Og jeg faldt som sagt over denne forklaring, som kommer fra Joeri Schasfoort, der er økonom og vært for YouTube-kanalen Money & Macro, hvor han producerer økonomiske analyser og opdaterer seere om globale økonomiske udviklinger2. Han opnåede sin ph.d.-grad fra University of Groningen i Nederlandene, hvor hans forskning primært fokuserede på agent-baseret modellering af makroøkonomiske systemer3. Før han grundlagde Money & Macro Media, underviste Dr. Schasfoort ved Faculty of Economics and Business på University of Groningen. Der var han involveret i udviklingen af massive åbne onlinekurser (MOOCs), som f.eks. "Decision Making in a Complex and Uncertain World" på FutureLearn-platformen2.
Når en forsker som Joeri Schasfoort udvikler åbne onlinekurser (MOOCs), især i samarbejde med et anerkendt universitet som University of Groningen, så vidner det om flere ting. MOOCs kræver, at underviseren kan formidle komplekse emner klart og korrekt - ofte til et internationalt publikum. Det kræver også, at man står fagligt på mål for det, man underviser i - kurset er offentligt tilgængeligt og kan vurderes af både kolleger og studerende globalt. Derfor er det værd at kikke grundigt på de informationer han giver. Jeg har samlet informationen her fra hans video "Why Trump's tariff chaos actually makes sense (big picture)"4 ("Hvorfor Trumps toldkaos faktisk giver mening (det store billede)").
Hvad vil Trump-holdet egentlig?
For at forstå den økonomiske kurs, Trump og hans hold har lagt for dagen, må man først se nærmere på de personer, der i dag står bag hans handelspolitiske strategi - og det verdensbillede, de handler ud fra. Det er ikke blot en vilkårlig politisk bevægelse, men en ideologisk motiveret mission, der tager udgangspunkt i et dybtgående opgør med globaliseringen og den verdensorden, som USA selv har været arkitekten bag.Centralt i denne bevægelse står to skikkelser: Scott Bessent og Steven Miran.
Bessent er Trumps nye finansminister og en mangeårig finansmand, som tidligere arbejdede sammen med George Soros (en af de stærke bagmænd bag opbyggelsen af Antikrists rige) - blandt andet under det berømte angreb på det britiske pund i begyndelsen af 1990’erne. Ud over sin finansielle karriere har han undervist i økonomisk historie på Yale og er kendt for at tænke strategisk i store historiske linjer. Hans tilgang er ikke bare teknokratisk, men ideologisk og strukturel: verdensøkonomien skal ikke tilpasses - den skal gentænkes.
Steven Miran, Trumps øverste økonomiske rådgiver, kommer ligeledes fra hedgefond-verdenen og er Harvard-uddannet. Han vakte opsigt med sit dokument “A User’s Guide to Restructuring the Global Trading System”, der blev varmt debatteret i de finansielle kredse. Også han ser globaliseringen som et strukturelt problem snarere end en midlertidig ubalance.
Begge mænd har udtalt og skrevet meget om én bestemt udvikling, som de anser for at være den største trussel mod USA’s fortsatte velstand og stabilitet: deindustrialiseringen. Det er, ifølge dem, ikke bare en økonomisk omstilling, men en eksistentiel krise. De har derfor været naturligt tiltrukket af Trumps budskab om at gøre USA til en fremstillingsmæssig stormagt igen - ikke bare som i 1980’erne, men som i 1950’erne.
I midten af det 20. århundrede var USA en industriel gigant. Ifølge data, som Trump-holdet lægger stor vægt på, udgjorde fremstillingsindustrien i 1950’erne omkring 28% af USA’s samlede økonomiske output. I dag ligger tallet på blot 10%. Trumps første handelskrig fra 2016 førte ikke til et markant skift i denne udvikling, og det erkender rådgiverne åbent. Men for dem handler sagen ikke bare om statistik - det handler om landets sammenhængskraft og militære beredskab.
