Det er jo egentlig rigtigt - det er videnskabens styrke, men det er absolut også en rigtig god grund til opretholde en ydmyghed og skepsis over for dagens videnskabelige udtalelser.
Jeg har før nævnt at der i 60'erne og 70'erne var alarmister der råbte at nu kommer der global nedkøling. Men jeg vil her gå lidt mere ind i det. I klippet herunder ses skuespilleren Leonard Nimoy, der i 1978 præsenterede fremtidsudsigterne med sult og død i en skala uden fortilfælde, hvor størstedelen af vores beboelige områder på planeten vil blive en polarørken. Dengang mente forskere, klimaeksperter og klimatologer at den næste istid var på vej til at virkeliggøre sig, inden for datidens børnebørns levetid - dvs. nu.
| “ | I 1977 ramte den værste vinter i et århundrede USA. På vejrstationer i den fjerne nord har temperaturerne været faldende i 30 år. Havkyster, der længe har været fri for sommeris, er nu blokeret året rundt.1 | ” |
Leonard Nimoy præsenterer istiden
I den periode begyndte forskere at forske i og overvåge Jordens klima tættere, for at få en bedre forståelse af de faktorer, der kunne påvirke kølingstendenser. Det involverede studier af historiske klimadata, aerosolemissioner, solaktivitet og andre relevante variabler. Nogle forskere og beslutningstagere var bekymrede for, at øgede aerosolemissioner fra industrielle aktiviteter og vulkanudbrud kunne bidrage til køling ved at blokere sollys. Som et resultat heraf blev der drøftet om regulering af aerosolemissioner for at afbøde potentielle kølingseffekter. Klimamodeller blev udviklet for at simulere de potentielle virkninger af forskellige faktorer på Jordens klima, herunder aerosoler, drivhusgasser og solvariationer. Modellerne hjalp forskere med at udforske forskellige scenarier og deres potentielle virkninger. Man overvejede at indføre politikker for at håndtere potentielle klimaændringer. De politikker omfattede udledningsregulering og energieffektivitetsforanstaltninger. Forskere og medierne skærpede opmærksomheden om de potentielle risici ved global køling, ligesom man gør det i dag med global opvarmning. Dette hjalp med at engagere offentligheden og beslutningstagere i diskussioner om klimaændringer. - Det er 45 år siden - klimamodellerne var alarmistiske og forkerte den gang, og det er de forsat.
Videnskaben er blevet meget klogere på klimaet i dag, er det hurtige forsvar af nutidens identiske håndtering, omend den er langt mere omfattende end den gang. Men forskere er ikke enige med hinanden - der er langt større uenighed og langt færre forskere end man tror, der mener at klimaet er i krise. Obama talte tilbage i 2016 om at der var 97% konsensus blandt klimaforskere om, at mennesket er skyld i den globale opvarmning. 97% er ufattelig meget, men det viste sig at være forkert, ligesom konsensus ikke er en målfaktor for sandhed. Man kan ikke afstemme sig til sandheden.
En undersøgelse udført af John Cook, undersøgte klimaændringers videnskabelige konsensus, ved at frivillige anmeldere under Cook gennemgik 12.000 klimarelevante artikler, som blev analyseret og reduceret til kun 4.000, der udtrykkeligt udtalte en holdning om menneskelig påvirkning af klimaændringerne. Det vil sige at 2/3 af artiklerne ikke blev gennemgået, fordi de ikke opfyldte kravet om at have en holdning til menneskeskabt global opvarmning. Artiklerne gennemgik en kategorisering i 4 kategorier2, der bar præg af anmeldernes personlige opfattelser, hvilket rejser tvivl om præcisionen. Der blev ikke udtaget én eneste artikel der ikke støttede ideen om menneskeskabt global opvarmning! Derfor er det vigtigt at forstå, at spørgsmålet om konsensus blandt klimaforskere er komplekst og stadig debatteres inden for videnskaben. Resultaterne viste, at over 99 procent af disse artikler anerkendte menneskelig påvirkning af klimaændringer, inklusive 96,4% (af 1/3 af artiklerne) procent med en stærk holdning.
