Menighedens bortrykkelse og Herrens dag

af Kim Andersen
Lagt på d. 22/09-11


Udskriv
Oversigt


Igennem de sidste mange år, har jeg forsøgt at forstå emnet bortrykkelsen. Det er ét af elementerne i det håb jeg har fået i frelsen, og jeg er igennem mine studier blevet overbevist om, at jeg som en del af Kristi legeme er under Guds nåde og kærlighed, som Gud gav til kende i Jesus, og jeg tror af hele mit hjerte, at en dag vil jeg høre Hans stemme der siger ”Kom herop”. Det var sådan Johannes hørte det (Åb. 4:1) hvorefter han befandt sig i Himmelen, og det er sådan de to vidner vil høre det, hvorefter de vil være at finde i Himmelen (Åb. 11:12). Faktisk var det en ensbetydende begivenhed for Noa, der er blevet forbillede på trængslen. Jesus sagde ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme (Matt. 24:37), og til Noa sagde Gud før syndfloden (trængslen) kom: Kom du og hele dit hus ind i arken; for dig har jeg set retfærdig for mig i denne generation (1. Mos. 7:1, KJV). Jeg har skrevet om det før, men forsøger her at samle alt jeg har fundet i denne artikel, som fra nu vil erstatte de foregående artikler.

Det er et omstridt emne, og der er rigtig mange der har rigtig meget at sige om emnet. Når man taler om bortrykkelsen, støder man på flere spørgsmål: 1) findes emnet i Bibelen, og hvis ja, 2) er det samme begivenhed som Jesu synlige genkomst til Jorden? Hvis det ikke er det, affødes endnu et spørgsmål 3) er den før (pre), midt i, eller efter (post) trængslen? - eller skal vi tro før-vrede teorien? (mere om det i appendiks 4)

Lad mig også få sagt, at for mit vedkommende så ved jeg at mit liv er i Guds hånd. Jeg får de dage jeg skal have her på jorden, og uanset om jeg skal igennem trængslen eller ikke, så er jeg tryg i Hans hånd. Med andre ord - det er ikke frygt der styrer min overbevisning om en bortrykkelse, men det, jeg læser i Bibelen.

Bortrykkelsens oprindelse


Der siges ofte om emnet bortrykkelsen, at det er en nylig opfunden lære, som ikke findes i Bibelen. Man mener at opfindelsen er et jesuitisk bedrag, der blev skabt i 1700tallet, og før da, fandtes tanken hverken i Bibelen eller hos noget menneske. Men selv i et ikke-bibelsk dokument, pseudepigrafen ”Fjerde Ezrabog”, som er kendt tilbage fra omkring år 100 e.Kr., findes tanken. Hvad enten det er et falsk dokument, eller delvist sandt, så findes tanken helt tilbage til mindst ti år efter Bibelen var færdig. Er dokumentet skrevet på Ezras tid, er det fra ca. 500 f.Kr. I denne tekst beskriver Gud efter forfatterens ord trængslen, og forklarer at: den som overlever alt dette (altså trængselen), som jeg har talt til dig om, skal reddes og se min frelse og min verdens ende. v.26. Da vil de mænd træde frem, som blev bortrykket og som ikke smagte døden siden deres fødsel. (4. Ezra. 6:25-26). Et andet omstridt dokument som nogle siger er skrevet af Syreren Efraim, mens andre kalder det pseudo Ephraim da de ikke mener det er skrevet af ham, er dateret til mellem 300-700 f.Kr. (stadig 1000+ år før kritikerne påstår pre-trængslens lære begyndte). Dette dokument siger: For alle Guds hellige og udvalgte bliver samlet før trængslen der skal komme, og tages med til Herren for at de ikke skal se forvirringen som skal overvælde verden på grund af vores synd.

Margaret MacDonald

Bortrykkelsen findes i Bibelen!

Alt i alt er al denne diskussion overflødig. Kræfterne er spildt, for læren findes utildækket i Bibelen.
Et andet argument er, at en 15årig pige fra Port Glasgow i Skotland, Margaret MacDonald, er ophavet til begrebet bortrykkelse, hvilket hun fik i en åbenbaring i 1830, der uden tvivl var en okkult henrykkelse. Samuel Tregelles, en teolog på samme tid - som også var med til at fundere bibeloversættelse på de falske manuskripter, Vaticanus, Sinaiticus og Alexandrinus - gik imod John Nelson Darby og påstod at han havde fået ideen om en bortrykkelse fra en udtalelse i sognepræst Edward Irving’a kirke - Irving forstod ikke at MacDonald’s henrykkelse var okkult. Tregelles bandt i forvirringen derfor udtalelsen på mødet hos Irving sammen med udtalelsen fra MacDonald, og sidenhen har John Darby’s modstandere citeret Tregelles, og i dag fortsættes kampen mod en kommende bortrykkelse på samme anklage.

Det, der formentlig er gået kritikernes næse forbi, er at John Darby anså manifestationerne (med stor vægt på tungetale og dens udlæggelse - en åben dør til dæmonisk bedrag) i denne karismatiske bevægelse som MacDonald var med i, for at være dæmonisk. Han kendte trods alt Bibelen så godt, at han havde øjne til at se bedraget, og hvordan skulle han da kunne acceptere åbenbaringer fra den side? Han fortæller om et møde i Port Glasgow, i sin bog ”The Irrationalism of Infidelity” under ”Observations on Miracles” på side 284, hvor han gengiver Benjamin Willis Newton’s beskrivelse af mødet og bl.a. siger at: ”de har allieret sig selv med andre påvirkninger som passer til verden (det vil sige, ånden i Romanisme (dvs. romersk katolicisme)og Puseyisme (efter Edward Bouverie Pusey, der gik med i Oxford bevægelsen som drog folk ind i den katolske kirke))”.

Det er en lang historie at sætte sig ind i. Dave MacPherson har brugt årtier på at jagte læren om bortrykkelsens oprindelse og Paul Richard Wilkinson modgår dette i sin bog ”For Zions Sake: Christian Zionism and the Role of John Nelson Darby (Studies in Evangelical History and Thought)” side 193 og frem. Desuden fortæller John L. Bray i sin bog ”The origin of the pre-tribulation rapture teaching” side 24-25, at John Darby havde skrevet om sit syn på bortrykkelsen 3 år før MacDonald fik sin åbenbaring. Ikke nok med det, men Margaret MacDonald's syn viste, at menigheden skulle igennem trængslen. Hun sagde, ”Jeg så Guds folk i en frygtelig farlig situation, omgivet af net og forviklinger, ved at blive prøvet, og mange ved at blive bedraget og falde. Nu vil den onde blive afsløret, med al magt og tegn og løgneundere, så hvis det var muligt ville de udvalgte vil blive bedraget - Dette er den brændende prøvelse, som skal prøve os. - Det vil være til udrensning og renselse af de sande lemmer af Jesu legeme; men Åh det vil være en fyrig prøve. Hver en sjæl vil han ryste til grundvolden. Fjenden vil forsøge at ryste i alle ting, vi har troet på - men prøven mod ægte tro, vil blive til ære og ros og herlighed”.

Det ses tydeligt at MacDonald’s syn ikke viser en bortrykkelse før trængslen, men efter trængslen, så uanset hvordan opponenterne af bortrykkelse før trængslen bruger MacDonald imod dette synspunkt, så holder det ikke vand. At MacDonald havde en dæmonisk oplevelse ses også tydeligt i dette korte udklip, for de sande troende har ikke brug for at blive renset, idet Jesus tog al vor synd på korset - at sige sådan spotter Jesu frelsende værk og synger med i det katolske kor der påstår, at vi skal tilføje vore lidelser til Jesu lidelser for at komme tættere på paradis. Desuden sagde Jesus jo netop til Johannes, ang. denne tid af prøvelse, ”Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige for at prøve dem, der bor på jorden” (Åb. 3:10).

Uanset - alt i alt er al denne diskussion overflødig. Kræfterne er spildt, for læren findes utildækket i Bibelen.

Bibelen
Skal vi forholde os til Bibelen alene, så skriver Paulus ca. 50 år før ”Fjerde Ezrabog”, i 50 e.Kr., at efter de dødes opstandelse: ”skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften” (1. Tess. 4:17). Det er menneskeligt set en vanvittig tanke, at vi uden noget fartøj skulle kunne løftes fra denne jord, og møde Jesus i skyen. Så vanvittig er det, at det bliver kaldt science fiction og fantasi, en opfunden redning, en hedensk lære, en myte, et plot fra én verrdensregerings folket, der var trætte af at kristne bekæmpede deres ondskab, og for at få dem til at slappe af og tro at de ikke ville blive berørt af deres diabolske planer, opfandt de bortrykkelseskonceptet. For mennesker med den overbevisning, vil en tale som jeg giver her, kategoriseres som resultatet af bestilt arbejde fra eliten, fra den Ny verdensorden. Det er lettere at forholde sig til Jesu ypperpræstelige bøn, hvilket mange gør, hvor Han siger at ”Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde” (Joh. 17:15). I selv samme tale, har Jesus forinden sagt: ”I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være” (Joh. 14:2-3). Efter Jesu bortgang, hvorhen? - til Faderens højre hånd, hvor Stefanus så Ham (Apg. 7:56) - altså fra Himmelen, vil Han komme igen og tage os til sig, for der skal vi også være. ”Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen”, siger Jesus og fortsætter: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh. 14:6). Vejen til Faderen er igennem Jesus. Han forligte os med Gud (2. Kor. 5:18-19), og i denne tale findes både det, at blive frelst, hvorved vi allerede nu kommer nær Gud: ”da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, kommet nær på grund af Kristi blod” (Ef. 2:13) - men også som Jesus fortæller her i Joh. 14, at Han henter os, for at tage os hjem til Faderen. Der er både et åndeligt og fysisk aspekt i talen.

Ud fra dette citat (”hvor jeg er, dér skal også I være”), vil jeg mene at Jesus selv underviser bortrykkelse, forstået således: Jesus var førstegrøden af opstandelsen (1. Kor. 15:20, 23) - dvs. Han viste os i handling, hvad vi har i vente. Apostlene så Ham, knap 20 år før Paulus åbenbarede bortrykkelsen, blive løftet op i skyen (Apg. 1:9-10), og vi ved at Han tog til Himmelen, hvorfra Han kommer tilbage (Apg. 1:11) - og vi kan derfor se, at vi har det samme i vente, for Han gik forud for os, som fortilfælde for os. Der er ingen tvivl om at Jesus blev bortrykket ind i Himmelen - vi har endda en dag opkaldt efter den hændelse, ”Kristi Himmelfartsdag” - det er i sig selv bevis nok for at konceptet bortrykkelse ikke er en ubibelsk, hedensk og fantasifuld lære. Da Jesus opstod, vidnede de gammeltestamentlige hellige med, da de genopstod fra gravene og blev set i Jerusalem (Matt. 27:52-53). Hvor blev de af efterfølgende? Gik de tilbage i graven? Deres døde jordiske legemer var uden tvivl med tiden blevet til jord, så for at kunne ses i Jerusalems gader, måtte de have fået et nyt legeme, et herlighedslegeme (Fil. 3:21) - og et evigt legeme kan ikke dø, derfor kan de ikke være gået tilbage i graven. Er de gået tilbage til døden efter opstandelsen, så mister Paulus’ ord ”Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod” (1. Kor. 15:55) enhver troværdighed. Når Jesus siger: ”jeg har dødens og Dødsrigets nøgler” (Åb. 1:18) så betyder det intet, for da vil vi finde død efter opstandelse. Hvor er de da nu? På Jorden? Uden tvivl ville vi vide om disse 2.000 år gamle mennesker, hvis de var hos os endnu. De er her ikke mere - og der er kun én mulighed - de er blevet bortrykket.

Jeg uddyber lige ganske kort, sagen om de gammeltestamentlige hellige. Paulus forklarer ang. opstandelsen og bortrykkelsen at ”dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed” (1. Kor. 15:53) - med andre ord er vi i det nye legeme udødelige. Han fortæller at Jesus: ”steg op til det høje, bortførte fanger og gav menneskene gaver”, og forklarer at ”i det ord »han steg op« - ligger ikke deri, at han først var steget ned til jordens de lave egne?” (Ef. 4:8-9). Vers 8 er en opfyldelse af Davids profetiske forudsigelse i Sal. 68:19: ”Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, HERRE, o Gud”. Disse fanger (de troende) skal vi se mere på om lidt, men her ses at Jesus tog fangerne med fra jordens lavere dele. Nogle mener, at der er tale om det modsatte af jordens højder (bjerge), altså at jordens dale er de lave egne. Det græske ord for lave er katoteros (kun brugt denne ene gang i Bibelen), som betyder ”lavere, ringere”, og i forbindelse med et sted, taler det ifølge James Strong om Hades, dødsriget. Ordet kommer af kato der betyder ”nedad, under, nedenunder, bund”. KJV siger: ”ind i de lavere dele af jorden”. Ordet ind er det græske eis, der betyder ”til, ind, i, ud på, på, op i, ned i, over i”. I kontekst er Jesus et sted henne, hvorfra Han jf. v.8 bortførte fanger, eller som KJV siger: ”førte fangenskabet bort som fange”. Ét af Jesu formål var at prædike ”glædesbud til de fattige...udråbe for fanger, at de skal få frihed” (Luk. 4:18). Jesus citerer dette fra Es. 61:1 der bl.a. siger: ”for at udråbe Frihed for Fanger og Udgang for dem, som er bunde”. David sagde, hvilket Paulus forklarer var med tanke på Jesus (Apg. 2:25-27), at ”du vil ikke efterlade min sjæl i helvede (sheol / hades); du vil heller ikke lade din Hellige se forrådnelse” (Sal. 16:10, KJV). Da Jesus døde, tog Han i ånden (Hans legeme var i graven) ”hen og prædikede for de ånder, der var i forvaring (i hades), de, som fordum var ulydige, dengang Gud i sin langmodighed biede i Noas dage, medens arken blev bygget” (1. Pet. 3:19-20). Ordet prædikede, er det græske kerusso, som betyder at bebude eller at proklamere. Jesus proklamerede i dødsriget sin sejr over Satan, over synden og døden - men Han skulle ikke blive der. Han tog ”dødens og Dødsrigets nøgler” (Åb. 1:18), og førte ved sin opstandelse som sejrsherre de fangne fra Abrahams skød (Luk. 16:22), de gammeltestamentlige hellige som ventede i fangenskab, med op til det høje.

Bortrykkelsen på Jesu tid

Hvor er de opstandne fra Matt. 27:53 nu? På Jorden? Uden tvivl ville vi vide om disse 2.000 år gamle mennesker, hvis de var hos os endnu. De er her ikke mere - og der er kun én mulighed - de er blevet bortrykket.
Jesus siger at ”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget” (Matt. 8:11), og uden tvivl var Abraham, Isak og Jakob med i opstandelsen lige efter Jesu opstandelse, og er nu i Himmeriget. Bibelen er ikke kun en bog der fortæller om Jesus, men beskriver også historiske begivenheder, skrevet af øjenvidner, der ved deres skrifter dokumenterer deres oplevelser. Og Mattæus fortæller om disse døde at: ”de gik ud af gravene og kom efter hans opstandelse ind i den hellige stad og viste sig for mange” (Matt. 27:53). Betvivler vi dette vidne, kan vi heller ikke tro andre historiske dokumenter, eller de personer vi f.eks. betror i at vidne i nutidige retssager og andre begivenheder. Disse gammeltestamentlige hellige tjente som bevis for os, at vi tillige med dem skal bortrykkes hvad enten vi er levende eller døde, hvilket Paulus forklarer således: ”jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles...de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles” (1. Kor. 15:51, 52). Gud har været så smart, at Han ikke har samlet alle emner ét sted i Bibelen, men Han har spredt det ud over alle Bibelens sider, og har forkyndt sandheden i flere lag, så det vil være en umulig opgave at ødelægge Ordet. Jesus siger tilmed at ”Skriften kan ikke brydes” (Joh. 10:35, KJV). Derfor siger Paulus et andet sted ang. det, at vi skal forvandles og de døde opstå at: ”derefter (efter opstandelsen)skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem (de opstandne)i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren” (1. Tess. 4:17).

Tilbage til bortrykkelsens eksistens i Bibelen. Paulus skrev til Korinterne, omkring 60 år e.Kr., at: ”Jeg ved om et menneske, som er i Kristus, at han for fjorten år siden blev bortrykket indtil den tredje Himmel (om han var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke; Gud ved det)” (1. Kor. 12:2). Paulus var i tvivl om han var i legemet eller ikke, hvilket han ikke ville have været, hvis han som kritikerne vidste, at bortrykkelse ikke eksisterede. Tværtimod skrev han som citeret, at vi skal bortrykkes (1. Tess. 4:17).

Filip blev også bortrykket, en underlig begivenhed, der uanset meningen med passagen forkynder, at bortrykkelse er et virkeligt begreb: ”da de steg op af vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere...Filip blev siden set i Asdod, og han drog omkring og forkyndte evangeliet i alle byerne, indtil han kom til Kæsarea” (Apg. 8:39-40). Senere skal vi se på Johannes, der blev bortrykket til himmelen (Åb. 4:1-2).

Det kan altså ikke fornægtes, at både Bibelen og mands forståelse af Bibelen har kendt til bortrykkelse lang tid før 1700tallet. Begrebet bortrykkelsen går tilbage til Bibelen! - og den har tilmed sine fortilfælde lang tid før Jesus, kort efter skabelsen i Enok, og senere Elias.

Bortrykkelsen af Enok
Enok er den første, helt tilbage til 987 år efter skabelsen - 3.017 år f.Kr., hvor han blev taget af Gud. Som der står: ”Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham” (1. Mos. 5:24). Mange mener at teksten beskriver Enoks død, men modsat alle andre i slægtsopremsningen, var Enok pludselig ikke mere, netop fordi han ikke skulle se døden (endnu). I et nu (se 1. Kor. 15:52) var han væk - Gud tog ham, dvs. bortrykkede ham, hvilket Paulus forklarer: ”I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og man fandt ham ikke mere, fordi Gud havde taget ham bort; thi før han blev taget bort, fik han det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag” (Hebr. 11:5). Den græske betydning af ordet ”taget bort” (metatithemi), der i KJV er oversat overført (i 1600tallet da KJV blev oversat, betød translated ”overført, flyttet til et andet sted”), er at ”transportere, omstille, skifte side, forandre, fjerne”, så ordet beskriver både en forvandling (se 1. Kor. 15:52, hvor Paulus fortæller at vi skal forvandles) og en bortrykkelse. Hvad Enok angår, så blev han ikke forvandlet så han fik et evighedslegeme, for Jesus er ”førstegrøden af de hensovne” (1. Kor. 15:20). Jesus er ”førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle” (Kol. 1:18), og derfor kunne Enok ikke være blevet forvandlet før Jesus. Men ordet beskriver begge dele, en forvandling og en bortrykkelse. Også dette klare budskab forsøges afvist af kritikere. Enok blev blot forvandlet som vi bliver det når vi bliver frelst (et nyt hjerte og en ny ånd), siger de, og lukker øjnene for den fortsatte tekst: ”han var ikke mere...man fandt ham ikke mere”. Jeg oplever ofte, at modstandere af bortrykkelsen er nødt til at udelade dele af sætninger eller hele vers, for at kunne afvise læren, og sådan en kritik er endnu et bevis for det.

Bibelens bortrykkelser

Enok, Elias, Jesus, de gammeltestamentlige hellige, Paulus, Filip og Johannes er alle historiske beviser for at Gud mener det, når Han siger at vi skal møde Jesus i skyen! (1. Tess. 4:16-17)
Bibelen forkynder ofte et budskab igennem et navn. Eks. Abram, der fik ændret sit navn til Abraham, som forkyndte at han skulle blive fader til mange. Esajas’ børns navne bar også en betydning (Es. 8:18) - Sjearjasjub, der betyder ”en rest skal vende tilbage”, hvilket for Israel, til hvem navnet profeterede, har haft sin opfyldelse i fortiden, og vil få det i fremtiden også. Maher-Sjalal, Hasj-Baz, der betyder ”hurtigt bytte, hastigt rov” forkynder brat dom over Israel. Jesus, Yahshuah, der betyder ”Gud frelser”, hvilket var Jesu mission. Navnet Enok betyder ”indviet, helliget, disciplineret”, og kommer af ordet chanak, der også har en betydning af at undervise, eller at uddanne. Det er en klar hentydning til os som Kristi legeme, der er et indviet, helligt folk. Ved menigheden - Kristi legeme som vi troende beskrives, underviste Gud endda englene om Hans frelse (1. Pet. 1:12). Gud bortrykkede ikke Enok uden grund. Paulus siger at Enok fik ”det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag”, og det har også vi som Hans løskøbte folk, da vi tror Ham (Hebr. 11:6), og vidnesbyrdet hos Enok underviser dermed endvidere, at vi også skal bortrykkes, for bortrykkelsen var resultatet af at Enok vandrede med Gud. Er det ikke også interessant at Enok i menighedsøjemed repræsenterer syvende slægtled, ligesom vi tidsmæssigt er i den syvende menigheds tid, i det syvtusinde års frembrud efter skabelsen? Er det ikke interessant, at netop Enok bliver citeret for at have sagt: ”Se, Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet, og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere!” (Jud. 1:15)? Det minder meget om passagen fra 4. Ezras Bog. Desuden, selvom det skete 669 år før syndfloden, så blev Enok bortrykket før syndfloden, som er interessant i forhold til pre/midt/post placeringen bortrykkelsen.

Faktisk er der en portefølje af de Bibelske navne, der lige fra Adam til Jesus - og menigheden med, forkynder Guds plan for os - her er fra Adam til Noa:


Navn

Betydning

Budskab

1

Adam

Menneske

Mennesket

2

Set

Beskikket

er beskikket

3

Enosj

Dødelig

dødelig

4

Kenan

Sorg

sorg.

5

Mahelalel

Den velsignede Gud

Den velsignede Gud

6

Jared

Skal komme ned

skal komme ned

7

Enok

Undervise

og undervise,

8

Metusalem

Hans død skal bringe

at Hans død skal bringe

9

Lamek

De fortvivlede

de fortvivlede

10

Noa

Trøst, hvile

trøst og hvile.


Tilbage til emnet. Den næste bortrykkelse opleves på Elias’ og Elisas tid, 896 år f.Kr., hvor der kom ”en lldvogn og Ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i Stormvejret” (2. Kong. 2:11). Mere om denne passage senere.

Jeg vil mene at talen om bortrykkelse er bevist at være Bibelsk. Læren om bortrykkelse findes i Bibelen, og er ikke et jesuitisk fupnummer. Talen er ligeledes tydelig ang. en forestående bortrykkelse, at vi skal løftes fra jorden og møde Jesus i skyen, som Paulus fortæller det. Spørgsmålet handler nu om tidspunktet for bortrykkelsen i den eskatologiske sekvens. Er det pre-, midt- eller post trængslen? - Eller den endnu mere forvirrende før-vrede teori?

En kommende trængsel


Der er dem der mener, at Biblen ikke taler om en kommende trængsel, for alt hvad Bibelen fortæller historisk set, er fortid. Når Jesus i Mattæus kapitel 24 og Lukas 21 taler om trængsel, så var det trængslen som Israel oplevede, da romerne indtog Jerusalem og ødelagde templet. Men der er informationer der viser noget andet! Her er det igen vigtigt at nærlæse hvad Mattæus (og Markus, kap 13) og Lukas fortæller, for de gengiver forskellige taler, givet af Jesus på forskellige tidspunkter. Mattæus refererer til en tale, hvor Jesus har forladt helligdommen (Matt. 24:1) og Lukas gengiver en tale, hvor Jesus er ved helligdommen (Luk. 21:1-5).

I begge passager taler Jesus om trængslen. Uden for helligdommen om ”en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme” (Matt. 24:21), og ved helligdommen om ”straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse” (Luk. 21:22).

Mattæus.
Jesus fortæller i Mattæus om tiden op til trængslen - de sidste ca. 2.000 år, og siger at templet skal rives ned, at de: ”skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. Se til, at I ikke lader jer skræmme, thi det må komme således. Dog, det er endnu ikke enden” (Matt. 24:6). Der har været krig næsten så længe mennesket har eksisteret, men på et tidspunkt skulle folk: ”rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der” (Matt. 24:7) - og jeg mener at dette beskriver verdenskrigene, hvilket var starten på veernes begyndelse - begyndelsen på enden (Matt. 24:8). Forberedelserne for det sidste verdensrige med Antikrist som diktator, er intensiveret konstant som veer siden verdenskrigene, og trusler om krig er blevet hverdag. Når trængslen, hvis lige aldrig har været før kommer, vil verden vende sig mod Israel: ”Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld” (Matt. 24:9-28). Antisemitisme er igen kraftigt voksende, hele kloden rundt. Herefter vil Jesus komme tilbage og dømme folkeslagene (Matt. 24:29-31).

Lukas

Mattæus vs Lukas

Lukas taler om trængsel for den første generation efter Jesu opstandelse - hvilken Johannes var under (Åb. 1:9), mens Mattæus henvender sig til den sidste generation, om trængslen før Jesu genkomst.
Omvendt er det med fortællingen i Lukas. Der ser Jesus ikke fremad på den måde, men siger at ”forud for alt det” (Luk. 21:12), dvs. forud for folk der rejser sig mod folk, alle jordskælvene, pesten og hungersnøden (Luk. 21:10-11), forud for de 2.000 år som Jesus i Mattæus taler om skal komme før enden (Matt. 24:6), da ”skal de lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og kaste jer i fængsler, og I skal føres frem for konger og landshøvdinger for mit navns skyld” (Matt. 21:12).

Dan. 9:24-27 indeholder ligeledes et interval, der ofte overses. Mange mener at Daniels 70 uger blev opfyldt i én tidsmæssigt sammenhængende periode. Men når man kikker nøje efter, er der indbygget en tidsmæssig afstand mellem uge 69 og 70 i v.26, hvilket er menighedens tid, som var skjult i GT. Teksten siger: ”Og efter tresindstyve og to uger (plus syv uger i v. 25 = 69 uger) skal Messias ryddes bort (Jesu korsfæstelse), men ikke for sin egen skyld: og folket til fyrsten som skal komme (romerne), skal ødelægge byen (Jerusalem) og helligdommen (hvilket skete i år 70); og enden deraf (de 70 uger)skal komme med en oversvømmelse (trængslen)og ind til krigens ende (menighedens tid, 2.000 år)er ødelæggelser fastsat” (KJV). En bedre oversættelse af den sidste del er at: ”ind til enden, er krige og ødelæggelser bestemt”. Det er også sådan Jesus siger det: ”I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. Se til, at I ikke lader jer skræmme, thi det må komme således. Dog, det er endnu ikke enden” (Matt. 24:6).

En anden måde at se denne tidsmæssige afstand, er ved misgerningen der sones (Dan. 9:24). Synet og profetien Daniel får, omhandler 1) Daniels folk (Israel), 2) hans by (Jerusalem) - en tid for a) at afslutte overtrædelserne, b) at gøre en ende på synden, c) at bringe soning for uretfærdigheden, d) for at bringe evig retfærdighed, e) at forsegle visionen og profeti, f) at salve det Helligste (oversat fra KJV).

De 6 punkter a-f viser formålet med de 70 årsuger, og resultatet er i dag at A) Overtrædelserne er ikke slut. B) Israel lever endnu i synd og i fornægtelse af Jesus. C+D) Soningen og retfærdigheden kom ved Jesus, men er endnu ikke modtaget af Israel. E) Visionen og profetien som Daniel her ser og hører, skulle chatham der betyder lukkes, afsluttes, forsegles - dvs. inden for de 490 år, skulle det, der siges gå i opfyldelse. Det ses derfor at synet og profetien endnu ikke er afsluttet og lukket, med andre ord endnu ikke opfyldt.

