Kritikere kalder det politisk dobbeltmoral, hvor EU bruger begrebet “frihandel” som moralsk løftestang - men samtidig sikrer egne interesser og udvalgte grupper økonomiske fordele. Og mens det politiske sprog handler om “beskyttelse” og “strategisk autonomi”, er told i praksis direkte omfordeling fra borgeren til staten - og ofte fra de fattige til de privilegerede.
Told: en skjult skat for almindelige borgere
Told bliver ofte præsenteret som et teknisk handelsredskab, men økonomer understreger, at told i praksis fungerer som en skat - blot med en mindre synlig virkning. Den opkræves ikke direkte af borgeren, men indregnes i prisen på importerede varer, og dermed betales regningen alligevel af forbrugerne.Robert Reich, tidligere amerikansk arbejdsminister og professor ved University of California siger,
| “ | Toldsatser er skatter. De betales af amerikanere, ikke udlændinge. De hæver prisen på importerede varer, og virksomhederne sender typisk disse omkostninger videre til forbrugerne.1 | ” |
Undersøgelser fra amerikanske og internationale økonomiske institutter bekræfter billedet. Det er indenlandske virksomheder og forbrugere, der i praksis bærer byrden af toldsatser. Mary Amiti, Stephen J. Redding og David E. Weinstein fra Federal Reserve Bank of New York, har lavet en rapport hvor de siger:
| “ | Vi finder, at amerikanske toldsatser fortsat næsten udelukkende bæres af amerikanske firmaer og forbrugere.2 | ” |
Der er bred faglig enighed om, at told fungerer som en form for indirekte skat, der især rammer lav- og mellemindkomster, som bruger en større del af deres indkomst på forbrugsvarer.
Ronald Reagan gav i april 1987 en tale, som et forsvar for frihandel og som en advarsel mod protektionisme (en økonomisk politik, hvor et land forsøger at beskytte sine egne virksomheder og arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence), på et tidspunkt hvor presset for at beskytte amerikanske industrier mod udenlandsk konkurrence var stigende - især fra Japan og andre asiatiske økonomier i vækst. USA var i en periode med økonomisk forandring, hvor globalisering og udenlandsk konkurrence pressede traditionelle amerikanske industrier som stål, biler og tekstil. Mange politikere - især i Kongressen - foreslog højere toldsatser og importrestriktioner for at beskytte amerikanske arbejdspladser og virksomheder. Reagan stod over for lovforslag som “protektionistisk handelslovgivning”, et forsøg på at tvinge Japan til at begrænse sin eksport af biler til USA.
Reagan brugte en fortælling om årsag og virkning: Høj told fører til ineffektivitet, som fører til gengældelse og videre til handelskrig og endeligt økonomisk kollaps. Denne logiske kæde skulle vise, at beskyttelse fører til ruin, og det gjorde han i et sprog, som almindelige amerikanere kunne forstå og relatere til. Han sagde:
| “ | Ser du, i begyndelsen - når nogen siger: "Lad os pålægge told på udenlandske importvarer" - så ser det ud, som om de gør noget patriotisk ved at beskytte amerikanske produkter og arbejdspladser. Og nogle gange virker det - men kun i en kort periode. Det, der uundgåeligt sker, er først, at hjemlige industrier begynder at læne sig op ad regeringens beskyttelse i form af høje toldsatser. De stopper med at konkurrere og med at foretage de nødvendige ledelsesmæssige og teknologiske forandringer, der skal til for at klare sig på verdensmarkedet. Og mens alt dette sker, opstår noget endnu værre. Høje toldsatser fører uundgåeligt til gengældelse fra andre lande og udløser voldsomme handelskrige. Resultatet er flere og flere toldsatser, højere og højere handelsbarrierer og mindre og mindre konkurrence. Og snart, fordi priserne bliver kunstigt høje på grund af told, som i realiteten subsidierer ineffektivitet og dårlig ledelse, holder folk op med at købe. Og så sker det værste: Markeder skrumper ind og bryder sammen, virksomheder og industrier lukker, og millioner af mennesker mister deres arbejde. Erindringen om, at alt dette skete tilbage i 30’erne, gjorde mig fast besluttet på, da jeg kom til Washington, at skåne det amerikanske folk for den protektionistiske lovgivning, som ødelægger velstand. Nuvel, det har ikke altid været let. Der er dem i Kongressen - ligesom der var i 30’erne - som vil gribe den hurtige politiske fordel, som sætter Amerikas velstand over styr for kortsigtet appel til en bestemt interessegruppe, og som glemmer, at mere end fem millioner amerikanske job er direkte afhængige af eksport, og at yderligere millioner er afhængige af import.3 | ” |
...når fornuften taler.
