Gaza-planen, Hamas' logik og spørgsmålet om "tømning" i lyset af Obad. 1:18-19
11/10-25
Det er netop i dette spændingsfelt, at en tv-interviewscene mellem Chris Cuomo og Mosab Hassan Yousef1 - søn af en af Hamas' grundlæggere, kendt som "den grønne prins" - kaster et hårdt lys ind over, hvordan Hamas' egen logik møder en sådan aftale. Yousef begynder med at takke Trump for indsatsen for at få gidslerne hjem, men lader ingen tvivl bestå om sin dom over magthaverne i Gaza: "situationen i Gaza og Gazas fremtid er i hænderne på en barbarisk gruppe", siger han, og advarer om, at uden en omfattende evakuering af civile vil magtstrukturen regenerere - hvis ikke som Hamas, så som Islamisk Jihad, eller som en ny fanatisk formation med samme endemål. Det er ikke, hævder han, primært kampen om Gaza, men om Jerusalem: i hans læsning er det religiøst motiveret jihad, der bærer projektet, ikke social infrastruktur eller kommunal forvaltning.
Set i forhold til planens første fase - frigivelse af gidsler, løsladelse af dømte, israelsk tilbagetrækning til en 53%-linje, åbning for bistand - udstiller hans skepsis, hvor porøs den politiske mekanik kan blive, når den kolliderer med en ideologisk kamplogik. Yousef beskriver fra sin opvækst, hvordan israelske styrker "respekterede kvinder og børn", men at "reglerne" i Gaza nu er forvredet, fordi Hamas bruger civile som menneskelige skjolde, hvorefter krigspropagandaen vender ansvaret mod Israel. I hans analyse er det dette narrativ, der har presset politikere ind i forhandlinger med "en barbarisk gruppe," og hans mest bitre anklage retter sig mod amnestier og fangeudvekslinger: at Israel, under globalt pres, reelt frigiver "tusinder" af gerningsmænd af Yahya Sinwars kaliber, hvilket han mener gør verden mindre tryg, også hvis det på kort sigt bringer gidsler hjem.
Når Cuomo indvender, at en forandring må være mulig, hvis der overhovedet skal findes en varig fred, afviser Yousef ikke forandring som abstrakt mulighed, men som realistisk udsigt her og nu. Han sammenstiller Hamas, andre militser og den palæstinensiske politiske arkitektur i Ramallah som enige om målet: Jerusalem. Han kalder "palæstinensisk" identitet en konstruktion og ideologien bag for en sygdom bygget på offerfortælling, og han skærper med den hårdeste sætning i interviewet, at de eneste egentlige ofre i Gaza er børnene, der er blevet "weaponized". Det er barske ord, som mange vil finde ubærlige eller uretfærdige; men i nyhedsinterviewets egen logik forklarer de, hvorfor han ikke ser en fredsaftale som noget, man kan forhandle sig til, men kun som noget, man kan håndhæve gennem demilitarisering, fjernelse af kapacitet - og afstand.
Her mødes interviewet og planens konstruktion. Planen åbner fra første færd for "frivillig migration" - "den, der vil rejse, kan rejse" - og lader denne udvandring løbe parallelt med nedlæggelsen af tunneler og våbenlagre. Samtidig forbeholder Israel sig retten til at afgøre, hvornår Gaza reelt er afmilitariseret. I zoner under israelsk kontrol kan USA efterhånden etablere en frihandelszone, mens en international stabiliseringsstyrke tænkes at holde våben ude og grænser tætte. Hvis Hamas ikke afvæbner, ophører bistand til områder uden for IDF's eller styrkens kontrol, og Israel får efter teksten mandat til at genoptage kampene. Læst sammen med Yousefs diagnose giver denne arkitektur mening: hvis den ideologiske drivkraft ikke er til forhandling, må man, i hans optik, ændre topografien og befolkningsmønstrene - ikke for at straffe, men for at forhindre replikation af samme trussel få kilometer fra israelske byer.
Det er også i dette skæringspunkt, at profetien i Ob. 1:18-19 kommer i spil (Se "Obadias’ Bog, Edoms fald og Israels genoprettelse"). Fredsplanens udvandringsspor og dens mulighed for, at Gaza "i praksis delvist tømmes," nærmer sig profetien om Edom og filistrene. "Jakobs Hus skal blive en Ild og Josefs Hus en Lue, men Esaus Hus skal blive Strå... ingen af Esaus Hus skal undslippe... De skal tage Sydlandet i Eje sammen med Esaus Bjerge og Lavlandet sammen med Filisterne" (Ob. 1:18-19). Kystsletten og filistrene kan i dag forbindes med det område, vi i dag forbinder med Gaza, og udsagnet om, at der ikke skal være nogen tilbage af Esaus hus, forstås i denne fortolkning som et mønster for tømning og overtagelse. Teologisk er det en omstridt typologisk anvendelse af en gammel domsprofeti, men den kan ikke parkeres som fortid, fordi profetien forudsætter et genforenet Israel - "Jakobs hus" og "Josefs hus" som én ild - der varigt besidder netop de geografiske akser, som stadig er konfliktens brændpunkter. Edoms bjerge mod syd og kystsletten med "filistrene" (Gaza), samt Samaria/Efraim og Gilead.
Historien rummer ikke den fulde, permanente realisering, som teksten beskriver, ligesom dommen over "Esaus hus" i total form ("der skal ikke være nogen tilbage") ikke er sket. Profetien taler derfor ind i vores tid og bekræftes i samme rækkefølge af de øvrige skrifter (Am. 9; Ez. 28; Es. 34 og 63; Apg. 15): først hedningers indsamling, derpå Israels genoprettelse og Davids hus' genrejsning, som omfatter Edoms domæne. At konfliktens linjer i dag igen tegner sydlandet, kystsletten og Samaria, gør ikke Obadias "opfyldt og overstået" - det gør den nærværende.
Tilbage står Cuomo-Yousef-samtalens sidste udveksling som en slags tidsstempel på usikkerheden. Cuomo håber, at Yousef tager fejl; Yousef svarer, at hvis verden ikke vil høre nu, vil den høre om ti eller femten år, og at regningen da bliver dyrere. Netop derfor er planens mellemstationer så afgørende - enten får man skabt en verificerbar demilitarisering, et civilt tilsyn uden jihadistisk dominans og en økonomisk struktur, der ikke kan misbruges som krigsøkonomi, eller også falder arkitekturen fra hinanden, og aftalen står tilbage som endnu et kapitel i regionens kredsløb af vold og våbenhviler.
Om Gaza tømmes, genopbygges eller igen bliver epicenter for krisen, afhænger ikke alene af underskrifter, men af, om planens sikkerhedslogik kan holde til mødet med den ideologi, Yousef beskriver - og om de politiske rammer kan rumme den demografiske forskydning, de selv lægger op til.
I lyset af Mosab Hassan Yousefs advarsel om, at ideologien regenererer sig selv, uanset om den hedder Hamas, Islamisk Jihad eller noget tredje, er der en reel sandsynlighed for, at Israel - i henhold til planens egen brudsklausul - må genoptage krigen og føre en langt mere gennemgribende rydning af Gaza igennem, hvis afvæbning og kapitulation udebliver. Netop dette gør planens "frivillige migration" til et demografisk vippepunkt. Processen kan i praksis tømme Gaza, hvor ingen efterlades tilbage.
Vi venter fortsat og ser og Bibelens profeti nu bliver opfyldt.