Blodmåner har igen fået en særlig plads i spekulationerne om den sidste tid. Ikke mindst fordi den næste tetrade - fire totale måneformørkelser efter hinanden - falder i 2032 og 2033, og fordi de sidste to formørkelser i rækken rammer henholdsvis Pesach og Sukkot i 2033.

Det er svært ikke at standse ved det. Bibelen taler jo faktisk om en tid, hvor "Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HERRENS store og frygtelige Dag kommer", og Jesus siger, at der skal ske tegn i sol, måne og stjerner (Joel. 3:3-4; Luk. 21:25). Johannes ser tilsvarende månen blive som blod ved åbningen af det sjette segl (Åb. 6:12). Der er derfor en bibelsk grund til overhovedet at interessere sig for det, der sker på himlen. Allerede ved skabelsen blev sol, måne og stjerner sat til "tegn og til fastsættelse af tider, dage og år" (1. Mos. 1:14), og Tagryggen har tidligere behandlet netop spørgsmålet om blodrøde måner og himmelske tegn i relation til endetidsprofetierne¹.

Men dér skal vi også passe på. For der er forskel på et astronomisk fænomen og et profetisk tegn. En formørkelse er ikke automatisk et tegn. En blodmåne er en total måneformørkelse. Den kan beregnes. Astronomerne kan fortælle os årtier og århundreder i forvejen, hvornår Jorden kommer mellem solen og månen, og hvornår månen derfor bliver mørk og rødlig. Det samme gælder solformørkelser.

Derfor kan vi ikke tage enhver formørkelse og sætte lighedstegn mellem den og Jesu ord om tegnene før hans komme. Kristne har flere gange gennem de seneste årtier set særlige mønstre i formørkelser, blodmåner, stjerner og planetstillinger og tænkt, at netop dette måtte være den endelige markør. Tiden gik, og den forventede opfyldelse kom ikke.

Et tydeligt eksempel er blodmåne-tetraden i 2014-2015. Mark Biltz havde allerede flere år tidligere fremhævet tetraden som mulig profetisk markør, og John Hagee gjorde teorien kendt langt bredere med bogen Four Blood Moons: Something Is About to Change (Fire blodmåner: Noget er ved at ændre sig). Der blev skabt store forventninger om, at blodmånerne varslede noget afgørende for Israel og endetiden, men perioden gik uden den profetiske opfyldelse, mange havde forventet. Noget lignende skete omkring den særlige Åbenbaringen 12-konstellation i 2017, som jeg tidligere har skrevet om, og omkring de to amerikanske solformørkelser i 2017 og 2024, som nogle forbandt med en syvårig profetisk periode. Fænomenerne fandt sted som beregnet, men de begivenheder, man knyttede til dem, gjorde ikke.

Det bør mane til forsigtighed. Bibelens tegn skal tages alvorligt, men vi bør være varsomme med at gøre almindelige og på forhånd beregnelige himmelfænomener til sikre tidsmarkører for profetiernes opfyldelse.

Det betyder ikke, at himlen er uden betydning. Det betyder, at almindelige astronomiske begivenheder ikke nødvendigvis er de "tegn", Jesus taler om. Når Jesus siger, at der skal ske tegn i sol, måne og stjerner, er det nærliggende at forstå ordene sådan, at der virkelig kommer noget, der fungerer som et tegn - noget, som ikke blot er endnu en forudberegnet sol- eller måneformørkelse i den lange række af formørkelser, menneskeheden altid har oplevet. En solformørkelse i et bestemt år kan derfor være interessant. Men det forhold, at vi allerede nu kan slå den op i en astronomisk tabel, gør den ikke i sig selv til opfyldelsen af Lukas 21. Det er denne forskel, der også må styre vores syn på blodmånerne.

De tidligere tetrader og Israel

Lad os lige pirke lidt til fortidens blodmåner, der faktisk synes at have været tegn, fulgt af nogle interessante begivenheder der vedrører Israel - for det er Israel vi skal kikke på. Det er som om tetraderne skal skærpe vores opmærksomhed - nogle gange er tiden ikke moden, andre gange er den.