De peger på to afgørende konsekvenser af deindustrialiseringen, som ifølge dem har ført USA ud i en farlig situation. Den første handler om det sociale og politiske sammenbrud i “heartlandet” - de tidligere industristater i Midtvesten, der i dag er præget af arbejdsløshed, forfald og desperation. Det var netop disse områder, som i stort antal stemte på Trump i 2024, fordi de oplever, at den politiske elite i Washington har ofret deres fremtid på globaliseringens alter. Når stabile industrijob forsvinder og erstattes af lavtlønnede servicejob, opstår der ikke bare økonomisk ulighed, men også mistillid, politisk radikalisering og social nedbrydning.
Den anden konsekvens er strategisk og militær. Trump-holdet ser USA’s nuværende industrielle svaghed som en direkte trussel mod landets sikkerhed, især i forhold til Kina. Hvis Kina eksempelvis skulle invadere Taiwan, kan landet hurtigt mobilisere sin industrielle base til krigsproduktion - noget USA ifølge dem ikke længere er i stand til. Vicepræsident JD Vance har påpeget, at én enkelt kinesisk statsejet virksomhed i 2023 byggede flere kommercielle skibe, end hele USA har bygget siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Det siger noget om, hvor afhængig USA er blevet af udenlandsk industri - og hvor sårbar nationen ville være i tilfælde af en større konflikt.
Det er på denne baggrund, at Trump og hans rådgivere ser nødvendigheden af at reindustrialisere USA som en national overlevelsesstrategi. Og heraf følger deres hårde kurs over for ikke bare rivaler som Kina, men også nære allierede. For i deres øjne er mange allierede ikke længere samarbejdspartnere, men økonomiske konkurrenter, som har udnyttet USA’s åbenhed.
Trump har selv sagt det skarpt: “De har taget så meget ud af vores land – venner og fjender. Og ærligt talt har ven ofte været meget værre end fjende”.
USA’s problemer skyldes ikke kun Kina og Rusland, men også lande som Tyskland, Japan og Canada, der i årtier har haft fordel af adgang til det amerikanske marked uden at give tilsvarende meget tilbage. I Trumps øjne er USA blevet udnyttet af det system, det selv har skabt.
Og netop her ligger det afgørende spørgsmål: Hvis USA har været verdens førende økonomi i generationer - og selv har skabt de systemer, der har muliggjort global frihandel - hvorfor er man så utilfreds med det?
Trump-holdets svar er klart: Det system, der tidligere tjente USA godt, tjener ikke længere USA’s interesser. I starten af Bretton Woods-æraen og senere under den neoliberale verdensorden, var byttehandlen nogenlunde fair: USA tilbød adgang til dollar og markeder, og fik til gengæld loyale allierede, nye eksportmarkeder og global prestige. Men i dag er balancen vippet. Andre lande har opbygget enorme eksportindustrier - ikke mindst Kina - mens USA har afviklet sin. Og selvom dollaren stadig er verdens vigtigste valuta, betyder dens styrke, at amerikanske varer er blevet for dyre - og at produktionen derfor flytter ud.
Det er denne udvikling, Trumps økonomiske team nu vil standse og vende om. For dem handler det ikke blot om at beskytte amerikanske virksomheder - det handler om at sikre nationens evne til at forsvare sig selv og hævde sin rolle i verden. Det er en form for økonomisk realisme eller nymerkantilisme, som vil genrejse USA som industrimagt - koste hvad det vil.
En kort historie om den USA-ledede verdensorden
Den nuværende uro omkring USA’s handelspolitik og brug af toldsatser kan bedst forstås i lyset af Amerikas historiske økonomiske politik - eller deres økonomiske orden, og som Trump og hans økonomiske rådgivere nu ønsker at ændre. Ifølge analysen har USA faktisk skabt to store globale økonomiske systemer siden Anden Verdenskrig: Bretton Woods-systemet (1944–1973) og den neoliberale verdensorden (ca. 1980–2016)Bretton Woods: Den første orden
Efter 2. verdenskrig skabte USA sammen med sine allierede det såkaldte Bretton Woods-system. Det byggede på tre søjler:1. Valutaer blev bundet til den amerikanske dollar, som igen var bundet til guld.
