Der var ikke meget plads til tøven dengang. Der var endnu mindre plads til dem, der sagde nej. I december 2022 blev Fauci spurgt direkte, hvad han ville gøre, hvis republikanerne indkaldte ham til kongreshøringer om hans håndtering af corona. Svaret kunne næppe have været mere selvsikkert, "Jeg har intet at skjule. Jeg kan forklare og validere alt, hvad jeg har gjort", sagde han2.
Så kom høringen. Og manden, der kunne forklare alt, ville pludselig ikke forklare noget. Spørgsmål efter spørgsmål blev mødt med Fifth Amendment. Mere end 100 gange (111 gange for at være præcis3) nægtede Fauci at svare med henvisning til sin forfatningsmæssige ret til ikke at afgive forklaring, der kunne bruges til at inkriminere ham4. Det er selvfølgelig hans juridiske ret. Men vi skal ikke gøre os selv så dumme, at vi derfor bilder os ind, at synet er betydningsløst. For det er ikke bare en tilfældig embedsmand, der efter råd fra sine advokater holder mund. Det er manden, der gennem coronaårene blev ophøjet til noget nær personificeringen af den autoriserede videnskab - i hvert fald, som sagt, anså han sig selv som sådan. Det er manden, som havde "intet at skjule". Manden, der kunne forklare og bekræfte alt". Manden, der ville samarbejde fuldt ud.
Da befolkningen skulle underkaste sig, var Fauci ikke tavs. Da menneskers virksomheder blev lukket, børn sendt hjem, familier isoleret, ansatte presset til vaccination og kritikere behandlet som en fare for den offentlige sundhed, manglede han ikke ord. Nu står spørgsmålene rettet mod ham selv. Nu står hans egne udsagn, mails, rådgivere, forskningsbevillinger, dokumenthåndtering og coronaår foran ham. Og rådet fra hans advokater er: Sig ingenting.
Det er svært at forestille sig et mere præcist billede på det moralske sammenbrud, coronaårene efterlod.
Vi skulle være bange nok til at opgive det, vi ellers aldrig ville have opgivet
Da jeg i maj 2020 skrev om corona som en prøve på verdenssamfundet, var det netop dette, der bekymrede mig. Hvor meget magt kan myndigheder få et samfund til at aflevere, hvis først befolkningen bliver tilstrækkeligt bange? Hvor hurtigt kan frihed blive omdefineret fra en rettighed til et privilegium, som staten administrerer efter den til enhver tid gældende sundhedspolitiske doktrin?5.Det viste coronaårene os. Pludselig var det ikke absurd at forestille sig, at staten bestemte, hvem man måtte besøge. Det var ansvarligt. Det var ikke ekstremt at lukke kirker, arbejdspladser, restauranter, skoler og store dele af samfundslivet. Det var nødvendigt. Det var ikke et overgreb at forlange dokumentation for en medicinsk behandling for at komme ind bestemte steder. Det var folkesundhed. Det var ikke social tvang at gøre livet besværligt for mennesker, der ikke ønskede vaccination. Det var solidaritet. Ord ændrede betydning, mens frygten voksede.
I december 2020 skrev jeg om det samfund, der voksede frem omkring mundbind, vaccination, digitale adgangssystemer og en farlig forestilling om, at personlig frihed kunne suspenderes, blot myndighederne erklærede det nødvendigt. Men nødvendighed kræver dokumentation. Hvis staten vil gøre menneskers arbejde, uddannelse, rejser og almindelige liv afhængigt af lydighed mod medicinske og sociale indgreb, ligger bevisbyrden hos staten. Under corona blev denne grænse overskredet igen og igen, selv hvor grundlaget var usikkert og de langsigtede konsekvenser ukendte. Når myndighederne siger: "Du er fri til at sige nej, men så mister du adgangen til dit normale liv", er det ikke længere rådgivning. Det er tvang6.
Det var den grænse, der blev overskredet. Og Fauci blev et af de vigtigste ansigter på den tankegang. Han var naturligvis ikke juridisk hersker over Danmark, Europa eller verdens regeringer. Men det ville være historieløst at lade som om hans indflydelse stoppede ved døren til NIAID (USA's statslige forskningsinstitut for infektionssygdomme, allergier og immunsystemet. Det svarer i store træk til den forsknings- og beredskabsmæssige del af det danske Statens Serum Institut - SSI). Fauci blev en global autoritet. Hans udtalelser blev citeret verden over, hans vurderinger indgik i den internationale sundhedsdebat, og hans måde at tale om corona på blev en del af den doktrin, som medier og myndigheder igen og igen præsenterede befolkningen for.
