Jeg synes det skinner tydeligt frem at Zelensky ser sig selv som den lille David, der vil, mere end at kunne, knuse den store Goliat, for Zelensky har hverken slynge, sten eller mand til at gøre det, og det er her det hele brænder sammen. Og vanen tro, vælger europas ledere at følge følelser frem for fornuft - for hvad er bedst - at fortsætte slagteriget at landenes unge befolkning, i håbet om at en dag vil Zelensky igen kunne tage et jakkesæt på og fremstå som erobreren, eller at stoppe krigen øjeblikkeligt?
Zelensky ønsker ikke at stoppe krigen. Han vil fortsætte. Rusland skal betale, for Rusland alene har skylden - og det er på Vestens bekostning, med den ideologiske tanke, at det er en kamp for demokrati og frihed. Trump er pragmatiker og mener, at Ukraine bør acceptere kompromiser for at stoppe blodsudgydelserne. Så hvad er bedst? Ideologi eller pragmatik? Zelensky vil have Amerikas penge og våben, for derved, med den styrke, at tilvejebringe en fordel i kommende forhandlinger med Rusland. Trump er ikke interesseret i at fordre den fordel, han vil stoppe krigen øjeblikkeligt.
Mens europas befolkning generelt er ideologer, og falder i den samme grøft som public service, hvor følelserne overdøver fornuften og Trump er en narcissistisk horder der ikke stopper før han ejer hele verden, så ville en deltagelse i krigen, hvor egne unge mænd må lade livet, nok få de fleste til at bytte ideologien ud med pragmatikken, for at få stoppet blodsudgydelserne.
Det hele er Ruslands skyld.
Den kroniske vrede mod Trump steg yderligere, da USA ikke entydigt vil give Rusland skylden for krigen - ligesom USA i sit forslag til en resolution ikke nævnede den russiske aggression1. Men er det hele Ruslands skyld?Den nuværende konflikt mellem Rusland og Ukraine har rødder tilbage til 1990, hvor USA lovede Sovjetunionen, at NATO ikke ville udvide sig mod øst - et løfte, som senere blev brudt. Gennem årtier ekspanderede NATO, mens USA gentagne gange ignorerede russiske sikkerhedsbekymringer, blandt andet ved at trække sig ud af centrale våbenkontrolaftaler og støtte regimeskift i Ukraine. I 2014 blev den prorussiske ukrainske præsident væltet i et kup, hvor USA spillede en aktiv rolle, hvilket forværrede spændingerne. Da Ukraine i 2022 var tæt på NATO, krævede Rusland sikkerhedsgarantier, men blev afvist. Krigen blev en realitet, mens USA og Storbritannien pressede Ukraine til at fortsætte kampen frem for at forhandle fred.
Konflikten mellem Rusland og Ukraine bliver ofte fremstillet som en ensidig aggression fra Putins side, men der er en langt mere kompleks historisk baggrund, der starter tilbage i 1990. Dengang gav USA’s udenrigsminister James Baker III Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov, et løfte om, at NATO ikke ville rykke "en tomme østpå", hvis Sovjet accepterede Tysklands genforening. Gorbatjov accepterede dette, men USA brød løftet allerede i 1994, da Bill Clinton begyndte at arbejde for NATOs ekspansion mod øst. Det blev den første fase af en strategi, der senere skulle føre til, at NATO udvidede sig helt til Ruslands grænse.
I 1999 blev Polen, Ungarn og Tjekkiet optaget i NATO, hvilket dog ikke vakte stor bekymring i Rusland, da der ikke var nogen direkte grænse til Rusland, bortset fra den russiske eksklave Kaliningrad. Samme år bombede NATO Serbien i 78 dage for at bryde landet op, hvilket blev set som en aggressiv handling, der for første gang blev brugt til at gennemtvinge en geopolitisk agenda i Europa med militær magt. Rusland protesterede, men accepterede det til en vis grad, da Putin kort efter kom til magten og i starten havde en mere pro-vestlig holdning. Faktisk foreslog han endda, at Rusland måske kunne blive medlem af NATO.
