Ti børn er ikke et komma i et regneark - og det er de 67 afviste heller ikke. Det er ti børn og ti familier, hvor Patienterstatningen har vurderet, at der er tilstrækkelig sammenhæng mellem vaccinationen og en alvorlig, sjælden skade, som går ud over, hvad man med rimelighed bør acceptere - lad os lige tage den igen, "hvad man med rimelighed bør acceptere". Den største del af befolkningne har igennem probaganda og frygten for både sygdom og udskamning ladet sig indsprøjte med hvad, de fik at vide var sikkert og effektivt, og nu er de blevet syge - ikke af en forbigående influenza-lignende sygdom, men en livslang skade, og så skal de være villige til at acceptere lidelser, som myndighederne mener er rimelige?
Patienterstatningen udbetaler ikke erstatning for en øm arm, et par dages feber eller andre almindelige og forbigående reaktioner - som de heldige oplevede, da de fik den mindst skadelige vaccineprofil4. Der skal være tale om en sjælden og alvorlig skade, og der skal efter den konkrete vurdering være årsagssammenhæng med vaccinen - og det er praktisk talt umuligt at bevise, hvorfor så få nu får erstatning. Erstatningen kan blandt andet omfatte varigt mén, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab, helbredsudgifter samt godtgørelse for svie og smerte. Ved egentlige vaccinebivirkninger er det staten, der betaler5 - staten, altså de penge du og jeg tjente, men aldrig så.
I de omtalte børnesager er der beskrevet kronisk nældefeber, betændelse i hjertehinden, betændelse i hjertemusklen, betændelsestilstand i centralnervesystemet og MOG-sygdom, der er en autoimmun sygdom i centralnervesystemet. Det fremgår ikke af den offentliggjorte omtale, præcis hvor varige følgerne er i hver enkelt sag, eller hvordan de godt tre millioner kroner er fordelt mellem børnene. Men erstatningsafgørelsernes karakter viser, at det ikke handler om den forbigående utilpashed, som befolkningen blev lovet på ved vaccinationscentrene. Her skal man lægge mærke til myndighedernes sprog. Når en mulig bivirkning omtales før vaccinationen, hedder det, at den er "meget sjælden". Når skaden siden rammer et konkret barn, oplever familien ikke en statistisk sjældenhed. Familien oplever sygdom, langtrukne undersøgelser, usikkerhed og en fremtid, der blev ændret ved et stik, som myndighederne anbefalede dem at tage.
Erstatningen er nødvendig, men den gør ikke barnet rask. Penge kan betale behandling og afbøde et økonomisk tab, men de kan ikke tilbagelevere de raske år, som et barn eventuelt har mistet - og heller ikke rette op på fremtidens lidelser. Og igen - vi skal huske, at når "staten" betaler, er det dine og mine penge, som vi hver dag går på arbejde for at tjene, så staten kan tage dem, før de rammer vores lommer, og sikre sit eget økonomiske krav. Først betaler vi som folk, igennem "staten", milliarder for at vaccinere hinanden med skadelige vacciner - der blev lovet at være sikre og effektive - til vaccineproducenterne, og når deres injektioner ødelægger vores liv, er det ikke dem, men igen os som folk, der betaler for skaderne - for vaccineproducenterne er gjort ansvarsløse. De har fået deres milliarder og er videre.
Børnene blev ikke først og fremmest vaccineret for deres egen skyld
Den mest alvorlige del af sagen findes ikke i nogen alternativ rapport. Den står på Sundhedsstyrelsens egen hjemmeside. Da vaccination af de 5-11-årige blev anbefalet i november 2021, skrev Sundhedsstyrelsen, at det var sjældent, at børn blev alvorligt syge af covid-19. Styrelsen erklærede samtidig direkte, at "beskyttelse af børnene ikke er det primære mål". Vaccinationen skulle først og fremmest nedbringe smitten, standse smittekæder, øge immuniteten i befolkningen og beskytte forældre og bedsteforældre6. Det er et afgørende etisk forhold. Raske børn, der selv havde en lille risiko for alvorlig sygdom, blev presset til medicinsk behandling, fordi myndighederne håbede, at deres vaccination ville gavne resten af samfundet. Det kan kun forsvares, hvis dokumentationen for den samfundsmæssige gevinst er meget stærk, hvis barnets egen risiko er særdeles lille, og hvis forældrene får en nøgtern og uforstyrret mulighed for at sige nej.Men kommunikationen foregik ikke i et nøgternt tomrum. Den foregik midt i frygt, nedlukninger, coronapas, hjemsendelser, testkrav og en vedvarende fortælling om, at den ansvarlige borger skulle lade sig vaccinere under propaganda-parolen "samfundssind". Vaccinationen blev samtidig præsenteret som en vej til en normal skolegang og et normalt familieliv. Når et samfund først har gjort børnenes dagligdag unormal og derefter tilbyder vaccinationen som en vej tilbage til det normale, er ordet "frivilligt" ikke længere en tilstrækkelig beskrivelse af den situation, forældrene stod i - det var præcis som Bibelen siger det - politikerne fik "alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle, til at give sig selv" (Åb. 13:16) en vaccine.