Der er ingen videnskabelig konsensus. Der er enighed på forskellige måder imellem forskellige fragmenter af klimavidenskaben, men der er absolut ingen forenet stemme. Det kommer til udtryk i erklæringer som "Global Warming Petition Project", hvor 31.487 har underskrevet erklæringen der siger:
| “ | Vi opfordrer den amerikanske regering til at afvise aftalen om global opvarmning, der blev skrevet i Kyoto, Japan, i december 1997, samt andre lignende forslag. De foreslåede begrænsninger for drivhusgasser ville skade miljøet, hæmme udviklingen af videnskab og teknologi og påvirke menneskehedens sundhed og velfærd negativt. Der findes ingen overbevisende videnskabelig evidens for, at menneskets udledning af kuldioxid, metan eller andre drivhusgasser forårsager eller i den nærmeste fremtid vil forårsage katastrofal opvarmning af jordens atmosfære og forstyrrelse af jordens klima. Derudover findes der betydelig videnskabelig evidens for, at stigninger i atmosfærisk kuldioxid har mange gavnlige virkninger på jordens naturlige planteliv og dyreliv.3 | ” |
På siden fortælles der også at underskriverne på listen har formelle uddannelser inden for specialiseringsområder, der kvalificerer dem til at vurdere forskningsdataene i forbindelse med appellen. Mange af underskriverne arbejder i øjeblikket inden for klimatologiske, meteorologiske, atmosfæriske, miljømæssige, geofysiske, astronomiske og biologiske områder, der er direkte involveret i klimaændringskontroversen.
Eller spørgeskemaet udfyldt af 51.000 professionelle ingeniører, geologer og geofysikere i Alberta, Canada, der fandt at kun 26% mener, at global opvarmning er forårsaget af menneskelig aktivitet, og 68% er uenige i det populære udsagn om, at "debatten om de videnskabelige årsager til de seneste klimaændringer er afgjort"4. Eller da mere end 17.000 forskere i 1998 underskrev "Oregon Petition", som udtrykte tvivl om den menneskeskabte globale opvarmning, og gik imod Kyoto Protokollen. Mere end 2.600 af dem der underskrev denne anti-Kyoto begæring, har klimavidenskabelige kvalifikationer5. Eller "Verdensklimaerklæringen" som jeg nævnte for lidt over et årstid siden6, hvor 1.200 havde underskrevet, herunder 10 fra Danmark. Den er nu steget til 1.798 med 15 fra Danmark7.
Der er ingen konsensus. Men lad os lige vende tilbage til videnskaben for knap 50 år siden. Journalist Peter Gwynn udgav d. 28. april, 1975 en artikel i Newsweek der hed "Den Kølende Verden". Her skriver han i samhørighed med TV udsendelsen i klippet delt ovenfor, og siger bl.a.:
| “ | Der er uhyggelige tegn på, at jordens vejrforhold er begyndt at ændre sig dramatisk, og at disse ændringer kan antyde en drastisk nedgang i fødevareproduktionen - med alvorlige politiske implikationer for næsten enhver nation på jorden. Faldet i fødevareproduktionen kunne begynde ganske snart, måske kun ti år fra nu. De regioner, der er skæbnesvangre for dens indvirkning, er de store hvedeproducerende områder i Canada og Sovjetunionen mod nord, sammen med en række marginalt selvforsynende tropiske områder - dele af Indien, Pakistan, Bangladesh, Indokina og Indonesien - hvor vækstsæsonen er afhængig af regnen bragt af monsunen. Beviserne til støtte for disse forudsigelser er nu begyndt at akkumulere så massivt, at meteorologer har svært ved at følge med. I England har landmænd set deres vækstsæson falde med cirka to uger siden 1950, med en samlet tab i kornproduktionen, der estimeres til op til 100.000 ton årligt. I samme periode er den gennemsnitlige temperatur omkring ækvator steget med en brøkdel af en grad - en brøkdel, der i nogle områder kan betyde tørke og ødemark. Sidste april, under det mest ødelæggende udbrud af tornadoer, der nogensinde er registreret, dræbte 148 tornadoer mere end 300 mennesker og forårsagede skader for en halv milliard dollars i tretten amerikanske stater. Trend: For videnskabsfolk repræsenterer disse tilsyneladende forskellige hændelser de første tegn på fundamentale ændringer i verdens vejrforhold. Det centrale faktum er, at efter tre fjerdedele af et århundrede med ekstraordinært milde forhold, synes jordens klima at køle ned. Meteorologer er uenige om årsagen og omfanget af køletendensen samt dens specifikke indvirkning på lokale vejrforhold. Men de er næsten enige om, at tendensen vil reducere landbrugsproduktiviteten for resten af århundredet. Hvis klimaændringen er så dyb, som