1949-1950 - Israel var blevet en stat

Det mest opsigtsvækkende historiske sammenfald kommer umiddelbart efter Israels genoprettelse som stat. Den 14. maj 1948 erklærede David Ben-Gurion staten Israel oprettet. Uafhængighedskrigen fortsatte frem til januar 1949, og den 25. januar 1949 blev der afholdt valg til den konstituerende forsamling, som den 16. februar samme år tog navnet "Knesset"⁵,⁶. Og netop i 1949 begyndte en tetrade med fire totale måneformørkelser.

Det interessante er derfor ikke, at blodmånerne "skabte" staten Israel. Staten var allerede blevet erklæret året før. Men tetraden lå direkte hen over den periode, hvor den nyoprettede stat afsluttede sin uafhængighedskrig og etablerede sine permanente politiske institutioner. Det var første gang i næsten to årtusinder, at det jødiske folk igen stod med en selvstændig stat i deres gamle land. Israels egen uafhængighedserklæring beskriver det som genoprettelsen af et jødisk hjemland efter århundreders landflygtighed og længsel efter at vende tilbage⁷.

I en bibelsk endetidsforståelse er dét i sig selv en enorm begivenhed. Profetierne om Israels sidste tid forudsætter et Israel, der igen eksisterer i landet. Uden Israel som nation bliver store dele af Ezekiel, Daniel, Zakarias og Jesu tale om Jerusalem vanskelige overhovedet at placere bogstaveligt. Derfor blev tetraden 1949-1950 interessant - igen, ikke som et bevis på, at enhver blodmåne er et profetisk tegn, men fordi fire totale måneformørkelser kom netop omkring et af de største vendepunkter i moderne jødisk historie.

Flere nyheder om Det jødiske folk og Tidens ende

Storbritannien, Trump og Abraham Accords 2.0: "pagten med de mange"

29. maj, 2026

1967-1968 - Jerusalem kom tilbage i centrum

Endnu mere iøjnefaldende blev det mindre end tyve år senere. Efter krigen i 1948 havde Jerusalem været delt i 19 år. Israel kontrollerede den vestlige del af byen, mens Jordan kontrollerede Østjerusalem med den gamle by, Tempelbjerget og Grædemuren⁸. Så kom Seksdageskrigen.

Egypten skabte den akutte krise i maj 1967 ved at sende store styrker ind i Sinai, kræve FN's fredsbevarende styrker fjernet og derefter lukke Tiranstrædet for israelsk skibsfart. Samtidig blev de arabiske militære alliancer omkring Israel styrket, og Jordan sluttede sig til Egypten gennem en forsvarspagt. Israel opfattede helt korrekt udviklingen som en umiddelbar militær trussel og valgte derfor at slå først.

Krigen begyndte den 5. juni 1967 med et omfattende israelsk luftangreb mod Egyptens flyvevåben. Jordan og Syrien blev hurtigt trukket ind i krigen, og allerede to dage senere, den 7. juni, rykkede israelske styrker ind i Jerusalems gamle by. Østjerusalem, Tempelbjerget og Grædemuren kom dermed under israelsk kontrol. Senere samme måned vedtog Knesset lovgivning, der gjorde israelsk lov gældende i hele det forenede Jerusalem⁸, ⁹. På kun seks dage havde Israel besejret Egypten, Jordan og Syrien og overtaget Sinai, Gaza, Vestbredden, Golanhøjderne og Østjerusalem.

Og omkring denne begivenhed stod endnu en tetrade. Der havde været en total måneformørkelse den 24. april 1967, blot få uger før Seksdageskrigen. Derefter fulgte yderligere totale måneformørkelser i oktober 1967, april 1968 og oktober 1968. Hvis 1949-1950 faldt sammen med Israels genoprettelse som stat, faldt 1967-1968 altså sammen med, at Jerusalem igen kom under israelsk kontrol.

Derfor er 1967 en helt anden slags milepæl end en tilfældig politisk begivenhed. Jerusalem kom igen ind på det profetiske kort.