Risikoen for hjertebetændelse var allerede kendt
Skader kan ikke kun gennemgås retrospektivt, men kan være upopdaget i årevis ud i fremtiden - det er vigtigt at forstå. Det kan heller ikke hævdes, at risikoen for hjertemuskelbetændelse og hjertehindebetændelse først blev opdaget flere år senere. Allerede den 9. juli 2021 konkluderede den europæiske bivirkningskomité, at begge tilstande kunne forekomme efter vaccination med mRNA-vaccinerne fra Pfizer-BioNTech og Moderna. Tilfældene blev især registreret blandt yngre mænd, oftest efter andet stik og sædvanligvis inden for 14 dage efter vaccinationen7. Det skete flere måneder før anbefalingen til de 5-11-årige og samtidig med vaccinationskampagnen blandt de 12-15-årige. Myndighederne kendte altså risikoen, før de begyndte at presse endnu yngre og overvejende raske børn til at tage vaccinen.Myndighederne klassificerede hjertemuskelbetændelse og hjertehindebetændelse som "meget sjældne" bivirkninger. Men denne betegnelse beskrev de tilfælde, der blev opdaget, undersøgt og registreret som bestemte kliniske diagnoser. Den fortalte ikke, hvor mange der oplevede brystsmerter, hjertebanken, åndenød, uregelmæssig puls, nedsat fysisk ydeevne eller en mere skjult påvirkning af hjertemusklen uden at få diagnosen myokarditis. Og den fortæller ikke, hvem der endnu står over for opdagelsen, når deres hjerte bliver presset.
For at blive en del af statistikken skulle et menneske først reagere på symptomerne og søge læge. Lægen skulle derefter mistænke en sammenhæng med hjertet - hvilket få turde gøre, af frygt for udskamning og for at blive anklaget for konspiratoriske støtter af et uønsket narrativ - og foretage de relevante undersøgelser på det rette tidspunkt og indberette hændelsen som en formodet bivirkning. Hvis symptomerne var uspecifikke, hvis påvirkningen ikke gav tydelige tegn i hvile, eller hvis blodprøven blev taget, efter at hjertemarkøren var faldet igen, kunne tilfældet forblive uopdaget.
Forskellen mellem passiv overvågning og aktiv undersøgelse blev tydelig i en uafhængig undersøgelse af 777 mennesker, der havde modtaget en Moderna-booster. Alle deltagerne fik systematisk målt hjertemarkøren troponin tre dage efter vaccinationen. Hos 40 deltagere lå værdien over normalgrænsen, og efter en nærmere vurdering blev 22 tilfælde, svarende til omtrent én ud af 35, klassificeret som vaccineassocieret påvirkning af hjertemusklen. Forskerne fandt en biologisk målbar skade eller påvirkning af hjertemusklen, som den almindelige passive overvågning sandsynligvis ikke ville have opdaget. Forskerne skrev selv, at passive overvågningssystemer hovedsageligt finder de alvorlige tilfælde, som fører til hospitalsindlæggelse, mens mennesker med milde, uspecifikke eller helt manglende symptomer kan gå under radaren.
Flere nyheder om Corona, Medicinalfirmaer, Sygdom og Vaccine
Tidligere Pfizer-toksikolog i Bundestag: Covid-vaccinen burde aldrig være blevet godkendtDet er netop her, den fysiske belastning bliver afgørende. En hjerteskade behøver ikke nødvendigvis at vise sin fulde alvor, mens mennesket sidder stille. Ved egentlig eller uopdaget betændelse i hjertemusklen kan intensiv motion øge risikoen for alvorlige rytmeforstyrrelser og pludseligt hjertestop. Derfor kræver kardiologiske retningslinjer, at mennesker med myokarditis først vender tilbage til krævende sport, når blandt andet hjertemarkører, hjertefunktion og rytme er undersøgt, og der ikke længere findes tegn på aktiv sygdom under en belastningstest. Troponinundersøgelsen undersøgte ikke, hvordan deltagernes hjerter reagerede under maksimal belastning måneder eller år senere. Den kunne derfor hverken bevise, at alle de målte påvirkninger ville udvikle sig alvorligt, eller udelukke, at en skjult skade hos nogle mennesker senere kunne få betydning, når hjertet blev presset. At der ikke skete en katastrofe inden for 30 dage, er ikke det samme som dokumentation for, at hjertet var uskadt eller uden fremtidig risiko10.