Forholdet mellem USA og Rusland blev imidlertid forværret, især efter 9/11, hvor Rusland støttede USA’s krig mod terror. Efter 9/11 udviste Rusland en vis støtte til USA’s kamp mod terrorisme. Rusland havde selv oplevet terrorangreb fra islamistiske grupper i Tjetjenien og anså kampen mod terror som en fælles sag. Putin tilbød efter angrebet på World Trade Center at samarbejde med USA, blandt andet ved at tillade amerikanske militærbaser i Centralasien for at lette invasionen af Afghanistan. Rusland håbede, at denne støtte ville føre til et forbedret forhold til USA og en form for respekt for russiske sikkerhedsinteresser.
Men i stedet for at anerkende denne støtte begyndte USA at udnytte situationen til at styrke sin militære og politiske dominans globalt. Washington trak sig i 2002 ensidigt ud af traktaten om anti-ballistiske missiler (ABM-traktaten), hvilket gjorde det muligt for USA at placere missilskjold og forsvarssystemer i Østeuropa - noget, Rusland opfattede som en direkte strategisk trussel. Samtidig intensiverede USA sin støtte til farvede revolutioner i tidligere sovjetrepublikker, blandt andet i Ukraine og Georgien, hvilket blev opfattet som et forsøg på at svække russisk indflydelse i de nærliggende regioner.
Så selvom Rusland oprindeligt forsøgte at samarbejde med USA efter 9/11, svarede USA ved at udvide sin geopolitiske magt, ignorere russiske sikkerhedsinteresser og fortsætte NATOs ekspansion. Det skabte frustration i Moskva og førte til en gradvis forværring af forholdet mellem de to lande.
Men i 2002 trak USA sig ensidigt ud af traktaten om anti-ballistiske missiler, hvilket førte til en militarisering af Østeuropa, som Rusland opfattede som en direkte trussel. I 2004-2005 støttede USA en såkaldt "blød" regimeændring i Ukraine, men i 2010 blev Viktor Janukovitj valgt som præsident med et løfte om at holde Ukraine neutralt. Dette skabte en vis stabilitet, da flertallet af ukrainerne ifølge meningsmålinger ikke ønskede at være med i NATO, da de var klar over de interne spændinger mellem etniske ukrainere og russisktalende befolkningsgrupper.
Situationen eskalerede i 2014, da Janukovitj blev væltet i et statskup, som USA aktivt deltog i. Rusland offentliggjorde dengang en telefonsamtale mellem den amerikanske diplomat Victoria Nuland og USA’s ambassadør i Ukraine, hvor de diskuterede, hvem der skulle lede den nye regering, hvilket tydeligt viste, at USA orkestrerede en regimeændring. Efter kuppet erklærede USA, at Ukraine nu kunne blive en del af NATO, på trods af at Putin gang på gang havde advaret mod dette.
Mellem 2004 og 2019 fortsatte NATO sin ekspansion og optog flere østeuropæiske lande, mens USA også trak sig ud af INF-traktaten om mellemdistance-atommissiler i 2019, hvilket yderligere øgede spændingerne. I december 2021 foreslog Putin en sikkerhedsaftale mellem USA og Rusland, hvor han krævede, at NATO ikke skulle udvide sig yderligere mod øst. Dette blev afvist af USA, som fastholdt sin "åbne dør"-politik for NATO, hvilket blev set som en provokation af Rusland.
Da Rusland i februar 2022 indledte sin "særlige militære operation" i Ukraine, tilbød Ukraines præsident Zelensky kort efter at erklære Ukraine neutralt. Men ifølge denne gennemgang pressede USA og Storbritannien Ukraine til at fortsætte krigen i stedet for at forhandle fred, hvilket har ført til hundredtusinder af ukrainske dødsfald.
I 1999 blev Polen, Ungarn og Tjekkiet optaget i NATO, hvilket dog ikke vakte stor bekymring i Rusland, da der ikke var nogen direkte grænse til Rusland, bortset fra den russiske eksklave Kaliningrad. Samme år bombede NATO Serbien i 78 dage for at bryde landet op, hvilket blev set som en aggressiv handling, der for første gang blev brugt til at gennemtvinge en geopolitisk agenda i Europa med militær magt. Rusland protesterede, men accepterede det til en vis grad, da Putin kort efter kom til magten og i starten havde en mere pro-vestlig holdning. Faktisk foreslog han endda, at Rusland måske kunne blive medlem af NATO.