Det var ikke blot: "Her er den viden, vi har". Det blev: "Dette er videnskaben". Og når en mand tilmed kunne sige, at angreb på ham i realiteten var angreb på videnskaben, fordi han "repræsenterede videnskaben", så var vi langt væk fra den ydmyghed, som virkelig videnskab burde begynde med. Videnskab er ikke Anthony Fauci. Videnskab er heller ikke en sundhedsminister, et medicinalfirma eller et pressemøde. Videnskab er netop retten til at spørge, tvivle, efterprøve og opdage, at det, man var sikker på i går, var forkert. Under corona blev tvivlen alt for ofte behandlet som problemet. I dag kan vi se, at det var sikkerheden, der burde have skræmt os.
Når "videnskaben" pludselig bare dukkede op
Et af de mest afslørende øjeblikke kom, da Fauci senere blev afhørt om den berømte afstand på seks fod (der i Danmark blev til to meter), som i USA blev gjort til en central del af coronaregimet. Under den kongresundersøgelse, der blev offentliggjort i 2024, erkendte Fauci, at reglen ikke udsprang af den solide konkrete dokumentation, som mange mennesker dengang havde fået indtryk af. Hans formulering var, at den "ligesom bare dukkede op".Det samme forløb gentager sig, når man gennemgår coronaårene. Regler blev præsenteret med autoritet, mennesker blev irettesat for at betvivle dem, og først senere kom indrømmelserne af, hvor tyndt eller skiftende grundlaget kunne være. Kongressens efterfølgende undersøgelse beskrev desuden de enorme følger af skolelukninger, virksomhedslukninger og den brede sundhedspolitiske styring7.
Det er nemt bagefter at kalde det "læring". Det var ikke bare læring for dem, der betalte prisen. Et barn får ikke sin mistede skolegang tilbage, fordi en embedsmand fem år senere siger, at man i dag ved mere. En virksomhedsejer får ikke de ødelagte år tilbage. Et menneske, der blev alvorligt skadet af en medicinsk behandling, bliver ikke rask af, at myndighederne senere justerer anbefalingen. En familie der mistede, får aldrig personen igen. Det er dette, jeg finder så frastødende ved måden coronaårene ofte bliver behandlet på bagefter. De mennesker, der sad med magten, kan fortælle os, at situationen var vanskelig, at de handlede efter den daværende viden, og at videnskaben udvikler sig - underforstået fordi der ikke var nogen videnskab. Alt det kan være sandt. Men det ophæver ikke ansvaret. Tværtimod. Jo mindre sikker viden man havde, desto mindre moralsk ret havde man til at tvinge andre.
Flere nyheder om Corona, Politik og Samfund
Regeringens coronaløgne er Satans løgne.Vaccinen var prøvet i forsøg - men den var ikke prøvet af tiden
Her bliver sproget vigtigt. Coronavaccinerne blev ikke sprøjtet ind i mennesker uden kliniske forsøg. Der fandtes randomiserede undersøgelser med mange tusinde deltagere, og myndighederne havde data, da de gav de første godkendelser. Men det er heller ikke det samme som den fortælling, befolkningen er blevet solgt. Ingen i december 2020 kunne vide, hvordan produktet ville se ud efter fem års anvendelse. Ingen kunne have ti års opfølgningsdata. Ingen kunne på nogle få måneder opdage enhver sjælden skade, der måske først ville vise sig tydeligt, når millioner eller milliarder blev vaccineret.Man kan accelerere papirarbejde, finansiering, produktion og rekruttering til forsøg. Man kan ikke accelerere tiden. Det var derfor, jeg allerede under udviklingen advarede mod det vaccinehastværk, der blev gjort til en politisk nødvendighed. Problemet var ikke blot selve vaccinen, men den fuldstændige omvending af forsigtighedsprincippet - et produkt med nødvendigvis begrænset langtidsopfølgning blev ikke alene tilbudt til risikogrupper - der blev opbygget et helt socialt system omkring at få så mange som muligt til at tage det8. Og da mennesker sagde: "Jeg vil gerne vente", blev ventetiden selv mistænkeliggjort. Det var dér, det medicinske valg holdt op med at være frit.
