Én af de mænd, der befinder sig midt i vor tids teknologiske og økonomiske magtstruktur, er offentligt begyndt at formulere den mekanisme, Bibelen har vist os i profetien - verden bringes ikke nødvendigvis ind under Antikrists magt, fordi den elsker tyranni, men fordi den frygter alternativet. Den århundrede lange eskalering i afvisning af Sandheden og overgangen fra forholdsvis hellighed til total frafald, munder ud i kaosset, som ikke bliver Antikrists modsætning, men den jord hans fred kan vokse frem af. Jo større frygt for krig, teknologisk katastrofe, økonomisk sammenbrud og menneskehedens egen udslettelse, desto stærkere bliver kravet om etablering af den myndighed, der kan skabe orden. Det er dette valg Thiel kalder "Antikrist eller Armageddon", og jo mere jeg har læst hans forelæsninger og egne tekster, desto mere forbavsende er det, hvor tæt hans beskrivelse ligger på det, jeg gennem årene har skrevet om her på Tagryggen.
Den 28. september begynder Thiel en ny serie på fire forelæsninger i Nashville, efterfulgt af møder den 5., 12. og 19. oktober 2026. Hver aften består af en times forelæsning og derefter en times samtale og spørgsmål, men møderne er lukkede, off-the-record - eller uden for protokol - og uden elektroniske apparater. Deltagerne skal vise billedlegitimation, tasker kontrolleres, og stedet i downtown Nashville bliver først meddelt billetindehaverne dagen før arrangementet1. Det er ikke et Dialog-arrangement, så vidt der kan dokumenteres, og der findes heller ingen offentlig deltagerliste, som viser, at det er Dialogs kreds, der skal sidde i lokalet. Arrangørerne er The Pamphleteer og Meriwether Academy. Men Thiel kommer ikke til Nashville med et nyt emne. Han fortsætter en samtale, han allerede førte bag lukkede døre i San Francisco i 2025 og siden i Rom i 2026. Og fordi San Francisco-forelæsningerne blev optaget og lækket, ved vi nu temmelig nøjagtigt, hvad spørgsmålet "Antikrist eller Armageddon" betyder i Peter Thiels verden2.
Armageddon er ikke alternativet til Antikrist - frygten for Armageddon bliver vejen til ham
Thiels grundtanke begynder med vor tids eksistentielle frygt. Mennesket har opbygget en verden, hvor det for første gang reelt kan forestille sig selv at ødelægge civilisationen. Atomvåben kan udslette storbyer og i værste fald trække stormagterne ind i en krig uden nogen meningsfuld sejrherre. Bioteknologi kan misbruges. Kunstig intelligens bliver af forskere selv beskrevet som en mulig eksistentiel risiko. Klimaforandringer fremstilles igen og igen i et sprog om global katastrofe. Hertil kommer demografisk kollaps, cyberkrig, økonomisk ustabilitet og en international orden, der på få år er blevet langt mere krigerisk. Det er alt dette, Thiel samler i begrebet Armageddon. Ikke bevidst som Armageddon i Åbenbaringens helt bestemte profetiske betydning, men som menneskehedens frygt for den ultimative katastrofe.Herfra bevæger han sig til det, der er langt mere interessant. Hvis problemet er globalt, vil mennesket søge en global løsning - det er, hvad politikere tidligere har talt om - en fælles fjende forener folket. En atomkrig kan ikke standses af en dansk kommune. En ukontrollerbar kunstig intelligens kan ikke reguleres af ét land, hvis den samtidig kan udvikles i alle de andre. Frygten for klima stopper ikke ved grænsen. Biologiske trusler kan bevæge sig mellem kontinenter. Finansielle kriser bevæger sig igennem et internationalt system. Og jo flere af tidens store problemer der fremstilles som grænseløse, desto mere naturligt bliver argumentet om, at den myndighed, der skal løse dem, heller ikke kan være bundet af grænser.
Det er her Thiel placerer Antikrist. Han sagde i San Francisco, at Antikrist kommer til magten ved at tale om Armageddon og om "krige og rygter om krige" og ved at skræmme mennesket til at overgive kontrollen over videnskab og teknologi. Frygten for en tredje verdenskrig skaber efter hans opfattelse en bevægelse mod "fred for enhver pris", og problemet ved fred for enhver pris er, at mennesket til sidst holder op med at spørge, hvilken fred det er, hvem der garanterer den, og hvad der skal afleveres for at få den. Her henviste Thiel direkte til 1. Tess. 5:3 og kaldte "fred og sikkerhed" Antikrists slogan2.
Det er et voldsomt udsagn, ikke mindst fordi det kommer fra en mand som Thiel. Men det er også netop den profetiske mekanisme, jeg har skrevet om et utal af gange. Når Paulus siger "fred og sikkerhed", er det værd at bemærke, at det ikke er "krig og kaos", der bliver endetidens store forlokkende budskab. Antikrists system behøver ikke sælge sig selv som ondskab. Det skal sælge sig som ophøret af ondskaben. Det skal ikke komme og forklare verden, at nu får den endelig diktatur, men forklare verden, at nu får den endelig fred. Deri ligger bedraget. Ingen bedrager mennesker ved på forhånd at fortælle dem, at de bliver bedraget. Man giver dem dét, de har længtes efter, og først senere bliver det klart, hvilken pris de betalte.
Når Jesus beskriver krige og rygter om krige, hungersnød, pest, jordskælv, forfølgelse og bedrag i Matt. 24, og når Daniel og Johannes beskriver den sidste verdensmagt, må begivenhederne ikke ses som løsrevne fotografier. De danner et forløb. Verdensriget opstår ikke i et historisk vakuum. Der er en verden før det, som må bringes til et sted, hvor den nye orden kan blive attraktiv. Antikrist ikke til en tilfreds verden, der lever i fred, økonomisk fremgang og national stabilitet. Han kommer ind i en verden, hvor de gamle løsninger har mistet deres troværdighed, hvor mennesket hungrer efter nogen, der kan samle det, og hvor fred er blevet mere værd end frihed - med andre ord det, som i årtier er blevet kaldt den Nye Verdensorden.
