Om Elam
Elam nævnes første gang i 1. Mos. 10:22 som en af sønnerne til Sem, søn af Noa. Elam udvikler sig senere til at blive navnet på en nation øst for Babylon, omkring 320 km derfra. I 1. Mos. 14:1 omtales Kedorlaomer som konge af Elam. Han leder en alliance af konger, som kommer i konflikt med Abraham. Abraham samler over 318 af sine egne tjenere og besejrer alliancen for at befri sin nevø Lot.Elam nævnes flere steder som en fjendtlig magt mod Jerusalem, eksempelvis i Es. 22:6 og Jer. 47:35. På Jeremias’ tid var Babylon i vækst som imperium, men Elam allierede sig med medierne, som senere slog sig sammen med perserne. Denne medisk-persiske alliance blev den magt, som styrtede Babylon og overtog herredømmet som verdensmagt. Senere blev Medo-Persien selv besejret af grækerne under Alexander den Store. Dermed indgår Elam indirekte i rækken af verdensrige: Babylon, Medo-Persien og Grækenland.
Elams undergang bliver forudsagt i flere bibelske profetier, blandt andet i Jer. 25:25 og Jer. 49:34 samt Ezek. 32:16 og Ezek. 32:24. Efterfølgende var elamitterne bosat i Samaria, som nævnt i Ezra. 4:9-10, efter assyrerne havde erobret deres område. Byen Susa, kendt fra Esters bog, lå i Elam og fungerede som en tidligere hovedstad.
Geografisk svarer det gamle Elam i dag nogenlunde til den sydvestlige del af Iran, hvilket betyder, at Elams efterkommere kan forbindes med det iranske folk, særligt i områder nær den Persiske Golf. Og det vækker interessen for de gamle profetier imod Elam.
Hvad siger profetien imod Elam?
Passagen der ofte nævnes i forbindelse med den nuværende krig mellem Israel og Iran, er Jer. 49:34-36, der siger,| “ | HERRENS Ord, som kom til Profeten Jeremias om Elam i Kong Zedekias af Judas første Regeringstid: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg knækker Elams Bue, det ypperste af deres Kraft; og jeg bringer over Elam de fire Vinde fra de fire Verdenshjørner og spreder dem for alle disse Vinde; der skal ikke være et Folk, som de bortdrevne Elamitter ikke kommer hen til. | ” |
Det, der primært er fokus på, er det fremhævede, for det er hvad vi synes at se ske i disse dage. Gud bruger samme sprog i talen mod Magog (Rusland), "Så slår jeg Buen ud af din venstre Hånd og lader Pilene falde ud af din højre" (Ezek. 39:3, se "Israel i Rusland og Europas energikrise"). Bue er det hebræiske qesheth, der beskriver et aggregat til affyring - en nutidig affyringsrampe, og en raket eller et missil - det er bl.a. det, Israel ødelægger i Iran. Men profetien fortsætter og siger at Gud "spreder dem for alle disse Vinde; der skal ikke være et Folk, som de bortdrevne Elamitter ikke kommer hen til".
Det er en vigtig detalje, der ikke kan adskilles fra den første del af talen. I forbindelse med at Elam afvæbnes, følger der en adspredelse af Elams folk ud til alle nationer - kongeriget bliver opløst og vil ikke længere eksistere. Ezra. 4:9-10 forklarer at assyrerkongen Asenappar havde ført Elams befolkning bort til Samarias Byer og på den anden side af Eufrat - "og så videre". Denne afslutning er en tydelig tekstuel indikator for, at elamitterne og de andre nævnte folk blev spredt bredere end blot Samaria og Vest-Eufrat. Vi ser altså at Elams folk blev spredt for vindene ud over kloden.
Elamitternes fortsatte historie efter Det Nye Testamente
Selvom elamitterne som selvstændigt rige for længst var ophørt med at eksistere ved det Nye Testamentes tid, viser kilder, at folket stadig eksisterede som et særskilt etnisk og sprogligt samfund. I Apg. 2:9 nævnes elamitter eksplicit blandt de folk, der var til stede i Jerusalem på pinsedagen, hvilket indikerer, at de havde formået at bevare deres nationale identitet og sprog flere hundrede år efter deres gamle riges politiske ophør. Det tyder på en usædvanlig vedholdenhed i deres kulturelle og sproglige traditioner.Det bekræftes også af geografiske og etnografiske forfattere i de følgende århundreder. Den græsk-romerske geograf Ptolemaios omtaler elamitterne mere end et århundrede efter Det Nye Testamentes tid, hvilket antyder, at de endnu ikke var blevet opslugt af nabofolk som kossæerne, der beboede dele af det vestlige Iran. Det viser, at elamitterne i denne periode stadig udgjorde en selvstændig gruppe i regionen.