Gennemgås historien, ridder Jesus i år 32 ind i Jerusalem på æselryg, 69 årsuger efter Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik (Dan. 9:25), i alt 483 år af 360 dage (i alt 173.880 dage). Dvs. punkt c+d blev opfyldt i år 32, året hvor Han (Messias, Dan. 9:26) blev ryddet bort (7+62 uger, Dan. 9:25). Men overtrædelserne og synden er der ikke gjort en ende på - jo, i Jesus, men profetien taler til Israels folk (punkt 1) og de har ikke taget imod Ham. Soningen - også kaldt forligelsen med Gud - der gør en ende på synden, blev tilvejebragt dengang, men blev og er endnu ikke udbredt til Israel. Og Paulus lærer os at ”Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste” (2. Kor. 5:18). Hvis forligelsen blev opfyldt ved Jesu død, hvorfor har vi da fået forligelsens tjeneste? Det er klart og tydeligt, at der er en ukendt tidsmæssig afstand mellem Jesu død og den sidste uge - de sidste syv år - et mellemrum hvor forligelsens tjeneste udføres ind til forligelsen udmunder i en evig retfærdighed.

Efter Jesus blev korsfæstet, overser passagen menighedens tid, og Daniel ser helt frem til den sidste uge. Tiden mellem uge 69 og uge 70, beskrevet i v.26, indeholder en ukendt tid, som ikke var kendt i GT. Efter Jesu korsfæstelse og efter ødelæggelsen af Jerusalem og templet, og helt ind til enden, skal der være krig. Og i den sidste uge, uge 70, skal en pagt stadfæstes, der indeholder en reetablering af slagtoffer og afgrødeoffer (hvilket af praktiske årsager, et manglende tempel, ikke er sket siden templets ødelæggelse), som halvvejs inde i ugen (igen) skal ophøre, fordi samme person der snart vil oprette pagten, vil bryde den igen. Det er denne begivenhed Jesus henviser til i Matt. 24:15, som værende efter veernes begyndelse og efter evangeliet er blevet prædiket over hele jorden: ”Når I da ser ›ødelæggelsens vederstyggelighed‹, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!)”. Det er midten er trængslen, hvor Israel flygter ud i ørkenen (Matt. 24:16 ; Åb. 12:6).

Tilbage til teksten i Mattæus og Lukas. I Lukas taler Jesus om den første ødelæggelse af Jerusalem, dvs. en tale til den første kristne generation. I Mattæus taler Han til den sidste generation om endnu en ødelæggelse af Jerusalem, som vil ske i den kommende trængsel. Det betyder at templet igen vil rives ned - hvilket kræver at det først skal opbygges, og det har der været tiltag til og tale om, mange gange[1]. Derfor kan Paulus også sige om Antikrist at: ”han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud” (2. Tess. 2:4). Daniel ser også at: ”i Ugens (trængslens)sidste Halvdel (3,5 år)skal Slagtoffer og Afgrødeoffer ophøre, og Ødelæggelsens Vederstyggelighed skal sættes på det hellige Sted”. Ofringerne skal derfor indstiftes igen, hvilket kræver endnu en genopbygning af templet. Vederstyggeligheden skal sættes på det hellige sted, hvilket Paulus som citeret beskrev, og hvilket Jesus også beskrev: ”Når I da ser ›ødelæggelsens vederstyggelighed‹, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund...så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene” (Matt. 24:15-16).

Johannes var af den første kristne generation, og han skriver: ”Jeg, Johannes, jeres broder, som er fælles med jer om trængselen” (Åb. 1:9) og Johannes skrev, som verset siger, Åbenbaringsbogen på Patmos, en fangeø, hvortil han efter historien var blevet forvist af den romerske kejser Domitian, ”for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld”. Han var med i trængslen da den første generation af menigheden levede, da Jerusalem blev ødelagt første gang (efter Jesus). Mattæus sigter længere frem - frem til enden - ikke forud for jordskælv, pest og hungersnød, og før folk rejser sig mod folk (Matt. 24:7), men efter - efter alt dette, ”Så skal man overgive jer til trængsel” (Matt. 24:9)

Der er helt klart en kommende trængsel, hvilken vi står lige over for. Johannes får midt i sin fremstilling af trængslen, et syn frem i tiden efter trængslen, hvor han så dem, der havde overlevet trængslen uden at tilbede Antikrist: ”en af de ældste tog til orde og sagde til mig: »De, som er iførte de lange, hvide klæder, hvem er de? og hvorfra er de kommet?« Jeg svarede ham: »Min herre! du ved det.« Da sagde han til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod” (Åb. 7:13-14). For at se at dette er efter trængslen, kræves et dybere studie af Åbenbaringsbogen som jeg ikke vil give her, men i korte træk viser næste vers (Åb. 7:15), at Jesus er kommet synligt igen til Jorden, hvilket ses idet den ældste siger, at Jesus der sidder på tronen, skal ”bo iblandt dem” (KJV, se også Es. 12:6 ; Es. 31:4 ; Zak. 2:14-15 ; Zak. 8:3 ; Ez. 48:35 ; Joel. 3:22 ; Åb. 21:3). Det er en reference til 1000års riget.

Faktum er, at der er en kommende trængsel, og ikke kun den, Johannes og de første kristne oplevede. Det var et forbillede på den kommende trængsel, så stor, at der endnu ikke er set noget lignende før.

Én eller to genkomster?


Ingen kan se Gud og leve

Viser Jesus sig for verden som Han er, vil verden dø. Vi troende skal forvandles og se Ham som Han er.
Når der ingen tvivl er om at Jesus kommer igen for at genoprette riget for Israel (hvilket Bibelen profeterer gang på gang), og at Han kommer og bortrykker menigheden, så fortsætter debatten med spørgsmålet om hvorvidt Jesus kommer én gang efter menigheden, og siden hen for at genoprette riget. Med andre ord, findes der både en usynlig og synlig genkomst?

Der er generel enighed om, at Jesu genkomst som samlet begreb har to formål. Hele det Gamle Testamente forkynder Jesu genkomst som Kongen der kommer med sine hellige og opretter fredsriget. Men Paulus forkynder som citeret endnu en begivenhed, der vedrører Jesu genkomst: ”Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!” (1. Tess. 4:16-18).

Først vil jeg pointere, at 2. Tess. kap. 2 bruges til både at afvise og bevise bortrykkelsen som en anden begivenhed end Jesu genkomst til Jorden. Men Paulus lader ikke denne forvirring leve, for når man læser hans ord nøje, ser man i 2. Tess. 2:8 at den lovløse (Antikrist) åbenbares - men Paulus forklarer at “ham skal Herren Jesus dræbe med et åndepust af sin mund og tilintetgøre ved sit synlige komme”. Når Antikrist åbenbares, hvilket vi ser ske i Åb. 6:2 - begyndelsen af trængslens syv år, og igen ses det i Åb. 13:1-5 at midt i trængslen får Antikrist endda magt til at være urørlig i 3½ år, så er der 7 år før Jesus kommer igen. Først skal vi der holder igen, holder Antikrist tilbage, bortrykkes (v.7) og så skal Antikrist stå frem. Men Hvis bortrykkelsen og Jesu fysiske genkomst, Hans synlige komme er den samme begivenhed, så kan Antikrist ikke nå at være virksom i 7 år, for Jesus dræber Ham ved sit synlige komme. Derfor er bortrykkelsen nødt til at være mindst syv år forinden Jesus kommer synligt igen.

Dernæst er der en opdeling mellem Menneskesønnens komme, og Kristi komme efter menigheden, som også viser, at der er to forskellige begivenheder. Når Jesus selv taler om sit komme, hvilket er Hans synlige komme for verden og Israel (de to typer folk der uden tvivl skal igennem trængslen), så taler Han om Menneskesønnens komme: ”Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være... Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se ›Menneskesønnen komme på himmelens skyer‹ med kraft og megen herlighed... Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme... Men når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone” (Matt. 24:27, 30, 37; Matt. 25:31). Menneskesønnen nævnes kun i de fire evangelier, og som bekræftelse på Matt. 26:64, ser Stefanus Menneskesønnen sidde ved Faderens højre hånd (Apg. 7:55). I alle efterfølgende breve til menigheden som omhandler Hans komme efter menigheden, nævnes Menneskesønnens komme ikke, men Kristi komme: ”Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til... Men han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme!..

Kristus vs Menneskesønnen

Kristus kommer efter menigheden, Hans åndelige familie - i skyen.
Menneskesønnen kommer til Israel, Hans kødelige familie - til Jorden.
Med hensyn til vor Herres Jesu Kristi komme og spørgsmålet om, hvordan vi skal samles med ham
” (1. Kor. 15:22-23 ; 1. Tess. 5:23 ; 2. Tess. 2:1).

Derfor sker der to forskellige ting ved hver begivenhed. I Bortrykkelsen bliver alle troendes legemer forvandlet i et nu, i øjeblik (1. Kor. 15:51) og iklædes uforgængelighed, hvorefter vi samles hos Jesus der er kommet efter os (1. Tess. 4:17). Vi har ikke længere behov for at opfylde Jorden, men bliver udødelige som englene (Matt. 22:30). Der er ikke behov for engle til at samle Hans udvalgte, hvilket sker ved Jesu synlige komme til Jorden (Matt. 24:31; Mark. 13:27). Her sker der ingen forandring, ingen iklædes udødelighed. De skal gå ind i 1000årsriget og opfylde Jorden, intet spædbarn skal dø, og selvom de ikke er udødelige, vil den yngste dø som 1000årig - med mindre de er forbandet på grund af ulydighed (Es. 65:20).

Når Kristus kommer igen efter menigheden, har Han kun de hensovne med sig (1. Tess. 4:14), de som er døde i menighedens tid, som kommer med når Jesus henter os, for at de skal forenes med sine opstandne legemer. Paulus taler også om ”Jesu komme sammen med alle hans hellige”. Men når Menneskesønnen kommer synligt til Jorden, så er det ikke kun de hensovne hellige der er med, men også alle de hellige engle (Matt. 16:27 ; Matt. 25:31). Når Kristus kommer, er det med én overengels røst og Guds basun (1. Tess. 4:16). Men ved menneskesønnens komme, er det med mange engle, der skal samle Hans hellige og skille dem fra de uretfærdige (Matt. 13:41 ; Matt. 24:31 lignelsen med de to på marken, i sengen osv, Matt. 24:40-41 ; 17:34-36).

Jesus vil selv stige ned og hente os, og Paulus forklarer i 1. Kor. 15:52 at opstandelsen og bortrykkelsen vil ske meget hurtigt: ”i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles”. Det betyder at når bortrykkelsen finder sted, vil alt ske på et øjeblik, græsk atomos, som betyder udelelig - altså vil begivenheden ske på så kort en tid, at tiden ikke kan deles yderligere. Indtil nu, har man målt den korteste tid som 10-18 sekund[2]. Dvs. 0,0000000000000000001 sekund. Der er ganske enkelt ingen der kan nå at se bortrykkelsen, hvorfor den kaldes det usynlige komme.

Der er ingen der ikke er med i bortrykkelsen, som vil se Jesus, eller de bortrykkede i denne begivenhed. 1. Joh. 3:2 siger at ”vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er”, og vi ved at intet menneske kan se Gud som han er og leve (Dom. 13:22, 1. Tim. 6:16 - Gud måtte holde hånden for, så Moses kunne se lidt af Hans herlighed, 2. Mos. 33:20, 23), hvorfor vi skal forvandles og blive som Ham, for at blive i stand til at se Ham som Han er. Sagt lidt mere teknisk, kan en to-dimensionel genstand ikke begribe en tre-dimensionel. Vi er som mennesker omsluttet af tre dimensioner, og kan ikke begribe en verden af fire og flere dimensioner. Paulus taler om ”bredden og længden og højden og dybden” i Jesus (Ef. 3:18), mens vi i dette dødelige legeme kun erkender bredden, længden og dybden. Derfor, da Jesus kom som menneske, måtte Han begrænse sig til vores tre-dimensionelle opfattelse, og afklæde sig sin guddomsskikkelse (Fil. 2:6-8), for at verden kunne se Ham som menneske. Han blev gjort lidt ringere end englene (Hebr. 2:7-9), men Han viste disciplene lidt af sin guddommelige herlighed (Matt. 17:2), som Han gjorde det med Moses. Men ikke sin fulkomne guddomsskikkelse, for da ville de dø. Det er en af mange årsager til, at bortrykkelsen og Jesu synlige genkomst er nødt til at være to forskellige genkomster, for viser Jesus sig for verden som Han er, vil verden dø. Vi troende skal forvandles og se Ham som Han er, men det skal verden ikke.

Basunerne
Den sidste basun som Paulus nævner i 1. Kor. 15:52, er et udtryk der forvirrer folk, da nogle mener at den sidste basun er den syvende i Åbenbaringsbogen, som lyder midt i trængslen. Paulus siger at når den lyder, skal vi forvandles - altså bortrykkes sammen med de opstandne, jf. 1. Tess. 4:17. Dermed, siger de, ses at bortrykkelsen vil finde sted midt i trængslen. Men der er problemer både med placeringen og konsekvensen af at synkronisere Paulus’ basun med Åbenbaringsbogens. For det første er den syvende basun er ikke den sidste, i trængselssekvensen. Jesus fortæller om endnu en basun efter trængslen, der skal samle de hellige (af Israels folk) fra de fire verdenshjørner (Matt. 24:31). For det andet er der stor forskel på basunernes konsekvens: Den ene basun er Guds basun (1. Tess. 4:16) og den anden den syvende engels (Åb. 11:15). Den ene basun bebuder, som Paulus fortæller, en hændelse der sker på et øjeblik, og den anden bebuder mange hændelser (Åb. kap. 11:15-13:18). Den ene basun er til velsignelse, den anden forbandelse. Ved basunen Paulus nævner, vil Jesus selv stige ned, ikke for at frelse Israel, men for at hente menigheden hjem til Faderens hus (1. Tess. 4:16, Joh. 14:2-3). Der beskrives ikke noget lignende, ved Åbenbaringsbogens basun.

Ang. den sidste basun, som Paulus omtaler i 1. Kor. 15:52, så vil jeg tale om den senere (den er associeret med Jesu stemme...)

Død i tusindårsriget
Hvis bortrykkelsen (herunder alle de hellige der samles af englene, udsendt af Jesus) og Jesu synlige komme for verden, hvor Han skal dømme, er én og samme begivenhed, så er der et problem med død i 1000årsriget. Jesus fortæller om dommen i Matt. 25:46, at de uretfærdige: ”skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv”. Hvis bortrykkelsen og denne passage er én og samme begivenhed, vil alle uretfærdige dømmes til ”den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle” (v.41) og alle retfærdige som samles med Jesus vil, som Paulus fortæller i 1. Kor. 15:51-52, forvandles og få et evighedslegeme. Det betyder at kloden i 1000årsriget, vil være beboet af ene udødelige mennesker. Problemet er at passagen i Es. 65:20 som omhandler 1000årsriget fortæller at: ”barnet skal dø som 100årig; men synderen der (kun) bliver hundrede år skal være forbandet” (KJV). Det betyder at begivenheden Jesus taler om her, ikke kan inkludere bortrykkelsen, men kun dommen over dødelige, før de enten går ind til 1000årsriget, eller dømmes til ildsøen. Passagen nævner ikke detaljen om opstandelse, som vil finde sted ved bortrykkelsen, men omhandler kun de levende ved Jesu genkomst. Hvordan kan Esajas tale om synderen der dør, hvis alle i 1000årsriget er udødelige retfærdige? Der er nødt til at være to genkomster - én for menigheden, og én for verden.

Som sagt, når Jesus kommer efter menigheden, vil kun de der forvandles se Ham. Når Jesus kommer synligt igen for verden, vil alle se Ham: ”da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se ›Menneskesønnen komme på himmelens skyer‹ med kraft og megen herlighed” (Matt. 24:30). Når Kristus kommer efter menigheden, er det kun de hensovne i Kristus (ikke de gammeltestamentlige hellige, for de har som vist allerede fået et herlighedslegeme), der er med Ham (1. Tess. 4:14) - og en overengels røst og Guds basun høres (1. Tess. 4:16), mens ved Menneskesønnens komme for verden, er alle de hellige med ham (både opstandne og forvandlede - og de gammeltestamentlig hellige) tillige med Hans engle (Matt. 16:27 ; Matt. 24:31 ; Mark. 8:38). Paulus nævner også Jesu åbenbaring fra Himmelen med sine engle, i forbindelse med dommen over verden (2. Tess. 1:7).

Der er tydeligtvist to begivenheder knyttet til Jesu komme - begivenheden kun nogle ser, og den hvor hele verden ser Ham. Debatten går nu på, om det er to begivenheder under samme komme, altså at Jesus forlader Faderen i Himmelen for at komme fysisk til jorden, men umiddelbart inden verden ser Ham, vil Han bortrykke menigheden.

Jesus, os og Faderen

Jesus tog til Faderen for at berede boliger for os. Hvor Han er, skal vi også være! Jesus har lovet at hente os med hjem til Faderens hus.
Jesus fortalte, som tidligere citeret, disciplene - dem som nu er døde, men som vil opstå og bortrykkes i den usynlige begivenhed - at ”I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«” (Joh. 14:2-4). I samme passage (v.12, 28) og 3 andre steder siger Jesus at ”jeg går til Faderen”, og Stefanus så Jesus stå ved Faderens højre hånd (Apg. 7:55). Når vi ved at Jesus er ved Faderen i Himmelen, så får Jesu tale en klar betydning.
Lad os så komme tilbage til debatten: Er det synlige komme og den usynlige bortrykkelse to begivenheder i ét og samme komme? Hvis ja, hvordan skulle vi da komme til de boliger Jesus har beredt os hos Faderen i Himmelen? Skulle Jesus komme og hente os i ét nu, for så at tage os med tilbage til Faderen og opfylde løfterne? Det er Han nødt til - ellers er ordene tomme og usande. Skulle Han da vende tilbage til jorden igen, for at vise sig synligt? Det er Han også nødt til - ellers opfyldes løfterne heller ikke. Altså er der nødt til at være to genkomster - en usynlig efter menigheden, således at vi kan ”sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget” (Matt. 8:11), og en synlig for at oprette riget på Jorden.

Nogle modstandere af denne åbenlyse plan, er villige til at gå halvvejs. De mener at løse dilemmaet og gøre de to genkomster til én, sådan at Jesus har de sjæle der døde i Ham med sig (1. Tess. 4:14), som i luften skal forenes med sit legeme der opstår af jorden, og så skal også de levende møde dem i luften, så sjælene der kom med Jesus kan fortsætte til Jorden i sine opstandne legemer, og de levende forvandlede returnerer igen. En ”elevator tur” for de der forvandles for at møde Jesus i skyen - hurtigt op, og hurtigt ned igen. Med andre ord ignoreres Jesu løfte om at være hvor Han er - de levende kommer aldrig til boligerne i Faderens Hus. Senere skal vi se på de fireogtyve ældste (de løskøbte), som er i Himmelen da Johannes før trængslen bliver bortrykket - men lad mig her spørge: Er det kun til de døde, Jesus har gjort en bolig rede? Det er det selvsagt ikke, for vi levende er lige så vel som de døde i Kristus, anset for at være Jesu brud (2. Kor. 11:2), og hvor Han er efter Han tog bort, der skal vi også være: ”Hvis ikke, havde jeg sagt jer det” (Joh. 14:2). Som Paulus sagde: ”derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren”. Jesus gik bort for at berede vore boliger - og for at være hvor Han er, skal vi også hjem til Faderen i Himmelen, hvor vort borgerskab er (Fil. 3:20).

Domstolene

Kristi domstol, er ikke menneskesønnens domstol. De har hver deres formål - løn og dom.
Paulus fortæller at ”for Kristi domstol (også kaldt Guds domstol, Rom. 14:10-12) skal vi alle (alle troende) træde frem som vi er (igen ses forskellen mellem Menneskesønnen og Kristus - Menneskesønnen dømmer verdens gerninger (Joh. 5:22, Åb. 20:11-15), mens Kristus dømmer de løskøbtes gerninger), for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt” (2. Kor. 5:10). Spørgsmålet er så hvor foregår denne begivenhed? Hvor er Kristi domstol? Er den på jorden, ved Jesu synlige komme for verden, hvor alle dømmes? Eller er den i Himmelen, hos Faderen? Senere skal vi se på, at ”Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede” (1. Tess. 5:9), hvilket Jesu synlige komme til Jorden handler om, mens Kristi domstol er for menigheden. Der er to begivenheder, en domstol for verden (Åb. 20:11-15), hvor alle uretfærdige dømmes, og Kristi domstol, hvor de retfærdiggjorde belønnes for deres gerninger (1. Kor. 3:11-15). Når Jesus kommer for at dømme verden, så er Hans brud med ham, og har forinden fået ”en skinnende ren linnedklædning at iføre sig; thi linnedklædningen er de helliges retfærdige gerninger” (Åb. 19:8). Bruden er menigheden, som Paulus beskriver i Ef. 5:22-32, og som han siger ang. sammenligningen mellem mand og hustru: ”Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb; jeg sigter hermed til Kristus og kirken” (Ef. 5:32). Linnedklædningen er, som verset ovenfor siger, de retfærdiges gerninger, og Kristi domstol handler om disse gerninger, som ifølge 1. Kor. 3:11-15 belønnes, hvis de bygger på Kristus, men brændes op hvis de er kødelige. Hvis vi har fået linnedklædningen - belønningen - når vi kommer med Jesus, så må Kristi domstol stå ved Faderen, hvor vi alle hentes hjem.

En anden metode der bruges til at afvise, at det skulle være to forskellige begivenheder, er følgende:
  1. I Matt. 24:27-31 taler Jesus om sit komme, som er det græske parousia. Det er samme ord, der bruges om Jesu genkomst efter menigheden i 1. Kor. 15:23, 1. Tess. 4:15, 2. Tess. 2:1. Dermed er det samme begivenhed - Jesu komme.
  2. I Matt. 24:30 kommer Jesus på himmelens skyer, ligesom Han stiger ned fra Himmelen hvor vi skal møde Ham i denne sky i 1. Tess. 4:16-17. Samme begivenhed.
  3. I Matt. 24:31 er der engle involveret sammen med basunklang, ligesom der er engle involveret, tillige med basunklang, i 1. Tess. 4:16, og 1. Kor. 15:52.
  4. I Matt. 24:31 samles de udvalgte, ligesom vi alle skal mødes med Jesus i 1. Tess. 4:17.
Det lyder jo rigtigt, men hvis vi zoomer lidt ind på de forskellige passager, så træder der et andet budskab frem.
  1. At det samme ord bruges om Jesu fysiske komme, og Paulus’ tale om bortrykkelsen, er ikke et gyldigt argument for at det er samme begivenhed. Samme ord bruges også om Stefanus, Fortunatus og Akaikus’ komme i 1. Kor. 16:17, Titus komme i 2. Kor. 7:6-7, og mange andre steder. Ordet betegner derfor ikke begivenheden Jesu genkomst.
  2. Der beskrives to vidt forskellige begivenheder i disse vers: 1) I Matt. 24:30 vil verden se Jesus, når Han kommer på skyen. Folket vil jamre sig og Han sender engle ud for at samle Hans udvalgte. Der er ingen opstandelse, og ingen der bortrykkes i skyen. 2) I 1. Tess. 4:16-17 stiger Jesus ned fra Himmelen, og her sender Han ikke engle ud, men én engel - ikke bare én engel, men en bestemt overengel, hvis ryst høres. De døde opstår, og de levende forvandles. 1) Jesu udvalgte samles på jorden af udsendte engle. 2) Her samles de med Jesus i skyerne (ingen engle). 1) De udvalgte er levende mennesker på jorden. 2) De udvalgte er både levende og døde.
  3. Som allerede nævnt, er det to forskellige begivenheder. 1) Matt. 24:31 taler om Jesu engle, altså et ukendt antal (og måske flere basuner), mens 2) 1. Tess. 4:16 taler om Guds basun, og én engel.
  4. De udvalgte samles på jorden - og ikke blot samles de udvalgte, men de ulydige skal også fjernes ved dette komme (Matt. 13:41). Det har ikke noget med at samles med Jesus i skyen at gøre. Her sender Jesus sine engle ud, men ved bortrykkelsen samler Jesus os - Han kommer igen og tager os til sig. Ydermere gør Gud det tydeligt for os igennem Esajas, hvem disse hellige er, hvor han profeterer: ”For Folkene rejser han Banner, samler Israels bortdrevne Mænd, sanker Judas spredte Kvinder fra Verdens fire Hjørner” (Es 11:12). Når Jesus taler om de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser, så betyder det at Han samler dem fra hele Jorden, som Han siger det i Matt. 24:31.

Flere opstandelser og bortrykkelser
Et andet aspekt er, at der ikke kun er én opstandelse, og én bortrykkelse, men flere. Post-trængselslæren holder sig til Åb. 20:4-5 der taler om den første opstandelse, som man mener tydeligvis er efter trængslen. Men er der kun én opstandelse? Vi har allerede set, at der var en opstandelse af de gammeltestamentlige hellige, ved Jesu opstandelse, hvor de gik ind i Jerusalem. Hvis opstandelsen og bortrykkelsen gøres til én og samme begivenhed som Jesu synlige komme, så giver det problemer når der er flere opstandelser og bortrykkelser, for så skulle der være lige så mange synlige genkomster som der er opstandelser og bortrykkelser.

Fremtidige bortrykkelser

Først bortrykkes de der er døde efter Jesu opstandelse, derefter os der endnu er levende. 3½ år efter bortrykkes de to vidner.
Paulus nævner at alle skal levendegøres i Kristus ”Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til” (1. Kor. 15:23). Det er vel at mærke dem, der sover i Jesus, som Paulus siger det et andet sted ang. emnet opstandelse: ”ligeledes med dem der sover i Jesus, vil Gud bringe med ham” (1. Tess. 4:14, KJV). Der er altså to opstandelser:

1) En opstandelse før Tusindårsriget, for alle dem der skal være konger og præster med Jesus Kristus i Tusindårsriget. Denne opstandelse er sammensat af mange opstandelser:
a) Jesus Kristus (1. Kor. 15:20) - og de døde der på den tid kom ud af gravene (som tidligere omtalt),
b) dem der tilhører Jesus ved bortrykkelsen, døde og levende (1. Kor. 15:23, 1. Kor. 15:51-54, 1. Tess. 4:16-17)
c) de to vidner (Åb. 11:7-12)
d) de der døde i trængslen (Åb. 20:4-6)

2) En opstandelse efter Tusindårsriget, til både frelse og fortabelse (Åb. 20:11-15).