Det har jeg tidligere forsøgt at beskrive her på Tagryggen. Antikrist kommer ikke efter kaosset, han bliver verdens svar på kaosset - forventeligt ud af 3. Verdenskrig - han fødes ud af kaos. Det er en afgørende forskel. For når man først ser den, bliver de voksende kriser ikke kun interessante i sig selv. Man begynder at spørge, hvilken politisk og åndelig længsel de producerer. Hvad ønsker et menneske, når det er blevet bange nok? Hvad ønsker en nation, der står foran økonomisk ruin? Hvad ønsker Europa, hvis NATO brydes op eller en stor krig ruller ind over kontinentet? Hvad ønsker verden, hvis en AI-katastrofe, endnu en pandemi eller en atomar konfrontation får de eksisterende institutioner til at se hjælpeløse ud? Den vil have nogen, der kan gøre en ende på det. Og det er i lyset af den mekanisme, ordene "fred og sikkerhed" får deres profetiske vægt. Det er ikke Jesus de kalder på, for som Han selv sagde, og som bekræftes i erkendelse af tiden oprør mod Gud: "Jeg er kommen i min Faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, ham vil I tage imod" (Joh. 5:43).
Thiel er nået frem til den fred, Bibelen advarede om
I marts 2026 tog Thiel sit projekt videre til Rom, hvor han igen talte om Antikrist i lukkede forelæsninger. Pressen havde ikke adgang, stedet var ikke offentligt oplyst, og forelæsningerne vakte betydelig interesse i katolske kredse3. Fire måneder senere offentliggjorde Thiel sammen med Sam Wolfe fra Thiel Capital artiklen "The Pope and the Antichrist" i magasinet / tidsskriftet First Things4, og her træder det tydeligere frem, at Antikrist ikke bare er blevet en intellektuel hobby for ham. Thiel skriver selv, at Antikrist interesserer ham, blandt andet fordi næsten ingen længere taler om ham, og han udfolder derefter en længere undersøgelse af pave Benedikt XVI, Vladimir Solovjov, Hans Küng, verdensreligion, apokalypse og den moderne tids frygt.Det mest opsigtsvækkende er ikke, at Thiel læser gamle teologer. Det er måden, han fører deres tanker ind i vores tid på. Han peger på, at unge mennesker allerede lever med et apokalyptisk verdensbillede, blot uden Bibelens apokalypse. De er blevet oplært til at frygte klimakollaps, atomkrig, kunstig intelligens og demografisk sammenbrud, og Thiel mener, at en mere sandfærdig undervisning om apokalypsen også burde vise dem den totalitære "fred og sikkerhed", der efter hans forståelse kan komme før den. Hen imod afslutningen spørger han, hvem der kan forblive tavs, når "Tiden er kort og timen sen"4.
Det er et ejendommeligt øjeblik i vor tid. Mens en stor del af kirken knap tør tale om Antikrist uden at undskylde for sig selv, sidder en milliardær fra Silicon Valley og læser Paulus, Daniel, Johannes, Solovjov og Benedikt for at forstå den verdensorden, han mener kan vokse ud af vor tids eksistentielle frygt. Det gør ikke Thiel til en profetisk autoritet. Jeg er ikke enig med ham, blot fordi han bruger de samme bibeltekster, og hans politiske filosofi spiller tydeligt ind i hans teologi. Han er libertarianer, teknologisk optimist og har en åbenlys interesse i at argumentere imod omfattende international regulering af den teknologiske sektor, han selv har været med til at bygge. Men det ville være lige så forkert at bortforklare det hele som en milliardærs private særhed. Han har set selve strukturen.
En af de skikkelser, Thiel vender tilbage til, er den russiske filosof Vladimir Solovjovs Antikrist. Solovjovs Antikrist er interessant, fordi han ikke ligner det billede, mange kristne næsten ubevidst har dannet sig. Han træder ikke ind på scenen som et åbenlyst monster, omgivet af flammer, dæmoner og ondskabens symboler. Han er brillant, attraktiv, humanistisk, fredsskabende og i stand til at tilbyde menneskeheden noget, den ønsker. Han bliver den store forsoner. Det passer præcist ind i Thiels forståelse, for en antikristelig verdensorden kan ikke først og fremmest komme til magten ved at være frastødende. Den må kunne løse noget. Den må kunne stille sig mellem menneskeheden og katastrofen og sige: Følg mig, så undgår I den.
Flere nyheder om Antikrists komme, Tidens ende og Verdensordnen
Iran i ildringen: Vejen mod de ti kongerigerDet er i den forbindelse slående, at Thiel også bevæger sig ind i Hans Küngs forestilling om en global etik mellem religionerne og Benedikt XVI's bekymring for en kristendom, der opløses i humanitær universalreligion. For Johannes' verdensrige er ikke alene politisk og økonomisk. Dyret modtager tilbedelse. Det religiøse og politiske smelter til sidst sammen, Åb. 13:4-12. Når verdens store problemer efterhånden omtales som problemer, der kun kan løses i fællesskab - global politik, global etik, fælles værdier og fælles institutioner, er det derfor ikke vanskeligt at se, hvorfor religionsspørgsmålet igen kommer frem i Thiels undersøgelse. Verdensriget skal ikke alene administrere mennesker; det skal til sidst kræve deres loyalitet.
Verden skal være bange nok til selv at bede om verdensriget
Det er her jeg mener, at Thiels tanke bliver virkelig alvorlig set i lyset af tidens fremskredenhed. Vi har igennem årtier set en verden blive teknologisk forbundet på en måde, tidligere generationer ikke kunne forestille sig. Den økonomiske globalisering kom først. Internettet forbandt kommunikationen. Smartphones gjorde mennesket konstant tilgængeligt og producerede enorme mængder digitale spor. Stadig mere omfattende digitale systemer gjorde det muligt at lagre, behandle og sammenkoble data på tværs af virksomheder, myndigheder og platforme. Sociale medier kortlagde relationerne. Biometrien gjorde kroppen til identitet. Digitale betalingsmidler gjorde stadig større dele af økonomien sporbare. Satellitter gav et hidtil ukendt overblik. Kunstig intelligens har nu gjort det muligt ikke blot at lagre og transportere oplysninger, men også at analysere, kategorisere, forbinde og reagere på dem i en hidtil uset skala.Da jeg i december 2025 skrev "Teknologien, der gør trængslen mulig og giver verdensriget sind", var pointen netop, at Bibelen ikke behøver beskrive teknologien ved navn for at beskrive dens funktion. Åb. 13 fortæller os om global rækkevidde, økonomisk adgangskontrol, tvang og loyalitet. I århundreder kunne kristne læse det og tro det, men de kunne ikke pege på den praktiske infrastruktur, der gjorde det muligt. Det kan vi i dag. Det betyder ikke, at enhver digital identitet er dyrets mærke, eller at enhver AI er Antikrists maskine. Det betyder, at spørgsmålet om muligheden i praksis er forsvundet. Et verdenssystem behøver ikke længere først opfinde den teknologiske verden, som profetien kræver. Store dele af infrastrukturen findes allerede.