Flere antikke kilder omtaler Elam eller dets indbyggere under navne, der afspejler græsk og romersk form. I Judith 1:6 benyttes den græske form Elymaeans, og i 1 Makkabæerbog 6:1 nævnes byen Elymais - sandsynligvis en lokalitet i det område, hvor elamitterne havde haft indflydelse. Disse navne viser, at elamitterne stadig blev regnet som et genkendeligt folk langt ind i hellenistisk og romersk tid.
Klassiske forfattere som Herodot (1:102), Arrian (Indica 42), Plinius den Ældre (6:31) og Strabon (15:728) nævner også folk og regioner, der kan forbindes med Elam eller dets efterkommere. Disse henvisninger, selv om de ofte bygger på græske eller latinske gengivelser af navne og steder, bekræfter elamitternes vedvarende tilstedeværelse i den antikke verden, både geografisk og kulturelt.
På trods af skiftende imperier og kulturel assimilation i regionen formåede elamitterne altså at bevare en særstilling i århundreder efter deres rige var faldet. Først senere i antikken - måske i senromersk eller tidlig islamisk tid - blev de fuldt ud opslugt i det bredere persiske og iranske etniske og sproglige landskab.
Hvordan kan de både skildres som adspredte og samtidig som et folk? Hvis vi læser videre i Guds tale i Jer. 49, siger Han, "i de sidste Dage vender jeg Elams Skæbne, lyder det fra HERREN". Gud ville altså give elamitterne mulighed for at vende tilbage til deres hjemland. Og som sagt var de blandt de grupper, der var til stede i Jerusalem på pinsedagen.
Vi skal ikke lade os forvirre af termen "de sidste dage", for tiden for de sidste dage, begyndte med menighedens grundlæggelse på pinsedagen. Peter forklarer på pinsedagen, hvad folket oplevede da Ånden blev udgydt. Folk troede at hebræerne var fulde, fordi de talte alle nationernes sprog, "vi hører dem tale om Guds store gerninger på vore egne tungemål" (Apg. 2:11) - og Peter forklarer "her opfyldes det, der er talt ved profeten Joel... det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød" (Apg. 2:16-17).
Altså var Elam igen eksisterende som nation på det nye testamentes tid.
Hvor blev Elam af?
Omkring 200-tallet e.Kr. ændrer billedet sig. Da det parthiske rige faldt, og det sassanidiske dynasti tog magten i det persiske område omkring år 224 e.Kr., blev regionen inddraget mere direkte i det nye centraliserede imperium. De lokale strukturer, som havde båret navnet Elam eller Elymais, forsvinder fra kilderne. Der er ikke længere tegn på, at Elam fungerede som særskilt politisk enhed, og hverken navnet eller befolkningen nævnes herefter med nogen etnisk eller administrativ identitet. Det elamitiske sprog var for længst uddødt, og den kulturelle særprægning udviskedes stille og uden sporbar modstand.I løbet af 200- og 300-tallet forsvinder Elam dermed ud af historien. Det blev ikke ødelagt i én begivenhed, men gradvist opslugt i de større persiske strukturer, og det efterlod ingen kendt efterfølger. Navnet blev ikke videreført i brug, og ingen gruppe i senere tid har gjort krav på elamitisk identitet. Da området i 600-tallet blev islamisk og indlemmet i det arabiske kalifat, var Elam allerede forsvundet - ikke som fysisk sted, men som folk, som navn og som historisk aktør.
Derfor må man konkludere, at Elam som folk og historisk identitet ophørte i løbet af de første par århundreder efter Kristus. Deres tilstedeværelse i kilderne stilnede af, deres sprog var borte, og deres særstilling forsvandt. Elam blev en fortid uden efterkommere.
Elam og atomanlæg
Som du ser, kan Elam ikke sidestilles med Iran i dag. Irans landområde favner både det gamle Persien og det gamle Elam. Derfor, når Ezekiel nævner at Persien skal gå med Magog mod Israel "I de sidste Dage" (Ezek. 38:16), så er det Iran der tales om. Indtil 1935 var landet i Vesten kendt som Persien - det navn, som stammer fra oldtidens græske betegnelse Persis, som egentlig kun dækkede den gamle provins Fars (Parsa) i det sydlige Iran. Men i den iranske selvforståelse blev landet internt kaldt "Iran" - et navn, der går tilbage til oldtiden og betyder "ariernes land". Navnet blev brugt allerede i Sassanidernes tid (224-651 e.Kr.) som Ērānshahr, dvs. "Iran-riget".
