Støtten fortsætter i 2026. Regeringen har besluttet at tilføre yderligere 3,8 mia. kr. til Ukraine-fonden, og samtidig er der besluttet ekstra godt 3 mia. kr. i våbenstøtte. Ifølge TV 2 hænger de nye beslutninger sammen med, at Danmark nu opgøres til at bruge 3,5 procent af BNP på forsvarsudgifter, hvilket markerer et historisk højt niveau3.
Ved siden af de militære og økonomiske pakker sender Danmark nu også 190 mio. kr. i ekstra humanitær støtte. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet4, udsendt på fireårsdagen for invasionen 24. februar 2026, hvor den humanitære situation beskrives som akut i en "ekstremt kold vinter" med fortsatte angreb på civil og energirelateret infrastruktur. Pressemeddelelsen oplyser desuden, at Danmark samlet har ydet ca. 1,3 mia. kr. i humanitær støtte siden krigens start, og at de nye 190 mio. kr. fordeles mellem danske civilsamfundsorganisationer, FN-aktører og Røde Kors.
Ukraine-støtte og dansk oprustning hænger sammen
Støtten til Ukraine er tæt koblet til Danmarks egen oprustning. Berlingske beskriver5, hvordan Danmark i en historisk stor prioritering af forsvaret har brugt 356 mia. kr. på oprustning, og at presset på økonomien vokser i takt med, at både nationale forsvarsløft og Ukraine-bidrag fortsætter.Et af de mest følsomme spørgsmål er, hvordan udgifterne skal tælle i forsvarsregnskabet. Ifølge Kristeligt Dagblad er der uenighed i regeringen om, hvorvidt Ukraine-støtten fortsat skal indregnes i Danmarks officielle forsvarsudgifter6. Hvis støtten ikke længere tæller med, kan det udløse behov for yderligere midler for at fastholde 3,5 procent-målsætningen, hvilket gør spørgsmålet både økonomisk og politisk sprængbart.
Danmarks støtte sker parallelt med en bredere europæisk indsats. TV 2 beskriver, at EU blandt andet har afsat 60 mia. euro til Ukraine, herunder midler, der skal styrke landets forsvarsindustri, i takt med at usikkerhed om amerikansk støtte øger presset på europæiske lande for at løfte en større del af byrden7.
Når beløbene bliver historiske, bliver fristelsen det også
Samtidig vinder en hård, systemkritisk forklaringsramme frem i dele af debatten. Den amerikanske observatør Steven Eugene Kuhn hævder, at Europa reelt "finansierer begge sider" i krigen8. EU og europæiske regeringer støtter Ukraine med store beløb, mens der samtidig fortsat løber penge til Rusland via energihandel, hvilket holder et økonomisk kredsløb i live, hvor krigen kan fortsætte, og hvor borgere i Europa betaler prisen gennem energipres og økonomisk belastning.Det er særligt bemærkelsesværdigt at Ungarn og Slovakiet, der ikke fuldt ud "retter ind" under Bruxelles' linje, bliver presset i dette også - mere præcist igennem den aktuelle energikonflikt om olieflowet gennem Druzhba-rørledningen, som forsyner de to lande med russisk olie. Ifølge Reuters blev leverancerne afbrudt 27. januar 2026, og konflikten har udviklet sig til en åben strid om ansvar og genopretning, hvor parterne offentligt har anklaget hinanden og samtidig har koblet energispørgsmålet til den bredere politiske uenighed om Ukraine og EU-linjen9.
Ungarn og Slovakiet synes målrettet trykket på maven for at komme under EU's paraply. Energistriden og den skærpede konfrontation mellem Kyiv og især Budapest/Bratislava er konkret og synlig, og det er netop den type hændelser der indikerer, at krigen også udkæmpes gennem økonomiske og energipolitiske pressionsmidler.
Når der flyttes 78-80 mia. kr. på få år, opstår der uundgåeligt et felt, hvor særinteresser, mellemmænd, kommissioner og politiske netværk kan få plads - også selv om hjælpen formelt gives med legitime formål. Det er netop en del af den bekymring, der nu fylder mere i debatten, at en støtteindsats i denne størrelsesorden kan skabe et "parallelmarked" af kontrakter, våbenkøb, logistik og genopbygning, hvor sporbarhed og kontrol bliver vanskeligere, og hvor der opstår incitamenter til misbrug. Jeg har i artiklen "Operation Midas - svaret på hvor vores Ukraine-penge endte" gengivet en direkte kritik af, at vestlige Ukraine-midler kan være endt i systemer, hvor korruption, private interesser og netværk får uforholdsmæssig stor indflydelse.
At Ukraine samtidig kæmper med alvorlige korruptionsproblemer under krigen er også et tema i mere etablerede europæiske beskrivelser af efterforskninger og skandaler - blandt andet omtalt i forbindelse med "Operation Midas" og sager omkring statslige selskaber og indkøb10. I praksis betyder det, at jo større støttebeløbene bliver, desto mere afgørende bliver spørgsmålet om kontrol - ikke blot om hvor meget der bevilges, men om hvor meget der reelt når frem, og hvem der ender med at tjene på krigens økonomi.
Pres på Iran og Rusland: økonomisk krise og risikoen for eskalation mod Israel
Samtidig tegner der sig et billede af, at både Rusland og Iran befinder sig under voksende pres - også økonomisk - hvilket kan øge risikoen for uforudsigelige beslutninger og regional eskalation. For Rusland peger internationale vurderinger på svag vækst og stagnering. IMF har eksempelvis nedjusteret sit skøn for russisk økonomisk vækst i 2026 til 0,8%, mens analyser beskriver et Rusland, der i stigende grad holdes oppe af krigsrelateret aktivitet, men samtidig bliver mere sårbart og strukturelt svækket11. Det er imidlertid kun et skøn - Vesten har strategisk forståelse af, at Rusland er i en presset, lavtvoksende krigsøkonomi, men den tekniske indsigt i de konkrete tal er meget usikker og stærkt filtreret gennem russisk datakontrol - og det kan meget vel være russisk propaganda - det, der kaldes "Maskirovka".Uanset virkeligheden her, beskrives Iran som markant presset. Høj inflation, valuta-svækkelse, økonomisk frustration og fornyet internationalt pres omkring atomprogrammet. AP beskriver en hverdag med kraftige prisstigninger og et økonomisk klima præget af usikkerhed og konfliktfrygt12. En briefing fra det britiske parlament beskriver også, at Iran går ind i 2026 med omfattende protester, en svag økonomi og et sikkerhedspolitisk miljø, hvor USA/Israel kan gennemføre angreb, mens sanktionspresset fortsætter13.
I den situation opstår en strategisk bekymring, som nogle analyser fremhæver, at økonomisk og politisk pres kan få stater til at "eksportere krise" gennem konfrontation udadtil - især hvis et israelsk angreb mod iranske mål (for at standse eller forsinke uran-berigelse) udløser en bredere reaktion14. For nogle observatører - og i det profetiske lys, som så ofte pointeret før - kan denne dynamik være en indledning til en større, koordineret konflikt mod Israel i Magog-krigen. Det er et aspekt af Bibelens profetier, der får aktualitet i takt med, at presset på Iran og Rusland skærpes, og at risikoen for direkte sammenstød omkring Irans atomprogram vokser.