Jordan reagerede, som om nogen havde sat ild til den muhamedanske verden. Kongedømmet indkaldte udenrigsministre fra arabiske og muhamedanske lande til hastemøde i Amman og advarede om, at en israelsk overtagelse var "overhængende". Jordans udenrigsminister Ayman Safadi kaldte Jerusalem en krudttønde og advarede om, at enhver ændring af den gamle ordning kan udløse en religiøs konflikt langt ud over Jerusalems grænser1. Det er voldsomt. Men det er ikke overraskende.
Jerusalem er ikke en almindelig by, og striden omkring Tempelbjerget er ikke blot en strid om adgang, sikkerhed og religiøse følelser. Her samles årtusinders oprør imod Gud. Her mødes Israels vantro, islams krav, verdensmagternes indblanding og Satans forberedelse af den mand, som snart skal træde frem og tilbyde verden sin falske fred. Det er derfor, temperaturen stiger. Det er derfor, ministrene samles. Og det er derfor, hele verden igen og igen vender tilbage til nogle få mål jord i Jerusalem, som om jordens skæbne afhænger af dem.
Det gør den på en måde også. Gud har sagt, at Jerusalem skal blive et berusende bæger for folkene og en tung løftesten, som nationerne river sig på (Zak. 12:2-3). Menneskene tror, at de forsøger at løse et politisk problem. I virkeligheden trækkes de ind på den scene, Gud for længe siden har beskrevet.
Satan har gjort pladsen til sin egen
Den store platform med Klippemoskeen og al-Aqsa-moskeen var efter Bibelens og historiens vidnesbyrd ikke stedet, hvor Salomos og Herodes' templer stod. Den var området for det romerske Fort Antonia. Men det betyder ikke, at kampen står på det forkerte sted. Tværtimod. Satan har gjort netop denne plads til sin kampplads. Først har han anbragt den muhammedanske helligdom dér, hvorfra muhamedanismen nu kræver herredømme over Jerusalem. Senere skal det tempel opføres, som Antikrist sætter sig i og besmitter med sin gudsbespottelse.Begge dele tilhører det samme bedrag. Den muhamedanske helligdom er ikke Guds hus. Det kommende tredje tempel bliver heller ikke et udtryk for Israels frelse eller anerkendelse af Jesus. Det bliver bygget af et folk, der fortsat forkaster deres Messias, og det skal bruges af Antikrist, når han midt i den sidste årsuge kræver tilbedelse som Gud (2. Tess. 2:4).
Satan har således allerede gjort pladsen til et religiøst brændpunkt. Islam mener, at Klippemoskeen og al-Aqsa-moskeen helliger området. Rabbinske tempelbevægelser mener, at de skal genvinde stedet og genoprette offertjenesten. Verdens politikere forestiller sig, at en tilstrækkelig snedig aftale kan få begge religioner til at leve side om side. Alle ser mod samme plads. Og midt i dette religiøse virvar venter Antikrist på sin time.
Hedningernes tider er ikke afsluttet
Jesus sagde, at Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, "indtil hedningernes tider er til ende" (Luk. 21:24). Denne tid sluttede ikke i 1948, da staten Israel blev oprettet. Den sluttede heller ikke i 1967, da israelske soldater indtog det østlige Jerusalem. Jerusalem trædes fortsat af hedninger.Jordan hævder religiøst vogterskab over området. Den jordanske Waqf administrerer de muhammedanske helligdomme. Den muhamedanske verden kræver ret til at bestemme, hvem der må bede dér. FN og verdensmagterne udsteder erklæringer om byens fremtid. Israel har militær magt, men tillader fortsat en fremmed religion at beherske den plads, som hele verden forbinder med Israels Gud.