Fremtidige opstandelser

3½ år efter vidnernes bortrykkelse, oprejses de der døde i Kristus under trængslen. Endeligt efter yderligere 1000 år, oprejses uretfærdige til dom.
Når Jesus kommer igen synligt, er det kun dem der er døde som martyrer, der genopstår. I Åb. 6:9 ses de som dem, der ligger under alteret i Himmelen. De får en lang, hvid klædning (Åb. 6:11), og genopstår i Åb. 20:4, hvilket er efter trængslen, for at være konger med Jesus i Tusindårsriget. ”De andre døde” - de som døde uden Jesus, ”blev ikke levende, før de tusinde år var til ende” (Åb. 20:5). Ét af argumenterne for at menigheden skal igennem trængslen er, at som Noa blev bevaret i arken, vil vi bevares i Kristus. Uden tvivl er syndfloden et forbillede på trængslen, det siger Jesus selv (Matt. 24:37). Men der er forskelle som ligheder, og Johannes så at nogle, om ikke mange, af de der ikke vil tilbede Antikrist i trængslen, men vedbliver i Guds Ord, vil blive halshugget (Åb. 6:9) - undtagen de 144.000 jødiske mænd, som Gud besegler (Åb. 7:1-8). Menigheden (som holder fast på Guds Ord, og Jesu vidnesbyrd) vil ikke kunne bevares i trængslen, som folket i arken, for er menigheden på jorden, vil Antikrist dræbe alle han støder på - som dem, Johannes ser under alteret. Menigheden er derfor ikke med i dette hold der genoprejses efter trængslen, og den næste opstandelse er først efter Tusindårsriget (Åb. 20:5).

Altså ses på denne måde også, at Jesu genkomst til jorden ikke har noget specifikt med én bortrykkelse eller én opstandelse at gøre. Heller ikke af menigheden. Var det sådan, skulle Jesus komme igen mange gange, og Bibelen taler kun om to gange - første gang for syndens skyld, anden gang for at frelse dem, de venter på Ham (Hebr. 9:28). Og her er det vigtig ikke at glemme, at der er tre stadier af frelse. Vi blev frelst da vi gav vore liv til Jesus. Men vi frelses også dagligt, idet vi helliggøres og frigøres stadig af syndens tyranniske krav. Men vi bliver også frelst endeligt, når Jesus henter os, for da forvandles vi og dette dødelige legeme, som huser synden (Romerne. 7:23), vil forgå og vi iklædes uforgængelighed, og da kan vi endeligt sige: ”Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?” (1. Kor. 15:54-55).

Spørgsmålet er så hvor lang tid vi skal være i de himmelske boliger, for vi skal jo med Jesus tilbage ved Hans synlige komme. Nogle mener som sagt at det er en hurtig elevator tur - hurtigt op og ned igen - at vi kun skal samles med Jesus i skyen, for så at følge Ham resten af vejen til Jorden - men de overser som sagt passagen om Faderens hus, at vi også skal være der.

Tidsrummet for menigheden i Himmelen, deles af debatten om hvorvidt den usynlige bortrykkelse vil ske før, midt i, eller efter trængslen. Dvs. at tiden i Himmelen spænder fra 7 år til 3½ år, til en kort ukendt tid. Blandt seriøse bibelstudenter, er det dette spørgsmål der er mest debatteret. Ingen der læser det, der står i Bibelen om Jesu komme, kan være i tvivl om at bortrykkelsen findes, og at den med en tid er adskilt fra Jesu synlige komme til Jorden. Men forholdet mellem de to genkomster debatteres ivrigt, og jeg kan med alle argumenter imod min forståelse af emnet, ikke andet end at konkludere, at vi vil tages hjem til de Himmelske boliger i Faderens hus, før trængslen - Guds dom - går over jorden, og resten af denne artikel vil forholde sig til denne del af debatten.

Før eller efter trængslen


Enok profeterede som tidligere citeret: ”Se, Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet, og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere!” (Jud. 1:15). Hvem er disse hellige? Kritikerne af bortrykkelsen mener at det enten er de døde der tilhører Jesus, eller at det er engle. Vi har allerede set, at det ikke kun er de hensovne der kommer med Jesus, når Han kommer for at dømme - også de levende er helliggjort i Ham. Skal engle dømme de onde? Paulus forklarer: ”Ved I da ikke, at de hellige (kontekstuelt menigheden)engang skal dømme verden” (1. Kor. 6:2). Jesus selv siger til menigheden: ”den, der sejrer og til det sidste trofast gør mine gerninger, ham vil jeg give magt over folkeslagene” (Åb. 2:26). Vi er de hellige der kommer med Herren for at holde dom, tilmed, siger Paulus: ”Ved I ikke, at vi skal dømme engle? endsige da i timelige ting!” (1. Kor. 6:3). Det er rigtigt at også englene kommer med Jesus (2. Tess. 1:7), men ikke kun englene.

Ovenstående passager vedrører selvfølgelig tiden ved trængslens ophør, hvor Jesus kommer synligt igen og afslutter med dommen efter trængslen. De der forsvarer at bortrykkelsen og det synlige komme er én og samme begivenhed, bruger passager som 1. Kor. 1:7 ; 2. Tim. 4:1,8; Tit. 2:13 ; 1. Pet. 1:7-13: 1. Pet. 4:13 m.fl., som taler om at vi skal glæde os i forventningen om Jesu åbenbaring. Hvorfor er det Jesu åbenbaring, underforstået Hans synlige komme, menigheden skal håbe på, hvis bortrykkelsen kommer før i sekvensen?

For det første, så er der meget at glæde sig til, når Jesus kommer tilbage, også for menigheden, for da skal vi have 1.000 år i fred på jorden. Vi skal være konger med Ham, med alt hvad det indebærer som f.eks. at prædike og hjælpe de mennesker, der kom igennem trængslen, og kom ind i fredsriget.

For det andet - for hvem er det, Jesus viser sig? For verden eller for menigheden? - for i bortrykkelsen vil kun de retfærdige i Jesus se Ham, hvorimod ved Hans synlige komme, vil hele verden se ham. At Jesus åbenbares, betyder ikke nødvendigvis at det er ved Hans fysiske komme. Han åbenbarede sig f.eks. for Paulus (Gal. 1:12 ; Ef. 3:3 ; 1. Kor. 15:8) - og det var ikke Hans genkomst. Tilhængerne af post-trængslen glemmer passagerne om at vi skal komme med Ham, som Enok prædikede, citeret af Judas (Jud. 1:14). Det betyder med andre ord, at vi har set Ham før Han åbenbares.

Esajas profeterede også: ”Se, den Herre HERREN kommer med Vælde, han hersker med sin Arm. Se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham” (Es. 40:10). Vi har allerede set ud fra Sal. 68:19 og Ef. 4:8, at Jesus bortførte fanger, men set ud fra dette vers, hvad, eller nærmere hvem, er Jesu løn? Hvad var Jesu arbejde? Jesu arbejde var frelsen, at Han døde for synden, blev begravet og opstod (Joh. 17:4-10). Lønnen omtalt her, kan derfor kun være os, alle der tog imod, og gav sine liv til Ham, og Jesus siger selv: ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig” (Joh. 17:6). Når Jesus kommer igen, er denne løn med Ham, dvs. vi er med Ham - og derfor bortrykket (i det mindste) inden trængslens afslutning. Johannes gengiver profetien fra Esajas i Åb. 22:12 (hvilket viser at personen der talte i GT taler også i NT), og siger i v.14 at: ”Salige er de, som tvætter deres klæder...”, hvilket er os og alle kommende retfærdiggjorte. Det er, som sagt, det, Enok (Jud. 1:14), Zakarias (Zak. 14:5) og Paulus (1. Tess. 3:13) har profeteret. Lad mig igen citere at Jesus sagde: ”hvor jeg er, dér skal også I være” (Joh. 14:3) og det sted er i Hans (og nu vores) Faders Hus (Joh. 14:2). Jesus tog netop dertil efter sin opstandelse, hvilket Stefanus så (Apg. 7:55-56), og Johannes ser Jesu tilbagekomst, helt fra da Han rider ud af himmelen til Han kommer til Jorden (Åb. 19:11-21). Han ser ”de himmelske hærskarer fulgte ham på hvide heste, og de var iførte hvide, rene linnedklæder” (Åb. 19:14). Hvem er de, der bærer rene linnedklæder? Som sagt tidligere, gør Åb. 19:7-8 det klart: ”hans brud (menigheden) har gjort sig rede...der blev givet hende en skinnende ren linnedklædning”. Vi er Jesu løn! Men ikke os alene. Også Israel skal blive frelst, hvilket er et gennemgående emne i Ordet (eks. Sal. 14:7 ; 53:6; Es. 45:17 ; 46:13; 49:6; Jer. 23:6-8 ; Romerne. 11:26). Hvilken glæde, at det folk der den dag i dag hader Jesus med samme had, hvormed de uretfærdigt krævede Ham dødsdømt, skal erkende at Jesu værk også blev dem til del. Jeg kan indleve mig i den glæde Jesus med længsel venter på at vise sit eget folk - at Han vitterligt var og er deres Frelse, som Han sagde. Snart vendes Joh. 1:11: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham”, og Hans egne tager imod Ham - hvilken velfortjent løn!

Modstanderne af at skille bortrykkelsen og Jesu genkomst til Jorden ad, mener at passagerne i Matt. 24:40-41 og Luk. 17:34-36, hvor to går på marken, ligger i samme seng eller maler på samme kværn er bevis for at bortrykkelsen først sker ved Jesu synlige komme for verden, for den ene tages med (bortrykkes - misforstået som at blive frelst) og den anden lades tilbage (fortabes). Men da disciplene spørger Jesus hvor de tages med hen (de formodede bortrykkede), svarer Han: ”Hvor ådselet er, dér vil gribbene flokkes” (Luk. 17:37). Det lyder ikke som om de døde opstår og de levende forvandles for at tages med derhen hvor Jesus er. Det lyder mere som om de tages med til dom og ender som ådsel, hvor gribbene vil flokkes. Til dem der ikke tages med, siger Jesus: ”Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt” (Matt. 25:34), og det er dem, der har overlevet trængslen, dem om hvem der siges ”Salig er den, der holder ud og oplever 1.335 Dage” (Dan. 12:12) - for de har overlevet domsdagene, og går ind i 1000årsriget hvor de vil befolke jorden efter trængslen. De dør, som Esajas siger, tidligt, hvis de dør som 100årig.

Men der er også dem, der er blevet forvandlet og ikke mere skal dø. Paulus siger også at: ”skabningen venter i inderlig længsel på, at Guds børn skal åbenbares” (Romerne. 8:19) - Guds børn er jo allerede nu synlige i det jordiske legeme, retfærdige og løskøbte. Men det er endnu ikke synligt i det fysiske, at vi er Guds børn. Noget skal ske med os og derfor bliver vi ved bortrykkelsen forvandlet, som Paulus siger vi skal. Johannes siger at ”nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er” (1. Joh. 3:2). For at vi kan komme sammen med Jesus på dette tidspunkt, kræver det at vi er opstået / blevet forvandlet og bortrykket før tidspunktet for trængslens ende, hvor Han kommer synligt igen for verden. Men kan vi komme tættere på den kronologiske orden for bortrykkelsens tidspunkt?

Først og fremmest, så skal vi se på det, Johannes får vist i Åbenbaringen, som omhandler netop trængselstiden. Der er nogle punkter der er vigtige ikke at ignorere.

Åbenbaringsbogen.
Senere skal vi se på Herrens Dag, en betegnelse for tiden fra bortrykkelsen, igennem trængslen til efter 1000årsriget, med hovedvægt på begivenhederne i tiden for trængslen og Jesu synlige komme til jorden. På Herrens Dag hørte Johannes basunen (Åb. 1:10), hvilket betyder at han så ind i fremtiden, og det er tydeligt, at Åbenbaringsbogen beskriver trængselstidens begivenheder. Nogle mener der er tale om søndag, dagen hvor Jesus opstod og derfor Herrens Dag, men igennem hele Bibelen er det ikke søndag men den frygtelige dag, der omtales med den betegnelse.

Åbenbaringsbogens sekvens

Efter åbenbaringen af Jesus - Hans første komme, blev menigheden åbenbaret. Efter menigheden, åbenbares syndens søn og trængslen kommer. Menigheden kunne ikke åbenbares før Jesus blev bortrykket, og Antikrist kan ikke åbenares før menigheden bliver bortrykket.
Men før Herrens Dag udfoldes, er menigheden i fokus. Der er to ting, som Johannes skal skrive ned til menighederne, hvilket Jesus dikterer ham: ”skriv da ned, hvad du har set, både 1) det, som er, og 2) det, som siden skal ske” (Åb. 1:19). Lad os da gå tilbage til år 90, da Johannes får denne ordre. Hvad var det som ”er” på Johannes tid? Det kan man diskutere uendeligt, alt efter hvor mange ideer man kan komme på. Men Johannes forstod budskabet, og begynder i kap. 2 at skrive til menighederne, som blev dannet på pinsedagen (Apg. 2) - cirka 53 år tidligere - det som endnu ”er” i vores tid. Det blev til syv breve til syv menighedstyper, der med historien i bakspejlet viser, at hver type har haft hver sin dominerende tid, hvor Laodikea, der som den sidste, dominerer i vores tid. Her er en oversigt der viser dig historiens gang:


Menighed

Kendemærke

Betydning

1Efesus
Åb. 2:1-7
År 30-100
Den apostolske kirke"Ønsket" (at være ønsket). Jesus siger om den ønskede menighed at på klippen (troens bekendelse) "vil jeg bygge min kirke" (Matt. 16:18)
2Smyrna
Åb. 2:8-11
År 100-313
Den romerske forfølgelse"Myrra" - associeret med død, her som følge af den romerske forfølgelse.
3Pergamum
Åb. 2:12-17
År 313-600
Under kejser Konstantin"Fuldstændig gift" - her som følge af Konstantins økumeni, hvor han samlede hedenskaben og kristendommen som statsreligion, under navnet kristendom. Menigheden blev som den katolske kirke og den danske folkekirke "fuldstændig gift" med staten.
4Tyatira
Åb. 2:18-29
År 600-1517
De mørke århundreder"Fortsat / uendelig ofring", her transsubstantiationen - forvandlingen af brød og vin til Jesu legeme - den uophørlige ofring af Jesus - med andre ord den romersk katolske moderkirke.
5Sardes
Åb. 4:1-6
År 1517-1648
Reformationen"Dem som undslipper / de undslupne". Med reformationen undslap mange moderkirkens greb, men reformationen blev mange steder en statskirke igen, deriblandt den danske folkekirke, som har fanget mange døde "kristne" i dåbens lære.
6Filadelfia
Åb. 3:7-13
År 1648-1900
Missions bevægelsen"Broderlig kærlighed", en periode hvor menigheden benyttede at der ikke var noget sted evangeliet ikke kunne vinde frem - betydningen af "en åben dør"
7Laodikea
Åb. 3:14-22
År 1900-nu
Frafaldet"Folket regerer" - kirkevækst koncepter, kirkevækst konsulenter, underholdning, lykke, rigdom - alt hvad kødet (mennesket) begærer. Folket leder menighederne og Jesus er der ikke, men "står for døren og banker" (v.20)

Det næste Johannes skal skrive, er det som skal ske herefter, græsk meta tauta, der betyder ”efter disse ting” - sekventielt efter menigheden. Og Johannes fortsætter med at beskrive begivenhederne efter menigheden og siger: ”Derefter (meta tauta) så jeg, og se, en dør var åben ind til Himmelen, og den samme røst, der lød som en basun, og som jeg før havde hørt tale til mig, sagde: »Kom herop, så skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter (meta tauta)”. Johannes bortrykkes til Himmelen, og ser fra da af trængslens begivenheder oppefra. En dør åbnes til Himmelen, og menigheden bortrykkes. Derefter ses menigheden ikke før Himmelen åbner igen, og den kommer tilbage med Jesus (Åb. 19:11-14). En lille indskydelse: Jakob taler i Apg. 15:14-16 og siger at: ”Simeon har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger (græsk. lambano ek) at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn... Derefter (meta tauta) vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte”. Igen ses at der sekventielt skelnes mellem menigheden og Israel. Efter menigheden, så vender Gud tilbage til Israel. I det græske lambano ek, som jeg har bemærket i citatet, kan også ligge en betydning af at tage noget væk, eller op. Det er ikke noget jeg vil bygge en lære på, men finder den mulige betydning interessant nok til at nævne i forbindelse med det sekventielle forhold mellem menigheden, bortrykkelsen og Israel.

Jeg vil her gerne samle op på den sidste basun. Som Paulus nævner i 1. Kor. 15:52. Ordet sidste, det græske eschatos, er ordet hvorfra vi får navnet eskatologi, med hvilket vi navngiver ”læren om de sidste ting”. Ordet betyder sidste, endelige, yderste - en afslutning på tid og/eller sted. Den sidste basun behøver ikke være den sidste nogensinde, men en basun der afslutter eller afrunder en tid. Således bliver det klart, at denne basun Paulus taler om som den sidste, afslutter menighedens tid. Denne basun ses i 1. Tess. 4:16 sat i forbindelse med ”en befaling (et råb), en overengels røst og Guds basun” - med andre ord en stemme, og Johannes hører her denne stemme i Åb. 1:10-16, og beskriver personen med denne stemme, som er Jesus selv. Jesus, der med en Guds basun (sin egen ”over-englelige” røst), jf. 1. Tess. 4:16 skal kalde de døde og levende til sig, præcis som Han her gør det med Johannes ”Kom herop”. Med Paulus’ beskrivelse i 1. Kor. 15:52 ses at den sidste basun er Jesu stemme, der med bortrykkelsen afslutter menighedens - både tid og sted - på Jorden.

Der er grund til at tro på, at denne sidste basun er forbundet med Rosh Hashanah, hvor der er fiere sekvenser af horn-blæsning: 1) Tekiah 2) Shevarim 3) Teruh 4) Tekiah Gadolah. Når Paulus omtaler den sidste basun uden at forklare yderligere, så lader det til at det er noget Tessalonikkerne kender til - og den eneste sidste basun der kan refereres til i Jødisk tradition, er Tekiah Gadolah. Det kan tyde på at ved den sidste basun ved Rosh Hashanah, vil Jesus råbe og vi vil samles med Ham i skyen. Lyt til hornblæsningen ved Rosh Hashanah, hornblæsningshøjtiden:



Det siges at en sidste basun med den lange tone, gradvist øges i styrke, hvilket er en genklang af det der sker, når Gud stiger ned på Sinajs bjerg. KJV siger, "Og trompetens stemme gav en lang lyd, og blev stærkere og stærkere; Moses talte, og svarede ham med en stemme" (2. Mos. 19:19). Det interessante er, at i forbindelse med en sådan basun, kom Gud ned, ligesom den sidste basun vil være lang og øges i styrke.

Israel vs. menigheden

Antikrist vil sejre over Israel, men ikke menigheden!
Når vi nu vender tilbage til Åbenbaringen, så bemærk igen at Johannes er ført ud i fremtiden, til Herrens Dag (Åb. 1:10), og at han bortrykkes før trængslens begivenheder går i gang. Nu nævnes menigheden ikke mere, kun de hellige - dem, som Antikrist vil sejre over (Åb. 13:7 ; Dan. 7:21). Om menigheden sagde Jesus at ”Dødsrigets porte skal ikke få magt over den” (Matt. 16:18). Døden og dødsriget er i Antikrists følge (Åb. 6:8) og hvis menigheden er de hellige som omtales efter Åb. kap 4, hvilket er et skarpt punkt i diskussionen om tidspunktet for bortrykkelsen, skabes der et uløseligt dilemma - at Antikrist alligevel (jf. Åb. 13:7 ; Dan. 7:21) vil få bugt med menigheden. Der er selvfølgelig også den forståelse i teksten, at døden og dødsriget ikke har magt over menigheden - dvs. det enkelte menneske i åndelig forstand, for døden kan ikke holde den troende i Kristus. Men i talen ligger først og fremmest menigheden som instans - ”Dødsrigets porte skal ikke få magt over den”, og hvis menigheden er disse hellige, så vil Antikrists globale domæne overvinde menigheden og Jesu løfte brydes, med mindre menigheden rykkes bort. Og det er præcis det, vi ser den er, når Johannes kommer til himmelen.

Det som vises igennem ovenstående er, at Antikrist for en tid vil overvinde Israel, de hellige (tilsidesatte) igennem trængslen. De jøder der ønsker at overleve, er nødt til at forlade sit land - flygte ud i ørkenen (Åb. 12:6, 14). Gud handler forskelligt med Israel og menigheden. Det er to forskellige kapitler i Guds frelsesplan. Men til begge typer har Han beredt en plads. Vi har set, at Jesus har beredt en plads for menigheden i Faderens hus. Men også til Hans udvalgte på jorden har han beredt et tilflugtssted. Kvinden i Åb. kap 12, er et billede på Israel, og en del af folket i Israel, set retrospektivt fra Johannes’ vision i fremtiden ”flygtede ud i ørkenen, hvor hun har et sted beredt af Gud, for at man dér skulle sørge for hende et tusinde to hundrede og tresindstyve dage” (Åb. 12:6). I 1.260 dage, trængslens sidste 3½ år, vil flere af Israels borgere lytte til det råd gav Jesus i Hans fremlæggelse af trængslen, i Matt. 24, hvor Han siger: ”Når I da ser ›ødelæggelsens vederstyggelighed‹, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund... så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene” (Matt. 24:15-16). Interessant! Esajas profeterede ”Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over” (Es. 26:20). Faktisk sagde han: ”Kom, mit folk” (KJV), ligesom Johannes og de to vidner fik at vide, ”Kom herop”. Zefenias profeterede: ”Søg HERREN, alle I ydmyge i Landet, som holder hans Bud, søg Retfærd, søg Ydmyghed! Måske kan I skjule jer på HERRENS Vredes Dag” (Zef. 2:3). David profeterede: ”han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe” (Sal. 27:5). Denne tekst er yderst interessant. Hvor er Jesu hytte / telt - Jesu bolig? Hos Faderen! ”han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt” - profeterer David her om menigheden? Profeterer han efterfølgende om Israel, når han siger at Gud: ”løfter mig op på en Klippe”? Jeg tror det. Der findes en klippeby kaldt Petra, som ligger i Bozra (nutidens Buseirah, Jordan - der ifølge Dan. 11:41 reddes fra Antikrists blodtogt). Er det et tilfælde at Petra betyder klippe, og Bozra i trængsel og nød? Mon ikke Israel flygter til Petra i Bozra (hvor Jesus kommer og redder folket, Es. 34:6 ; Es. 63:1 ; Jer. 49:13, 22) som Gud har beredt dem, ligesom vi (menigheden) tages hjem til stedet Han har beredt for os? Job sagde: "Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!" (Job. 14:13). Dødens rige, sheol, var på Job's tid stedet hvor de døde befandt sig i to lejre, hvilket Jesus viser i lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk. 16:19-31). Den ene side var pinefuld, den anden paradis (hvilket Jesus kalder det i samtalen med røveren på korset, Luk. 23:43). Sheol er for Job en gammeltestamentlig beskrivelse af paradis, hvortil vi bortrykkes når Guds vrede forløses, og indtil den er ovre.

Tilbage til teksten. Følgende viser at Johannes’ bortrykkelse efter menighedens tid, også er menighedens bortrykkelse. Johannes hører en basun, en røst ligesom Paulus taler om i forbindelse med bortrykkelsen (1. Tess. 4:16): ”den samme røst, der lød som en basun, og som jeg før havde hørt tale til mig, sagde: »Kom herop” (Åb. 4:1).

Glæd jer derfor I Himle
Lad os antage, at bortrykkelsen først finder sted ved Jesu synlige komme for verden, og lad os da læse Åb. 12:10-12 der omhandler tiden midt i trængslen, hvor Israel flygter ud i ørkenen, det sted Gud har beredt dem. Las os prøve at forstå hvilken glæde det er, vi bydes at have. Teksten siger: ”Og jeg hørte en høj røst i Himmelen sige: »Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet (til jorden og havet) er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat. Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden. Glæd jer derfor, I Himle, og I, som bor i dem! Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort

På et ukendt tidspunkt (efter skabelsen af alt det synlige), blev Satan styrtet til jorden - dvs. jordens himmelrum (Ef. 6:12). Men han (og hans medsvorne) har endnu adgang til himlen, hvor han bl.a. anklagede Job (Job. 1:6 ; Job. 2:1), men også, som versene ovenfor siger, os (Åb. 12:10). I trængslen vil han kastes helt til jorden (sammen med sine medsvorne, en tredjedel af stjernerne, et billede på engle), for endeligt at bindes og kastes i afgrunden (Åb. 20:2-3). Han vil miste al kontakt med himmelen, med livet, som alle andre der vedholdte sit oprør mod Gud. Passagen fortæller at Satan er vore brødres anklager, og hvem er vore brødre? Englene i himmelen? Nej, det er menneskene som er faldet i synd, og dagligt forbryder sig mod Guds retfærdighed.

Satan nedkastet til Jorden

Hvis menigheden skal kunne glæde sig, er den nødt til at være i himmelen, idet hele kloden underkastes sorg. ”Glæd jer derfor, I Himle..Ve jorden og havet!
Midt i trængslen skal de mennesker som Satan engang anklagede, glæde sig, for Satan mister sin adgang til himmelen. Et retorisk spørgsmål: Hvor skal man befinde sig for at finde denne glæde? Det er os som er blevet bortrykket forinden, der på dette tidspunkt er i himmelen, som skal glæde sig. Folket på Jorden, vil midt i trængslen sørge over Satans jordiske tilstedeværelse. Omvendt, hvis bortrykkelsen først finder sted efter trængslen, hvordan kan vi på jorden da glæde os over at Satan, vores anklager, styrtes ned til os midt i trængslen, med stor harme? Hvilken glæde er det? Der er ingen glæde, kun ve. Vi kan ikke glæde os som passagen byder os, men vil, som passagen siger om folket på Jorden, deltage i et ve. Vores anklager er kastet ned til os, i stedet for bort fra os.

Altså er vi nødt til at være i himmelen midt i trængslen, for at glæde os over Satans nedstyrtning til Jorden. Men skal vi igennem de første 3½ år af trængslen? Som tidligere vist, er vi ikke bestemt for Guds vrede. Vi har ikke ve i vente, men frelse ved Jesus, så vi skal ikke opleve 3½ år af Guds vrede.

Brevene til menigheden forholder sig også til trængslen
Åbenbaringsbogens breve til menighederne, eller rettere Jesu egne kærlighedsbreve til dem, giver os også interessante indikationer i forhold til trængslen. Jesus giver i et strukturelt mønster menighederne en klar tilkendegivelse af hvor de står i Hans tjeneste. De får alle ris og ros, løfter og advarsler.

Trængslen eller ikke – valget er dit...

Nogle kastes ind i den store trængsel (Åb. 2:22) mens andre holdes ude af den (Åb. 3:10) – Jesus har givet dig et valg!
Som vi har set, danner de syv sameksisterende menigheder som Jesus har udvalgt i den rækkefølge Han har, en oversigt over menighedens historie. Havde Han valgt en anden rækkefølge, ville vi ikke kunne se dette panoramabillede over menighedens tid, forkyndt fra fortiden. Men det er Guds fingeraftryk, at forkynde fremtiden i fortiden (Es. 46:9-10), så det kan ikke være en overraskelse at Han har tænkt over dette også. Ris, ros og løfter som Jesus giver til menighederne er i forkortet form følgende:

Efesus (den første kirke under apostlene, år 30-100)
Ros: Den havde udholdenhed i tjenesten og forfølgelsen, hadede det onde og prøvede falske apostle.
Ris: Den svigtede sin førstekærlighed.
Løfte ved omvendelse: ”Den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.«” (Åb. 2:7).