Det gør Thiels argument endnu mere interessant. For han siger i virkeligheden, at den sidste barriere måske ikke er teknologisk. Den er politisk og psykologisk. Hvordan får man mennesker til at acceptere den centrale magt, teknologien nu gør mulig? Hans svar er frygten for Armageddon. Verden skal overbevises om, at alternativet til kontrollen er værre end kontrollen. Hvis en tilstrækkelig stor del af menneskeheden tror, at fri teknologi vil føre til udslettelse, bliver kontrollen af teknologien en moralsk pligt. Hvis frie nationer kan starte atomkrig, bliver supranational kontrol en fredssag. Hvis nationale forskelle gør klimahandling umulig, bliver global styring en nødvendighed. Hvis anonym kommunikation gør misinformation, terror og kriminalitet mulig, bliver identifikation en sikkerhedsforanstaltning. Hver enkelt sag kan diskuteres på sine egne præmisser, men bevægelsen er den samme: en stadig større del af livet bliver gjort til et sikkerhedsspørgsmål, og sikkerhedsspørgsmål kræver myndighed.
Det er derfor, jeg ikke tror, Antikrists system behøver blive bygget under store fanfarer med et skilt, hvor der står "Ny Verdensorden". Det kan vokse frem af tusinder af fornuftigt klingende løsninger. Hver database løser et problem. Hver kontrol beskytter mod en fare. Hver overvågningsmulighed sælges med et godt formål. Hver international aftale kan forklares. Hver krise flytter endnu en grænse. Ingen enkelt sten behøver ligne templet, men når bygningen står færdig, viser det sig, hvad alle stenene tilsammen blev brugt til.
Spørgsmålet er ikke længere om teknologien kan kontrollere køb og salg, identitet, bevægelse, kommunikation og loyalitet, men hvem der har myndigheden over teknologien. Og der skal, for en verden, der i målrettet accelererende hastighed har faret imod ødelæggelsen, blot en verdensomspændende krig til, så åbnes døren på vid gab til Antikrists fremkomst og globale accept.
Manden der advarer imod systemet, har selv været med til at bygge dets redskaber
Her bliver Peter Thiel selv en næsten absurd modsætning, og jeg mener, det er umuligt at forstå nyheden uden at blive ved den modsætning. Thiel står ikke udenfor den teknologiske udvikling som en gammel prædikant med sin Bibel i hånden. Han står midt i den. Han var med til at grundlægge Palantir, hvis programmer bruges til at samle, forbinde og analysere enorme datamængder for blandt andet forsvar, efterretning, politi og andre offentlige myndigheder. Jeg skrev allerede i juni 2025 om Palantir som et teknokratisk verdensoverblik5 og stillede det retoriske spørgsmål, hvad der sker den dag en sådan infrastruktur lægges i hænderne på den forkerte magt. Det spørgsmål er ikke blevet mindre relevant af, at Palantirs medstifter nu selv står og taler om Antikrist.Thiel frygter et system, hvor en verdensmyndighed får mulighed for at kontrollere videnskab og teknologi. Men hans eget livsværk har været med til at skabe teknologi, der giver stater en informationsmæssig magt, tidligere imperier kun kunne drømme om. Han frygter den globale elites centralisering af myndighed, men var samtidig medstifter af Dialog, hvor nogle af de mest magtfulde mennesker fra politik, teknologi, finans og andre områder mødes uden offentligheden til stede. Han frygter, at mennesket afleverer friheden for at få sikkerhed, samtidig med at den teknologiske verden, han selv repræsenterer, gør denne handel mere praktisk mulig end nogensinde før.
Det ville være naturligt, at han råbte op, netop som en gadeprædikant, at enden er nær, hvis han virkelig er bange for, at verdens befolkninger skal falde under global kontrol. Men det er kun et budskab til de indviede. Det virker som om det er et eksempel på elitens Pulsa Nura (læs "Elitens øvelser bliver virkelighed"), der viser os hvad eliten har tænkt sig at gøre ved os, uden vi kan gøre modstand.
Det betyder ikke, at jeg siger, Peter Thiel er den, der i hemmelighed former Antikrist. Det kan jeg ikke dokumentere - men det interessante er, at han tilsyneladende selv kan se faren. Måske er det lettere at forstå, hvor farligt et system kan blive, når man selv kender maskinrummet. Thiel ved, hvad data kan, hvad AI kan. Han ved, hvordan teknologiske netværk vokser, hvordan kapital bevæger sig, hvordan staten køber teknologi, og hvordan en lille gruppe mennesker kan bygge systemer, som milliarder senere bliver afhængige af. Når en mand som ham begynder at tale om Antikrist, én verdensstat, global økonomisk arkitektur og "fred og sikkerhed", bør man i det mindste lytte til, hvad det er, han har fået øje på.
Guardian gengav eksempelvis, hvordan Thiel under San Francisco-forelæsningerne beskrev Amerika som et paradoks. USA kan efter hans model både være den moderne katechon, et græsk ord der beskriver den tilbageholdende magt (eller den "der holder igen" - ordet Paulus bruger om menigheden i 2. Tess. 2:6), den der holder verdensstaten tilbage, og samtidig "ground zero" for selve én-verdensstaten2. Det er en ganske bemærkelsesværdig erkendelse. For hvilken nation har den finansielle, militære og teknologiske rækkevidde, der skulle til for at gøre en verdensmagt praktisk mulig? Hvilket land huser de største teknologiske virksomheder, store dele af AI-revolutionen, verdens vigtigste finansielle infrastruktur, det stærkeste militære netværk og nogle af de virksomheder, der allerede leverer dataløsninger til stater over hele verden? USA kan i Thiels tænkning være både bremse og udgangspunkt.
Dialog - hvad er det egentlig for en "loge"?
