Nu kommer meldingen en anden vej. Internationale forskere siger, at det værste klimascenarie ikke længere er realistisk. En gruppe på mere end 40 forskere har fremlagt en ny analyse, hvor den gamle dommedagskurve, RCP8.5 og dens nyere udgave SSP5-8.5, reelt trækkes ud af den plausible fremtid. Det er netop den kurve, der i årevis har ligget under mange af de mest dramatiske forestillinger om temperaturstigninger, havstigninger og et samfund, der måtte ombygges i klimafrygtens navn1.
Faktisk er det over 40 forfattere fra blandt andet PBL Netherlands Environmental Assessment Agency, Utrecht University, Pacific Northwest National Laboratory, CICERO, Potsdam Institute for Climate Impact Research, Met Office Hadley Centre, NASA GISS, ETH Zürich, CSIRO og flere andre institutioner, der har formuleret udmeldingen2. Det vigtigste sted i dokumentet er afsnit 2.2.2, hvor forfatterne skriver, at scenariesættet for det 21. århundrede nu bliver mindre i den høje ende, fordi SSP5-8.5/RCP8.5 ikke længere vurderes plausibelt. Begrundelsen er billigere vedvarende energi, fremkomsten af klimapolitik og de seneste udledningstendenser - mere om det senere.
Scenariet der blev til en trosartikel
RCP8.5 blev oprindeligt præsenteret som et scenarie. Ikke som en profeti, men som en tænkt bane: Hvad ville der ske, hvis verden fortsatte med meget høj fossil udledning, voksende kulforbrug og ringe politisk modstand mod udledningerne? I teorien var det et værktøj. I praksis blev det noget andet. Det blev den øverste truende horisont, som medier, aktivister, myndigheder og politikere kunne pege på, når borgerne skulle forstå, at tiden var ved at rinde ud og vi skulle acceptere gallopperende klimaafgifter, hvis vi ville have en beboelig klode om 100 år.Forskerne bag ScenarioMIP-CMIP7 skriver nu, at de meget høje CMIP6-udledningsbaner, kvantificeret ved SSP5-8.5, er blevet usandsynlige i dette århundrede. De begrunder det blandt andet med billigere vedvarende energi, eksisterende klimapolitik og faktiske udledningstendenser, som ikke længere passer til den gamle højeste bane2. Dermed står vi med et spørgsmål, som burde ryste hele den offentlige klimadebat - hvis worst case ikke længere er realistisk, hvor meget af den politiske frygt var så bygget på virkelighed, og hvor meget var bygget på et scenarie, der blev ophøjet til skæbne?
Forklaringen bliver inde i den samme fejltænkning
Når forskerne forklarer, at RCP8.5 ikke længere er realistisk på grund af billigere vedvarende energi, klimapolitik og nyere udledningstendenser, bliver de stadig inde i den samme grundfortælling - at klimaets fremtid først og fremmest skal forstås gennem menneskets udledninger. Det, de korrigerer, er ikke klimafortællingens grundantagelse, men kun dens øverste scenarie. De siger i praksis, at katastrofen ikke bliver så voldsom, fordi menneskets energisystem og politik har ændret sig2.Men det er netop her, kritikken begynder. For billigere vindmøller, solceller, klimapolitik og emissionskurver styrer ikke klimaet. De styrer højst den måde, forskerne opstiller deres scenarier på. De kan forklare, hvorfor en bestemt modelbane for menneskelige udledninger ikke længere virker sandsynlig. De kan ikke i sig selv forklare, hvorfor det observerede klima ikke har udviklet sig så alarmistisk, som den offentlige fortælling i årtier har antydet.
Det betyder, at forskerne korrigerer inden for systemet, men ikke nødvendigvis korrigerer systemet selv. De fjerner RCP8.5, fordi den samfundsøkonomiske fortælling bag scenariet ikke længere passer. Men den dybere sandhed - at klimaet i langt højere grad er præget af naturlige variationer, selvregulerende mekanismer, havcyklusser, skyer, solvariation og andre klimatiske balancer - bliver stadig holdt uden for hovedforklaringen.