1504-1505

Tetraden faldt i en periode, hvor følgerne af fordrivelsen fra Spanien stadig prægede det jødiske folk. Mange sefardiske jøder var blevet spredt til Portugal, Nordafrika, Italien og Det Osmanniske Rige, og forfølgelserne fortsatte flere steder. Der er dog ikke én enkelt begivenhed i 1504-1505, der på samme måde som 1492 kan betegnes som et afgørende vendepunkt for hele det jødiske folk.

1515-1516

I 1516 oprettede Venedig den ghetto, som senere gav navn til de jødiske ghettoer over hele Europa. Jøder blev tvunget til at bosætte sig i et aflukket område og underlagt særlige restriktioner. Begivenheden blev dermed en vigtig milepæl i den fortsatte europæiske adskillelse og begrænsning af jødiske samfund.

1522-1523

Da Det Osmanniske Rige erobrede Rhodos i 1522, fik jøder igen mulighed for at bosætte sig på øen. Sefardiske jøder, som var blevet fordrevet fra Spanien og andre dele af Europa, fandt i det osmanniske område steder, hvor de kunne etablere nye samfund. Tetraden falder derfor i en periode, hvor den tidligere spredning samtidig førte til dannelsen af nye jødiske centre.

1533-1534

Her er forbindelsen mindre tydelig. Den portugisiske inkvisition blev indført få år senere, i 1536, og presset på jøder og tvangskonverterede kristne var voksende, men der findes ikke nogen enkelt stor begivenhed i netop 1533-1534, som klart kan knyttes til tetraden. Denne tetrad bør derfor ikke tillægges større betydning, end kilderne giver grundlag for.

1562-1563

Denne periode er interessant i forhold til tanken om en begyndende samling tilbage til landet. Joseph Nasi havde fået myndighed over Tiberias og områder omkring byen og arbejdede på at genbosætte jøder dér. Jøder fra blandt andet Italien blev opfordret til at flytte til Galilæa. Det var langt fra en national genoprettelse, men et bemærkelsesværdigt tidligt forsøg på organiseret jødisk tilbagevenden til Israels land.

1580-1581

Da Portugal i 1580 kom under den spanske krone, voksede presset på portugisiske jøder og conversos yderligere. Mange forlod den Iberiske Halvø og slog sig ned i blandt andet Nederlandene, Nordafrika og Det Osmanniske Rige. Perioden passer derfor igen ind i billedet af et jødisk folk, der fortsat blev spredt videre blandt nationerne.

1909-1910

Denne tetrad faldt midt under den anden aliyah (et hebraisk ord, der bruges om en person, som vælger at bosætte sig i Israel), hvor titusinder af jøder immigrerede til det daværende Palæstina. I 1909 blev Tel Aviv grundlagt, og i samme periode opstod nogle af de første moderne kibbutzer og jødiske selvforsvarsorganisationer. Her ser man derfor tydeligt en bevægelse i den modsatte retning af 1400- og 1500-tallet: jøder begyndte i stigende antal at samle sig tilbage i landet.

Flere nyheder om Bortrykkelsen og Tidens ende

Jubelåret 2025-2026: Forløsning, høst og samlingen af de hellige

20. maj, 2026

1927-1928

Denne tetrad passer mindre godt ind i et enkelt mønster. Den fjerde aliyah var ved at ebbe ud, og i 1927 var der ligefrem flere, der forlod landet, end der kom til. Der skete altså ikke nogen tydelig ny samlingsbølge netop i disse år. Det er et vigtigt modstykke, fordi ikke enhver tetrad kan knyttes til en markant begivenhed for det jødiske folk.

1985-1986

Denne tetrad faldt omkring en ny bølge af aliyah fra Etiopien. Gennem Operation Moses i 1984-1985 og den efterfølgende Operation Joshua blev tusinder af etiopiske jøder bragt til Israel. Også her finder man altså en konkret bevægelse, hvor en gammel jødisk diaspora blev samlet tilbage til landet.