Smyrna (den forfulgte kirke, år 100-313)
Ros: Trods trængsel, fattigdom og spot var den rig.
Ris: Ingen
Løfte: ”Den, der sejrer, skal ingenlunde skades af den anden død” (Åb. 2:11)

Pergamum (kirken gift med staten, år 313-600)
Ros: Den holdt fast ved Jesu navn trods forfølgelse.
Ris: Den holdt fast i vranglære.
Løfte ved omvendelse: ”Den, der sejrer, ham vil jeg give af den skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten, og på den sten er der skrevet et nyt navn, som ingen kender uden den, der får det” (Åb. 2:17)

Tyatira (den Romerske Moderkirke, år 600-1517)
Ros: Den havde kærlighed, troskab og udholdenhed og de sidste gerninger var flere end de første.
Ris: Den fandt sig i Jesabel og bedrev utugt.

Her er der en advarsel til de af menigheden der ikke vil omvende sig. Jesus ”fører stor trængsel over dem, der begår ægteskabsbrud med hende, hvis de ikke omvender sig fra hendes gerninger” (Åb. 2:22)

Løfte ved omvendelse: ”Og den, der sejrer og til det sidste trofast gør mine gerninger, ham vil jeg give magt over folkeslagene;” (Åb. 2:26)

Sardes (reformationen, år 1517-1648)
Ros: Ingen
Ris: Den skulle vågn og styrke det, der var ved at dø, dens gerninger var ikke gode. (Åb. 3:2-3)
Løfte ved omvendelse: ”Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle.” (Åb. 3:5)

Filadelfia (missionsbevægelsen, år 1648-1900)
Ros: Dens gerninger var gode, den havde kun lidt kraft men holdt fast ved Jesu Ord og navn
Ris: Ingen.

Her ses mønstret igen som i brevet til Tyatira, men med opmuntring frem for advarsel. Jesus siger, ”Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige for at prøve dem, der bor på jorden” (Åb. 3:10)

Løfte ved omvendelse: ”der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra; og jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og også mit eget nye navn.” (Åb. 3:12)

Laodikea (endetidens frafald, år 1900-nu)
Ros: Ingen.
Ris: Den var lunken, så sig rig omend den var elendig, ynkværdig, fattig, blind og nøgen, og Jesus udspyede den af sin mund. Jesus var lukket udenfor.
Løfte ved omvendelse: ”Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.” (Åb. 3:21)

Tyatira (den katolske kirke) og Filadelfia (missionsbevægelsen) som tilsammen historisk set har haft sin dominerende tid i 1.280 af menighedens 1.981+ år (over halvdelen af menighedens tid) er modsætninger i den del af brevet der afviger fra de andre breve. Den katolske kirke siger Jesus vil kastes ud i stor trængsel, mens missionsbevægelsen vil blive friet fra trængslen (prøvelsen af hele Jorden på én gang).

Til spørgsmålet om menigheden skal igennem trængslen, ser vi her at nogle kastes ind i den store trængsel, mens andre bliver holdt ude af den (som KJV siger og ikke friet ud af den, som Bibelselskabet siger), og vi må stille os selv spørgsmålet – hvilken gruppe vil vi være i.

Josef, et forbillede på fremtiden


Vi har set at menigheden er Jesu brud. Jakob underviser i Apg. 15:13-18 ud fra Amos. 9:11-12 om Guds planer for Israels genoprettelse, og han uddyber betydningen af Amos’ profeti. Han taler om ”hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn... Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte”. Det viser i sig selv en klar forskel på menigheden og Israel. Efter menigheden (efter det, som er, Åb. 1:19) - efter Gud har udtaget sig en brud, vender Gud tilbage til Israel.

Studenter af Bibelen ved, at Josef er et forbillede på Jesus. For de der ikke ved det, kan nogle af sammenligningspunkterne ses i oversigten her. Ud over at være blevet uskyldigt dømt, har de også følgende tilfælles:

Josef

Jesus

Var elsket af sin fader (1. Mos. 37:3)
Er Guds elskede søn (Matt. 3:17)
Var 30 år da han begyndte at tjene (1. Mos. 41:46)
Var 30 år da Han begyndte at tjene (Luk. 3:23)
Israel skulle bøje sig for ham (1. Mos. 37:10)
Ikke bare Israel, men hvert et knæ skal bøje sig for Jesus (Romerne. 14:11 ; Fil. 2:10)
Blev forrådt og solgt for sølv (1. Mos. 37:28)
Blev forrådt og solgt for sølv (Matt. 26:15)
Hans kappe blev dyppet i blod (1. Mos. 37:31)
Er iført en kappe dyppet i blod (Åb. 19:13)
Én af Josefs medfanger overlever og en anden frelses (1. Mos. 40:21-22)
Én af fangerne på de korsene ved siden af Jesus gik fortabt, og den anden blev frelst (Luk. 23:39-43)
Forudsiger oprejsning på den tredje dag (1. Mos. 40:13)
Forudsiger sin egen opstandelse efter tre dage (Matt. 16:21)

Det er tydeligt at der er profetisk forudsigelse i Josefs liv, hvorigennem Gud viser os fremtidige begivenheder. Josefs oplevelser var ikke uden grund, og hans ulykkelige situation var tydeligvis ikke kun iværksat for at få ham placeret på den rette plads, på det rette tidspunkt - jeg tænker her på hans redning af sine brødre i hungersnøden (1. Mos. 45:5). Hans liv forkynder os profetisk om fremtidige begivenheder. Derfor er det interessant, at ligesom Jesus tog en hedensk brud (menigheden) gjorde Josef det også: ”Derpå gav Farao Josef Navnet Zafenat-Panea, og han lod ham ægte Asenat, en Datter af Præsten Potifera i On; og Josef drog omkring i Ægypten” (1. Mos. 41:45).

Josef, et forbillede på Jesus

Josef tog sig en hustru, som var hos ham igennem 7 års trængsel. Jesus ægter sin brud, hvorefter der kommer 7 års trængsel.
Selvom historien om Josef har elementer der går ud over den kronologi som gives ang. trængslen, og at der er flere aspekter i historien som forkynder andre profetiske begivenheder, så er der elementer der ikke kan ignoreres. Det interessante her er, at efter Josef blev forrådt og regnet for død, ligesom Jesus, kom han til Ægypten, et billede på verden, hvor han giftede sig med den ægyptiske Asenat. Da Jesus blev afvist af Israel, idet de ikke genkendte Ham, har Han nu vendt sig til hedningene og udvælger sig en brud. Vi ved nu at når Jesus tager sin brud til sig, og vi i det billedsprog bliver gift med Kristus, vil det ske ved at Han tager os ud af denne verden - hjem til sin Fader i himmelen. Da Josef tog sin brud til sig og giftede sig, kom der hungersnød i syv år, ligesom der vil komme trængsel i syv år efter Jesus har taget os til sig. Denne hungersnød drev Josefs brødre i armene på Josef, ligesom trængslen vil tjene samme formål med Israel, at de vender sig til Jesus og råber: ”Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!” (Matt. 23:39) - Israel bøjer sig for Jesus, som Josefs brødre for Josef (1. Mos. 43:27). For at komme tilbage til Jakobs prædiken, så ses her hvordan Josef tog sin hedenske brud, og derefter handlede med sine brødre, lige som Gud har taget sig en brud blandt hedningene, og når vi forenes med brudgommen, vender Han sig igen til Israel. Det giver mening at Johannes skulle beskrive det, der er (menigheden), og derefter det, som efterfølgende skulle ske (trængslen). Men der er mere:

Første gang Josefs brødre kom til Ægypten, drog de hjem uden at vide hvem Josef var. Men de kom igen, og da gav Josef sig til kende (1. Mos. 45:1). Første gang Jesus var her, genkendte Israel Ham ikke, men når Han kommer igen, vil de se hvem Han er.

Under Ægyptens hungersnød - eller trængsel, opkøbte Josef al jorden i Ægypten til Farao (1. Mos. 47:20), hvor Ægypten er et billede på verden, og Farao Antikrist. I trængslen vil der opbygges ét verdensrige - ét militær, én regering, én økonomi og én religion, hvilket er den praktiske konsekvens af ordene i Åb. 13:7-18.

Josef

Jesus

Blev forrådt og regnet for død (1. Mos. 37:33)
Blev også forrådt og regnet for død (Apg. 25:19)
Havde sit virke blandt hedningene (1. Mos. 39:1-4)
Har vendt sig til hedningene (Apg. 15:14 ; Romerne. 11:25)
Tog sig en hedensk brud (1. Mos. 41:45)
Tog en hedensk brud - menigheden (2. Kor. 11:2 ; Ef. 5:31-32)
Hans brødre genkendte ham ikke første gang, men anden gang.
Israel genkendte ikke Jesus første gang, men vil anden gang.
Hans hustru var hos ham igennem de syv år med hungersnød.
Hans hustru er hos ham, igennem trængslens syv år.
Hungersnøden drev brødrene til Josef
Trængslen driver Israel til Jesus.
Josef underlage jorden Farao under de syv trængselsår (1. Mos. 47:20)
Jorden vil underlægges Antikrist (Farao) i trængslen.

1. Mos. 41:41-42 fortæller at Farao satte sin seglring på Josefs finger, og Josef havde nu al magt i Ægypten, næst efter Farao. Seglringen er et symbol på ejerskab, og Ægypten et billede på verden. Åb. 5:1-5 fortæller om denne bogrulle med syv segl, som ingen var værdig, dvs. havde autoritet til at åbne, foruden Jesus. Som Josef havde ringen der matchede forseglingen, ligeledes har Jesus ejerskabet over den bogrulle med de syv segl - Hans seglring er Hans blod. Jesus har købt alt tilbage med sit offer -inkl. al skaberværket, hvilket er Guds opfyldelse af 3. Mos. 25:25 Jubelåret, hvor enhver skal ”vende tilbage til sin ejendom” (3. Mos. 25:13). Vi gav ved syndefaldet vort ejer- og forvalterskab af Jorden over i Satans hænder (Luk. 4:6), men Jesus købte ”landet” tilbage, og vi skal arve Jorden (Matt. 5:5 ; Romerne. 4:13).

Jeremias købte som ”goel”, den nærmeste slægtning til Hanam’el, hans jord i Anatot, og skrev et forseglet skøde (Jer. 32:6-14), og det samme har Jesus gjort, en bogrulle forseglet med syv segl. Jeremias' skøde skulle gemmes væk i lange tider (Jer. 32:14), og Jesu skøde har været gemt væk i 2000 år (Åb. 5:1-2) - men åbnes snart. Når en slægtning (Jesus) havde købt jord af en bror i trang (os), kunne jorden stå ubrugt hen, og ubudne gæster (Satan og hans vasaller) kunne trænge ind og benytte jorden. Når Jubelåret, eller genløsningsåret indtræf, og landet skulle leveres tilbage til ejeren (Jesus), kunne det kræve at de indtrængende måtte drives ud med kamp. Det er igennem denne kamp Jesus som ”goel”, som forløser og slægtning, indtager Jorden, hvor Satan uden ret har brugt den siden Jesu opstandelse. Det er Satan og hans verdensrige Jesus knuser, når sejlene brydes, og skøderullen åbnes, som Åb. 6:1-17 og Åb. 8:1 beskriver.

Det er nogle tydelige elementer i Guds profetiske handling med Josef og hans brødre, der viser Guds handling i fremtiden. Som Paulus siger: ”Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb” (Romerne. 15:4)

Jakob, Lea og Rakel, et forbillede på fremtiden


En historie indeholdende to kvinder, en søn udsendt af sin far, der som tjener arbejder for at få sin brud, viser et meget kendt billede. Jesus, Israel og menigheden. Lea er et billede på menigheden, mens Rakel er et billede på Israel.

Ligesom den himmelske Fader udsendte sin Søn, ”Faderen har sendt sin Søn som frelser for verden” (1. Joh. 4:14), udsendte Isak sin søn Jakob (1. Mos. 28:1-5). Jakob blev sendt væk fordi han havde syndet - for sin egen synds skyld (1. Mos. 27), mens Jesus blev sendt for verdens synd, ”Men nu er han én gang for alle ved tidernes fuldendelse åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden” (Hebr. 9:26). Jakob skulle tage sig en brud (1. Mos. 28:2), ligesom Jesus kom for at købe sin brud, ”Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den” (Ef. 5:25).

Da Jakob kom til Laban, arbejdede han forud i syv år for at få Rakel. Men ligesom Israel der ikke tog imod Jesus og ikke fik del i frelsen, kom Jakobs arbejde ikke Rakel men Lea til gode. Som Jakob, så drog Gud først omsorg ”for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn… Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte” (Apg. 15:14, 16). Ved enden af sit jordiske liv, da Jesus hang på korset, råbte Han: ”»Det er fuldbragt!« og han bøjede hovedet og opgav ånden” (Joh. 19:30) - og menigheden blev på grund af dette fuldbragte værk dannet pinsedag. På samme måde fik Jakob Lea, efter sit fuldbragte arbejde igennem syv år.

At Laban snød Jakob, danner dette billede hvorigennem Gud viser os et forbillede på forholdet mellem Israel og menigheden. Der er dog en vigtig forskel, for Jakob var syndig, og i sit formørkede sind elskede han Rakel mere end Lea. Jesus er retfærdig og har ikke personsanseelse (Matt. 22:16 ; Apg. 10:34) og Han elsker menigheden lige så meget som Israel, men handler, grundet Israels oprør imod Ham, anderledes med dem. Jesus sagde om Israel: ”hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke” (Matt. 23:37), og resultatet af dette had mod Jesus var at Israel råbte: ”Hans blod komme over os og vore børn!” (Matt. 27:25). Menigheden derimod er lydige. Ved fornyelsen af hjerte og sind, har den ved Helligåndens kraft taget imod troen på Jesus, og fået del i det fuldbragte arbejde.

Jakob fik først Lea, ligesom Jesus først fik menigheden, og efter bryllupsugen (syv dage - et billede på de syv år vi er i himmelen mens trængslen raser) ville Laban give Jakob sin Rakel, mod yderligere syv års arbejde.

Lea’s ”trængsler” startede først - jeg siger trængsler, for Jesus sammenligner endetiden (der startede efter Jesu død og menighedens dannelse) op mod trængslen med veer (Matt. 24:8 ; Mark. 13:8). Modsat Rakel der var frugtløs (ligesom figentræet Jesus forbandede, hvilket er et billede på Israel, Matt. 21:19), fødte Lea børn. Ligesom menigheden i Åb. 2-3 har syv arketyper der tilsammen danner en fortælling om menighedens tid og trængsler igennem de sidste snart 2.000 år, fødte Lea i sine trængsler syv børn. Som Paulus sagde: ”Vi må igennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige” (Apg. 14:22). Ruben, Simeon, Levi, Juda, Issakar, Zebulon og Dina, blev Lea’s syv børn, som hun fik mens Rakel var frugtløs.

Derefter, efter Lea’s ”veer”, startede Rakels ”trængsler”, og Gud åbnede hendes moderliv (1. Mos. 30:22). Israel har siden Jesus byggede menigheden (Matt. 16:18) været frugtløs. Men sådan skal det ikke være for altid (Es. 54:1). Efter menighedens tid, vender Gud igen tilbage til Israel, som citeret fra Jakob’s tale.

Menigheden fik det fuldkomne værk - arbejdet Jesus havde udført på korset. Esajas profeterede om Jesu genkomst ”hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham” (Es. 40:10), og det er menigheden som Jesus tjente - vi er Hans løn, ligesom Lea blev Jakobs. Men Israel der afviste den betalte pris, vil skulle betale endnu syv år. Jesu blod kommer over deres hoveder, som de stædigt besvor de ville have det (Matt. 27:25). En trængselstid for Jakob venter (Jer. 30:7) og syv års trængsel vil tugte og lutre folket for at føre det til Jesus, ligesom de syv ubetalte år førte Rakel til Jakob.

De fireogtyve ældste


Da Johannes kommer ind i himmelen, møder han nogle personer, fireogtyve ældste (Åb. 4:4), og identifikationen af disse ældste, er meget omdiskuteret. Hvem er de? Nogle mener der er tale om det levitiske præsteskab, fordi David opdelte 24.000 mænd fra Levis' stamme i fireogtyve skifte (1. Krøn. 23:4-24). Men i lovsangen der synges i Åb. 5:9-11 (som jeg gennemgår om lidt), giver de fireogtyve ældste til kende, at de ikke kun er af Levis' stamme, men af alle stammer, tungemål, folk og folkeslag (5:9). De kan derfor ikke ikke være præsteskabet fra GT, som kun bestod af Levis’ stamme. Nogle mener der er tale om engle, men ældste (gr. presbuteros) er aldrig brugt om engle og i Åb. 5:11-14, ses tydeligt at de adskilles fra englene.

Der er en fatal fejl i de græske manuskripter, som de nye bibeloversættelser bruger i dag. De fireogtyve ældste synger denne sang i Åb. 5:9-10, og giver sig utvetydigt til kende i majoriteten af de græske manuskripter. Teksten de nye oversættelser bygger på, har slettet en vigtig detalje, og passagen lyder efter nye oversættelser således:

Og de (de fireogtyve ældste)sang en ny sang: »Værdig er du til at tage bogrullen og bryde dens segl, thi slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort dem til konger og til præster for vor Gud, og de skal herske på jorden.«

KJV og den gamle danske oversættelse fra 1871, der bygger på majoriteten af de græske skrifter, har oversat passagen således - citeret fra den gamle danske af 1871:

Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tage Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter. Og du har gjort os til Konger og Præster for vor Gud, og vi skulle regjere over Jorden

De 24 ældste er menigheden!

Ingen anden end menigheden kan i sandhed synge sangen, de 24 ældste synger - og de synger den i himmelen, før seglene brydes.
Her kommer en måske lidt tung udredning af disse to vers, men det er værd at forstå hvordan det hænger sammen. For en direkte og kort udredning af sagen, løser Åb. 1:6 selv forvirringen, da Johannes taler om Jesus der ”har gjort os til konger og præster”. Når de korrupte manuskripter i Åb. 5:10 angiver at det er mennesker, og ikke os, fjernes den klare reference til hvem de 24 ældste er. 1. Pet. 2:9 gør det også klart, at vi er kongeligt præsteskab ”I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab”. Skal Bibelen forklare sig selv, med eget sprog og egne ord, er det altså os, det kongelige præsteskab - de 24 ældste, der taler!

Der er disse tre ord, mennesker, dem og de, der tilkendegiver hvem der synges om i versene, og derfor er det de ord, der skal gøres rede for:

De fireogtyve ældste er altså alle de løskøbte mennesker, de der blev frelst ved troen på Jesus Kristus - hvoriblandt Johannes regner sig selv (Åb. 1:6. Ydermere cementeres det, når informationerne omkring de fireogtyve ældste sammenlignes med løfterne til menigheden:


De fireogtyve ældste

De hellige har fået løfte om

1

sidder på troner (Åb. 4:4; Åb. 4:10; Åb. 11:16)

troner (Matt. 19:28; Luk. 22:30; Åb. 3:21)

2

har hvide klæder (Åb. 4:4)

hvide klæder (Åb. 3:4-5)

3

sejrskrans på hovedet (Åb. 4:4, Åb. 4:10)

sejrskrans (1. Kor. 9:25; Fil. 4:1; 2. Tim. 4:8; Jak. 1:12; 1. Pet. 5:4; Åb. 3:11)

4

er konger (Åb. 5:10)

at blive konger (Åb. 1:6; Åb. 2:26; Åb. 20:6)

5

er præster (Åb. 5:10)

at blive præster (Åb. 20:6)


De 24 ældste er de løskøbte mennesker fra alle folkeslag på jorden. Og de er i himmelen før det første segl åbnes. Det første segl åbnes i Åb. 6:1, og det viser at vi vil være hos Jesus før trængslen begynder.

Det er så let at finde paralleller og sammenligninger på alle mulige måder. Det er ikke forkert i sig selv, men alle detaljer skal tages til indtægt. Sal. 199:160 siger ”Summen af dit Ord er Sandhed”, og vi kan ikke udelade detaljer for at sandsynliggøre en lære. Som eksempel holdt Tim Cohen for nogle år siden flere foredrag om bortrykkelsen i USA, under titlen ”The Real Rapture”, og han var uenig med det, jeg fremlægger her. Derfor købte jeg hans DVD’er for at høre hans argumenter. Jeg synes det er et meget godt eksempel at tage frem her, for efter vidnesbyrdenes udsagn, fik han overbevist den ene menighed efter den anden om, at de skulle igennem første halvdel af trængslen. Det er så let at miste overblikket og fordybe sig i sammenligninger, paralleller og symboler. Argumentationen Cohen kom med, var bl.a beretningen om Israels indtagelse af Jeriko - og jeg gengiver kort Cohens fremlæggelse her:

Navnet Josua er egentlig Jesus (Yahshuah), og Josua der ledte Israel ind i det forjættede land, er et forbillede på Jesus der vil være leder for Guds hær, når Han kommer igen. Jeriko og de syv dage Israel gik rundt om byen, er et billede på trængslen. De to spejdere er de to vidner og Rahab er et billede på bortrykkelsen.

Han forklarer at Josua gik syv gange rundt om Jeriko, én gang hver dag, og på den syvende (sabbatten) gik de rundt om byen syv gange, hvorefter præsterne blæste i jubelhornene, og folket opløftede et krigsskrig (Jos. 6:12-20). Denne trompet er den sidste trompet, ligesom den syvende i Åb. 11:15, som er halvt inde i trængslen. Når Israel så indtager byen, har de en aftale om at skåne Rahab som hjalp spejderne, Jos. 2:1-18, og hun skulle hænge en rød snor i vinduet, hvilket er et billede på at menigheden er under Jesu blod, og blodet på dørstolperne i Ægypten. Rahab skånes og bliver borger i Israel (Jos. 6:23). Spejderne, de to vidner er også et billede på Loven og Profeterne, ved hvis vidnesbyrd Rahab og hendes hus blev frelst. Desuden blev Rahab efter traditionen gift med Josua, som vi er Kristi brud.

Jeg var målløs. Sikke en overbevisende fremlæggelse. Symbolikken er slående og jeg sad med et smil på læberne, for jeg synes at se at han havde ret, og jeg havde taget fejl, men var blevet klogere. Men jo mere jeg læste i Bibelen, jo mere tvivlsom blev hans bevisførelse. Både Jeriko og trængslen handler om Israel, og ikke menigheden. Om trængslen skriver Jeremias at: ”stor er denne Dag, den er uden Lige, en Trængselstid for Jakob, men fra den skal han frelses” (Jer. 30:7). Jeg skal springe en længere analyse over, og give dig en genvej. Jesus sagde ikke, ”som det var i Josuas dage”, men ”som det var i Noas og Lots dage”. Mere om det om et kort øjeblik.

De retfærdiges klæder


I forbindelse med at Johannes blev bortrykket til Himmelen (Åb. 4:1-2), er det yderst interessant at bemærke Guds ordbrug for klæder. Selvom klæder (himation) bruges mange gange i NT (62 gange) så bør vi nok lytte nøje efter Jesu skelnen mellem himation og stole (også oversat klæder) i åbenbaringen til Johannes, med mindre ordvalget er rent tilfældigt, hvilket jeg ikke kan tro det er. I brevene til menigheden - ”det som er” (Åb. 1:19), som Johannes blev budt at skrive til, taler Jesus om menighedens klæder. Her bruger Han ordet himation, som ses i Åb. 3:4, 5 og 18. ”Dog har du i Sardes nogle få, som ikke har besmittet deres klæder... Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder... derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar”.

Forskellige klæder

De bortrykkede iklædes en himation, mens folket fra trængslen iklædes en stole.
Dette ord (himation) bruger Jesus seks gange i åbenbaringen til Johannes. Som citeret, tre gange i forbindelse med menigheden på jorden. Næste gang klædningen nævnes, er efter ”det som er”, hvor Johannes kommer til beskrivelsen af ”det, som siden skal ske”, i forbindelse med de fireogtyve ældste - menigheden: ”i kreds om tronen så jeg fireogtyve troner og på tronerne fireogtyve ældste, iførte hvide klæder”. Det er endnu en indikation af, at disse ældste repræsenterer menigheden. De har menighedens klædning på.

I Åb. 16:15, kommer en indskudt bemærkning i forbindelse med udsendelsen af den sataniske treenigheds urene ånder, der samler verden til dom. Her minder Jesus os om velsignelsen ved ikke at være på jorden når de forløses: ”Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, som våger og bevarer sine klæder”.

Når Jesus kommer igen, synligt for verden, så har Han også denne klædning på: ”Han var iført en kappe, dyppet i blod... Og på sin kappe, på sin lænd, har han et navn skrevet: »kongernes Konge og herrernes Herre«” (Åb. 19:13, 16).

De, der ikke bliver bortrykket, men som først omvender sig i trængslen, de får en anden klædning, en stole. Dette ord er brugt kun ni gange i hele NT, fem af gangene i Åbenbaringen. Denne klædning har den store skare som overlever trængslen (beskrevet tre gange, Åb. 7:9,13,14), og de omvendte der blev dræbt i trængslen (beskrevet én gang, Åb. 6:11). Derudover beskriver Jesus de skriftkloges klæder to gange (Mark. 12:38 ; Luk. 20:46), og Markus beskriver englen ved Jesu grav med denne klædning (Mark. 16:5). Den fortabte søn, et billede på et menneske der igennem trængsel vinder frelsen, får også en sådan klædning af sin far (Luk. 15:22).

Dermed ses, at også klædningerne viser hvem der hører til hvor. Menigheden og de fireogtyve ældste får identiske klædninger (himation), mens dem der omvender sig efter menighedens tid, får en anden klædning (stole).

Kun må den, som nu holder igen, først fjernes


Hvem / hvad det er, der holder igen, er der givet flere bud på. Nogle mener det er noget vi ikke ved om, og nogle mener tilmed at vi ikke engang må spekulere i det - men Tessalonikerne vidste det (2. Tess. 2:6), så ukendt kan det ikke være. Andre mener det er Helligånden, men da det er ved Helligånden Faderen drager mennesker til Jesus, kan Han ikke fjernes, for både de halshuggede og den store skare er som alle andre igennem historien, bevaret i troen ved Helligåndens kraft. Derfor er der opfundet en variant, der siger at det er Helligåndens tilbageholdende kraft der fjernes. Uanset - Jesus sagde, i forbindelse med talen om at hente os hjem til de himmelske boliger i Faderens Hus, at: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer” (Joh. 14:18). Jesus er i os, og vi i Ham - hvordan? Ved Helligånden! Tager Han Ånden fra os, efterlader Han os faderløse, og Han sagde at Helligånden vil ”være hos jer til evig tid” (Joh. 14:16). Det er vigtigt i forbindelse med at den, der holder igen, skal fjernes før Antikrist kan stå frem (2. Tess. 2:7-8), for er det Helligånden der fjernes, bryder Jesus sit Ord, at Helligånden vil være hos os for evigt. Derfor - hvis Helligånden er den, der holder igen, så skal vi nødvendigvis fjernes sammen med Ham, men hvem skal da lede folket i trængslen til sandheden? (Joh. 16:13).

Der er én eneste ting Bibelen forkynder skal fjernes, og det er menigheden. Teksten siger at: ”lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed, kun må den, som nu holder igen, først fjernes. Og da skal den lovløse åbenbares”. Hvordan kan vi med sikkerhed vide, at det er menigheden der holder igen?

Der er en passage i Bibelen, som Jesus peger på som et forbillede på trængslen. Han sagde: ”som det gik til i Lots dage: de spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede, og på den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle - på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares” (Luk. 17:28-30). Med andre ord giver Jesus os et hint til at forstå trængslen, og siger: ”se hvordan det gik til i Lots dage, sådan skal det blive”.