Europas politikere jamrer
Hvorfor jamrer europas politikere? I den toldpolitik, som Trump præsenterede den 2. april 2025, ses hvordan EU beskatter varer fra Amerika med 39%, mens Amerika den anden vej kun bebyrder europæiske varer med 20%.Om EU siger han at:
| “ | Den Europæiske Union er meget hård, meget, meget hårde forhandlere. Man tænker på EU som meget venlig. De udnytter os. Det er så sørgeligt at sige, det er så patetisk. De tager 39%, vi vil opkræve dem 20%, så vi opkræver dem grundlæggende halvdelen. | ” |
Modsat Reagan, der mente at told er skadeligt og starter handelskrige, bruger Trump den som et forhandlingsredskab mod uretfærdig handel. Reagan mente at høje toldsatser fører til ineffektivitet, faldende handel, tabte job, mens Trumps bekymring er at USA bliver snydt, og udenlandske toldsatser skal matches. 39% oven på Amerikanske varer er urimeligt meget! Så hvorfor skulle Amerika ikke på retfærdig vis handle på samme måde med Europa?
Når Trump vælger at beskytte amerikanske arbejdspladser med tariffer, er det pludselig “farligt” og “nationalistisk”. Men når EU subsidierer sin landbrugssektor med milliarder, eller spærrer afrikanske landbrugsvarer ude med høje toldsatser, så kaldes det “samhørighed” og “strategisk autonomi”. Det handler ikke om principper - det handler om magt og kontrol over penge. Når EU kritiserer andres brug af told, handler det ikke om handelsretfærdighed, men om frygten for at miste adgang til profitable markeder - og kontrollen over egne markeder. Hvis EU virkelig troede på frihandel, ville man gå foran og åbne sine egne markeder uden forbehold. Men det sker ikke. For frihandel er kun attraktivt, så længe man selv sidder for bordenden.
Det er hykleri forklædt som idealisme. De indtægter, der genereres gennem told, går direkte i statskassen - hvor de anvendes af den politiske klasse til at finansiere egne programmer, subsidier og prestigeprojekter. Jo mere staten kontrollerer grænser og regler, desto mere kan politikerne positionere sig som beskyttere og fordelere. Toldens ironi er, at den bruges til at signalere moralsk ansvar, mens den i virkeligheden er en kilde til økonomisk magt.
Det er her, europas politikere begynder at få klamme håndflader. Når f.eks. danske politikere vrider sig over Trumps øgede told, er det i bund og grund fordi de selv ernærer sig ved Staten og er i praksis - på beføjelse af landets borgere - forvaltere af statens magt og økonomi. Når staten får flere penge via told, skat og andre afgifter, så får politikerne mere at fordele, hvilket øger deres indflydelse. Det giver dem flere poster, flere programmer, mere kontrol, mere magt - og for nogle også større mulighed for at profilere sig selv politisk. Jo større stat, desto mere magtfuld bliver den politiske klasse.
Så når USA pludselig bruger told som magtmiddel uden for konsensus, udfordrer det den internationale handelsmodel, som EU og Danmark har nydt godt af - og som deres egen politiske rolle er viklet ind i. De reagerer tydeligvis ikke mod told som fænomen. De reagerer, fordi det er en andens stat, der forstyrrer deres økonomiske model og politiske balance. Kritikken af Trump som "protektionist" runger hult, når man selv opererer inden for et toldmuret system som EU.
