Det sker ikke som en ydre massebevægelse med store kirkebygninger, kors på facaderne og offentlige kampagner. Det sker i hjemmene. Det sker i hviskende samtaler. Det sker, når en ven fortæller en anden ven om Jesus. Det sker, når mennesker læser evangeliet på en telefon, modtager en Bibel i hemmelighed eller mødes i små husmenigheder, hvor gardinerne trækkes for, og dørene låses. Iranernes vej til Kristus er ofte et nødråb efter udfrielse fra desillusionen over islamisk magt, fra personlig nød, fra krig, gennem drømme, fra Skriften og fra vidnesbyrdet fra kristne, der ikke har meget ydre sikkerhed, men som har fundet et håb hos Jesus, staten ikke kan konfiskere.
Open Doors beskriver Iran som et af de farligste lande i verden for kristne, særligt for dem, der er konverteret fra islam. Husmenigheder kan rammes af razziaer, konvertitter kan forhøres og fængsles, og kristne familier kan leve under konstant pres fra både stat og slægt. Men det mærkelige er, at forfølgelsen ikke har standset væksten. Den har snarere tvunget menigheden ned i jorden som et frø, og dér har den båret frugt1.
Da moskéerne mistede folkets hjerte
Den iranske krise er ikke kun politisk. Den er åndelig. Mange iranere har ikke blot mistet tilliden til regimet, men også tilliden til den religion, regimet har brugt som lænke. Når islam bliver forbundet med fattigdom, korruption, vold, kvindeundertrykkelse, censur og ydmygelse, begynder folket at stille spørgsmål, som præsterne ikke længere kan tie ihjel. Hvad er det for en gud, der skal forsvares med fængsler? Hvad er det for en sandhed, der frygter en Bibel? Hvad er det for en tro, der må holde mennesker fast med trusler?I 2023 sagde den højtstående iranske gejstlige Mohammad Abolghassem Doulabi, at omkring 50.000 af landets 75.000 moskéer var lukkede. Det er ikke blot et tal. Det er et tegn. Det viser, at en stor del af folket ikke længere finder åndeligt liv i det system, der har krævet deres lydighed. Når moskéerne står tomme, betyder det ikke nødvendigvis, at mennesket er blevet ligeglad med Gud. Det kan også betyde, at mennesket er færdig med en gud, der ligner staten for meget2.
GAMAANs undersøgelse fra 2020 viste samme dybe rystelse. Kun omkring en tredjedel af de adspurgte identificerede sig som shiamuslimer, og mange beskrev sig i stedet som ikke-religiøse, ateister, spirituelle, zoroastriere, agnostikere eller andet. Omtrent halvdelen sagde, at de havde mistet deres religion. Det er her, evangeliet får en særlig klang. For når et menneske har mistet sin religion, men endnu ikke mistet sin længsel efter sandhed, står det på en tærskel. Det kan enten gå ud i tomheden, eller det kan møde Ham, der ikke kom for at give en ny byrde, men for at kalde de trætte til hvile3 (Matt. 11:28).
Evangeliet i hjem, caféer og på flugt
Krigen i Mellemøsten har ifølge kristne kilder åbnet nye døre for evangeliet i Iran. Når myndighedernes opmærksomhed er rettet mod overlevelse, konflikt og indre uro, bliver der mindre energi til at forfølge husmenigheder og stoppe bibeldistribution. Todd Nettleton fra Voice of the Martyrs sagde, at de iranske myndigheder under krigen "ikke er lige så opmærksomme på husmenighederne" og heller ikke "lige så opmærksomme på at holde Bibler ude af landet eller forhindre dem i at blive delt ud i landet". Det er en mærkelig åbning - mens nationen rystes, finder Ordet vej4.Nettleton fortalte også om en gruppe undergrundskristne, der blev tvunget til at flygte fra deres by, men som blev sammen. De kunne have spredt sig i frygt, men i stedet gjorde de flugten til et slags menighedslejr. Hans beskrivelse er enkel og stærk: "De brugte tiden uden for byen på at studere Guds ord, tilbede sammen, opmuntre hinanden og virkelig vokse som et legeme af troende". Det er sådan den iranske kirke ofte ser ud. Ikke stærk i verdens øjne, men stærk i Kristus. Ikke beskyttet af loven, men båret af Ånden.
