Denne økonomiske styring er blevet et centralt redskab i den grønne omstilling, hvor politiske beslutninger begrundes med klimaforskning, som i den offentlige debat ofte fremstilles som hævet over grundlæggende indvendinger. Samtidig dokumenterer videnskabelige undersøgelser og forskeres egne beretninger problemer med klimamodeller, forskningsmetoder og akademiske incitamenter. Borgerne forventes at acceptere de økonomiske konsekvenser, mens de videnskabelige og politiske forudsætninger fortsat er genstand for kritik.
For den bibeltroende er der en dybere alvor i udviklingen. Da Israel krævede en konge, advarede Gud gennem profeten Samuel om, hvad der ville ske, når folket overdrog sin frihed og sine ressourcer til en menneskelig hersker. Kongen ville tage af deres ejendom, deres arbejde og deres afgrøder for at opretholde sin egen magt og belønne dem, der tjente ham. Det er en advarsel, der fortjener at blive læst igen i en tid, hvor regeringer gør stadig større dele af menneskers privatliv og økonomi til genstand for politisk styring.
Da Israel krævede en konge, advarede Gud dem om prisen
Beretningen findes i 1. Sam. 8. Israel havde indtil da været ledet gennem dommere, men da Samuel blev gammel, og hans sønner viste sig korrupte, krævede folkets ældste en konge. De ville være som nationerne omkring dem og have en synlig menneskelig autoritet, der kunne herske over dem og føre deres krige.Gud gjorde det klart over for Samuel, hvad der i virkeligheden foregik: "Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge" (1. Sam. 8:7). Inden deres ønske blev opfyldt, skulle Samuel advare dem om følgerne. Kongen ville tage deres sønner til sine hære, deres døtre til sit arbejde og de bedste marker og vingårde til sine tjenere. Han ville kræve tiende af deres høst og deres dyr og bruge folkets ejendom til at opretholde sin administration og magt. Advarslen kulminerede med ordene: "Og I bliver trælle for ham" (1. Sam. 8:17).
Det bemærkelsesværdige er, at Gud beskrev konsekvenserne af den konge, folket selv krævede. De ønskede hans beskyttelse og ledelse, men forstod ikke, hvor meget de samtidig afgav af deres frihed. Folket nægtede at høre. De ville have en konge, så de kunne blive som alle andre nationer. Gud lod dem få, hvad de krævede.
1979 - Naturgassen bliver et nationalt prestigeprojekt
Efter oliekrisen i 1973-1974 besluttede danske politikere at reducere landets afhængighed af importeret olie. Løsningen skulle blandt andet være naturgas fra Nordsøen. Den 30. maj 1979 vedtog Folketinget at etablere det danske naturgassystem. Den tilhørende anlægslov gav handelsministeren mulighed for at tilføre det statslige Dansk Olie og Naturgas A/S 865 millioner kroner i ansvarlig kapital og stille statsgarantier for lån til etableringen af infrastrukturen. Staten engagerede sig dermed direkte økonomisk i opbygningen af det nye energisystem1.Naturgasprojektet blev ledsaget af omfattende varmeplanlægning, hvor kommuner og offentlige forsyningsselskaber fik afgørende indflydelse på, hvilke opvarmningsformer der skulle anvendes i forskellige områder. Naturgas blev fremmet gennem planlægning, investeringer og tilslutningsordninger, og boligejerne blev tilskyndet til at skifte deres eksisterende varmekilder ud.
Det var ikke blot et frit marked, hvor en ny teknologi konkurrerede med de eksisterende. Staten havde på forhånd udpeget en energiform, der skulle have en central placering i den danske forsyning. I lovgivningens historiske redegørelse blev det ligefrem fremhævet, at en så omfattende omlægning ikke kunne forventes gennemført hurtigt nok uden overordnet samfundsmæssig planlægning og styring2.
Danskerne investerede efterfølgende i gasfyr, installationer og tilslutning til det nye forsyningsnet. For mange husstande var der tale om store investeringer med en forventet levetid på adskillige årtier. Det var begyndelsen på en statsligt fremmet energipolitisk satsning, som senere skulle vende sig mod den samme teknologi, politikerne havde brugt så mange ressourcer på at indføre.
