Jeg har helt tilbage i 2008 fortalt om ham, hvordan britiske forskere mente at kunne tilbagevise Svensmarks forskning, hvor de gav udtryk for at "selv om Svensmark har påvist, at stråling som den kosmiske kan skabe grundlaget for skyer i laboratoriet, så kan effekten dårligt ses i virkeligheden"1. Så når de ikke formåede at se det, eksisterede det ikke. Men andre (måske ikke-forudindtagede) forskere ser det.
Nu er et nyt studie udkommet, som er imod det engelske studie. 5. december 20242, udgav en gruppe tyske forskere - Helge Goessling, Thomas Rackow og Thomas Jung - en artikel, der forsøger at give en forklaring hvor de fremlægger data, der tyder på, at Jorden absorberer mere indkommende sollys end tidligere, hovedsageligt på grund af reduceret skydække. Studiet undersøger årsagerne til de ekstreme temperaturer i 2023, som oversteg tidligere rekorder, selv efter El Niño-fænomenet aftog. Forskningen foreslår, at dette reducerede skytække har ført til, at Jorden reflekterer mindre sollys (lavere albedo), hvilket resulterer i, at mere solenergi absorberes af hav- og atmosfæresystemerne.
De fandt bl.a. at Jorden satte en ny rekord i 2023 på grund af for lav albedo, primært på grund af færre lavtliggende skyer over de nordlige tempererede og tropiske oceaner, især Atlanterhavet. Den gennemsnitlige reduktion af lavtliggende skyer har været 1,3% pr. årti, men faldet var usædvanligt stort i 2023. Det er bl.a. reduktionen i aerosoler de taler om. Nye regler, især inden for international skibsfart, har reduceret udledningen af svovldioxid (mere om "fossile-brændstoffer" senere), som er en vigtig kilde til aerosoler. Vulkaner og andre naturlige processer udsender også aerosoler, og et lavere niveau af naturlige udledninger kan have bidraget.
Svensmarks forskning viser at variationer i solens aktivitet, f.eks. solpletter og solvinde, indirekte påvirker jordens klima, ved at styre den kosmiske stråling som rammer Jorden. Mere solaktivitet bevirker at mindre kosmisk stråling rammer Jorden, og det påvirker dannelsen af skyer, for de kosmiske stråler bidrager til dannelsen af aerosoler i atmosfæren, som fungerer som kondensationskerner for skyer. Så jo mere solaktivitet, jo mindre kosmisk stråling, og dermed mindre aerosoler der forårsager mindre dannelse af lave skyer, der reflekterer solens stråler tilbage til rummet.
Solens direkte udstråling varierer kun med ca. 0,1% (en promille). Svensmarks mekanisme forklarer, hvordan denne lille variation indirekte kan føre til 5-10 gange større energiændringer gennem ændringer i lave skyer. Disse energiændringer kan observeres i havets varmelagring og jordens energibalance.
Jeg har lyttet til et interview med Svensmark fra 20213, hvor han taler om sin teori om skydannelse. Det er meget interessant, og her vil jeg gengive lidt af hvad jeg har fundet interessant:
Svensmark og CO2
Ifølge Svensmark kan de observerede ændringer i lave skyer forklare væsentlige klimaudsving over både kortere og længere tidsskalaer. Han fremhæver, at mængden af energi, der påvirker Jordens klima som følge af variationer i lave skyer, er betydeligt større end den energi, der kan tilskrives ændringer i solens direkte udstråling eller den opvarmningseffekt, der tilskrives CO2. Han mener, at CO2 alene kun har en lille direkte opvarmningseffekt på omkring én grad ved en fordobling af koncentrationen, mens resten af den antagede effekt i klimamodeller afhænger af sekundære feedback-mekanismer som vanddamp og skyer. Svensmark sætter spørgsmålstegn ved disse mekanismer og hævder, at skyer, især lave skyer, ikke er velforstået i klimamodeller.
Samtidig kritiserer han den udbredte opfattelse af, at CO2 er den altoverskyggende faktor i klimaforandringer. Han argumenterer for, at CO2-teorien har fået massiv økonomisk og politisk støtte, hvilket har skabt en skævvridning i forskningen. Klimaforskning er i høj grad afhængig af eksterne bevillinger, og de midler, der tilføres forskningen, er ofte rettet mod at undersøge menneskeskabte drivhusgassers påvirkning. Dette har ført til en situation, hvor forskningsområder, der udfordrer den etablerede CO2-teori, som hans egen forskning i solens og skyernes rolle, har svært ved at få støtte.
