiet nu i højere grad består af højtuddannede fra forstæderne, som virker nedladende over for traditionelle vælgere. Denne udvikling indikerer, at demokraterne har mistet forbindelsen til de økonomiske realiteter, som arbejderklassen står overfor. Partiets elite opfattes som bedrevidende, hvilket skaber en barriere mellem dem og deres oprindelige vælgerbase.
Partiet beskyldes også for at nærme sig arbejderklassen som "missionærer" - folk, der fortæller, hvordan arbejderklassen skal blive rigtigt - "mere som dem". Det er nedladende og fremmedgør vælgerne og skaber en modreaktion, fordi folk ønsker at blive forstået og repræsenteret frem for at blive prædiket for.
Mangel på tillid til de traditionelle medier
Der er en voksende erkendelse af, at vælgerne ikke længere stoler på traditionelle medier. Der er blevet bygget et parallelt mediesystem, som er balancerede og realistiske, og som ikke er begrænset af elitens censur, mens demokraterne holder fast i elitens traditionelle medier i håb om at censur og bagvaskelse kan lukke uafhængige medier. Demokraternes afhængighed af elitens etablerede medier har skabt et troværdighedsproblem. Når mange vælgere føler sig fjernt fra mainstream-medierne, bliver det svært for demokraterne at kommunikere effektivt.
Splittelse og intern konflikt om fremtidig ledelse
Efter nederlaget er der en intern konflikt mellem partiets etablerede ledere og mere progressive kræfter om, hvem der skal lede partiet fremad. Splittelsen skaber usikkerhed om partiets retning. Konflikten mellem gamle ledere og yngre, progressive kræfter kan føre til fragmentering, hvilket svækker partiets evne til at stå samlet og skabe en klar fremtidig strategi. Demokraterne fremstår som selvtilfredse og arrogante, hvor ledelsen ifølge kritikere ikke lytter til almindelige vælgere og deres behov. Hvis partiet ikke reflekterer over sine fejl, risikerer de at blive endnu mere isoleret fra vælgerne. En sådan arrogance kan skabe en barriere for de vælgere, der ønsker repræsentation, men som føler sig ignoreret og fremmedgjort.
Opfordring til ydmyghed og reform
Der er et ønske om, at demokraterne skal blive mere ydmyge og erkende deres fejl, for at partiet kan genvinde tilliden og blive konkurrencedygtigt fremadrettet. Denne selvrefleksion er i stor grad nødvendig for at demokraterne kan forblive relevante og appelere til en bredere base.
Men det bliver ikke let. For igennem årtier har verdens tidsånd (Antikrists ånd) fået i resonans hos venstrefløjen. Vi ser Antikrists ånd i denne selvrefleksion - arrogancen, optagenheden af image (en lystes engel) i modsætning til ærlighed, deres fokus på magtfuldkommenhed (jeg vil blive den højeste lig) end embedet at tjene folket.
Som Satan faldt fra Himlen, ned i helvede - helt til jordens grundvold (Es. 14:12-15, KJV) er den demokratiske bevægelse kastet til jorden. Bevægelsens afvisning af ret og vrang, som f.eks. fokus på terrorister som værende ofre, mænd som værende kvinder osv., var verden i uafvigelig retning på vej mod global kaos.