nogle af pessimisterne frygter, kunne de resulterende hungersnød være katastrofale. "En stor klimaændring ville tvinge økonomiske og sociale tilpasninger på verdensplan," advarer en nylig rapport fra National Academy of Sciences, "fordi de globale mønstre for fødevareproduktion og befolkning, der er udviklet, er implicit afhængige af det nuværende århundredes klima." En undersøgelse, der blev afsluttet sidste år af Dr. Murray Mitchell fra National Oceanic and Atmospheric Administration, afslører et fald på en halv grad i gennemsnitstemperaturen på den nordlige halvkugle mellem 1945 og 1968. Ifølge George Kukla fra Columbia University viste satellitfotos en pludselig, stor stigning i snedække på den nordlige halvkugle om vinteren 1971-72. Og en undersøgelse, der blev offentliggjort sidste måned af to NOAA-videnskabsmænd, bemærker, at mængden af solskin, der når jorden i det kontinentale USA, faldt med 1,3 procent mellem 1964 og 1972... Meteorologer mener, at de kan forudsige de kortsigtede resultater af tilbagevenden til normen fra sidste århundrede. De begynder med at bemærke den lette nedgang i den samlede temperatur, der producerer store mængder trykcentre i den øvre atmosfære. Disse bryder den glatte strøm af vestenvinde over tempererede områder. Den stillestående luft, der produceres på denne måde, forårsager en stigning i ekstremer af lokalt vejr som tørke, oversvømmelser, lange tørkeperioder, lange frostperioder, forsinkede monsuner og endda lokale temperaturstigninger - alt sammen med direkte indvirkning på fødevareforsyningen. "Verdens fødevareproduktionssystem," advarer Dr. James D. McQuigg fra NOAA's Center for Climatic and Environmental Assessment, "er meget mere følsomt over for vejrforholdene end det var for bare fem år siden." Derudover gør væksten i verdens befolkning og oprettelsen af nye nationale grænser det umuligt for sultende mennesker at migrere fra deres ødelagte marker, som de gjorde under tidligere hungersnød. Klimatologer er pessimistiske med hensyn til, om politiske ledere vil træffe positive foranstaltninger for at kompensere for klimaændringen eller endda for at mildne dens virkninger. De indrømmer, at nogle af de mere spektakulære løsninger, der er foreslået, såsom at smelte arktisk havis ved at dække den med sort sod eller omdirigere arktiske floder, kunne skabe problemer, der er langt større end dem, de løser. Men videnskabsfolkene ser få tegn på, at regeringsledere nogen steder er forberedt på at tage de simple foranstaltninger med at lagre fødevarer eller indføre klimaets usikkerhedsvariable i økonomiske prognoser for fremtidige fødevareforsyninger. Jo længere planlæggerne venter, desto sværere vil de finde det at håndtere klimaændringen, når resultaterne bliver en alvorlig virkelighed.8 | ” |
Bemærk alle de videnskabelige forklaringer og beviser, hvordan eksperter - meteorologer, videnskabsfolk og klimaforskere forudså ulykker der aldrig kom - ligesom Al Gore der forudså et sommer-isfrit Antarktis i 2014. De ved lige så lidt i dag, som de gjorde den gang. Og det er voldsomt problematisk, for alt bliver ændret på bagrund af falsk videnskab - på alle områder af virkeligheden.
Gwynn forsøgte at lave lidt brandslukning og sagde at, "Det står jeg ved. Det var korrekt på det tidspunkt" men at "Det var bare et spændende stykke om, hvad en bestemt gruppe i en bestemt niche inden for klimatologi tænkte"9. På trods af at det påståeligt var en bestemt niche inden for klimatologi han byggede sin artikel på - der desuden producerede den korrekte videnskab på daværende tidspunkt (men som var forkert i den virkelige verden) - så fortæller han også at, "historien var pirrende nok til, at andre variationer - noget mere nuanceret - blev skrevet af blandt andre New York Times og National Geographic. Teorien fik støtte fra nogle ret velrenommerede videnskabsmænd: den afdøde, ærede Stephen Schneider fra Stanford støttede en bog om spørgsmålet"9.
Både TV udsendelser og store anerkendte aviser skrev om truslen om en polarørken. For nyligt skrev jeg lidt om de idiotiske, klimareligiøse idéer, men også dengang var som du ser, løsningerne 100% Stom P. At smelte arktisk havis ved at dække den med sort sod og omdirigering af arktiske floder. I ovenstående citat, nævnes den ærede, velrenommerede videnskabsmand, Stephen Schneider, og det var ham, der stod bag ideen om at tilsode den arktiske havis.