1999-2005 - Solceller gøres økonomisk attraktive
I 1999 indførte Danmark en nettoafregningsordning for blandt andet solcelleanlæg. Ordningen blev gjort permanent efter en politisk aftale i 2005. Den gjorde det muligt for mindre anlæg at modregne strøm leveret til elnettet i husstandens eget elforbrug. I den oprindelige årsbaserede ordning kunne produktion fra sommerens solrige måneder således modregnes i forbruget på andre tidspunkter af året. Det var en særlig økonomisk fordel, fordi en privat solcelleejer dermed kunne undgå betaling af en række afgifter og tariffer på elektricitet, som ellers skulle købes fra nettet.Staten havde således skabt en ordning, hvor den private investering blev økonomisk attraktiv gennem regler, som politikerne selv kontrollerede. Men boligejernes mulighed for at opnå den forventede gevinst var samtidig blevet afhængig af, at staten lod reglerne bestå.
2007 - Brændstoføkonomiske biler belønnes
I 2007 omlagde Folketinget dele af bilbeskatningen, så brændstoføkonomiske biler blev favoriseret gennem registreringsafgiften. Jo længere en bil kunne køre på literen, desto større kunne den afgiftsmæssige fordel være. Det gav blandt andet dieselbiler en fordel, fordi de generelt havde et lavere brændstofforbrug målt i liter pr. kilometer end tilsvarende benzinbiler. Samtidig var dieselbrændstof beskattet anderledes end benzin, dog med en særlig udligningsafgift på dieselbiler.Mange danskere valgte derfor diesel ud fra en ganske almindelig privatøkonomisk betragtning. Bilerne var brændstoføkonomiske, og skattesystemet belønnede netop dette. Senere blev ældre dieselbiler mødt af skærpede miljøkrav, partikelafgifter og begrænsninger i miljøzonerne. Fra oktober 2023 omfattede miljøzonernes partikelfilterkrav også dieselpersonbiler i de fem danske miljøzonebyer. En teknologi, der tidligere havde nydt godt af politiske incitamenter, blev dermed underlagt nye økonomiske og praktiske begrænsninger. Bilejeren havde betalt for sin bil, men kunne ikke selv bestemme, om de politiske regler, der påvirkede bilens anvendelighed, skulle ændres.
Flere nyheder om Energi, Politik, Samfund og Økonomi
Farlig fanatisme ved magten - klimafrygten som vej til kontrolstaten2010-2013 - Solcelleordningen bliver for fordelagtig
I 2010 blev solcelleinvesteringer yderligere favoriseret gennem skatteregler, som gjorde det muligt at anvende erhvervsmæssige afskrivningsregler på visse private solcelleanlæg. Kombinationen af de skattemæssige fordele, årsbaseret nettoafregning og faldende anlægspriser gjorde det pludselig meget attraktivt at installere solceller.Danskerne reagerede på de økonomiske incitamenter. I 2012 steg antallet af nye anlæg langt hurtigere end forventet. Men nu viste det sig, at den politisk skabte succes var blevet for dyr. Den 20. december 2012 vedtog Folketinget at ændre nettoafregningsordningen med virkning fra den 20. november samme år. Hidtil havde private solcelleejere kunnet modregne et helt års elproduktion i deres årlige elforbrug. Det betød i praksis, at overskydende strøm produceret om sommeren kunne bruges til at udligne forbruget om vinteren, uden at ejeren skulle betale de almindelige elafgifter og tariffer af den modregnede strøm.