Det er hedningernes fod i Jerusalem. Hedningernes tider varer helt frem til Jesu synlige genkomst. Trængslen bliver ikke en afbrydelse af denne tid, men dens sidste og mest dæmoniske udfoldelse. Åb. 11:2 fortæller endda, at hedningerne under trængslen skal nedtræde den hellige by i 42 måneder. Først når Jesus kommer tilbage, ophører deres herredømme. Først da skal Han knuse nationernes oprør, tilintetgøre Antikrist og tage det rige, der tilhører Ham. Da skal Herren være Konge over hele jorden (Zak. 14:9).
Flere nyheder om Antikrists komme, Israel, Mellemøsten og Templet
Ny regering i Israel, jødisk håb for Tempelbjerget og det tredje tempelEn konflikt, der kalder på Antikrist
Jordan kalder situationen farlig. Muhamedanske regeringer taler om røde linjer. Jødiske tempelbevægelser kræver bøn, ejerskab og offertjeneste. Israels politikere ved, at de kan vinde religiøse vælgere ved at udfordre den muhamedanske kontrol, men også at enhver alvorlig ændring kan antænde hele Mellemøsten.Hvordan skal dette ende? Ingen almindelig fredsaftale kan løse det. Muhamedanerne vil ikke opgive al-Aqsa. De religiøse jøder vil ikke opgive drømmen om templet. Jordan vil ikke frivilligt aflevere sit vogterskab. Israel vil ikke for evigt acceptere, at jøder behandles som fremmede i deres egen hovedstad. Konflikten kræver en mand med usædvanlig politisk magt. En mand, der kan få de mange til at godtage den samme pagt. En mand, der kan love Israel sikkerhed, give de arabiske lande indflydelse og præsentere en religiøs ordning, som verden kalder fred.
Antikrist kommer ikke i begyndelsen som det uhyre, han er. Han kommer gennem smiger og list (Dan. 11:21, KJV). Han fremstiller sig som den nødvendige mand, der kan løse det uløselige. Daniel fortæller, at han ødelægger mange gennem fred og bestyrker pagten med de mange i én uge (Dan. 8:23-25; 9:27). Jo mere konflikten omkring Tempelbjerget vokser, desto mere uimodståelig vil hans løsning forekomme.
Det er det, der gør denne udvikling så alvorlig. Vi betragter ikke blot endnu et sammenstød mellem jøder og muhamedanere. Vi ser behovet for, at Antikrist bliver skabt lige foran os. Verden råber efter fred. Snart får den sin fredsmægler.
Pagten ligger klar til at blive bestyrket
Abraham-aftalerne har siden 2020 samlet Israel og flere arabiske lande i en voksende politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssig pagtstruktur. De er ikke endnu den bestyrkede pagt i Dan. 9:27. Antikrist er endnu ikke trådt offentligt frem som pagtens garant, den syvårige periode er ikke begyndt, og tempel- og offertjenesten er endnu ikke blevet etableret. Men materialet ligger på bordet. Landene er ved at blive samlet. Regionens økonomi og sikkerhed bindes tættere sammen. Israel lokkes ind i forestillingen om, at varig fred kan opnås gennem en pagt med hedningefolkene. Samtidig vokser netop den religiøse konflikt, som en større og stærkere Abraham-aftale kan hævde at løse.Der tales allerede om en udvidet Abraham Accords 2.0 med langt flere lande og et langt større politisk indhold end de første aftaler2. Antikrist behøver ikke nødvendigvis opfinde sin pagt fra ingenting. Daniel siger, at han skal bestyrke pagten med de mange. Noget eksisterende kan få ny kraft, nye garantier og en fastsat varighed under hans ledelse.
Her bliver kampen om Tempelbjerget afgørende. For pagten skal ikke blot handle om handel, teknologi og diplomatiske forbindelser. Den må også skabe de forhold, som gør templets opførelse og ofringernes begyndelse mulig. Antikrist skal midt i ugen standse slagtofferet og afgrødeofferet. Han kan ikke standse noget, der aldrig er begyndt. Først bestyrkes pagten. Derefter begynder den syvårige trængsel. Templet opføres, og ofringerne indledes.
