Palæstinensisk Modstand og Historiske Fredsforslag

Lagt på d. 18/05-24


Udskriv


Den palæstinensiske journalist Samir Al-Barghouti, fik d. 13 maj 2024 udgivet sin klumme i en af de mest fremtrædende aviser i Qatar, Qatari daily Al-Watan, der primært udgives på arabisk.

Klummen har titlen, "Palæstina er en stat, lad os fortsætte modstanden" og MEMRI (Middle East Media Research Institute), har - omend instituttet kritiseres for at have en politisk bias og selektiv dækning - oversat elementer af klummen:

I over 76 år er beslutningen om at grundlægge en palæstinensisk stat blevet udskudt for at tækkes den zionistiske stat… Nationerne formåede aldrig at etablere den palæstinensiske stat på de områder, der var specificeret i Storbritanniens Hvidbog, som tildelte den jødiske stat områderne Nazareth, Safad og det nordlige Palæstina, op til Ras Naqoura, samt bosættelsen Tel Aviv og en sikker passage til Al-Buraq Muren [dvs. Vestmuren i Jerusalem]. Til araberne tildelte den [regionen] fra Acre til Rafah og til Umm Rashrash [dvs. Eilat], samt Vestbredden.1

Det er sørgeligt at en avis som Al-Watan, der forsøger at være et oplysende medie for de arabisk-talende i Qatar, giver plads til propagandistisk vrøvl. Lad os lige mindes de historiske anstrengelser for en to-statsløsning, der ikke kunne tilfredsstille de arabiske borgere i Israel:

  1. FN's Delingsplan (1947)
    Forslag: FN's generalforsamling vedtog resolution 181, som foreslog opdeling af Palæstina i en jødisk stat, en arabisk stat og en international zone for Jerusalem.
    Palæstinensisk reaktion: Afvist af de palæstinensiske arabere og de omkringliggende arabiske stater, hvilket førte til udbruddet af den arabisk-israelske krig i 1948.

  2. Bernadotte-planen (1948)
    Forslag: FN-mægleren Folke Bernadotte foreslog ændringer til delingsplanen, herunder en international administration af Jerusalem og en palæstinensisk stat, der inkluderede Vestbredden og Gaza.
    Palæstinensisk reaktion: Afvist af begge parter, men især af arabiske ledere, som fortsat insisterede på en samlet arabisk stat i hele Palæstina.

  3. Rogers-planen (1969-1970)
    Forslag: Den amerikanske udenrigsminister William P. Rogers foreslog en plan, der opfordrede til en israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder og oprettelsen af en palæstinensisk stat som en del af en bredere fredsaftale.
    Palæstinensisk reaktion: Afvist af både Israel og de palæstinensiske ledere, der på det tidspunkt repræsenteret af PLO, som fortsat krævede en enkelt stat i hele området.

  4. Camp David-aftalerne (1978)
    Forslag: Mens hovedfokus var på fred mellem Egypten og Israel, inkluderede aftalerne også en ramme for fred i Mellemøsten, der opfordrede til autonomi for palæstinensere i Vestbredden og Gaza.
    Palæstinensisk reaktion: Afvist af PLO og mange arabiske stater, som mente, at aftalerne ikke gik langt nok i retning af fuld palæstinensisk uafhængighed.

  5. Reagan-planen (1982)
    Forslag: Præsident Ronald Reagan foreslog en fredsplan, der krævede en autonomi for palæstinensere i samarbejde med Jordan, men afviste dannelsen af en uafhængig palæstinensisk stat.
    Palæstinensisk reaktion: Afvist af PLO, som fortsatte med at kræve en fuldt uafhængig stat.

  6. Madrid-konferencen (1991)
    Forslag: Indkaldt af USA og Sovjetunionen, konferencen førte til direkte forhandlinger mellem Israel og palæstinensiske repræsentanter (under Jordan's paraply), hvor målet var en tostatsløsning.
    Palæstinensisk reaktion: Selvom PLO accepterede at deltage i forhandlingerne, var der intern modstand mod kompromiser, og konkrete aftaler om en palæstinensisk stat blev ikke nået.

  7. Oslo-aftalerne (1993-1995)
    Forslag: En række aftaler mellem Israel og PLO, som etablerede palæstinensisk selvstyre i dele af Vestbredden og Gaza som et skridt mod en endelig fredsaftale.
    Palæstinensisk reaktion: PLO accepterede aftalerne, men interne konflikter og manglende fremskridt i de endelige statusforhandlinger førte til stigende skuffelse og modstand blandt palæstinensere.

  8. Wye River Memorandum (1998)
    Forslag: En aftale, der skulle implementere tidligere Oslo-aftaler og føre til yderligere tilbagetrækninger af israelske styrker fra Vestbredden.
    Palæstinensisk reaktion: Mens PLO og Israel underskrev aftalen, var der modstand fra begge sider om implementeringen, og det blev kun delvist gennemført.