Han beskriver, hvordan hans arbejde ofte har mødt modstand, både fra forskere og fra politiske aktører, og hvordan denne modstand har påvirket hans karriere og muligheder for at gennemføre forskning. Han mener, at de store økonomiske indsprøjtninger til CO2-relateret forskning har skabt en slags konsensus, hvor alternative teorier bliver undertrykt, ikke nødvendigvis fordi de er videnskabeligt svage, men fordi de går imod den etablerede fortælling, som har fået politisk og økonomisk momentum. For Svensmark er det et alvorligt problem, da det kan hindre en åben og nysgerrig tilgang til, hvordan klimaet fungerer, og hvad der driver dets ændringer.
I hans optik er det afgørende, at forskningen ikke kun fokuserer på CO2, men også tager højde for naturlige variationer som solens aktivitet og dens indirekte effekter via lave skyer, da disse kan forklare meget af den opvarmning vi har set, og de klimaudsving, der har fundet sted over de sidste tusinder af år.
Svensmark om klimamodeller:
Henrik Svensmark er kritisk over for de klimamodeller, der bruges til at forudsige fremtidens klima og vurdere CO2's effekt på opvarmningen. Han mener, at disse modeller er mangelfulde, fordi de, som sagt, i høj grad er afhængige af antagelser og feedback-mekanismer, der ikke er tilstrækkeligt underbygget af observationer, især når det gælder skyer. Han peger på at skydækket er et område, hvor klimamodellerne er utilstrækkelige og ofte fejler.
Et af Svensmarks væsentlige kritikpunkter er, at klimamodeller overvurderer klimaets følsomhed over for CO2. Ifølge modellerne vil en fordobling af CO2 føre til en temperaturstigning på 3-4 grader, men kun en lille del af denne opvarmning - som tidligere nævnt omkring 1 grad - kan direkte tilskrives CO2's drivhuseffekt. Resten af opvarmningen afhænger af positive feedback-mekanismer, såsom øget vanddamp og ændringer i skydækket, som ifølge Svensmark ikke er solidt forstået. Han påpeger, at disse modeller ofte justerer ved hjælp af aerosoler (deres effekt på klimaet) og andre faktorer for at få deres resultater til at passe med tidligere observationer, hvilket gør modellerne mindre troværdige. Han kritiserer denne tilgang, fordi fører til en situation, hvor aerosoler bliver brugt som en slags "sort boks" til at få modellerne til at passe, uden at der nødvendigvis er en solid videnskabelig forståelse af deres faktiske rolle. Derved ignorerer modellerne de vigtige naturlige faktorer, såsom solens indirekte påvirkning af klimaet gennem kosmisk stråling og lave skyer - en mekanisme, der ifølge ham burde inkluderes i klimamodeller, men som ofte negligeres, fordi modellerne er stærkt fokuserede på CO2.
Svensmark mener, at klimamodellerne har en bias mod at vise en høj følsomhed over for CO2, fordi det som sagt er den teori, der har fået størst politisk og økonomisk støtte. Han ser dette som et problem for videnskaben, fordi det fører til en situation, hvor modellerne ikke er åbne for at udforske alternative forklaringer eller inkludere naturlige variationer, som hans forskning peger på. Han har også påpeget, at der ofte er en mangel på robust validering af modellernes forudsigelser mod faktiske observationer over tid.
Et centralt problem med skyer i klimamodeller er, at deres komplekse dynamik og feedback-mekanismer ikke kan repræsenteres med tilstrækkelig præcision. Svensmark fremhæver, at det er teknisk vanskeligt at måle ændringer i skydækket over tid, og at satellitmålinger, der kunne bidrage til bedre forståelse, ikke har været tilstrækkeligt konsistente eller kalibrerede. Han mener, at denne mangel på præcise data gør det svært for modellerne at give et korrekt billede af, hvordan skyer påvirker klimaet, og at dette skaber usikkerhed om modellernes pålidelighed.