Derfor er aflysningen af RCP8.5 ikke kun en teknisk nedskrivning af en emissionsbane. Den er et tegn på, at alarmismen ikke blev bremset af klimapolitikken, men af virkeligheden. Klimaet har ikke fulgt den dramatiske fortælling, og i stedet for at spørge om grundfortællingen var forkert, forklarer man nu fejlen med, at politiske og teknologiske udviklinger har gjort det værste scenarie usandsynligt. Det er en bekvem forklaring, fordi den redder den gamle skyldsfortælling: Mennesket var stadig årsagen, politikken var stadig nødvendig, og systemet tog stadig grundlæggende ikke fejl.
Flere nyheder om Klimaforandringer, Kontrol og Politik
Farlig fanatisme ved magten - klimafrygten som vej til kontrolstatenAlarmen bliver brugt som bevis for sig selv
Før skeptikerne af menneskeskabt global opvarmning jubler over udmeldingen, så er det vigtigt at forstå dette: Der ligger en politisk fælde i forskernes forklaring. Når RCP8.5 aflyses med henvisning til billigere vedvarende energi, klimapolitik og ændrede udledningstendenser, får den rabiate klimapolitik mulighed for at klappe sig selv på skulderen og sige, "se selv, det virkede. Katastrofen blev undgået, fordi vi greb ind".Men det er en cirkelslutning. Først opstilles et ekstremt scenarie som trussel. Derefter føres politik, afgifter, reguleringer og omstilling igennem med henvisning til truslen. Når scenariet senere viser sig urealistisk, bruges det ikke som anledning til selvransagelse, men som bevis for, at politikken var nødvendig. Alarmen bliver dermed selvbekræftende. Hvis katastrofen kommer, havde alarmisterne ret. Hvis katastrofen ikke kommer, havde alarmisterne også ret, fordi deres politik angiveligt forhindrede den. Alarmismen har skabt et miljø og et scenarie, hvor de altid får ret, uanset om det bliver koldt eller varmt.
Det er sådan frygt kan gøres politisk udødelig. Den behøver ikke længere at blive bekræftet af virkeligheden. Den skal blot kunne forklare, hvorfor virkeligheden ikke blev så slem som forudsagt. Dermed kan den samme klimafortælling fortsætte i en ny form - ikke længere med RCP8.5 som den mest realistiske trussel, men med påstanden om, at netop den hårde klimapolitik reddede os fra den. På den måde kan en fejlslagen alarm blive forvandlet til et fabrikeret bevis for mere alarmistisk klimapolitik.
Det er den egentlige politiske konsekvens af korrigeringen. Ikke at systemet nødvendigvis bliver mere ydmygt, men at det kan blive mere selvsikkert. For når en urealistisk dommedagskurve fjernes, kan myndigheder og aktivister fremstille det som en sejr for den politik, der blev solgt gennem frygten. Dermed risikerer borgerne ikke mindre alarmisme, men mere af den samme medicin, herunder flere indgreb, flere byrder, flere krav og nye scenarier, der kan overtage pladsen efter den gamle kurve.
Det var ikke bare en teknisk rettelse
Forsvarerne af den gamle fortælling vil sige, at intet afgørende er sket. De vil sige, at RCP8.5 kun var en stresstest, og at klimaforandringerne stadig fortsætter. Men den forklaring kommer for sent og lyder for bekvem. For i offentligheden blev RCP8.5 ikke behandlet som en smal teknisk stresstest. Det blev brugt som den truende horisont bag krav om omstilling, klimatilpasning og politisk indgreb. Når korrektionen nu kommer, er det derfor ikke en fodnote. Det er et brud i alarmens arkitektur.Allerede i 2020 advarede Zeke Hausfather og Glen Peters i Nature om, at det var vildledende at omtale det gamle værstefaldsscenarie som "business as usual"3. Den advarsel blev ikke centrum for fortællingen. Centrum blev fortsat de store ord som krise, tipping points, nødtilstand, klimakamp og omstilling. Når korrektionen nu kommer, er det derfor ikke nok at kalde den en fodnote. Det er en indrømmelse af, at alarmens øverste ramme har været ude af trit med den virkelighed, den påstod at beskrive.