Fauci ville gøre livet vanskeligt for dem, der sagde nej. Der findes en formulering fra ham, som efter min mening fortæller mere om tidsånden end lange kommissionsrapporter. Under den senere kongresafhøring blev han konfronteret med sin egen tidligere argumentation om, at når man gjorde livet tilstrækkeligt vanskeligt for uvaccinerede, ville mange opgive deres modstand og blive vaccineret. Samtidig erkendte han senere, at mandater kan have været med til at øge vaccineskepsissen9. Smag på logikken. Myndigheden har et produkt, den ønsker, at du skal tage. Du ønsker ikke produktet. Svaret er ikke længere at overbevise dig. Svaret er at gøre dit liv vanskeligere. Hvordan kan det kaldes informeret samtykke?
Et samtykke er ikke frit, hvis staten, arbejdsgiveren eller institutionen står bagved med truslen om at fratage dig noget væsentligt, hvis du siger nej. Under corona lærte vi at pynte tvang med pæne ord. Det hed "mandat". Det hed "krav". Det hed "beskyttelse af de sårbare". I Danmark udviste man ikke "samfundssind" og var egoistisk tangerende til ond, hvis ikke man tog injektionsvæsken. Men for den konkrete sygeplejerske, soldat, studerende eller medarbejder kunne betydningen være langt mere brutal - tag injektionen, eller risiker dit arbejde, din uddannelse eller din adgang til det liv, du havde før. Jeg kan ikke se noget humanistisk i det.
Og når et sådant system drives frem med henvisning til et produkt, hvis sjældne og langsigtede risici stadig er under kortlægning, bliver det ikke blot politisk dumhed. Det bliver et moralsk overgreb. Det er organiseret ondskab.
Vi brugte endda børnene som led i en smittestrategi. Noget af det sværeste for mig at læse tilbage i er beslutningen om børnene. I november 2021 anbefalede Sundhedsstyrelsen vaccination af de 5-11-årige. Myndigheden skrev selv, at alvorlig COVID-19 var sjælden blandt børn, og at "beskyttelse af børnene ikke er det primære mål". Vaccinationen skulle blandt andet bidrage til at stoppe smittekæder og øge befolkningens samlede immunitet10. Det bør man standse ved. Børnene skulle altså ikke først og fremmest behandles for deres egen skyld. De skulle behandles som en del af en samfundsstrategi. Jeg finder det dybt alvorligt, fordi børn ikke er statens redskaber. De er ikke små biologiske brikker, der skal bære en medicinsk risiko for at få et epidemiologisk regnestykke til at gå op.
Og nu sidder vi i 2026 med den anden side af regnestykket. Patienterstatningen havde pr. august 2026 anerkendt 373 erstatningssager efter COVID-19-vaccination. Blandt de anerkendte skader findes blandt andet betændelse i hjertemusklen og hjertesækken, rygmarvsbetændelse, blodkarsbetændelse, Guillain-Barré og vaccineinduceret Immun Trombotisk Trombocytopeni (VITT - til et fald i blodplader samtidig med blodpropper atypiske steder i hjernen og de store indre organer). Ti anerkendte sager vedrørte børn og unge under 18 år11.
Ti børn er ikke statistik for deres forældre. 373 anerkendte skader er ikke et abstrakt "sikkerhedssignal" for den person, der vågner hver morgen i en krop, som ikke længere fungerer, som den gjorde før. Og de tal omfatter alene de sager, hvor det danske erstatningssystem har vurderet, at betingelserne for erstatning er opfyldt. De fortæller ikke hele historien om alle anmeldelser, alle mistanker eller alle mennesker, som mener, at deres helbred ændrede sig efter vaccination.
Da jeg skrev om de børn, der havde fået anerkendt alvorlige vaccineskader, var det netop den menneskelige del af historien, der stod tilbage. Først blev forældrene fortalt, at vaccination var en samfundsopgave. Bagefter måtte familier gå tiggergang til Patienterstatningen med et sygt barn og bede staten anerkende konsekvensen12. Det er en grotesk vending.
