Det var et islamistisk terrorangreb mod mennesker, der deltog i en Pride-fejring. Begge dele skal siges klart. Islamismen skal ikke gemmes væk, og det skal heller ikke forties, at gerningsmanden meget sandsynligt valgte en begivenhed, som repræsenterede noget, hans ideologi hader - ligesom ideologien hader enhver anden person, der ikke underkaster sig islam. Men tragediens alvor ligger ikke i, at ofrene havde en bestemt seksualitet. Alvoren ligger i, at et menneske blev dræbt, og at 29 andre fik deres liv revet itu.
Et liv bliver ikke mere værd under et regnbueflag
Politiken har efter angrebet bragt et debatindlæg under overskriften "Pludselig blev LGBT-rettigheder trukket frem som noget, der skulle forsvares i kampen mod muslimer og islam"2. I den britiske avis The Guardian blev en lignende tanke fremført: Angrebet skulle først og fremmest forstås som et angreb på det såkaldt queere miljø, mens politikernes tale om, at det var et angreb på "os alle", blev kaldt hyklerisk3.Der er ingen tvivl om, at homoseksuelle føler angrebet særligt tæt på. Begivenheden var denne gang rettet mod en Pride-fejring. Men i det øjeblik tragedien gøres større, fordi ofrene tilhørte en bestemt seksuel gruppe, begynder man at rangordne menneskeliv. Det kristne menneskesyn kender ikke dette hierarki. "Gud skabte Mennesket i sit Billede" (1. Mos. 1:27). Menneskets værdi kommer ikke fra dets seksuelle identitet, politiske tilhørsforhold, hudfarve, religion eller placering i tidens offerhierarki. Det kommer fra Gud. Derfor var den dræbte kvindes liv ikke mere værd, fordi hun befandt sig ved Pride. Men det var heller ikke mindre værd.
Det er netop dette, identitetspolitikken mister, når alle begivenheder skal opdeles efter køn, seksualitet, etnicitet og politisk identitet. Mennesket forsvinder, og gruppen overtager. Den polske kvinde var ikke først og fremmest et politisk symbol. Hun var et menneske med familie, venner, minder, håb og et liv, som blev taget fra hende. Det burde være tilstrækkeligt til at vække hele Europas vrede.
En "bil" kørte ind i en menneskemængde
I de første danske meddelelser lød det velkendte sprog: "Bil kører ind i menneskemængde og sårer flere i Berlin". Andre steder hed det, at "en bil kørte ind i en menneskemængde". Bilen blev sætningens handlende. Den kørte. Den ramte. Den sårede. Men bilen gjorde naturligvis ikke noget af sig selv. Et menneske sad bag rattet og styrede den.I de første minutter og timer efter en voldsom hændelse skal medier være forsigtige. På det tidspunkt nyhederne udkom, var motivet endnu ikke fastslået, politiet ledte efter gerningsmanden, og ingen ansvarlig journalist burde påstå mere, end myndighederne vidste. Den første Ritzau-meddelelse gjorde også klart, at hændelsesforløbet endnu var under opklaring4. Det er derfor ikke selve forsigtigheden, der er problemet. Problemet er den journalistiske vane, hvor gerningsmanden sprogligt forsvinder, mens bilen får sit eget liv.
Man kunne have skrevet, at en person havde kørt ind i menneskemængden. Man kunne have skrevet, at politiet ledte efter den ansvarlige. Man kunne have beskrevet påkørslen uden at foregribe motivet og stadig gjort klart, at et menneske havde ført køretøjet. DR valgte også overskriften: "I aftes kørte en bil ind i en menneskemængde i Berlin. Her er, hvad vi ved"5. En storm rammer en by, et træ vælter i vinden, men en bil bliver ført af en person. Sprog er ikke uvæsentligt. Når gerningsmanden forsvinder fra den første sætning, forsvinder også det spørgsmål, læseren burde stille: Hvem gjorde det og hvorfor?
Og da spørgsmålet blev besvaret, tog medierne selvfølgelig en drejning, der skulle få fokus væk fra det muslimske samfund. Dagen efter angrebet var situationen en anden. Tysk politi havde identificeret den mistænkte som en kendt del af Berlins islamistiske miljø. Den tyske indenrigsminister sagde, at alle oplysninger pegede på islamistisk terror. Her kunne danske seere med rimelighed forvente, at TV 2's 19 Nyheder ville undersøge islamismen, myndighedernes kendskab til gerningsmanden og det alvorlige sikkerhedssvigt, som havde gjort det muligt for ham at gå frit omkring.