Flere nyheder om Iran, Islam, Kristendom og Mellemøsten
Jesus bygger sin kirke i IranFra frygt for graven til fred med Gud
En af de stærkeste veje ind i troen for mange iranere er mødet mellem islamisk frygt og evangeliets nåde. I de vidnesbyrd, der kommer ud fra Iran, går dette igen: mennesket er blevet opdraget til at frygte dommen, graven, straffen og den usikre skæbne efter døden. Det religiøse menneske bliver ved med at forsøge at betale, rense sig, gøre bod, lide, præstere og vise hengivenhed nok. Men det ved aldrig, om det er nok.Derfor rammer budskabet om Jesus med en kraft, som et vestligt menneske ofte har svært ved at forstå. Når en iraner hører, at Kristus allerede har lidt, at Kristus allerede har udgydt sit blod, at Kristus allerede har båret synden, da er det ikke blot en ny religiøs idé. Det er en befrielse fra et åndeligt fængsel. Mohamad Faridi, der i dag leder Iranian Christians International, fortæller, hvordan han som ung blev formet af martyrtanken og frygten for døden, men hvordan en ven fortalte ham om Jesus. Han hørte, at Jesus led og døde, for at mennesket kunne få evigt liv. Det var ikke længere mennesket, der skulle skære sig, slå sig, ofre sig eller fortjene sig frem. Kristus havde gjort det færdigt5.
Det er forskellen mellem religionens træl og evangeliets barn. Religionen siger: Gør mere, lid mere, frygt mere. Evangeliet siger: "Det er fuldbragt" (Joh. 19:30). Islam kan give regler, men ikke forsoning. Regimet kan give martyrer, men ikke opstandelse. Kristus giver ikke blot en bedre etik eller en mildere spiritualitet. Han giver sig selv. Og når iranere møder Ham, møder de ikke en vestlig ideologi, men den levende Gud, som har overvundet døden.
Drømme, syner og den skjulte høst
Fra hele den muslimske verden lyder der vidnesbyrd om mennesker, der kommer til Kristus gennem drømme og syner. Det må ikke bruges som erstatning for Skriften, for troen må rodfæstes i Guds ord. Men det kan heller ikke afvises som uvæsentligt, når de samme mønstre igen og igen fortælles af mennesker, der før var fjendtlige eller lukkede over for evangeliet. Mange fortæller, at Jesus mødte dem, før de kendte kristne, eller før de turde opsøge en kirke.Pastor Georges Houssney fra Horizons International, der i mange år har arbejdet blandt muslimer og kurdere, siger: "Hver gang der er krig, er der en stor bevægelse mod Kristus". Hans forklaring er, at mennesker bliver skuffede over verden og over den religion, der skaber eller retfærdiggør krig. Når religionen giver falske forhåbninger, men efterlader mennesker i sorg, begynder de at spørge, hvorfor følger vi dette? Hvorfor skal tro forbindes med ødelæggelse, mord og død? Houssney siger, at mange derfor "strømmer ind i Riget gennem Jesus Kristus"6.
Et af de vidnesbyrd, der nævnes, kommer fra Pastor Nihad, en tidligere kurdisk muslim, som sad fængslet i Syrien. I en celle, hvor han næsten ikke kunne bevæge sig, bad han Jesus om hjælp, hvis Han var virkelig. Han fortæller, at han så en person i hvidt komme ind i cellen med en skål olie, og at smerten forsvandt, når olien blev hældt over hans krop. Den hvide skikkelse sagde til ham: "Du er min elskede, og jeg elsker dig så højt". Sådanne ord er ikke politiske slogans. De er evangeliets hjerteslag.