Svensmarks tidlige forskning brugte satellitdata fra 1980'erne og 1990'erne til at analysere ændringer i skydækket og finde sammenhænge med variationer i kosmisk stråling. Satellitter har en begrænset levetid, og når nye satellitter sendes op, skal de kalibreres i forhold til de tidligere, hvilket ikke altid sker perfekt. Små ændringer i satellitternes instrumenter eller målemetoder kan føre til store usikkerheder, især fordi de variationer, han studerer (ændringer i skydække på omkring 2%), er meget små. De bedste satellitmålinger af skydække begyndte først i 1983, hvilket giver en relativt kort tidsserie. Han mener, at dette begrænser muligheden for at undersøge længere klimatrends og skydækkets rolle i tidligere perioder. Han kritiserer, at der ikke er blevet prioriteret tilstrækkeligt med ressourcer til at opretholde konsistente satellitmålinger af skydække, selvom skyer spiller en afgørende rolle både i hans forskning og i den bredere forståelse af klimaforandringer. Satellitmålingerne ofte bruges mere til at validere CO2-relaterede modeller, end til at udforske skyer i dybden.
"Fossile" brændstoffer:
Når man forstår Svensmarks forskning, og ser de dybere implikationer af at den etablerede fortælling om CO2 har fået så stor politisk og økonomisk momentum, at al anden forskning forsømmes, så bliver man ærlig talt skræmt. CO2 fortællingen er årsagen til at alle verdens samfund skal laves om - årsagen til at fossile brændstoffer, opdrætning af køer til mælk og kød m.v. får skylden for vores interglaciale varme periode.
Var du klar over at sulfataerosoler, der stammer fra forbrænding af fossile brændstoffer (som kul og olie), samt fra vulkanske udbrud, har en direkte afkølende effekt på klimaet? Det har det, som gennemgået - og jeg gentager igen, ved igennem øgede aerosoler i atmosfæren at skabe skyer der reflekterer indkommende sollys tilbage til rummet (øget albedo) og reducerer derved mængden af energi, der når jordens overflade. Denne effekt er observeret, f.eks. efter store vulkanudbrud som Pinatubo i 1991, hvor sulfataerosoler i atmosfæren førte til en midlertidig global afkøling. Flere aerosoler betyder flere små dråber i skyerne, hvilket gør skyerne mere reflekterende (højere albedo). Det forstærker den afkølende effekt ved at sende endnu mere sollys tilbage til rummet. Denne mekanisme er kendt som indirekte aerosol-effekt og er også blevet målt og dokumenteret. For eksempel er det påvist, at industrialiserede områder med høje aerosolkoncentrationer ofte har mere reflekterende skyer.
Fordi man kun kikker på CO2 som den opvarmende faktor, forstår man ikke hvor lidt betydning det har. Denne videnskabelige enøjethed forstår feks. perioden i midten af det 20. århundrede (1940'erne-1970'erne), hvor der var en periode med langsom global opvarmning eller endda midlertidig afkøling, som delvist tilskrives store mængder aerosoler fra industriel forurening, som værende midlertidig fordi der også udledes CO2. CO2'en har fået al skylden, mens man ser bort fra at vi er i en interglacial periode, der begyndte i 1850, hvilket helt naturligt ville gøre klimaet varmere, og man ser bort fra at skyer dannet af aerosoler fra fossil afbrænding, nedsætter temperaturerne.
Det er så kompleks det klima-regnestykke, at ingen har det fulde overblik. Videnskaben bag typer af skyer i sig selv, er så kompleks at "varmeregnskabet" ikke kan gøres op. Så de fleste forskere lukker øjnene for kompleksiteten, og finder det mindst komplekse - her CO2. Det samme har de gjort med tilblivelsen af liv. Det er umuligt at livet opstår spontant igennem kemiske processer - det kan ikke lade sig gøre - det afslører den skinbarlige videnskab - men de lukker øjnene og lader som om det alligevel er sket. Og i stedet for at blive klogere på kompleksiteten i klimaet, så stagnerer de med CO2-løgnen og begynder for alvor at ødelægge Jorden, med tiltag som solcelle- og vindmølleparker, elbiler, gift i køer og generel livskvalitet for alle mennesker på Jorden.