Forholdet mellem USA og Rusland blev imidlertid forværret, især efter 9/11, hvor Rusland støttede USA’s krig mod terror. Efter 9/11 udviste Rusland en vis støtte til USA’s kamp mod terrorisme. Rusland havde selv oplevet terrorangreb fra islamistiske grupper i Tjetjenien og anså kampen mod terror som en fælles sag. Putin tilbød efter angrebet på World Trade Center at samarbejde med USA, blandt andet ved at tillade amerikanske militærbaser i Centralasien for at lette invasionen af Afghanistan. Rusland håbede, at denne støtte ville føre til et forbedret forhold til USA og en form for respekt for russiske sikkerhedsinteresser.
Men i stedet for at anerkende denne støtte begyndte USA at udnytte situationen til at styrke sin militære og politiske dominans globalt. Washington trak sig i 2002 ensidigt ud af traktaten om anti-ballistiske missiler (ABM-traktaten), hvilket gjorde det muligt for USA at placere missilskjold og forsvarssystemer i Østeuropa - noget, Rusland opfattede som en direkte strategisk trussel. Samtidig intensiverede USA sin støtte til farvede revolutioner i tidligere sovjetrepublikker, blandt andet i Ukraine og Georgien, hvilket blev opfattet som et forsøg på at svække russisk indflydelse i de nærliggende regioner.
Så selvom Rusland oprindeligt forsøgte at samarbejde med USA efter 9/11, svarede USA ved at udvide sin geopolitiske magt, ignorere russiske sikkerhedsinteresser og fortsætte NATOs ekspansion. Det skabte frustration i Moskva og førte til en gradvis forværring af forholdet mellem de to lande.
Men i 2002 trak USA sig ensidigt ud af traktaten om anti-ballistiske missiler, hvilket førte til en militarisering af Østeuropa, som Rusland opfattede som en direkte trussel. I 2004-2005 støttede USA en såkaldt "blød" regimeændring i Ukraine, men i 2010 blev Viktor Janukovitj valgt som præsident med et løfte om at holde Ukraine neutralt. Dette skabte en vis stabilitet, da flertallet af ukrainerne ifølge meningsmålinger ikke ønskede at være med i NATO, da de var klar over de interne spændinger mellem etniske ukrainere og russisktalende befolkningsgrupper.
Situationen eskalerede i 2014, da Janukovitj blev væltet i et statskup, som USA aktivt deltog i. Rusland offentliggjorde dengang en telefonsamtale mellem den amerikanske diplomat Victoria Nuland og USA’s ambassadør i Ukraine, hvor de diskuterede, hvem der skulle lede den nye regering, hvilket tydeligt viste, at USA orkestrerede en regimeændring. Efter kuppet erklærede USA, at Ukraine nu kunne blive en del af NATO, på trods af at Putin gang på gang havde advaret mod dette.
Mellem 2004 og 2019 fortsatte NATO sin ekspansion og optog flere østeuropæiske lande, mens USA også trak sig ud af INF-traktaten om mellemdistance-atommissiler i 2019, hvilket yderligere øgede spændingerne. I december 2021 foreslog Putin en sikkerhedsaftale mellem USA og Rusland, hvor han krævede, at NATO ikke skulle udvide sig yderligere mod øst. Dette blev afvist af USA, som fastholdt sin "åbne dør"-politik for NATO, hvilket blev set som en provokation af Rusland.
Da Rusland i februar 2022 indledte sin "særlige militære operation" i Ukraine, tilbød Ukraines præsident Zelensky kort efter at erklære Ukraine neutralt. Men ifølge denne gennemgang pressede USA og Storbritannien Ukraine til at fortsætte krigen i stedet for at forhandle fred, hvilket har ført til hundredtusinder af ukrainske dødsfald.
