For det er det, denne sag handler om. Ikke om miljøproblemer. Ikke om "ansvarlig forvaltning". Ikke om hvorvidt mennesker bør smide affald i naturen eller rense deres spildevand. Det er en afledningsmanøvre. Nyheden handler om noget langt mere alvorligt, at klimavidenskaben, sådan som den optræder i offentligheden, igen og igen har taget fejl - og alligevel kræver den mere lydighed, mere kontrol og mere magt, hver gang den kommer med en ny advarsel.
Nu er Al Gore tilbage. Ved et arrangement hos The Hollywood Reporter og Sustainable Entertainment Alliance, markeret omkring 20-året for An Inconvenient Truth, talte Gore igen om klimakrisen. Det var netop den film, som værten beskrev som filmen, der satte klimaspørgsmålet på landkortet. Gore fortalte selv, at hans klimashow begyndte som en præsentation, han udviklede, mens han var vicepræsident1.
Men denne gang handler advarslen ikke kun om, at vi brænder op. Denne gang er kulden tilbage. Gore talte om Grønlands is, Golfstrømmen og faren for, at havstrømmene kan ændre sig dramatisk. Da værten opsummerede scenariet som en situation, hvor vi kunne ende i en istid "på cirka 10 år", trak Gore ganske vist i land. Men han fastholdt, at et sådant skifte ville være "meget slemt" og på en skala, vi ikke kan sammenligne med noget i dag2.
Det er præcis her, afsløringen ligger. For i årtier har offentligheden fået at vide, at problemet er global opvarmning. Nu får den samme offentlighed at vide, at global opvarmning også kan føre til kulde. Før skulle vi frygte, at Europa blev for varmt. Nu skal vi frygte, at Europa bliver for koldt. Før var varmen beviset. Nu er kulden også beviset. Det er ikke videnskab som oplysning. Det er videnskab som totalforklaring.
Hvis det bliver varmere, har klimavidenskaben ret. Hvis det bliver koldere, har klimavidenskaben ret. Hvis katastrofen kommer, havde de ret. Hvis katastrofen ikke kommer, var den bare udskudt. Hvis en forudsigelse slår fejl, var det ikke forudsigelsen, der var forkert - det var blot offentligheden, der ikke forstod "nuancerne".
Sådan taler en magtstruktur, ikke en ydmyg videnskab!
Og kulden er ikke ny i denne fortælling. I 1970'erne blev offentligheden også skræmt med global nedkøling. Som beskrevet i Videnskabens globale nedkøling blev der dengang advaret om en kommende istid, sult, faldende temperaturer og katastrofale følger for menneskeheden. Leonard Nimoy præsenterede i 1978 fremtidsudsigter med sult og død i enorm skala, og advarslerne blev ledsaget af henvisninger til forskere, eksperter og klimatologer, der mente, at den næste istid var på vej3. Dengang var forklaringen global nedkøling. Så blev forklaringen global opvarmning. Nu er forklaringen klimaforandringer - et ord så elastisk, at det kan rumme både opvarmning, nedkøling, tørke, regn, storm, sne, mangel på sne, havstigning, havstrømme, kuldechok og hedebølge.
Det er genialt, hvis målet er at bevare autoriteten. For en teori, der kan forklare alt, kan i praksis ikke falsificeres. Og netop derfor må man være langt hårdere i vurderingen. Klimavidenskaben som politisk fortælling har ikke blot "haft nogle fejlskud". Den har gjort fejltagelserne til en del af sit immunforsvar. Hver gang virkeligheden ikke passer med varslerne, ændres sproget, modellen, tidshorisonten eller definitionen - men kravet om handling består.
Al Gore er det perfekte symbol på dette. Han var ikke en tilfældig aktivist. Han var senator, vicepræsident og en af de mest magtfulde politiske stemmer i verden. Allerede i 1992 udgav han Earth in the Balance, som hans egen officielle side beskriver som en bog, der satte miljøet på den nationale dagsorden og advarede om trusler mod klima, vand, jord og biodiversitet4. I 1990'erne og 2000'erne fremstod Gore som manden, der havde set fremtiden. Han talte ikke forsigtigt. Han talte som en profet med PowerPoint. Han advarede, pressede, moraliserede og gjorde klimasagen til et spørgsmål om civilisationens overlevelse. Men de store, dramatiske billeder, offentligheden fik serveret, blev aldrig til noget.
Flere nyheder om Klimaforandringer, Kontrol og Videnskab
Når klimaet både bliver varmere og koldere – fortællingen der aldrig kan tage fejlDet er klimavidenskabens store problem i offentligheden. Den optræder ikke som ydmyg forskning, men som en præstestand. Den kommer ikke blot med data, men med domme. Den siger ikke blot "her er en usikker model", men "omvend jer, ellers går verden under". Og når verden ikke går under til den annoncerede tid, kommer den ikke tilbage med bod og bekendelse. Den kommer tilbage med en ny model.
Det er derfor, Al Gores nye kulde-advarsel er så afslørende. For den viser, at fortællingen aldrig behøver at indrømme nederlag. 1970'ernes globale nedkøling var forkert. Den globale opvarmnings mest dramatiske offentlige profetier slog fejl. Nu vender kulden tilbage - men denne gang som en underafdeling af opvarmningen. Det er ikke en fejl. Det er systemets overlevelsesmekanisme. Når én skræmmekampagne mister kraft, skifter man formulering. Når én deadline passerer, sætter man en ny. Når én katastrofe ikke kommer, finder man en anden. Når kulden ikke længere kan sælges alene, gøres den til en konsekvens af varmen. Og hver gang er løsningen den samme: mere styring.
Det er det, der afslører fortællingen. Ikke dens detaljer, men dens konstante konklusion. Uanset om problemet er varme eller kulde, tørke eller regn, is eller smeltet is, ender svaret altid det samme sted. Politikere, eksperter, internationale organer og teknokrater skal have mere magt over energi, landbrug, transport, produktion, forbrug og befolkningernes daglige liv. Det er derfor, spørgsmålet ikke er, om klimaet ændrer sig. Spørgsmålet er, hvorfor klimavidenskaben, efter årtier med fejlslagne katastrofevarsler, stadig behandles som en ufejlbarlig autoritet.
Hvorfor skal mennesker, der har taget fejl igen og igen, have mere magt næste gang? Hvorfor skal modeller, der ikke kan forudsige fremtiden med den sikkerhed, de sælges med, danne grundlag for dyre og omfattende samfundseksperimenter? Hvorfor skal almindelige mennesker betale prisen for eksperters frygt? Og hvorfor bliver enhver skeptiker behandlet som farlig, når det netop er alarmisterne, der har den dårligste historik?
Al Gore har brugt mere end tre årtier på at advare om en forestående klimakatastrofe. Først var det varmen. Nu kan det også være kulden. I begge tilfælde er budskabet det samme - frygt, adlyd og overlad beslutningerne til dem, der påstår, at de kan læse fremtiden. Men efter så mange fejlslagne varsler er det ikke længere skeptikerne, der skylder en forklaring. Det er klimabevægelsen. For hvis en prædikant igen og igen sætter dato på dommedag, og dommedag ikke kommer, kalder vi ham ikke profet. Vi kalder ham falsk profet.
Klimavidenskaben har i årtier krævet den ene ting, den ikke selv har fortjent: tillid. Og Al Gores nye advarsel om, at opvarmning også kan føre til kulde, gør ikke fortællingen mere troværdig. Den gør den mere afslørende. For når både varmen og kulden kan bruges som bevis for den samme sag, er det ikke klimaet, der tales om. Så er det magten