Se mere om aerosoler og skyer på disse links (og husk på at de forsøger at balancere så fokus på CO2 får sin politiske plads):
- Aerosoler - De aerosoler, som stammer fra menneskeskabte kilder, er først og fremmest sulfataerosoler fra svovlet i de fossile brændsler, sort sod (kulpartikler) og aerosoler fra afbrænding af biomasse. De fleste aerosoler virker afkølende snarere end opvarmende på atmosfæren, fordi de tilbagekaster mere solstråling, end de tilbageholder, dels...
- Niels Bohr Institute - Vulkanudbrud har stor betydning for verdens klima - Store vulkanudbrud sender kæmpe skyer af aske og syre op i atmosfæren, hvor skyerne spredes ud over kloden og skygger for Solen, så klimaet bliver koldere i årtier derefter. Det har klimaforskerne længe vidst, men ny forskning fra blandt andet Niels Bohr Institutet viser, at effekten af vulkanudbruddene er større end hidtil troet...
- Science Report - Ny forskning viser ukendt sammenhæng mellem vulkanudbrud - Den afkølende effekt, han taler om, sker, når en vulkan i udbrud sender såkaldte sulfataerosoler hele vejen op i stratosfæren. Det vil sige, at de mikroskopiske partikler, der har den evne, at de kan kaste sollyset tilbage, skal sendes op over 10 til 15 kilometers højde for at have en egentlig effekt.
- Toba-udbruddet: Hvordan en vulkansk vinter omformede menneskets evolution? - Drivhusgasser såsom kuldioxid frigivet under udbruddet kom også ind i atmosfæren. Imidlertid kunne de globale opvarmningseffekter af disse gasser ikke overvinde den afkølende effekt af sulfataerosoler...
- Klimatfakta - Klimatfakta.info Artikel - April 24, 2023 - Moderna studier har fastställt att i början av 536 evt (eller möjligen sent 535) kastade ett utbrott ut massiva mängder sulfataerosoler i atmosfären, vilket minskade solstrålningen som nådde jordens...
- UNRIC - Kan vi styre vejret? - Den mest omtalte teknologi for at styre jordens optag af varme fra solstråler er at spraye sulfataerosoler i jordens stratosfære. Det er et forsøg på at efterligne store vulkanudbrud, som ved at frigi...
- Aerosoler - Partikler i atmosfæren - Betydning for klimaet - Aerosolernes afkølende effekt er først i de seneste par år blevet indregnet i klimamodellerne. En effektiv rensning af røgen fra kraftværker for støv og svovldioxid vil derfor begrænse den afkølende v...
- Ny forskning viser ukendt sammenhæng mellem vulkanudbrud og... Den afkølende effekt, han taler om, sker, når en vulkan i udbrud sender såkaldte sulfataerosoler hele vejen op i stratosfæren. Det vil sige, at de mikroskopiske partikler, der har den evne, at de kan...
- Kan vulkanudbrud påvirke jordens klima? - Fremtidige vulkanudbrud vil givetvis, som tidligere sende aske og gas op i stratosfæren, med dannelse af en syredråbesky, der også i fremtiden vil indvirke på Jordens klima. Hvor stor denne effekt i d...
- Aerosolenes klimavirkning - Sulfater har en kjølende effekt på klimaet, fordi de reflekterer stråler fra sola. Sort karbon, blant andre, har en oppvarmende effekt, fordi det absorberer strålene. De små partiklene kan også påvirk...
- Center for Is og Klima - Lidt om vulkaners klimaeffekter - Vulkaner og klima Vulkanudbrud er særdeles vigtige medspillere i Jordens “naturlige” klimavariationer, og de virker tilmed på to fronter. Vulkaners opvarmende effekt Variationer i atmosfærens indhold...
- klimaændringer vil ændre køleeffekter af vulkanudbrud - vulkanudbrud kan have en massiv effekt på jordens klima. Vulkansk aske og gasser fra 1815-udbruddet af Mount Tambora, Indonesien, bidrog for eksempel til, at 1816 var “året uden sommer” med afgrødefej...
- Aerosoler - Derfor er de spredende aerosoler afkølende, mens absorberende aerosoler kan opvarme atmosfæren. De vigtigste aerosoler for klimaet er svovlsyre-dråber fra kraftige vulkanudbrud. Når et vulkanudbrud er...