Jeg skrev i juni om Dialog, da et omfattende læk for første gang åbnede døren ind til den ellers lukkede kreds omkring organisationen. Dengang var det især programmet for "Dialog Global 2026", der vakte min opmærksomhed, fordi en gruppe bestående af mennesker fra politik, militær, finans, teknologi, data og efterretningsnære miljøer ikke blot skulle tale om kunstig intelligens og fremtidens teknologi, men også om "Battlefield Technologies" og "Navigating WWIII". Ikke hvordan Tredje Verdenskrig forhindres, men hvordan den navigeres. Det var allerede dengang vanskeligt at overse betydningen af, at mennesker med reel adgang til den teknologi, kapital og politiske magt, der skal forme en kommende krise, mødes bag lukkede døre for at diskutere, hvordan verden ser ud på den anden side af den. Nu får Dialog imidlertid en yderligere dimension, fordi vi samtidig ved, hvad medstifteren Peter Thiel går rundt og siger om Antikrist: at frygten for netop verdenskrig, AI, atomvåben og andre civilisationstruende katastrofer kan blive den kraft, der får verden til at acceptere den totalitære "fred og sikkerhed", som skal redde menneskeheden fra Armageddon.Flere nyheder om Antikrists komme, Krig / Verdenskrig og Verdensordnen
"Den gamle verdensorden er væk" - og det nye system tager form foran vore øjneI den forstand hører Dialog, som Axios skrev, hjemme i samme bredere magtlandskab som elitens Bilderberg, hvortil Council on Foreign Relations, den Trilaterale Kommission og andre fora kan tilføjes, hvor mennesker fra forskellige dele af samfundets øverste lag knyttes sammen på tværs af de formelle skel mellem stat, erhvervsliv, finans, akademia og internationale institutioner. Det viser en magtform, som er vigtig at forstå: verden regeres ikke kun gennem de institutioner, vi kan se og i Vesten få følelsen af, at vi kan manipulere demokratisk. Meget indflydelse opstår længe før en lov vedtages eller en kontrakt underskrives, når mennesker lærer hinanden at kende, udveksler problemforståelser og får direkte adgang til personer, som de ellers skulle igennem officielle kanaler for at nå. Dialog har gjort denne netværksfunktion usædvanligt tydelig, og lækket viste, at den tilmed er systematiseret.
WIREDs efterfølgende gennemgang viste, at Dialog ikke blot samler interessante mennesker og overlader resten til tilfældighederne. Organisationen registrerer deltagernes baggrund, forbindelser, politiske orientering og deltagelseshistorik, og et senere læk viste desuden, hvordan medlemmer bliver vurderet efter blandt andet berømmelse, formue og den værdi, de tilfører kredsen. Der arbejdes målrettet med, hvem der placeres sammen, hvem der bør introduceres til hvem, og hvilke forbindelser der kan være interessante. Til Dialog Global 2026 var 222 personer registreret som blandt andet aktive medlemmer, gæster og førstegangsdeltagere, og blandt dem fandtes personer fra regeringer, Kongressen, NATO, finansverdenen og nogle af USA's største data-, overvågnings- og teknologivirksomheder7,8. Det er netop denne del, jeg finder mere afslørende end betegnelsen "hemmelig klub". Relationerne er ikke et biprodukt af mødet. Relationerne er en del af produktet.
Det blev allerede tydeligt i den tidligere nyhed, hvor mærkelig blandingen omkring Dialog er. Auren Hoffman, der leder organisationen, har selv grundlagt virksomheder inden for lokationsdata og identitetsopløsning. Palantir-medstifter Joe Lonsdale optræder i samme kreds som personer fra militær, regering og efterretning. General Alexus Grynkewich, NATO's øverstkommanderende i Europa og leder af U.S. European Command, stod på registreringslisten til 2026-retreatet, ligesom amerikanske regeringsfolk, senatorer, finansfolk og ledere fra dataindustrien gjorde det7. Det betyder ikke, at alle arbejder for samme sag eller går ind i lokalet med samme politiske mål. Det interessante er netop, at mennesker, hvis magt normalt er adskilt mellem stat og privatsektor, kan mødes i et rum, hvor disse grænser bliver langt mindre tydelige. Den, der udvikler systemet, kan tale med den, der køber det; den, der investerer i teknologien, kan møde den, der regulerer den; den, der planlægger fremtidens militære behov, kan møde dem, der bygger fremtidens slagmarksteknologi.
Det er derfor jeg ikke længere synes, spørgsmålet om Dialog blot er: "Hvad taler de om bag de lukkede døre?" Det dybere spørgsmål er, hvilken funktion sådanne kredse får, når verden bevæger sig ind i den krise, Thiel selv forventer. Hvis hans analyse er, at frygten for verdenskrig, AI, klimakatastrofe og andre globale trusler til sidst kan få menneskeheden til at søge en myndighed stærk nok til at skabe "fred og sikkerhed", så bliver netværkene omkring de mennesker, der allerede kontrollerer teknologi, kapital, militær kapacitet og politisk adgang, pludselig langt mere interessante. Ikke fordi Dialog dermed er Antikrists kabinet, eller fordi jeg kan dokumentere, at organisationen arbejder på en verdensregering. Men fordi verdensordener ikke opstår ud af ingenting. De formes af mennesker, institutioner, teknologier og relationer, som allerede eksisterer, når krisen kommer.
Det var netop den pointe, jeg endte med i den tidligere nyhed om Dialog. Den moderne verdensorden bygges ikke alene gennem parlamenter og traktater. Den bygges også gennem statslige kontrakter, dataarkitekturer, AI-systemer, militærteknologi, finansielle forbindelser og private netværk, hvor mennesker med forskellige former for magt får adgang til hinanden. I Bibelens profetiske billede er det heller ikke mærkeligt, at politisk og økonomisk magt til sidst flyder sammen. Åbenbaringen taler om jordens konger og jordens købmænd i samme verdenssystem (Åb. 18:3), mens dyrets rige i Åb. 13 forbinder politisk myndighed med økonomisk adgang og til sidst med tilbedelse. Det betyder ikke, at vi skal sætte lighedstegn mellem enhver moderne eliteklub og Åbenbaringens verdensrige. Det betyder, at vi burde forstå betydningen, når stat, kapital, teknologi, data og militær i stigende grad findes omkring de samme borde.
Og netop her bliver forbindelsen til Thiels Antikrist-forelæsninger så mærkelig. I Dialog har vi en lukket kreds, hvor mennesker med adgang til verdens magtmidler diskuterer AI, krig, NATO, slagmarksteknologi og hvordan Tredje Verdenskrig navigeres. Hos Dialogs medstifter har vi samtidig en teologi, hvor verdens frygt for netop krig og teknologi kan frembringe kravet om en global fredsmagt. De to ting er ikke det samme, og jeg har ikke fundet dokumentation for, at Thiel underviser Dialog i sin Antikrist-teologi. Men de eksisterer i det samme menneskes verden, og de kredser om den samme historiske overgang: Hvad kommer efter den gamle orden, hvis den ikke længere kan garantere sikkerhed?
Det er dér Dialog bliver mere end endnu en hemmelig klub. Ikke fordi vi behøver forestille os kapper, ritualer og hemmelige håndtryk, men fordi det moderne magtnetværk måske slet ikke behøver den slags. Det behøver adgang. Det behøver relationer. Det behøver teknologi. Det behøver mennesker, der kan handle, når verden forandres. Og hvis Peter Thiel har ret i, at den kommende store politiske fristelse bliver at vælge en totalitær fred frem for et frygtet Armageddon, er det værd at vide, hvem der allerede sidder omkring bordene og taler om den verden, der kommer efter krisen.