Midt i den sidste årsuge bryder Antikrist pagten, standser ofrene og sætter sig i Guds tempel. Da begynder den store trængsel. Det politiske og religiøse pres, vi ser omkring Jerusalem, arbejder i retning af præcis denne rækkefølge.
Det tredje tempel er ikke Guds vækkelse
Mange kristne ser med begejstring på enhver tale om et tredje tempel, som om bygningen i sig selv er en sejr for Gud. Men hvilket evangelium ligger der i at genoptage dyreofringerne efter Golgata? Jesus har allerede bragt det fuldkomne offer. Han gik én gang for alle ind i helligdommen med sit eget blod og vandt en evig forløsning. Ved ét offer har Han for bestandig ført dem til målet, som helliges (Hebr. 9:11-14; Hebr. 10:10-14).Flere nyheder om Antikrists komme, Israel, Mellemøsten og Tidens ende
"Han skal bekræfte pagten med mange i én uge"Men midt i ugen viser han, hvem han er. Paulus fortæller, at syndens menneske sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud (2. Tess. 2:3-4). Jesus kalder det ødelæggelsens vederstyggelighed og advarer dem, der da befinder sig i Judæa, om straks at flygte (Matt. 24:15-21). Det tredje tempel skal derfor ikke betragtes som et uskyldigt fromhedsprojekt. Det er den bygning, Antikrist skal bruge som trone. Alt omkring det er forgiftet af bedrag.
Det gamle tempel stod i Davidsbyen
Selvom den kommende sataniske tempelbygning passer til den nuværende platform, er det vigtigt at forstå, at Salomos og Herodes' templer ikke stod dér. Bibelen er ikke uklar om Zions oprindelige placering: "Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen" (2. Sam. 5:7; 1. Krøn. 11:5). Zion var Davidsbyen. Og det var på Zion, Gud havde sin bolig. Salmerne taler om "Herren, der bor på Zion", om hjælpen fra helligdommen og styrken fra Zion og om Guds forgårde, hus og hellige tempel (Sal. 9:11; Sal. 20:2; Sal. 65:2-5).Da David købte jebusitten Ornans tærskeplads, byggede han et alter dér efter Guds befaling (1. Krøn. 21:18-25). Da Salomo senere opførte Herrens hus, skete det på Morija bjerg, på netop Ornans tærskeplads (2. Krøn. 3:1). Davidsbyen er Zion. På Zion er Guds hellige bjerg. Ornans tærskeplads lå på Morija, og på tærskepladsen blev templet bygget. Den bibelske forbindelse er tydelig.
Apostlenes Gerninger understøtter desuden, at det romerske fort lå højere end tempelområdet. Da oprøret omkring Paulus brød ud, kom de romerske soldater "løbende ned" fra borgen til templet. Paulus blev siden båret hen til trappen og ført tilbage op i fæstningen. Senere blev han igen hentet ned og ført op (Apg. 21:31-37; Apg. 22:30; Apg. 23:10).
Fort Antonia lå oven over helligdommen. Den enorme platform havde plads til en betydelig romersk garnison. Da Paulus skulle føres til Kæsarea, kunne kommandanten sende 470 bevæbnede mænd af sted på én gang, mens der naturligvis fortsat måtte være soldater tilbage til at holde orden i Jerusalem (Apg. 23:23). Jesus sagde desuden om templet og dets bygninger, at der ikke skulle lades sten på sten tilbage (Matt. 24:1-2). Flavius Josefus fortæller, at byen og templet blev sløjfet så grundigt, at en senere besøgende næppe ville tro, at stedet havde været beboet3. Alligevel står den store platform og dens enorme sten endnu. Den enkle forklaring er, at de ikke tilhørte templet. De tilhørte Rom.
