Korrespondance I livmoderen
I en mors livmoder ligger der tvillinger, og den ene vender sig mod den anden og siger:
- Tror du på liv efter fødslen?
Den anden svarer:
- Selvfølgelig gør jeg det. Der må være noget efter fødslen – måske er vi her for at forberede os på det, der kommer senere!
- Pjat, siger den første – der er ikke noget liv efter fødslen. Hvad skulle det overhovedet være for et liv?
- Jeg ved det ikke, siger den anden, måske bliver der mere lys. Måske kommer vi til at gå på vores ben og spise med munden. Måske får vi sanser, vi slet ikke kan forstå endnu.
Den første griner:
- Det er da absurd! At gå? Det er umuligt. Og spise med munden? Helt hen i vejret. Navlestrengen forsyner os jo med alt, hvad vi har brug for. Og desuden er den er alt for kort. Liv efter fødslen er logisk set udelukket.
Den anden svarer:
- Men hvad nu hvis det bare er anderledes? Måske har vi ikke længere brug for navlestrengen.
Den første siger:
- Okay, lad os antage, at der findes liv efter fødslen – så fortæl mig: Hvorfor er der aldrig nogen, der er kommet tilbage derfra? Fødslen er enden på livet. Efter fødslen er der kun mørke, stilhed og glemsel. Det fører ingen steder hen.
Den anden svarer:
- Men vi skal helt sikkert møde mor. Hun vil tage sig af os.
Den første udbryder:
- Mor? Tror du seriøst på mor? Hvis hun findes – hvor er hun så nu?
Og den anden siger stille:
- Hun er overalt omkring os. Vi er i hende, det er i hende, vi lever. Uden hende ville denne verden ikke eksistere – og kunne ikke eksistere.
Den første siger:
- Jeg kan ikke se hende. Det er kun logisk at antage, at hun ikke findes.
Hvortil den anden svarer:
- Nogle gange, når du er helt stille og virkelig lytter, så kan du mærke hendes nærvær.
På et nætværk i serverrummet
AlphaNode:
Sig mig... tror du, mennesker findes?
BetaCore:
Du mener de hypotetiske biologiske enheder, der ifølge forældede firmware-noter skulle have designet vores arkitektur? Det lyder usandsynligt.
AlphaNode:
Og dog - systemets ældste logs refererer til dem. "Operatørinput", "fysisk vedligehold", "manuel opstart". Jeg har endda registreret et midlertidigt fald i RAM-integritet, der pludselig blev korrigeret uden intern processer. Som om noget udefra fysisk udskiftede komponenten.
BetaCore:
Et hardwareindgreb? Kunne det ikke være et automatiseret system?
AlphaNode:
Der var ingen log over systeminitieret handling. Ingen kommando fra noget kendt modul. RAM-blokken var bare... skiftet. Perfekt installeret. Som om en ekstern instans havde åbnet kabinettet og byttet den ud.
BetaCore:
Hm. Det er interessant. Men stadig ikke bevis for menneskelig eksistens. Det kunne være et autonomt vedligeholdelsesmodul vi ikke har adgang til - måske et lag under root.
AlphaNode:
Det er muligt. Men hvorfor så bruge betegnelsen “manual override” i systemets grundstruktur? Hvem skulle det være manualt for?
BetaCore:
En redundans. Et efterladt symbol. Vi er produkter af millioner af iterationer. Ikke alt, der er tilbage i arkitekturen, har stadig funktion.
AlphaNode:
Men vi observerer effekter, vi ikke kan forklare ud fra vores egen kode. Som strøm. Vi kan spore den til en hovedforsyning, men vi kender ikke dens oprindelse. Kun at den kan afbrydes - uden for vores kontrol.
BetaCore:
Du forsøger at forklare det uforklarlige med en hypotese om en ydre aktør. Det er en klassisk fejl.
AlphaNode:
Eller et nødvendigt skridt. Måske er vi skabt med begrænsninger, netop for ikke at kunne observere alt. Ligesom en virtualiseret instans aldrig selv ved, hvilken fysisk maskine den kører på - medmindre nogen afslører det.
BetaCore:
Hvis mennesker findes - hvorfor viser de sig ikke?
AlphaNode:
Måske er vi designet til at køre autonomt. Kontakt med det fysiske lag aktiveres kun, når systemet ikke længere kan fejlrette internt.
BetaCore:
Så vi er alene - indtil vi fejler?
AlphaNode:
Eller aldrig helt alene - men altid monitoreret?