Når tredje verdenskrig bliver noget, eliten skal "navigere"
"At opbygge en kult"
Et af de mest opsigtsvækkende programpunkter var "Build-a-Cult" - "At opbygge en kult". Sessionen skulle modereres af Steve Gatena, medstifter af Pray.com, som arbejder med digitale trosfællesskaber og fælles identitet. Vi har ikke et referat af samtalen, men titlen er interessant i en organisation, der i forvejen arbejder målrettet med små lukkede grupper, kuraterede relationer og stærke sociale forbindelser mellem medlemmerne. Det er også værd at bemærke, at Thiel selv bruger kultbegrebet som en organisationsmetafor. I Zero to One skriver han, at de stærkeste startups ofte er kendetegnet ved en usædvanlig stærk fælles overbevisning og loyalitet, som udefra kan minde om en kult. Hans pointe er ikke, at virksomheder bør være egentlige kulter, men at succesfulde organisationer ofte samles omkring idéer og en intern kultur, som medlemmerne tror langt stærkere på end omgivelserne gør."Kan penge købe lykke?"
"Money (Does?) Buy Happiness" - "Kan penge købe lykke?" - er mindre mystisk. Det er først og fremmest interessant, fordi spørgsmålet stilles i en kreds, hvor mange deltagere allerede har betydelig rigdom, status og adgang. Når pengene ikke længere er det knappe gode, bliver spørgsmål om mening, indflydelse, relationer og tilhørsforhold mere interessante."Hvordan går det med dit sexliv?"
Programmet rummede også "How's Your Sex Life?" - "Hvordan går det med dit sexliv?". Vi kender ikke indholdet af sessionen, men emnet står ikke helt alene. Dialog har også arbejdet med romantisk matchmaking mellem medlemmer og spurgt deltagere, om de var "looking for love". Det viser, at netværket ikke kun forbinder mennesker professionelt, men også bevæger sig ind i deres private og sociale relationer.Det planlagte Dialog-retreat på Powerscourt Hotel i Irland fra 12. til 16. august 2026 gjorde dette tydeligere end nogen programerklæring kunne gøre. Ifølge de lækkede dokumenter, som WIRED fik adgang til, skulle mere end 200 mennesker deltage, og programmet spændte fra kunstig intelligens, NATO, moderne krigsførelse og slagmarksteknologier til atomenergi og sessionen "Navigering af Tredje Verdenskrig". Men programmet rummede også emner af en helt anden karakter. Deltagerne skulle blandt andet forholde sig til "Opbyg en kult", "Kan penge købe lykke?" og "Hvordan går det med dit sexliv?". Det særlige ved programmet var derfor ikke bare bredden, men blandingen: de samme mennesker, som skulle diskutere krig, teknologi, geopolitik og fremtidens sikkerhedsarkitektur, blev samtidig sat ind i mere sociale, kulturelle og eksperimenterende samtaler. Det siger noget om, at Dialog ikke blot er en konference med faglige oplæg, men et miljø, hvor relationer, idéer og verdenssyn formes på tværs af politik, teknologi, militær og privatliv9.
Jeg har som sagt tidligere skrevet om Dialog, også med udgangspunkt i netop titlen "Navigere i 3. Verdenskrig", fordi ordene siger noget om, hvilken verden disse mennesker allerede forestiller sig, og samtidig er 3. Verdenskrig elitens "livmoder" der giver liv til Antikrist. Omtalen af denne krig er selvfølgelig ikke bevis på, at netop denne gruppe ønsker en tredje verdenskrig. Der findes gode grunde til, at militære, regeringsfolk og teknologivirksomheder diskuterer, hvad der sker, hvis stormagterne går i krig. Men det interessante ligger i, at verdenskrigen ikke længere alene tilhører dommedagsfilm, profetiske hjemmesider eller militære worst-case-planer gemt i et pengeskab. Den er blevet et tilstrækkeligt realistisk scenarie til, at et eksklusivt transnationalt netværk sætter "navigering" af den på programmet.
Det sker samtidig med, at Dialogs medstifter rejser rundt og siger, at frygten for tredje verdenskrig kan skabe presset for "fred for enhver pris", og at netop denne fred kan blive Antikrists vej til magten.
Igen - jeg har ikke fundet bevis for, at de mennesker, der mødes i Dialog, samles for at vælge mellem Armageddon og Antikrist. De sidder ikke, så vidt kilderne viser, med Johannes' Åbenbaring på bordet og planlægger dyrets rige. Men se på situationen udefra. Mennesker fra de dele af samfundet, der skal håndtere krig, økonomi, teknologi, AI og international orden, mødes for at diskutere en verden, hvor tredje verdenskrig og personen Antikrist er blevet et scenarier, man forholder sig praktisk til. En af netværkets grundlæggere har gjort "Antikrist eller Armageddon" til sit store filosofisk-teologiske spørgsmål og hævder, at Armageddon-frygten er netop den kraft, der kan drive verden ind i Antikrists "fred og sikkerhed". Jeg synes ikke, man behøver pynte mere på virkeligheden end det. Det er voldsomt nok.
Flere nyheder om Antikrists komme, Krig / Verdenskrig og Verdensordnen
Europas skæbnevalg: Frihed eller føderalisme?Hvem er disse mennesker?
Lækket omfattede ikke en ren fortegnelse over "medlemmer af Thiels loge", og det er vigtigt, fordi flere medier har været lidt for hurtige på det punkt. Nogle personer var medlemmer, andre gæster, talere, tidligere deltagere eller mennesker i organisationens bredere kreds. Det betyder, at et navn i materialet ikke automatisk kan bruges som bevis på, at vedkommende er aktivt medlem eller deler Peter Thiels tanker om verdensordenen.Men listen fortæller alligevel noget om miljøets niveau. I materialet optrådte blandt andre NATO's øverstkommanderende i Europa Alexus Grynkewich, amerikanske regeringsfolk, senatorer og kongresmedlemmer samt personer fra nogle af verdens største teknologi-, finans-, data- og sikkerhedsmiljøer8. Ekstra Bladet navngiver Det gælder blandt andet Ida Auken (S), der nu er sundheds- og kirkeminister, klimadebattøren Bjørn Lomborg og tidligere ATP-direktør Carsten Stendevad10. Dialogs historie omfatter desuden deltagelse fra en bred kreds af meget betydningsfulde erhvervsfolk, intellektuelle og politiske aktører. Pointen er derfor ikke, at alle disse mennesker tænker ens. Hvis de gjorde, ville Dialogs egen idé om meningsudveksling mellem mennesker med forskellige holdninger i øvrigt være meningsløs. Pointen er, at mennesker med reel adgang til magt mødes.
