Når Iran falder og Gog kaldes frem: Et profetisk opgør

13/06-25



Begivenhederne i verden er ikke tilfældige. De er brikker i et mønster, som længe har været tegnet op i Bibelens profetier. Gennem profeter som Ezekiel, Daniel, Zakarias og Johannes har Gud givet os en profetisk ramme, hvori vi kan genkende tidens tegn. Jeg gentager mig selv fra tidligere nyheder, men det er en voldsom tid der kræver gentagelser for at forstå nutidens begivenheder - herunder Israels angreb på Iran, Ruslands position, NATO’s nordflanke og profetier over Skandinavien - som brikker i Guds tidsplan. Der er mange tanker og ideer, som ikke nødvendigvis bliver det billede historien præsenteres for når alt er sket. Men jeg forsøger at placere brikkerne Bibelen har givet til fremtidens puslespil - det er ikke proferier, men mine tanker, som i det mindste viser at den afslutning Bibelen har vist os, i den grad kan blive sand, i hver mindste detalje.

Gog og profetien i Ezekiel 38–39

I Ezekiel 38 - 39 ser vi en detaljeret profeti om en invasion mod Israel fra "landet i det yderste nord", anført af Gog, fyrste over Magog. Han kommer med Persien (Iran), Gomer, Togarma og flere folkeslag. Gog bliver ikke blot en krigsherre, men et redskab i Guds hånd: "Jeg vil sætte kroge i dine kæber og trække dig frem" (Ezek. 38:4).

Denne krig sker, mens Israel bor "trygt" (Ezek. 38:11), og Gogs erklærede motiv er økonomisk og strategisk, "for at røve rov" (Ezek. 28:12). Det er muligt, at angrebet på Iran kun fungerer som påskud, mens det dybere motiv er ønsket om at tilegne sig Israels voksende rigdom, teknologiske overlegenhed og energiresurser. Når Israel efter angrebet på Iran - og total-neutralisering af landets proxy-militser - oplever en midlertidig ro, kan det give en illusion af fred.

Men i denne periode samler Rusland kræfter. Hungrig efter hævn og vinding rejser Gog sig, ikke blot som støtte til Iran, men med blikket rettet mod Israels rigdom og strategiske placering. I den forstand bliver angrebet på Iran ikke den egentlige årsag, men den udløsende begivenhed, som Gud bruger til at trække Gog frem. "Jeg vil sætte kroge i dine kæber og trække dig frem" (Ezek. 38:4) rummer netop dette uforklarlige med fysiske øjne - at menneskers beslutninger styres af både geopolitiske forhold og guddommelig indgriben - alt sammen for at Gud kan herliggøre sit navn blandt folkene (Ezek. 39:7).

Aktuelle begivenheder i profetisk lys

Israels nylige angreb på Irans atomanlæg - herunder Fordow og Parchin - og drabet på flere topfigurer i IRGC kan ses som den "krog", Gud anvender til at trække Gog frem (Ezek. 38:4). Rusland, som er Irans nærmeste stormagtsallierede, oplever dermed et strategisk og geopolitisk nederlag, samtidig med at landet presses på Ukraine-fronten og i forholdet til NATO.

Persien nævnes eksplicit i Ezekiels alliance. I dag udgør Iran Ruslands vigtigste strategiske partner i Mellemøsten. De to regimer er forbundne af gensidig afhængighed: Rusland leverer militærteknologi, træning og støtte til Irans militser, mens Iran til gengæld forsyner Rusland med droner, ammunition og energisamarbejde uden om vestlige sanktioner. Samarbejdet i Syrien er blot ét af flere eksempler på, hvordan de koordinerer interesser mod Vesten og især mod Israel.

Rusland har brug for Iran som en modvægt mod USA’s og Israels dominans i regionen, og som brik i et globalt opgør med vestlig dominans. Omvendt har Iran brug for Moskva som diplomatisk beskytter og teknologisk leverandør. Hvis Iran lammes militært og mister sin atomkapacitet, står Rusland isoleret i Mellemøsten - uden allierede og uden dybde i regionen. Det kan presse Kreml til at reagere kraftfuldt - dels for at genoprette strategisk balance, dels for at sende et signal til verden. I en sådan kontekst kan Rusland rette sit blik mod Israel, både som geostrategisk modstander og som økonomisk mål. "Kommer du for at røve rov?" (Ezek. 38:13) bliver i den sammenhæng et spørgsmål med ny aktualitet.