Klimaforandringer blev et kapret ord
Klima forandrer sig. Det har det altid gjort. Jordens historie er fuld af varmeperioder, kuldeperioder, havniveauændringer, tørke, oversvømmelser, isfremstød og isafsmeltning længe før industrialiseringen. Derfor er ordet "klimaforandringer" i sig selv ikke problemet. Problemet er, at ordet er blevet kapret. Det bruges ikke længere blot om klimaets foranderlighed, men som et politisk ladet ord, hvor enhver ændring i vejret og enhver modelkurve kan føres tilbage til menneskets skyld.Clintel's World Climate Declaration, som samler et internationalt netværk af forskere og fagpersoner, formulerer netop denne kritik: Der er ingen klimakrise. Naturlige såvel som menneskelige faktorer kan bidrage til opvarmning og klimavidenskaben bør være mindre politisk, mens klimapolitikken bør være mere videnskabelig4. Man kan være uenig i erklæringen, men man kan ikke ærligt lade som om, den slags indvendinger ikke findes. Den offentlige debat har alt for ofte behandlet klimakritik som kætteri, mens de modeller, der passede til alarmen, blev behandlet som virkelighedens egen stemme.
Flere nyheder om Klimaforandringer, Kontrol og Videnskab
Al Gore og klimavidenskabens evige ret til at tage fejlFortidens klima blev skrevet ud af fortællingen
Det mest enkle spørgsmål blev gjort næsten forbudt. Hvis klimaet tidligere har været varmere, vådere, koldere og mere omskifteligt uden menneskets industrielle udledninger, hvorfor skulle nutidens ændringer så uden videre forstås som menneskets skyld? Det spørgsmål vælter den politiske fortælling, hvor menneskets CO2 gøres til den altforklarende nøgle.Her ligger den dybere erkendelse. Klimaet er ikke en simpel maskine, hvor én udledning giver én katastrofe. Det er et komplekst system med havstrømme, skydannelse, solvariation, vulkansk aktivitet, vegetation, naturlige cyklusser og atmosfæriske balancer. Når dette system gøres til et moralsk regnestykke, hvor mennesket altid er den skyldige, forlader debatten den videnskabelige ydmyghed. Den bliver til prædiken.
Målingerne blev gjort til moral
Der tales ofte om, hvad "målingerne viser", som om målinger uden videre afgør hele den politiske fortælling. Men målinger viser temperaturserier, havniveau, isudbredelse og nedbørsmønstre. Først derefter kommer fortolkningen. Og fortolkningen kan være farvet af modeller, antagelser, valg af tidsperiode, justeringer, scenarier og politiske forventninger.Det observerede klima har ikke svaret til den offentlige alarm. Ikke fordi der aldrig findes varme, regn eller havstigning, men fordi katastrofesproget igen og igen har løbet fra virkeligheden. McKitrick og Christy har i en fagfællebedømt artikel peget på en gennemgående opvarmningsbias i CMIP6-modellernes troposfæriske lag, hvor modellerne sammenlignes med satellitter, vejrballoner og reanalyseprodukter5. Det er ikke et lille sprogligt problem. Hvis modeller varmer for meget, og hvis de højeste scenarier samtidig ikke er realistiske, falder grundlaget væk under den sikkerhed, hvormed befolkningen er blevet belært.
Staten og kommunerne byggede på frygten
Det mest alvorlige er, at denne fortælling ikke blev stående i aviserne. Den vandrede ind i lovgivning, planlægning, budgetter og kommunale strategier. I Danmark har DMI's Klimaatlas angivet, at RCP8.5 anbefales, hvis der er høje krav til robusthed, eller hvis tidshorisonten går ud over år 20506. Dermed har den kurve, som nu ikke længere regnes som realistisk i den internationale scenariedebat, været placeret centralt i dansk planlægning - hvorfor vi nu har en rablende klimaregering der sprøjter danskernes penge ind i ligegyldige klimaprojekter der bygger på RCP8.57.NIRAS' rapport til Miljøstyrelsen viser, at 96 ud af 98 kommuner har deltaget i DK2020-arbejdet, men også at klimatilpasningsplanerne hviler på forskellige scenarier, tidshorisonter og metoder. For havvand anvendes især RCP8.5, altså det høje scenarie, som nu ikke længere regnes som en realistisk hovedbane. Det lyder som en teknisk detalje, men det er det ikke. Når kommuner bruger forskellige forudsætninger, kan deres planer ikke uden videre sammenlignes. Én kommune kan planlægge efter én vandstand i år 2100, mens nabokommunen planlægger efter en anden. Én kan bruge ét scenarie for regn og et andet for havvand. Dermed taler kommunerne ikke samme klimasprog.8.