Det gør myndighedernes brug af betegnelsen "meget sjælden" problematisk. Den dækkede den snævert diagnosticerede hjertemuskelbetændelse og hjertehindebetændelse, men ikke nødvendigvis hele spektret af påvirkninger af hjertet. Aktiv undersøgelse fandt målbar hjertemuskelskade langt oftere end den hospitalsbaserede statistik gav indtryk af. Det nøjagtige samlede omfang kendes ikke, netop fordi befolkningen ikke systematisk blev undersøgt med troponinmålinger, hjerteskanninger og belastningstests efter vaccinationen.
Det samme nåleøje findes i erstatningssystemet. Først skal symptomerne blive taget alvorligt. Derefter skal skaden opdages og dokumenteres, mens den kan måles. En læge skal forbinde den med vaccinationen, og til sidst skal årsagssammenhængen sandsynliggøres tilstrækkeligt til, at sagen kan anerkendes. Et menneske kan derfor have oplevet en reel hjertepåvirkning uden nogensinde at få en diagnose, en bivirkningsindberetning eller en erstatning. Det lille antal anerkendte sager kan ikke bruges som bevis for, at det samlede problem var tilsvarende lille.
Det rejser et spørgsmål, som ikke kan besvares med en pressemeddelelse om, at overvågningssystemet virker: Hvordan blev denne kendte og muligvis stærkt underregistrerede risiko forklaret til forældrene, når børnene selv kun sjældent blev alvorligt syge af covid-19, og når det erklærede hovedformål med vaccinationen var at påvirke smittespredningen blandt andre? Det var ikke tilstrækkeligt blot at fortælle forældrene, at hjertebetændelse var "meget sjælden". De burde samtidig have fået forklaret, at de oprindelige forsøg var for små til sikkert at opdage ukendte hjerteskader, at observationstiden var kort, at mildere eller symptomfri hjertepåvirkning kunne forblive udiagnosticeret, og at den mulige betydning ved senere fysisk belastning ikke var afklaret.
Informeret samtykke er ikke bare et kryds i et bookingsystem. Det kræver, at både den forventede fordel for barnet, den usikre samfundseffekt, de kendte risici, begrænsningerne i overvågningen og manglerne i det daværende datagrundlag bliver forklaret på en måde, der gør et reelt nej muligt. Når disse forbehold drukner i politisk, socialt og praktisk pres, kan beslutningen vanskeligt beskrives som fuldt oplyst og frit truffet.
Det kan heller ikke hævdes, at muligheden for hjertebetændelse først blev opdaget flere år senere. Allerede den 9. juli 2021 konkluderede den europæiske bivirkningskomité, at hjertemuskelbetændelse og hjertehindebetændelse kunne forekomme i (og her har vi igen det uberettigede kvantitative udsagn) "meget sjældne tilfælde" efter vaccination med mRNA-vaccinerne fra Pfizer-BioNTech og Moderna. Tilfældene var især blevet observeret hos yngre mænd og oftest inden for 14 dage efter anden vaccination7. Det skete flere måneder før anbefalingen til de 5-11-årige og mens kampagnen blandt de 12-15-årige var i gang. Risikoen var klassificeret som meget sjælden, og myndighederne vurderede fortsat, at fordelene samlet set var større end risikoen - altså at de accepterede, at nogle børn måtte betale prisen for deres vaccinepolitik. Risikoen var altså ikke ukendt!
"Vacciner, vacciner og vacciner"
Den 8. december 2021 stod Sundhedsstyrelsens daværende direktør, Søren Brostrøm, på regeringens pressemøde og sagde, at vaccinerne skulle bringe Danmark gennem vinteren. Budskabet blev gentaget med ordene "vacciner, vacciner, vacciner". På samme pressemøde fortalte han, at alle børn mellem 5 og 11 år var blevet inviteret, og opfordrede familierne til at skynde sig at bestille tid. Han sagde også, at samfundet havde brug for børnenes immunitet11. Det var ikke en neutral information om et frit medicinsk tilbud. Det var en landsdækkende mobilisering, hvor regeringen, sundhedsmyndighederne, institutionerne og store dele af pressen talte og pressede i samme retning. Skepsis blev kategorisk behandlet som uansvarlighed, endog konspiration mod myndighederne, selv om der også blandt fagfolk fandtes uenighed om det rimelige i at vaccinere raske børn for at opnå epidemikontrol.Danmark indførte ikke en juridisk vaccinationstvang - "kun" etisk. Et coronapas kunne også opnås gennem en negativ test eller dokumentation for tidligere smitte - men kun for en kort stund. Coronapasset gjaldt for voksne og børn over 15 år og regulerede adgangen til store dele af samfundslivet12. Der var altså ikke tvang i den snævre betydning, hvor politiet førte mennesker til vaccinationsstedet. Der var derimod et meget synligt politisk, socialt og praktisk pres. Folk kunne sige nej, men et nej medførte gentagne, vamle og overflødige tests, mistænkeliggørelse, begrænsninger og en oplevelse af at stå uden for det "ansvarlige" fællesskab - man stod med sine medborgeres forargt, fordi man tænkte som vi nu ser alle burde have tænkt. Det gjaldt også forældre, der skulle træffe beslutningen på deres børns vegne. Det er netop derfor, myndighederne ikke bagefter kan skjule sig bag, at tilbuddet formelt var frivilligt. Jo kraftigere anbefalingen var, desto større er ansvaret for de mennesker, der fulgte den.