2. USA tilbød militærbeskyttelse - ofte med baser i allierede lande.
3. USA hjalp aktivt med at genopbygge og styrke allieredes industrier, f.eks. gennem Marshallhjælpen og ved at åbne sit eget marked, mens de tillod allierede at beskytte deres egne markeder mod amerikansk konkurrence.
Denne økonomiske orden var altså ekstremt generøs overfor allierede. Og selvom det på overfladen lignede en dårlig byttehandel for USA, fik USA tre vigtige ting ud af det:
1. Stabile og loyale allierede i kampen mod kommunismen.
2. Rige allierede, som blev vigtige eksportmarkeder for amerikanske virksomheder.
3. Dollarens status som verdens reservevaluta, hvilket gav USA det, franskmændene kaldte et “exorbitant privilegium”: mulighed for at bruge langt flere penge globalt, end de selv tjente, uden at miste tillid til valutaen.
Dog førte systemet også til en uløselig spænding - Triffin-dilemmaet. For når verdensøkonomien voksede, voksede behovet for dollars - men guldreserverne var faste. Enten måtte USA trykke flere dollars og underminere troværdigheden af guldstandarden, eller holde sig til guld og kvæle global vækst. I 1971 opgav Nixon derfor guldstandarden - og Bretton Woods-systemet brød sammen.
Neoliberal orden: Fleksibilitet og globalisering
Efter kaosset i 70’erne fulgte Reagan og Thatcher i 1980’erne op med en ny verdensorden - den neoliberale. Den blev ikke formaliseret i en ny aftale, men virkede via praksis. Told blev sænket globalt. Kapital kunne flyde frit på tværs af grænser. Valutakurser blev flydende - ingen fast kobling til dollar. USA tilbød fortsat militærbeskyttelse til “venlige” nationer.Her kunne lande få adgang til det amerikanske marked og dollaren, hvis de accepterede World Trade Organisations (WTO) regler og “spillede pænt”. Og det var attraktivt, da det gav adgang til verdens største forbrugermarked, dollarnetværket og beskyttelse af den amerikanske flåde.
USA fik også noget ud af det, nemlig at efterspørgslen på dollaren steg voldsomt, og det gjorde den stærk. Dermed kunne USA opretholde sin militære dominans, selv om det økonomisk fyldte mindre i den samlede verdensøkonomi. Amerikanerne blev generelt rigere - men industriarbejdspladser blev dyrere og forsvandt ud af landet, især til Kina efter deres WTO-optagelse i 2001.
Dette “Kina-chok” og deindustrialisering blev et stort problem, som førte til ulighed og sociale spændinger - og valget af Trump i 2016. Han markerede begyndelsen på slutningen af den neoliberale orden, som havde bygget på ideen om, at frihandel altid er godt.
Slutningen på den gamle orden
Hverken Trumps første toldkrig mod Kina eller Bidens massive industrisubsidier ændrede for alvor udviklingen. Kinas industri er stadig stærk, og USA’s hjerteområder lider stadig under fabrikslukninger.Trump og hans hold mener nu, at den globale orden, som USA selv har skabt, ikke længere gavner USA, og at den har gjort landet for afhængigt af andre og militært sårbart, særligt over for Kina. Derfor skal den brydes ned og genopbygges med nye spilleregler.
Triffin-dilemmaet - en amerikansk fælde
For at forstå, hvorfor USA i dag står i en økonomisk skruetvinge, som Trump og hans økonomiske rådgivere forsøger at bryde ud af, må vi se nærmere på et klassisk økonomisk paradoks: Triffin-dilemmaet.Baggrund: Dollaren som verdens reservevaluta
Efter Anden Verdenskrig blev den amerikanske dollar grundstenen i verdensøkonomien - både i Bretton Woods-systemet og senere i den mere løse neoliberale orden. For resten af verden blev dollaren en sikker havn, noget man gerne ville have i reserve og handle med. Men det skabte et problem, som den belgisk-amerikanske økonom Robert Triffin påpegede allerede i 1960’erne. Hvis USA vil levere nok dollars til verdens voksende økonomi, må landet konstant eksportere flere dollars, dvs. køre med store handelsunderskud og sende kapital ud i verden. Men hvis man gør det for længe, mister omverdenen tillid til, at dollaren er dækket af noget reelt, f.eks. guld eller sund økonomisk balance.Triffin-dilemmaets to muligheder
USA stod derfor over for et valg med to dårlige muligheder:1. Fortsæt med at trykke dollars og understøt verdenshandlen, men underminer dollaren som troværdig valuta, fordi den bliver løsrevet fra guld og sunde balancer.
