Hvorfor går Magog i døden?

Lagt på d. 04/10-22



Hvordan kan verden udfolde sig efter Bibelens forudsigelser, når svære ødelæggelser på forhånd er profeteret? Hvordan kan Rusland gå imod Israel, når profetier der forkynder deres undergang har været nedskrevet i 2.600 år? Hvordan kan eliten arbejde så ihærdigt hen imod sin egen undergang, ligesom verdens mennesker generelt, når enden på den vej er beskrevet så uhyggelig detaljeret og definitivt? Hvordan kunne Eva falde for Satans løgn i edens have?

Når Satan lyver, fornægter han ikke Guds Ord. Men Han føjer til.

Da Israel i gammel tid havde forladt Gud, hvor hverken præster eller profeter kendte Gud så de kunne vejlede folket, ligesom det meste af den kristne verden i dag, da sagde Gud igennem Mika, "Mit Folk skal gå til Grunde, fordi det er uden Kundskab" (Hos. 4:6). Det er ikke kun sandt for det gamle Israel - det er sandt for hvert eneste menneske igennem historien. Kender du ikke Gud, går du til grunde.

En artikel fra Kristeligt dagblad1 vedrørende ukrainekrigen, giver en interessant oplysning som jeg gerne vil dele med dig:

Man kan se betegnelsen "Det hellige Rusland" som en samlebetegnelse for en række tankesæt, der indikerer opfattelsen af, at Rusland er udvalgt af Gud blandt verdens nationer til en bestemt mission i verden.

Forestillingen rummer tre centrale begreber: Katechon, Det tredje Rom og messianisme. Begrebet katechon (græsk: den der holder noget ondt tilbage) er en central idé, der udtrykker Ruslands selvopfattelse som beskyttende skjold mod det onde og alle kaoskræfter.

Begrebet stammer fra Paulus’ andet brev til Thessalonikerne, kapitel 2, vers 6 og betyder, at så længe der er en beskyttende magt i verden, kan Antikrist, et satanisk modstykke til Guds Kristus, ikke træde frem med sin destruktive kraft. Det vil sige, at katechon holder kaosmagterne tilbage.

Ifølge Maria Engström, lektor ved Uppsala Universitet, identificerer nationalistiske, konservative kredse i Rusland den beskyttende magt, katechon, med Rusland og Den russisk-ortodokse Kirke. De kaoskræfter, som Rusland yder beskyttelse imod, er for eksempel sekularisme og Vestens liberale ideologi og kulturrelativisme, der stemples som moralsk forfald og samfundsnedbrydende.

Det forklarer hvorfor Putin i sin tale ved annekteringsceremonien d. 30-09-2022 sagde:

Jeg gentager, at den vestlige elites diktatur er rettet mod alle samfund, inklusive befolkningerne i de vestlige lande selv. Dette er en udfordring for alle. En fuldstændig fornægtelse af mennesket, omstyrtelsen af tro og traditionelle værdier, undertrykkelse af frihed, der tilegner sig særpræg af en 'omvendt religion' [det modsatte af, hvad religionen er] - direkte satanisme. I bjergprædikenen siger Jesus Kristus, mens han fordømmer de falske profeter: På deres frugter skal I kende dem. Og disse giftige frugter er allerede indlysende for folk - ikke kun i vores land, i alle lande, inklusive mange mennesker i selve Vesten.2

Putins moraletale er tom snak, visualiseret med en neglegering af Ruslands indbyggere, hvor fattigdom og arbejdsløshed er dominerende, og hvor ytrings og pressefriheden er død under en fatamorganisk demokratisering. Rusland er et skrækkeligt undertrykt land, og Putin er en enevældig diktator der skjuler sin kommunistiske ondskab, i moraletale.

Alligevel er det ikke løgn det, han siger. Eliten er ved at omstyrte vesten, og selv i lille Danmark lider befolkningen under mangel på kundskab om Gud. Moralsk pygmæisme og usammenhængende ideologi driver befolkningen direkte i afgrunden. Eliten skubber i den grad samfundsnedbrydende moralsk forfald ud i samfundene, som præster og profeter i det gamle Israel, og befolkningen lapper det umælende i sig til sidste dråbe.

Når Putin kan citere fra bjergprædiken, er han mon så uvidende om Ezekiels advarsler til ham? Har han ikke læst, eller er der aldrig nogen der har informeret ham om profetierne der fortæller, at der i de sidste dage skal komme bud efter ham? Jeg tror han ved det. Og jeg tror også Eliten kender Salme 2 der siger, "Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede: "Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!" Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem" (Sal. 2:2-4).

Jeg tror Putin mener han er udvalgt af Gud, som artiklen i Kristeligt Dagblad oplyser, til en bestemt mission i verden, fordi Paulus' ord til Tessalonikerne er blevet mistolket. Fordi Satan har føjet til, ser Putin ikke undergang men sejr i hans kommende angreb på Israel.

Israel er det eneste vestligtsindede land i Mellemøsten, og det er det eneste problem i Mellemøsten. Hvis Putin er ført ind i en løgnfortolkning af Bibelen, og mener at Israel så vel som Vesten er satanisk, så giver det god mening at hans gudgivne mission er at drage til Israels bjerge for at forhindre Antikrist i at stå frem.

Al løgn fører til ødelæggelse, kun sandheden sætter fri. Sandheden er legemliggjort i Jesus og kundskaben om Ham fører til genoprettelse. Satanister tror Lucifer er lysbæreren, det sande lys og at Gud er ondskab, personen der ønskede at forhindre Eva i at blive som Gud til at kende godt og ondt, mens Lucifer gav indsigt. Eliten læser ikke Salme 2 som vi læser den. Hvordan de læser den har jeg ikke fantasi til at forstå, men de læser det der står og går imod universets skaber, den evige, for at overvinde Ham, til trods for at der står de vil knuses og sønderslås, og at personen de angriber råder dem til at sætte deres lid til Ham frem for at bekæmpe Ham.

Samme bedrag er Putin under, og det fører til undergang. Samme bedrag er befolkningen under, og det leder i afgrunden.

Verdens bibelske analfabetisme er endnu et iblandt de uendeligt mange beviser for, at Jesus kommer meget snart.

1 "Som babusjkadukken har Ruslands mytologi flere lag. Alle har betydning for sikkerheds- og udenrigspolitik", Kristeligt Dagblad, d. 18-03-2022
2 "Full text of Putin’s speech at annexation ceremony", Mirage News, d. 01-10-2022


Debat: Hvorfor går Magog i døden?

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Relaterede nyhedsblogs

Gog & Magog [20]; Israel [79]; Rusland [17];

Flere nyhedsblogs fra 2022