  9. Camp David-forhandlingerne (2000)
    Forslag: Præsident Bill Clinton fremsatte en plan, der omfattede en palæstinensisk stat på størstedelen af Vestbredden og hele Gazastriben med deling af Jerusalem.
    Palæstinensisk reaktion: Afvist af Yasser Arafat, som mente, at forslaget ikke gav tilstrækkelig kontrol over Østjerusalem og ikke tilbød en acceptabel løsning på flygtningespørgsmålet.

  10. Taba-forhandlingerne (2001)
    Forslag: Forhandlingerne fortsatte de diskussioner, der begyndte ved Camp David, med yderligere kompromiser fra begge sider.
    Palæstinensisk reaktion: Selvom der var fremskridt, blev der ikke opnået en endelig aftale, hovedsagelig på grund af uenigheder om grænser, flygtninge og Jerusalem.

  11. Arabisk Fredsinitiativ (2002)
    Forslag: Den Arabiske Liga fremsatte et forslag om fuld normalisering af forholdet til Israel i bytte for en fuld israelsk tilbagetrækning til grænserne fra før 1967 og en "retfærdig løsning" på flygtningeproblemet.
    Palæstinensisk reaktion: Forslaget blev generelt støttet af de palæstinensiske ledere, men Israel afviste det, især på grund af flygtningespørgsmålet.

  12. Geneve-initiativet (2003)
    Forslag: Et uofficielt udkast til en endelig statusaftale udarbejdet af tidligere israelske og palæstinensiske embedsmænd, som foreslog en tostatsløsning med detaljerede bestemmelser om grænser, Jerusalem og flygtninge.
    Palæstinensisk reaktion: Modtaget med blandede reaktioner. Mens nogle palæstinensiske ledere og intellektuelle støttede det, var der også betydelig modstand.

  13. Annapolis-konferencen (2007)
    Forslag: Initiativ fra præsident George W. Bush med målet at genstarte forhandlinger om en tostatsløsning baseret på tidligere forslag og FN’s resolutioner.
    Palæstinensisk reaktion: Mahmoud Abbas deltog og støttede forhandlingerne, men de førte ikke til en endelig aftale på grund af uenigheder om centrale spørgsmål.

  14. Olmert's forslag (2008)
    Forslag: Israels premierminister Ehud Olmert tilbød en stat på størstedelen af Vestbredden, hele Gazastriben og deling af Jerusalem.
    Palæstinensisk reaktion: Mahmoud Abbas afviste forslaget, angiveligt på grund af uenighed om detaljerne vedrørende grænser, sikkerhed og Jerusalem.

  15. Obama's forhandlinger (2013-2014)
    Forslag: Under præsident Barack Obama forsøgte udenrigsminister John Kerry at fremme en rammeaftale for en tostatsløsning.
    Palæstinensisk reaktion: Forhandlingerne kollapsede uden en aftale, primært på grund af uenigheder om bosættelser, sikkerhedsordninger og Jerusalem.

  16. Trump's "Deal of the Century" (2020)
    Forslag: Præsident Donald Trump fremlagde en plan, der foreslog en palæstinensisk stat med begrænsede suverænitetsrettigheder og israelsk kontrol over store dele af Vestbredden.
    Palæstinensisk reaktion: Afvist af palæstinensiske ledere, som mente, at planen var stærkt forudindtaget til fordel for Israel og ikke adresserede centrale spørgsmål som grænser, flygtninge og Jerusalem.

  17. Biden-administrationens tilgang (2021-2024)
    Forslag: Præsident Joe Biden har støttet en tostatsløsning og opfordret til genoptagelse af forhandlinger, men har endnu ikke fremlagt et specifikt nyt fredsinitiativ.
    Palæstinensisk reaktion: Palæstinensiske ledere har været åbne for at genoptage forhandlinger, men kræver et stop for israelske bosættelser som forudsætning.

Lad os lige gentage Al-Barghouti: "I over 76 år er beslutningen om at grundlægge en palæstinensisk stat blevet udskudt for at tækkes den zionistiske stat". Viser historien at det er de såkaldte zionister der tækkes, eller at det er den arabiske kræsenhed der blokkerer?Al-Barghouti fortsætter:

Efter at have udklækket komplotter, tilranede de zionistiske bander sig de områder, der var tildelt araberne langs kysten, samt Negev og Eilat, og Vestjerusalem. I 1967 blev resten af Palæstina stjålet, sammen med Egyptens Sinai og den syriske Golan.