Her bør det borgerlige hykleri også nævnes, for mens mange tog vaccinen som dydssignalering, som et medlemskort til det rigtige borgerskab med følelsen af at de gjorde deres samfundspligt over for andre medborgere - så var det i bund og grund besværlighederne i at deltage i samfundet - præcis som det bliver med dyrets mærke i trængslen - der var den egentlig årsag til at man indvilligigede i at deltage i det, der i bund og grund var et vaccineforsøg. Det var præcis den pointe Allan Randrup Thomsen, dansk professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, understregede13 - folk skulle presses over i at det nok var nemmere at lade sig vaccinere.
Flere nyheder om Medicinalfirmaer, Samfund, Sygdom og Vaccine
Elitens søgen og længsel efter "Disease X"Børnene skulle redde epidemikontrollen
Blot som genopfriskning af din hukommelse: Allerede i februar 2022 meddelte Sundhedsstyrelsen, at forudsætningerne for vaccination af de 5-11-årige havde ændret sig. Omikron gav mindre alvorlige sygdomsforløb, og den foreløbigt beregnede vaccineeffektivitet mod infektion, målt som en positiv PCR-test, var faldet fra 53,1% i den tidlige opgørelsesperiode til 30,3% i den senere. Ved den faktiske tilslutning på 48% til første stik beregnede styrelsen, at vaccinationen af børnene bidrog med omtrent 1,1-1,87 procentpoint til befolkningens immunitet mod omikronsmitte. Styrelsen skrev samtidig, at beregningerne skulle tages med betydeligt forbehold på grund af "manglende viden, ufuldstændige data, ufuldstændige opgørelsesmetoder og simplificerede beregninger". I den offentlige udmelding beskrev Sundhedsstyrelsen bidraget til befolkningsimmuniteten som knap det halve af det forventede og fandt ikke sundhedsfagligt grundlag for at tilbyde tredje stik til personer under 18 år14,15.Problemet var ikke kun, at Omikron senere ændrede situationen. Beregningerne var usikre allerede fra begyndelsen. Da Sundhedsstyrelsen i december 2021 vurderede fordelene ved at vaccinere de 5-11-årige, regnede styrelsen med, at 70% af børnene ville blive vaccineret, og at vaccinen havde en effekt på 90,7%. Ud fra disse antagelser beregnede man, at 273.804 børn ville blive immune, og at vaccinationen af børnene ville øge immuniteten i hele befolkningen med omkring fem procentpoint. Men tallet på 90,7% viste ikke direkte, hvor godt vaccinen forhindrede smitte mellem mennesker. Det stammede fra en undersøgelse af, hvor mange børn der fik symptomer på covid-19. Sundhedsstyrelsen brugte altså et tal for beskyttelse mod symptomatisk sygdom som et omtrentligt mål for, hvor godt vaccinen kunne forhindre smittespredning. Forsøget var heller ikke oprindeligt lavet til at dokumentere vaccinens samlede virkning blandt alle 5-11-årige16.
De 90,7% byggede desuden på meget få sygdomstilfælde. I alt fik kun 19 børn symptomatisk covid-19 under forsøget. Tre af dem var vaccinerede, mens 16 havde fået placebo. Ingen af børnene blev alvorligt syge. I sikkerhedsundersøgelsen indgik 3.109 vaccinerede børn. Der blev ikke fundet tilfælde af hjertemuskelbetændelse, men forsøget var for lille til sikkert at opdage mere sjældne bivirkninger. Derfor kunne man ikke konkludere, at risikoen ikke fandtes. Man kunne kun konkludere, at den ikke var blevet set i den forholdsvis lille gruppe børn, der deltog i forsøget17.
