Arnold Toynbee har i et omfattende tolv-volumeners værk, beskrevet tilblivelsen og faldet af 23 civilisationer. Han mente og vedblev i den mening, at civilisationernes skæbne bestemmes af deres reaktion på de udfordringer, de står over for.
Når jeg ser på dovenskaben iblandt det danske folk - ikke alle, men majoriteten, som har vist sig igennem flere årtier, både i klimadebatten, i EU debatten hvor flere suverænitetsafgivelser er stjålet uden lovmæssige folkevalg, og under coronakrigen med alt hvad den bragte af overgreb og ikke mindst minksagen, så ser jeg et apatisk samfund i forfald. Danmark burde have været på gaderne, presset medierne der skjuler sandheden til at forkynde sandheden og gøre sit benarbejde på pressemøderne - alle danskere burde have rejst sig i harme over at Danmarks statsminister bryder den lov, som vore forfædre slås for dengang danskerne var vakte og kæmpede for deres samfund, nemlig grundloven. Men intet sker - folk er apatiske og dovne.
Christopher Quigley har på siden Financial Sense skrevet en sammenfatning af Toynbees værker, en 7 år gammel artikel, og jeg vil gengive noget vigtigt her:
| “ | En af de banebrydende opdagelser Toynbee gjorde, er det faktum, at der har været så mange højt udviklede civilisationer. Forståeligt nok, i Vesten fokuserer vores historielektioner på vores egen civilisation med rødder i græske og romerske kulturer, men derudover har der været kinesiske, indiske, maya, islamiske, sumeriske og ortodokse civilisationer, for blot at nævne nogle få. Ifølge Toynbee begynder civilisationer at forfalde, når de mister deres moralske fiber, og den kulturelle elite bliver parasitær, udnytter masserne og skaber et internt og eksternt proletariat. Han er blevet kritiseret for at overdrive rollen af religiøse og kulturelle værdisystemer, mens han undervurderer betydningen af økonomiske faktorer i udformningen af civilisationer. Det ser ud til, at med alderen blev Toynbee endnu mere overbevist om vigtigheden af den åndelige dimension.1 | ” |
Den danske regering er i den grad parasitisk og udnytter befolkningen langt, langt over grænserne. Staten er bedøvende ligeglad med at dens medborgere knap har råd til brændstof, varme og mad. Tre essentielle ting for overlevelse. Skatter, moms, gebyrer og hvad end de har fundet på af snedige fænomener, til at suge næringen ud af befolkningen, de vedbliver for at fylde statskasserne.
Under coronakrigen, har statsmagterne, inkl. den fjerde statsmagt, journalismen, med jerngreb forsøgt at danne et internt og eksternt proletariat, hvor kun de føjelige, lydige og modtagelige borgere var inde. Folk der havde andre meninger og erfarede en anden verden end den der fremstod i de elitære medier, som var meningsdannende frem for informative, de var dømt ude, gjort uciviliserede og samfundsfjendske - ja, decideret farlige. Ikke kun i Danmark, men i hele verden foregik disse segmenterende overgreb.
Dertil kommer at Danmark i snart en menneskealder har indført en gudløs religion, kaldt evolution, og det er aldeles rigtigt hvad Toynbee siger, når han påpeger vigtigheden af at befolkningen har en tro. Han er ikke den eneste der har fået øje på det. Også Edward Gibbon (Britisk historiker 1737-1794) så det. Han fandt at Romerriget havde samme historie. Riget blev aldrig overvundet, men blev nedbrudt indefra.
En opsummering af hans værk: "The History Of The Decline And Fall Of The Roman Empire" (bearbejdet igennem 26 år) fortæller om 5 grunde til at romerriget faldt:
- Kulegravning af hjemmets værdighed og hellighed, som base for samfundet.
- Forøgede skatter; brugen af offentlige penge til gratis levebrød og arenaer til underholdning.
- Den vanvittige forlystelsesmani; sport, underholdning (jo mere voldelig jo bedre)
- Forøgelse af oprustningen, selvom fjenden var inden for murerne.
- Religions forfald, som tonede over i formalitet, og mistede kraft til at vejlede folket.
Vores håb ligger ikke i vores finanssystem, militær eller demokrati, som er det eneste vores politikere har øje for, og udsulter befolkningen for at styrke. Men det svulmer op og blokerer både vilje og vej for folket. Det eneste håb for Danmark er national omvendelse til Jesus. Gud lader ikke en syndflod komme fra himmelen, for at udslette os, det har vi Hans bue på himmelen som bevis for - hvilken seksuel utugt under fanen stolthed (pride), har besudlet med sine perversiteter.