Men hvad så nu? Nu kommer Trump og vil kaste al vanviddet ud med omfattende reformer. Hans planer er bl.a. disse:
“ | Her er min plan for at afmontere "deep state" og genvinde vores demokrati fra korruptionen i Washington en gang for alle, og det er korruption. Først vil jeg straks genudstede min præsidentielle bekendtgørelse fra 2020, som genopretter præsidentens myndighed til at fjerne uansvarlige bureaukrater, og jeg vil udøve den magt meget aggressivt. For det andet vil vi rydde op blandt alle de korrupte aktører i vores nationale sikkerheds- og efterretningsapparat, og der er mange af dem. De departementer og agenturer, der er blevet politiserede, vil blive fuldstændigt omstruktureret, så anonyme bureaukrater aldrig igen kan målrette og forfølge konservative, kristne eller venstrefløjens politiske fjender, hvilket de i øjeblikket gør på et niveau, som ingen kunne tro var muligt. For det tredje vil vi totalt reformere FISA-domstolene, som er så korrupte, at dommerne tilsyneladende er ligeglade, når de bliver løjet for i ansøgninger om retskendelser. Så mange dommere har set så mange ansøgninger, som de ved, var forkerte, eller i det mindste burde have vidst, men de gør ingenting, selv når de bliver løjet for. For det fjerde, for at afsløre løgnene og magtmisbruget, der har revet vores land i stykker, vil vi etablere en Sandheds- og Forsoningskommission for at afklassificere og offentliggøre alle dokumenter om "Deep State"-spionage, censur og korruption, og der er mange af dem. For det femte vil vi iværksætte en større indsats mod regeringslækager, som samarbejder med falske nyhedsmedier for at skabe falske fortællinger og underminere vores regering og demokrati. Når det er muligt, vil vi rejse straffesager. Vi vil gøre hver inspektørgenerals kontor uafhængigt og fysisk adskilt fra de afdelinger, de overvåger, så de ikke bliver beskyttere af "deep state". For det syvende vil jeg bede Kongressen om at etablere et uafhængigt revisionssystem til løbende at overvåge vores efterretningstjenester og sikre, at de ikke spionerer på vores borgere eller fører misinformationkampagner mod det amerikanske folk, eller at de ikke spionerer på nogens kampagne, som de gjorde mod min kampagne. For det ottende vil vi fortsætte den indsats, Trump-administrationen startede, med at flytte dele af det vidtstrakte føderale bureaukrati til nye steder uden for Washingtons sump, ligesom jeg flyttede Bureau of Land Management til Colorado. Op til 100.000 regeringsstillinger kunne flyttes ud, og det mener jeg straks, fra Washington til steder fyldt med patrioter, som elsker Amerika, og de elsker virkelig Amerika. For det niende vil jeg arbejde for at forbyde føderale bureaukrater at tage job hos de virksomheder, de har med at gøre, og som de regulerer. De håndterer disse virksomheder og regulerer dem, og så ønsker de at få ansættelse dér. Det fungerer ikke sådan. Sådanne offentlige forhold kan ikke fortsætte. Det sker hele tiden, som med Big Pharma. Endelig vil jeg skubbe på for en forfatningsændring for at indføre aldersgrænser for medlemmer af Kongressen. Dette er, hvordan jeg vil knuse "deep state" og skabe en regering, der styres af og for folket. Mange tak.2 | ” |
Måske vil eliten lykkes med at kaste verden ud i et kaos, der forhindrer Trump i at nedkæmpe deres erhvervede magt over højeste niveau. Måske snigmyrder de ham som Lincoln og Kennedy der arbejde med samme planer. Men hvis han lykkes, kan vi så ånde lettede op?
Det, vi ikke skal glemme er, at verden har fjernet sig langt væk fra Gud - og profetien mod Israel i 5. Mos. 32:15, ("da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin Frelses Klippe"), den beskriver mennesket. Den indbildske selvstændighed i tider med fred og fremgang, gør som vi ser i dag, at vi glemmer Gud - vi tror ikke vi har brug for Ham og kan endda bilde os ind at Han ikke eksisterer. Derfor vil der under Trump fortsat bygges op til Guds dom over en ugudelig verden - trængslen. Kommer Trump med økonomisk stabilitet og får han forhandlet fredaftaler med Rusland/Urakine og Israel/Araberne - så vil vi komme ind i en periode med fred og ingen fare - en tid hvor Israel bor trygt, uden mure, portstænger eller porte.
Vil det være tiden hvor verden siger "»Fred og ingen fare!«", men "da er undergangen pludselig over dem ligesom veerne over den frugtsommelige, og de skal ingenlunde undslippe" (1. Tess. 5:3)? Vil det blive tiden hvor Rusland vil drage "imod et åbent Land og overfalde fredelige Folk... for at gøre Bytte og røve Rov, lægge Hånd på genopbyggede ruiner og på et Folk, der er indsamlet fra Folkene og vinder sig Fæ og Gods, og som bor på Jordens Navle" (Ez. 38:11-12)?
Vi får at se. Verden er blevet et skuespil for os der kender Bibelen, et stykke der udspiller sig til stadfæstelse af Guds Ords troværdighed. Det er svært at forudse præcist hvordan begivenhederne mod afslutningen forløber - men vi har et klart og tydeligt billede af afslutningen, og det beviser for os når tingene sker, at det naturligvis er Gud der har talt i sit eget Ord, Bibelen.