Det var i forvejen besluttet, at en ukrainsk producent af raketbrændstof skal etablere sig i Sønderjylland, tæt på Skrydstrup flybase. Med åbningen af et egentligt våbeneksportkontor i København bliver Danmark ikke blot støttegiver, men en del af Ukraines militærøkonomiske maskineri. Dermed træder landet ind i en ny rolle, hvor dansk jord bliver en brik i det europæiske forsvar mod Rusland - og hvor grænsen mellem støtte og deltagelse gradvis udviskes.
For Mette Frederiksen passer det ind i et velkendt mønster. Hun har igen og igen vist en nærmest instinktiv drift mod at være først. Først med grønne løfter, først med klimamål, først med moralske markeringer på den internationale scene - og nu først med militær støtte til Ukraine. Hun har gjort det til et nationalt særkende, at Danmark altid skal være længere fremme end de andre.
Når Tyskland tøver, handler Danmark. F.eks. da Danmark sammen med Nederlandene var de første til at forpligte sig til at donere F-16 til Ukraine og tilmed til at lede den bredere "fighter jet coalition". USA's godkendelse kom i kølvandet herpå. Tyskland har i samme periode gjort det eksplicit, at man ikke vil aflevere Taurus-missiler - en tilbageholdenhed, som kansler Scholz selv har begrundet med eskalationsrisiko og krav til tysk involvering1. Samtidig har Danmark lagt sig på en mere offensiv linje ved at sige højt, at ukrainerne må bruge danske F-16 til at ramme militære mål på russisk territorium, inden for krigens folkeret. Den forskel i politisk refleks - dansk proaktivitet kontra tysk forbehold - er et konkret, veldokumenteret forløb.
Når Frankrig forhandler, erklærer Danmark sin beslutning. Macron har flere gange profileret sig på diplomati og tale om rammerne for en mulig våbenstilstand eller forhandlinger - parallelt med at Paris godt nok leverer SCALP (et luft-til-jord, langtrækkende præcisionsvåben) og CAESAR (en 155 mm/52-kaliber kanon monteret på en lastbilramme), men retorisk holder døren åben for forhandlingsspor. Hen over sensommeren og efteråret 2025 har den franske linje igen betonede forhandlingsmuligheder og våbenstilstandsdrøftelser, mens Danmark i samme periode cementerede industrisamarbejdet med Ukraine på dansk jord og fortsatte store donationer. Det er et tydeligt eksempel på, at København fastlægger beslutninger, mens Paris i højere grad italesætter de diplomatiske rammer.
Denne politiske stil giver hende international synlighed, men den trækker samtidig landet (og NATO-landene) dybere ind i de stormagtskonflikter, som Danmark historisk har forsøgt at balancere uden at blive et hovedmål.
Normalt ville man forvente, at NATO's ledelse - særligt i Bruxelles og Washington - søgte at styre eller moderere denne type unilateral aktivisme, netop for at bevare den kollektive balance og undgå eskalation. Men alliancen står i et dilemma. Mette Frederiksen er i øjeblikket en af de mest loyale og højtråbende i NATO's østflanke. Hun er ikke bare en national leder, men en politisk stemme, som amerikanske og britiske ledere har brugt som eksempel på "mod" og "beslutsomhed". Derfor vælger NATO-toppen at rose hende for handlekraft, i stedet for at irettesætte hende for grænseoverskridende initiativer. Det er et klassisk magtspil. Så længe hendes udmeldinger styrker alliancens offentlige billede af en samlet, beslutsom front mod Rusland, tolereres risikoen.
Men det er netop denne tolerance, der er farlig. For jo mere Danmark bevæger sig frem uden intern korrektion, desto mere svækkes NATO's evne til at styre tempoet og afstemme signalerne. Rusland ser ikke nuancerne mellem dansk, tysk eller fransk handlekraft - det ser blot et NATO-land, der åbent arbejder sammen med Ukraine om produktion af missilbrændstof og våbeneksport. Hvis Danmark rammes af gengældelse, cyberangreb eller sabotage, kan det tvinge alliancen i en retning, ingen af de store lande reelt ønsker - en ufrivillig konfrontation, som Mette Frederiksen indirekte har hjulpet med at modne.