Lavere told
I teorien kan Trumps toldpolitik tvinge andre lande til at sænke deres toldsatser - og det er faktisk strategien bag hele hans tilgang4. Det er som at sige at “hvis I bliver ved med at tage jer godt betalt for adgang til jeres marked, så gør vi det samme - og så taber vi begge". Trumps told-politik kan måske fordre enighed om at alle sænker tolden, til fordel for verdens borgere. Det er en forhandlingsteknik, hvor man bruger told som pressionsmiddel i stedet for som et permanent økonomisk værktøj.Trump kalder det for "reciprocal tariffs" - altså gensidige toldsatser. Hvis Kina har 60% told på amerikanske varer, vil USA så lægge f.eks. 30-40% på kinesiske varer og sige: “Når I sætter jeres ned, sætter vi vores ned”.
Det kan virke - og nogle gange har det gjort det. Mexico og Canada er et eksempel i (USMCA-aftalen). Trump truede med massive toldsatser på biler og landbrugsvarer, medmindre NAFTA blev genforhandlet. Det endte med USMCA, hvor USA fik indrømmelser, især omkring landbrug og arbejdsvilkår.
Med Japan og bilindustrien pressede Trump Japan til at lempe nogle adgangsbetingelser for amerikanske biler og landbrugsprodukter, netop ved at true med told.
Efter Trump indførte høje toldsatser, indgik Kina og USA en aftale, hvor Kina bl.a. forpligtede sig til at købe mere soja og landbrugsvarer.
Men der er også store risici og begrænsninger. Hvis andre lande vælger at se det som en aggression og ikke en forhandling, er der risiko for at de svarer igen med told på amerikanske varer, især rettet mod Trump-vælgere: landbrug, biler, stål. Det kan føre til at virksomheder mister modet til at investere, fordi handelsbetingelserne hele tiden ændrer sig. Det bremser investering og vækst. USA’s egne importører og forbrugere betaler regningen, når varer bliver dyrere - f.eks. amerikanske virksomheder, der køber stål, aluminium, mikrochips osv.
Når USA beslutter at hæve toldsatserne på danske varer, får det konsekvenser for danske virksomheder - og i sidste ende dansk økonomi, arbejdspladser og eksportindtjening. Danske produkter bliver mindre konkurrencedygtige på det amerikanske marked, og kunderne vil på grund af dyrere danske varer, vælge billigere alternativer fra f.eks. Kina, Tyskland eller amerikanske producenter. Effekten forplanter sig hurtigt, hvilket ses ved faldende eksport, lavere økonomisk vækst, færre skatteindtægter - og stigende usikkerhed blandt både virksomheder og lønmodtagere. Og fordi dansk økonomi er stærkt afhængig af eksport (omkring 60% af BNP), kan konsekvenserne mærkes bredt.
Danmark bliver derfor fattigere, og danske politikere får færre penge mellem hænderne. Derfor jamrer de og forbander Trump. Hans politiske pres kan tvinge dem til at slippe pengene de skovler ind fra told på amerikanske varer, og lade danskerne slippe billigere. Men den kamp bliver hård, for den Nye Verdens Orden kræver total kontrol og magt over økonomien.
Joel Kotkin, en amerikansk forfatter og forsker med speciale i urbanisme, økonomi og sociale tendenser skriver i The Telegraph under titlen "EU's vrede over Trumps toldsatser er hyklerisk vanvid", at EU og deres medieallierede burde fokusere på Beijings forsøg på at overtage verdenshandelen, i stedet for at slå ud efter Trumps tariffer6. Beijing udgør en trussel gennem sin aggressive merkantilisme og sin stræben efter at dominere markedet for fremstillingsvarer i stort set alle industrier. Kina har i betydelig grad investeret i kritiske sektorer som halvledere, batterier, fly, og bildele og tegner sig nu for mere end halvdelen af al verdens skibsbygning. Denne dominans udgør en stor udfordring for Vesten, da det langsigtede mål for Kina er at blive den førende globale supermagt inden 2050. Desuden har Kinas indflydelse under pandemien fremhævet afhængigheden af kinesiske forsyninger, selv for basale medicinske varer. Kotkin mener at Europa skal forsøge at forhandle om at udligne toldbarrierer og søge måder at opbygge en genoplivet økonomisk og sikkerhedsmæssig alliance. Europa bør fokusere på at forhandle mere retfærdige handelsbetingelser med USA og samtidig adressere den voksende trussel fra Kinas økonomiske dominans i forskellige industrisektorer.
