Studiet1 - der er endnu et studie der viser hvad Henrik Svensmark har sagt i årtier2, bygger på præcise observationer af Jordens energiregnskab - hvor meget solenergi der kommer ind, og hvor meget varme der slipper ud igen til rummet. De viser, at Jorden i gennemsnit modtager en smule mere energi, end den afgiver - omkring 0,8 watt pr. kvadratmeter. Det lyder som næsten ingenting, men over tid betyder det, at hele kloden langsomt bliver varmere, lidt som når man skruer ganske lidt op for en kogeplade under en stor gryde vand.
Huijser viser dog, at denne lille ubalance hovedsageligt skyldes en stigning i mængden af sollys, der faktisk rammer Jordens overflade. Det tyder på, at skydækket eller Jordens refleksionsevne (albedo) har ændret sig (som Svensmarks forskning også påpeger), så atmosfæren slipper mere lys igennem. Den udvikling kan CO2 ikke forklare, for CO2 påvirker kun den varme, der forlader Jorden - ikke det sollys, der kommer ind.
En enkel måde at forstå det på er at sammenligne Jorden med et drivhus. Solen skinner udefra gennem ruderne, og det lys, der slipper ind, varmer jorden og luften op. En del af varmen slipper derefter ud igen som langbølget stråling - lidt som varmen, der siver ud gennem ruderne.
CO2 virker i den sammenhæng som et ekstra lag glas, der holder lidt mere af varmen inde. Men Huijsers data viser, at opvarmningen i de seneste årtier ikke skyldes, at glasset er blevet tykkere, men at drivhuset har fået mere sollys ind - som hvis skyerne foran solen er trukket til side, så lyset rammer jorden mere direkte.
Hvis temperaturen derfor stiger langt hurtigere, end "ekstralaget glas" kan forklare, må hovedårsagen være, at mere lys slipper ind, ikke at mindre varme slipper ud. Det er præcis det mønster, Huijsers målinger viser. Jorden bliver varmere, fordi den får mere sol, ikke fordi den holder på mere varme.
Når han regner på det, kan CO2 og de øvrige drivhusgasser kun forklare omkring en tredjedel af den samlede opvarmning, mens to tredjedele skyldes, at der kommer mere solenergi ind. Selv når han giver CO2 den størst mulige virkning, stemmer tallene stadig ikke med de faktiske observationer. Der mangler simpelthen energi i regnskabet, som kun kan forklares ved ændringer i skydækket eller Jordens refleksion.
Derfor kalder Huijser idéen om, at CO2 alene står bag opvarmningen, for fysisk umulig. Ikke fordi CO2 ingen betydning har - men fordi satellit- og havdata viser et andet mønster. Opvarmningen følger variationer i sollys, ikke CO2-koncentrationen.
Med andre ord: Det er sandsynligvis solen og skyerne, der justerer Jordens temperatur, mens CO2 spiller en mindre, sekundær rolle.
Huijsers resultater står i skarp kontrast til de modeller, som bruges i FN's klimapanel IPCC, hvor CO2 anses for at være den dominerende faktor. Han opfordrer til, at klimaforskningen genovervejer, hvor meget vægt der lægges på drivhusgasserne, og i stedet ser nærmere på de naturlige ændringer i skyer og solindstråling, som satellitterne faktisk viser.
Menneskets påvirkning svinder ind til ingenting
Huijsers forskning (tillige med Svensmarks) sætter dermed menneskets påvirkning i et markant mindre lys. Hvis kun en tredjedel af opvarmningen kan tilskrives alle drivhusgasser, så udgør CO2 blot en del af denne tredjedel. CO2 er i forvejen en meget lille del af luften - omkring 0,04% (ca. 420 ppm). Regner man helt lavpraktisk, er 1/3 af 0,04% ca. 0,013% (ca. 140 ppm). Det tal er ovenikøbet et øvre loft for CO2’s "andel", før man tager højde for de andre drivhusgasser (vanddamp, metan, lattergas) og for, at kun en lille del af CO2-stigningen er menneskeskabt.
Pointen i Huijsers rammesætning er derfor enkel. Når to tredjedele af opvarmningen ifølge data kommer fra mere sollys ved overfladen, bliver den menneskelige del af den resterende tredjedel en meget lille brøkdel i det samlede varmeregnskab - og langt fra en "hovedmotor".
Vi koger ikke Jorden
António Guterres fuldstændig vanvittige overdrivelse, at "den globale opvarmnings æra er forbi, æraen med den globale kogning er ankommet"3, bliver i den grad gjort til skamme af forskningen. Huijsers forskning viser, at konklusionerne bør dæmpe frygten for en fremtidig brændende planet. Når man ser på tallene uden alarmistiske briller, viser de, at Jordens samlede energibalance kun er ude af ligevægt med mindre end én watt pr. kvadratmeter - omtrent som et julelys fordelt ud over et helt stuegulv. Det er altså ikke et eksploderende system, men et enormt, selvregulerende klimasystem, der reagerer på små naturlige variationer i sollys, skydække og havstrømme.
I den sammenhæng bliver billedet af en Jord på randen af undergang ikke bare overdrevet, men direkte misvisende - et politisk redskab og ikke et videnskabeligt emne. Selv hvis menneskets bidrag gennem CO2-udledning kun udgør en brøkdel af den samlede drivkraft, er vi langt fra at kunne "koge" planeten. Tværtimod tyder dataene på, at Jordens klima stadig fungerer som et robust, dynamisk kredsløb, hvor naturlige mekanismer balancerer forandringer over tid.
Huijser konkluderer derfor, at vi ikke står over for en ukontrollabel løbsk opvarmning, men snarere over for et komplekst, naturligt system, der tilpasser sig i takt med variationer i sollys og atmosfærens sammensætning. I stedet for frygt og panik anbefaler han nøgternhed og forståelse for, hvor små energimængder der faktisk er i spil, og hvor stabil Jorden historisk har vist sig at være.
Hvad siger Skaberen af det hele selv? "Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre" (1. Mos. 8:22). Både Jord og mennesker bliver udnyttet og misbrugt i klimareligionens navn!