I passagen med Lot, lærer vi nogle vigtige ting om Gud. Passagen starter med at Gud fortæller Abraham at Han har i sinde at ødelægge Sodoma og Gomorra: ”HERREN sagde ved sig selv: ”Skulle jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre”” (1. Mos. 18:17). Da Abraham får det at vide, går han i forbøn for byerne og spørger Gud: ””Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse? Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde. Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt fra dig! Skulle den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?”” (1. Mos. 18:23-25).

Gud bekræfter at Han ikke udrydder (dvs. dømmer) retfærdige med uretfærdige, og vil endda skåne de uretfærdige hvis der blot er ti retfærdige i byerne (1. Mos. 18:32). Så vi lærer, at i Lots dage ville Gud ikke dømme de retfærdige med de uretfærdige, og som det var i Lots dage, skal det være ved Menneskesønnens komme (Luk. 17:28). Gud handler anderledes med de troende end Han gør med verden (de ikke-troende), mens vi er her på Jorden. Jesus siger til os: "I ikke er af verden" (Joh. 15:19 ; Joh. 17:14) - og i sin bøn til Faderen: "Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig" (Joh. 17:6). Paulus siger at Hans dom over os, er tugtelse - som når vi opdrager egne børn: "når vi dømmes af Herren, tugtes vi, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden" (1. Kor. 11:32) - det er vigtigt at forstå. Vi opdrages, verden dømmes. Hvad er Guds dom i den kommende tid? Er det selve dagen hvor menneskesønnen kommer tilbage og dømmer? Eller er det hele trængslens syv år? Herrens Dag, vredens dag, dommens dag m.v. (mere om det senere), er betegnelser for Guds dom, et begreb der dækker begge dele, både trængslen og den synlige genkomst. Begreberne taler om trængslen som kulminerer i Jesu synlige komme til jorden, hvor Israel udfries og nationerne dømmes endeligt, og Hans evige kongerige indstiftes.

Gud kan altså ikke lade sin vrede udøse over de retfærdige som de uretfærdige. Det er præcis det Paulus siger i 1. Tess. 5:9: ”Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herre Jesus Kristus”. Hvis Gud efterlod menigheden på Jorden i trængslen, måtte Han som i Lots dage skåne jorden, og der ville aldrig komme en trængsel. Både for at skåne menigheden, og for at dømme Jorden, er menigheden nødt til at blive bortrykket! Trængslen, tillige med Jesu synlige komme til Jorden, vil komme som en overraskelse for de uretfærdige, der betegnes som mennesker der lever om natten, i mørket, og drikker sig fulde og falder i søvn (1. Tess. 5:4-8). Vi er ikke som dem, siger Paulus, men: ”alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til..vi hører dagen til” og derfor er vi ikke bestemt til Guds vrede.

Hvem er da bestemt til Guds vrede? 1. Tess. 5:3 siger at: ”Når de siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem ligesom veerne over den frugtsommelige, og de skal ingenlunde undslippe”. Denne tale danner grundlag for to bemærkninger. 1) Hvem er ”de” der ikke undslipper? 2) At der er nogle der ikke undslipper, indikerer naturligt, at andre gør. I Ef. 2:2 og Ef. 5:6 viser Paulus hvem ”de” er, som er under Guds vrede - det er ulydighedens børn, de som er døde i deres overtrædelser og synder, ”de” som er ”ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn… for sådanne synders skyld kommer Guds vrede over ulydighedens børn”. Disse mennesker er ”vredens børn” (Ef. 2:3) - og Paulus lægger stor vægt på, at til dem hørte vi også engang, men er nu, på grund af Guds kærlighed - legemliggjort i Jesus, ikke længere blandt dem - vi er ikke døde i vore overtrædelser, men levende med Kristus.

Ordet ulydigheden som bruges til at beskrive disse mennesker, er det græske apeitheia, der også betyder vantro - mennesker der ikke har valgt at tro på Jesus, og dermed tage imod Guds kærlighed, frem for vrede. Det er dem, der ikke vil undslippe vreden, trængslen. Os der har troen, vi er årsagen til at undslippelsen overhovedet nævnes!

Verdens vs Guds vrede

Menigheden er under verdens vrede. Verden er under Guds vrede. Menigheden opdrages af Gud for ikke at blive dømt med verden 1. Kor. 11:32
Vigtigt!
Der er vigtigt at se, at der er to typer vrede - verdens og Guds. Verdens vrede er vi underlagt (Joh. 15:18, 19; 1. Joh. 3:13), hvilket både vi og vore søstre og brødre igennem tiderne, siden menighedens begyndelse, har erfaret. Det er denne vrede der giver Guds folk de trængsler i verden, som Jesus taler om i f.eks. Joh. 16:33 trængslerne som Barnabas og Paulus talte om til de troende (Apg. 14:22), tillige med den trængsel Johannes var fælles med sine brødre i (Åb. 1:9). Men Guds vrede er en anden, og den, fortæller Paulus som citeret her, er vi ikke bestemt for. Det giver ingen mening, at vi der har taget imod Jesus (Guds kærlighed) skal mærke Hans vrede. Den er vi frelst fra, retfærdiggjorde ved Jesus. Trængslerne (de mange) i verden, og den kommende trængsel (den ene) som aldrig har været eller skal komme igen (Matt. 24:21), skal ikke blandes sammen.

Derfor siger Jesus også i forbindelse med trængslen til Filadelfia menigheden: ”Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige for at prøve dem, der bor på jorden” (Åb. 3:10). Paulus siger: ”jeg er overbevist om, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag” (Fil. 1:6). Bemærk igen, at der er tale om Kristi dag, Hans komme efter menigheden, og ikke Menneskesønnens dag, det andet komme til verden. Judas taler om Gud: ”der har magt til at bevare jer fra fald og fremstille jer dadelfri for sin herlighed i fryd” (Jud. 1:24). Vi skal fremstilles for Guds herlighed - ikke kun Jesu herlighed, men Guds, hvilket betyder at vi skal hjem og præsenteres for Faderen. Paulus siger at Jesus helligede os, ”for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri” (Ef. 5:27 ; 2. Kor. 4:14 ; Kol. 1:22).

Jesus taler som cireret fra Åb. 3:10, specifikt om prøvelsen af dem, der bor på jorderige - hele kloden. Det betyder at for at blive udfriet af dette, kan vi ikke bo på jorden, men må tages bort, hvilket vi har set er bort til boligerne i Faderens Hus. Jesus sagde at når vi ser trængslen trække op, hvilket ses markant i vore dage, så ”skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig” (Luk. 21:28). Selvom det blev sagt som opmuntring til det folk, der først skal igennem trængslen, så kan vi også tillade os at lade tegnene fortælle os, at vores forløsning er nær. Menigheden blev skænket Kristus, en tid af nåde. Jesus sagde ”jeg er ikke kommen for at dømme verden, men for at frelse verden” (Joh. 12:17), og tilgivelse og frelse findes nu i Jesus. Det er logisk at vi vil høste frugten af nådens tid og frelses fra vreden. Jesus siger om Faderen, at ”al dom har han overladt Sønnen” (Joh. 5:22) - og hvorfor skulle Jesu som ramme os, når Han har betalt prisen for at vi ikke skal for dommen? Jesus fortsætter og siger: ”den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh. 5:24). Nåden forsvinder ikke selvom vreden udgydes. Så snart et menneske adlyder og tager imod Guds kærlighed som er kommet til udtryk i Jesus, så er der nåde til frelse for det menneske også. Men sker det først i trængslen, er chancerne store for at dø, og vente trængslen over under alteret (Åb. 6:9 ; Åb. 20:4).

Menigheden holder igen!

Der er én eneste ting Bibelen forkynder skal fjernes, og det er menigheden. Gud bekræfter i sagen med Lot, at Han ikke dømmer retfærdige med uretfærdige!
Men tilbage hvem det er, der holder igen. I Sodoma og Gomorra var der end ikke var ti retfærdige, kun Lot. Da englene kommer til Lot, siger de at han skal flygte op i bjergene, men Lot vil hellere flygte til Zoar, hvilket han får lov til. Men lyt til englens tale her: ”red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen”. Hvad var det der holdt igen på Lots dage? Gud kunne ikke gøre noget, før den retfærdige Lot var væk.

Ikke nok med det. Englene tog Lot og hans familie ved hånden, og ”førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen” (1. Mos. 19:16). Med magt tog englene Lot, ligesom Jesus med magt (græsk. harpazo) tager os i sikkerhed uden for den globale dom. Det græske ord harpazo, som bruges i 1. Tess. 4:17 , bruges 17 gange i 13 vers. Det betegner som sagt at blive grebet med magt - f.eks. så Jesus at folket ville folket ville tage (harpazo - føre) Ham bort med magt (Joh. 6:15 ). Ingen kan rive (harpazo) dem der tilhører Jesus ud af Hans hånd (Joh. 10:28 , 29). Filip blev harpazo, bortrykket (Apg. 8:39 ). Kommandanten var bange for at mængden skulle rive (harpazo) Paulus ud af soldaternes hænder med magt (KJV: ”med magt” (harpazo) Apg. 23:10 ). Paulus blev harpazo, bortrykket til den tredje himmel (paradis, 2. Kor. 12:2 , 4). Dem der tvivler, tilskynder Judas os til at rive (harpazo) ud af ilden (Jud. 1:23 ), og drengebarnet fra Åb. 12:5 , dvs. Jesus, blev harpazo, bortrykket.

Som det var i Lots dage, hvor den retfærdige holdt igen, sådan vil det også være i vore dage. Før dommen kom, blev Lot reddet i sikkerhed. Før regnen begyndte (i Noas dage et billede på Guds vrede), blev Noa reddet i sikkerhed: ”som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage” (Luk. 17:26). Beretningen om Lots dage” (”den dag, da Menneskesønnen åbenbares”), og i Noas dage (”i Menneskesønnens dage”), viser tilsammen, at der som sagt er tale om trængslen som en længere tid (dage), og Jesu synlige komme som én dag. Der er dagen Jesus åbenbares, og samtidig menneskesønnens dage, dvs. trængslens dage, Herrens Dag. Dommen er jo givet til Jesus (Joh. 5:22).

At Gud redder sine i sikkerhed før Han kan dømme, kommer også til syne i det at Han har beredt Israel et tilflugtssted, som sagt formentlig Petra, hvor de lydige kan skjule sig de sidste 3½ år, mens trængslen raser. Gud har forkyndt at Han vil komme over Israel, men åbner også en udvej for dem der vil adlyde Hans Ord: ”så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene” (Matt. 24:16). Her vil der blive taget hånd om dem (Åb. 12:6).

Herrens dag


Herrens dag er som sagt ikke kun én dag, men betegner tre forskellige tider. 1) trængslens syv år, 2) Jesu synlige komme, 3) 1000årsriget. De der er imod forståelsen i denne artikel, mener at Herrens Dag bare er en reference til dagen hvor Jesus kommer igen. Men lad Bibelen tale:

1) Ezekiel siger f.eks. at ”nær er Dagen, ja nær er HERRENS Dag; det bliver en Mulmets Dag, Hedningernes Tid” (Ez. 30:3). Vi ved fra Åb. 11:2 at disse hedninge skal ”nedtræde den hellige stad” i 3½ år, så der ses at Herrens dag også betegnes som hedningenes tid - tiden hvor Antikrist som tidligere set, midlertidigt overvinder de hellige. Altså er dagen ikke kun én dag, men en tid - i hvert fald 3½ år.

2) Joel taler om Jesu synlige genkomst og siger: ”Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HERRENS store og frygtelige Dag kommer” (Joel. 3:4), hvilket Johannes fortæller vil ske i trængslen, når Jesus bryder det sjette segl (Åb. 6:12). Senere (i Joel. 3:14) taler han om opgøret ved Armageddon, beslutningens dal som Johannes også så (Åb. 16:16). Her er der tale om dagen hvorpå Jesus kommer synligt til Jorden. Es. 24:21 siger: ”På hin Dag hjemsøger HERREN Himlens Hær i Himlen og Jordens Konger på Jorden” (Es. 24:21), hvilket beskriver trængslen, tillige med Jesu genkomst.

3) Betegnelsen ”den dag” eller ”hin dag” beskriver også Herrens dag som trængslen, f.eks. Es. 2:11, 17 der siger at: ”HERREN alene være høj på hin Dag” - dagen hvor ”hovmod skal bøjes..ydmyges”. Men hin dag er også 1000årsriget, hvor f.eks. Es. 11:10-11 taler om: ”På hin Dag skal Hedningerne søge til Isajs Rodskud... På hin Dag skal Herren atter udrække sin Hånd for at vinde, hvad der er til Rest af hans Folk”. Det samme gælder Es. 10:20, 27; Joel. 3:23 og mange flere.

Herrens dag er en bred forståelse af tiden efter hedningenes tid, hvor Gud griber ind for alvor, og ændrer hele kloden. Men Herrens dag i form af trængslen og Jesu synlige komme for at dømme, er adskilt fra menigheden, hvilket Paulus forklarer os i en yderst vigtig passage, som der sjældent lægges ordentligt mærke til, nemlig Paulus’ andet brev til Tessalonikerne. Jeg har lige ladet passagen fortælle at den, der holder igen, er menigheden, men der er meget mere at lære her.

Tessalonikerne
Teksten fortæller at Tessalonikerne var bekymrede, fordi de havde modtaget et falskt brev der påstod at Herrens dag var lige forestående, eller rettere, at dagen var kommet. Hvis den blot var forestående, var der intet for Tessalonikerne at frygte... Det græske ord enistemi, betyder ikke kun forestående men også øjeblikkeligt (eller i øjeblikket) og nuværende. Ud af de 7 gange det bruges, er det oversat nuværende 5 af gangene. Paulus siger til dem: ”Med hensyn til vor Herres Jesu Kristi komme(Jesu genkomst efter menigheden)og spørgsmålet om, hvordan vi skal samles med ham (i skyerne, hvilket Paulus forklarer i 1. Tess. 4:15-17), beder vi jer, brødre: lad jer ikke straks bringe fra besindelsen eller skræmme hverken ved nogen ånd, noget ord eller noget brev, der foregives at være fra os, som om Herrens dag var lige forestående” (2. Tess. 2:1-2).

Med andre ord, forholder Paulus sig til bortrykkelsens placering i forhold til Herrens dag og Jesu synlige komme. Post-trængselssynspunktet spørger her, v.3 inkl., om hvorfor Paulus skulle fortælle at Antikrist måtte komme før Herrens dag, hvis de ikke skulle være her til at se det? Da Tessalonikerne var bange og fra besindelsen, må svaret naturligvis være ”for at berolige dem”. Men hvorfor er denne tekst indført i Bibelen - i Paulus’ breve til menigheden, hvis det ikke vedrører menigheden? Lad mig spørge: I hvilken bog skulle Gud ellers have skrevet det? Guds ord er samlet, og der er kun én Bibel! Han har ikke haft andre muligheder. Man kan også spørge dumt - hvorfor skrev Paulus overhovedet det til Tessalonikerne, der levede for snart 2.000 år siden - de døde jo lang tid før bare skyggerne af trængslen var i syne... Der har været mange tilstande i verden, de sidste 2.000 år, som har mindet om den kommende trængsel. Der er sågar mennesker der i dag tror, at vi er inde i trængslen. Gud har givet os denne information igennem brevet til Tessalonikerne, for at vi selv i dag skal have mulighed for at navigere i tiden, og ville man læse det, der står, så vil man se, at vi ikke er i trængslen. Men der er mange spørgsmål der kan stilles - det vigtige spørgsmål er, hvorfor Tessalonikerne var bange? Lad os stille spørgsmålet ind i debatten om bortrykkelse før eller efter trængslen.

Tessalonikernes frygt

Tessalonikerne var bange for at de var gået glip af bortrykkelsen, og nu skulle igennem den trængsel de havde forstået de skulle frelses fra.
Lad os antage at Tessalonikerne havde lært at de skulle igennem trængslen, og at de ville bevares som post-trængselslæren underviser det. Hvorfor skulle de da være bange for at Herrens dag virkelig var kommet over jorden på deres tid? I så fald havde de intet at frygte, for så var alt som det skulle være.

Hvis Tessalonikerne derimod havde lært at de skulle bortrykkes før trængslen, så er det logisk at de blev skræmte, for da var de gået glip af bortrykkelsen og havde trængslen i vente, hvor de med stor sandsynlighed ville ende som martyrer, eller lide med alle uretfærdige igennem hele trængslen. Jeg vil påstå, at kun hvis bortrykkelsen før trængslen var det, Tessalonikerne havde lært, giver resten af Paulus’ brev til dem mening.

I samme kapitel ses at Paulus skelner mellem 1) Jesu synlige genkomst og hvordan vi skal samles med Ham, og 2) Herrens dag. Det er to forskellige ting, og dog, som sagt, kulminerer Herrens dag i Jesu synlige genkomst. Hvis vi først kikker på Jesu synlige komme, og Herrens dag, tydeliggøres forskellen yderligere, når Paulus i forbindelse med Antikrists komme siger at: ”ham skal Herren Jesus dræbe med et åndepust af sin mund og tilintetgøre ved sit synlige komme” (2. Tess. 2:8) - ikke på Herrens dag, som den bredere betegnelse for de syv trængselsår. Hvis Herrens dag var Jesu synlige komme (med post-trængslens bortrykkelse kort for inden), ville denne passage til opmuntring aldrig være blevet skrevet til Tessalonikerne, for så ville Tessalonikerne ikke kunne skræmmes af sådan et falskt brev, for da ville de vide, at når Herrens dag var kommet, så ville Jesus være iblandt dem igen. Vi ved at trængslen indebærer Antikrists hærgen igennem syv år, og at han er et af redskaberne Gud bruger til at udføre Hans dom. Antikrist vil komme i Satans kraft, og forføre alle på jorden for at de skal rammes af dommen (2. Tess. 2:9-12), og det er den forståelse af Herrens dag, Tessalonikerne frygtede var kommet over dem.

Men Paulus beroliger dem og forklarer sekvensen af begivenheder i forbindelse med Jesu komme og vores forening med Ham: ”Først (før Herrens dag, og Jesu synlige komme) må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares... kun må den, som nu holder igen, først fjernes (før Antikrist træder i position). Og da (når menigheden er fjernet)skal den lovløse åbenbares” (2. Tess. 2:3,7, 8).

Det er helt tydeligt at Paulus verbalt havde undervist Tessalonikerne i bortrykkelse før trængsel. ”Mindes I ikke, at jeg sagde dette til jer, allerede dengang jeg var hos jer?” (2. Tess. 2:5). Med andre ord siger Paulus: jeg har jo fortalt jer, at menigheden forhindrer Herrens dag og dermed Antikrists komme, så I skal fjernes før han kan åbenbares og dømme jorden. Han siger som kontrast til at blive fortabt i trængslen at: ”vi er skyldige altid at takke Gud for jer, brødre, elskede af Herren! fordi Gud fra begyndelsen udvalgte jer til frelse ved Åndens helligelse og tro på sandheden” (2. Tess. 2:13).

Et stormvejr
Herrens dag skildres også som et stormvejr. Zak. 9:14 taler om hvordan Jesus kommer og frelser Israel - og bemærk ordvalget: Over dem viser sig Herren, hans Pil farer ud som et Lyn. Den Herre HERREN støder i Horn, skrider frem i Søndenstorm. Jesus farer ud som et lyn, præcis som Han selv sagde i Matt. 24:27: ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være. I Es. 49:2 taler Jesus fra evigheden af, før Han blev menneskesøn, og siger: ”til en sleben Pil har han gjort mig”. For bibelstudenten er det interessant i forbindelse med Antikrist og Herrens Dag, at Antikrist i Åb. 6:2 skildres med en bue, mens Jesus skildres som en sleben pil. Det er ikke buen Antikrist man skal frygte, men pilen Jesus. Antikrist er blot Guds redskab til dom, ligesom Assyrien (et forbillede på Antikrist - Assyreren) var det (Es. 10:12-15). Da buen er redskabet til at skyde pilen af med, så ses det at Jesus er den der dømmer, og udfører sin dom med Antikrist.

Zakarias siger at HERREN støder i horn, som Paulus fortæller i 1. Tess. 4:16: Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en...Guds basun. Sønderstorm er det samme hebræiske ord som stormvejr ca`ar, og Elias bortrykkes i denne storm, der er et billede på trængslen. Det samme siger Amos. 1:14: så sætter jeg Ild på Rabbas Mur, den skal æde dets Borge under Krigsskrig på Stridens Dag, under Uvejr på Stormens Dag”. Amos taler her to år før jordskælvet i Uzzijas dage, hvilket Zak. 14:5 også refererer til i forbindelse med Herrens Dag: ”I skal fly, som I flyede for Jordskælvet i Kong Uzzija af Judas Dage”. Ordsp. 1:27 taler om, ”når eders Ulykke kommer som Storm”, fordi de ikke lyttede til visdommen i tide. I Esajas siger Gud: ”som Ild kommer HERREN, og hans Vogne er som et Stormvejr” (Es. 66:15). Jeremias siger: ”Se, HERRENS Stormvejr, Vreden, er brudt frem, et hvirvlende Stormvejr; det hvirvler over de gudløses Hoved. HERRENS Vrede lægger sig ikke, før han har udført og fuldbyrdet sit Hjertes Tanker; i de sidste Dage skal I forstå det” (Jer. 23:19-20).

Elias’ himmelfart

Trængslens stormvejr

Da stormvejret kom, blev Elias bortrykket. Når trængslen kommer, bortrykkes menigheden.
Alt dette giver mening, når historien om Elias og Elisa får lov at tale som forbillede. ”Medens de nu gik og talte sammen, se, da kom en lldvogn og Ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i Stormvejret” (2. Kong. 2:11). Paulus forklarer at der er forhærdelse over Israel, indtil hedningenes tid er forbi (Romerne. 11:25). Efter Jesus har været hos hedningene, vil Han vende tilbage til Israel, hvilket Jesus viste forbilledligt, da han var to dage hos de hedenske samaritanere, og vendte tilbage til Israel (Joh. 4:40, 43). En lille interessant note er, at Jesus var to dage hos hedningene, lige som hedningenes tid efter Jesus snart har været 2.000 år - én dag er som tusinde år for Gud (2. Pet. 3:8).

Elias og Elisa gik sammen over Jordan floden, et billede på de to folk Gud har forenet i Kristi Legeme, menigheden, jøde og hedning (Ef. 2:15-16), som blev ét i Ham: ”ét legeme og én Ånd, ligesom I også blev kaldet til ét håb ved jeres kaldelse, én Herre, én tro, én dåb, én Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle!” (Ef. 4:4-6). Da Elias blev bortrykket i stormvejret, blev Elisa tilbage, og gik alene over Jordan, men havde fået to dele af den Ånd der var over Elias (Elias udførte otte opskrevne mirakler og Elisa seksten). I 5. Mos. 21:15-17 giver Gud retningslinier for en faders arv-deling mellem to sønner, fra hver sin hustru - én som er elsket og én som han ikke elsker. Uanset om det er den elskede eller hadede hustru der fødte mandens første søn, så skal den førstefødte have en dobbelt del af arven. Sønnen af den elskede hustru er et billede på menigheden, og den hadede Israel. Elias som blev bortrykket er den elskede søn, et billede på menigheden der bortrykkes. Elisa, der blev tilbage, er et billede på Israel, der som den førstefødte var hadet (tilsidesat) men får en dobbelt del af Ånden. Paulus siger at: hvis deres fald betød rigdom for verden, og det, at de ikke kom med, betød rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det da ikke betyde, når de kommer fuldtalligt med (Romerne. 11:12). I 1000årsriget skal Israel tage folkeslagene i eje (Es. 14:2) og folkeslagene skal arbejde for Israel (Es. 61:5). I den verden vi har i dag, hvor Satan er fyrste, lyder en sådan tale ikke som en ønskelig tilstand. Men når Jesus tager sin løskøbte skabning og skabelse i eje og bliver verdens Fredsfyrste, så betyder en sådan tale velsignelse, glæde og frihed.

Men historien om Elias og Elisa viser som et billede på bortrykkelsen, at når stormvejret kommer, Herrens Dag, rykkes menigheden bort - ligesom Johannes der på Herrens dag (Åb. 1:10) blev bortrykket til himmelen, ved basunens røst (Åb. 4:1).

Den gloende ovn
Daniels venner (Dan. 2:49) i ovnen, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, anses for at være et forbillede der viser at vi skal igennem trængslen, fordi Malakias fortæller at ”Dagen kommer, luende som en Ovn” (Mal. 4:1). Andre passager skildrer lignende Herres vrede, men som en luende og fortærende ild. Som allerede vist, er der ingen som er i Kristus, som er bestemt for Hans vrede (1. Tess. 5:9). Så selvom dette er et billede på trængslen, vedrører det ikke menigheden. Historien er, at Nebukadnezar opsætter en billedstøtte, som al folket skal tilbede - helt tydeligt et forbillede på trængslen. Billedstøtten er formentlig en obelisk, som er et symbol for solguden, der igen munder ud i Antikrist, som alle igen skal tilbede. Billedstøtten er 60 alen høj, og 6 alen bred (Dan. 3:1), dvs. ti gange så høj som bred, måske obelisk formet. Det er interessant at Antikrists tal er 666 (Åb. 13:18), når Nebukadnezars billedstøtte bærer to sekstaller.

De der ikke ville tilbede støtten, skulle kastes i den gloende ovn, og det ville Daniels tre venner ikke (Dan. 3:12). De blev kastet i ovnen, der var opsat i harme (Dan. 3:19), lige som Gud skænker af sin vredes og harmes vin (Åb. 14.10; Åb. 16:19 ; Åb. 19:15) - og ovnen blev gjort syv gange hedere end normalt, hvor syv er fuldkommenhedens tal - helt klart et symbol på Guds endelige opgør. Men de tre venner blev bevaret i ovnen, end ikke røglugten hæftede sig ved dem (Dan. 3:27). De blev bevaret ”i Kristus” som Noa blev bevaret i arken, for Jesus var hos dem (Dan. 3:25).

Daniel og menigheden

Daniels venner (Israel) blev smidt i ovnen, 7 gange varmere end normalt (et billede på trængslen, der varer 7 år), mens Daniel (menigheden) var ophøjet hos Kongen (Dan. 2:48).
Det, der overses i denne passage, er Daniel selv. Hvor er Han? Ville han tilbede støtten siden han ikke blev kastet i ovnen? At Daniel blev smidt i løvekulen fordi han ikke ville tilbede kong Darius, viser at han heller ikke har bøjet sig for denne støtte. I Nebukadnezars dage var Daniel herre over Babel, hvor denne støtte blev opsat og skulle tilbedes, så Daniel ville med sikkerhed også være blevet kastet i ovnen - hvis han da var til stede... Hvor var Daniel? Daniel nævnes i alle andre fortællinger og kapitler - undtagen dette, og så kapitel 11, der gennemgår rigernes historie, og munder ud i trængstiden. Hvor er Daniel i disse passager? Det sidste vi hører til Daniel i denne passage er, at han er ophøjet hos Kongen (Dan. 2:48). Hvor er menigheden, når trængslen starter? Hos konernes Konge! Der siges helt specifikt om de tre venner, at de er ”nogle jødiske Mænd” (Dan. 3:12). Skal denne passage ses som et billede på trængslen, hvilket jeg mener den skal, så er de tre venner et billede på Israel, og Daniel (den højt elskede, Dan. 10:11) et billede på menigheden, der ikke er til stede igennem trængslen. Trængslen går over hele jorden (Zef. 1:18 ;Luk. 21:35 ;Åb. 3:10), ligesom syndfloden dækkede hele jorden (1. Mos. 7:17-24 - som det var i Noas dage, sagde Jesus, Matt. 24:37), og derfor er menigheden nødt til at blive bortrykket, fjernet fra jorden, for ikke at komme igennem den verdensomspændende trængsel, ligesom Daniel hverken var, eller blev bevaret i ovnen. 144.000 jødiske mænd besegles og bevares igennem trængslen (Åb. 7:3-8) og de består (hvilket er en del af svaret på spørgsmålet i Åb. 6:17: ”hvem kan da bestå”). Daniels venner er et billede på disse 144.000 jødiske mænd. Daniel selv er et billede på menigheden, der fries ”ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige for at prøve dem, der bor på jorden” (Åb. 3:10).