I 2022 skrev jeg om den "skyldige vaccineregering", fordi det allerede dengang blev tydeligt, hvordan myndigheder bagefter kunne flytte sig fra deres tidligere skråsikkerhed med formuleringer om, at "vi er blevet klogere". Ja. Man bliver klogere. Det er netop derfor, man skal være forsigtig, før man tvinger andre. Hvis man ved, at fremtidig viden kan ændre dagens anbefalinger, så bør ydmygheden komme før tvangen, ikke efter skaden13. Det er et af coronaårenes store moralske bedrag. Usikkerheden blev brugt til at retfærdiggøre mere magt, hvor den burde have været et argument for mindre.
Flere nyheder om Corona, Journalistik og Politik
Næsten 17 gange flere døde af influenza, end af Covid-19!Pfizers 1.291 står stadig i dokumentet
Og så kommer vi til det dokument, som så ofte bliver forsøgt talt væk gennem en sproglig manøvre. Pfizers egen sikkerhedsrapport fra 30. april 2021 indeholder et omfattende appendiks med 1.291 "Adverse Events of Special Interest". Jeg gjorde opmærksom på dokumentet i januar 2022, fordi omfanget alene burde have ført til et helt andet niveau af offentlig ydmyghed omkring sikkerhedsspørgsmålet14. Samme dokument viser, at Pfizers sikkerhedsdatabase frem til 28. februar 2021 havde modtaget 42.086 case reports, der omfattede 158.893 rapporterede hændelser. Pfizer gør i rapporten selv opmærksom på, at spontane anmeldelser ikke kan bruges som bevis for, at vaccinen forårsagede hver enkelt hændelse15. Men hvad er den rimelige reaktion på et nyt produkt, mens et sådant sikkerhedsmateriale stadig bygges op?Er reaktionen ydmyghed? Langvarig overvågning? Åben information? Et ubetinget forsvar for den enkeltes frie, informerede valg? Eller er reaktionen at skabe vaccinepas, arbejdspladskrav, social udskamning og politisk pres for at få mennesker vaccineret hurtigst muligt? Det er dét spørgsmål, de 1.291 punkter gør relevant, for dokumentet afslører, hvor absurd det var at foregive, at alle væsentlige spørgsmål allerede var afsluttet. De var ikke afsluttet.
Sikkerhedsovervågningen var i gang, mens tvangen voksede. Mennesker døde af vaccineskader og der er endnu en sætning, som ikke længere bør kan affejes som "misinformation": Mennesker er døde af alvorlige reaktioner efter COVID-vaccination, hvor sundhedsmyndighederne selv har vurderet sammenhængen som sandsynlig. I Danmark vurderede Lægemiddelstyrelsen tre tilfælde af det alvorlige VITT-syndrom efter AstraZenecas vaccine. To af disse mennesker døde. Myndigheden vurderede sammenhængen med vaccinen som sandsynlig16. Så snart staten ved, at et medicinsk indgreb i sjældne tilfælde kan forårsage katastrofal skade eller død, bliver den enkeltes ret til selv at sige ja eller nej endnu mere fundamental.
Hvis jeg frivilligt tager en behandling efter at være blevet ærligt informeret om den kendte og ukendte risiko, er det mit valg. Hvis staten gør min tilværelse så vanskelig, at mit "valg" reelt bliver mellem injektionen og mit levebrød, har staten taget del i beslutningen. Så kan staten ikke bagefter gemme sig bag ordet frivillighed.
De sårede mennesker forsvandt ud af fortællingen
Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig gennem årene, er hvor hurtigt mennesker med mulige eller anerkendte vaccineskader forsvandt fra den store fortælling. Under udrulningen talte politikerne om solidaritet. Man skulle tage vaccinen for hinanden. Man skulle tænke på de gamle. Man skulle gøre sin pligt. Men da nogle af de mennesker, der gjorde netop det, efterfølgende fortalte, at deres liv og helbred var blevet ødelagt, var solidariteten vanskeligere at få øje på. De passede ikke ind. For deres historie forstyrrede fortællingen om den rene succes.Jeg skrev i 2023 om behovet for at placere ansvaret, netop fordi der bag statistikken findes mennesker, som oplever, at de gjorde præcis det, myndighederne bad dem om, og bagefter stod alene med følgerne17. Det er dem, jeg tænker på, når Fauci kategorisk tager "Fifth Amendment" - og alligevel ikke, som lovet, vil "forklare og validere alt".