Det er fuldstændigt korrekt! Følelserne har i årtier overdøvet fornuften i europæisk politik. Vores politikere har mistet fodfæstet, er faldet og jamrer sig i stedet for at rejse sig og lave stærk politik, der styrker deres moderland, deres forældre og børns fremtid.
Mens det hele nu handler om Trump, er det vigtigt at bemærke at europas politikere også jamrede under Biden-administrationen5. Joe Bidens Inflation Reduction Act, har udløst kritik fra EU, fordi de mener at det indeholder et massivt program af subsidier til amerikansk industri. Inflation Reduction Act er en amerikansk lov, der bl.a. indeholder et stort program af subsidier (økonomiske bidrag fra regeringen til erhvervslivet, sektorer eller individer for at fremme økonomiske aktiviteter eller mål) til den amerikanske industri, specielt inden for ren energiteknologi. Polemikken opstår, fordi disse subsidier favoriserer indenlandske investeringer, hvilket EU-ledere som Olaf Scholz og Ursula von der Leyen har udtrykt bekymring for. De frygter, at disse amerikanske subsidier kan føre til en ulige konkurrencesituation, hvor europæiske virksomheder bliver tiltrukket af de gunstige betingelser i USA på bekostning af EU.
Den tyske kansler, Olaf Scholz, og Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, har klaget over denne politik. Den belgiske premierminister, Alexander de Croo, har beskyldt amerikanerne for at bruge subsidier "på en meget aggressiv måde for at tiltrække investeringer". Europas politikere er bekymrede for, at disse subsidier presser europæiske virksomheder til at flytte til USA.
Peter Franklin, tidligere politisk rådgiver og taleskriver, kalder det "grotesk hyklerisk" og siger,
| “ | Det, som folk som Scholz og von der Leyen bekvemt overser, er at EU selv er en flerlaget mekanisme til at kanalisere subsidier til bestemte økonomiske interesser. Der er naturligvis den fælles landbrugspolitik, men også solidaritetsfondene, som har investeret enorme summer i 'perifere' Europa. Dette er ingen velgørenhed: 'kerne' landene - især Tyskland - har haft stor fordel af opgraderingen af deres økonomiske bagland. Der er også den beskyttelse, som det indre marked giver, plus virkningen af den fælles valuta, der permanent har fastsat valutakurserne til fordel for tyske eksportører. Bemærkelsesværdigt lod de britiske 'suckers' sig overtale til at betale ind i denne merkantilistiske svindel i årtier.5 | ” |
EU kritiserer USA og Kina for statsstøtte, men glemmer bekvemt sin egen praksis: massive subsidier via landbrugspolitik, strukturfonde og en fælles valuta, der favoriserer Tysklands eksport. Det indre marked og euroen er ikke neutral velgørenhed, men en økonomisk konstruktion, hvor kerneøkonomier som Tyskland høster gevinsten, mens periferien og tidligere medlemmer som Storbritannien betalte regningen for den handelsforvridende svindel.
Tilrettelæggelse af trængslen?
Jeg tror ikke på at europæiske politikere slipper toldgrebet om deres befolkninger. Hvem i EU tør sige at deres egne lande og befolkning har førsteprioritet? Hvem siger Make Danmark Great Again? Der er én taber i det her, og det er dig og mig. Hvis ikke vi stemmer politikere ind, som ejer følelse for land og folk, så ser fremtiden dyr og fattig ud. Danmark Radios EU- og Nato-korrespondent, Ole Ryborg rapporterer ikke meget håb.
