I dette politiske klima, har Frie Grønne hængt valgplakater op med teksten "Befri København fra zionismen". Partilederen, Sikandar Siddique, insisterer på, at budskabet er en kritik af en ideologi - ikke af jøder som folk. Men når man læser partiets egne dokumenter, offentlige udtalelser og tilhørende reaktioner, tegner der sig et andet billede. En bevidst strategi om at afkoble kommunale institutioner fra Israel og om at lægge politisk, økonomisk og kulturelt pres på hele den israelske stat - et pres der viser, at slutmålet ikke blot er reformer, men en omdannelse af statens legale og symbolske status1.
Hvad mener de Frie Grønne?
Frie Grønne har formelt opfordret til boykot af Israel - politisk, økonomisk og kulturelt - og argumenterer eksplicit for at lægge massivt pres på Israel med henvisning til, at israelske forhold i de besatte områder svarer til apartheid. Partiets egen publikation hedder bogstaveligt "Boykot Israel - politisk, økonomisk og kulturelt" og opfordrer til at diskutere alternative løsninger, herunder en-statsløsning2.Frie Grønne hævder, at der de facto allerede eksisterer én stat under israelsk kontrol, hvor israelere og palæstinensere ikke har samme rettigheder; tostatsløsningen beskrives som "en illusion". Derfor bør man "tør diskutere alternative løsninger som en en-statsløsning". En enstats-løsning forstås som ét politisk system på hele det område, Israel kontrollerer, hvor alle - israelere og palæstinensere - har lige rettigheder og fuld stemmeret. Det internationale samfund bør "kun støtte en løsning, der garanterer fuld lighed og tildeling af stemmeret til alle dem, der bor på det område, der er under israelsk kontrol". Formålet for Frie Grønne er at udligne den nuværende magt- og rettighedsulighed og dermed ophæve de "to separate og ulige systemer". Frie Grønne skriver, at opbakning til alternativer som enstats-løsningen lægger pres på Israel, fordi "en-statsløsningen vil betyde, at palæstinensere skal have de samme rettigheder, herunder politiske, som israelerne, hvilket udfordrer et jødisk flertal".
Indtil lige rettigheder er opnået, skal Israel "behandles som [et] apartheidstyre", og der skal føres politisk, økonomisk og kulturel boykot af Israel - "indefryse al politisk samarbejde" og "boykotte alle varer og ydelser". Frie Grønne ønsker, at Danmark/EU ikke ensidigt bakker op om tostatslinjen, men åbent diskuterer enstats-alternativet "eller et helt tredje alternativ" - dog med lige rettigheder som minimumsbetingelse uanset model.
Kort sagt. I Frie Grønnes egen tekst er énstats-løsningen et rettigheds- og stemmeretsbaseret én-stats-demokrati på hele det område, Israel kontrollerer i dag. Målet er fuld juridisk og politisk ligestilling mellem israelere og palæstinensere. Midlet er maksimalt internationalt pres og boykot, indtil dette princip er virkeliggjort.
På partiets informationsside om Palæstina forklares, at man vil bruge politisk pres og by-symbol politik (f.eks. forslag om "Palæstinas Plads" i København) som redskaber til at fremme palæstinensiske rettigheder3.
Siddique og partimedlemmer har offentligt kaldt sig antizionister, og Siddique har på sociale medier omtalt sig selv som "stolt antizionist"4. Det markerer en identitetspolitik, ikke kun en akademisk debat om begreber.
Budskabet er ikke begrænset til "kritik af visse politikker i de besatte områder" - det er en organiseret kampagne for at afskære Israel institutionelt og kulturelt og åbent diskutere løsninger som ét fællesstats-arrangement (en-stat), hvilket i realiteten udvander den jødiske stats særstatus.