Ruth Ved Boaz’ fødder
I Ruts bog hører vi om No’omi, Rut og Boaz, der ved nærmere eftersyn viser sig at være tre profetiske skikkelser. Kap. 3 handler om Ruts lyse fremtid, der afhænger af Boaz’ vilje til at løskøbe hende. Da Boaz er Ruts slægtning kan han løskøbe hende, og No’omi er Ruts svigermor, hvorigennem Rut får råd om hvordan hun skal opnå at blive løst. Hele scenen er sat på tærskepladsen, der sammen med kornet spiller en vigtig rolle som parallel til trængslen.

No’omi er et billede på Israel, der igennem Boaz’ løsende gerning vender tilbage til sit land, og Rut, der ender som Boaz’ brud, er selvfølgelig et billede på menigheden. Boaz er et billede på Jesus, genløseren. På hebræisk er Boaz Ruts goel, hvilket betegner en kødelig slægtning. Jesus blev menneske som os, og dermed kødelig slægtning for os. Han beskrives også som vores goel, vores genløser flere steder i Bibelen - eks Sal. 72:14: ”han (Gud - dvs. Jesus) skal fri (goel) deres (vores)Sjæle fra Uret og vold”. Es. 41:14 siger: ”HERREN, din Genløser (goel) er Israels Hellige”. Mika taler om trængslen og siger: ”Vrid dig og vånd dig som i Barnsnød, Zions Datter! Thi nu skal du ud af Byen og bo på Marken (som i Åb. 12:6, 14),og du skal komme til Babel; der skal du frelses, der vil HERREN genløse (goel) dig af dine Fjenders Hånd” (Mika. 4:10).

Den vågne læser kan have svært ved at sammenknytte det, at Gud her taler om at Israel (Zions datter) skal komme til Babel, med det, at Israel vil flygte ud til Petra i Bozra. Mange af de gammeltestamentlige profetier om dom, har ofte passager som ikke blev opfyldt i fortiden, men som peger frem på den endelige trængsel. Mika profeterede til det ulydige Israel få år før folket blev ført i eksil til Babylon i 70 år - og det blev opfyldt dengang. Men Mika ser længere frem og siger ”Op og tærsk, du Zions Datter!.. Du skal knuse de mange Folk, lægge Band på Byttet for HERREN, på Godset for al Jordens Herre” (Mika. 4:13). Det skete ikke dengang - i hvert fald ikke endeligt, da Israel blev underkuet og bliver det endnu, her ca. 2.600 år efter Mika’s profeti. Derfor ses at der er et fremtidigt trængselsscenarie i teksten.

Rut ved Boaz fødder

Som Asenat var ved Josef under Ægyptens trængsel, er Rut ved Boaz, mens kornet (Israel) tærskes. Ligeledes er menigheden ved Jesus under trængslen.
I Rut 3:13, lægger Rut sig ved Boaz’ fødder til det bliver morgen. Nat er i forbindelse med dette emne, et billede på trængslen. Joel beskriver Herrens Dag: ”HERRENS Dag, den kommer... nær er Mulms og Mørkes Dag... Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HERRENS store og frygtelige Dag kommer” (Joel. 2:1, 2; 3:4). Amos siger: ”Mørke er den, ej Lys... Ja, HERRENS Dag er Mørke, ej Lys, Bælgmørke uden Solskin” (Amos. 5:18, 20). I Job. 34:25 tales der om de ulydige mennesker: ”Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem1. Tess. 5:2 siger at: ”Herrens dag kommer som en tyv om natten”. 2. Pet. 3:10 siger: ”Herrens dag skal komme som en tyv om natten” (KJV). I lignelsen om de to tjenere siger Jesus at: ”hvis husbonden vidste, i hvilken nattevagt tyven kom, så ville han våge” (Matt. 24:43). Omvendt er dagen et billede på frelsen, som i Sal. 30:6: ”Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang” (se også 1. Mos. 32:24 ; Sal. 46:5-6). Paulus forklarer for Tessalonikerne, at ”I brødre! lever ikke i mørke...alle er I lysets børn og dagens børn...vi hører dagen til”. Herrens Dag kommer symbolsk set om natten, men ”I brødre! lever ikke i mørke...vi hører ikke natten eller mørket til”. Vi skal ikke igennem natten - Guds vrede, for vi hører dagen til og vandrer i lyset (Kol. 1:12 ; 1. Joh. 1:7 ; 1. Joh. 2:9-10). Vi vil tages bort før natten, vreden, Herrens Dag. Rut skulle ligge ved Boaz fødder til det blev morgen.

Tærskpladsen (Rut 3:2 m.fl) er et billede på trængslen, hvor kornet som er Israel (der i nat kastes på tærskepladsen, v.2), tærskes. I Es. 21:10 siger Gud til Israel: ”O du som er tærsket, og kornet på mit gulv” (KJV), og i Rut 3:6-7 fortælles: ”Så gik hun (Rut) ned på Tærskepladsen...Da Boaz havde spist og drukket og var vel tilpas, gik han hen og lagde sig ved Korndyngen; så gik hun sagte hen og løftede Kappen op ved hans Fødder og lagde sig der”. Ved midnatstide, der jo er et billede på trængslen (både de syv år, og Jesu synlige genkomst til jorden), vågnede Boaz fordi Rut lå ved hans fødder, ligesom de fireogtyve ældste, som jo er et billede på menigheden, kaster sig ned for Jesus (underforstået ved Hans fødder, Åb. 5:8 ; Åb. 11:16 ; Åb. 19:4). Med andre ord: Igennem fortællingen om tærskepladsen, er bruden ved forløserens fødder, ligesom vi er hos Jesus i trængslen. Når vi bortrykkes til Himmelen ”Vågner” Jesus og trængslen starter. Vi er hos Ham i Himmelen, mens kornet der ligger på tærskpladsen tærskes natten over, indtil det bliver morgen.

Det er klart at i og med Boaz ligger på tærskpladsen og Rut ligeså, så vil man kunne drage parallellen at Rut derfor er i trængslen, såvel som kornet, Israel, der ligger på tærskepladsen. Men en billedlig analogi, behøver ikke at passe i et og alt. Der må heller ikke glemmes at Jesus er hos Faderen, mens trængslen udfolder sig på Jorden. Summen af Ordet er sandhed, og derfor kan dette faktum ikke overses i denne skildring. I Es. 18:3-6 findes endnu en passage der ser frem i tiden, til den kommende trængsel hvor Gud dømmer folkeslagene ved at give Satan frie hænder (Antikrist vil få global magt), og Han siger her at: ”Jeg vil tage mit hvil (som Boaz), og jeg vil betragte fra min bolig”. Omvendt er det i Es. 26:19-21 - passagen hvor Gud beder sit folk skjule sig, indtil vreden er drevet over - altså efter trængslen, når Han kommer igen, da siger Han: ”HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde” (Es. 26:21).

I Mika. 4:13, taler Gud, som citeret tidligere, om Jerusalem i 1000årsriget - efter trængslen - og siger: ”Op og tærsk, du Zions Datter!...Du skal knuse de mange Folk”. At tærske er at underlægge sig folkeslagene, ligesom Israel i trængslen er et tærsket - underkuet - folk. Som Es. 14:2 siger (tidligere citeret): ”Israels Hus skal i HERRENS Land tage Folkeslagene i Eje som Trælle og Trælkvinder”, hvilket betyder at verden underlægges Jesu fredsrige.

Det gamle testamente er det nye testamente skjult. Jesus er skjult i det gamle testamente, men alligevel til stede fra først til sidst. Det nye testamente er det gamle testamente åbenbaret, hvor Jesus træder synligt frem. Men det gør ikke passagerne der omtaler Jesus, forløseren, i det gamle testamente ugyldige, og passagerne der i det skjulte åbenbarer bortrykkelsen igennem sammenligninger, er heller ikke ugyldige, selvom bortrykkelsen i det nye testamente forkyndes åbenlyst.

Den tredje dag


Denne dag, symboliserer Jesu anden genkomst til Jorden. Den symboliserer liv og genoprettelse. Gud der forkynder fremtiden fra fortiden (Es. 46:10), Han som taler én, ja to gange (Job. 33:14 ; Sal. 63:12), har igennem fortidens handlinger ladet dem forkynde fremtiden, ladet fortidens gerninger stå som profetiske gentagelser i den kommende fremtid. Og i Hans handlinger ses at tredjedagen er noget specielt.

I forbindelse med talen om en ny himmel og ny jord, hvilket vil ske efter tusindårsriget, siger Peter at: ”dette ene må I ikke glemme, I elskede, at én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag” (2. Pet. 3:8). Moses sagde det også: ”tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går” (Sal. 90:4). Det indikerer at tredjedagen er det tretusinde år, og med den forståelse, se da følgende gerninger i det profetiske lys.

Vi er nu lige ved indgangen til den tredje dag, hvor Jesus vil genoprette Israel, ja hele skabningen og indstifte fredriget, som i denne henseende er den tredje dag efter Jesus, og således det syvtusinde år efter skabelsen. Vi ser igennem følgende profetiske begivenheder at Jesus kommer meget snart - det er vel at mærke efter bortrykkelsen, når Han kommer fysisk som menneskesøn til Jorden. Det er begyndelsen på fredsriget - det syvtusinde år der bringer hvile, ligesom Gud hvilede på den syvende dag efter at have skabt verden, den fysiske hvile som den jødiske sabbat har forkyndt, den hvile vi troende allerede har fået åndeligt set i Kristus.

Gud på Sinajs bjerg
Da Moses var på Sinajs bjerg hvor han fik loven, sagde Gud: ”Gå til folket og hellig dem i dag og i morgen, og lad dem vaske sine klæder, Og vær rede til den tredje dag: For på den tredje dag vil Herren komme ned i hele folkets påsyn, på Sinajbjerget” (2. Mos. 19:10-11, KJV)

Gud ventede med at komme, således at Han ”Da Morgenen gryede den tredje Dag” (2. Mos. 19:16) viste sig for folket. Hvorfor vente? I to dage skulle Israel hellige sig og det Hebræiske ord for at hellige er ”qadash”, der betyder bl.a. ”at sætte til side” eller ”at blive sat til side”. Vi ser derfor at Israel her blev sat til side, for at være sammen med Gud på tredjedagen. I Guds frelsesplan, er jøderne forhærdet (Romerne. 11:25), for at hedningene kan blive frelst. I to tusinde år har de været sat til side og Jesus vil før tusindårsriget igen sætte sine fødder på oliebjerget (Zak. 14:4) og indlede sit Kongerige på jorden - i Jerusalem.

Ezekias’ solur
Da Ezekias bliver dødssyg, og får at vide han skal dø, beder Han Gud om nåde, og Gud lader skyggen på soluret gå ti grader tilbage, som bevis for at Han vil føje femten år til Ezekias’ liv. Denne begivenhed fortælles der om i Esajas kap. 38 og 2. Kongebog kap. 20.

Ti streger, (ti grader, KJV) på et solur, er 40 minutter. 360° / 24 timer = 15° (pr. time). 10° målt i minutter, vil da være 10°/15°x60 min = 40 min. Dette tegn vil stadfæste, at Ezekias - ikke bare i overmorgen, som den danske oversættelse med forringet prosa har omskrevet teksten, men på tredjedagen (hebr. shlîyshîy yôm - tredje dag, v.8 KJV) vil drage op til Herrens hus.

Hvorfor vente de tre dage? Gud forkynder her fremtiden fra fortiden. På den tredje dag vil Israel genoprettes og drage op til Herrens hus!

Dertil kommer at vi i historien om Ezekias solur har tre tidsmålere. femten år (hvormed Ezekias liv skulle forlænges), ti grader (med hvilket soluret gik tilbage) og fyrre minutter (ti grader i minutter) - og multiplicerer vi alle de tal, så får vi sekstusinde - ”På tredje dagen skal du gå op til Herrens hus” (2. Kong. 20:5). Efter sekstusinde år, vender Gud tilbage til Israel og på tredjedagen, det syvtusinde år, efter Gud har lægt folket (Hos. 6:1), kan Israel igen gå op til Herrens hus.

Hoseas og Israels genoprettelse
Hoseas 6:1-2 fortæller om trængselstiden, hvor Israel vil vende om til Gud igen: ”Lad os vende om til Herren; han har sønderrevet, men han vil helbrede os, han har slået, men han vil læge os. Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag, og vi skal leve for Guds ansigt”.

Jesus profeterede, at Israel ikke skulle se Ham igen, før de siger ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”. Ezekiel fortæller om Israels oprettelse, der ender med at ”Så skal de forstå, at jeg er Herren deres Gud, når jeg efter at have ført dem bort til folkene samler dem i deres land uden at efterlade nogen af dem derude. Jeg vil aldrig mere skjule mit ansigt for dem, for jeg udgyder min ånd over Israels hus, siger Gud Herren” (Ez. 39:28-29).

Vi ser dagligt hvordan Gud giver Israel liv, fuldstændig identisk med Ezekiels syn. Det er to tusinde år siden det jødiske folk blev spredt ud over hele jorden og efter disse to tusinde år, profeterede Hoseas, ville Israel igen få liv. Menighedens tid blev indført med Jesus. Dermed var frelsen for det jødiske folk sat tilbage til fordel for hedningene. Frelsen udgik fra det jødiske folk og i to tusinde år, altså to dage i Guds øjne, har de levet adskilt fra Ham. Hoseas profeterede at på tredje dagen, ville Gud rejse dem, altså to dage, eller to tusinde år efter deres adspredelse i verden.

Jesus hos samaritanerne
Historien fortæller, at samaritanere og jøder ikke havde noget med hinanden at gøre - samaritanerne var hedningefolk. Joh. kap 4 fortæller om Jesus, der gik igennem Samaria og kom til Sykar, til en brønd hvor Han mødte en samaritansk kvinde. Hele passagen er gennemsyret af læren om at ”Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn” (Apg. 15:14). Kvinden beder om det vand hvorved hun aldrig skal tørste og Jesus taler om at ”den tid kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen… den kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger” (Joh. 4:21, 23).

Kvinden (evangeliserede og) mange samaritanere kom til tro og de kom til Jesus og bad ”ham derfor om at blive hos dem; og han blev der to dage” (Joh. 4:40). ”Efter de to dages forløb drog han derfra til Galilæa” (Joh. 4:43) - på tredjedagen tog Han tilbage til Israel.

Johannesevangelie kap. 1-2
Vi har i disse kapitler fortællinger der spænder over en uge, eller nærmere fem dage. Det første kapitel starter med at Johannes forklarer os hvem han er: ”Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt” (Joh. 1:23). Vers 29, 35, 43 adskiller dagene for de forskellige fortællinger, hvilket giver os en tid på fire dage - fire tusinde år. Joh. 2:1, starter på en ny dag, men ikke femtedagen: ”Tredjedagen derefter var der bryllup i Kana i Galilæa”. Disse fortællinger springer dag fem og seks over - symbolsk svarende til to tusinde år, og springer fra den fjerde dag til den syvende, hvor der oven i købet er bryllup.

Symbolikken er, at de første fire dage - fire tusinde år, er Jesus hos jøderne. De næste to dage, to tusinde år, hører vi intet, hvilket symboliserer jødernes forhærdelse og hedningenes tidsalder. Men på syvende dagen, svarende til tusindårsriget, starter fortællingen blandt jøderne igen ved en bryllupsfest.

Forklaringens bjerg
Selvom tredjedagen ikke nævnes, ses den parallelle syvende dag. Vi hører i Matt. 16:28 Jesus tale om sin genkomst. I næste vers Matt. 17:1-2 står der at: ”Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset”.

Vi hører i denne fortælling, at Jesus taler om sin genkomst og seks dage efter, altså på syvendedagen, viser Han sig for dem i sin genkomsts skikkelse, hvor Han sætter sine fødder på Oliebjerget for at oprette tusindårsriget, parallelt med den syvende dag Gud hvilede. Vi ser igen dette mønster - seks dage, sekstusinde år og en syvende dag, det syvtusinde år, der henviser til Jesu genkomst.

Jesu korsfæstelse og opstandelse
I Lukas kap. 13 advarer farisæerne Jesus imod Herodes, der vil slå Ham ihjel. Jesus forudsiger sin korsfæstelse og siger: ”Se, jeg uddriver dæmoner og foretager helbredelser i dag og i morgen, og den tredje dag er jeg ved målet” (Luk. 13:32) og tre dage efter korsfæstedes Han.

Vi ved, at historien om Jonas og hvalen, er et forbillede på Jesu død og opstandelse. Jesus sagde: ”En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end Jonastegnet” (Matt. 16:4) og tegnet var at Jesus døde og genopstod. Jesus døde og gik til dødsriget hvorfra Han bortførte de fangne (Ef. 4:8) og på tredjedagen opstod Han: ”Ham oprejste Gud på den tredje dag og lod Ham træde synlig frem” (Apg. 10:40).

Jesus forudså at Han ville arbejde to dage og være ved målet den tredje, svarende til den syvende dag, hvor Gud hvilede. Overført har vi to tusinde år hvor Jesu frelse har virket blandt hedningene, og i dette tredje tusinde år - altså det syvtusinde år, vil tusindårsriget indstiftes og hele skabningen vil hvile efter seks dage - seks tusinde års slaveri under synden.

Forud for dette, vil bortrykkelsen som vist finde sted, og menigheden vil fjernes så Gud kan dømme de ugudelige der hader Ham og Hans folk.

Bortrykkelsens uafhængige komme


Der er en lære der siger, at bortrykkelsen kan ske hvornår som helst. Den er ikke afhængig af noget, og kunne være sket for 2.000 år siden. Men der synes at være afhængigheder. Når trængslen først starter ved begyndelsen af Antikrists syv år, og når den der holder igen (menigheden) skal fjernes før han kan begynde, før når hans tid er inde (2. Tess. 2:6), så har Gud ikke kunnet bortrykke menigheden. Paulus forklarer at ”der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind” (Romerne. 11:25). Jakob forklarer at: ”Simeon (Peter, se 2. Pet. 1:1)har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn. Hermed stemmer også profeternes ord, således som der står skrevet: ›Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte, og dens ruiner vil jeg atter opbygge og rejse den igen” (Apg. 15:14-16). Når den sidste hedning er gået ind - dvs. ind til frelsen, vil Gud vende tilbage til Israel. Det vil ske igennem trængslen, hvor Israel lutres (Jeremias kalder den for Jakobs trængsel, Jer. 30:7), såvel som verden. Men inden da, som hele denne artikel har vist, skal menigheden væk, for, som vi har set, så holder menigheden ligesom Lot, det hele tilbage - Gud kan intet gøre, før menigheden er væk, for Han kan ikke straffe retfærdige med uretfærdige. Guds vrede kan ikke udgydes før menigheden er væk.

Det betyder ikke, at der ikke er hedninge der vender om efter bortrykkelsen, og bortrykkelsen vil med stor sandsynlighed være en begivenhed, der får tusindvis af mennesker til at indse, at Jesus er Frelseren, og at Bibelen er sand. Trængslen handler trods alt om at tugte folket til at besinde sig (som alle fortidens trængsler), og give sine liv i Jesu hænder. Johannes fortæller flere gange, at trængslen handler om omvendelse: ”Og menneskene blev hærget af den store hede, og de gav sig til at spotte Guds navn, hans, som har magt over disse plager; og de omvendte sig ikke, så de gav ham ære” (Åb. 16:9, 11; Åb. 9:20-21). Selvom menigheden er bortrykket, er der hedninge - endda en skare ingen kan tælle, som overlever trængslen og går ind i 1000årsriget fordi de vendte om (Åb. 7:13-17) - tillige med alle dem, der for vidnesbyrdet om Jesus blev halshugget, og døde i trængslen (Åb. 6:9-11).

Hvis bortrykkelsen var sket på Paulus’ tid, ville det betyde at Antikrists tid var inde for 2.000 år siden, og så ville vi i dag bo på en ny jord, efter et afsluttet 1000årsrige. Det giver desuden ingen mening at Jesus skulle have kunnet komme på eks. Paulus tid da Johannes panorama-beskrivelse af menighedens tid med de syv menigheder, naturligt krævede en vis rum tid for udspille sig, hvilket vi nu kan se de har. De 2.000 år efter Jesus er efter min bedømmelse nødvendige for at opfylde betydningen af sabbatten - at hvile på syvendedagen - det tilsvarende 7.000 år efter skabelsen, 1000årsriget. Dertil kommer alle de fysiske nødvendigheder for at opfylde profetierne. Et verdensmilitær, et verdensrige, en verdensreligion, en verdensøkonomi, eksistensen af Israel efter at have været spredt ud blandt nationerne som profeteret, et tempel hvor ofringerne i trængslens begyndelse kan udføres, som profeteret, osv. osv. Det har ikke været muligt at opfylde alle disse profetier før nu. Jesus har ikke kunnet komme når som helst. Men Han kommer efter planen, når alt er gået i opfyldelse som forudsagt.

Den okkulte verden.


Mens vi kristne slås om bortrykkelsens eksistens og placering, venter den okkulte verden på at menighedens skal fjernes, så de få deres planer ført helt igennem. Få kristne forstår den åndelige verden, og afviser blankt det, der måtte komme fra den side. Sagen er bare, at den verden har en indsigt i Guds planer og derfor kan vi lære af, at kikke fjenden lidt i kortene.

Okkultisterne venter!

Den okkulte verden ved, at menigheden er en hindring. Den ved at menigheden skal bortrykkes, og har en bedragerisk forklaring parat.
At den okkulte verden har en forståelse af Guds tid, ses i passagen efter Jesus og Hans disciple er sejlet over på østsiden af Galilæas sø, til gadarenernes egn, hvor to besatte kom Jesus i møde. Mange var på Jesu tid i tvivl om hvem Jesus var, og havde de lyttet til den okkulte verden og hørt deres råb: ”Lad os i fred, du Guds Søn!” (Matt. 8:29), ville de have været vidner til fjendens direkte proklamation af Jesu person. En anden dæmon ved Kapernaum synagoge sagde: ” jeg ved, hvem du er: Guds Hellige” (Mark. 1:24) - det var den generelle respons fra dæmonerne. Satan selv har i sin stræben efter storhed vist os, at Gud er den almægtige, at ingen er over Ham for som han siger: ”Jeg vil stige op over skyernes højder; Jeg vil blive den Højeste lig” (Es. 14:14, KJV). Satan forsøgte ikke at overgå Gud, hvilket han uden tvivl ville hvis det var muligt, men han ville blive ham lig - blive ligesom Gud. Den dæmoniske verden er ikke dum, og har viden som vi ikke har. De samme dæmoner spørger, igennem de to besatte, Jesus: ”Er du kommen her for at pine os før tiden?” (Matt. 8:29).

Før hvilken tid? Der har endnu ikke været nogen tid, hvor den okkulte verden er blevet pint. Dæmonerne vidste at tiden ikke var dengang. Men der kommer en tid, hvor den okkulte verden vil bindes og kastes i svovlsøen, hvor pinen er. Sagen er, at de dengang vidste at tiden ikke var endnu - og hvor kunne de vide det fra?

For år tilbage læste jeg på en okkult hjemmeside, at man ventede på menighedens bortrykkelse for at kome videre i planerne. Jeg har ledt og ledt for at finde det igen, efter jeg forstod alvoren af det, de sagde, men kan ikke finde det igen. Med Google’s hjælp, fandt jeg en artikel hos Cutting Edge, ”Som bortrykkelsen af den kristne kirke nærmer sig - venter Illuminati på den i åndeløshed” hvor David Bay skriver:

I begyndelsen af 1987, begyndte ’vejledende ånder’ for nøgle ledere af den Nye Verdens Orden, at informere disse menneskelige ledere om at begynde at forberede deres tilhængere på en opsigtsvækkende global begivenhed, som vil ske lige efter New Age Kristus (Antikrist) står frem. Hvad vil denne opsigtsvækkende begivenhed være? Som disse ’Vejledende Ånder’ forklarede, når Kristus fremstår, vil der være mange mennesker i hele verden som aldrig vil kunne acceptere hans synspunkter og lære. Disse mennesker vil vise sig at være en stor hindring på en sådan måde at New Age Kristus vil fjerne folkene fra verden.

Derfor har ’Mestrene af Logos’ besluttet, sagde disse ’Vejledende Ånder’, pludselig at sende disse mennesker til en anden dimension, lige efter Kristus rejser sig. Disse genstridige mennesker vil blive omskolet i ånden, så de, når de genindtræder i ’Reinkarnations Cyklussen’, vil de være fuldstændig overbevist om det positive i den Nye Verdensorden. Selvfølgelig, når disse folk kommer tilbage til jorden i reinkarnerede legemer, har den Nye Verdensorden været i fuld sving i flere hundrede år, og alle vil vide hvor vidunderlig den er.

Jeg spurgte David Bay hvor han havde denne information fra, og planerne givet i teksten var David’s sammenskrivning af adskillige New Age kilder og én sort-magi kilde, Bill Lambert, der var leder for the House of Teosophy. Bill Lambert gennemgik planerne på et New Age seminar, som Cutting Edge også har skrevet om, ”Alle Seminar Noter Fra House Of Theosophy Seminar, Som Afslører Planerne For Sidste Faser Af Nye Verdensorden!!”, hvor han deler mennesker op i tre grupper - troende, tvivlere og modstandere. Om modstanderne siger han:

Bill forklarede da skæbnen for medlemmerne af gruppe 3, de hvis personlige bevidsthed ikke var og aldrig kunne blive løftet passende højt til at acceptere The Christ. Bill sammenlignede dem med en person, som havde levet hele sit liv i et totalt formørket rum. Hvis et pludselig skarpt lys skinnede ind i rummet, ville personens øjne ikke være i stand til at udholde lyset. Personen ville forsøge at undgå lyset, og gå ind i et andet rum som er mørkt. Personer i gruppe 3 er, ”udvalgt til at gå ind i et andet rum” (Lamberts præcise ord)

På dette tidspunkt løftede jeg min hånd og spurgte, ’Hvordan gør disse mennesker det, Bill? Ingen kan bare få sin ånd til at forlade denne verden. Begår disse mennesker selvmord?’ Bill svarede eftertrykkeligt ”NEJ”. Han sagde, ”Jeg ved ikke hvordan det vil ske, men disse mennesker vil forlade denne dimension.”

Den okkulte verden ved, at menigheden er en hindring. Den ved at menigheden skal bortrykkes, præcis som Bibelen siger det - så kan vi kristne skændes om hvem det er, der holder igen. Den okkulte verden ved at vi skal væk før Antikrist får sin tid. Når de meddelende ånder siger at vi skal væk lige efter Antikrist står frem, så betyder det at de forventer at menigheden får ham at se. Passagen i 2. Tess. 2:6-8 viser tydeligt at før Antikrist kan træde i karakter, så at sige, skal menigheden fjernes: ”kun må den, som nu holder igen, først fjernes. Og da skal den lovløse åbenbares”. Trængslen, Antikrists 7 år, kan ikke starte før menigheden er væk, og det ved den okkulte verden!