Ikke fordi Fauci personligt injicerede dem og ikke fordi han traf hver eneste beslutning i Danmark eller resten af verden. Men fordi han repræsenterede den autoritære sikkerhed, hvormed hele denne politik blev solgt. Han var en af mændene, som fortalte verden, at man skulle stole på systemet. Nu vil systemet have svar fra ham. Og han stoler ikke engang nok på sin egen forklaring til at give dem uden beskyttelse mod selvinkriminering.
Så kom Bidens benådning
Hvis Faucis tavshed stod alene, ville den være bemærkelsesværdig, men det gør den ikke. Den 19. januar 2025, lige før Joe Biden forlod Det Hvide Hus, gav præsidenten Anthony Fauci en usædvanligt bred, forebyggende benådning. Den var "fuld og ubetinget" og omfattede føderale lovovertrædelser, Fauci måtte have begået eller deltaget i fra 1. januar 2014 til 19. januar 2025, når de udsprang af eller havde forbindelse til hans arbejde som NIAID-direktør, medlem af coronavirus-taskforcen, COVID-19 Response Team eller præsidentens medicinske chefrådgiver18.Man kan sige at en benådning ikke beviser noget. Men vi taler her om manden med "intet at skjule". Hvorfor skulle en mand, der intet havde at skjule, beskyttes med en fuld og ubetinget præsidentiel benådning, der dækkede mere end ti års embedsførelse? Og hvorfor sidder den samme mand bagefter i Kongressen og påberåber sig retten til ikke at inkriminere sig selv?
Rand Paul har netop gjort dette til et juridisk stridspunkt. Hans argument er, at Bidens brede føderale benådning fjerner en væsentlig del af den føderale risiko for den periode, som mange af spørgsmålene omhandler. Faucis advokater peger på andre mulige juridiske risici, og spørgsmålet om rækkevidden af Fifth Amendment i denne usædvanlige situation er nu selv blevet en del af kampen.
Men den juridiske diskussion ændrer ikke det politiske billede. Først en extraordinært bred benådning. Derefter Fifth Amendment igen og igen - 111 gange. Det er ikke sådan den Fauci, vi blev præsenteret for under corona, så ud. Dengang var han ikke manden, der blev beskyttet mod spørgsmål. Dengang var han manden, der definerede, hvilke spørgsmål der var "ansvarlige" at stille.
Og så begyndte Morens-sagen at falde sammen
Det er her, David Morens bliver så vigtig. Morens var ikke en fremmed konspirationsteoretiker på internettet. Han var seniorrådgiver i NIAID-direktørens kontor, altså i den institution Fauci ledede. Kongressen havde allerede i 2024 offentliggjort nogle bemærkelsesværdige mails fra Morens. I en af dem beskrev han muligheden for at sende materiale til "Tony" på hans private Gmail eller give ham det personligt på arbejdet. Han skrev samtidig, at Fauci var for klog til at lade kolleger sende ham materiale, der kunne skabe problemer. I andre mails talte Morens om en "hemmelig bagkanal" og om skadeskontrol omkring kontroversen om EcoHealth Alliance og coronavirusforskningen19. Det var Morens' egne ord.Flere nyheder om Corona, Politik og Samfund
Mundbind, Regeringens undertrykkende forsigtighedsprincipNu har Morens erkendt en føderal forbrydelse
Den 18. august 2026 forsvandt endnu en mulighed for at afskrive Morens-sagen som politisk teater. David Morens erklærede sig skyldig. Ifølge det amerikanske Justitsministerium erkendte den tidligere NIAID-rådgiver en sammensværgelse om at omgå Freedom of Information Act (lov om oplysningsfrihed) og reglerne om føderale dokumenter i forbindelse med coronavirusforskning. Morens og andre benyttede blandt andet hans private Gmail til kommunikation, der ellers kunne være blevet omfattet af offentlighedens adgang til regeringsdokumenter. Justitsministeriet beskriver også arbejde omkring den omstridte EcoHealth-bevilling, kommunikation gennem en "bagkanal" til en højtstående NIAID-embedsmand og bestræbelser på at modgå laboratorieoprindelsesfortællingen20.Morens har altså ikke blot mistet en politisk diskussion. Han har erkendt en føderal forbrydelse. Han risikerer op til fem års fængsel, og strafudmålingen er planlagt til 12. november 2026. Fauci er ikke tiltalt i Morens-sagen, og skylderkendelsen beviser ikke, at Fauci deltog i Morens' sammensværgelse. Men den ændrer fuldstændig temperaturen. For den viser, at problemet med hemmelige kommunikationskanaler og forsøg på at holde COVID-relaterede regeringsdokumenter væk fra offentlighedens søgelys ikke blot fandtes i kritikernes fantasi. Det skete. En mand i det miljø omkring NIAID-direktørens kontor, som Kongressen har undersøgt, har nu selv erkendt det.
