I samtalen er det særligt interessant at høre følgende:
| “ | Newton mente jo, at han arbejdede med Guds love og demonstrerede storheden i Guds sind, da han udarbejdede mekanikkens love og så videre. Jeg er ikke så komfortabel med det, som du ser ud til at være, fordi det for mig virker som om, at hvis der er en overnaturlig, overmenneskelig intelligens, der har udtænkt det hele, underminerer det på en måde hele det videnskabelige projekt... hele projektet for evolutionær biologi er at forklare, hvordan man kan opnå enorm kompleksitet og design ud fra stort set ingenting. Jeg mener, vi overlader til fysikerne at forklare, hvordan man kan gå fra "stort set ingenting" til "absolut ingenting". Men hvis man siger, at vi starter fra et ret avanceret niveau, bakterier, og arbejder os op til pattedyr og mennesker, så har vi en fungerende teori, som vi ved er sand, som forklarer, hvordan man kan gå fra stor enkelhed til enorm kompleksitet. Og til sidst til en slags kompleksitet, der er i stand til at designe ting, at skabe ting, at finde ud af, hvordan man gør ting. Men hvis du pludselig indsætter en designende maskine, en skaber, en opfinder, som har en overmenneskelig intelligens i universets grundlag, så har du lige undermineret hele dit projekt, fordi hele dit projekt har været at forklare, hvordan man når frem til noget kompliceret nok til at kunne designe. Men hvad nu, hvis det væsen bare satte lovene på plads og derefter trak sig tilbage? Selv det, selv den deistiske Gud, der sætter lovene i værk og derefter trækker sig tilbage... Implikationen er, at de love blev kunstfærdigt designet, kunstfærdigt udtænkt, som mange mennesker mener, de blev, så at atomer kunne opstå, så kemi kunne opstå, så stjerner kunne opstå, så nukleare reaktioner i stjerner kunne producere grundstoffer, så de kunne eksplodere, og vi kunne få en passende kemi til at skabe liv og derefter livets oprindelse og så videre. Hvis den deistiske Gud havde tænkt alt det igennem og satte fysikkens love op, så måtte han være utroligt klog. Han måtte være fysikernes fysiker. Og det virker for mig, som om det ædle videnskabelige projekt er at starte fra så tæt på ingenting, som man overhovedet kan komme. | ” |
Det projekt som Dawkins arbejder for - som han kalder videnskab, har Skaberen som sin største fjende der underminerer projektet. Denne videnskab handler for Dawkins ikke om virkelighed eller sandhed, men om at få forfattet ideer nok til at kunne foregive en mulig forklaring på universets tilblivelse, uden Gud. Troen på Gud i samfundende er så tænderskærende en rædsel for ham, at han tilsidesætter videnskabens basale sandheder - årsag og virkning - og favoriserer uintelligent tilfældighed for at skabe en historie om miraklet, fysisk tilblivelse fra intetheden uden behovet for intelligens.
Hadet til Gud er så markant, at han for hver en pris vil nedgøre Guds ære og storhed og gøre sig til proponent for ideen at ingen person kan være så intelligent at han kan udtænke og igangsætte hele universet. Virkeligheden er at det kræver større tro, og mere religiøs overholdelse af ideernes liturgi end i nogen anden religion, at tro at tilfældighed uden omtanke kan igangsætte hele universet. Det er absurd at påstå at tilfældige, ustyrede processer, initieret af en tilfældig energiudladning fra noget ingen ved hvad er, kan forårsage at vi med sanser og intellekt kan dufte, se, føle, smage og høre alt vi har omkring os i en symfoni af samarbejde og orden. At vi har evnen til at ræsonere og drage erfaring fra vores omgivelser, er så uendelig og ubeskrivelig kompleks en realitet, at det vitterlig kræver djævelsk had til Gud, at fornægte den absolutte nødvendighed af Hans almægtige sind for at kunne frembringe noget så stort.
Videnskab er for mennesker som Richard Dawkins et spil om at lukke alle huller og sprækker der kræver en overnaturlig person, et overnaturligt intellekt - det handler ikke om hvorvidt forklaringerne er sande eller realistiske, men at finde på og få godkendt alternative ideer i det videnskabelige samfund.