Tegnet på at Guds dom og samfundets fald er forestående, er uroen i verden, det er truslen fra Rusland, truslen fra USA, som Danmark vil samarbejde med - hvilket Bibelen kalder en pagt med døden. Da Israel havde vendt Gud ryggen, lavede de en aftale med Kong So af Ægypten, et forbillede på pagten med Antikrist (Es. 28:15) og Gud kalder det en pagt med døden og siger, "derfor så siger den Herre HERREN: Se, jeg lægger i Zion en prøvet Sten, en urokkelig, kostelig Hjørnesten" (Es. 28:16), og det er som sagt det eneste håb vi har, nemlig Jesus.
Andre historikere som Alexander Tyler, Cyril Northcote Parkinson har også studeret nationernes undergang. Alexander Tyler skriver - og lyt til hans sammenfatning af en national cyklus under demokratiet:
| “ | Demokrati kan ikke eksistere som en permanent styreform. Det kan kun eksistere, indtil vælgerne opdager, at de kan stemme sig rundhåndet fra statskassen. Fra det øjeblik stemmer flertallet altid på de kandidater, der lover flest fordele fra statskassen med det resultat, at et demokrati altid bryder sammen over løs finanspolitik, altid efterfulgt af et diktatur. Gennemsnitsalderen for verdens største civilisationer har været 200 år. Disse nationer har gjort fremskridt gennem denne sekvens: Fra trældom til åndelig tro; Fra åndelig tro til stort mod; Fra mod til frihed; Fra frihed til overflod; Fra overflod til egoisme; Fra egoisme til apati; Fra apati til afhængighed; Fra afhængighed tilbage til trældom.2 | ” |
Jim Nelson Black har også studeret nationernes cyklus og fortæller i sin bog "When Nations Die" (Når Nationer Dør) om tre aspekter af forfald: Socialt forfald, kulturelt forfald og moralsk forfald.
Tre vigtige tendenser viser at et socialt forfald er forestående: "lovløshedens krise", "tabet af økonomisk disciplin" og "stigende bureaukrati". Det leder videre til kulturelt forfald, hvor fire vigtige tendenser viser at kulturen er i forfald: "nedgang i uddannelse", "svækkelse af kulturelle grundlag", "tab af respekt for tradition" og "stigning i materialisme". Det ender med moralsk forfald, som kommer til udtryk i tre vigtige tendenser: "stigningen i umoral", "religiøs overbevisning" og "devaluering af menneskeliv"3.
Toynbee fortsætter og skitserede at:
| “ | civilisationer går i stykker som et resultat af den uundgåelige provision af synderne arrogance, overmod, overdreven stolthed og selvtillid, som kommer til udtryk i ting som nationalisme, militarisme og et dominerende mindretals tyranni. Dette moralske sammenbrud bringer sin egen gengældelsesretfærdighed (nemesis) med sig. De kreative mennesker, der er blevet reaktionære, udgør ikke længere en 'kreativ elite minoritet', men blot en 'dominerende elite minoritet.'1 | ” |
Og lyt nøje til følgende, mens du tænker få år tilbage i erkendelse af hvordan befolkningen har reageret på de udfordringer, vi har set forvandle hele verden:
| “ | I bund og grund siger Toynbee, at når en civilisation med succes reagerer på udfordringer, vokser den. Når den undlader at reagere på en udfordring, går den ind i sin periode med forfald. Toynbee hævdede, at 'civilisationer dør af selvmord, ikke af mord.' For Toynbee var civilisationer ikke immaterielle eller uforanderlige maskiner, men et netværk af sociale relationer inden for dens grænse og derfor underlagt både kloge og ukloge beslutninger, der blev truffet.1 | ” |
Vi er som folk blevet apatiske og afhængige, og står over for en fremtid af trældom. Det er historisk gentagelse og uundgåeligt. Vi har mistet både følelse og ansvar for synd, og vi har mistet kontakten til Ham der opretholder nationerne, som er univertsets opretholder og Skaber, nemlig Jesus Kristus. Og det er i en sådan grad, at vi står over for en trældomstid uden fortilfælde, en trængselstid som eliten kalder den Store Nulstilling.
Med det vil jeg sige, at uanset hvor langt vi som nation er faldet til jorden, så er der for dig og mig endnu en tid til omvendelse, og i omvendelsen et håb der venter, hvor Jesus henter os for at vi ikke skal rammes af Guds vrede. Med omvendelse mener jeg at ændre sin holdning til Jesus, et valg om i tillid at betro sit liv i Hans hænder, og Hans hænder alene.
"Derfor, som Helligånden siger: I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter som i ›forbitrelsen‹" (Hebr. 3:7-8)