Med den nye timebaserede afregning blev denne fordel fjernet for nye anlæg. Solcelleejeren kunne nu kun modregne strøm produceret og forbrugt inden for samme time. Overskydende elektricitet måtte sælges til nettet, mens strøm på andre tidspunkter skulle købes tilbage til almindelig forbrugerpris inklusive afgifter, tariffer og moms. Dermed kunne en husstand producere lige så meget elektricitet, som den forbrugte på et helt år, og alligevel ende med en betydelig elregning. Midlertidigt forhøjede salgspriser kompenserede delvist for ændringen, men de samlede støttevilkår for små anlæg blev forringet. Eksisterende anlæg, der opfyldte betingelserne, fik en 20-årig overgangsordning. Ændringen skyldtes altså ikke, at solcellerne var blevet mindre effektive, men at staten ændrede den økonomiske værdi af den samme producerede elektricitet.
I september 2014 offentliggjorde Rigsrevisionen en undersøgelse, der afslørede alvorlige mangler i ministeriets økonomiske beregninger og Folketingets beslutningsgrundlag. Statsrevisorerne konstaterede, at ministeriet havde undervurderet statens udgifter til overgangsordningen med mindst 1,8 milliarder kroner. De kritiserede samtidig skarpt, at klima-, energi- og bygningsministeren ikke havde givet Folketinget fyldestgørende oplysninger om udbygningen af solcelleanlæg, den samlede støtte og finansieringen4.
Det er bemærkelsesværdigt, at staten først indrettede reglerne, så borgerne blev tilskyndet til at investere, men senere måtte begrænse ordningerne, fordi den ikke havde haft tilstrækkeligt overblik over de økonomiske konsekvenser. Borgerne forventes at kunne overskue deres privatøkonomi og foretage ansvarlige investeringer. Politikerne kan derimod ændre vilkårene, når deres egne beregninger viser sig utilstrækkelige.
2012-2022 - Naturgassen går fra statsprojekt til udfasningspolitik
Mens solcelleordningerne blev ændret, vendte den energipolitiske udvikling sig også mod naturgassen. Med energiaftalen fra marts 2012 blev der sat kurs mod en opvarmningssektor baseret på vedvarende energi. Fra 2013 blev installation af olie- og naturgasfyr som hovedregel forbudt i nye bygninger.I 2022 blev kursen skærpet yderligere. Med klimaaftalen om grøn strøm og varme fra juni 2022 fastlagde et bredt politisk flertal ambitionen om, at danske husstande ikke længere skulle anvende gas til rumopvarmning fra 2035. Aftalen beskrev, hvordan omkring 400.000 danske hjem på det tidspunkt blev opvarmet med naturgas, og hvordan politikerne ville fremskynde overgangen til fjernvarme og varmepumper5.
Den oprindelige ambition om at udbrede naturgas som en sikker og hensigtsmæssig energikilde var nu blevet erstattet af ambitionen om at udfase den. Det er vigtigt at forstå forskellen mellem en politisk målsætning og et direkte lovkrav. Der er ikke vedtaget et generelt forbud, som automatisk tvinger alle private boligejere til at fjerne deres eksisterende gasfyr i 2035. Men den politiske kurs ændrer allerede de økonomiske fremtidsudsigter for boligejerne.
De, der tidligere investerede i en statsligt fremmet energiform, står nu over for udsigten til endnu en stor investering for at følge den nye politiske retning. Staten har været med til at opbygge det system, der nu ønskes afviklet. Men boligejeren har selv betalt for sit fyr og må i vidt omfang også selv finansiere det næste.
2019 - Fjernvarmekunderne mærker støttens ophør
En anden konsekvens af offentlige støtteordninger blev synlig den 1. januar 2019, da det såkaldte grundbeløb til de decentrale naturgasbaserede kraftvarmeværker ophørte. Tilskuddet havde i en årrække bidraget til at holde varmepriserne nede. Det kunne ikke forlænges under de gældende EU-statsstøtteregler, og dermed forsvandt en del af det økonomiske grundlag, som varmeforsyningerne havde været drevet under.Forsyningstilsynet konstaterede, at omkring 170 varmevirksomheder, der tidligere havde modtaget grundbeløbet og leverede direkte til slutkunder, i gennemsnit havde hævet prisen for opvarmning af et standardhus med 13,7 procent fra december 2017 til januar 2019. I samme periode steg prisen hos virksomheder, der ikke havde modtaget tilskuddet, i gennemsnit med blot 1,1 procent6. Forbrugerne havde indrettet deres boligopvarmning efter det forsyningssystem, som fandtes. Da støtten ophørte, ændrede det økonomien i varmeleverancen, og regningen steg hos de berørte forsyninger.