Når Danmark nu skal huse et ukrainsk våbenkontor, bliver denne politiske profil ikke længere symbolsk. Den bliver konkret. For Rusland ser ikke forskel på, om et land kun producerer komponenter, eller om det sender soldater. I russisk optik er alle, der bidrager til Ukraines militære styrke, med i krigen. Hver ny aftale, hver nye fællesfabrik, bliver dermed et argument for, at Danmark kan betragtes som legitimt mål for gengældelse - ikke nødvendigvis i form af konventionelt angreb, men gennem sabotage, cyberoperationer og infiltration.
Der er derfor en voksende kløft mellem regeringens idealistiske sprog og den strategiske virkelighed. Mette Frederiksen taler om "solidaritet med Ukraine", men konsekvensen af hendes politik er, at Danmark reelt bevæger sig ind i krigen som industrielt og logistisk medcentrum. Denne udvikling vil uden tvivl blive hilst velkommen i NATO's hovedkvarterer, men den øger risikoen for, at Rusland vil anse Danmark som et af de mest aktive led i den vestlige støttefront.
Når man læser de profetiske advarsler i artiklen Dom over Norden - en samlet profetisk vision, får udviklingen en dybere klangbund. Her tales der om en invasion fra øst, om nordiske lande, der åbner sig for den militære påvirkning, som kommer fra Rusland. Profetien beskriver Norden som et område, der i de sidste tider vil blive ramt for sin selvsikkerhed og sin afstand til Gud. Set i dettlys bliver Danmarks selvforståelse som "forgangsland" en potentiel faldgrube: ønsket om at være først - moralsk, teknologisk, militært - kan blive den meget menneskelige dør, hvorigennem dommen banker på.
Det er ikke sikkert, at nogen i regeringen overhovedet tænker i sådanne baner. Men det ændrer ikke virkeligheden. Når Danmark inviterer Ukraine til at etablere våbenproduktion på dansk jord, placerer landet sig, uanset intentioner, på en akse, som Moskva ikke vil overse. Det er ikke længere et spørgsmål om idealisme, men om eksponering. Danmark har med Mette Frederiksens utrættelige behov for at stå forrest gjort sig synligt - også for fjenden.
NATO og Artikel 5
Når Danmark både lægger jord til ukrainsk raketbrændstof-produktion i Sønderjylland og nu får et ukrainsk kontor for våben-eksport og fællesproduktion i København, inviterer vi i praksis netop de angrebsformer, som Rusland og dets netværk er bedst til: målrettet cyberkrig, sabotage og informationsoperationer. Reuters har allerede dokumenteret både planerne om kontoret og den danske åbning for ukrainsk produktion. Rusland har svaret verbalt og kaldt raketbrændstof-etableringen "fjendtlig"2. Det er sådan en offentlig markering, der plejer at blive fulgt af skjulte midler: scanninger, forsøg på indbrud i net, kompromittering af leverandører, DDoS og destruktive elementer mod specifikke anlæg og myndigheder.NATO’s egen doktrin gør det samtidig krystalklart, at cyberangreb kan nå en alvorlighed, hvor artikel 5 - kollektivt forsvar - kan komme i spil. Alliancen holder bevidst tærsklen uklar for at afskrække modstandere, men både NATO's generalsekretær og NATO's officielle cyberpolitik siger åbent, at et "alvorligt" cyberangreb kan udløse artikel 5; hvor grænsen går, er en politisk beslutning blandt allierede.
| “ | Siden 2002 begyndte cyberagendaen gradvist at få en større rolle i NATOs dokumenter, indtil 2014, hvor Wales-topmødeerklæringen for første gang anerkendte muligheden for, at cyberangreb kunne udløse Artikel 5. Den relevante sektion (Afsnit 72) fokuserer dog på de potentielle angrebs effekter og omfang; den stiller ikke spørgsmålstegn ved et cyberangrebs evne til at udløse Artikel 5 og er formuleret i termer af når, ikke hvis. I 2014 benægtede ingen, at operationer i cyberspace kunne have samme indflydelse som konventionelle angreb. Ved det næste NATO-topmøde i 2016 gik Allierede endnu længere ved at erklære cyberspace som et nyt operationelt domæne, på linje med luft, land og hav (Afsnit 70). Warszawa-topmødeerklæringen bekræftede således cyberspace som en del af NATOs kerneopgave inden for kollektivt forsvar, i forlængelse af erklæringen fra 2014. Muligheden for at anvende Artikel 5 som reaktion på et cyberangreb blev gentaget i 2021 i Afsnit 33 af Bruxelles-topmødeerklæringen. Ved alle disse lejligheder var vurdering fra sag til sag den ledende princip.3 | ” |
Den logik betyder, at hvis Danmark rammes hårdt på f.eks. el, tele, forsvar eller den nye ukrainske forsyningskæde på dansk jord, så kan det fra dag ét blive et NATO-spørgsmål. Med de nye danske værtsroller flytter vi ikke paragraf-tærsklen i sig selv - men vi placerer flere danske mål lige dér, hvor en modstander kan teste den.