Norden i det profetiske billede

Ezek. 39:6 nævner en opsigtsvækkende detalje, "Jeg sender ild mod Magog og mod dem, der bor trygt på fjerne øer". Det hebraiske ord for "øer" (iyyim, אִיִּים) betyder bogstaveligt talt øer, og anvendes konsekvent sådan i Det Gamle Testamente - ofte i betydningen fjerne øer eller kystlande set fra Israels perspektiv. Der er ingen direkte bibelsk anvendelse, hvor iyyim refererer til lande som de nordiske. Derfor bør fortolkningen her ske med forsigtighed. Ikke desto mindre kan billedet af "fjerne, trygge egne" - geografisk - godt ramme den virkelighed, vi ser i dag i Vesteuropa og Skandinavien, med nationer, der har levet i fred, men som i profetisk forstand står for tur, når Gud ryster nationerne.

I denne forbindelse bliver profetierne over Norden særligt relevante. Ron White profeterede om russiske angreb på Sverige. Birger Claesson så åndelig dom over nationen. Ove Falg så pludselig ødelæggelse i Norge. Alle tre beskriver Norden som en åndeligt frafalden region, der står over for dom, men hvor Gud vil bevare en rest. (Se evt. "Dom over Norden – En samlet profetisk vision".

Hvis Rusland skal føre krig mod Israel, kan det være nødvendigt for dem at neutralisere NATO’s nordflanke først - herunder Norden. Både Sverige, Finland og Norge udgør vigtige brikker i NATOs overvågningssystemer og missilforsvar i Arktis og Nordatlanten. En destabilisering eller besættelse af disse områder vil svække NATOs evne til at støtte Israel eller afskrække russisk aggression i syd. Samtidig vil et angreb på Norden tvinge NATO til at sprede sine styrker tyndt og reaktivt, hvilket svækker alliancens samlede beredskab.

Dermed bliver Norden indirekte, men uundgåeligt, en brik i Gog-krigen - ikke fordi Rusland søger rigdom i Skandinavien, men fordi det er en strategisk nødvendighed for at beskytte egne operationer og undgå vestlig modreaktion, når de rykker mod Israel. Det er også tænkeligt, at et effektivt og ustraffet russisk indgreb i Norden kan så splittelse i NATO og skabe desillusionen om at Israel er arnestedet for al ulykke i verden. I sådan en situation kan Rusland, som betingelse for at stoppe yderligere konfrontation, pege på Israel som roden til konflikten og kræve, at Vesten og NATO lægger pres på Jerusalem.

Hvis NATO på dette tidspunkt er svækket, handlingslammet og måske krigstræt - eller måske i virkeligheden spiller med i Satans plot mod Israel (en udryddelse der kan overflødiggøre Jesu genkomst som Israels Konge når landet og jøderne er udryddet) - kan man forestille sig, at Vesten vælger at ofre Israel for at skabe en illusion om fred - og dermed bliver medskyldig i Gogs angreb. Det stemmer med Zak. 12:3, hvor Herren siger: "På hin Dag gør jeg Jerusalem til Løftesten for alle Folkeslag - enhver, som løfter den, skal rive sig på den!". Ærlig talt - om man er for eller imod Israel - er det så ikke præcis det, den sidste tid har vist? Israel er i endetiden det punkt, hvor verdens nationer falder. Det, der begynder som et politisk kompromis, kan i virkeligheden være en åndelig konfrontation med Gud selv.

Albert Pike og det okkulte perspektiv på verdenskrigene

Det er værd igen at nævne den kontroversielle, men tankevækkende profetiske kilde uden for Bibelen, nemlig Albert Pike, en amerikansk general og højtstående frimurer i 1800-tallet. Pike skrev i en berømt og hemmelig brevveksling med Giuseppe Mazzini om en dæmonisk inspireret plan for tre verdenskrige. Ifølge denne plan, der angiveligt stammer fra 1871, skulle:

- Den første verdenskrig vælte zarstyret i Rusland og føre til kommunismens fremkomst.
- Den anden verdenskrig skabe konflikt mellem fascisme og zionisme og bane vejen for oprettelsen af Israel og udvidelsen af sovjetisk magt.
- Den tredje verdenskrig opstå gennem konflikt mellem jødedom og islam - det er jo også præcist det, vi har set igennem den sidste tid - hvilket skulle lede til global kaos, nihilisme og åndelig træthed. I dette vakuum skulle en ny åndelig åbenbaring, baseret på Lucifers lære, blive præsenteret for verden som løsning - og bane vejen for en Ny Verdensorden.