Her ser vi den økonomiske virkning af et politisk skabt afhængighedsforhold. Når et offentligt tilskud i årevis er indregnet i en forsynings økonomi, bliver forbrugerne sårbare over for beslutningen om at fjerne det.
2020-2036 - Elbilerne bliver næste afgiftsmæssige eksperiment
Elbiler har siden de første afgiftsfritagelser været genstand for en omfattende politisk favorisering. Den økonomiske fordel har været betydelig. Mens benzin- og dieselbiler har været underlagt en høj registreringsafgift, har elbiler haft særlige fritagelser og rabatter, som har gjort dem mere konkurrencedygtige ved køb.Men allerede i 2020 fastlagde Folketinget en plan for gradvis indfasning af højere registreringsafgifter på elbiler. Med finanslovsaftalen for 2026 blev den planlagte afgiftsstigning udskudt med ét år. Det betyder, at den effektive afgiftssats og den afgiftsfri grænse fra 2025 også gælder i 2026, mens den efterfølgende indfasning forskydes. Ifølge Skatteministeriets beregninger vil registreringsafgiften efter de gældende regler være fuldt indfaset i 2036, dog fortsat med et særligt bundfradrag7.
Flere nyheder om Politik, Samfund og Økonomi
To verdensordener i åben kamp - Trump angriber globalismens magtstruktur, mens Soros-netværket kæmper imodDen større problemstilling er, at staten bruger afgiftslovgivningen til at fremme bestemte teknologier og samtidig bevarer magten til at ændre vilkårene, når den politiske kurs eller finansieringsbehovet ændres. Og udviklingen behøver ikke at standse ved elbiler. Når staten først har gjort sig til den instans, der gennem økonomiske incitamenter bestemmer, hvilken teknologi befolkningen bør vælge, kan den samme metode anvendes på næsten ethvert andet område af privatlivet.
Staten bruger borgernes egne penge til at regulere dem
De historiske eksempler viser en økonomisk mekanisme, som fortjener langt større opmærksomhed. Borgerne betaler allerede skat til staten. Men staten anvender samtidig skatter, afgifter og støtteordninger til at påvirke, hvad de samme borgere skal købe, hvordan de skal opvarme deres boliger, og hvilken teknologi de bør investere i. Dermed bliver skattesystemet et redskab til at styre privatøkonomiske valg.En familie, der ikke har råd til en ny elbil eller en varmepumpe, får ikke nødvendigvis del i fordelene. Den skal stadig betale afgifter på sit eksisterende forbrug og bidrage gennem skatten til finansieringen af de offentlige ordninger. Direkte tilskud finansieres med offentlige midler. Afgiftsrabatter indebærer derimod, at staten opkræver mindre hos bestemte forbrugere end hos andre. Mekanismerne er forskellige, men begge kan skabe en økonomisk skævhed mellem dem, der har mulighed for at udnytte ordningerne, og dem, der ikke har. Den, der allerede har økonomisk overskud til at foretage en stor investering, kan opnå betydelige fordele. Den, der må beholde sin gamle bil eller sit eksisterende varmeanlæg, risikerer at møde stadig højere økonomiske byrder.
Det er en særegen form for politisk styring. Staten behøver ikke at udstede et direkte påbud om, at alle skal vælge samme løsning. Den kan gøre én mulighed økonomisk attraktiv og alternativerne så dyre, at almindelige mennesker presses til at følge den politisk ønskede udvikling. Borgernes økonomiske råderum bliver dermed brugt til at gennemføre ideologiske og politiske målsætninger, som de ikke nødvendigvis selv har tilsluttet sig. Den politiske ledelse kan fremstå handlekraftig og moralsk fremsynet ved at fremme bestemte løsninger, mens de økonomiske omkostninger fordeles ud over befolkningen. Og når fordelene senere fjernes, er det ikke de politikere, der traf beslutningen, som privat hæfter for borgernes investeringer.