Den bibelske og historiske argumentation for templet i Davidsbyen er tidligere gennemgået mere udførligt i forbindelse med Jesu profeti om Jerusalems og helligdommens ødelæggelse4. Men det betyder som sagt ikke, at Antikrists tempel nødvendigvis bliver bygget på Salomos gamle tempelgrund. Bibelens profeti kræver et tempel, hvori han kan sætte sig og kræve tilbedelse. Den kræver ikke, at rabbinerne har fundet den korrekte arkæologiske placering. Antikrists tempel kan stå på Fort Antonias gamle plads. Det vil passe skræmmende godt.
Først moskeen - siden Antikrists trone
Muhamedanismen har gjort platformen til et af sine helligste områder. Klippemoskeen står med sin gyldne kuppel som et synligt krav på Jerusalem, og al-Aqsa-moskeen bruges igen og igen til at samle den muhamedanske verden imod Israel. Satan har gennem den muhammedanske religion besat pladsen. Men han er ikke nødvendigvis færdig med den.Flere nyheder om Israel, Mellemøsten, Templet og Tidens ende
Israelsk reklame kampagne påberåber det tredje tempelMuhamedanismen siger, at Gud ikke har en Søn. Antikrist går videre og siger, at han selv er Gud. Den ene vildfarelse forbereder menneskene på den anden. Det er derfor ikke underligt, at kampen samles netop her. Tempelbjerget er blevet Satans religiøse teater, og han er ved at stille kulisserne op til sin sidste forestilling.
Hvor tæt er vi kommet?
Vi kan ikke fastsætte dagen eller timen. Vi skal ikke kalde enhver politisk leder Antikrist eller enhver fredsaftale den endelige pagt. Men Jesus befalede os heller ikke at se ligegyldigt til, mens alt blev tilrettelagt. Pagten er ved at tage form. Landene samles. Israel længes efter templet. Den muhamedanske verden forsvarer pladsen med trusler om religiøs krig. Jerusalem er igen blevet den uløselige knude, som verden behøver en overmenneskelig politisk skikkelse til at løsne. Det er vanskeligt at overse bevægelsen.Da en ny israelsk regering i 2023 gav religiøse tempelaktivister håb om, at påskeofringerne kunne genoptages, talte de åbent om en "gylden mulighed" for at tage de første skridt mod det tredje tempel. Allerede dengang lå Abraham-aftalerne klar som den pagtstruktur, Antikrist kan bestyrke, når spændingerne bliver store nok5.
Nu er spændingerne større. Jødisk bøn på platformen sker mere åbent. En siddende minister fører tusinder derop. Jordan taler om en overhængende overtagelse. Muhamedanske lande samles. Den gamle status quo smuldrer. Det er ikke endnu trængslen, men det ligner i stigende grad trængslens forgård.
Kongen kommer til Jerusalem
Verden får ikke lov at beholde Jerusalem. Jordan skal ikke beholde byen. Muhamedanismen skal ikke beholde den. Antikrist skal ikke beholde den. Det tredje tempel skal ikke for evigt være hans trone. Midt i trængslens mørke kommer Jesus tilbage. Han, som blev født i Davidsbyen, voksede som barn og blev stærk, fyldt med visdom, mens Guds nåde var over Ham (Luk. 2:11, Luk. 2:40). Han kom første gang i menneskeskikkelse og ydmygede sig til døden på et kors, men Han ophørte aldrig med at være den evige Guds Søn.Når Han kommer igen, kommer Han i kraft og megen herlighed. Han skal tilintetgøre Antikrist med sin munds ånde og gøre ende på ham ved sit synlige komme (2. Tess. 2:8). Hans fødder skal stå på Oliebjerget, og Han skal kæmpe imod de nationer, der har samlet sig imod Jerusalem (Zak. 14:3-4). Da ender hedningernes tider. Da bliver den muhammedanske besættelse fjernet. Da rives Antikrists trone ned. Da får Jerusalem sin retmæssige Konge. Det er denne afslutning, Satan forsøger at forhindre, mens han samler religionerne, nationerne og sit kommende verdensrige omkring Tempelbjerget.
Han ved, at tiden er kort. Det burde vi også vide.