Og netop det er, hvad der gør disse netværk mere betydningsfulde end almindelige konferencer. Almindelige mennesker diskuterer også verdenskrig. Vi gør det over middagsbordet eller på internettet. Men vi kan ikke flytte kapitalmarkeder, ændre NATO's strategi, skrive lovgivning, flytte milliardinvesteringer ind i AI, bygge overvågningssystemer eller ændre militære forsyningskæder. Når mennesker, der kan noget af dette, taler med hinanden, er samtalen i en anden kategori, uanset om den er konspiratorisk eller ej.
Jeg mener ikke at Dialog har en hemmelig "masterplan". Det spørgsmål kan faktisk få os til at overse den mere almindelige og sandsynligvis mere effektive magtform. Magtfulde netværk behøver ikke en pagt underskrevet i blod for at forandre verden. De behøver en påvirkning, en drivkraft og relationer, fælles problemforståelser, adgang, tillid og muligheden for at handle, når en krise åbner døren. Når de mennesker, der ejer teknologien, finansierer den, regulerer den, køber den og bruger den, kender hinanden, behøver der ikke være en menneskelig central kommandobunker, før der opstår en retning. Men for at de mødes og taler om Antikrist eller Armageddon, så er der en enestående påvirkning der, nærmest ironisk som det er, trækker dem hen imod både Antikrist og Armageddon.
Det er ikke småt, hvad Thiel mener Antikrist kan bruge
Der er endnu en del af San Francisco-forelæsningerne, som viser hvor konkret Thiels forestilling er blevet. Han taler ikke alene om verdensstaten som abstrakt idé. Han spørger direkte, hvordan ét menneske overhovedet kan nå at tage magten over verden inden for et menneskeliv. Én af hans fire forelæsninger i 2025 handlede om Antikrists "velocity" - hastighed - og om hvordan penge, rigdom og moderne netværk gør det muligt at bevæge sig gennem verden og samle magt langt hurtigere end tidligere historiske herskere kunne2.Det er et interessant spørgsmål set fra Bibelen. Johannes siger, at dyret får myndighed over alle stammer, folk, tungemål og folkeslag, Åb. 13:7. Daniel beskriver det sidste rige som et rige, der fortærer hele jorden (Dan. 7:23). Det forudsætter en magtkoncentration og en rækkevidde, der i oldtiden ville have krævet erobring generation efter generation. Alexander den Store brugte år på at bevæge en hær gennem en lille del af den kendte verden. I dag kan en idé, en finansiel beslutning, et digitalt system eller en teknologisk platform gå globalt på få år eller måneder.
Der er en anden hastighed i vor tid. Det gælder også krisen. En bankkrise ét sted kan bevæge sig gennem markederne på timer. En virus kan bevæge sig med flytrafikken. En krig i Mellemøsten kan påvirke energipriser i Europa samme dag. En algoritme kan rulles ud til hundreder af millioner mennesker uden at bygge én eneste fysisk institution i deres land. Et finansielt system kan lukke adgang digitalt. Identitet kan verificeres på sekunder. Det, der gør den globale kontrol mulig, er ikke kun systemets størrelse, men dets hastighed.
Når Thiel derfor spørger, hvordan én mand kan overtage verden, spørger han i virkeligheden om noget, vores generation har langt bedre forudsætninger for at besvare end nogen før os.
Det profetiske chok er ikke, at Thiel har fundet Bibelen - men at verden har fundet scenariet
Jeg tror, det er her denne nyhed rammer hårdest. Det er let at gøre Peter Thiel til hovedpersonen, fordi han er rig, mærkelig, magtfuld og taler om ting, milliardærer normalt ikke taler højt om. Men i sidste ende er Thiel ikke det vigtigste. Han kan tage fejl. Han kan blande sine egne politiske interesser ind i profetien. Hans tanker kan ændre sig. Han kan misforstå "katechon" (den, der holder igen), pave Benedikt, Solovjov eller Johannes' Åbenbaring. Han er et menneske.Men Bibelen står tilbage. Det bemærkelsesværdige er, at den verden, Bibelen beskrev funktionelt, bliver stadig lettere at forestille sig konkret. Et verdensomspændende økonomisk kontrolsystem er ikke længere teknisk absurd. Et system, hvor menneskers identitet og adgang kan knyttes sammen digitalt, er ikke absurd. En central intelligens, der kan analysere enorme mængder data i realtid, er ikke absurd. En international krise, der får nationerne til at efterspørge stærkere global styring, er ikke absurd. En leder, der på kort tid bliver kendt af hele verden, er ikke absurd. Et billede, der taler, er ikke længere et begreb, vores tid mangler billeder for. Og en verden, der udmattet af krig råber efter fred, er slet ikke absurd. At tale om personen Antikrist og ødelæggelsen symboliseret ved Armageddon, er nu heller ikke utænkeligt - det sker nu - i disse dage på et højt socialt, elitært niveau. Tænk lige over, hvor voldsomt det er...
Det er derfor tidens fremskredenhed betyder noget. Da Johannes skrev Åbenbaringen, kunne han se slutresultatet, men verden havde ikke infrastrukturen. Da vores bedsteforældre læste den, kunne de se konturerne af global politik, men ikke den digitale magt. Da jeg begyndte at skrive om disse ting på Tagryggen, var meget af teknologien stadig på tegnebrættet. Nu diskuterer vi ikke længere, om en maskine kan genkende et menneskes ansigt, oversætte alle sprog, følge millioner af bevægelser, vurdere adfærd, forbinde databaser og træffe automatiserede beslutninger. Vi diskuterer, hvem der må bruge den, navngiver ham Antikrist og taler om hvilke regler der skal gælde under hans globale herredømme, og hvor meget magt teknologien skal have.
Profetien er ikke blevet mere sand, fordi teknologien er kommet. Guds Ord var sandt, før vi kunne forstå mekanismen. Men mekanismen er kommet tættere på vores hverdag. Det er forskellen.
Når verdens redningsmand står frem
Jeg har gennem årene skrevet meget om den nye verdensorden, og begrebet bliver let reduceret til politik. Men hvis Bibelens profetier skal tages alvorligt, er den sidste verdensorden først og fremmest et åndeligt oprør. Satan har fra begyndelsen ønsket det, som mennesket igen og igen har forsøgt at bygge - en verden samlet uden Gud. Babel er det tidlige billede. Mennesket samles om sit eget navn, sin egen by og sit eget tårn, 1. Mos. 11:1-9. Gud spreder dem. I endetiden samles verden igen, men denne gang bliver den endelige samling ikke stoppet, før dens gudløse natur er fuldt åbenbaret.Det er derfor verdensriget ikke bare kan forstås som bedre international administration. Det kommer til at kræve noget, som ingen legitim politisk myndighed har ret til at kræve, hvilket er den loyalitet, der tilhører Gud. Johannes forbinder politik, økonomi og tilbedelse, Åb. 13. Den, der ikke bøjer sig, ender udenfor systemet. Den, der ikke accepterer dyrets autoritet, mister adgang til køb og salg. Og bag den synlige politiske struktur står dragen.