En undergrundskirke uden illusioner
Der tales ofte om, at Iran har verdens hurtigst voksende kirke. Det skal siges med alvor, ikke triumfalisme. For de mennesker, der kommer til Kristus, vinder ikke et lettere liv. De kan miste familie, ære, arbejde og frihed. De kan blive betragtet som forrædere. De kan blive afhørt, overvåget, fængslet og tvunget til at flygte. Men de har fundet noget, der er mere værd end den sikkerhed, de mister.byFaith har talt med kristne ledere med mange års kendskab til Iran. Tat Stewart, som er andengenerationsmissionær med forbindelse til Iran, sagde: "Vi har den hurtigst voksende kirke i verden i Iran". Han pegede på, at der ved revolutionen i 1979 kun var omkring 3.000 kendte protestantiske kristne i landet, mens der i dag anslås at være over en million, som bekender Kristus, foruden de skjulte kristne, ingen kan tælle. Det er en vækst, der ikke kan forklares med kirkeklokker, fri religionsudøvelse eller store offentlige møder. Den må forklares med Guds ords kraft, menneskers sult efter sandhed og Åndens virke i det skjulte7.
Flere nyheder om Iran, Islam og Kristenforfølgelse
Irans åndelige slagmark - moskéer erstattes med husmenighederHvorfor iranerne bliver kristne
Iranerne bliver kristne, fordi de har set religion uden nåde og længes efter Gud med barmhjertighed. De mister troen på Allah, fordi islamisk statsmagt har vist dem, hvad der sker, når åndelig autoritet forenes med politisk tvang. De forlader islam, fordi Bibelen, selv når den er forbudt, taler med en renhed, som propaganda ikke kan efterligne. De bliver kristne, fordi kristne venner tør tale om Jesus, selv når det kan koste dem dyrt. De bliver kristne, fordi krig, død og uro får mennesker til at spørge efter evigheden. De bliver kristne, fordi Kristus selv søger de fortabte.Det er derfor en fejltagelse at se Irans kristne vækkelse som en vestlig sejr over islam. Det er langt dybere. Det er Guds rige, der bryder frem under et regime, som troede, det kunne kontrollere menneskets samvittighed. Det er evangeliet, der finder vej gennem sprækkerne i frygtens mur. Det er hyrdens røst, der høres af får, som længe har været drevet rundt af lejesvende.
Og mens moskéer lukker, husmenigheder samles, bibler deles, drømme fortælles, og vidner taler i det skjulte, opfyldes det, som altid har været sandt - lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det (Joh. 1:5). Iran er ikke glemt. Iran er ikke kun under dom. Iran er også under Guds søgende nåde. Og den dag kan komme, hvor det, der nu hviskes i hjemmene, skal synges åbent på gaderne: Jesus Kristus er Herre.
Når Iran kalder, bør Danmark vågne
Som sagt, når moskéerne står tomme i Iran, betyder det at mennesket er færdig med en gud, der ligner staten for meget. Men er det ikke netop et vidnesbyrd til os i Danmark? For også her står mange kirker tomme, ikke fordi mennesket ikke længere har en sjæl, men fordi kristendommen mange steder har bøjet sig for staten, kulturen og tidens ånd. Når kirken ikke længere kalder synd for synd, når den ikke længere forkynder omvendelse, dom, nåde og Jesu blod, men i stedet bliver et religiøst ekko af samfundets meninger, da mister den sin røst. Og når saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? (Matt. 5:13).Vi kan som kristne i Danmark glæde os over, at iranere i deres nød råber til Jesus og finder Ham som Frelser. Men deres vidnesbyrd må også ryste os. De kommer til Kristus gennem trængsel, mens vi ofte har forladt Ham i velstand. De søger Lyset i mørket, mens vi har haft Lyset iblandt os og vænnet os til at leve, som om det ikke længere var nødvendigt. Derfor må vi spørge med frygt og alvor - skal også Danmark rystes, før vi igen tager Jesus alvorligt? Skal vore egne kirker tømmes helt, før vi forstår, at en kirke uden Kristi kors kun er en bygning med religiøse minder? Iranernes nødråb er blevet til bøn, og deres mørke er blevet et sted, hvor evangeliets lys bryder frem. Må det vække glæde i os, men også gudsfrygt. For den Herre, der kalder iranere ud af islam, kalder også danskerne ud af ligegyldighed, vantro og åndelig søvn.
Se også