Myndighederne kom dermed til at blande tre forskellige spørgsmål sammen: Beskyttede vaccinen barnet mod symptomer? Forhindrede den barnet i at teste positivt? Og forhindrede den barnet i at smitte andre? Det var især det sidste spørgsmål, der blev brugt som begrundelse for at vaccinere raske børn. Men det lille forsøg var ikke lavet til at vise, hvor meget vaccinationen af børn faktisk ville begrænse smitten i hele samfundet.
Samtidig viste en dansk, fagfællebedømt undersøgelse, at Pfizer-BioNTech-vaccinens produktionspartier fordelte sig i tre klart adskilte sikkerhedsprofiler4 - hvilket gør studiet endnu mere ufuldstændigt. Ikke blot var overvågningstiden meget, meget kort, men man tog heller ikke sikkerhedsprofilerne med. Forskerne sammenholdt officielle danske oplysninger om antallet af doser fra hvert parti med de mistænkte bivirkninger, der var blevet indberettet til Lægemiddelstyrelsen. Resultatet viste tre dominerende mønstre, som i undersøgelsen blev markeret med blå, grøn og gul. Der var altså ikke blot små tilfældige udsving mellem partierne, men tre tydelige profiler med meget forskellige antal indberettede hændelser pr. anvendt dosis18.
Den blå profil omfattede blot 4,22% af samtlige indgivne doser, men var forbundet med 70,78% af alle indberettede mistænkte bivirkninger, 27,49% af de alvorlige indberetninger og 47,15% af de indberetninger, der var knyttet til dødsfald. Den grønne profil omfattede 63,69% af doserne og var forbundet med 28,84% af alle bivirkningsindberetninger, 71,50% af de alvorlige indberetninger og 51,99% af de dødsrelaterede indberetninger. Den gule profil omfattede 32,09% af doserne, men var kun forbundet med 0,38% af samtlige bivirkningsindberetninger, 1,01% af de alvorlige indberetninger og 0,86% af de dødsrelaterede indberetninger18. Undersøgelsen dokumenterede dermed tre forskellige batchafhængige bivirkningsprofiler i de officielle danske data. Det er ikke en formodning eller blot en grafisk fortolkning, men selve undersøgelsens dokumenterede fund. Forskerne fandt både en stærk sammenhæng mellem antallet af doser og antallet af indberetninger inden for profilerne og en betydelig forskel mellem de tre grupper af vaccinepartier.
Den samme usikkerhed fandtes i overvågningen af epidemien. En positiv PCR-test blev brugt som tegn på smitte, mens en indlagt person med en positiv test blev brugt som tegn på covid-19-sygdom. Men en positiv test fortalte ikke nødvendigvis, om personen havde symptomer, var alvorligt syg eller var blevet indlagt på grund af covid-19. Samtidig ændrede både testaktiviteten, reglerne for test og screeningen af indlagte sig gennem epidemien. Myndighederne havde heller ikke en systematisk og valideret registrering af, hvorfor den enkelte person var blevet testet18. Tallene kunne derfor ikke altid fortælle så præcist, som det blev fremstillet, hvor mange der var syge, hvor mange der var smitsomme, og hvor mange der faktisk var indlagt på grund af covid-19.
En positiv PCR-test var ikke i sig selv det samme som klinisk sygdom, alvorlig sygdom eller dokumentation for, at personen på prøvetidspunktet var smitsom. PCR-testen påviste genetisk materiale fra virusset, men kunne ikke alene afgøre, om der var tale om aktivt og formeringsdygtigt virus, rester efter en tidligere infektion eller en virusmængde, der var tilstrækkelig til at smitte andre. WHO advarede om, at svagt positive resultater med høje Ct-værdier (Cycle Threshold - typisk mellem 15 og 35, hvor en værdi under 15 anses for at være i baselinjen og en værdi over 35 statistisk insignifikant) skulle fortolkes forsigtigt. En høj Ct-værdi betød, at prøven skulle gennem mange opformeringscyklusser, før virusmaterialet kunne registreres, hvilket normalt pegede på en lille mængde virus-RNA. Når testresultatet ikke passede med patientens symptomer og øvrige sygdomsbillede, anbefalede WHO, at der blev taget en ny prøve og foretaget en ny test19. Det blev derfor en cirkulær fejslutning, hvor det forventede antal smittede blev grundlaget for om PCR-testene skulle læses spm positive eller negative.
WHO understregede samtidig, at den positive prædiktive værdi faldt, når sygdommen var mindre udbredt i den testede befolkning. Når meget få mennesker reelt var smittede, kunne selv en test med høj specificitet frembringe et mærkbart antal falsk positive resultater. Et positivt prøvesvar skulle derfor vurderes sammen med symptomer, prøvetidspunkt, prøvetype, kontakt til smittede og den øvrige epidemiologiske situation19. Det ofte gentagne tal om, at PCR ved en Ct-værdi på 35 skulle være 97% usikker, kom altså fra et studie, hvor forskerne forsøgte at dyrke levende virus fra PCR-positive prøver. Ved en Ct-værdi omkring 35 lykkedes dyrkningen kun i under 3% af prøverne.