Det skrev han om i sin bog fra 1976, "The Genesis Strategy":
| “ | En anden måde at reducere mængden af hav-is, eller endda fjerne den helt, ville være at dække den med sort sod, der sprøjtes ud fra fly. Hvis dette forsøges tidligt om foråret, kunne den mørke isoverflade muligvis absorbere tilstrækkelig ekstra energi fra solen til at reducere eller endda smelte isen helt. Halstead Harrison, en atmosfærisk forsker ved University of Washington i Seattle, beregnede, "at det ville kræve 50.000 Boeing 747 flyvninger (f.eks. 500 fly i 50 dage med to flyvninger hver) for at sprede de 10 millioner metriske ton sod, der er nødvendig for at dække 10 millioner kvadratkilometer iskappe til en lille dybde på én tiendel tusindedel af en centimeter. Harrison påpegede, at "omkostningen ved 0,10 dollars pr. ton pr. mil og 1000 mil, plus 100 dollars per ton sod, ville være omkring 2 milliarder dollars," et meget lille tal sammenlignet med visse nuværende militærbudgetter. Om det ville virke, er dog stadig et åbent spørgsmål."10 | ” |
Det var datidens videnskab, som ønskede at revolutionere hele den politiske verden for at redde kloden fra global nedkøling. Stephen Schneider ændrede i 80'erne mening og mente nu at krisen var global opvarmning. Han skrev at:
| “ | På den ene side er vi som videnskabsfolk bundet af etisk forpligtelse til den videnskabelige metode, hvilket i praksis indebærer, at vi lover at fortælle sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden - hvilket betyder, at vi skal inkludere alle tvivlsspørgsmål, forbehold, "hvis'er", "og'er" og "men'er". På den anden side er vi ikke kun videnskabsfolk, men også mennesker. Og ligesom de fleste mennesker vil vi gerne se verden som et bedre sted, hvilket i denne sammenhæng betyder, at vi arbejder for at reducere risikoen for potentielt katastrofale klimaforandringer. For at gøre det skal vi have bred opbakning og fange offentlighedens fantasi. Det betyder naturligvis at få masser af mediedækning. Så vi er nødt til at præsentere skræmmende scenarier, komme med forenklede, dramatiske udtalelser og nævne tvivl så lidt som muligt. Dette "dobbelte etiske bånd", som vi ofte befinder os i, kan ikke løses med nogen formel. Hver af os må beslutte, hvad den rette balance er mellem at være effektiv og være ærlig. Jeg håber, det betyder at være begge dele.11 | ” |
Og det rammer utroligt præcist hovedet på sømmet. Deres personlige frygt som mennesker, afspejles i medierne for at forme masserne. Og som Schneider, der i løbet af 10-20 ændrede videnskabelig mening, er en forsker-arketype. De tror de forstår at læse skabelsen, men de ser ikke alt det de ikke ved, og kalder sig eksperter. Fordi de ikke ved nok, læser de deres egen frygt ind i skabelsens virke. Vidste de bedre, var der ingen krise.
Bjørn Lomborg har i et studie undersøgt forholdet mellem viden og frygt, og konkluderer at:
| “ | Mennesker, der besidder mere overordnet miljøviden eller klimaspecifik viden, oplever mindre angst for klimaændringer (Og mindre viden, mere angst) Kan vi vende tilbage til at uddanne vores børn, i stedet for at skræmme dem?12 | ” |
Det er vigtigt at se, at det er rigtig mange generationer siden vi har haft en periode med vores nuværende klima. Så mange at vi ikke har nogen kollektiv hukommelse om hvordan det klima udtrykker sig. Men det er sådan verden ser ud i denne klimatiske cyklus. Fordi vi ikke husker det, er det ufatteligt nemt at bedrage os til at føje os elitære planer for at redde Jorden - nu fra global opvarmning. Og skrækscenarierne har lydt uden opfyldelse siden 60'erne. Jeg fandt denne oversigt nogen har lavet, som opsummerer hvad der er blevet spået:
1966: Olie væk om Ti År
1967: Alvorlig Fødevaremangel Forudset Inden 1975
1968: Overbefolkning Vil Brede Sig På Verdensplan
1969: Alle Vil Forsvinde I en Sky Af Blå Damp Inden 1989
1970: Verden Vil Opbruge Alle Sine Naturressourcer Inden 2000
1970: Byborgere Vil Kræve Gasmasker Inden 1985
1970: Nitrogenopbygning Vil Gøre al Jord Ubrugelig
1970: Nedbrydende Forurening Vil Dræbe Alle Fisk
1970'erne: Dræberbier!