Flere nyheder om Islam og Politik
Kriminalitetstallene viser et mønster, Danmark ikke kan ignorereDet er en bemærkelsesværdig, men ikke overraskende omvending. Det var ikke et medlem af AfD, der førte varevognen. Det var ikke en højreorienteret islamkritiker. Det var ikke en person, der var blevet radikaliseret af et krav om strammere grænsekontrol. Det var en islamist, som havde forsøgt at tilslutte sig Islamisk Stat, og som efterforskerne mener havde optaget en troskabserklæring til terrororganisationen. Alligevel blev den politiske fløj, som i årtier har advaret mod islamistisk radikalisering, trukket ind som den moralske mistænkte.
De advarede om branden
Højrefløjen er ikke én samlet størrelse, og højrefløjen har ikke altid ret. Men borgerlige, nationalkonservative og indvandringskritiske partier har gennem årtier advaret mod ukontrolleret indvandring, parallelsamfund, islamistiske organisationer, udenlandsk finansierede moskéer, hadprædikanter, social kontrol, sharia, antisemitisme og radikalisering. De advarede om, at Europas frihed kunne blive brugt af mennesker, som ønsker at afskaffe den. De advarede om, at julemarkeder, gågader, koncerter, synagoger og andre steder med mange mennesker ville blive mål.De advarede om, at en bil eller lastbil kunne forvandles til et massemordsvåben på få sekunder. Da advarslerne blev fremsat, blev de ofte afvist som fremmedfjendske, overdrevne og polariserende. Når advarslerne senere blev til virkelighed, begyndte den samme diskussion igen: Ville højrefløjen nu forsøge at "udnytte" angrebet? Den, der advarede om brandfaren, bliver gjort ansvarlig for den dårlige stemning, da huset brænder. Den, der bad om at få døren låst, bliver beskyldt for at skabe en kløft, da en morder trænger ind. Den, der advarede mod islamismen, bliver mistænkeliggjort, når en islamist angriber.
Det er ikke højrefløjens kritik af islamismen, der har gjort en 21-årig mand til tilhænger af Islamisk Stat. Det er islamisk propaganda, islamiske miljøer og et falleret myndighedssystem, som ikke formåede at standse en person, det allerede kendte. Den formodede gerningsmand var tysk statsborger og født i Tyskland. Sagen kan derfor ikke reduceres til, at en terrorist netop var kommet over en åben grænse. Den afslører præcis det dybe sammenbrud alle med øjne og ører i Europa har indset - sammenbrudet af integrationen, forebyggelsen, overvågningen og retssystemets fortsatte svigt over for personer, som allerede var dømt for at forberede alvorlig religiøs vold7. Europas politikere har og får mere og mere blod på hænderne, fordi de ikke med sin - af befolkningerne - beskikkede magt til at beskytte dem, får sat en monumental mur op imod islam i Vesten. Det er et kæmpe svigt, og det kan kun skabe mere af den politikerlede, som Europas befolkninger i stigende grad mærker.
TV 2 vælger ikke blot billeder - TV 2 vælger fortællingen
Et medie kan altid forsvare sig med, at det blot viderebringer, hvad andre mennesker siger. Men journalistik består netop i valg. Redaktionen vælger, hvem der interviewes. Den vælger, hvilke svar der kommer med. Den vælger rækkefølgen, overskriften, billederne og den forklaring, som seeren efterlades med. TV 2 kunne have undersøgt, hvorfor den mistænkte ikke sad fængslet. Kanalen kunne have spurgt til hans islamistiske forbindelser, det mislykkede afradikaliseringsforløb og myndighedernes nedtonede overvågning. Den kunne have undersøgt, hvor mange kendte islamister tysk politi forsøger at følge, og hvorfor en mand, der havde forsøgt at tilslutte sig Islamisk Stat, kunne bevæge sig rundt ved et stort offentligt arrangement.Flere nyheder om Islam og Terror
Advarsler om iranske soveceller i Europa – Danmark mærker bølgen efter drabet på KhameneiFå uger tidligere var TV 2 blevet kritiseret for en redigeret version af mindehøjtideligheden for den svenske familiefar og politibetjent Christian Zedig, som var blevet dræbt efter et voldeligt overfald ved et fodboldarrangement i København. Under den direkte udsendelse så man en gruppe hijabklædte kvinder blive siddende under et minuts stilhed. Da TV 2 senere offentliggjorde en redigeret udgave på sociale medier, var netop denne sekvens væk. TV 2 forklarede efter kritikken, at redigeringen var en fejl8. Når ubehagelige billeder forsvinder, og et nyt islamistisk angreb kort efter bliver ledsaget af en vinkel om højrefløjens ansvar for hadet, vokser mistanken om, at virkeligheden tilpasses den fortælling, medierne foretrækker. Tillid mistes ikke altid gennem én stor løgn. Den kan forsvinde gennem hundrede små redaktionelle valg.
