Denne udvikling dokumenteres i Eric Kaufmanns rapport The Decline of Trans and Queer Identity among Young Americans (Centre for Heterodox Social Science, 2025)1. Rapporten bygger på omfattende datasæt fra over 70.000 studerende og viser, at den tidligere eksplosive vækst i alternative identiteter har vendt. Kaufmann beskriver dette som "en post-progressiv vending", hvor den progressive identitetspolitik mister sin kulturelle kraft.
Ifølge Kaufmann viser tallene, at ændringen ikke skyldes politiske eller religiøse faktorer, men snarere en generel forbedring i unges mentale sundhed. Denne sammenhæng mellem psykisk trivsel og identitetsdannelse bliver kernen i rapportens fortolkning - og antyder, at det, mange har opfattet som et socialt fænomen, i højere grad har rødder i psykisk ubehag.
Statistisk udvikling: Et bølgeforløb af stigning og fald
Rapporten samler data fra blandt andet FIRE, HERI, CCES, CDC og Brown University, og dokumenterer et tydeligt bølgemønster: en stejl stigning frem til 2022–2023, efterfulgt af en brat tilbagegang frem mod 2025.Andelen af universitetsstuderende, der identificerer sig som trans- eller non-binære, toppede i 2023 på 6,8%, men var i 2025 faldet til 3,6% - en reduktion på næsten 50.
- Den del, der beskrev sig som ikke-heteroseksuelle, faldt i samme periode fra 32% til 23%.
- ategorien queer/panseksuel/andet faldt fra 15% til 8%, mens gay og lesbian forblev stabile på 3-5%.
- På Ivy League-universiteterne faldt andelen, der ikke identificerede sig som mand eller kvinde, fra 7% til 3%.
- Selv på det stærkt progressive Brown University steg andelen af studerende, der identificerede sig som heteroseksuelle, fra under 60% i 2023 til 68% i 2025.
Kaufmann beskriver altså et vendepunkt, med en pludselig reversering af en årti-lang trend. Trans, queer og biseksuelle identiteter er i hurtig tilbagegang blandt unge uddannede amerikanere.
Han understreger, at mønsteret ikke blot er statistisk tilfældigt, men strukturelt. De yngste årgange (de studerende, der påbegynder deres uddannelse i 2025) er markant mindre tilbøjelige til at identificere sig som BTQ end ældre årgange. Med andre ord - tendensen bevæger sig ikke blot sidelæns, men nedadgående.
Sammenhængen mellem identitet og mental sundhed
Kaufmann tester en række mulige forklaringer: politisk orientering, religiøsitet, socialmedieforbrug - men ingen af disse viser statistisk sammenhæng med den kraftige nedgang i identitetsmarkører. Den eneste faktor, der korrelerer tydeligt, er forbedret mental sundhed blandt unge. Det viser at det, som woke-bevægelsen har påstået, at "gender" eller køn er en social konstruktion, nu viser sig at være et indre mentalt problem.
Ifølge Centers for Disease Control and Prevention (CDC) faldt andelen af amerikanske highschool-elever, der beskrev sig som "vedvarende triste eller håbløse", fra 42% i 2021 til 40% i 20232. Blandt LGBTQ+-elever lå andelen på 65% i 2023; i 2021 lå den tilsvarende gruppe (LGBQ+) omkring 70%3.
Kaufmann analyserer herefter sammenhængen mellem psykisk trivsel og identitetsmarkør: Jo dårligere mental sundhed, desto større sandsynlighed for, at den unge identificerer sig som trans, queer eller "andet". Da det samlede niveau af angst og depression falder, falder også andelen, der antager disse identiteter.
Han skriver: "Når vi kontrollerer for mental sundhed, forsvinder en væsentlig del af års-effekten. Det tyder på, at noget af det, vi har kaldt 'identitetspolitik', faktisk har været en form for udtryk for mistrivsel".
Denne sammenhæng udgør rapportens mest markante bidrag: en empirisk kobling mellem psykisk velbefindende og køns-/seksualidentitet. Kaufmann formulerer det skarpt: "En sundere generation er mindre tilbøjelig til at opleve sig selv som fanget mellem køn, identiteter og seksualiteter".
Hvad forklarer ikke udviklingen?
Kaufmann tilbageviser en række gængse forklaringer. Han finder ingen statistisk støtte for, at tilbagegangen skyldes et konservativt eller en religiøs "modreaktion". Politiske holdninger blandt unge - inklusive holdninger til transrettigheder og LGBT-politik - forblev stort set stabile i perioden 2020–2025.Ligeledes ses ingen ændring i socialmedieforbrug, der kunne forklare faldet. TikTok, Instagram og andre platforme var fortsat dominerende, men uden korrelation til identitetsreduktionen.
Han afviser derfor, at det er politisk reaktion eller ydre pres, der driver ændringen. I stedet foreslår han, at identitetsbølgen i 2020'erne var et kulturelt og psykologisk fænomen - en måde, hvorpå unge gav sprog til deres indre utryghed og mentale uro. Da trivselen steg, forsvandt behovet for identitetseksperimentet.