Studiet viste derfor først og fremmest, at et positivt PCR-resultat med en høj Ct-værdi sjældent var forbundet med virus, som kunne dyrkes under de anvendte laboratoriebetingelser. Det var væsentligt for vurderingen af smitsomhed, men ikke det samme som at bevise, at PCR-resultatet var falsk. En prøve kunne indeholde virkeligt virus-RNA, selv om personen ikke længere var syg eller smitsom. Den alvorlige fejl lå derfor ikke nødvendigvis i selve PCR-teknologiens evne til at finde virusmateriale. Fejlen lå i, at positive prøver alt for ofte blev behandlet som entydigt bevis for aktive infektioner, smitsomme mennesker og klinisk sygdom. Disse forskellige tilstande blev samlet under det samme daglige "smittetal", selv om PCR-testen alene ikke kunne skelne mellem dem.
Problemet opstod, når et laboratoriefund blev behandlet som et entydigt mål for sygdom, smitsomhed og epidemiens alvor. Når millioner af raske mennesker blev testet igen og igen, kunne antallet af positive prøver stige voldsomt, uden at antallet af mennesker med alvorlig sygdom steg tilsvarende. Et positivt prøvesvar, et smittetilfælde, en syg patient og et menneske, der kunne smitte andre, var ikke nødvendigvis den samme kliniske kategori.
Flere nyheder om Corona, Medicinalfirmaer, Sygdom og Vaccine
Medicinal-firmaerne forårsager sygdomme, og tilbyder kurenDet var denne sammenblanding, jeg dokumenterede, mens coronakrisen stod på. Patienter med brækkede ben, kræft, psykiske sygdomme og andre behandlingskrævende tilstande kunne tælle med i de daglige coronaopgørelser, alene fordi de samtidig havde en positiv test21. En smittet patient kunne ganske vist medføre behov for isolation og særlige infektionshygiejniske forholdsregler på hospitalet, men det gjorde ikke patienten til et menneske, der var blevet indlagt på grund af covid-19.
Når medierne og politikerne dagligt talte om antallet af "coronaindlagte" uden konsekvent at skelne mellem "med" og "på grund af", blev flere meget forskellige kliniske situationer samlet i det samme frygtskabende tal. Det gav ikke offentligheden et præcist billede af, hvor mange patienter der faktisk var blevet så syge af covid-19, at sygdommen var årsag til deres indlæggelse. Dødstallene blev opgjort efter en tilsvarende bred overvågningsdefinition. SSI registrerede som udgangspunkt ethvert dødsfald som et covid-19-dødsfald, hvis personen havde haft en positiv PCR-test inden for 30 dage før dødsdatoen. Det var et hurtigt epidemiologisk overvågningstal, ikke en individuel lægelig fastslåelse af, at covid-19 havde forårsaget hvert enkelt dødsfald. SSI erkendte senere, at 30-dages-tallet under Omikron var blevet mindre retvisende, fordi en stigende andel af de registrerede døde "med" og ikke "på grund af" covid-1922. Det daglige tal rummede forskellige kategorier, som burde have været forklaret langt tydeligere. Den patient, der døde af svær covid-19-lungebetændelse, blev lagt sammen med den patient, der døde af en anden alvorlig sygdom efter tilfældigvis at have testet positiv. Når begge blev præsenteret under den samme betegnelse, kunne befolkningen ikke se forskellen.
De matematiske modeller, der blev brugt til at begrunde nedlukninger, genåbninger og andre indgreb, var heller ikke forudsigelser i almindelig forstand. De var scenarier, hvis resultater afhang af de forudsætninger, forskerne lagde ind i dem. SSI skrev allerede den 4. april 2020, at modellerne endnu ikke var fuldt udviklede, at smittespredningen var forbundet med betydelig usikkerhed på grund af menneskers skiftende adfærd og kontaktmønstre, og at det på grund af den ekstremt korte tidsfrist ikke havde været muligt at gennemføre verifikation og validering efter gængs videnskabelig praksis23. Problemet opstod, når resultaterne blev præsenteret, som om de var en sikker beskrivelse af den fremtid, der ventede, hvis politikerne ikke greb ind. En kurve på en skærm fik karakter af observeret virkelighed, selv om den var resultatet af en række valgte og usikre antagelser.