Før Pride var der julemarkedet, gågaden og strandpromenaden
Islamistiske køretøjsangreb begyndte ikke ved Berlin Pride. I Nice blev en lastbil kørt gennem familier og turister på strandpromenaden efter nationaldagsfyrværkeriet. 86 mennesker blev dræbt. I Berlin blev en kapret lastbil styret ind på julemarkedet ved Breitscheidplatz. I Stockholm blev fodgængere ramt på den travle shopping- og gågade Drottninggatan. I Barcelona blev en varevogn kørt gennem menneskemængden på Las Ramblas. Den samme terrorcelle fortsatte senere angrebet i feriebyen Cambrils. På Westminster Bridge og London Bridge blev fodgængere ramt. I New York blev en pickup kørt ind på en cykel- og gangsti. I New Orleans blev nytårsgæster på Bourbon Street angrebet. I München blev en bil kørt ind i en fagforeningsdemonstration9. En lang række af de mest omfattende køretøjsangreb i Europa og Vesten er udført af islamister.Ofrene har været børn, pensionister, turister, cyklister, politibetjente, restaurantgæster, kristne, jøder, homoseksuelle og mennesker uden nogen særlig politisk eller religiøs identitet. De stod blot det forkerte sted, da en terrorist besluttede, at deres liv skulle slutte. Jeg beskrev allerede i december 2025, hvordan den islamistiske terrortrussel havde forandret Europas julemarkeder. Kommuner er blevet tvunget til at opstille betonspærringer, stålpullerter, politikøretøjer og kontrollerede adgangsveje for at beskytte familier, der blot ønsker at gå på julemarked10. Betonklodserne fortæller den historie, som politikerne helst undgår. De står der ikke på grund af en teoretisk "kamp mod muslimer". De står der, fordi myndighederne ved, at militante islamister betragter åbne menneskemængder som lette og virkningsfulde mål.
Det samme gælder ved Pride. Ikke fordi mennesker ved Pride er mere værd end andre, men fordi de udgør endnu en stor og ubeskyttet menneskemængde. Samtidig repræsenterer begivenheden noget, som muslimen ønsker at ødelægge.
Flere nyheder om Journalistik og Politik
Politisk favorisering af forskningPET og Europol nævner truslen ved navn
Når medier og debattører gør højrefløjen til den centrale fare umiddelbart efter et islamistisk angreb, kolliderer det med myndighedernes egne vurderinger. PET skriver, at terrortruslen mod Danmark er "alvorlig", og at militante islamister fortsat udgør den væsentligste terrortrussel. Truslen fra højreekstremister vurderes til niveauet "generel", mens truslen fra venstreekstremister og antimyndighedsekstremister vurderes som "begrænset"12 - og her bør tilføjes, at den hårde venstreorienterede politik vi har haft de sidste mange år, naturligvis giver mindre anledning til venstreorienteret terrorisme. Det vil vi se blomstre hvis højrefløjen kom til magten.Det betyder ikke, at højreekstremismen er ufarlig. En højreekstremists og en venstreekstremists offer er lige så dødt som et muslimsk offer. Breiviks ofre havde præcis samme menneskeværdi som ofrene i Nice, Berlin og Barcelona. Lighed mellem ofrene kræver imidlertid ikke, at man foregiver lighed mellem truslerne. Europols terrorrapport fra juli 2026 viser, at 24 af de 45 gennemførte, mislykkede eller afværgede terrorangreb i EU i 2025 var muslimske. Af 486 terrorrelaterede anholdelser var 347 knyttet til jihadisme. Europol kalder fortsat juhaddisk terror den primære trussel i EU13. Global Terrorism Index 2026 placerer Islamisk Stat og organisationens afdelinger som verdens dødeligste terrororganisation. De fire dødeligste terrorgrupper i opgørelsen er alle muslimske14.
Det betyder, at man heller ikke kan gemme den islamistiske ideologi bag brede og ufarlige ord som "ekstremisme", "had" eller "polarisering". Islamisme er en bestemt ideologi og jihadisme er dens voldelige form. Det er den, myndighederne beskriver som den største aktuelle terrortrussel. At nævne det er ikke kollektiv mistænkeliggørelse. Det er præcision.
Når midten ikke tør tale, vokser yderfløjen
Den tyske liberale politiker Wolfgang Kubicki sagde efter angrebet, at islamismen er fjenden. Samtidig advarede han om, at intet hjælper højreekstremister mere end den politiske midtes manglende evne til at nævne og håndtere problemet15. Det er præcis den sammenhæng, TV 2's vinkel vendte på hovedet. AfD's fremgang er ikke årsagen til, at en muslim sværger troskab til Islamisk Stat og kører ind i en menneskemængde. AfD's fremgang er blandt andet en reaktion på, at mange tyskere oplever, at de etablerede partier og medier i årtier har nægtet at tage problemerne alvorligt.Når regeringer åbner grænserne uden tilstrækkelig kontrol, undlader at opløse radikale miljøer, lader udenlandske stater finansiere moskéer og derefter tøver med at fængsle eller udvise kendte ekstremister, skaber de politisk vrede. Når medierne samtidig nedtoner gerningsmandens ideologi og retter opmærksomheden mod de borgere, der protesterer, bliver vreden endnu større.