2. Bevar tilliden til dollaren og guldstandarden, men dræn verden for likviditet - og risikér at kvæle global vækst.
Begge veje var problematiske. Og i 1971 kom vendepunktet. Præsident Nixon brød koblingen mellem dollar og guld, og hele det faste Bretton Woods-system blev reelt opløst. Verden gik over til flydende valutakurser, og vi bevægede os ind i den neoliberale æra, hvor tillid til dollaren ikke længere var sikret af guld, men af USA's størrelse, stabilitet og globale dominans.
Triffin-dilemmaets moderne version
Selvom Bretton Woods for længst er historie, mener Trumps rådgivere - især Steven Miran - at Triffin-dilemmaet stadig er højaktuelt i dag. I dag er problemet blot ikke koblingen til guld, men det faktum, at verden stadig har brug for dollars i enorme mængder, og at det presser dollaren op i værdi.Konsekvensen? En stærk dollar, hvilket gør det svært for amerikanske producenter at konkurrere globalt - deres varer bliver for dyre. Det tilskynder import og undergraver eksport, hvilket forværrer handelsbalancen. Samtidig fremmer det finansiel ulighed i USA, fordi det især er dem med mange dollars, der får gevinst af valutakursens styrke.
I Trumps øjne har det ikke bare svækket USA’s industri, men også gjort landet militært afhængigt af udenlandsk produktion, særligt i tilfælde af krise eller krig. Derfor ser Trumps økonomiske hold en svækkelse af dollaren som nødvendig - uden at miste dens status som verdens reservevaluta. Og her ligger det centrale paradoks: Hvordan svækker man dollaren for at gøre eksport konkurrencedygtig og fremme reindustrialisering, uden at miste det "exorbitante privilegium", som følger med dens globale status?
Det er det spørgsmål, den nye "MAGA orden" forsøger at besvare.
Den store MAGA-plan for en ny verdensorden
Det Trump og hans økonomiske rådgivere - Scott Bessent (finansminister) og Steven Miran (cheføkonomisk rådgiver) - nu lægger op til, er ikke bare en handelskrig, men et fuldstændigt opgør med den nuværende orden. De ser den eksisterende globale struktur, som USA selv har skabt (først med Bretton Woods og siden neoliberalismen), som en trussel mod USA’s økonomiske og militære sikkerhed. Derfor vil de ikke bare justere systemet. De vil erstatte det.En ny orden – opdelt i tre “farvezoner”
Bessent har fremlagt visionen om at dele verden op i tre kategorier af lande:
- Grønne lande: Disse får lav told, militærbeskyttelse og adgang til dollaren. De spiller efter USA's regler og er dybt integrerede i det nye system.
- Gule lande: Disse får begrænset adgang, formentlig med visse betingelser og restriktioner.
- Røde lande: Disse ekskluderes – og må klare sig selv uden privilegier fra USA.
Bessent siger direkte: “Det vil blive meget tydeligt, at nogle lande får lave toldsatser, militær beskyttelse, og måske endda nogen fortrukken adgang til amerikanske dollars, mens andre må klare sig selv”. Med andre ord - man får gulerod, hvis man retter ind - og stok, hvis man ikke gør.
De tre faser i MAGA-masterplanen
Planen rummer tre faser. Hver fase bygger på udtalelser og skrifter fra Miran og Bessent, men det samlede billede er delvist forfattet af Joeri Schasfoort (ham der har lavet videoen) ud fra de spor, de to økonomer har lagt ud.Fase 1: TOLDKAOS - "Tariff chaos"
Vi er lige nu i første fase, som Trumps rådgivere selv beskriver som en midlertidig, men nødvendig periode med kaos og forvirring. Her indfører USA høje toldsatser mod både venner og fjender - ikke fordi det er slutmålet, men fordi det er et forhandlingsredskab.