Klimaforskningens lukkede kredsløb - når modeller får myndighed over mennesker
En væsentlig del af den moderne økonomiske regulering bygger på klimaforskningens konklusioner. CO2-afgifter, udfasning af naturgas og støtte til bestemte energiteknologier begrundes med nødvendigheden af at begrænse menneskeskabt opvarmning. Men grundlaget hviler i betydeligt omfang på computermodeller, historiske rekonstruktioner og indirekte målinger, som er afhængige af matematiske antagelser og fortolkninger. Michael Manns berømte hockey-stick-graf fra 1998 blev eksempelvis mødt af omfattende metodisk kritik fra Steve McIntyre og Ross McKitrick, blandt andet for den statistiske behandling af årringsdata. Det såkaldte divergensproblem, hvor visse årringeserier efter 1960 ikke længere fulgte de målte temperaturer, rejser desuden spørgsmålet om, hvor pålideligt sådanne indirekte målinger kan rekonstruere fortidens klima.Kritikken gælder også moderne klimamodeller. I et fagfællebedømt studie fra 2020 sammenlignede Ross McKitrick og John Christy 38 CMIP6-modelkørsler med satellit- og vejrballonmålinger fra 1979-2014. Samtlige undersøgte modelkørsler overestimerede opvarmningen i de analyserede atmosfærelag, og forskellene var i de fleste tilfælde statistisk signifikante8. Hertil kommer spørgsmålet om forskningsmiljøets uafhængighed. Klimaforskeren Patrick Brown beskrev i 2023, hvordan han bevidst havde indsnævret sit studie om naturbrande til klimaforandringernes betydning, fordi han mente, at det øgede mulighederne for publicering i Nature. Han kritiserede et akademisk belønningssystem, der favoriserer bestemte forskningsvinkler, mens andre væsentlige forklaringer nedprioriteres9.
Dermed opstår et selvforstærkende kredsløb, hvor bestemte forskningsspørgsmål belønnes, resultaterne opnår institutionel autoritet, og politikerne efterfølgende bruger dem til at legitimere økonomiske indgreb. Videnskabelig sandhed afgøres imidlertid ikke ved flertalsafstemning, og modstridende observationer mister ikke deres betydning, fordi de udfordrer en etableret konsensus. Når staten bruger sådanne videnskabelige vurderinger til at styre borgernes privatøkonomi, må både forskningsgrundlaget og de politiske konsekvenser kunne underkastes åben, kritisk efterprøvning.
Fra videnskabelig teori til økonomisk tvang
Det er her, klimadebatten bliver direkte relevant for borgernes privatøkonomi. Når politikerne henviser til klimaforskningen som begrundelse for nye afgifter, støtteordninger og begrænsninger, får videnskabelige modeller en myndighed, som de ikke i sig selv besidder. En model kan fremlægge beregninger og forventede konsekvenser. Den kan ikke bestemme, hvor meget en dansk familie skal betale i CO2-afgift, hvor hurtigt et gasfyr bør udfases, eller om en borger bør have økonomisk mulighed for fortsat at køre i sin dieselbil. Det er politiske beslutninger.Alligevel bliver der ofte argumenteret, som om bestemte økonomiske indgreb er uundgåelige konsekvenser af videnskaben. Dermed risikerer den egentlige politiske diskussion om proportionalitet, ejendomsret, økonomisk selvstændighed og frihed og fordeling af byrderne at blive skubbet i baggrunden. En sådan sammenblanding er særlig alvorlig, når forskningen selv er præget af metodiske diskussioner, modelafvigelser, usikkerheder og institutionelle interessekonflikter.
Der findes desuden betydelige økonomiske interesser i de systemer, der bygges op omkring klimapolitikken. Handel med CO2-kvoter, klimafinansiering, subsidierede energiteknologier og offentlige støtteprogrammer flytter store summer mellem stater, virksomheder og investorer. FN's Kontor for Narkotika og Kriminalitet, UNODC, advarede i juni 2024 om korruptionsrisici i forbindelse med klimaindsatsen, herunder offentlige investeringer og finansieringsmekanismer, hvor omfattende pengestrømme kan skabe muligheder for svindel og misbrug10.
Flere nyheder om Bibelen, Politik og Samfund
"Hil Satan" ved to amerikanske byråd på to dage - hvor langt er Vesten kommet fra Gud?De, der har mindst økonomisk råderum, kan således ende med at bære byrderne uden at andre kan få del i fordelene. Samtidig må det undersøges, hvilke økonomiske og politiske interesser der har indflydelse på beslutningerne. Det er ikke tilstrækkeligt at henvise til, at politikken er grøn eller bygger på videnskab. Offentlig magt må kunne efterprøves, og det samme må begrundelserne for dens anvendelse.
Når den politiske magt ikke længere anerkender Guds myndighed
Her kommer vi tilbage til Samuels advarsel. Gud beskrev en konge, der ville bruge folkets arbejde, ejendom og ressourcer til at opretholde sin magt og belønne sine tjenere. Det var en advarsel mod den menneskelige magts tilbøjelighed til at gøre befolkningen til et middel for sine egne formål.Israel ønskede en menneskelig konge og forkastede dermed Guds kongedømme. Den moderne danske stat er naturligvis ikke det gamle Israels kongedømme, og Bibelen fordømmer ikke enhver beskatning. Rom. 13:1-7 anerkender øvrighedens myndighed og dens ret til at opkræve skat. Men samme tekst beskriver også øvrigheden som Guds tjener. Den menneskelige myndighed er derfor ikke sin egen øverste moralske autoritet.
Øvrigheden er ikke Gud. Dens magt er ikke ubegrænset, og dens beslutninger bliver ikke retfærdige, blot fordi et flertal har vedtaget dem. "Retfærdighed ophøjer et folk, men synd er folkenes skændsel" (Ordsp. 14:34). Det er netop her, den moderne, sekulære stats selvforståelse bliver problematisk set fra det perspektiv Gud viser os. Når regeringsmagten ikke anerkender, at den selv står under Hans myndighed, bliver lovgivningens moralske grænser i stadig højere grad bestemt af mennesker. Det, som et politisk flertal anser for nødvendigt, kan dermed ophøjes til noget, befolkningen forventes at underordne sig - også når beslutningerne griber dybt ind i deres økonomi og personlige frihed.
Klima, sundhed, sikkerhed og samfundsøkonomi kan alle blive brugt som begrundelser for omfattende politiske indgreb. Spørgsmålet er imidlertid, hvem der holder magthaverne ansvarlige, hvem der kan kræve politisk ordenlighed og anstændighed over for borgerne, når deres beslutninger påfører befolkningen økonomiske byrder.
En regering kan appellere til en højere sag og samtidig kræve, at almindelige mennesker betaler prisen. Den kan gøre det dyrt at fortsætte med en teknologi, som den selv tidligere har fremmet. Den kan give tilskud til bestemte grupper og finansiere dem gennem et skattesystem, som alle bidrager til. Den kan ændre lovgivningen, selv om borgerne allerede har foretaget store investeringer under de tidligere regler. Og den kan fremstille denne økonomiske styring som et udtryk for ansvarlighed og moralsk fremskridt. Men Guds retfærdighed bliver ikke bestemt af den politiske samtids idealer.
Fra kongens tiende til den moderne stats økonomiske magt
I Samuels tid ville kongen tage en tiendedel af folkets høst og anvende den til sine tjenere. I dag råder staten over langt flere økonomiske virkemidler. Skatter, afgifter, støtteordninger, fradrag, miljøkrav og offentlige investeringer påvirker næsten enhver større økonomisk beslutning, borgerne træffer.Sammenligningen handler ikke om, at den moderne danske stat er identisk med det israelitiske kongedømme. Den handler om den fare, der opstår, når den menneskelige magt får stadig større mulighed for at disponere over andre menneskers ressourcer. En borger kan have indrettet sin økonomi ansvarligt efter de regler, der var gældende, da vedkommende købte sit hus, installerede sit varmeanlæg eller anskaffede sin bil. Alligevel kan et nyt politisk flertal beslutte, at netop disse valg nu skal belastes økonomisk for at fremme en anden samfundsudvikling.