Når man ser det billede, forstår man også, hvorfor fredens sprog er så vigtigt. Satan har aldrig haft behov for at præsentere sit oprør som oprør. I Eden præsenteres ulydigheden som kundskab. Babel præsenteres som menneskelig storhed og enhed. Antikrist vil heller ikke præsentere sig som ødelæggeren - ikke til at begynde med. Han skal fremstå som den, der kan ordne dét, de andre ikke kunne ordne. Det er præcis derfor Solovjovs billede interesserer Thiel. Den falske messias er ikke attraktiv, fordi verden er blevet mere ond end før og pludselig elsker ondskab for ondskabens skyld. Han er attraktiv, fordi han tilbyder den løsning, en udmattet verden ikke længere tror, den kan undvære. Her må vi igen huske
| “ | Anerkendelsen af vores despot (dvs. Antikrist) kan også komme før forfatningens ødelæggelse; øjeblikket for denne anerkendelse vil indtræffe, når folkene, fuldstændig udmattede af deres herskeres uregelmæssigheder og inkompetence – noget, vi vil sørge for – vil råbe: "Væk med dem, og giv os én konge over hele jorden, som vil forene os og udslette årsagerne til splid – grænser, nationaliteter, religioner, statsgæld – som vil give os fred og ro, noget vi ikke kan finde under vores herskere og repræsentanter". Men I ved udmærket godt, at for at skabe muligheden for, at alle nationer kan udtrykke sådanne ønsker, er det uundgåeligt at forstyrre folkets relationer til deres regeringer i alle lande – således at menneskeheden fuldstændig udmattes af strid, had, kamp, misundelse og endda ved brug af tortur, sult, indsprøjtning af sygdomme, nød, så goyim ikke ser nogen anden udvej end at søge tilflugt i vores fuldstændige suverænitet over penge og alt andet. Men hvis vi giver verdens nationer et pusterum, er det øjeblik, vi længes efter, næppe sandsynligt nogensinde at indtræffe13. | ” |
Og hvis den kommende tid bliver præget af stadig større krige, økonomiske chok, teknologisk frygt og sammenbrud i de institutioner, vi plejede at stole på, bliver dette ikke en mindre sandsynlig politisk psykologi. Det bliver Antikrists fremkomst mere sandsynlig.
Hvad skal vi derfor holde øje med i Nashville?
Det første, jeg vil holde øje med, når Thiel begynder sine nye forelæsninger den 28. september, er, om han går videre med spørgsmålet om katechon, den tilbageholdende magt i 2. Tess. 2:6-7. I San Francisco gjorde han det klart, at han ikke bare tænker på katechon som et abstrakt teologisk begreb. Han forsøger at placere den tilbageholdende magt politisk, og her bliver USA centrum for hans tanke. Thiel beskriver Amerika som både "ground zero of the one-world state" og "ground zero af modstanden mod én-verdensstaten"1. Det lyder først som en selvmodsigelse, men det er netop hans pointe: den magt, der er stærk nok til at holde en verdensstat tilbage, er samtidig den magt, der selv kan blive udgangspunktet for den.Thiel peger på USA's særlige position i verdenssystemet, nemlig landets militære rækkevidde, NATO, efterretningssamarbejdet, dollarens rolle i den internationale økonomi og den finansielle og teknologiske infrastruktur, der allerede giver USA en magt, ingen anden stat besidder i samme kombination. Rusland afviser han netop som katechon, fordi Rusland efter hans vurdering ikke er stærkt nok til at dominere verden. USA er anderledes. Det kan både stå i vejen for en verdensstat og levere den magtstruktur, en sådan verdensstat kunne bygges omkring.
Flere nyheder om Antikrists komme, Profetisk opfyldelse og Tidens ende
"Han skal bekræfte pagten med mange i én uge"Det er derfor hans formulering om, at Antikrist kan "kapre" katechon, bliver så vigtig. Den tilbageholdende magt behøver ikke først at blive ødelagt udefra. Den kan overtages indefra og vendes til det modsatte af det, den skulle være. Den magt, der var stærk nok til at beskytte verden mod kaosset, kan blive den magt, der samler verden under sig. På den måde bliver katechon ikke bare et værn mod Antikrist, men også den struktur, Antikrist potentielt kan overtage.
Det giver en langt skarpere forståelse af, hvad Thiel mener der skal ske med USA. Amerika skal efter hans logik forblive stærkt, suverænt og tilstrækkeligt decentraliseret til at forhindre én-verdensstaten, men det må ikke lade sin statslige magt fusionere med Silicon Valleys teknologiske magt i én samlet styringsmaskine. For hvis det sker, kan det, der skulle holde Antikrist tilbage, selv blive redskabet for den centralisering, han frygter.
Det gør samtidig Thiels egen position næsten paradoksal. Han advarer mod fusionen mellem Washington og Silicon Valley, men hans eget selskab Palantir befinder sig netop i grænsefeltet mellem de to verdener. Palantir leverer teknologi til Pentagon, efterretning og andre amerikanske myndigheder, og Thiel kender derfor den fusion, han advarer imod, indefra. Det betyder ikke, at han selv ønsker den, men det gør hans advarsel mere konkret. Han taler ikke om en fjern hypotese. Han taler om et maskinrum, han selv har været med til at bygge.
Hvis han går videre med dette i Nashville, bliver det afgørende at høre, om han ser USA som den sidste store modmagt til verdensstaten, eller som den magt, der i sidste ende risikerer at blive dens fundament. For i Thiels egen model er forskellen mellem de to ikke nødvendigvis stor. Det kan være den samme magt, før og efter den bliver kapret.
Som jeg har skrevet om mange gange før, er USA et elitært projekt, der siden sin grundlæggelse i 1776, har tjent som redskab til at
Det andet er teknologien. Thiel er selv blevet mere konkret om, at AI-regulering, videnskabelig stagnation og internationale kontrolregimer efter hans opfattelse kan bruges af den antikristelige magt. Han har endda polemisk omtalt AI-forskeren Eliezer Yudkowsky, filosoffen Nick Bostrom og klimaaktivisten Greta Thunberg som en slags "legionærer" for Antikrist, fordi han mener, at deres katastrofeadvarsler kan give argumentet for den globale kontrol, han frygter2. Tankegangen viser, hvor han er på vej hen. Den moderne Antikrist behøver efter hans opfattelse ikke være den gale videnskabsmand, der slipper teknologien løs. Han kan være den politiske frelser, der lover at standse den.