Mundbindene blev på samme måde gjort til et synligt symbol på ansvarlighed, selv om Sundhedsstyrelsens egen senere gennemgang beskrev væsentlige dele af evidensgrundlaget som for svagt til, at der kunne drages sikre konklusioner. Styrelsen beskrev betydelige fortolkningsproblemer i observationsstudierne og vanskelighederne ved at adskille effekten af mundbind fra effekten af nedlukninger, afstand, adfærd, uddannelsesniveau og andre samfundsforskelle24. Det var netop modsætningen mellem det usikre videnskabelige grundlag og det stærke politiske krav, jeg behandlede i nyhedsbloggen "Mundbind, Regeringens undertrykkende forsigtighedsprincip"25.
Coronapasset omsatte den samme usikkerhed til en administrativ enten-eller-opdeling. Mennesker blev erklæret sikre eller usikre efter politisk fastsatte tidsgrænser, selv om beskyttelsen efter både vaccination og tidligere smitte aftog gradvist og varierede med tid, variant, alder og helbred. Da gyldigheden efter tidligere smitte blev forkortet fra 12 til seks måneder, viste det sig, at det offentliggjorte videnskabelige grundlag ikke understøttede den skråsikre påstand om, at vaccination generelt gav en bedre og mere langvarig beskyttelse end tidligere infektion26.
Brede definitioner samlede forskellige kliniske situationer i de samme tal. Positive prøver blev brugt som mål for smitte. Indlæggelser med en positiv prøve blev brugt som mål for sygdom. Dødsfald inden for 30 dage efter en positiv prøve blev samlet i ét dagligt dødstal. Modelberegninger med store forbehold blev omsat til politiske budskaber, og foreløbige vaccineestimater blev brugt til at beregne en smitteeffekt, som de kliniske forsøg ikke direkte havde undersøgt. Det var derfor ikke blot "forudsætningerne", der ændrede sig. Myndighedernes egne dokumenter viser, at grundlaget allerede ved beslutningerne bestod af surrogatmål, modeller, foreløbige analyser, skiftende teststrategier og betydelige forbehold. Disse usikkerheder stod med småt i de faglige dokumenter, mens sikkerheden, nødvendigheden og pligten blev forkyndt med store bogstaver på pressemøderne.
I juni 2022 erkendte Søren Brostrøm, at man set i bakspejlet ikke havde fået meget ud af at vaccinere børnene, når det gjaldt epidemikontrol. Hans formulering var, at "vi er blevet klogere, og vi ville ikke gøre det samme i dag"27. Det er en betydelig indrømmelse. Epidemikontrol var netop et af hovedargumenterne for at vaccinere raske børn. Myndighederne kan naturligvis blive klogere, når virusvarianter og ny dokumentation ændrer billedet. Men "vi er blevet klogere" må ikke bruges som et universelt viskelæder, der fjerner ansvaret for den tidligere skråsikkerhed, det massive pres og den mangelfulde formidling af usikkerheden.
Modargumenterne mod myndighedernes fumlen blev, sagt meget pænt, behandlet uredeligt. Advarsler blev som sagt på møgbeskidt vis censureret, og fagfolk, der ikke fulgte det politiske narrativ, blev byttedyr. Forbeholdene blev ikke kommunikeret lige så tydeligt som anbefalingerne, og presset på børn og forældre stod på ingen måde mål med den dokumentation, man faktisk havde. I dag er anbefalingen derfor - naturligvis - en ganske anden. Sundhedsstyrelsen oplyser i 2026, at kun få børn har behov for sæsonvaccination mod covid-19, og at vurderingen af covid-19-vaccination til et barn altid skal foretages af en børnelæge28. Der var et utal af stemmer fra læger, virologer og fagfolk fra vaccinebranchen som råbte meget højt om præcis det, men de blev censureret og forfulgt, og nu får børnene udbetalt minimumserstatning for deres ødelagte liv.
Det princip, der nu anvendes, burde have stået langt stærkere fra begyndelsen i den offentlige anbefaling: individuel vurdering, særlig opmærksomhed på børn med konkret forhøjet risiko og stor tilbageholdenhed over for medicinsk behandling af raske børn med henblik på en beregnet og usikker samfundseffekt.