Jeg har før henvist til bogen "The Routledge Atlas of the Arab-Israeli Conflict" af Martin Gilbert2, og vil her gøre det igen. Angående Storbritanniens Hvidbog (Passfield Hvidbogen fra 1930), var der reaktioner på begge sider. Jøderne var imod fordi dokumentet satte restriktioner på jødisk immigration og bosættelse (jordkøb), hvilket de mente var i strid med Balfour-erklæringen fra 1917, der havde lovet oprettelsen af et "nationalt hjem for det jødiske folk". 

De arabiske ledere i Palæstina var heller ikke tilfredse med Hvidbogen, selvom den foreslog disse restriktioner, som kunne ses som en tilpasning til arabiske krav. De ønskede en mere definitiv løsning, der fuldt ud anerkendte arabisk selvstyre og stoppede al jødisk immigration.

Det er historiens gennemgående tema for palæstinenserne - jøderne skal helt væk. Og i den ånd fortsætter Al-Barghouti og understreger vigtigheden af 7. oktober 2023:

Fra 1967, året for Naksa ['tilbageslaget,' med henvisning til de arabiske landes nederlag i 1967-krigen med Israel] til oktober 2023, var der modstand og kampe, sammen med protest, stagnation og ro, der næsten fik Palæstina til at blive glemt. Men begivenhederne den 7. oktober [dvs. Hamas' terrorangreb] og de efterfølgende begivenheder [dvs. krigen i Gaza] satte Palæstina tilbage på dagsordenen. Selvom USA nedlagde veto mod [en Sikkerhedsrådsresolution den 18. april 2024, der ville have gjort Palæstina til et fuldgyldigt medlem af FN], undlod den frie verden ikke at råbe 'længe leve Palæstina,' og [den 10. maj] vedtog FN en resolution til fordel for en palæstinensisk stat – og dette er takket være modstanden.

"stagnation og ro, der næsten fik Palæstina til at blive glemt". I en tid af fred ville det palæstinensiske selvstyre kunne have opbygget et blomstrende samfund. Men milliarder af kroner i humanitær støtte (de sidste 10 år ialt ca. 115.534.000.000 kr - 116 milliarder kroner) som er blevet brugt til at forberede sig på at udrydde jøderne, frem for at bygge et godt samfund, forstås som at verden har glemt Palæstina. Det er ynkeligt, uærligt, forkælet og utaknemmeligt.

Det er generelt følelsen i det palæstinensiske folk. Al-Barghouti afslutter med en følelsesladet, motiverende inspiration for at fortsætte modstanden, hvilket er titlen på hans klumme - og modstandens mål er intet mindre end jødernes udryddelse:

O helte fra modstanden i Gaza, tak. I viste hele verden, hvordan ære går forud for livet, hvordan tro står fast over for våben, hvordan blod sejrer over smerte, og hvordan den frie troende står rank over for kuglen. I beviste med jeres modstand, at folk, der overgiver sig, aldrig har været sikre og ikke har nogen fremtid, mens folk, der kæmper for deres frihed og ære, helt sikkert vil nå deres mål en dag...
O folk i Gaza, historien har aldrig set et folk modigere end jer, mere tålmodige end jer [i jagten på] sandheden, eller mere generøse i at ofre for Allahs skyld. O vores folk i Gaza, på trods af martyrerne og de sårede, er I udgangspunktet for arabernes og muslimernes håb for en national fremtid… Uanset hvor dybt såret er, vil vi fortsætte med at gøre modstand, fordi denne fjende kun forstår magtens sprog. Selv hvis Palæstina ofrer millioner af martyrer og sårede, vil vi fortsætte med at gøre modstand. Vi ønsker ikke en våbenhvile, vi ønsker en vedvarende krig. Sejren er nær...

Denne syge folkelige mentalitet er farlig, uanset hvor i verden den præsenteres. Det er en mentalitet som ingen kan leve side om side med. End ikke dem selv, hvilket ses i den palæstinensiske dominans og underkastelse - nærmest sadomasochistiske tendens. Befolkningen holder sig selv i konstant armod under Hamas som undertrykker dem, mens de, fordummet af årelang propaganda, utrætteligt støtter terrororganisationen3. Det er meningsløst. Der er kun én vej, og det er at lade mentaliteten opdrage, og det er hvad Israel nu er i gang med - ikke kun for dem selv, men for hele verden.

1 "Palestinian Columnist In Qatari Daily: We Do Not Want A Ceasefire But Ongoing War; October 7 Put The Palestinian Cause Back On The World's Agenda", MEMRI, d. 13-05-2024
2 Læs mere i nyheden "Jøderne mod verdens felttog".
3 Se "#36 opdatering for krigen i Israel: Palæstinensisk uvidenhed truer verden"


Debat: Palæstinensisk Modstand og Historiske Fredsforslag

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Relaterede nyhedsblogs

Israel [104]; Israel i krig 2023/24 [52]; Palæstina [45]; Palæstinensisk stat [23];

Flere nyhedsblogs fra 2024