2003-2004

Der var i denne periode fortsat aliyah til Israel, blandt andet fra Frankrig og andre europæiske lande, men ingen enkelt begivenhed skiller sig ud på niveau med 1948 eller 1967. Tetraden kan derfor ikke uden videre bruges som et stærkt eksempel på mønstret mellem blodmåner og Israels spredelse eller samling.

2014-2015

Tetraden i 2014-2015 blev gjort berømt af blandt andre Mark Biltz og John Hagee. Samtidig oplevede Israel en markant stigning i aliyah, især fra Frankrig og Ukraine. Frankrig blev for første gang det største enkeltland for jødisk immigration til Israel, blandt andet på baggrund af stigende antisemitisme og islamistiske angreb. Der var altså endnu en reel samlingsbevægelse, men den store profetiske begivenhed, som mange havde forventet i forbindelse med tetraden, udeblev.

Dermed ses, at de store begiveheder ikke altid udspiller sig under tetraderne. Men det er som om at det tegn, sammen med at kende tiden, har en relavans. Det er netop dét, der har gjort blodmånetetraderne så interessante for mange, der følger den bibelske profeti. For endetidsprofetierne handler ikke bare om et abstrakt folk ved navn Israel. De vender igen og igen tilbage til Jerusalem. Jesus taler om Jerusalem og hedningernes tider (Luk. 21:24). Zakarias beskriver nationerne samlet imod Jerusalem, hvorefter Herren selv griber ind (Zak. 12:2-3; 14:2-4). Johannes beskriver den hellige by under trængslen (Åb. 11:1-2).

Den kommende tetrade

Selve astronomien er der ikke noget mystisk ved. NASA's oversigt viser, at den næste tetrade består af totale måneformørkelser den 25. april 2032, 18. oktober 2032, 14. april 2033 og 8. oktober 2033². Det interessante kommer først, når kalenderen lægges ved siden af. Den 14. april 2033 er 15. Nisan og første dag i Pesach (den jødiske påske). Den 8. oktober 2033 er 15. Tishri og første dag i Sukkot (løvhyttefesten)³. Tetradens sidste to blodmåner falder altså på to af Israels store bibelske højtider. Det er bemærkelsesværdigt.

Men det er endnu ikke det samme som at sige, at Jesus kommer igen i 2033. For det kræver et ekstra led i argumentet, som ikke står skrevet i den astronomiske kalender.

2033 bliver i alt det her særligt interessant, fordi året ligger 2.000 år efter den datering, der placerer Jesu korsfæstelse og opstandelse i år 33. Det har fået nogle til at sammenholde året med Hoseas' ord: "<#amenighedens-bortrykkelse-og-herrens-dag?mark=Hoseas og Israels genoprettelse">Efter to dagegør han os levende, på den tredje dag rejser han os op" (Hos. 6:2). Der er mange flere to-dages / syvende-dags spidsfindigheder i Bibelen, så det er ikke taget ud af den tynde luft.

Sammenholdes det typologisk med, at én dag for Herren er som tusind år (2. Pet. 3:8), opstår et interessant billede. Efter to tusinde år kommer den "tredje dag". Men her bevæger vi os fra det sikre til det mulige. Hos. 6:2 siger ikke: "Jesus vender tilbage i 2033" og Jesu korsfæstelse dateres ikke ubestridt til år 33. År 30-33 er det gængse dateringsspænd, hvor 30, 31 og 32 er for sent i denne forståelse, fordi trængslen skal trækkes fra Jesu genkomst til Jorden - så den seneste 2032-7 = 2025, hvor vi nu har 26. Så 2033 for Hans genkomst til jorden er næste bud.

Men 2033 kan ikke sættes ind i en profetisk kalender med den sikkerhed, som om Johannes havde skrevet årstallet i Åbenbaringen. Alligevel er sammenfaldet værd at registrere, særligt i lyset af de andre blodmåner der vedrører Israels genvinding af deres land - det ligner, at blodmånerne har med at gøre, at Gud samler eller spreder det jødiske folk. Her er det interessant også at nævne tetraden 1493-1494, der fulgte umiddelbart efter fordrivelsen af jøderne fra Spanien, hvor en stor del af Europas jødiske befolkning blev spredt endnu mere ud i verden. Tetraden 1949-1950 kom i kølvandet på Israels genoprettelse som nation, og tetraden 1967-1968 faldt omkring Seksdageskrigen, hvor Jerusalem igen kom under jødisk kontrol. Mønstret er derfor ikke blot krig og katastrofe, men synes snarere historisk at kredse om spredelse og samling af Israel - et tema, som i forvejen fylder stærkt i de bibelske profetier.