Hvordan kan Fauci efter dette forvente, at verden ikke spørger, hvor langt kendskabet rakte?
"Laboratorieteorien" var heller ikke den vanvittige tanke, vi fik at vide
Morens-sagen rammer samtidig ned i et af coronaårenes mest afslørende informationsopgør: spørgsmålet om virussets oprindelse. Tidligt blev spørgsmålet om et muligt laboratorieuheld behandlet i store dele af den offentlige debat som en farlig eller konspiratorisk idé. Sociale medier greb ind over for indhold. Kritikere blev mistænkeliggjort. Den naturlige oprindelse fik en autoritet, som almindelige mennesker næppe havde mulighed for at gennemskue grundlaget for.Senere måtte Fauci selv erkende, at laboratoriehypotesen ikke i sig selv er en konspirationsteori. Og nu ved vi, at Morens ifølge sin skylderkendelse arbejdede sammen med andre omkring bestræbelser på at modgå fortællingen om, at SARS-CoV-2 kunne være kommet fra et laboratorium. Den offentlige fortælling blev ikke bare til i et neutralt videnskabeligt vakuum. Der foregik kommunikation, positionering og institutionel skadeskontrol bag kulisserne. Netop derfor var censuren og udskamningen af kritiske spørgsmål så farlig.
Når myndigheder og medier siger til en befolkning, at et spørgsmål ikke bare er forkert, men nærmest illegitimt at stille, bør de være meget sikre på, at de ikke selv sidder på information, der gør spørgsmålet relevant. Corona viste, hvor hurtigt "misinformation" kunne blive et ord for noget, magten ikke ønskede at diskutere endnu.
Kongressen har allerede stævnet Fauci
Der er også opstået lidt forvirring om, hvorvidt Kongressen "nu vil stævne Fauci". Det er faktisk værre end det. Fauci sad ikke frivilligt foran Homeland Security and Governmental Affairs Committee. Han var mødt under en bindende kongresstævning den 29. juli 2026. Udvalget havde udstedt stævningen i juni og revideret den i juli. Fauci var pålagt at møde og besvare spørgsmål om blandt andet COVID-19's oprindelse, risikofyldt biologisk forskning og sin embedsførelse. Han mødte frem, afgav en forberedt indledning og nægtede derefter igen og igen at besvare spørgsmål21.Det er denne nægtelse, der nu har fået sagen til at eskalere. Den 6. august stemte udvalget 8-5 for en contempt-resolution (foragt for Kongressen) mod Fauci. Rand Paul ønsker ham henvist til Justitsministeriet for muligkriminel foragt for kongressen. Paul har sendt sagen til DOJ (Department of Justice, altså det amerikanske Justitsministerium) - mens demokraterne bestrider både grundlaget og proceduren22. Fauci er altså ikke dømt for contempt. Men det er ikke længere bare en høring. Det er blevet en kamp om, hvorvidt en af coronaårenes mægtigste embedsmænd kan tvinges til at give de svar, han selv engang lovede at give.
