Alan J. Kuperman har en Ph.D. i statskundskab fra MIT, og har tidligere arbejdet som rådgiver i den amerikanske kongres og været fellow ved førende tænketanke som Wilson Center og U.S. Institute of Peace. I en artikel fra 2017 i HuffPost2 beskrev Kuperman Trump som værende "amoralsk" og argumenterede for, at han overtræder civiliserede normer, når det passer hans egne interesser. Kuperman er ikke tilhænger af Trump og har som du ser tidligere har udtrykt kritik af hans adfærd og karakter. Han har skrevet en artikel i The Hill, med titlen "Desværre har Trump ret med hensyn til Ukraine", og man kan lægge hvad man vil i den titel, men Kuperman skriver at "Jeg er sjældent enig med præsident Trump, men hans seneste kontroversielle udtalelser om Ukraine er for det meste sande"3.
Mens medier, eksperter og politikere i årevis latterliggjorde Donald Trumps syn på Ukraine og Rusland, viser virkeligheden i dag et helt andet billede: Trump havde i store træk ret. Og det kostede Ukraine dyrt, at Vesten - og især præsident Joe Biden - nægtede at lytte. Bagvaskelserne begyndte i 2016, da Trump blev anklaget for at være "Putins marionet". Siden da blev enhver nuance i hans udenrigspolitik fremstillet som farlig og naiv. Men i lyset af krigens udvikling er det nødvendigt at revidere fortællingen. Lad mig gennemgå hans artikel.
2014: Et regimeskifte, som blev fordrejet
Krigens rødder ligger ikke i 2022, men i 2014. Ukraine havde dengang en demokratisk valgt præsident, Viktor Janukovitj, som valgte økonomisk samarbejde med Rusland frem for EU. Det udløste protester - og vold, ikke fra regeringen, men fra højreorienterede militante grupper.Selv en domstol i Kyiv har senere bekræftet, at det var militante, der åbnede ild. Den officielle fortælling om en fredelig protestbevægelse, som brutalt blev undertrykt, har siden vist sig stærkt misvisende. Det skabte illusionen af et "massakre" udført af regeringen, hvilket førte til præsidentens fald og flugt - og Putins første militære reaktion.
Jeg hopper lige ud af artikel-gennemgangen her, for at forklare.
EU ønskede ikke, at Ukraine skulle indgå tættere samarbejde med Rusland, fordi det ville true EU’s strategiske og økonomiske interesser i regionen. Ukraine har længe været en geopolitisk nøglestat - en buffer mellem Rusland og Vesten - og EU har siden Clinton-administrationen i 1990’erne, arbejdet for at knytte landet tættere til sig gennem partnerskaber og handelsaftaler. Et skifte mod Rusland ville have undermineret denne vestlige strategi og styrket Putins planer om en Eurasisk Union, hvor Ukraine var central. Derudover så EU Ukraine som en vigtig økonomisk partner med stort potentiale - både som marked og som producent, især i landbrugssektoren.
Tilbage til artiklen.
Zelensky og bruddet med fredsaftalerne
Kuperman skriver at Zelensky blev valgt i 2019 på løftet om at skabe fred og implementere Minsk-aftalerne, som havde til formål at give Donbas en vis autonomi og afslutte kampene. Men efter valget vendte han på en tallerken. I stedet valgte han konfrontation, oprustning og militært samarbejde med NATO. Det blev for Putin den sidste dråbe. Putin svarede med at anerkende Donbas' uafhængighed og krævede, at Ukraine skulle opgive NATO-ambitioner. Da Zelensky nægtede, indledte Rusland sin storstilede invasion.Joe Biden kunne have stoppet krigen, før den begyndte. USA havde og har enorm indflydelse på Ukraine. Men i stedet for at insistere på fredsforhandlinger, overlod Biden beslutningen til Zelensky og lovede "hurtig og afgørende" støtte, hvis Rusland angreb. Det læste Zelensky som et grønt lys til konfrontation.
Trump ville - ifølge flere kilder - ikke have givet Ukraine carte blanche. Han ville have forlangt en fredelig løsning og kunne have tvunget Zelensky til at følge Minsk-aftalerne. Resultatet: krigen kunne være undgået eller i det mindste forkortet.
Falske forhåbninger og tusindvis af døde
Da krigen først rasede, lod Biden forstå, at USA ville stå bag Ukraine "til det sidste". Men han nægtede at sende de våben, der kunne have givet Ukraine en reel sejr, og han nægtede også at presse på for en våbenhvile. Det efterlod Ukraine i et dødbringende limbo: nok støtte til at fortsætte krigen, men ikke nok til at vinde den. Frontlinjerne har flyttet sig under én procent på to år. Imens er hundredtusinder blevet dræbt eller lemlæstet.Nu, hvor blodbadet er åbenlyst håbløst, forsøger Trump og Putin angiveligt at genoptage samtalerne om fred. Det, der tegner sig, ligner det, man kunne have opnået i 2022 – eller i 2015 – uden krig: Rusland beholder Krim og dele af Donbas, Ukraine får vestlige sikkerhedsgarantier, men ikke NATO-medlemskab.
Ironien er til at tage og føle på: Trump blev kaldt farlig, men kunne have forhindret krigen. Biden blev kaldt erfaren, men endte med at forlænge den. Og Zelensky, den vestlige yndling, lod sig forblinde af ambitioner og troen på uendelig støtte. Det fremtidige kompromis vil være værre for Ukraine end Minsk-aftalerne. Krigen var ikke bare tragisk - den var unødvendig.
Jeg synes det var værd at pointere Kupermans observationer, for det er utroligt, at den fadæse Biden-administrationen efterlod - Biden som europas politikere så som den frie verdens leder4 - bliver noget sekundært til europas galoperende Trump-had - fordi det er Trump, der nu skal redde trådene ud. Det er ikke en herliggørelse af Trump, men han har jo igen ret - og Kuperman er som sagt ikke Trump-fan, men har ærlighed nok til at sige sandheden. Medierne skildrer ikke verden korrekt, når Trump er med i billedet - det er vigtigt at huske, når vi læser de almindelige nyheder. Det er propaganda!
Slutteligt vil jeg citere Chuck Schumer, der er en centralt placeret demokrat og en af de mest magtfulde skikkelser i amerikansk politik. Han har været senator for New York siden 1999 og har siden 2021 fungeret som majoritetsleder i Senatet, hvilket gør ham til den øverste demokratiske strateg og forhandler i Kongressen. Han har desuden været en hård kritiker af Donald Trump og har spillet en central rolle i modstanden mod Trumps politiske dagsordener. Det kommer tydeligt frem i dette interview, hvor han siger:
| “ | vores demokrati er i fare, fordi Donald Trump viser, at han er villig til at bryde loven på mange, mange forskellige måder. Den gode nyhed er, at vi sidste år indsatte 235 dommere – progressive dommere, dommere som ikke er under Trumps kontrol – og de dømmer igen og igen imod Trump. Vi håber, at appeldomstolene og Højesteret, når sagerne når dertil, vil fastholde disse afgørelser. De (dommerne) har blandt andet givet NIH (National Institutes of Health) deres penge tilbage og beordret, at 8.000 føderale ansatte skal vende tilbage til arbejdet. Vi har anlagt over 100 retssager imod ham, og vi har faktisk haft ret stor succes – indtil videre dog kun ved de lavere retsinstanser.5 | ” |
Propaganda!