Nogle af disse New Age kilder er bl.a. Thelma Terrell og Barbara Marciniak. Terrell fortæller i sit dokument ”Projekt: Verdensevakuering” om Ashtar Kommandoen, der vil komme til Jorden og rense den. Den er blevet forsinket på grund af mørkets kræfter, hvilket i den okkulte verdens forståelse jo er os, Kristi legeme repræsenteret på Jorden. Hun skriver i dette dokument (ligesom Jesus som talte i lignelser for at kun de udvalgte skulle forstå) kun til de få udvalgte, i okkulte terminologier om bortrykkelsen. Vi som Guds folk er ikke udvalgt i denne henseende, men forstår udmærket hvad der siges, for Gud har åbenbaret alt for os i Ordet. Budskabet er fra Jesus-Sananda, kristussen, og Ashtar Kommandoen taler på vegne af ham:

Vore redningsskibe vil være i stand til at komme tæt nok på i et nu, for at igangsætte løftestrålerne på et øjeblik. Og over hele kloden hvor begivenheder varsler det, vil det blive evakueringsmetoden. Menneskeheden vil løftes, leviteres kan man sige, af strålerne fra vores mindre skibe. Disse mindre fartøjer vil til gengæld transportere personerne til de større skibe ovenover, højere i atmosfæren, hvor der er rigeligt med plads og indkvarteringssteder og proviant til millioner af folk” (The Ashtar Command).

Bemærk de markerede ord i teksten. Det er en okkult forvrængning af Paulus’ ord, ”i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles” (1. Kor. 15:52). Dokumentet fortsætter med udrenselsen, hvor ekstreme egoistiske personer, specielt på andres bekostning, og folk der har forårsaget lidelse for andre, vil ”finde det ekstremt svært at overleve i frekvensen fra vore stråler”.

Barbara Marciniak fortæller i sin bog ”Bringere af dagskær: Lærdomme fra Plejaderne” om denne nye verden, Jordes initiering igennem retskaffenhed:

Hvis mennesker ikke ændrer sig - hvis de ikke laver skiftet i værdier og indser, at uden Jorden, kunne de ikke være her - så Jorden, i sin kærlighed til sin egen indvielse, rækker ud efter en højere frekvens, vil skabe en udrensning, der vil tilvejebringe en udrensning som vil afbalancere den endnu en gang. Der er mulighed for, at mange mennesker kan forlade planeten på en eftermiddag.” (”Bringers of the Dawn: Teachings from the Pleiadians”, af Barbara Marciniak (1992), side 162).

For mange folk, ser det ud til at dette skift er fuldstændig uden for al mulighed… Folkene som forlader planeten under tiden for Jordens forandringer, passer ikke ind længere, og de stopper Jordens harmoni. Når tiden kommer hvor måske tyve millioner folk forlader planeten på én gang, vil der være et enorm skift i bevidstheden for dem som bliver tilbage. Når en stor gruppe forsvinder sammen, skaber de stor indvirkning i bevidstheden for de der bliver tilbage” (side 167).

En tidligere New Ager der nu er Kristen, Johanna Michaelson fortæller i sin bog, ”Like Lambs to the Slaughter: Your Child and the Occult” om en global begivenhed, hvor John Randolph Prices ånde-guide Asher gav ham et budskab - Asher er en kendt dæmonisk kraft bag New Age bevægelsen. John Randolph Price har igennem ca. 25 år forsket i oldtidens mystik, og nedskrevet sine fund i sine bøger, og er således et okkult medium. Ved omtalte begivenhed kaldt, ”World Instant of Cooperation”, d. 31. december 1986, fokuserede tusinder af formidlere - med håb om at forårsage at en kritisk mængde ville ledes ind i den Nye Tid - simultant kloden rundt, på verdensfred. Her fortalte Asher til John Randolph Price at:

to milliarder mennesker som ikke var enige med New Age, ville fjernes fra Jordens flade under den kommende udrensning”.

Ligesom Thelma Terrell, fortsætter Barbara med at beskrive trængslen og siger, ”Når Jorden gør sit skift, vil ikke alle opleve det samme. De som har brug for at opleve ødelæggelse, vil opleve et jordskift med ødelæggelse fordi de ikke vil passe ind i den nye frekvens… Så for én person kan det være enden på deres liv som de kender det og frygtelig ødelæggelse”. Det, hun taler om, er at et sådant menneske vil dø og fortsætte sin eksistens i helvede.

I foråret 1994 - i den tidlige periode for opfindelsen af programmet ”Global Opvarmning” inkl. opråbet om voldsom befolkningsreduktion - skrev selvudråbte ”plejade-stjernefrø og medium” Kay Wheeler en artikel til et New Age magasin kaldt ”Connecting Link” med titlen ”The Time Is Now”. Artiklen var et budskab fra nogle væsener der kalder sig selv ”Sjæle af Lys” fra det ”Syvende himmelske plan af liv” (Seventh Celestial Plane of Life), som vil hjælpe kloden til at evolere til en fuldkommen bevidsthed. Og det skal foregå igennem en evolutionær udrensning:

Moderen kæmper desperat for sit liv. Mange af hendes hvirvelstrømme er blevet drænet. Hun er nu i en kritisk tilstand og skal vende sine tanker mod sig selv, hvis hun skal overleve. Derfor ser I de mange kriser i verden. Mange af disse hører du ikke om på din ’skærm af løgne’.

Der sker meget på din planet på dette tidspunkt. Moderen renser ud. Det er alt, hun kender til at gøre på dette tidspunkt for at gøre sig af med den forurening, der eksisterer i hendes krop. Men du som lysbærere kan hjælpe din moder med en udrensning på en sådan måde, at det ikke ødelægger alt liv på denne planet.

Meget af dette er nødvendigt. Mange af disse væsener har aftaler om at rejse bort på dette tidspunkt. Jordens befolkning skal reduceres for at frembringe de nødvendige ændringer på denne planet, for at komme ind i den fjerde dimension.

Jorden er et fire-dimensionalt væsen på dette tidspunkt. Hun er flyttet ind i dette energimønster, og de, der planlægger at blive, skal være en del af disse vibrationer.

Mange af disse væsener, der forlader denne planet på dette tidspunkt, har fuldført det, de kom for at gøre. Det er en tid med stor glæde for dem. Vær ikke være ked af deres bortgang. De går hjem. Mange venter på at være sammen med dem igen ... Mange væsener skal fortsætte videre, for deres tankemønstre hører fortiden til. De holder fast i disse tanker som holder jorden tilbage.

En dæmon (også kaldt en ET i okkulte kredse) talte igennem Earlyne Chaney, der også skrev om denne udrensning i sin bog ”Revelations of Things To Come” (Åbenbaringer om Det, Der Kommer”) at:

Moderen Deva indser, at hendes masse må renses. Hendes akashiske ætere skal renses af de mørke tankekræfter.” (side 23)

Hvad med de New Age tilhængere der forventede at blive bortrykket, men som blev ladt tilbage? New Age forfatter Timothy Green Beckley har en forklaring på det i sin bog, “Psychic and UFO Revelations in the Last Days” (Psykiske og UFO-åbenbaringer i de sidste dage). Han forklarer om ”light workers”, lysets tjenere, at:

Mange af New Age-arbejderne og instruktørerne, der føler at de vil blive taget, vil ikke blive taget med det samme, men efterlades for at hjælpe menneskeheden med at overleve igennem katastrofeperioden. Det er deres mission” (side 68).

Den okkulte verden har sin forklaring på bortrykkelsen klar. Og bemærk igen - at mens de kristne diskuterer bortrykkelsen placering - før, midt i eller efter trængslen, så er dæmonerne ikke i tvivl. Vi der har Guds Ånd, vi forsinker denne dag, vi stopper Jordens harmoni. Jesus siger det således, ” I er jordens salt… I er verdens lys” (Matt. 5:13-14). Paulus siger, ”lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed, kun må den, som nu holder igen, først fjernes” (2. Tess. 2:7). Vi er ved Helligåndens virke i vore liv årsag til at denne dag ikke kan komme, og al ondskaben der tilhører den kommende tid, som i okkulte termer tituleres som kærlighed, tilbageholdes på grund af Guds nåde over denne menighedens tid.

Appendiks


Der er tiloversblevne punkter, som endnu ikke er taget op i denne artikel, og der vil formentlig komme flere. Derfor vil dette appendiks kunne vokse med forklaringer af disse punkter, efterhånden som de dukker op.

Appendiks 1: De ti brudejomfruer


De ti jomfruer anses af nogle for at være menigheden, hvilket på én måde placerer bortrykkelsen midt i trængslen, angivet ved at brudgommen kommer ved midnat (Matt. 25:6 hvor natten er et billede på trængslen og midnat derfor midt i), og på en anden måde efter trængslen, hvor Jesus kommer og dømmer. Imens menigheden skildres som ét legeme (Romerne. 12:5) der er trolovet med Jesus (2. Kor. 11:2), skildres jomfruerne ikke ægteskabeligt med brudgommen, hvilket ville være bigami. Ikke bare menigheden, men alle løskøbte mennesker (Åb. 19:7-8), vil til sidst samles som bruden (ét legeme, 1. Kor. 12:13), og kommer ned fra Himmelen med Jesus i det Ny Jerusalem (Åb. 21:2, 9-27). Ganske vidst bliver menigheden omtalt som en jomfru (ikke flere jomfruer, 2. Kor. 11:2), og billedligt er vi det, indtil vi bliver ”gift” med Ham. Men ikke ét menneske i Kristi legeme, som er frelst, ren og trolovet med Kristus, vil stå som de fem jomfruer, uden olie på lampen (et billede på Helligånden). Kristi legeme er ikke halvt. Der er mange ikke troende i kirkerne, mange som Jesus ikke kender, men de er ikke Hans brud! Kristi legeme er parat hvert sekund, til at møde Jesus!

Hvem er jomfruerne et billede på? Johannes giver et interessant praj i Joh. 3:29, hvor han taler om sig selv og siger: ”Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven (Johannes selv), som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen”. Bruden er som gennemgået menigheden. De gammeltestamentlige blev som gennemgået bortrykket da Jesus ”bortførte” dem (Ef. 4:8-10). Jesus er den der har bruden og Han er brudgommen. Brudgommens ven, som Johannes refererer til, er ham selv - og alle andre gammeltestamentlige. Israel har i GT mange titler, en kvinde, en mor, en horekvinde, en søster, brud, hustru osv. Israel og menigheden er to forskellige instanser, som Gud handler forskelligt med. Sagen er, at Gud havde udvalgt Israel, og var i åndelig forstand gift med Israel, mens menigheden er skildret som brud, og ikke hustru. I Jer. 3:1-9 beskriver Gud sit forhold til Israel, og i Jer. 3:8 siger Han: ”jeg forstødte den troløse Kvinde Israel for al hendes Hors Skyld, og at jeg gav hende Skilsmissebrev”, et giftemål Han fornyer i endetiden (hvilket Hoseas viser igennem sit ægteskab med horkvinden Gomer, Hos. 1:2-3), som Gud siger i samme Passage fra Jer. 3:14-15: ”Vend om, O frafaldne børn, siger HERREN; for jeg er gift med dig” (KJV). Ligeledes ses Israel i Åb. 12:1-5, som en frugtbar kvinde, der føder en søn. Nogle mener det er menigheden, men menigheden er kun trolovet med Kristus, og kan ikke være ”gravid”. Han har endnu ikke hentet den udkårne hjem til sin Faders hus, som Han sagde Han ville. Selvom Johannes i dette vers siger til sine disciple, at han ikke er brudgommen, men blot brudgommens ven, for at lede sine følgere til Jesus, så ses samtidig forholdet mellem Johannes og Jesus. Johannes var ikke bruden, men brudgommens ven, som spiller en vigtig rolle i brylluppet. Og for at forstå al denne tale, skal man kende den form af det jødiske bryllup, som Johannes her, og ligeledes Jesus i Joh. 14:1-3 bruger som analogi.

Jeg gengiver her fire punkter, som beskriver dette bryllup. Det er ikke alt - hver eneste lille detalje - der nødvendigvis kan overføres til Jesu genkomst, men Jesus og Johannes giver en klar hentydning til denne analogi, og den passer fantastisk godt:

Det jødiske bryllup 1)
Betrothal - trolovelsen. Gommen tog initiativet, tog hjemmefra for at gå til den udkårendes hus, og etablere en ægteskabspagt. Gommen måtte betale en pris for bruden, hvorefter hun blev sat til side (helliget) gommen. Det var et sådant forhold Josef og Maria havde, da Maria blev gravid, ved Helligåndens mirakel (Matt. 1:18-19). Som symbol på dette forhold, drak de begge vin, som et segl på pagten.

Analogien til Jesus og menigheden
Jesus tog initiativet og forlod sin Faders hus, og kom til jorden, for at etablere en ægteskabslignende pagt. Den aftalte pris for bruden (1. Kor. 6:19-20), var Jesu eget blod, fastsat fra før jorden blev skabt (1. Pet. 1:18-20). Menigheden er som bruden helliget, sat til side for Kristus som gommen (1. Kor. 1:2 ; 6:11; Ef. 5:25-27 ; Hebr. 10:10 ; 13:12). Samme aften, som Jesus fortalte apostlene om pagten (Joh. 14:3), stiftede han nadveren - seglet på pagten, og sagde: ”Denne kalk er den nye pagt ved mit blod; gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af mig” (1. Kor. 11:25).

Det jødiske bryllup 2)
Herefter forlod gommen bruden for at gå til sin faders hus, hvor han adskilt fra bruden, forberedte en tilbygning til faderens hus, hvortil han kunne bringe bruden med sig. Det tog ofte op til et år. Bruden gjorde sig i den tid klar til at kunne leve et liv som hustru, med alle de ting der måtte være - inkl. at samle sit brudeudstyr, så hun kunne drage af sted når gommen uventet kom tilbage, for at hente hende.

Analogien til Jesus og menigheden
Efter Jesus havde betalt prisen og oprettet pagten med menigheden, forlod han brudens hjem (jorden) og vendte tilbage til sin Faders hus (Joh. 14:2 ; Apg. 1:9-10). Jesus er fysisk adskilt fra menigheden i denne tid, hvor Han forbereder os en bolig (Joh. 14:2). I denne periode af adskillelse, forbereder vi os på Jesu genkomst for at hente os, så vi kan tage af sted, så snart Han kommer.

Det jødiske bryllup 3)
Når gommen kom tilbage for at hente bruden, efter han havde forberedt deres kommende bolig, samledes han som regel med brudesvendene (Dom. 14:11) om natten, og i skæret af fakler og olielamper gik de sammen med ham, for at hente bruden. Bruden vidste ikke hvornår han kom, men hans komme blev forvarslet med et råb, så hun kunne komme ud til ham, for at tage af sted sammen med ham. Det er denne begivenhed Jesus bruger i lignelsen og de ti brudejomfruer (Matt. 25:1-13), og det er her Johannes’ tale om ham som værende brudgommens ven passer ind. Dermed blev brylluppet igangsat, og gæsterne - gommens brudesvende og brudens brudepiger - fulgte brudeparret hjem til gommens faders hus, hvor bryllupsgæsterne var samlet. Når de var ankommet til faderens hus, blev bruden og gommen af brudesvendene og brudepigerne ført til brudekammeret (den jødiske huppah). Bruden havde slør for, så ingen kunne se hende (ikke engang gommen, se 1. Mos. 29:25), helt ind til de gik ind i brudekammeret alene, hvor de fuldbyrdede den fysiske forening i ægteskabet, som der var indgået pagt om ca. et år før.

Analogien til Jesus og menigheden
Jesus kommer igen, for at hente os hjem til sin (og vores) Fader (Joh. 14:3). Han kommer i skyen med brudesvendene (analogt ved overenglens røst, 1. Tim. 4:16), og med et råb (1. Tess. 4:16, KJV), bekendtgør Han sit komme, så vi kan gå ud og blive ført til Ham, i skyen (1. Tess. 4:17), og ledes hjem til gommens Faders hus (Joh. 14:3). Når vi kommer hjem til Jesus, vil vi møde bryllupsgæsterne som er samlet i Faderens hus, de gammeltestamentlige hellige der blev bortrykket ved Jesu opstandelse, som vil være tjenere ved brylluppet. Det ses igennem lignelsen om bryllupsfesten i Matt. 22:1-14, hvor tjenerne er profeterne og da det jødiske folk ikke ville lytte til profeterne, blev alle hedningene inviteret. Han afslutter lignelsen med at sige: ”mange (hele verden - hedningene) er kaldede, men få (Israel) er udvalgte”.

Det jødiske bryllup 4)
Efter fuldendelsen af ægteskabet, gik gommen ud af brudekammeret til gæsterne, og bekendtgjorde ægteskabets fuldendelse, hvilket Sal. 19:6 og Joh. 3:29 hentyder til. Da gik gommen tilbage til kammeret, og brudesvendene og pigerne gik tilbage til bryllupsgæsterne, og proklamerede ægteskabets stadfæstelse, hvorpå gæsterne blev i faderens hus i syv dage, hvor de fejrede brylluppet (se 1. Mos. 29:27 ; Dom. 14:17). Igennem de syv bryllupsdage (huppah), blev brudeparret i brudekammeret, hvorefter gommen kom ud med bruden, med sløret fjernet så alle kunne se hvem hun var.

Analogien til Jesus og menigheden
Vi skal være til bryllupsfest, ikke i syv dage, som det jødiske bryllup, men i minimum syv år (Daniels sidste årsuge). Som bruden var skjult fra sin faders hus (jorden), til gommens faders hus (Himmelen), og igennem de syv dage, sådan vil menigheden i bortrykkelsen også være skjult for omgivelserne, og komme til syne til alles opmærksomhed efter de syv år, i det ny Jerusalem (som sagt boligen som Jesus har bygget, Joh. 14:2), der kommer ned fra Himmelen. (Åb. 21:2). Som Paulus siger: ”Når Kristus, vort liv, åbenbares (kommer synligt tilbage til Jorden efter trængslen), da skal også I åbenbares sammen med ham i herlighed” (Kol. 3:4). Skjult i denne udtalelse, ligger et forsvar af bortrykkelsen før trængslen (hvilket gennemgås i artiklens mange eksempler), idet vi skal åbenbares sammen med Ham, hvilket betyder vi kommer tilbage sammen med Ham, hvilket også Zak. 14:5, Åb. 17:14, Åb. 19:14, Jud. 1:14 fortæller.

Det er interessant, at Gud, som ville kunne have skabt alt på et sekund, vælger at strække skabelsen over seks dage, og inkludere en hviledag den syvende. Mon ikke der er en specifik og gennemtænkt grund til det? Er der mon ikke en grund til at Enok blev bortrykket i syvende slægtled, hvilket endda pointeres i Jud. 1:14 og at der blev udvalgt syv menigheder i Lilleasien, hvorefter menighedens tid er forbi. Tallet syv står i Bibelen for åndelig fuldkommenhed, og det er præcis det vi vil blive givet, når vi hører Jesu røst: ”kom her op”. Ligeledes vil menighedens tid, efter Laodikeas dominans være fuldkommen - og i det ord ligger også at menigheden afsluttes, ligesom verden efter 7.000 hår har fået sin tid, hvorefter en ny begyndelse, et nyt liv, hvilket tallet otte står for, vil etableres, og en ny himmel og ny jord vil bestå for evigt (Es. 65:17 ; Es. 66:22 ; Åb. 21:1). Det er ikke kun menigheden der er retfærdig herefter, men det vil være ”»nye himle og en ny jord«, hvor retfærdighed bor” (2. Pet. 3:13) - implicit at Gud tager bolig på jorden, da Han er retfærdig. Hele verden vil være retfærdig, syndfri og perfekt!

Analogien mellem det jødiske bryllup og Jesus som gom og menigheden som brud, er umulig at overse. Til Korinterne siger Paulus: ”jeg har jo trolovet jer med én mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus” (2. Kor. 11:2). Ligeledes er der analogien i Ef. 5:22-33 der siger at som menigheden skal underordne sig Kristus, skal en hustru underordne sig sin mand. Paulus citerer endda 1. Mos. 2:24, der siger at: ”Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver ét Kød”. Også Romerne. 7:4 taler om at vi bliver Hans, og Jak. 4:4 taler om åndelig utugt, dvs. at vi giver os selv over til falske guder eller går tilbage til lovbuddene under den gamle pagt, når vi er trolovet med Jesus.

Jeg vil lige afslutte det jeg begyndte med i dette appendiks, at vise forskellen mellem de GT hellige og menigheden. Jesu ord i Matt. 11:11 ; Luk. 7:28 viser også forskellen: ”blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han”. Jesus forklarer i Matt. 11:13 at: ”alle profeterne og loven har profeteret indtil Johannes”, hvilket betyder at der er forskel på tiden før og efter Jesu død og opstandelse. Det menigheden (mennesket efter Jesu offer) har fået, er større end den største af profeterne. Tiden før Jesus, loven med alle sine forordninger, var kun skygger af det, som skulle komme (Kol. 2:16-17). GT er kun en skygge af den åbenbarede Kristus i NT. Efter Jesus blev en ny tid indstiftet, nådens tid, der erstattede lovens tid.

Brudejomfruerne er altså et billede på det jødiske folk. Nogle bliver indlemmet i det Ny Jerusalem, mens andre ikke ville. Menigheden er Kristi legeme, ligesom mand og hustru er ét legeme, og derfor kan brudejomfruerne ikke skildre menigheden, da de deles på midten, fem forstandige, og fem uforstandige.

Appendiks 2: De to vidner (martyrer)


De to vidner i Åb. 11:3, er to yderst sagnomspundne personager. De skal profetere i 3½ år (1260 dage) og det passer med at de vidner fra begyndelsen af trængslens syv år, og frem til midten, hvorefter de dræbes (det græske ord for vidne, er martus, som også betyder martyr - en person der afgiver vidnesbyrd og dør) og bortrykkes til Himmelen. Nogle mener at de symboliserer menigheden, andre at de symboliserer jøder og kristne, og andre igen at de er et billede på religiøs og retslig autoritet, eller at de repræsenterer de gammeltestamentlige profeter, som kulminerer i Johannes døber. Også apostlene Jakob og Peter er foreslået, tillige med at det er to kommende personer, der bliver frelst i trængslen. Sågar at det er Guds Ord, enten loven og profeterne, eller det gamle og nye testamente som skal vidne i 3½ ind i trængslen og derefter elimineres fra jorden (det er et mål for verdensordnen, lige som i romertiden, at få udryddet og erstattet Guds Ord). Men hvor mange forskellige to’ere findes der i Bibelen? Og er det på den måde, at finde ting af to i Bibelen, vi skal beskue tågen - eller er der mulighed for faktisk at forstå hvem de er?

Først skal beskrivelsen af dem gennemgås. Bibelen oplyser følgende om vidnerne:
Lad os først se hvordan punkterne passer på menigheden.
1-2) Alle troende skal gå i sæk og aske, og profetere i 3½ år. Det ville teoretisk set kunne lade sig gøre, men er det realistisk? 3) Menigheden er ikke skildret nogen steder, som værende de to olietræer og lysestager, som står for jordens Herres åsyn. Der er ingen Bibelsk belæg for denne ide. 4-7) Ild vil måske kunne udgå af menighedens mund, særligt hvis det er en metafor. Menigheden kan teoretisk set have magt over regnen og vandene, og kan slå jorden med plager - det er set gjort som fortilfælde i Bibelen. Men menighedens opgave er ikke at dømme på den måde, men at prædike evangeliet - beordret af Jesus selv (Apg. 1:8). 8) Som gennemgået, skal ”Dødsrigets porte skal ikke få magt over den” (Matt. 16:18), og derfor giver det et dilemma, hvis Antikrist (dyret) skal sejre over og dræbe alle kristne. Det er direkte mod Bibelens eget udsagn. 9) Det vil ganske enkelt være umuligt at alle kristne skulle samles i Jerusalem, og alle blive dræbt og ligge på gaden. Hvor mange millioner kristne er der over hele kloden? Man siger at ca. 30% af jordens mennesker er kristne, og hvis vi antager at det kun er 10% af de 30%, der er frelste, så er det ca. 2.160.000 døde kristne mennesker, der skal ligge i gaden i Jerusalem. Det er yderst urealistisk. 10) Skulle det alligevel være rigtigt, ville enhver fornuft sige, at så mange mennesker skal begraves så hurtigt som muligt, før sygdom begynder at sprede sig. Man ville ikke stå og kikke på over to millioner lig, og ikke tillade at de blev begravet. 11) Opstandelse er en realitet for alle mennesker, og 12) bortrykkelsen en realitet for menigheden.

Alt taget i betragtning, så kan de to vidner ikke være menigheden, det forhindrer beskrivelsen i punkt 3, 8, 9 og 10 klart og tydeligt. Det samme gør sig gældende for tanken, at vidnerne skildrer jøder og kristne. Dertil kommer også at jøderne isoleret set ikke er menigheden, der favner både jøde og hedning i ét og samme legeme. Jøderne bliver ikke bortrykket, da de ifølge Bibelen ikke vil acceptere Jesus som deres Messias, før de ser Ham komme i sin Faders herlighed. Og hvis en Jøde tager imod Jesus før da, er personen indlemmet i menigheden (Gal. 3:28 ; Kol. 3:11).

At vidnerne er Guds Ord, eller anden form for autoritet, hvad enten det er åndelig eller fysisk, er helt absurd. Kan sådant klædes i sæk og aske, fortære sine fjender, dræbes af Antikrist og ligge død i 3½ dage, og bortrykkes til Himmelen? Guds Ord er Jesus (Joh. 1:14), og hverken Jesus eller det skrevne Ord skal nogensinde forgå (Es. 40:8 ; 1. Pet. 1:25). Ordet kan ikke slås ihjel, og Jesus kan ikke henrettes igen.

Hvem er de to vidner?
Der siges at 1) ”Det er de to olietræer og de to lysestager, som står for jordens Herres åsyn” (Åb. 11:4), og det er en beskrivelse der peger hen på Zak. kap. 4. Der siges at 2) de skal slås ihjel, så det er levende væsener - og disse er to punkter, der på én eller anden måde må sammenkobles.

Er det engle? Kan engle slås ihjel? Jeg mener, at de engle der gik ind til menneskedøtrene, beskrevet i 1. Mos. kap 6, de havde gennemgået en forvandling, og blev dødelige som mennesker, og døde i syndfloden - men det er et helt andet emne. Uanset, de to vidner her, er fra Gud, og kan derfor ikke være sådanne faldne engle, og Guds engle, kan ingen slå ihjel. Er det dyr? Det er en absurd tanke. Gud har aldrig udvalgt dyr som sine vidner. Det kan kun være to mennesker!

Skal Bibelen selv forklare hvem disse olietræer og lysestager er, så er Zakarias’ syn som sagt det, der får os tættest på en forklaring. Zakarias ser to olietræer og olivengrene, som ”er de to salvede, som står ved al Jordens Herre” (Zak. 4:14, KJV). Zakarias ser kun én lysestage (hebr. menora), men Johannes taler om to, fordi der er to vidner. Det er selvfølgelig noget der kan tale imod, at Ezekiels syn har noget med Johannes syn at gøre. Han spørger: ”Hvad betyder de to Olietræer der til højre og venstre for Lysestagen?... Hvad betyder de to Oliegrene ved Siden af de to Guldrør” (Zak. 4:11-12) og svaret er: ”Det er de to med Olie salvede, som står for al Jordens Herre” (Zak. 4:14). Der er flere lysestager, for Johannes ser syv lysestager (Åb. 1:12) som symboliserer de syv menigheder (Åb. 1:20). Så lysestagerne og træerne er symboler. Olie er et symbol for Helligånden, salvelsen fra Gud, og lysestagerne i sidste ende et symbol for Jesus, Guds lys (Joh. 9:5), Sandhedens Ord (Joh. 14:6), og Hans legeme, menigheden (Åb. 1:20). Derfor mener jeg Johannes ser to lysestager, for det er to olietræer (salvede vidner) der prædiker Ordet (lyset, sandheden).