Det beviser ikke, at tetraderne i sig selv er profetiske tegn, men det forklarer, hvorfor mange kristne har hæftet sig ved dem - de falder bemærkelsesværdigt tæt på nogle af de største historiske bevægelser, hvor det jødiske folk enten er blevet spredt blandt nationerne eller samlet tilbage til landet.

Flere nyheder om Det jødiske folk og Tidens ende

Profeti om jødeforfølgelse materialiseret

12. juni, 2024

Netop i 2033 falder de sidste to blodmåner i tetraden på Pesach og Sukkot. Og netop 2033 kan, ved denne kronologiske forståelse, ses som 2.000 år efter Kristi død og opstandelse. Det kan være betydningsfuldt. Det kan også vise sig blot at være et interessant sammenfald, for det er netop ved disse højtider - hvilket i den hebræiske tekst betyder fastsatte aftaler (mowed) - at Jesus kommer og nedslår hedningenes riger (på det tidspunkt Antikrists rige) og som kongernes Konge opretter sit kongerige, sit fredsrige, som Fredsfyrsten, hvor Israel får al det land, Gud lovede Abrahams afkom.

Angående forståelsen af at Israels syv højtider, ses forståelsen dels i at de første fire forårsfester fik sin profetiske aftale opfyldt da Jesus var her første gang. Før Jesus efter opstandelsen tog tilbage til Faderen, spurgte disciplene, "Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?" (Apg. 1:6), og Jesus svarede, "Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt" (Apg. 1:7). Gud har fastsat tider og timer - det er mowed, fastsatte aftaler. Så ved sukkot, som er tabernakkelfesten hvor Gud kommer og bor hos sit folk, hvilket er Jesu fysiske genkomst til Jorden, vil Jesus samle sit folk endeligt - hvilket passer med temaet i blodmånerne.

Og så dukker 2026 op

Det er først, når 2033 antages at ligge omkring Jesu genkomst, at 2026 kommer ind i billedet. Den almindelige dispensationalistiske forståelse af Daniels sidste årsuge ser en afsluttende periode på syv år, hvor Gud igen handler særligt med Israel, og hvor Antikrist kommer til at stå centralt (Dan. 9:27). Hvis 2033 hypotetisk er året omkring afslutningen på disse syv år, er regnestykket som vist meget enkelt. 2033 minus syv år er 2026. Og hvis bortrykkelsen finder sted før denne sidste syvårsperiode, bliver 2026 et oplagt år at kigge på.

Men læg mærke til, hvor mange "hvis" der står i den kæde. Hvis Jesus døde og opstod i vores kalenderår 33, og hvis vores kalender er korrekt kalibreret efter det, og hvis der skal være præcis 2000 år fra Han forlod jorden til Han kommer tilbage. Som sagt, Bibelens brug af to-dages og syv-dages forbilleder er ikke få, så det er absolut ikke en umulighed. Og i det bliver 2026 interessant - det er noget andet end at sige, at bortrykkelsen sker i 2026.

Basunfesten gør ikke spørgsmålet mindre interessant

Der er alligevel endnu et sammenfald, som har fået 2026 til at tiltrække sig opmærksomhed. Rosh Hashanah, der forbindes med den bibelske Yom Teruah, begynder i 2026 ved solnedgang den 11. september⁴. Yom Teruah og Rosh Hashanah falder på samme kalenderdag, men navnene stammer fra to forskellige traditioner. I Bibelen kaldes dagen Yom Teruah (3. Mos. 23:24) og fastsættes til den første dag i den syvende måned, altså 1. Tishri. Senere blev 1. Tishri også begyndelsen på det jødiske civile år og fik derfor navnet Rosh Hashanah, "årets begyndelse". Det er altså samme dato og samme højtid, men Yom Teruah er det bibelske navn, mens Rosh Hashanah er den senere jødiske betegnelse for dagen som nytår.