Det er alvorligt, fordi vand ikke respekterer kommunegrænser. Stormfloder, vandløb, skybrud og stigende grundvand rammer på tværs af administrative streger på et kort. Hvis beregningerne bag diger, kloakker, veje, byudvikling og beredskab bygger på forskellige scenarier, bliver det svært at vide, om Danmark samlet set investerer rigtigt. Nogle steder kan man ende med dyre anlæg mod en fremtid, der er skruet for højt op eller aldrig rammer. Andre steder kan man overse reelle lokale problemer. Derfor er scenarieforvirringen ikke bare et skrivebordsproblem. Den kan blive til konkrete regninger, skæve prioriteringer og kommunal planlægning på et usikkert grundlag.
Regningen kom før indrømmelsen
Klimapolitik fremstilles ofte som en moralsk nødvendighed, men den lander som økonomi. Den lander hos familier, der betaler mere for energi. Hos pensionister, der mærker varmeregningen. Hos virksomheder, der møder krav, afgifter og dyrere forsyning. Hos kommuner, der skal planlægge efter fremtider, som måske aldrig kommer. Hos landmænd, håndværkere og små selvstændige, der ikke har råd til at købe sig fri af den grønne fromhed.Flere nyheder om Klimaforandringer, Kontrol og Videnskab
Når klimaet både bliver varmere og koldere – fortællingen der aldrig kan tage fejlIPCC har efter omtalen af de nye scenarier understreget, at den nye ScenarioMIP-artikel ikke er en IPCC-rapport, og at IPCC ikke selv laver forskning, modeller eller målinger. Panelets rolle er at vurdere den videnskabelige litteratur, og de nye scenarier vil indgå i arbejdet frem mod den næste store vurderingsrapport11. Det er formelt korrekt. Men det løser ikke det offentlige tillidsproblem.
For borgerne har ikke levet inde i IPCC's fodnoter. De har levet med overskrifterne, advarslerne, kampagnerne, afgifterne og omstillingskravene. De har fået at vide, at verden var på vej mod en klimakatastrofe, og at enhver tøven var uansvarlig. Når de mest ekstreme forudsætninger nu trækkes tilbage, kan man ikke bare sige, at offentligheden misforstod forskernes fine nuancer. De nuancer blev i vid udstrækning selv slebet væk af dem, der havde brug for alarmen.
Den fallerede beskyldning
Beskyldningen mod menneskehedens udledninger har ikke blot været en videnskabelig forklaring. Den har været den moralske motor i en politisk fortælling. Den har gjort energi, transport, bolig, landbrug, industri, investeringer og kommunal planlægning til spørgsmål om skyld og lydighed. Når den øverste dommedagskurve nu falder, falder derfor ikke bare et scenarie. Der falder et stykke af den autoritet, som klimafortællingen har brugt til at kræve indgreb.Det afgørende er, at klimaets naturlige foranderlighed blev skubbet i baggrunden, mens menneskets udledninger blev gjort til den altforklarende årsag. RCP8.5-sagen viser, hvor skrøbelig den konstruktion er. Når en urealistisk fremtid kan bruges i årevis som politisk presmiddel og derefter bortforklares som en sejr for klimapolitikken, er det ikke bare scenariet, der har fejlet. Det er hele måden, alarmen er blevet solgt på.
Når internationale forskere nu afblæser det værste klimascenarie, er det ikke en lille justering i et fjernt modelværksted. Det er et slag mod hele alarmens arkitektur. Den kurve, der gav tyngde til frygten, bliver fjernet. Alligevel fortsætter apparatet. Ordene fortsætter. Planerne fortsætter. Regningerne fortsætter. Kravene fortsætter.
Derfor er dette ikke blot en nyhed om klima. Det er en nyhed om sandhed og ansvar. For hvis de værste scenarier kunne bruges i årevis til at presse samfundet i én retning, og hvis de samme scenarier nu erklæres urealistiske, må spørgsmålet stilles uden omsvøb - hvor meget andet i klimafortællingen venter stadig på at blive justeret efter virkeligheden?
Svaret er, at hele klimafortællingen hviler på en grundlæggende mistro til skaberværkets orden. Gud er ikke overrasket over CO2, havstrømme, skyer, varme, kulde eller årstidernes gang. Han har ikke skabt en jord, der bryder sammen under menneskets ånde. Han har selv sagt: "Så længe Jorden står, skal sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre" (1. Mos. 8:22).
Med andre ord - så længe der er dag og nat, vil der også være sommer og vinter. Klimaet er ikke politikernes ejendom. Det er Guds skaberværk.
Se også