Zelenskys sikkerhedsgarantier
Zelensky tror ikke på diplomatiske forhandlinger med Putin, og afviser talen om en fredsaftale, herunder våbenhvile, for Putin er kendt for at bryde sådanne aftaler. Han siger at "Vi kan ikke bare tale om våbenhvile og tale og tale. Det fungerer ikke. Våbenhvile alene fungerer aldrig ... Putin brød sin egen underskrift 25 gange". Derfor vil Zelensky have sikkerhedsgarantier fra både Europa og Amerika, at alle formelt forpligter sig til at hjælpe Ukraine militært, hvis Rusland bryder en fredsaftale. Han ønsker, at Ukraine får en eller anden form for beskyttelse, selv hvis de ikke kan blive NATO-medlem lige nu. Han nævner også muligheden for en international fredsbevarende styrke i Ukraine.Trump forsøgte at forklare sin uafhængige position som upartisk mellem de to nationer, og forsøgte at tydeliggøre at han ville være i stand til at lave en ordentlig forhandling. Men fordi Zelensky ikke ser anden vej end at blive Rusland overlegen, talte Trump for døve ører, hvilket selvfølgelig blev en frustration. Zelensky siger med andre ord, at Trump ikke har ret i sine antagelser, at han som neutral mægler kan forhandle en aftale igennem, mens Trump mener at det er det, han har levet af at gøre i en menneskealder. Trump sagde at "Jeg tror ikke, du vil have brug for særlig meget sikkerhed. Jeg tror, at når denne aftale bliver lavet, så er det slut. Rusland vil ikke have lyst til at gå tilbage, og ingen vil have lyst til at gå tilbage, når denne aftale slutter".
Det der står tilbage i massernes bevidsthed, er "mobningen" og irettesættelsen af Zelensky - han går ikke i jakkesæt og er utaknemmelig. Men hvis vi fjerner os fra følelserne og går ind i fornuften, hvordan ser det så ud?
Trump sagde faktisk at "Jeg vil ikke tale om sikkerhed endnu, fordi jeg vil have aftalen på plads. Du falder i den samme fælde som alle andre en million gange. Du bliver ved med at sige det. Jeg vil have aftalen på plads. Sikkerheden er så let. Det er omkring 2% af problemet".
Taknemmelighed
Debatten om taknemmelighed starter, fordi Trump føler, at Zelensky kun beder om mere støtte uden at anerkende den hjælp, USA allerede har givet - tillige med at afvise Trumps evner som mediator. Trump nævner, at USA har ydet 350 milliarder dollars i støtte samt militært udstyr, og han sammenligner det med Europas støtte, som ofte gives som lån. JD Vance forstærker Trumps pointe ved at kritisere Zelensky for ikke at udvise ydmyghed over for den amerikanske støtte og antyder, at Ukraine tager USA’s hjælp for givet.Zelensky på sin side ser ikke USA's støtte som en gave, men som en nødvendighed for at overleve. Han forsøger at flytte samtalen til, hvorfor Ukraine fortsat har brug for hjælp, men det irriterer Trump og Vance yderligere, fordi de ikke finder viljen til samarbejde om kompromisser hos Zelensky samt at han ignorerer det centrale spørgsmål om taknemmelighed.
Man kan være imod at USA forventer et tak, og det kan virke skørt at de fokusere så voldsomt på det. Men omvendt kunne Zelensky have adresseret det og medgivet at det var han ked af at de følte, med et direkte tak - som han efterfølgende har valgt at gøre det på Fox News2.