Disse to vidner var hos Gud på Zakarias tid, dvs. omkring 500 år f.Kr., to vidner der skal komme til jorden for at lide martyrdøden. Det betyder at det er mennesker, og det betyder at de som Adams efterkommere er født på jorden, og bortrykket til Himmelen. Og der er faktisk to personer, fortæller Bibelen, der er rykket bort uden at dø, og begge har jeg allerede omtalt, nemlig Enok (3.017 f.Kr., 1. Mos. 5:24). og Elias (896 f.Kr., 2. Kong. 2:11). Der er nogle der mener at der er tale om Moses og Elias, dels på grund af deres evner (Åb. 11:6) - Elias der lukkede himmelen for vand (1. Kong. 17:1) og Moses der forvandlede vandet i Ægypten til blod (2. Mos. 7:20), men også fordi det var Moses og Elias der viste sig for Peter, Jakob og Johannes, da Jesus lod dem se lidt af Hans herlighed (Matt. 17:3). Men som vi allerede har set, opstod de gammeltestamentlige hellige fra sine grave, da Jesus opstod, og Jesus tog dem med til Himmelen. Dvs. at Moses har nu fået et herlighedslegeme, et evighedslegeme, der ikke kan dræbes, og da begge vidner skal dø, kan den ene ikke være den udødelige Moses!

Bibelen gør det klart, at ”det er menneskenes lod én gang at dø og derefter dømmes” (Hebr. 9:27). Det er et menneskes lod, hvilket også er gældende for Moses, at dø én gang. Moses er død og begravet af Gud (5. Mos. 34:6), og han kan ikke dø igen. Men når det er et menneskes lod, at det er en fastsat skæbne (hvilket er Guds nådefulde vej ud af synden og verden) så skal alle mennesker dø (undtagen os, der forvandles og bortrykkes ud af denne verden), så mangler døden at blive opfyldt på netop Enok og Elias.

Elias, sagde Gud, vil Han sende før trængslen (Mal. 4:5). Elias kom ved Jesu første komme, både som Johannes, der kom i Elias’ ånd (Luk. 1:17) og viste sig som gennemgået sammen med Moses, men vil komme igen, i egen person i forbindelse med Herrens dag.

Det bedst underbyggede svar på hvem de to vidner er, er at det er Enok og Elias. Det er ikke to figurer der kan bruges til at antage at menigheden skal halvvejs igennem trængslens syv år!

Appendiks 3: ”jeg skal oprejse ham på den yderste dag”


Et argument der bruges for at placere bortrykkelsen efter trængslen, er Jesu Ord i Joh. 6:39-40, 44, 54, der omhandler opstandelsen på den yderste dag. Marta nævner også den dag i Joh. 11:24. Man mener da, at opstandelsen er på én dag, den yderste dag, og placerer den efter trængslen. Det er en frase kun Johannes bruger, og hvad mener han med det? Han bruger også talemåden i Joh. 12:48, hvor det handler om dom. Andre passager omtaler også ”dommens dag” (eks. Matt. 12:36; 2. Pet. 2:9; 1. Joh. 4:17).

Spørgsmålet er, om der er tale om kun én dag, eller flere. Er der kun én yderste dag, betyder det at der kun er én opstandelse, hvilket der er mange der mener, idet Åb. 20:5-6 taler om ”den første opstandelse”. Jeg har gennemgået, at der er flere hold i den første opstandelse, og samme passage i Åb. 20:4-5, fortæller om opstandelsen af de der ikke tilbad Antikrist før tusindårsriget, mens de der tilbad ham, først opstår efter de tusinde år. Hvilken af disse opstandelser, adskilt af tusinde år, er ”den yderste dag”?

Det lader til, at den yderste dag har sin tid for hver sin gruppe af mennesker. Den yderste dag betegner Jesu komme, eller afslutningen på en dispensation, afslutningen på en tidsalder for en gruppe mennesker. Jeg har gennemgået at Jesu genkomst er nødt til at være to forskellige begivenheder, én for hver gruppe - én for menigheden, og én for verden, for verden ville dø, hvis de skulle se Ham som Han er, hvilket 1. Joh. 3:2 siger menigheden skal. Den yderste dag for menigheden er en anden, end den er for folket efter trængslen og efter tusindårsriget. Gud har ikke samme planer for menigheden som for verden, da menigheden som vist ikke er bestemt for Hans vrede, og Han behandler derfor selvsagt de to grupper forskelligt.

Det er ikke et enestående eksempel på at en betegnelse som ”den yderste dag” dækker over en længere periode med flere begivenheder. Herrens dag, er som vist heller ikke blot én dag men, dækker over flere perioder. Daniel fik at vide at: ”mange af dem, der sover under Mulde, skal vågne, nogle til evigt Liv, andre til Skam, til evig Afsky” (Dan. 12:2), og det virker også til at være én og samme begivenhed. Men Johannes får som sagt åbenbaret, at de der vågner til afsky, først vågner (opstår) efter tusindårsriget, tusinde år efter de, der opstår efter trængslen.

Det er derfor ikke ansvarligt at begrænse ”den yderste dag” til at være én dag efter trængslen. Selvom der for disse to hold er tale om den første opstandelse, og jf. talen om den anden død (Åb. 20:14), den anden opstandelse, så er opstandelsen for de uretfærdige jf. Joh. 12:48 også ”den yderste dag”. Med andre ord: Jesus vil oprejse dem Faderen giver Ham (de retfærdiggjorte) på den yderste dag, men vil også oprejse dem Han skal dømme på den yderste dag, hvilket jo er adskilt af tusinde på. Det bekræfter også sagen om forskellen mellem de retfærdige for Kristi domstol, og dem dem der stilles for den store hvide trone (Åb. 20:11-15).

Appendiks 4: Trængslen og Guds vrede (før-vrede/pre-wrath)


Ét af de store argumenter for teologer, der mener at menigheden skal igennem trængslen - ikke de syv år, heller ikke de første 3½ år, men kun de første fem segl, som de kalder trængslen før vreden, den fjerde betegnelse til samlingen, før-vrede teorien - er forholdet mellem Matt. 24:29 og Åb. 6:12-13, der omtaler at solen formørkes, stjernerne falder ned og månen formørkes (ifølge Mattæus) og bliver som blod (ifølge Åbenbaringen). Mattæus viser at dette vil ske efter trængslen: ”Straks efter trængselen i de dage”, og synkroniserer man den oplysning med Åbenbaringen ses at først efter disse dage, hvor solen formørkes kommer Herrens vredesdag. KJV siger: ”For Hans store vredesdag er kommet; og hvem skal kunne bestå?” (Åb. 6:17). Her fæstnes der ved ordene ”er kommet”, eller ”is come”, som man mener viser at vredens dag netop nu er kommet - ikke før men nu. Når Paulus da i 1. Tess. 5:9 siger, at vi ikke er bestemt for Guds vrede, så ses på denne måde at vreden kommer efter trængslen, og at vi derfor ikke skånes for trængslen.

Men kan man samvittighedsfuldt sammenkoble disse to vers, og dermed som faktum konkludere at menigheden skal igennem trængslen, da trængslen og vreden således adskilles? Der er nogle faktorer man - i det mindste jeg - er nødt til at ignorere for at kunne acceptere den fremlæggelse.

1) For det første er det Lammet selv, der åbner alle syv segl. Dette Lam identificeres i Åb. 5:9 som værende den person der blev slagtet og med sit blod købte os til Gud, en person der har Guds syv ånder (Åb. 5:6) - og der er ingen tvivl om at det er Jesus i sin guddomsskikkelse.

Proponenter af denne før-vrede teori mener, at de første segl er menneskers vrede. Men det er Jesus selv der bryder de syv første segl, og der er intet der foranlediger mistanke om at al den ulykke der rammer Jorden, er menneskers vrede - Antikrist, global ufred, hungersnød, at ¼ af Jordens befolkning dør, forfølgelsen af alle der er kommet til tro, et stort jordskælv, at solen og månen formørkes. Selv eliten, Jordens konger og stormænd må med frygt flygte ud i sine huler, mellem bjerge og klipper (Åb. 6:15). Uden tvivl er det Guds vrede der under disse segl udgydes over Jorden.

2) Det græske ord for er kommet, er i denne gramatiske sætning imperfektum, dvs. tidsmæssigt i fortiden - i datid. Skal teksten gøres mere tydelig, kan det oversættes For den store dag for Hans vrede kom, og hvem kan bestå. Når dagen kom, så er den også kommet. Oversættelsen er ikke forkert, den er blot sagt på en måde hvorpå ordkløvere der forsøger at komme uden om konteksten, kan misbruge den til at foreslå at dagen er kommet lige nu - nutid i stedet for den korrekte datid. Det er samme talemåde i Åb. 11:18, hvor de fireogtyve ældste siger, folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet. Vreden kom ikke der og da, men verden havde oplevet vreden igennem ca. 3½ år.

3) Næste vers i Mattæus siger at efter trængslen, hvor solen er formørket osv.: ”da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se ›Menneskesønnen komme på himmelens skyer‹ med kraft og megen herlighed” (Matt. 24:30). Fortsættelsen af Åbenbaringsbogen derimod, gennemgår en masse begivenheder - det sidste segl, syv basuner og syv vredesskåle - igennem de næste 12 kapitler, og først i kapitel 19 kommer Jesus igen: ”Og jeg så Himmelen åben, og se, en hvid hest, og han, som red på den, hedder »Troværdig og Sanddru«, og han dømmer og kæmper med retfærdighed. Hans øjne var som flammende ild, og på sit hoved havde han mange kroner og et navn skrevet, som ingen kender, uden han selv. Han var iført en kappe, dyppet i blod, og det navn, han bærer, er »Guds Ord«” (Åb. 19:11-13). Vi ved fra Joh. 1:1 at Jesus er Guds Ord, og derfor er der ingen tvivl om, at det er Jesus der kommer tilbage her. Nogle mener at Jesus er rytteren på den hvide hest i Åb. 6:2, men Lammet, som er Jesus (Åb. 5:6-9 - ”...for du blev slagtet og har forløst os til Gud med dit blod, ud fra hver slægt og tungemål og folk og nation”, KJV), er fortsat i Himmelen, hvorfra Han bryder de efterfølgende seks segl på bogrullen.

Hvor skal vi placere begivenhederne som de 12 kapitler beskriver, hvis Jesu komme ifølge Matt. 24:29-30 følger umiddelbart efter solen, månen og stjernerne formørkes? Hvis vreden omtalt i Åb. 6:17 er Herrens vrede der netop - lige her og nu - er kommet, hvad er det da for en vrede de sidste syv vredesskåle indeholder? De omtales (først efter de syv basuner, eller trompeter), som bægrene med Guds vrede i (Åb. 16:1). Kommer Guds vrede to gange?

4) Kan ordene at Herrens vrede ”er kommet” bære den betydning, at det først er i Åb. 6:17 vreden kommer? Kan det forsvares at vreden kun kommer til udtryk ved et (formentlig globalt) jordskælv, at solen bliver sort og månen bliver som blod, og at himmelens stjerner falder ned? Er rytteren på den hvide hest (Antikrist), der drager ud fra sejer til sejer, ikke en del af udtrykket for Herrens vrede? Afskaffelsen af freden, så mennesker myrder hinanden, og at hungersnød og Jordens dyr dræber ca. 1.750.000.000 mennesker, er det ikke en del af konsekvensen af Guds vrede?

Jeg mener det er det! Den ligefremme, grammatisk korrekte og logiske læsning af passagen er, at folket grundet foregående begivenheder har erfaret, at Herrens store vredes dag har ramt dem. Andre steder bruger Johannes samme ord erchomai i fortid (7:13: ”hvorfra er de kommet”), bydeform (6:1, 3, 5, 7, hvor Jesus siger til rytterne ”Kom”), og i fremtid (4:8: ”han, som var, og som er, og som kommer”). Det afhænger af grammatikken. At folket siger at Herrens vredes dag er kommet, giver ingen grund til at tro den er kommet i samme øjeblik de siger sådan - hvordan skulle de vide det, hvis ikke foregående hændelser havde vist dem det? Herrens vrede er igennem Bibelen beskrevet på mange måder, og de ulydige der ikke ville omvende sig, har fremstået som eksempel for os, at konsekvensen for ulydighed er at vi rammes af Herrens vrede, der forårsager adskillelse fra livet, adskillelse fra Gud, hvilket betyder død (som eksemplificeret i undergangen for de undslupne israelere fra Ægypten, der døde i ørkenen, se 4. Mos. 32:10-11) - præcis som begivenhederne under de fire første segl beskrives. At skille vreden fra trængslen er en alvorlig misforståelse af både teksten, trængslen og vreden. Det er samme Lam (Jesus) der åbner de første seks segl, som åbner det syvende der præsenterer de syv trompeter.

5) Når trængslen beskrives i Bibelen, er det en tid der aldrig har været før, og aldrig skal komme igen. Den værste tid i Jordens historie. Dan. 12:1 siger: ”en Trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin Mage, så længe der var Folkeslag til”. Jesus bekræfter dette og siger: ”da skal der komme ›en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu‹ og heller ikke senere skal komme” (Matt. 24:21). Jeremias taler med og siger: ”stor er denne Dag, den er uden Lige, en Trængselstid for Jakob”.

Trængselstiden er efter Bibelens beskrivelse, den værste tid der nogensinde er oplevet fra skabelsens begyndelse - og aldrig skal der igen komme en lignende tid. Før-vrede teorien siger derfor nødvendigvis så, at når Guds vrede udgydes - efter trængslen - så er det mildere i forhold til trængslen. Det giver hverken mening forståelsesmæssigt, eller når begivenhederne under Guds vrede beskrives. Efter før-vrede teorien er trængslen, den tid Bibelen forkynder er den værste, den mildeste tid - men Bibelen siger at trængslen er den værste tid... Før-vrede teorien vil have os igennem den værste tid, og når vi bortrykkes, tager trængslen af, fordi det værste jorden nogensinde har gennemgået vil være slut. Det hele er vendt på hovedet. Johannes beskriver i Åbenbaringsbogen det han så (Jesus), det der er (menigheden) og det der skal ske efter menigheden (trængslen).

6) I Job. 38:22-23 siger Gud til Job: ”Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Haglen vogtes, den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag?”. Hvis trængslen slutter når Guds vrede starter, giver det store problemer når denne hagl som Gud har gemt til trængslens tid, falder over Jorden i Åb. 8:7 ; Åb. 11:19 ; Åb. 16:21, under det syvende segl, syvende basun og syvende vredesskål - hvilket efter før-vrede teorien er efter trængslen.

De, der forsvarer før-vrede teorien, vil påpege at KJV ikke bruger ordet trængsel (tribulation), men siger en vanskelig tid (time of trouble), og derfor er det ikke trængslen. Det hebræiske ord for trouble, tsarah betyder også trængsel, og Dan. 12:1 taler om trængselstiden og siger, som citeret i forrige punkt: ”Til den Tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit Folks Sønner, og en vanskelig tid kommer, som hidtil ikke har haft sin Mage” (KJV). At trængslen beskrives som en vanskelig tid, fjerner ikke trængslen og gør ikke tiden mindre vanskelig.

Interessant er det ligeså, at denne frase bruges af David, til at beskrive noget der underbygger bortrykkelse før trængslen. Han siger: ”For i den vanskelige tid skal han skjule mig i sin hytte: i hans hemmelige tabernakel skal han skjule mig” (Sal. 27:5, KJV). Det er, som gennemgået tidligere, en direkte beskrivelse af bortrykkelsen før trængslen - den vanskelige tid - som efter Dan. 12:1 aldrig har haft sin mage, hvilket Jesus forklarer, netop er trængselstiden (Matt. 24:21). Jesus henter os hjem til Faderen, til de mange boliger - Hans hytte, Hans hemmelige tabernakel, for at skule os i den vanskelige tid, der aldrig har haft sin mage - trængslen!

Problematikken er her, at når Gud siger til Job at haglene er gemt til trængslens tid, men først udgydes efter før-vrede teoriens trængsel, under det teorien kalder vreden (som menes at starte ved det sjette segl), så ødelægges den ellers så forståelige kronologi. Gud viser netop her, at trængslen og vreden er én og samme tid.

Appendiks 5: Ingen opstandelse før himlene forsvinder?


Dette punkt er relateret til det forrige, da argumenterne her er en videreførelse af foregående argumenter.

Job kommer i Job. 14:12 med en fortvivlet udtalelse, der kan forvirre - og forvirrer synet på bortrykkelsens placering i forhold til trængslen, hvis man ikke får al informationen med. Vi ved, ud fra Paulus’ undervisning, at de døde i Kristus skal opstå og bortrykkes, før vi levende forvandles og bortrykkes (1. Tess. 4:16-17). Derfor forvirrer det når Job siger: ”Før himlene ikke er mere, skal de (menneskene)ikke vågne, heller ikke rejses op fra deres søvn” (KJV). Som i foregående appendiks, henvises her til Åb. 6:14, der fortæller at: ”himmelen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen”, hvilket sammenholdes med Matt. 24:29, og således ses at opstandelsen ikke kan ske før himlene forsvinder, som skildres i Åb. 6:14.

Der er her også flere informationer der skal ignoreres for at kunne acceptere denne udlægning:

1) Åb. 6:14 taler om at himmelen forsvinder - hvilket er den synlige oplevelse for jordens befolkning, formentlig grundet de geologiske katastrofer beskrevet forud for denne passage. Det kan være vulkansk aktivitet der formørker himmelen, så den forsvinder set fra jordens perspektiv. Men himmelen forsvinder ikke i bogstavelig forstand, for læses der videre i Åbenbaringsbogen, ses at efter beskrivelsen af himmelens forsvinden, formørkes sol, måne og stjerner igen (Åb. 8:12). Åbenlyst er det, at himmelen ikke er forsvundet, som Job antyder.

2) Det er først efter 1000årsriget at himmelen - vel at mærke som vi kender den - forsvinder (Åb. 21:1), hvilket Esajas også åbenbarer, dog med flertalsbeskrivelsen, himlene: ”jeg skaber nye Himle” (Es. 65:17). Ligesom der før syndfloden var en Jord og himle vi ikke kender til i dag (2. Pet. 3:5-6 ), vil de nuværende himle og Jorden forsvinde fordi Jesus genopretter alt.

Vi ved dog, at både levende og døde i Kristus er med Jesus når Han kommer igen efter trængslen, hvilket bl.a. ses i Åb. 19:14, hvor Jesu brud, menigheden, har fået hvide klædninger af retfærdige gerninger, følger Ham til Jorden. Job viser sin sindstilstand af håbløshed i kap. 14, og taler om tilintetblivelsen af mennesket, at der intet håb er (Job. 14:7-12), hvilket jo kun er sandt om uretfærdige syndere, som Job hentyder til i Job. 14:4: ”Ja, kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke én!”. Mens de urene - de uretfærdige, de der ikke får del af Jesu retfærdighed, først opstår i forbindelse med at himlene forsvinder, er der håb for de løskøbte, for de opstår som vist før det sker. Åb. 20:5 siger: ”De andre døde (de uretfærdige)blev ikke levende, før de tusinde år var til ende”, og der vil de opstå til dom (Åb. 20:12-13). I den forbindelse ses at himmelen viger, hvilket ses i foregående vers, Åb. 20:11.

3) Tværtimod argumentationen for en bortrykkelse efter trængslen, samarbejder Job med sandheden om bortrykkelsen før trængslen. Bortrykkelsen ses ikke direkte i GT, men der hentydes til den mange gange, hvilket ses når vi nu har fået den åbenbaret. Job siger i vers 13, fortsættelsen af verset der bruges til at flytte bortrykkelsen til efter himmelen er forsvundet, at: ”Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!” (Job. 14:13). Dødsriget - Abrahams skød, blev som vist tidligere ud fra Sal. 68:19 og Ef. 4:8, tømt da Jesus førte de fangne til det himmelske paradis, og Paulus underviser at når vi dør, skal vi være sammen med Jesus (Fil. 1:12 ; 2. Kor. 5:8). Job taler om at Gud skal skjule ham, indtil vreden er drevet over. Esajas forkynder samme sag og siger: ”Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets Dug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen. Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over. Thi HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mere sine dræbte” (Es. 26:19-21). Esajas viser, at først er der opstandelse og derefter skjules vi, indtil vreden er drevet over. Jesus sagde: ”jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være” (Joh. 14:2-3). Jesus har beredt os en bolig, og Esajas, tillige med Job forkynder at i dette kammer, eller denne bolig - bag dens døre, skal vi skjules, eller hemmeligholdes, som KJV siger det i Job. 14:13, ind til vreden er drevet over. Som vist i foregående appendiks, er himmelens formørkelse blot ét af udtrykkene for Herrens vrede, der rammer Jorden fra første segl åbnes.

Det, Job egentlig siger med dette er: Gud frels mig. Det er egentlig hele hans tale fra kap. 12, at der er intet håb for mennesket, hvis ikke Gud griber ind. Passagen her er en skjult henvisning til Jesus. Uden Jesus, ville vi som alle andre rejses fra de døde efter 1000årsriget, hvor himlen forsvinder, og dømmes. Men med Ham skjules vi til vreden er ovre, og som du har set igennem denne artikel, siger Bibelen at vi skal genopstå / bortrykkes før trængslen.

4) Skal Jobs ord godtages som en eskatologisk lære, så medfører hans fortsatte tale drastiske, forfærdeligt ændringer for vores skæbne: som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb. For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare. (Job. 14:19-20). Der er intet håb, hvis Gud lader Jobs fortvivlelse forkynde vores fremtid - vi har ingen fremtid - vores håb er, somJob siger, udslukt.

Appendiks 6: Trængslen er ikke Guds vrede.


Fordi Matt. 24:29 synes at beskrive samme begivenhed som Åb. 6:12-13, bliver nogle foranlediget til at tro, at det er én og samme begivenhed. Som gennemgået i Appendiks 4, før-vrede tanken, så bider de sig fast i at det først er i Åb. 6:17 at Guds vrede kommer. Når Matt. 24:29 da siger at denne begivenhed, hvor sol og måne formørkes, først sker efter trængslen, så kommer Guds vrede også først efter trængslen, og således adskilles Guds vrede fra trængslen, og der argumenteres med det for, at menigheden skal igennem trængslen.

I Matt. 24, taler Jesus som sagt om en begivenhed efter den store trængsel - efter Antikrist er stået frem, som efterfølges af Hans genkomst til Jorden for at dømme. Åb. 6 er begyndelsen af trængslens 7 år, og det sjette segl, hvorunder solen og månen formørkes, efterfølges af endnu et segl, syv basuner og syv vredesskåle, før Jesus kommer igen.

Men det er ikke sidste gang solen og månen rammes. I Åb. 8:12, under den fjerde basun, bliver 1/3 af sol, måne og stjerner ramt, så 1/3 af dagens og nattens lys mistes. Igen i Åb. 9:2 formørkes solen af afgrundens røg. Omvendt vil den fjerde vredesskål forårsage at solen forstærkes og hærger mennesker med ild og stor hede (Åb. 16:8-9). Det bekræfter at Matt. 24:29 er en begivenhed der sker på et andet tidspunkt, end Åb. 6:12-13, for skulle solen og månen ”slukkes” kun denne ene gang, ville de andre passager ikke kunne opfyldes. Det er helt tydeligt, at lyset kommer igen, når det der formørker, aftager.

Det ses således at Åb. 6 og frem beskriver trængslen, hvilket Åb. 7:14, Åb. 11:18, Åb. 14:10, Åb. 14:19, Åb. 15:1, Åb. 15:7, Åb. 16:1 (alle syv vredesskåle er Guds harme eller vrede som KJV siger det), Åb. 16:18 også fortæller, og derfor er vreden i Åb. 6:17 Guds vrede, der udfoldes igennem trængslen over en ond og oprørsk verden. Når Paulus da siger at vi venter ”hans Søn, som han opvakte fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede” (1. Tess. 1:10) og at ”Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herre Jesus Kristus” (1. Tess. 5:9), så må vi på Bibelens vidnesbyrd tro på at vi ikke skal igennem denne trængsel, Guds vrede.

Appendiks 7: Trængslen skete i år 70, og var lokal.


Der er flere argumenter der siger at trængslen kun vil blive lokal, ikke global. Jesus kom til Israel og hele Hans historie udfoldede sig lokalt. Når Jesus taler om trængslen, er det lokalt - begrænset til Judæa (Matt. 24:16) - og de der flygter derfra, vil undslippe - og der er tale om dagene i år 70, hvor templet blev nedbrudt, som Jesus havde profeteret. Jesus sagde til Johannes at ”tiden er nær” (Åb. 22:10), og til disciplene at ”denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket” (Matt. 24:34), hvilket viser at trængslen er fortid i lokalområdet omkring Israel. Jesus brugte endvidere den lokale dom over Sodoma og Gomorra som forbillede på trængslen (Luk. 17:28-30).

Daniel får information om en trængselstid som skal komme, ”som hidtil ikke har haft sin Mage, så længe der var Folkeslag til” (Dan. 12:1). Det samme siger Jesus, ”da skal der komme ›en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu‹ og heller ikke senere skal komme” (Matt. 24:21), og fortsætter, ”dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst” (Matt. 24:22). Til Esajas siger Gud om tiden at, ”Jeg hjemsøger Jorden for dens Ondskab... En Mand gør jeg sjældnere end Guld og et Menneske end Ofirs Guld” (Es. 31:12). For det første, har der været trængsel både før og efter år 70, som var værre end de lokale begivenheder i Judæa. Både fangenskabet i Babylon, hvor Hele Israel blev ført bort, og de mange, mange krige efter - selv i vores tid, Første og Anden Verdenskrig, var værre end det, der skete i år 70. For det andet, har menneskehedens eksistens ikke været truet siden syndfloden - og Jesus bruger også syndfloden, der var global, som forbillede på trængslen (Matt. 24:37).

I denne fremstilling af endetiden, som blev fremlagt for Daniel, indgår Nebukadnezars drøm, der med en billedstøtte viste de forskellige verdensriger - ikke blot et lokalt sted som Judæa. Det sidste rige, det fjerde på billedstøtten (ben og fødder), skal, ”knuse og sønderslå alle hine Riger” - hvilket kræver at det er globalt - og er man i tvivl om den fortolkning, forsvinder tvivlen når man læser videre, ”et fjerde Rige skal fremstå på Jorden, som skal være forskelligt fra alle de andre Riger; det skal opsluge hele Jorden og søndertræde og knuse den” (Dan. 7:23). I Luk. 21:35, profeterer Jesus igen, og er enig med det, Han fra evigheden af sagde til Daniel, dagen for trængslen skal ”komme over alle dem, der bor på hele jordens flade”.

Det er korrekt at Jesus bruger Sodoma og Gomorra som et forbillede på trængslen, men med Bibelens andre beskrivelser af trængslen og dens udbredelse, ses at alle uretfærdige i Sodoma og Gomorra blev dømt, ligesom alle uretfærdige i trængslen vil dømmes - ligesom det som nævnt, skete ved syndfloden.



Debat: Menighedens bortrykkelse og Herrens dag

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*



Emne: Bortrykkelsen

 

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.

Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation