Men der ligger et endnu mere alvorligt spørgsmål under det politiske. Hvad nu, hvis Israel ikke blot er en stat, verden kan isolere, presse og til sidst forsøge at opløse, hvis der kan samles tilstrækkeligt internationalt flertal? Hvad nu, hvis Israels fortsatte eksistens er noget, universets Skaber selv har bundet sit ord til? Det er præcis dér, Jeremias 31 og 33 bliver næsten ubehageligt konkrete.
Gud gør spørgsmålet næsten matematisk
Jeremias 31 er kendt for løftet om den nye pagt. Men teksten siger ikke blot, at Gud engang vil gøre noget nyt. Den fortæller også meget præcist, hvem pagten indgås med: "Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg slutter en ny Pagt med Israels Hus og Judas Hus" (Jer. 31:31). Derefter kommer løftet om loven skrevet på hjertet, syndernes forladelse og et folk, der kender Herren. Men profetien stopper ikke ved vers 34. Umiddelbart efter løfter Gud blikket fra Israel og ud mod selve skaberværket: "Så siger HERREN, han, som satte Solen til at lyse om Dagen og Månen og Stjernerne til at lyse om Natten" (Jer. 31:35).Så opstiller han betingelsen: "Når disse Ordninger viger fra mit Åsyn ... så skal også Israels Æt for alle Tider ophøre at være et Folk for mit Åsyn" (Jer. 31:36). Næste vers gør konstruktionen endnu stærkere. Når himlen kan udmåles og jordens grundvolde udgranskes, siger Gud, "så vil jeg også forkaste Israels Æt for alt, hvad de har gjort" (Jer. 31:37).
Det er ikke et løfte, som hviler på Israels militære styrke, USA, FN, en regering i Jerusalem eller jødernes egen evne til at bevare sig selv. Gud binder Israels fortsatte eksistens som folk til den orden, han selv har lagt ind i universet.
Hebraisk opstiller en virkelig "hvis - så"-betingelse
Det interessante er, at Jeremias ikke blot bruger poetiske billeder. Sætningen er grammatisk konstrueret som en betingelse. Jer. 31:36 begynder på hebraisk med אִם־יָמֻשׁוּ הַחֻקִּים הָאֵלֶּה - ʾim-yāmušû haḥuqqîm hāʾēlleh. Ordet אִם - ʾim betyder "hvis", og dermed får vi den klassiske konstruktion: Hvis X sker, så sker Y. X er, at de gudgivne ordninger for solen, månen, stjernerne og havet ophører. Y er, at Israels efterkommere ophører med at være et folk eller en nation for Gud.Ordet, der bruges om disse ordninger, er חֻקִּים - ḥuqqîm. Det kommer fra et ordområde, der betegner noget fastsat, bestemt eller foreskrevet. I sammenhængen er det ikke Moselovens enkelte bud, der tales om, men den faste orden i skaberværket, som vers 35 netop har beskrevet: sol, måne, stjerner og hav. Derefter omtales Israels -ֶרַע - zeraʿ, altså sæd eller efterkommere, og de skal først under denne betingelse ophøre med at være et 'ּוֹי - gôy, en nation eller et folk, for Gud.
KJV gengiver derfor teksten meget direkte: "Hvis disse vedtægter forsvinder fra for mit åsyn... så skal Israels afkom også holde op med at være en nation for mit åsyn for evigt". Grammatikken er vigtig, fordi Gud ikke siger: "Hvis Israel igen bliver ulydigt, forkaster jeg dem". Han siger i stedet: Hvis min orden for universet ophører, kan Israel ophøre som nation for mit ansigt. Det er teknisk set et betinget løfte, men betingelsen er konstrueret sådan, at den fungerer som en garanti.
Flere nyheder om FN, Israel, Jerusalem og Mellemøsten
Politisk umodenhed i jakkesæt: Diplomaterne vender Israel ryggenNæste vers gør betingelsen endnu mere umulig
Jer. 31:37 gentager samme struktur: "Når Himmelen oventil kan udmåles og Jordens Grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels Æt for alt, hvad de har gjort". Her er sidste led særlig vigtigt: "for alt, hvad de har gjort". Problemet er altså ikke, at Gud ikke kender Israels synd. Han nævner den selv. Alligevel siger Han, at Israels forkastelse først kan komme på tale under en betingelse, Han fremstiller som menneskeligt uopnåelig.Det gør teksten vanskelig at forene med tanken om, at Gud efter Israels ulydighed ganske enkelt har ophævet deres nationale plads i sin plan. Deres synd er med i ligningen, og løftet står stadig.
Jeremias 33 gentager konstruktionen
Det kunne måske bortforklares som et enkelt poetisk billede, hvis Jeremias kun sagde det én gang. Men to kapitler senere gør Gud det igen. Jer. 33:20 siger: "Hvis min Pagt med Dagen og Natten brydes, så det ikke bliver Dag og Nat, når Tid er inde..." Her bruges igen אִם - ʾim, "hvis", og verbet for at bryde eller ophæve pagten er תָּפֵרוּ - tāfērû. Derefter følger konsekvensen: "da skal også min Pagt med min Tjener David brydes" (Jer. 33:21).Logikken er den samme: Bryder I Guds pagt med dag og nat, kan Hans pagt med David brydes. Det er ikke en tilfældig metafor. Jeremias anvender samme argumentationsform igen for at gøre et teologisk løfte afhængigt af en kosmisk orden, som Gud selv opretholder.
Og så svarer Gud direkte på påstanden om, at Israel er forkastet
Det bliver endnu mere opsigtsvækkende i Jer. 33:24. Her gengiver Gud, hvad mennesker siger: "De to Slægter, HERREN udvalgte, har han forkastet!" Det er næsten præcis den teologiske påstand, diskussionen stadig handler om. Israel og Juda er faldet, landet er ødelagt, folket er dømt, og derfor må Gud have forkastet dem.Men Gud svarer ikke ved at pege på Israels værdighed. Han peger igen på sin egen skaberorden: "Hvis jeg ikke har fastsat min Pagt med Dag og Nat, givet Love for Himmel og Jord, så vil jeg også forkaste Jakobs Afkom" (Jer. 33:25-26). Bemærk navnene. Der står ikke blot "mit folk". Der står Jakobs afkom, og verset fortsætter med Abrahams, Isaks og Jakobs afkom. Der står også David, og tidligere i passagen står levitterne. Det er vanskeligt at læse teksten, som om spørgsmålet blot handler om et abstrakt åndeligt folk, når Gud selv bliver ved med at fastholde de genealogiske navne.
Israel kan dømmes uden at blive ophævet
Her ligger en skelnen, som let forsvinder i diskussionen. Bibelen siger ikke, at Israel er urørligt i betydningen syndfrit eller fritaget for dom. Tværtimod består en enorm del af Det Gamle Testamente af Guds dom over Israel. Assyrien kom, Babylon kom, Jerusalem blev ødelagt, folket blev spredt, og profeterne bruger nogle af Bibelens hårdeste ord om Israels synd.Men dom er ikke det samme som ophævelse af pagten. Det er netop derfor Jer. 31:37 er så stærkt. Gud siger, at han ikke vil forkaste Israels sæd "for alt, hvad de har gjort". Deres synd er ikke skjult bag løftet - den er indbygget i selve formuleringen.
Paulus stiller spørgsmålet direkte
Efter Kristi korsfæstelse og opstandelse tager Paulus spørgsmålet op uden omsvøb: "Har Gud da forskudt sit folk?" Og svarer: "Nej, langtfra!" (Rom. 11:1). Næste vers gentager: "Gud har ikke forskudt sit folk, som han forud kendte" (Rom. 11:2). Senere beskriver Paulus en delvis forhærdelse af Israel, "indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind", og fortsætter med, at "hele Israel skal frelses" (Rom. 11:25-26). Derefter kommer begrundelsen: "ses der hen til udvælgelsen, er de elskede for fædrenes skyld; thi sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke" (Rom. 11:28-29).Flere nyheder om FN, Israel, Jerusalem og Mellemøsten
En verden imod JerusalemLøftet begyndte ikke i 1948
Derfor begynder spørgsmålet om Israel heller ikke med oprettelsen af den moderne stat i 1948. Længe før Jeremias talte, havde Gud sagt til Abraham: "Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!" (1. Mos. 12:3). 1948 skabte ikke det løfte, Netanyahu skabte det ikke, og zionismen skabte det ikke. Når den moderne stat Israel overhovedet får profetisk betydning, er det, fordi der allerede findes et langt ældre bibelsk løfte til Abraham, Isak, Jakob og deres efterkommere.Det betyder heller ikke, at enhver israelsk regerings beslutning dermed er Guds vilje. Profeterne viser det stik modsatte. Israel kunne handle forkert og blive dømt hårdt. Men det er noget andet end at sige, at mennesket kan annullere den nationale eksistens, Gud selv har knyttet sit ord til.
Og så kommer den profeti, verden ikke kan stemme sig udenom
Når Jeremias først har fastslået dette, bliver Zakarias' profetier langt mere alvorlige: "På hin Dag gør jeg Jerusalem til Løftesten for alle Folkeslag - enhver, som løfter den, skal rive sig på den! Og alle Jordens Folk skal samle sig imod det" (Zak. 12:3). Det bemærkelsesværdige er ikke blot, at Jerusalem får fjender. Det er alle Jordens folk, der til sidst samles imod den. Og Gud siger: "På hin Dag vil jeg søge at tilintetgøre alle de Folk, som kommer imod Jerusalem" (Zak. 12:9).Zakarias 14 fører profetien videre: "Da samler jeg alle Folkene til Angreb på Jerusalem" (Zak. 14:2). Derefter sker det afgørende skifte: "Og HERREN drager ud og strider mod disse Folk, som han fordum stred på Kampens Dag" (Zak. 14:3). Det er ikke en opfordring til kristne om selv at straffe Israels fjender. Profetien placerer dommen hos Gud. Men den fortæller med usædvanlig klarhed, at der kommer en situation, hvor verdens konflikt med Jerusalem bliver til en konflikt med Herren selv.
Det umulige oprør
Det er derfor farligt at betragte Israel som blot endnu et geopolitisk problem, der kan løses ved tilstrækkeligt internationalt pres. Det er også farligt for kristne at forkynde at Israel er erstattet af Kirken. Det gør dels Gud til en løgner, og dels gør det ligeledes Hans løfte om vores frelse usikker. Bibelen opstiller en helt anden virkelighed: Gud har knyttet Israels fortsatte nationale identitet til sin egen trofasthed og til den orden, Han har lagt i skaberværket. Han har på forhånd beskrevet, at nationerne en dag vil samle sig imod Jerusalem, og Han har samtidig fortalt, hvad Han selv vil gøre, når de gør det.Det er dét, der gør den voksende internationale front imod Israel så alvorlig. Udvandringen i FN er ikke i sig selv opfyldelsen af Zakarias 12 eller 14, men den viser, hvor ubesværet nationer kan finde et fælles politisk samlingspunkt i modstanden mod Israel. Problemet opstår, når verden begynder at tro, at tilstrækkelig international enighed kan ændre det, Gud har sagt. Man kan stemme imod Israel, isolere Israel, sanktionere Israel og til sidst samle nationerne imod Jerusalem. Men man kan ikke ophæve et løfte vedtaget af universets Skaber.
Jeremias fortæller, hvad der først skal ske, før Israel ophører med at være et folk for Gud: Solen, månen og stjernerne skal miste deres gudgivne orden. Zakarias fortæller, at nationerne alligevel vil prøve - og han fortæller også, hvordan forsøget ender.
Se også