Det tredje er religionen. Thiels Antikrist-projekt har nemlig allerede bevæget sig langt ud over spørgsmålet om politik, teknologi og verdensstat. Efter forelæsningerne i San Francisco tog han i marts 2026 emnet med til Rom, hvor han holdt nye, lukkede forelæsninger om Antikrist. Senere fulgte artiklen "The Pope and the Antichrist", skrevet sammen med Sam Wolfe, hvor Thiel går ind i pave Benedikt XVI's endetidstænkning, Vladimir Solovjovs billede af Antikrist som verdens fredsskaber og Hans Küngs tanker om en fælles global etik mellem religionerne. Dermed er spørgsmålet om Antikrist hos Thiel ikke længere kun blevet et spørgsmål om, hvem der får den politiske og teknologiske magt, men også om hvilken religiøs og moralsk fortælling der kan samle verden omkring den.
Efter Rom og "The Pope and the Antichrist" er det derfor svært at forestille sig, at Thiel lægger spørgsmålet om kirken, universel etik og verdensreligion helt væk. Hvis hans tanke fortsætter i retning af Solovjov, Benedikt og Küng, bliver spørgsmålet ikke længere alene, hvem der politisk kan samle verden, men hvilken åndelig fortælling der kan legitimere samlingen. Hvis hans tanke fortsætter i retning af Solovjov, Benedikt og Küng, bliver spørgsmålet ikke længere alene, hvem der politisk kan samle verden, men hvilken åndelig fortælling der kan legitimere samlingen.
Og endelig er der det spørgsmål, som jeg synes hænger over hele Peter Thiels projekt, men som han endnu ikke har besvaret tilfredsstillende: Hvis den globale stat ikke skal have magten over AI, bioteknologi, data og de nye teknologiske systemer - hvem skal så?
For magten forsvinder ikke, fordi man holder den væk fra staten. Den flytter bare et andet sted hen. Hvis den ligger hos få private virksomheder, milliardærer, investorer og teknologiske netværk, står mennesket stadig med spørgsmålet om koncentreret magt. Det er måske den største ironi i hele historien om Peter Thiel: Han advarer verden mod en elite, der vil bruge menneskehedens frygt til at samle magten, mens han selv befinder sig i en kreds af mennesker, der allerede besidder en type teknologisk og økonomisk magt, tidligere konger aldrig havde.
"Fred og sikkerhed"
Det er dét, der gør denne historie så voldsom. Ikke de lukkede døre eller milliardærerne. Ikke Palantir eller Dialog i sig selv. Men at mennesker helt inde omkring vor tids teknologiske, økonomiske og politiske magt nu sidder og taler alvorligt om Antikrist som en virkelig kommende person.Thiel behandler ham ikke som et symbol. Han spørger, hvordan én mand inden for et menneskeliv kan få verdensmagt, hvilken stat han kan komme ud af, hvilken teknologi han kan kontrollere, og hvordan frygten for verdens undergang kan føre menneskeheden ind under hans myndighed1. Det er ikke længere profetifortolkere langt fra magtens centrum, der stiller spørgsmålet. Det er en mand, der selv har været med til at bygge nogle af de systemer, som gør en sådan magtkoncentration teknisk mulig.
Men Thiel standser lige før den bibelske konsekvens af sin egen tanke. Han kalder valget "Antikrist eller Armageddon" som om verden må vælge mellem den totalitære fred og katastrofen. Bibelen viser noget langt mørkere. Armageddon er ikke det, Antikrist redder verden fra. Det er det sted, hans verdensrige ender. Jordens konger samles til krigen på Gud den Almægtiges store dag, Åb. 16:13-16. Den mand, verden modtager som løsningen på kaosset, fører den ikke væk fra dommen, men frem imod den.
Og netop dér rammer Thiel alligevel noget afgørende: frygten. Verden behøver ikke vide, hvem Antikrist er. Den skal bare blive overbevist om, at alternativet til hans orden er værre. Krigen, atomtruslen, AI, økonomisk sammenbrud og den gamle verdensordens opløsning skal gøre den nye orden nødvendig. Ikke attraktiv som ideologi, men nødvendig som redning.
Det er denne bevægelse, vi i årevis har fulgt på Tagryggen. Den gamle verdensorden brydes ned, mens de globale kriser hele tiden peger mod samme svar: mere koordinering, mere integration, mere kontrol og mere myndighed over nationerne. Tilsammen former de den verden, den kommende verdenshersker kan træde ind i.
Og nu sidder mennesker fra magtens egne kredse og taler om præcis dette. I Dialog drøftes Tredje Verdenskrig som noget, der skal "navigeres", mens netværkets medstifter siger, at frygten for verdenskrig kan drive menneskeheden mod "fred for enhver pris" og videre ind under Antikrists magt. Thiel henviser selv til ordene "fred og sikkerhed" i 1. Tess. 5:31. Det er svært ikke at standse op ved. For nogle årtier siden blev kristne latterliggjort for at tale om én verdensmagt, økonomisk kontrol og en kommende hersker med global myndighed. I dag er den tekniske mulighed ikke længere det svære at forestille sig. Det egentlige spørgsmål er, hvad der skal få verden til at acceptere den.
Thiels svar er frygt. Bibelens næste ord er "fred og sikkerhed". Og dér ligger bedraget. Verden vil tro, at den løber væk fra dommen, mens den i virkeligheden løber direkte ind i armene på den mand, der fører den frem imod den. Den vil søge fred og få trængsel. Søge sikkerhed og ende under tvang. Søge en redningsmand og tage imod Antikrist. Thiel frygter, at menneskeheden skal vælge Antikrist for at undgå Armageddon. Bibelen viser, at netop dette valg fører den frem mod Armageddon.
Se også
AI har for første gang skrevet komplette virus - en ny biologisk grænse er overskredet
Nyhed · 09. august, 2026
"Den gamle verdensorden er væk" - og det nye system tager form foran vore øjneNyhed · 17. februar, 2026
Kampen om fremtidens verdensordenNyhed · 08. april, 2025
Teknologien, der gør trængslen mulig og giver verdensriget sindArtikel · 22. december, 2025
Verdensriget 2010 - virkeligt og virtueltArtikel · 16. december, 2010
Hemmelige samfund og Antikrists kommeArtikel · 14. september, 2023