Højtiden er forbundet med blæsning i shofar, og derfor har mange kristne gennem tiden set en mulig typologisk forbindelse til Paulus' beskrivelse af bortrykkelsen, hvor Herren kommer "med Guds basun", og hvor de troende forvandles "ved den sidste basun" (1. Tess. 4:16-17; 1. Kor. 15:51-52). Det er et påfaldende sammenfald. Men igen - et sammenfald er ikke en profeti. Bibelen siger ikke, at bortrykkelsen sker på Yom Teruah. Den siger heller ikke, at de syv år skal begynde i september 2026. Derfor er der heller ikke bibelsk grundlag for at fremhæve 2026 som et særligt profetisk år alene på baggrund af disse sammenfald, og det er ikke et år, vi bare kan forkynde.

Det betyder ikke, at vi ikke skal være vågne over for den tid, vi lever i, men vores forventning må bygge på de tegn, Bibelen faktisk beskriver, frem for på kalenderberegninger og interessante sammenfald.

Vi har været her før

Det er en nødvendig påmindelse, fordi den kristne profetiverden har været her mange gange - inklusive mig selv. På trods af fejlslåede idéer, fortsætter jeg utrætteligt med at holde øje, for jeg længes efter alt det, jeg læser om i Guds Ord, som venter os der elsker Ham. Men jeg har også lært at mens det i vores øjne kan virke yderst usandsynligt at tegnene er forbigående og konsekvensløse, så har formørkelser før dannet mønstre.

Blodmåner er faldet på jødiske højtider. Krige er begyndt. Fredsaftaler er blevet underskrevet. Jerusalem har været i centrum. Kometer, planetstillinger og stjernebilleder er blevet fremhævet. Nogle af disse begivenheder kan meget vel senere vise sig at have været dele af en større udvikling. Men gang på gang er fejlen opstået, når en interessant begivenhed er blevet ophøjet fra "dette bør vi holde øje med" til "dette er den profetiske opfyldelse".

Flere nyheder om Det jødiske folk og Tidens ende

De skal skaffe dig en rød, lydefri Kvie

01. juli, 2014

Der er en forskel. Jesus bad os ikke om at sove. Men Han bad os heller ikke om at gøre enhver formørkelse til en dato.

De egentlige tegn må passe ind i profetien

Det større spørgsmål er derfor ikke, om der kommer en blodmåne i 2033. Det ved vi allerede, at der gør. Spørgsmålet er, hvad der sker på jorden omkring den. Profetierne beskriver nemlig ikke bare astronomiske fænomener. De beskriver Israel, Jerusalem, nationerne, Antikrist, et tempel, krige, forfølgelse, Herrens vrede og til sidst Messias' synlige indgriben. Det er først, når disse ting begynder at falde sammen, at himlens tegn kan få den vægt, Bibelen giver dem. Det samme gælder de profetier, der ofte sættes ind i en mulig rækkefølge før trængslen - Gog og Magog, Salme 83, Damaskus og Israels fortsatte hjemvenden.

Vi kan opstille scenarier. Vi kan ikke endnu lave facitlisten. Men, vi ved fordi vi ser, at tiden er moden. Der er ingen grund til at tro og håbe, at denne tetrade ikke sammenfalder med Jesu genkomst. Men vi kan ikke vide det.

Hvis 2026 går uden bortrykkelsen

Det er måske den vigtigste prøve på hele teorien. Hvis september 2026 kommer og går, og menigheden stadig er her, så er det ikke fordi Bibelen har slået fejl. Hvis 2033 kommer og går uden Jesu synlige genkomst, så har Joel, Daniel, Zakarias og Johannes' Åbenbaring ikke slået fejl. Så var vores placering af begivenhederne forkert. Det er en vigtig forskel.

Troen må ikke bindes til en beregning, som Skriften aldrig selv gav. Vi har set alt for mange eksempler på mennesker, der blev så sikre på deres kronologi, at det næsten blev Bibelen, der skulle forsvare sig, da deres dato slog fejl. Sådan skal det ikke være. Men vi skal heller ikke sove. Forsigtigheden må ikke blive til ligegyldighed. Paulus skriver om "tiderne og stunderne" og siger, at de troende ikke er i mørke, så dagen skulle overraske os som en tyv (1. Tess. 5:1-6). Det betyder noget. Vi skal følge med. Vi skal kende profetierne, se, hvad der sker med Israel og lægge mærke til Jerusalem. Vi skal se verdens politiske og religiøse udvikling og når blodmåner, højtider og interessante kronologiske mønstre opstår, må vi også gerne undersøge dem.

Vi skal bare kunne holde to tanker samtidig. Det kan være noget, og vi ved endnu ikke, om det er det. 2026 og 2033 står tilbage som et spørgsmål, og derfor er den kommende tetrade stadig værd at følge. Fire totale måneformørkelser kommer i 2032-2033. De sidste to falder i 2033 på Pesach og Sukkot. 2033 ligger 2.000 år efter den mulige datering af korsfæstelsen til år 33. Syv år før står 2026. Og i 2026 begynder Yom Teruah/Rosh Hashanah den 11. september. Det er et fascinerende mønster. Bibelen beskriver i 3. Mos. 23:24 dagen som en "sabbatshvile, et minde om at blæse [teruah], en hellig sammenkomst", og i 4. Mos. 29:1 blot som en “Hornblæsningsdag [teruah]”. Altså: en hellig hviledag på 1. dag i den syvende måned, karakteriseret ved teruah - kraftig lyd, råb eller hornsignal - præcist som når Jesus kalder menigheden sammen med basunklang (1. Kor. 15:51-52) - en Guds basun (1. Tess. 4:16).

Men det er ikke endnu et profetisk facit. Måske ser vi begyndelsen på noget, der først senere bliver åbenlyst. Måske vil begivenhederne omkring Israel de næste år vise, at 2026 og 2033 virkelig havde en plads i den profetiske kalender. Måske kommer der noget langt tydeligere, som får de nuværende beregninger til at fremstå som skygger ved siden af det virkelige tegn. For når Jesus taler om tegn i sol, måne og stjerner, må vi forvente noget, der faktisk fungerer som tegn. Ikke bare noget, vi kan finde i en astronomisk tabel. Derfor er konklusionen ikke, at bortrykkelsen sker i 2026, og at Jesus med sikkerhed vender tilbage i 2033. Konklusionen er, at disse år er blevet interessante nok til, at de fortjener vores opmærksomhed - dels på grund af de historiske erfaringer med tetrader, særligt under og efter Israels genoprettelse, og del på grund af at tiden, tydeligt for alle der følger med og kender Bibelen, er moden.

Vi kan se mønstret. Vi kan regne på det. Vi kan sammenholde det med profetierne. Men først når begivenhederne kommer, ved vi, om det var begyndelsen på opfyldelsen - eller om vi endnu ventede på det tegn, der ikke længere behøver nogen fortolkning. Indtil da gælder det samme som altid - våg. Se på Israel og undersøg Skriften.

Referencer

¹ "Tegn på himlen - nu", Tagryggen, d. 23-09-1998
² "Total Lunar Eclipse Tetrads from 2001 to 2100", NASA, besøgt d. 22-08-2026
³ "Jewish Holidays 2033", Hebcal, besøgt d. 22-08-2026
⁴ "Rosh Hashana 2026", Hebcal, besøgt d. 22-08-2026.

⁵ "Independence Day", The Knesset, besøgt d. 22-08-2026
⁶ "Constituent Assembly", The Knesset, besøgt d. 22-08-2026
⁷ "Declaration of Independence", The Knesset, d. 14-05-1948
⁸ "Jerusalem Day", The Knesset, besøgt d. 22-08-2026
⁹ "Jerusalem Day", The Knesset, besøgt d. 22-08-2026.