Hvorfor dette ikke blot er "ideologikritik" - og hvorfor det er farligt
Internationale menneskerettighedsorganisationer (Amnesty, Human Rights Watch) har fremsat meget hårde anklager mod Israel - herunder brug af begrebet "apartheid"5 - som Frie Grønne refererer til i deres begrundelse for boykot. Disse rapporter har politiseret debatten. For nogle er mærkaten "apartheid" et kald til radikale systemændringer, for andre er det en delegitimiserende akse mod statens eksistens.Kritikere - herunder Det Jødiske Samfund6 - oplever plakaten som en trussel mod jøders sikkerhed og som et budskab, der let kan omsættes til kollektivisering af ansvar - at jøder i Danmark bærer ansvaret for staten Israels politik. Det har ført til politianmeldelser og stærke reaktioner.
Derfor lyder kritikken fra mange sider. Når et parti systematisk vil afskære forbindelser og samtidig taler åbent om alternativer som en-stat, så rykker man sig fra "kritik af politik" mod "politiske foranstaltninger, der underminerer statens juridiske/symbolske eksistens". Det er præcis den skråning, modstandere peger på.
Pressen og politiske kommentatorer omtaler plakaten som polariserende og fremhæver, at kampagnen udfolder en global konflikt lokalt. Kampagner fra civilsamfund (f.eks. "Stem Palæstina") forsøger samtidig at presse kandidater til at tage stilling i lokalpolitik. Det forklarer, hvorfor Palæstina/Israel fylder i kommunalvalget. "43 kandidater fra forskellige partier underskrevet løftet om at arbejde for, at Københavns Kommune trækker sine investeringer ud af virksomheder, der er medskyldige i Israels menneskerettighedskrænkelser, tager aktivt ansvar for at bekæmpe diskrimination i byen og beskytter den pro-palæstinensiske ytringsfrihed i kommunens institutioner"7.
Dobbeltmoralen i tavsheden om forfølgelse i muslimsk dominerede stater
En afgørende del af vurderingen af Frie Grønnes intentioner er hvad de ikke gør. Partiet har ikke tilsvarende højrøstet fordømt systematiske menneskerettighedskrænkelser i adskillige muslimsk dominerede stater, hvor religiøse minoriteter - særligt kristne og konvertitter - møder alvorlig forfølgelse.F.eks. Irak. Rapporter fra Open Doors og US State Department dokumenterer vedvarende vold, tvangsforskydninger og massiv tilbagegang i kristne samfund efter IS og med pres fra militser. Open Doors advarer om, at kristendommen er truet i Irak8. Eller Jordan & Kuwait. US State Department og Open Doors dokumenterer begrænsninger i religionsfrihed9 (f.eks. forbud mod proselytisering, administrative restriktioner, social og juridisk pres mod konvertitter). Disse problemer er veldokumenterede i de internationale rapporter.
Konsekvensen er således, at hvis man hævder at være imod "statsideologier der undertrykker minoriteter", så er det uklart, hvorfor Frie Grønne vælger at fokusere praktisk og symbolsk næsten udelukkende på Israel. Det mønster - kraftig offensiv mod Israel samt fravær af tilsvarende kampagner mod muslimske regimer - fremstår som selektiv kampagnepraksis og legitimerer tolkningen af, at målet ikke er reformer, menneskerettighed eller retfærdighed, men at isolere Israel som stat og ændre statens eksistensgrundlag.
Når et parti systematisk arbejder for at isolere Israel i byens offentlige liv, mens palæstinensiske symboler og krav institutionaliseres som del af kommunens officielle politik, er det alt sammen skridt, som fremmer ønsket om en ny politisk ordning i området. Frie Grønne gør netop disse skridt til en del af deres program - ud med Israel, ind med Palæstina.
Fra kritik af en stat til kollektiv skyld og normalisering
Frie Grønnes slogan overstiger normal debatsprog om menneskerettigheder. Partiets officielle dokumenter og konkrete krav viser en strategi om isolation af Israel via boykot og symbolske kommunale tiltag - og en åben diskussion af en-statsløsninger som alternativ til to-statsløsningen. Det er ikke blot "kritik af en ideologi". Partiets manglende, offentliggjorte fordømmelse af systematisk forfølgelse i flere muslimske lande gør politikken selektiv. Enten har Frie Grønne valgt en strategisk prioritering - eller også betyder det, at målet i praksis er en særlig politisk omdannelse af Israel - at fjerne dets særstatus som jødisk stat og bane vej for en palæstinensisk fremtid for hele området.