Islamistisk terror opstår ikke, fordi højrefløjen kritiserer islamismen. Højrefløjen vokser, fordi islamismen og den fejlslagne venstreorienterede politik omkring den igen og igen viser sig at være de faktiske problemer. Når man siger, at politikerne har åbnet døren, handler det ikke kun om den fysiske landegrænse. Berlin-gerningsmanden var født i Tyskland. Alligevel blev han radikaliseret, forsøgte at slutte sig til Islamisk Stat, blev dømt for terrorforberedelse og kunne kort efter bevæge sig frit omkring.
Døren var også åbnet gennem et samfund, som ikke havde viljen eller redskaberne til at stoppe ham. Den stod åben gennem mangelfuld overvågning. Den stod åben gennem et retssystem, som lod en kendt ekstremist forblive på fri fod. Den stod åben gennem islamistiske miljøer, propaganda på nettet og mislykkede afradikaliseringsprogrammer. Den stod åben gennem politikere, som hellere ville tale om abstrakt ekstremisme end om den konkrete islamistiske ideologi.
Døren skal lukkes hurtigt og hårdt. Det betyder, at udenlandske statsborgere, som støtter eller forbereder terror, skal udvises. Kendte terrorister og personer, der konkret forbereder politisk vold, skal ikke være i vestlige lande. Muslimske organisationer skal undersøges, deres økonomi og udenlandske finansiering afdækkes, og organisationer, som fremmer eller støtter terror, skal forbydes. Skylden skal placeres præcist hos terroristen, de miljøer der radikaliserer, og de myndigheder og politikere som undlod at handle på en kendt fare.
Flere nyheder om Journalistik og Politik
Demokraternes svære selvransagelseTerror er ikke reklameplads
Efter et terrorangreb begynder kampen om ofrene næsten med det samme. Hvilken gruppe ejer sorgen? Hvilket flag skal lægges over de døde? Hvilken bevægelse skal stå foran kameraerne og forklare, at netop dens medlemmer er de særlige ofre? Det er en uværdig udvikling. Den dræbte kvinde i Berlin skal ikke reduceres til en reklamesøjle for LGBT-bevægelsen. Hun skal heller ikke reduceres til et argument for et højrefløjsparti. Hun var et menneske. Det samme gælder de sårede. De har ret til at fortælle, at de blev ramt ved Pride. De har ret til at beskrive den ideologiske fjendtlighed, der kan have gjort dem til mål. Men deres lidelse må ikke bruges til at hæve deres menneskeværdi over barnet på julemarkedet, turisten på strandpromenaden eller cyklisten i New York.Lad være med at bruge terrorismen som reklame for din seksualitet. Det er usmageligt. Men lad også være med at bruge enhver kritik af islamismen som reklame for fortællingen om højrefløjens ondskab. Det er lige så uærligt. Alvoren ved Berlin-angrebet er ikke, at terrorister nu også kan ramme LGBT-personer. Muslimer har længe haft homoseksuelle på deres udryddelsesliste og også betragtet dem som legitime mål. Alvoren er, at endnu et menneske er blevet dræbt, 29 er blevet såret, og at en kendt muslim igen kunne omdanne et almindeligt køretøj til et massemordsvåben i hjertet af en europæisk hovedstad.
Mediernes opgave er at beskrive virkeligheden, ikke at omskrive den. Virkeligheden er, at et menneske førte varevognen. Virkeligheden er, at han var kendt i det muslimske miljø. Virkeligheden er, at efterforskerne fandt en troskabserklæring til Islamisk Stat. Virkeligheden er, at højrefløjen ikke sad bag rattet. Man kan kritisere AfD i morgen. Man kan undersøge højreekstremisme, hadretorik og politisk polarisering. Man kan diskutere indvandringspolitik, integration, religionsfrihed og grænser. Men først må man fortælle sandheden om det, der netop skete.
En muslim angreb en menneskemængde. En kvinde mistede livet. 29 andre blev såret. Hvert eneste liv er lige meget værd. Uanset om mennesket befandt sig ved et julemarked, på et universitet, i en gågade, på en strandpromenade, ved en synagoge, i en kirke eller under et regnbueflag. Hvis TV 2 og andre medier ikke kan fortælle dette uden straks at vende kameraet mod dem, der advarede om faren, skal de ikke undre sig over, at befolkningen mister tilliden. Og hvis TV 2 ikke kan finde ud af at beskrive virkeligheden uden at omskrive den, så må vi omskrive TV 2.