Den enkelte borger må bære udgifterne ved at tilpasse sig. Men hvis borgeren ikke har råd til at følge med, eller har planlagt andre prioriteter end regeringens nylige tiltag, fritager det ham ikke for at finansiere de offentlige ordninger, som favoriserer dem, der kan og vil følge med og dermed blive begunstigede med andre borgeres penge. Der opstår dermed en skævhed mellem magten til at træffe beslutningen og ansvaret for dens økonomiske konsekvenser. Politikerne vedtager reglerne. Borgerne foretager investeringerne. Og når den politiske kurs ændres, er det igen borgerne, der må finde pengene.
Det er vanskeligt at forene med den bibelske forståelse af en retfærdig hersker, hvis opgave er at tjene og beskytte dem, der er betroet hans myndighed. Og det er her vigtigt at forstå alvoren i at nogle borgere bebyrdes, mens andre beskikkes. Penge er ikke blot tal på en konto. For det arbejdende menneske repræsenterer de en del af dets liv, som aldrig kan vindes tilbage. Hvert menneske har et begrænset antal dage at leve i, og hver morgen står millioner af mennesker op og bruger de bedste og mest vågne timer af deres døgn på at arbejde. Med en arbejdsuge på 37 timer afleverer et menneske omkring 22 procent af samtlige timer i ugen til sit arbejde, eller omtrent en tredjedel af sin vågne tid. Regner man med 52 års arbejde i et liv på 80 år, svarer arbejdstimerne alene til omkring 14% af hele livet - uden transport, overarbejde eller den tid, det tager at forberede sig og komme sig efter arbejdsdagen.
Til gengæld modtager mennesket penge, som skal forsørge familien, sikre hjemmet og give mulighed for at nyde frugten af sit arbejde. Men allerede inden lønnen udbetales, tager staten arbejdsmarkedsbidrag og indkomstskat. Når resten bruges, opkræves der moms, energiafgifter, brændstofafgifter, arveskat af allerede beskattede kroner og andre skatter, afhængigt af hvad pengene anvendes til. En del af den tid, mennesket har vekslet til penge, tilfalder dermed staten, før vedkommende selv får glæde af resultatet. Det samlede omfang varierer med indkomst og forbrug, men princippet er det samme: Arbejdet udføres én gang, mens den økonomiske belønning beskattes ad flere omgange.
Flere nyheder om Politik, Samfund og Økonomi
Ulandsbistanden er blevet en politisk pengekasse: NGO'er, svingdøre og millioner til holdningspåvirkningDet giver en særlig vægt til Guds advarsel gennem Samuel. Kongen ville tage af folkets høst, deres ejendom og deres arbejde og give det til sine egne tjenere (1. Sam. 8:11-18). Bag høsten lå menneskers slid, deres tid og deres liv. Det samme gælder i dag. Beskatning kan være nødvendig for at finansiere fælles opgaver, men den bliver ikke moralsk ligegyldig af den grund. Hver krone, staten opkræver og anvender, repræsenterer ressourcer, som nogen har måttet arbejde for. Og hver gang magthaverne beslutter at bruge disse midler til at belønne bestemte valg eller finansiere deres egne politiske visioner, bør de huske, at det ikke er deres eget liv, de har betalt med. Det er borgernes.