1970: Istid Inden 2000
1970: Amerika Udsat for Vandrationering Inden 1974 og Madrationering Inden 1980
1971: Ny Istid på Vej Inden 2020 eller 2030
1972: Ny Istid Inden 2070
1972: Olie Opbrugt om 20 År
1974: RumSatellitter Viser Ny Istid på Hurtig Fremmarch
1974: Endnu en Istid?
1974: Ozonudtømning "Stor Fare for Livet"
1976: Videnskabelig Konsensus: Planeten Afkøles, Hungersnød Forestående
1977: Energidepartementet Siger, at Olie Vil Toppe i 90'erne
1978: Ingen Afslutning i Sigte på 30-Årig Afkølingstrend
1980: Sur Nedbør Dræber Livet i Søer
1980: Peak Oil i 2000 (at oliemængden har toppet, nu kommer der ikke mere, og snart løber vi tør)
1988: Regionale Tørker (som aldrig skete) i 1990'erne
1988: Temperaturer i Washington DC Vil Slå Rekordhøjder
1988: Maldiverne Vil Være Oversvømmet i 2018 (det er de ikke)
1989: Stigende Havstande Vil Udslette Nationer, hvis Intet Gøres inden 2000
1989: New York City's West Side Highway Under Vand Inden 2019 (det er den ikke)
1996: Peak Oil i 2020
2000: Børn Vil Ikke Vide, Hvad Sne er
2002: Hungersnød om 10 År, Hvis Vi Ikke Holder op med at Spise Fisk, Kød og Mejeriprodukter
2002: Peak Oil i 2010
2004: Storbritannien Vil Være Sibirien i 2024
2005: Manhattan Under Vand i 2015
2006: Superorkaner!
2008: Arktis Vil Være Isfrit i 2018
2008: Klimageni Al Gore Forudser Isfrit Arktis Inden 2013
2009: Klimageni Prins Charles Siger, at vi Har 96 Måneder til at Redde Verden
2009: UK's Premierminister Siger, at der er 50 Dage til at "Redde Planeten fra Katastrofe"
2009: Klimageni Al Gore Flytter sin Forudsigelse af Isfrit Arktis fra 2013 til 2014
2013: Arktis Isfrit Inden 2015
2014: Kun 500 Dage Til "Klimakaos"
2019: "Hej Greta, vi har brug for dig til at overbevise dem om, at det virkelig kommer til at ske denne gang"
Skulle verdens samfund have reageret på alle truslerne igennem tiden, så havde verden været et utroligt fattigt sted i dag. I samme bog skriver Schneider under kapitlet "Klimahistorie - Hvad hvis den gentager sig?" i et underpunkt "Handling Før Vished" at:
| “ | De, der forklejner vores ufuldstændige forståelse af tørke, må ikke have lov til at forhindre præparater mod dens virkninger. Vi bør heller ikke lade den beroligende snak om specialinteressegrupper eller kortsynede optimister, som et øjeblik bliver styrket af en god høst eller to, svække vores beslutsomhed. Vi skal nu påbegynde hastetiltag for at rette op på de langsigtede forhold, der før eller siden gør os sårbare over for længere perioder med ugunstigt vejr, hvilket, som historien har lært os, er uundgåelige13 | ” |
Tydeligvist er der ikke noget grundlag for at tale om langsigtede forhold. Samme mand der siger det, har alarmeret om truende global nedkøling, men skiftede til alarmistisk global opvarmning. Der er ingen holdbare, langsigtede prognoser - og derfor er det hverken global nedkøling eller opvarmning mere, men klimaforandringer - uanset hvad, er den gal. En "lad - skyd - sigt" respons på noget man ikke rigtig ved noget om, bliver lynhurtigt meget dyr. Videnskab er en fortolkning af data, og derfor ikke objektivt. Derfor er der splid i forskerrænkerne, for data kan fortolkes på mange måder. Derfor skal man besidde en ydmyghed og ærlighed som vi hører Schneider indrømme er svær at håndtere - for forskere er også mennesker. Hvis verden fortsætter som nu, vil vi om 50 år kikke tilbage og sige det samme som vi siger om forskningen for 50 år siden. "Vi ved mere i dag", og forskere har flyttet fokus, for vejret er som Gud har sagt det, "Herefter (syndfloden) skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!... du (Gud)fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter." (1. Mos. 8:22, Sal. 74:14).