Som han bemærker, tyder dataene på, at den markante stigning i queer- og transidentiteter i 2010'erne og begyndelsen af 2020'erne var et tidsafgrænset kulturelt fænomen, snarere end en permanent samfundsændring. I rapporten beskriver han, hvordan andelen af unge, der identificerer sig som trans eller queer, "er i tilbagegang efter at have steget kraftigt i det foregående årti". Denne udvikling tolkes som et tegn på, at identitetsforståelsen blandt unge "normaliseres", i takt med at den mentale trivsel generelt forbedres. Han argumenterer for, at en del af den tidligere vækst må forstås som en reaktion på psykisk og social uro - og at den nuværende stabilisering afspejler en genoprettelse af psykologisk balance og identitetsforankring.
Kulturel vending: Fra konstruktion til realitet
Denne vending markerer ifølge Kaufmann et brud med de sidste årtiers dominerende idé om, at kønsidentitet og seksualitet primært er sociale konstruktioner. Hvor teorien i 2010'erne hævdede, at identitet kan vælges og formes frit, peger tallene nu i retning af, at de fleste unge - når de trives - vender tilbage til biologisk forankrede identiteter.Kaufmann formulerer det således: "Det, der blev set som en social frigørelse, viser sig i virkeligheden at være et midlertidigt kulturelt symptom. Når den psykiske uro aftager, vender mennesket tilbage til naturen og normaliteten".
Med andre ord: De data, der tidligere blev tolket som bevis for social konstruktion, kan nu læses som et spejl på en generations psykiske tilstand. Køn og identitet var ikke blot ideologiske markører - de fungerede som psykologiske udtryk for usikkerhed, tab af retning og et behov for at genforhandle selvforståelsen i en digital, post-pandemisk verden.
Tænk på alle de børn og unge der er blevet medicinsk ødelagt, ikke blot er deres sjæl i stykker, det er deres krop nu ogå - på grund af en fejldiagnosticering i den psykologiske verden (læs Børn skal bestemme sit eget køn. Det fortæller hvor intetanende "videnskaben" er når det kommer til psyken. Tilføj til det den overdrevne diagnosticering med ADHD - børn der ikke trives af adskillige årsager, bedøves med medicin.
Ungdom, uddannelse og den næste æra
Kaufmanns rapport peger ikke kun bagud - den stiller også et spørgsmål om fremtiden. Hvis denne post-progressive vending fortsætter, vil ungdomskulturen bevæge sig væk fra den aktivistiske selvdefinition, der prægede 2010'erne. Universiteternes rolle som drivkraft for identitetspolitik kan svækkes, og i stedet kan fokus vende tilbage mod akademisk frihed, psykisk sundhed og fællesskabets stabilitet.En generation, der har gennemlevet både pandemiens isolation og identitetspolitikkens ekstreme introspektion, synes at søge ud af selvet og tilbage mod virkeligheden. Kaufmann kalder det "en normalisering efter en periode af eksistentiel eksperimentering".
Den dybere pointe i rapporten er, at identitetskriser ikke opstår i vakuum. De blomstrer, når unge mister tryghed og mening. Da trivsel og tryghed er vendt tilbage, falder behovet for alternative identiteter. Eller som Kaufmann opsummerer: "Når sjælen finder ro, falder behovet for at genopfinde kroppen".
Opsummering
The Decline of Trans and Queer Identity among Young Americans tegner et klart billede: Identitetseksplosionen i 2010'erne og starten af 2020'erne var ikke et permanent samfundsskifte, men et midlertidigt udtryk for ungdommelig usikkerhed i en psykisk presset tid. Da mental sundhed forbedredes efter pandemien, aftog også behovet for at søge nye køns- og seksualidentiteter.Den kulturhistoriske betydning er dyb. For første gang viser omfattende empiriske data, at kønsidentitets-debatten ikke blot handler om sprog og sociale strukturer, men også om indre psykologiske realiteter. Kaufmanns konklusion er både sociologisk og symbolsk. Identitetspolitikken nåede sit højdepunkt, da mistrivslen var størst - og faldt, da de unge begyndte at få det bedre.
I denne forstand kan den amerikanske udvikling ses som et tegn på, at en generation, der har kæmpet med fragmentering, nu vender tilbage til helhed. Fra konstruktion til realitet, fra utryghed til stabilitet - og fra identitetseksperiment til menneskelig normalitet.
Grundlæggende ses at - som alle der af intetanende akademikere bliver kaldt - lægfolk havde ret. Kønsidentitet er ikke noget man fortryder eller ændre som man har lyst. Logikken har for den uprogrammerede været ødelagt - paradoksal.
Absurditeten i at lade børn og unge, der er i deres mest sårbare fase præget af identitetsforvirring, angst og manglende modenhed, frit vælge deres kønsidentitet uden tilstrækkelig forældreinvolvering eller forsigtighed, bliver endnu mere slående, når samfundet herefter tillader medicinsk intervention med pubertetsblokkere og kirurgiske ingreb, der uigenkaldeligt ændrer deres kroppe baseret på et flygtigt valg drevet af midlertidig uro.
Børn presses ind i valg med permanente følger som hormonbivirkninger, psykiske traumer og behov for at vende tilbage til biologisk køn, hvilket kan medføre livslang mistrivsel. Det er med denne rapport beviseligt gjort uden at adressere de underliggende årsager til deres svaghed. I stedet for at støtte en naturlig udviklingsproces, hvor forældre og eksperter guider mod mere stabil selvforståelse, accelererer systemet en farlig hastighed, der udnytter unges rodløshed og frygt snarere end at beskytte dem mod irreversible valg, de måske senere fortryder dybt.