Kompromiser
Trump fastslår, at en aftale ikke kan ske uden kompromiser, og prøver at berolige Zelensky ved at sige, at det måske ikke bliver så slemt som frygtet. Men Zelensky afviser ideen om kompromis og ser det som Ruslands ansvar at trække sig tilbage. Han giver ingen antydning af, at Ukraine er villig til at acceptere indrømmelser. Vance kritiserer Zelensky for ikke at forstå sin position og antyder, at Ukraine ikke har råd til at nægte kompromis. Men Zelensky fastholder, "de kom til vores territorium. De kom til vores land. De startede denne krig. Og de skal stoppe... for os er det meget vigtigt at redde vores land, vores værdier, vores frihed, vores demokrati. Og selvfølgelig, ingen kompromiser med en morder om vores territorier". Zelensky afviser kompromis, især når det gælder territoriale spørgsmål. Han insisterer på, at Ukraine ikke kan give afkald på land til Rusland, da det ville være en belønning for Putins aggression.Det er fuldstændig rigtigt når Trump siger at "hvis du kunne få en våbenhvile lige nu, siger jeg dig, så tag den. Så stopper kuglerne med at flyve, og du stopper med at få folk dræbt" - og at "Du sidder ikke med kortene. Med os begynder du at få nogle kort. Men lige nu gør du ikke. Du gambler med millioner af menneskers liv".
Zelenskys rolle i NATO-spørgsmålet og den efterfølgende provokation af Rusland er kompleks og har udviklet sig over tid. Da han blev valgt som præsident i 2019, førte han faktisk kampagne på et budskab om at genoprette forholdet til Rusland og søge fred i Donbas-regionen. Men efter sin tiltrædelse ændrede hans politik sig gradvist, og Ukraine begyndte at bevæge sig tættere på NATO og Vesten.
Da Zelensky trådte til i 2019, var han i begyndelsen åben for forhandlinger med Rusland. Han mødtes endda med Putin i 2019 i et forsøg på at finde en løsning på konflikten i Donbas. Men med tiden blev han presset af nationalistiske grupper og af Vesten til at tage en hårdere linje over for Rusland. I stedet for at fastholde en neutral position begyndte han i stigende grad at tale om Ukraines ret til at blive en del af NATO.
I 2021 eskalerede situationen, da Zelensky offentligt bad NATO om at optage Ukraine og indledte militære samarbejder med vestlige lande. Dette var en rød linje for Rusland, der allerede i årevis havde advaret om, at NATO’s ekspansion mod øst var en eksistentiel trussel. Fra Moskvas perspektiv betød et NATO-medlemskab for Ukraine, at amerikanske tropper og missiler potentielt kunne placeres direkte på Ruslands grænse.
Zelenskys skift fra en moderat diplomat til en hård NATO-fortalerskikkelse kan delvist forklares med internt pres fra nationalistiske grupper i Ukraine og eksternt pres fra USA og Storbritannien. Hans fortsatte insisteren på NATO-medlemskab har været en central del af den vestlige strategi i Ukraine, men også en nøglefaktor i, hvorfor Rusland valgte at gå i krig. Hvis Ukraine tidligere havde valgt en neutral position, er det sandsynligt, at konflikten kunne være undgået.
Nu står Rusland med udsigterne til at stå ubeskyttet imod NATO landene. Kontrollen over Donbas og de sydlige områder af Ukraine handler ikke kun om at beskytte de russisktalende befolkninger i disse regioner, men også om at skabe en strategisk bufferzone mellem NATO og Rusland.
Det synes logisk for en præsident i Zelenskys sko, at acceptere dette kompromis, for at stoppe dræbermaskineriet. Hans befolkning betaler en dyr pris for hans stædighed.
Zelensky vil have Putin væk
Zelensky angriber Putin og kalder ham en morder, "Jeg regner virkelig med din stærke position til at stoppe Putin. Og du sagde, at det var nok med krigen. Jeg tror, det er meget vigtigt. Det burde have været sagt til Putin helt fra begyndelsen. Helt fra begyndelsen af krigen. Fordi han er en morder og en terrorist. Men jeg håber, at vi sammen kan stoppe ham". Zelensky mener, at Putin ser Ukraine som en ikke-eksisterende nation og udtrykker, "Han ønsker ikke at stoppe. Han hader os, du ved. Det handler ikke om mig. Han hader ukrainere. Han mener, at vi ikke er en nation". Han ser det som en ideologisk konflikt, hvor Putin ikke vil acceptere, at Ukraine overhovedet eksisterer som en uafhængig stat.Trump mener, at Zelensky gør det sværere at forhandle, fordi han er for følelsesmæssigt investeret i konflikten, hvilket tydeligt ses i hans udtalelser. Trump siger til "publikum" at "I ser det had, han har til Putin. Det er meget svært for mig at lave en aftale med den slags had". Det er klart at Zelensky ikke elsker Putin, men hadet er så stærk at det tydeligt ses hvorfra uviljen til at indgå kompromis og fredsaftale kommer.