Bessent siger det klart: “[Trump] bruger [told] som et redskab til at forhandle”. Og Miran supplerer: “Tariffer vil sandsynligvis blive anvendt tidligt i en regeringsperiode for at skabe tilstrækkelig forhandlingskraft”. Målet med dette kaos er at skabe pres og frygt, så andre lande bliver mere villige til at indgå nye aftaler - under amerikanske betingelser. Det handler ikke om, hvad der sker på aktiemarkedet på kort sigt - det handler om at ryste systemet, så USA kan omskrive spillereglerne.
Fase 2: RECIPROKKE TOLDREGLER - “Reciprocal Tariffs”
Når kaoset har skabt det nødvendige pres, kommer næste fase: Reciprokke toldsatser - det vil sige: Hvis du lægger told på vores varer, så lægger vi præcis det samme på dine. Ikke mere, ikke mindre. Det lyder måske retfærdigt, men det er et radikalt opgør med WTO’s asymmetriske regler, hvor mange udviklingslande faktisk må lægge højere told på USA, end omvendt. Det vil Trump-administrationen ikke længere acceptere. Bessent forklarer: “Det er det, som toldsatser er designet til at håndtere: at skabe lige vilkår”.
Det handler om at tvinge andre lande til at åbne deres markeder og stoppe med praksisser som valutamanipulation, intellektuel tyveri og statsstøtte, som Trump-teamet mener har givet især Kina en uretfærdig fordel.
Men hvorfor skulle verden gå med til det? Her kommer Mirans argument: “De har kun USA at sælge til. Der er ingen alternativer”. Med andre ord: Fordi alle har brug for at sælge til det amerikanske marked for at få adgang til dollars, har USA en enestående forhandlingsposition. Og når Trump slår alle lande over en kam med høje toldsatser - også “venner” som EU - lukker han bagdøren - Kina kan ikke bare eksportere via Mexico eller Vietnam som før.
Målet er at tvinge verden ind i nye forhandlinger på USA’s betingelser.
Fase 3: VALUTAAFTALER - “The Mar-a-Lago Accord”
Den sidste og mest ambitiøse fase kaldes af Joeri Schasfoort for “Mar-a-Lago-aftalen” - en ny international aftale, der skal fungere som en moderne version af Bretton Woods eller Plaza-aftalen fra 1985. Her forestiller Trump-holdet sig, at venligtsindede lande (de grønne) indgår en ny valutaaftale, hvor deres valutaer delvist bindes til dollaren, men med mekanismer til at forhindre, at dollaren bliver for stærk.
Hvorfor? Fordi en stærk dollar - som nævnt tidligere - undergraver USA's industri og gør eksporten urentabel. Miran siger at, “Hvis dollaren kunne svækkes for at afbalancere handelen, så ville vi ikke have mange af de problemer, som toldsatser og andre politiske tiltag er designet til at løse”. Men han erkender også, at man ikke kan tale for højt om det endnu, fordi det kan ødelægge forhandlingerne. Det er altså en plan, der holdes skjult i detaljerne, men hvis omrids allerede er synlige.
Joeri Schasfoort forestiller sig, at grønne lande i fremtiden vil skulle:
- Pegge (at et land fastsætter sin valutakurs i forhold til en anden valuta) deres valuta (helt eller delvist) til dollaren.
- Forpligte sig til at lade deres valuta stige, hvis dollaren bliver for stærk - for at holde USA's eksport konkurrencedygtig.
- Til gengæld får de adgang til det amerikanske marked, dollaren og militær beskyttelse - mod betaling.
Det minder ikke længere om en alliance - men om et vasalforhold. Det er, ifølge Joeri, reelt en økonomisk tributsstruktur, som er en model, hvor mindre eller svagere lande eller aktører må betale økonomiske ydelser eller give særlige fordele til en dominerende magt - typisk som betingelse for beskyttelse, adgang til markeder eller valuta, eller blot for at undgå sanktioner. Det er ikke en formel kolonial struktur, men snarere et asymmetrisk økonomisk forhold, hvor den stærke part dikterer spillereglerne, og de svagere parter accepterer kravene for at få adgang til ressourcer eller undgå straf.