De tidligere advarsler
Jeg har siden foråret 2020 skrevet kritisk om coronahåndteringen, centraliseringen af magt og myndighedernes brug af frygt og usikkerhed30. I december 2020 beskrev jeg sammenhængen mellem vacciner, mundbind, samfundsforandringer og den politiske udnyttelse af krisen31. I marts 2021 satte jeg fokus på vaccineudviklingen, godkendelsesprocesserne og den begrænsede viden om følgerne på længere sigt32. Senere behandlede jeg medicinalindustriens økonomiske og åndelige magt33 samt den psykologiske påvirkning, ensretning og udskamning, der fulgte coronakrisen34. Corona-arkivet på Tagryggen samler desuden de løbende nyhedsblogs om blandt andet børnevaccination, hjertebetændelse, coronapas, vaccinebivirkninger, myndighedskommunikation og Søren Brostrøms senere indrømmelse35.Flere nyheder om Corona, Medicinalfirmaer, Sygdom og Vaccine
William (Bill) Cooper 2001: Vaccinen introducerer sygdommenDen vigtigste lære
Det vi alle sammen har fået mulighed for at erfare er, at vi ikke kan og ikke kunne stole på myndighederne. Det magtmisbrug, at man har tvunget utestet injektionsvæske i armen på "alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle", at man har løjet om både sikkerhed og virkning, så mennesker der har fået ødelagt deres liv, nu skal parlamentere for at komme igennem nåleøjet og få anerkendt deres lidelser. Først gav de deres liv til Sundhedsstyrelsen og nu afhænger det af Patienterstatningen.Det er så helvedsdyb ondskab, og der findes ikke ord til at beskrive det retfærdigt. Børn, der har hele livet foran sig, er blevet drevet til Josef Mengeles forsøgskamre for at få ødelagt deres liv. Uvidende, manipulerede, hjernevaskede og bange forældre, har i myndighedernes navn trukktet deres børn ind i vaccinehallerne, i stedet for at beskytte dem. Men ikke kun børn. Masser af forældre og gamle er også blevet skadet, men kommer aldrig igennem nåleøjet med bevis for, at det var injektionsvæsken, der ødelagde deres krop.
Derfor bør det gyse i alle når myndighederne advarer om nye mulige pandemier - hvilket er meget let i dag at udråbe. WHO har ændret den gamle definition af en pandemi fra "samtidige epidemier over hele verden med stort dødstal og sygdom" til "Pandemier kan være enten milde eller alvorlige i den sygdom og død de forårsager, og styrken af en pandemi kan ændre sig igennem forløbet af pandemien"36.
Artikel 18 i WHO’s internationale sundhedsregulativ giver WHO mulighed for at anbefale blandt andet kontrol af vaccinationspapirer, lægeundersøgelser, vaccination, karantæne, isolation, kontaktopsporing samt ind- og udrejserestriktioner37. Anbefalingerne er formelt ikke bindende, men når landenes politikere omsætter dem til nationale regler, bliver virkningen reel. Under corona kunne et nej til vaccination eller test føre til begrænset bevægelsesfrihed, karantæne eller nægtet adgang. WHO behøver derfor ikke selv at udøve tvang, hvis medlemslandene gør anbefalingerne til betingelser for at kunne rejse og deltage i samfundet.
WHO’s magt skal derfor ikke kun måles på, om organisationen formelt kan udstede bindende ordrer. Under corona så vi, hvordan anbefalinger, alarmniveauer og fælles standarder hurtigt blev omsat til nationale regler, coronapas, testkrav, karantæne og indrejsebegrænsninger. Et land kunne juridisk vælge en anden kurs, men risikerede i praksis at blive isoleret gennem andre landes grænsekontrol, flyrestriktioner og krav om internationalt anerkendt dokumentation38. Sverige viste, hvordan et land i praksis kunne blive isoleret, når det valgte en anden coronakurs end nabolandene. Da Danmark og Norge genåbnede grænsen mellem sig i juni 2020, blev Sverige holdt udenfor, og Danmark åbnede senere for størstedelen af Europa, mens svenske rejsende fortsat blev mødt med begrænsninger39. WHO behøvede altså ikke selv at straffe et land. Når andre regeringer lukkede grænserne, blev afvigelse fra den dominerende kurs alligevel forbundet med en reel politisk, økonomisk og menneskelig pris.
Den formelle nationale suverænitet bestod altså på papiret, mens den praktiske handlefrihed blev stærkt indsnævret. WHO behøvede ikke selv at lukke grænser eller gennemtvinge vaccinationer. Det var tilstrækkeligt, at organisationen definerede krisen og leverede de internationale rammer, som regeringer, EU-institutioner og private aktører derefter gjorde til adgangsbetingelser for rejser, arbejde og deltagelse i samfundet40. Når prisen for at afvige er politisk mistænkeliggørelse, økonomisk skade og international isolation, bliver en "ikke-bindende anbefaling" i praksis langt mere magtfuld, end ordlyden giver indtryk af.
Det betyder at samme dynamik vi så under Corona, kan komme igen. Men med en dybere lære i afpresnings- og manipulationsteknikker hos myndighederne. Det betyder, at fremtiden kan blive mere ond og ødelæggende end det, vi har erfaret.