Reza Shah Pahlavi (regeringstid: 1925-1941) ønskede at modernisere og centralisere Iran, at fremhæve landets forislamiske, nationale arv (særligt Achaemeniderne) og skabe respekt omkring landets selvbestemte identitet, også i forhold til Vesten. Som led i denne nationalistiske modernisering anmodede Reza Shah i 1935 formelt de udenlandske ambassader i Teheran og internationale organisationer om at anvende navnet "Iran" i al officiel kommunikation, i stedet for "Persia". Det blev officielt annonceret på Nowruz (iransk nytår) i marts 1935.
Men der nogle der forsøger at tage Jeremias profeti frem til i dag, og peger på at flere af Irans atomanlæg ligger i det gamle Elam-område. Mens store dele af det historiske Elam svarer nogenlunde til den sydvestlige del af det moderne Iran, særligt regionen omkring byen Ahvaz og provinsen Khuzestan, tæt på Den Persiske Golf, så er det ikke i Elam, men i periferien af Elam hvor flere af Irans centrale atomfaciliteter er placeret.
Anlæg i eller nær det historiske Elam
Bushehr atomkraftværk er placeret ved Den Persiske Golf i Bushehr-provinsen. Det er Irans eneste kommercielle atomreaktor, som ligger tæt på Elams sydlige grænse og ofte regnet som inden for det bredere elamitiske område. Det er det eneste atomanlæg der faktisk ligger i det gamle Elam.
Gachin-uranminen ligger tæt på Bandar Abbas, i det sydlige Iran, sydøst for Elam, men tæt nok på grænseregionen til, at det måske kan regnes med, afhængigt af hvor bredt man definerer Elams sydøstlige udkant. Med god vilje kan det ligge i periferien af Elams gamle område.
Anarak (et radioaktivt affaldslager), er placeret i ørkenområdet øst for Isfahan, som er lokaliseret uden for Elam - snarere i det centraliranske højland. Det er altså ikke i Elam.
Anlæg uden for Elam
De vigtigste øvrige anlæg - Natanz, Fordow, Arak, Isfahan (UCF), Saghand, Ardakan, TRR (Teheran), Lashkar Abad - ligger alle klart uden for det historiske Elam. Det centrale Iran (Isfahan, Arak, Fordow, Teheran, Anarak), det østlige Iran (Saghand, Ardakan) og nordlige Iran (Teheran og omegn).
Disse områder hører ikke til det gamle Elam-område.
Dommen over Elam er historisk ikke nutidig (opsummering)
Jeremias’ dom over Elam er konkret, geografisk afgrænset og historisk opfyldt. Den har ingen direkte forbindelse til nutidens Iran som nationalstat, og kan ikke bruges til at forudsige eller forklare en afrustning af Irans atomprogram, som langt overvejende befinder sig uden for Elams område.Hvis nogen anvender Jer. 49:34-39 som argument for et atomangreb eller en profetisk begrundelse for krig mod Iran, er det tekstligt og geografisk misforstået.
1. Elam er ikke det samme som Iran
Elam var en oldtidsnation, der lå i det sydvestlige Iran - i området omkring Susa (Shush), Khuzestan og Bushehr. Nutidens Iran omfatter dog et langt større territorium, der også inkluderer de historiske regioner Media, Persis (sidenhen Persien og nu Iran) og østlige provinser. Med andre ord: Jeremias’ profeti retter sig mod Elam alene, ikke mod hele det geografiske område, vi i dag kalder Iran.
2. Irans atomfaciliteter ligger ikke i Elam
De vigtigste og strategisk mest centrale atomfaciliteter i Iran - Natanz, Fordow, Arak og Isfahan - ligger alle i centrale eller nordlige dele af landet, som historisk tilhører Persis og Media. Kun Bushehr-anlægget, et atomkraftværk uden berigelsesfunktion, ligger inden for det klassiske Elam. Det er derfor ikke geografisk berettiget at anvende Jeremias 49 til at tolke en mulig "dearmering" af Irans atomprogram i bred forstand.
3. Profetien er allerede opfyldt i historien
Elam blev i 600-tallet f.Kr. besejret af Assyrien, og folket blev spredt. Senere blev Elam en del af det persiske imperium. I Apostlenes Gerninger 2:9 nævnes elamitter endnu som et eksisterende folk, hvilket viser, at Guds løfte om at "vende Elams skæbne" var begyndt at blive opfyldt før pinsedagen. Efter det forsvinder Elam gradvist fra historien. Der er derfor ingen grund til at forvente en ny fremtidig opfyldelse.
En ansvarlig fortolkning må respektere tekstens kontekst, Israels historiske naboer og Guds tidsplan. Det giver derfor ingen mening at bruge Jer. 49:34-39 som nøgle til at forudsige nutidige eller fremtidige begivenheder omkring Irans atomprogram.