En risikabel plan - og spørgsmålet om tillid
Selvom Trumps økonomiske masterplan i teorien kan hjælpe USA med at genopbygge sin industrielle base uden at opgive dollarens status som global reservevaluta, er det langt fra givet, at planen vil lykkes i praksis. Den forudsætter nemlig, at andre lande frivilligt tilslutter sig den nye MAGA-orden - og det kræver mere end bare økonomiske incitamenter. For at være med i systemet som et såkaldt “grønt land”, skal et land acceptere en række vidtgående betingelser: det skal binde sin valuta tæt op ad dollaren, acceptere USA’s økonomiske og politiske overherredømme, betale for amerikansk militær beskyttelse, og - måske vigtigst af alt - udvise tillid til, at USA ikke vil misbruge sin magtposition.Og netop her opstår det største problem for planen: tilliden. Hvordan kan man forvente, at lande skal underlægge sig USA’s ledelse, når den amerikanske regering tidligere har brudt egne handelsaftaler, som den selv havde underskrevet - for eksempel NAFTA? Hvordan skal man stole på USA’s pålidelighed, når amerikanske ledere offentligt har fornærmet nære allierede eller sågar truet med at annektere territorier fra dem? Og hvordan skal man opfatte partnerskab som noget stabilt, når USA uden varsel har indført told mod sine egne allierede?
Hvis landene rundt om i verden ikke tør indgå i den nye struktur og lade sig placere som “grønne lande” under amerikansk lederskab, står USA over for et strategisk ultimatum. Enten må landet opgive dollarens særstatus som verdensreservevaluta - og dermed en stor del af den globale magt og finansielle dominans, der fulgte med - eller også må det fastholde dollaren i centrum af verdensøkonomien og samtidig acceptere at være afhængig af udenlandsk produktion, også når det gælder strategisk og militær vigtig industri i en potentiel krisesituation.
Planen er altså ikke bare ambitiøs - den er også skrøbelig. For i sidste ende bygger den på, at resten af verden stadig har tillid til en amerikansk ledet verdensorden, selv om selve præmissen for planen er, at den gamle orden har spillet fallit.
Konklusion: En ny "verdensorden" - med en gammel konge
Trods al retorikken om forandring, opbrud og en ny verdensorden, er Trumps økonomiske projekt i sin kerne ikke noget egentligt brud med fortiden. Det er snarere en tilbagevenden til en kendt model: en verden centreret omkring amerikansk magt, amerikanske interesser og amerikansk valuta.Hvor tidligere præsidenter talte om frihandel, multilateralisme og globalt samarbejde, taler Trump åbent om told, forhandling og styrkeforhold. Forskellen er ikke målet - men ærligheden om midlerne. Det, som fremstilles som et opgør med globaliseringen, er i virkeligheden en mere direkte, mere krævende og mere eksklusiv version af det system, USA har opretholdt siden 1945.
Trumps "nye verdensorden" deler lande op i dem, der underkaster sig amerikanske krav, og dem, der må klare sig selv. Det er ikke et multilateral partnerskab - det er en økonomisk imperiestruktur. Og selvom midlerne nu hedder reciprokke toldsatser og valutaaftaler i stedet for Marshallhjælp og NATO, er formålet det samme som det altid har været: At fastholde USA som det uundgåelige centrum i verdensøkonomien.
Derfor er den såkaldte nye verdensorden i virkeligheden intet andet end en ny udgave af en gammel orden - med USA på tronen, igen. Det er altså ikke tale om "den nye verdensorden" man ser præsenteret i f.eks. World Economic Forum, IMF, EU-systemet og dele af FN, der bygger på idéer som afnationalisering af økonomisk beslutningskraft, øget global koordinering af klima-, skat-, sundheds- og finanspolitik, digital centralbankvaluta, som kan spores og potentielt kontrolleres og et "multipolært" system, hvor USA ikke længere er suveræn verdensleder, men snarere en partner blandt mange.