Zelensky gør det klart, at han ikke ser dette som en normal konflikt, der kan løses med en diplomatisk aftale. For ham handler det om eksistens eller udslettelse.
Zelenskys forpligtelse
Trump sagde direkte til Zelensky, "Du gambler med millioner af menneskers liv. Du gambler med en verdenskrig. Vil du virkelig fortsætte denne krig uden nogen form for aftale?" Men Zelensky vedbliver i sin fortælling at "Putin vil ikke stoppe. Han ser os ikke som en nation. Han vil fortsætte med at dræbe vores folk, hvis vi ikke kæmper tilbage. Hvis vi stopper nu, vil vi miste alt".Man må undre sig hvorfor Zelensky ikke er villig til i det mindste at se hvad Trump kan gøre. Der er tilsyneladende kun hans måde eller ingen måde. Og med informationerne i den historiske baggrund for denne konflikt, så ligner det, at han har en dagsorden der ikke kommer frem under dette møde - hvilket kan være den fortsatte destabilisering af Vesten. Det giver mening i lyset af at eliten arbejder hårdt hen imod den nye verdensorden, der skal opstå ud af tredje verdenskrig.
Zelensky er forpligtet over for sin befolkning til at gennemsøge alle veje til at stoppe krigen. Over 46.000 er allerede døde. Tværtimod har Zelensky og hans regering gradvist strammet militærlovgivningen og anvendt tvangsrekruttering i takt med, at krigen er trukket ud. Forbud mod at forlade landet, tilfældige rekrutteringer på gaden, trusler om fængselsstraffe og voldelig indkaldelse har skabt en desperat situation for mange ukrainske mænd. Det tyder på, at Ukraine står over for alvorlige rekrutteringsproblemer og er tvunget til mere drastiske metoder for at opretholde hæren, mens en stor del af befolkningen forsøger at undgå at blive fanget i krigen. De rigeste og mest indflydelsesrige har ofte købt sig fri, mens almindelige borgere bliver tvunget i krig. Korruption i rekrutteringssystemet har gjort, at dem med penge kan skaffe falske helbredsattester eller betale for at få lov til at forlade landet.
For at forhindre desertering har Ukraine skærpet lovgivningen, så soldater, der nægter at kæmpe eller forsøger at flygte, risikerer fængselsstraf på op til 12 år. I december 2022 vedtog parlamentet en lov, der gør det umuligt for soldater at anke deres straffe, hvis de nægter at følge ordrer. Dette betyder, at enhver ukrainsk mand, der ikke ønsker at kæmpe, risikerer fængsel, hvis han nægter at blive en del af hæren. Det er ikke uden grund Trump har sagt Zelensky er diktator.
Zelensky vil, tilsyneladende for hver en pris - undtagen fredens pris, være den David der fældede Goliat.
Det, der står tilbage efter dette møde er ikke at Zelensky blev mishandlet, men at hans had og følelser blev forsøgt overdøvet med fornuft, og det lykkedes ikke. Trump forsøgte at give Zelensky et virkelighedtjek. Og det er ærlig talt skræmmende at se, hvordan europæiske ledere og deres medier med forsæt fejlrepræsenterer folk, der ikke taler deres drakoniske sprog. Europa nærer i stedet fortsat disse følelser og deler fornærmelserne over mødet med fornuften. Europas regenter vil have dine og mine penge til at føre denne krig, i stedet for at finde fred.
I Bibelens lys, synes det at lægge op til en bemærkelsesværdig opfyldelse af profetierne der siger, at "Når de siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem ligesom veerne over den frugtsommelige, og de skal ingenlunde undslippe" (1. Tess. 5:3). For når verden mod al fornuft forsøger at holde turmulten i live, bliver det ekstra ordinært synligt, at Bibelens Ord er helt særligt når freden alligevel indtræffer - omend for en kort periode.