Kongen, der gjorde folkets åg tungere
Beretningen om Israels første konger giver en særlig alvorlig afslutning på Samuels advarsel. Efter Salomos død kom folket til hans søn Rehabeam og bad ham lette det hårde åg, som hans far havde lagt på dem. De sagde: "Din fader har gjort vort åg hårdt; men gør du nu din faders hårde tjeneste og hans tunge åg, som han lagde på os, lettere, så vil vi tjene dig" (1. Kong. 12:4). Rehabeam rådførte sig først med de gamle mænd, der havde tjent hans far. De anbefalede ham at imødekomme folket, tale venligt til dem og tjene dem.Men han forkastede deres råd og lyttede i stedet til de unge mænd, han var vokset op sammen med. Hans svar til folket blev, at hvor hans far havde lagt et tungt åg på dem, ville han gøre det endnu tungere. Hvor hans far havde tugtet dem med svøber, ville han tugte dem med skorpioner. Resultatet blev oprør og rigets deling (1. Kong. 12:1-19). Folket havde bedt om lettelse. Kongen svarede med større byrder. Det er netop den udvikling, der gør beretningen så relevant i dag. En hersker kan blive så optaget af sin egen myndighed og sine egne planer, at han ikke længere lytter til dem, der må bære omkostningerne. Det samme princip gør sig gældende, når moderne regeringer gennemfører politiske satsninger, ændrer deres forudsætninger og forventer, at borgerne uden videre skal finansiere den næste omstilling.
Bibelen fortæller os, at magt skal udøves med retfærdighed og gudsfrygt. I 2. Sam. 23:3 beskrives den retfærdige hersker som én, der regerer i gudsfrygt. Og Ordsp. 29:4 fortæller, at en konge opretholder landet ved ret, mens den, der udsuger det med afgifter, ødelægger det. Det er en advarsel til enhver regering, som betragter borgernes arbejde og økonomiske ressourcer som midler, der frit kan anvendes til at gennemføre dens egne politiske visioner. For staten ejer ikke borgerne. Den ejer ikke deres fremtid, deres samvittighed eller deres liv. Og når en regering ikke længere anerkender Guds myndighed over sin egen, er faren, at dens politiske målsætninger bliver gjort til den højeste målestok for, hvad den kan tillade sig.
Mette Frederiksen har ligefrem erklæret, at "Gud har vigepligt for demokratiet" i sin tale ved Folketingets afslutningsdebat den 21. maj 202511. I sin nytårstale den 1. januar 2026 gentog hun princippet: "I Danmark er det sådan, at når demokrati og religion støder sammen, så er det Gud, der har vigepligt"12. Udtalelserne handler politisk om demokratiets forrang over religiøse krav, men rummer fra et bibelsk perspektiv en alvorlig modsætning. Et flertal i Folketinget kan vedtage love, men det kan hverken bestemme, hvad der er sandt over for Gud, eller gøre uret til ret. Når menneskelig myndighed sættes over Guds, risikerer magthaverne at gøre deres egne beslutninger til den øverste moralske autoritet. Dermed er det ikke Gud, der viger for demokratiet, men politikere, der ophøjer sig til gud over demokratiet. Det er netop den fare, Gud advarede Israel imod, da folket krævede en menneskelig konge og dermed forkastede Ham som deres konge (1. Sam. 8:7). Gud advarede Israel, før folket fik deres konge. Senere måtte de erfare, hvad Hans ord betød.
Den moderne regering kan vælge at se bort fra Gud. Den kan vedtage sine love, opkræve sine afgifter og kræve, at befolkningen indretter sig efter dens planer. Men den kan ikke ved en politisk beslutning ophæve det ansvar, som følger med at udøve magt over andre mennesker. Som Paulus skriver: "Så skal altså hver af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud" (Rom. 14:12). Det gælder også dem, der regerer.
Se også
Ulandsbistanden er blevet en politisk pengekasse: NGO'er, svingdøre og millioner til holdningspåvirkning
Nyhed · 09. august, 2026
To verdensordener i åben kamp - Trump angriber globalismens magtstruktur, mens Soros-netværket kæmper imodNyhed · 11. oktober, 2026
Danmark har sendt 78-80 mia. kr. til Ukraine siden 2022 - og støtten fortsætter i 2026Nyhed · 26. februar, 2026
Hvor ender vores Ukraine-penge?Nyhed · 03. december, 2025
Europa i politik-krise: folk rejser sig mod folkArtikel · 05. oktober, 2025