For vælgere betyder det at når valgplakater siger "befri", er det ikke kun retorik - det er et signal om et konkret, institutionelt projekt. Vi bør derfor vurdere, om vi ønsker lokalpolitik, der bevidst isolerer en suveræn stat og potentielt destabiliserer minoriteters sikkerhed i eget land.
Og lad os reflektere ærligt. Når politiske kampagner taler om "zionisme" i absolutte vendinger - F.eks. "befri byen fra zionisme" - er der en kort, men ofte ubrudt vej fra ideologikritik til publikums opfattelse af jødiske mennesker som repræsentanter for eller ansvarlige for staten Israel. Det er kendetegnet ved to skridt: 1) politisk symbolik, der kobler jøder og staten, og 2) normalisering af kollektive anklager i offentlighedstonen.
Sprogformer som "befri" og "isolation" rummer et handlingsorienteret ordvalg (ikke kun kritik) og bliver opfattet som opfordringer til fjernelse/udelukkelse. Når disse budskaber gentages i medier og sociale medier, skaber det en legitimationszone for hårdere udtryk - fra skældsord til trusler.
International dokumentation fra 2023-2025 peger klart på, at optrapning i konflikten (f.eks. efter 7. oktober 2023) førte til en bølge af antijødiske hændelser, hvor anti-Israel-retorik fungerede som forløber/udløsende faktor til konkrete angreb, hærværk og verbale overgreb i Europa. Det viser, hvordan diskurs konkret omsættes til vold og chikane. Det ses tydeligt i den globalet-voksende antisemitisme.
AKVAH / Det Jødiske Samfunds årsrapport viser en kraftig stigning i registrerede antisemitiske hændelser i Danmark: f.eks. 207 hændelser i 2024 - en markant stigning fra 121 i 2023. Det er ikke alene tal; de dækker graffiti, verbale angreb, chikane, trusler og målrettet hærværk10. Talen imod staten Israel, forplanter sig i verdensborgernes syn på det jødiske folk.
Politiets registreringer og Justitsministeriets meldinger viser også øget antal anmeldelser/sigtelser for hadforbrydelser mod jøder i perioden 2023–2024. Det er relevante indikatorer på forøget fysisk og juridisk påvirkning af jødiske borgere11.
Europæiske eksempler (Frankrig, Schweiz m.fl.) dokumenterer, at optrapning i retorikken har ført til brande, knivstik og arsonforsøg mod jødiske mål. Disse hændelser viser, hvordan kollektivisering kan eskalere til vold, og den samme logik gælder i Danmark, hvor trusler og hærværk er registreret12.
Jødiske institutioner tvinges ofte til at øge sikkerhedsforanstaltninger (vagter, overvågning, låse), hvilket skaber både økonomisk pres og social isolation - fællesskabets livsformer ændres (mindre offentlig tilstedeværelse, færre børne-/ungdomsarrangementer i åbne rum). Dette ses i flere rapporter og reaktioner fra samfundsrepræsentanter13.
Sikandars paradoks
Sikandar Siddique siger, at han kun er imod staten Israel - ikke jøder. Men alle ved, hvad der følger, når politikere og aktivister retter skytset mod Israel. Skellet mellem staten og folket forsvinder i den offentlige bevidsthed.Hver gang konflikten blusser op, og Israel udpeges som verdens moralske problem, oplever jøder i Danmark det på deres egen krop - i form af hadgraffiti, trusler, chikane og frygt for at vise deres tro offentligt. Statistikkerne taler deres tydelige sprog. Antallet af antisemitiske hændelser stiger markant, hver gang retorikken mod Israel intensiveres.
Derfor er det et gennemskuet paradoks, når Siddique siger, han kun er imod "zionismen". i praksis ved han - som alle andre - at det sprog, han bruger mod Israel, uundgåeligt rammer jøderne herhjemme. Men andre ord arbejder han for en etnisk udrenselse af jøder mens han plæderer for danmarks modtagelse af flere muslimske invandrere. Mange ved ikke hvorfor de hader jøderne, for det er en åndelig realitet, der forårsager at de finder alle mulige og umulige måder at realisere sit had på. Sikandar har fundet sin måde.