Danske myndigheder har i årevis hævet flaget for netop denne risiko. Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskab (SSB) og de statslige cybermyndigheder beskriver et vedvarende højt trusselsniveau fra statsstøttede aktører, med særligt fokus på spionage, forsyningskæder og kritisk infrastruktur4. I 2024-25 blev advarslerne skærpet for destruktive angreb og for cyberaktivisme med statslig støtte. Den nye realitet er, at alt omkring de ukrainske projekter - fra kommunale byggesystemer til niche-leverandører og rådgivere - bliver interessante indgange for angribere, netop fordi de er politisk sårbare, teknisk komplekse og ofte mindre hårdt sikrede end de militære kerne-systemer. Når Danmark gør sig til værtsnation for Ukraines krigsøkonomi, skruer vi i praksis op for fjendens incitament til at ramme vores digitale nerver.
Det er her, Mette Frederiksens politiske stil - behovet for at stå forrest - får konkret sikkerhedspolitisk konsekvens. Samme signatur, der gjorde Danmark til frontløber i klima- og værdipolitik, gentages i Ukraine-sporet; vi går tidligt, højt og synligt. Det er effektivt diplomati, men det gør også Danmark til et oplagt testland for eskalation under artikel-5-tærsklen - netop cyber, sabotage og gråzonepres, som er billigt for angriberen og dyrt for os. Når Zelenskyj peger på København som et af to europæiske knudepunkter, sætter det spotlight på Danmark - og spotlight er det, cyberangriberen sigter efter.
Det virker fortsat som om at Europas politikere vil krig5. Når europæiske ledere taler hårdt, skruer op for militære leverancer, åbner for produktion på hjemmebane og lover "konsekvenser" ved hvert russisk skridt, er main stream forklaringen at det, der oftest driver dem, er en blanding af afskrækkelse, indenrigspolitisk signalværdi og alliancelogik - ikke et ønske om krig i sig selv.
Men når vi taler om afskrækkelse og alliancelogik, må vi ikke glemme, at modparten ikke opfører sig som et regneark. Rusland står under enormt pres - økonomisk, politisk og militært. Præsident Putin har allerede vist, at han reagerer selektivt, taktisk og ofte uforudsigeligt - ikke som en aktør, der følger en lineær trappe af eskalation, men som en der kan vælge asymmetriske, hurtige og brutalt effektive svar på tidspunktet efter eget skøn. Ingen kan med troværdighed sætte en dato på, hvornår han "har fået nok". Netop den ubekendte tærskel er det farlige element. Når Danmark og andre europæiske lande bygger kapaciteter op på Ukraines vegne - fra luftvåben til forsyningskæder og produktionsfaciliteter på egen jord - tænder de instrumenter, som en presset russisk ledelse med lavt omkostningsniveau kan ramme effektivt: cyberinfrastruktur, forsyningslinjer, entreprenører og politiske symboler.
Vi lever i en tid hvor rummet for sikre valg bliver mindre for hver uge. Hver ny fabrik i Sønderjylland, hvert kontor i København og hver aftale, der bringer ukrainsk militærproduktion ind i Europa, skubber de-eskalation længere væk. Politikerne taler, som om tempoet kan styres, men de glemmer, at en presset stormagt ikke tænker i proportionalitet. For Rusland kan et asymmetrisk angreb være billigere end at fremstå svag. Dermed bliver selve afskrækkelsen den gnist, der risikerer at antænde den brand, den var tænkt til at forhindre.
Tredje verdenskrig synes at lure. Og det er ikke til at holde ud at tænke på hvad der er planlagt for den krig. Corona blev katalysator for en lang række skrækkelige ændringer - og det samme kan vi forvente med Tredje Verdenskrig. Får eliten sin vej denne gang, vil Antikrist "fødes" frem på verdensscenen igennem krigen, og hvad der kommer i kølvandet af det, får Corona til at ligne et paradis - Bibelen beskriver det i mange detaljer - og vi ser at tiden for enden er nær.