Denne plan stemmer uhyggeligt overens med udviklingen frem til i dag. En krig mellem Israel og Iran (det moderne Persien), hvor islamisk og jødisk civilisation kolliderer, kan være netop den gnist, der bringer verden ind i det kaos, Pike beskrev. At Rusland, Irans vigtigste beskytter, kunne blive trukket ind i denne konflikt, passer både med Bibelens profeti om Gog fra nord og med Pike's vision om en orkestreret verdensomspændende krise, der til sidst skal munde ud i et totalitært system under Antikrist.

Historien i Guds hånd - og en rest i Norden

Vi ser altså brikkerne falde på plads:
- Iran er rystet.
- Rusland presses, isoleres og mister sin vigtigste allierede i Mellemøsten.
- Israel tager initiativet og skaber en midlertidig fred gennem militær overlegenhed.
- NATO er splittet, krigstræt og tvinges til at sprede sine styrker tyndt.
- Norden står uforberedt, åndeligt og militært – og kan blive fanget som strategisk brik i Gogs plan.

Bibelen viser os ikke kun, hvad der sker, men hvorfor. Gud ryster nationer for at kalde mennesker til sig. Magog-krigen kan blive en åndelig vækkelse for Israel (Ezek. 39:22) - og dom over de frafaldne nationer.

I Norden lyder det samme kald: Omvend jer, søg Herren, mens han er nær. For dem, der vil lytte, er der stadig håb. Gud har en rest i Danmark, Sverige, Norge og Finland, som han vil bruge - ikke fordi disse nationer som helhed vender sig til ham, men fordi han i sin trofasthed altid bevarer en rest, som ikke bøjer knæ for verdens systemer (jf. Rom. 11:5).

Denne rest følger mønstret fra profetierne i Esajas, Joel og Zakarias, hvor Gud under domsperioder udskiller en hellig skare, der renses, bevares og bruges til hans ære i de sidste tider. Hvad indebærer det? At de bliver kaldt til at være lys i mørket, til at stå fast på Guds ord, når alt andet vakler. De skal bære vidnesbyrdet om sandheden, advare deres landsmænd, opbygge de svage og forberede Herrens vej - ikke nødvendigvis som folkets ledere, men som Åndens fyrtårne i et mørkt og vildført samfund. Det er gennem denne rest, at Gud kan vise sin trofasthed, tale med vækkende kraft og forberede jorden på det, der skal komme.

Når livet ufrivilligt tvinges ud på kanten, og mennesker ikke har nogle værdslige holdepunkter tilbage, så fremkommer det latente kald på Gud dybest i mennesket, og her skal vi som troende pege på Bibelen, på profetierne og sige, "Kom i Hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte Enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: 'Mit Råd står fast, jeg fuldbyrder al min Vilje'" (Es. 46:10-11).

Vi lever i de dage, som profeterne så. Nutidens begivenheder er ikke blot tilfældigheder - de er brikker i det profetiske puslespil, som Bibelen har lagt. Israels angreb på Iran, Ruslands strategiske pres, og de nordiske nationers skrøbelighed - alt dette passer ind i en ramme, som Guds ord har forudsagt.

Må denne forståelse føre os til vågenhed, bøn og beredskab. For tiden er kort, og Gud taler klart - både gennem sit ord og gennem begivenhederne omkring os.

Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle overraske jer som en tyv. (1. Tess. 5:4)



Debat: Når Iran falder og Gog kaldes frem: Et profetisk opgør

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Relaterede nyhedsblogs

Bibelens troværdighed [21]; Gog & Magog [29]; Iran [43]; Rusland [36]; Skandinavien [11]; Tidens ende [88];

Flere nyhedsblogs fra 2025