| “ | Fra europæisk side har man sagt, at man først og fremmest vil forsøge at få en forhandling i gang, inden man svarer igen. - Men hvis amerikanerne ikke vil lytte, så må de føle, siger Ole Ryborg. Derfor er EU klar til at lægge told på endnu flere varer end den straftold, der træder i kraft den 13. april. Det vil i første omgang bestå i at lægge told på amerikanske varer, som man ved, kan købes andetsteds. Og hvis det ikke fungerer, har EU fået et nyt instrument, der kan tages i brug: det, de nede i Bruxelles kalder for en "bazooka". Det betyder kort, at man i stedet for at lægge told på varer også kan straffe andre typer af virksomheder, eksempelvis servicevirksomheder som Microsoft eller Netflix. Et europæisk modsvar kan altså ende med at gøre ondt, hvis EU slår hårdere ned, end man gjorde sidste gang Trump indførte told. Det kan man allerede se eksempler på i den liste, som består af 99 sider med amerikanske varer, der bliver ramt af europæisk told, og som blev offentliggjort tidligere på måneden.7 | ” |
Man må spørge: Er det her starten på tilrettelæggelsen af profetien i Åb. 6:6, "En liter hvede for en denar og tre liter byg for en denar"? I og med der tales om handels-krig, så tyder det ikke på at Europas fornærmede politikere har tænkt sig at indse galskaben og sænke tolden hen imod frihandel. De vil også her i krig, og prisen kan for os, der betaler deres løn for at yde tjeneste i vores favør, blive at en dagsløn betaler for et måltid mad.
Forklaringen ligger i blandingen af moms, told og øvrige afgifter. I Danmark pålægges en importeret vare først told (f.eks. 12% på visse tekstiler), og derefter moms på hele beløbet - inkl. tolden. En vare fra USA til 100 kr. kan derfor hurtigt ende med at koste omkring 140 kr. ved kassen. Uanset hvad vi kalder vores afgifter, så gøres amerikanske varer mere uattraktive jo længere fra den amerikanske pris de kommer.
Trump bruger ordet "tariffs" til at dække alle de ekstraomkostninger, der gør amerikanske varer dyrere i Europa - også selvom moms og nationale afgifter gælder alle varer, også europæiske. Det er derfor misvisende, men ikke nødvendigvis en direkte løgn. Han omtaler samlede omkostninger som om de var handelsbarrierer rettet mod USA.
Det er som sagt en almindelig politisk manøvre - der bruges på mange forskellige måder.
Under valgkampen i 2001 blev der observeret tilfælde, hvor politikere omfortolkede eller fordrejede modstandernes udsagn for at styrke deres egen position. For eksempel blev der i en analyse af valgkampen påpeget, at politikere nogle gange gik på kompromis med sandheden eller forsøgte at manipulere information for at vinde stemmer.
Under debatten om folkeskolereformen i 2013 anvendte politikere spin for at forme den offentlige opfattelse. For eksempel blev det påpeget, at Venstres Claus Hjort Frederiksen omfavnede regeringens forslag og samtidig antydede, at regeringen begik løftebrud. Dette blev betragtet som en klassisk Venstre-taktik for at undgå at tage direkte stilling og i stedet sætte spørgsmålstegn ved modpartens troværdighed.
Brexit-kampagnen i 2016 hævdede, at Storbritannien sendte "350 millioner pund om ugen til EU" - det var ikke forkert, men rabatter og penge der kom retur, blev ignoreret.
Biden sagde at "I løbet af vores første fire måneder har vi skabt flere job end nogen anden administration i amerikansk historie". Det er rigtigt, at mange returnerede til sine job under Bidens embedsperiode - men en stor del af dem er genoprettelser af job, der forsvandt under COVID-19. Det er altså ikke "nye" job i traditionel forstand. Ligesom han sagde at "I dag modtog vi nyheden om, at vores økonomi havde 0 % inflation i juli måned - 0%". Inflationen steg ikke yderligere i den pågældende måned – men det samlede prisniveau var stadig 8,5% højere end året før. Kritikere kaldte det vildledende, da det får det til at lyde som om inflationen er forsvundet.
Alle politikere gør det der, så skal man anklage Trump her, er det for at spille samme spil som alle andre uærlige politikere.