Og nu vil et andet senatsudvalg have ham ind om vaccinerne
Samtidig har senator Ron Johnsons Permanent Subcommittee on Investigations åbnet endnu et spor. Johnson bad den 29. juli Fauci om at møde til en transskriberet afhøring om regeringens bredere coronahåndtering, herunder tidlig behandling, udviklingen og udrulningen af COVID-vaccinerne, sikkerhedsovervågning og effektivitet23.Denne invitation var i første omgang frivillig. Fauci sagde nej. Hans advokat har karakteriseret endnu en afhøring som politisk chikane efter oplevelsen hos Rand Pauls udvalg. Derfor står vi den 21. august 2026 med den meget konkrete mulighed, at også Johnson må bruge en subpoena (kongresstævning), hvis han vil tvinge Fauci ind. Der er endnu ikke offentliggjort en anden stævning fra Johnsons underudvalg, men den frivillige vej er blevet afvist24.
Så endnu en gang står kontrasten tilbage. I 2022 var Fauci "meget glad for at vidne". I 2026 vil hans advokater ikke engang have ham til frivilligt at møde op til den næste undersøgelse. Hvad er det, der har ændret sig? Det handler ikke kun om, hvorvidt Fauci ender i en retssal. Det største regnskab efter corona bliver ikke nødvendigvis skrevet i en amerikansk straffedom. Det handler om noget større. Det handler om, hvordan et moderne demokratisk samfund på utrolig kort tid lærte at acceptere, at staten kunne trænge helt ind i menneskets krop og gøre lydighed til adgangsbillet til det almindelige liv.
Flere nyheder om Corona, Journalistik og Politik
Mundbind og journalistisk løgnNår jeg ser tilbage på coronaårene, er det derfor ikke først og fremmest en historie om en virus. Det er en historie om magt. Om hvad frygt kan få mennesker til at acceptere. Om hvad myndigheder kan få lov til at gøre, når befolkningen får at vide, at alternativet er katastrofen. Og om hvor vanskeligt det bagefter er at få de mennesker, der sad ved roret, til at tage ansvar for kursen.
Fauci krævede vores tillid - nu skylder han vores spørgsmål svar
Anthony Fauci var ikke alene. Han lukkede ikke personligt enhver skole. Han skrev ikke alle verdens coronapas. Han afskedigede ikke personligt hver eneste medarbejder, der nægtede vaccination. Men han blev et af de stærkeste internationale symboler på det system, der gjorde disse ting mulige. Han gav systemet videnskabelig autoritet. Han forsvarede vaccinekrav. Han argumenterede for at lægge pres på de uvaccinerede. Han stod i centrum af NIAID, mens spørgsmålene om EcoHealth, Wuhan, virussets oprindelse og forskningsfinansiering voksede. Hans egen seniorrådgiver har nu erkendt en føderal sammensværgelse om at skjule COVID-relaterede regeringsdokumenter.Fauci fik en ekstraordinært bred præsidentiel benådning. Og da Kongressen endelig satte ham under kongresstævning og bad ham forklare sig, brugte han Fifth Amendment mere end 100 gange. Det er dér historien står. Jeg siger ikke, at Fifth Amendment beviser en forbrydelse. Jeg siger noget, der efter min mening er mindst lige så vigtigt. Den juridiske ret til tavshed kan beskytte Anthony Fauci mod at blive tvunget til at inkriminere sig selv. Den kan ikke slette hans historie. Den kan ikke give børnene deres tabte år tilbage. Den kan ikke gøre en vaccineskadet rask. Den kan ikke gøre en tvungen medicinsk beslutning frivillig bagefter. Den kan ikke få Pfizers sikkerhedsdokumenter til at forsvinde. Den kan ikke gøre David Morens' skylderkendelse ugyldig. Den kan ikke ophæve Bidens benådning. Og den kan ikke få Faucis egne ord fra 2022 til at forsvinde:
Han havde intet at skjule. Han kunne forklare alt. Nu har Kongressen bedt ham gøre det. Og Anthony Fauci er blevet tavs.
Se også
Ny Covid-19 rapport fra House Oversight Committee
Nyhed · 07. december, 2024
Elitens vaccine-forberedelser til coronakrisenNyhed · 20. december, 2021
De ukyndige/løgneriske myndighederNyhed · 31. december, 2021
Pfizerdokument åbenbarer 1.291 opdagede skader efter "godkendelsen"Nyhed · 12. januar, 2022
Børn fik alvorlige skader efter covid-vaccinen - nu betaler "staten"Nyhed · 01. august, 2026
Den skyldige vaccineregeringNyhed · 24. juni, 2022