De nordiske, såvel som europæiske ledere, beviser igen og igen deres utidssvarende politik. Ledelse er glemt i iveren efter at få etableret magt og kontrol over befolkningerne. Vores skattepenge er igennem årtier blevet brugt imod os, af skrubbeløse bestaltede borgere, der er gået og går mere op i at spinne et narrativ, end faktisk at forstå og overskue verden anno 2025.

Det kommer til udtryk på mange måder – men særligt én måde, nemlig krig, som kan skjule deres inkompetence, og det kan komme til at koste ikke bare penge, men både liv og levned.

Europas politikere har fået presset sig selv op i et hjørne, hvor indvandring, grøn politik, identitet, social retfærdighed og meget andet, der stille og roligt igennem årene har bragt Europa på kanten af kollaps. Og med mediernes ”hjælp”, kan befolkningen ikke engang blive enige om hvordan et kollaps ser ud.

I Danmark strømmer pengene ind i statskassen. Når alle de områder hvor vi har brug for kollektivt at løfte, økonomisk set – sygehuse, plejehjem, skoler og børnehaver – og ikke mindst et militær der kan forsvare os – præcist de kerneområder en stat bør forholde sig til – når de i årevis er blevet nedprioriteret og mosset til, mens pengene alligevel er forsvundet – brugt på skrald og varm luft, hvilket politisk blår har man så tilbage i hatten?

De seneste afsløringer af politisk uduelighed, er drone-skandalen i Norden, og det digitale ID i Storbritannien.

Drone-skandalen

Droneangrebene mod Danmark og Norden gennem september og begyndelsen af oktober 2025 afslører at myndighederne er alarmerende uforberedte på at være myndigheder. Selvom Forsvarets Efterretningstjeneste konkluderer, at Rusland fører hybridkrig mod NATO, står politikerne uden svar – og uden midler til at slå igen.

Koordinerede droneangreb ramte i slutningen af september strategiske mål på tværs af flere lande^[1]. I Danmark lukkede Københavns Lufthavn 23. september i fire timer efter observation af 2-3 uidentificerede droner. Samme nat måtte flere andre danske lufthavne lukke: Aalborg Lufthavn blev lukket i over tre timer med mindst 12 droneobservationer, mens Flyvestation Skrydstrup, Sønderborg Lufthavn og Esbjerg Lufthavn alle oplevede droneaktivitet.

Mønsteret gentog sig i Norge, hvor Oslo Lufthavn Gardermoen blev lukket i tre timer samme nat, og hvor Ørlands hovedflyvestation – hjemsted for norske F-35 kampfly – blev overfløjet af droner med ”høj grad af troværdighed”^[2]. I Sverige rapporterede borgere om droner over Malmø, kun 20 kilometer fra København. München Lufthavn i Tyskland blev lukket to gange inden for få dage, og Prags lufthavn i Tjekkiet satte snigskyttere på plads efter droneanmeldelser.

Det mest bekymrende var dronernes præcise målretning af militære installationer: Skrydstrup med F-35 kampfly, Aalborg med Specialoperationskommandoen, og norske Ørland. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) konkluderede 3. oktober at Rusland fører en hybridkrig mod Danmark og NATO. Chefpolitiinspektør Peter Ekebjerg vurderede, at en ”kapabel aktør” stod bag, baseret på dronernes størrelse, operationsmønster og opholdstid i luften. Det Hvide Hus erklærede gennem pressesekretær Karoline Leavitt, at man tager ”russiske provokationer i Danmark meget alvorligt”.

Ukraines præsident Zelenskyj hævdede at have efterretninger om, at russiske olietankskibe bruges til at opsende og kontrollere droner over europæiske byer. Franske myndigheder efterforskede tankskibet ”Boracay” (tidligere ”Pushpa”), der befandt sig i dansk farvand under droneangrebene og er på EU’s liste over russisk skyggeflåde. Frankrig gik om bord på skibet og tilbageholdt kaptajnen og næstkommanderende. Den russiske ambassade afviste alle anklager og kaldte beskyldningerne ”grundløse påstande” der ”puster til antirussisk hysteri”.

Skibsbårne operationer er den dominerende teori. Det russiske skyggeflådeskib ”Boracay” sejlede gennem dansk farvand under angrebene og ændrede senere kurs mod Frankrig. Norsk efterretningstjeneste PST efterforskede sammenhænge mellem hændelserne i Norge og Danmark.

Danske militæranalytikere påpegede, at to danske fregatter – Niels Juel og Esbern Snare – blev sat til at patruljere ved Storebæltsbroen og København, udstyret med radarsystemer til dronedetektion. Dette indikerer myndighedernes fokus på maritime trusler. Politiet efterforskede ”bredt – til lands, til vands og i luften” og indsamlede skibsdata, teledata og vidneforklaringer, men rigspolitichef Thorkild Fogde indrømmede at ”politiet ikke er kommet nærmere en afklaring af, hvem der står bag droneflyvningerne”^[3].

Internationale reaktioner

Tyskland sendte cirka 40 soldater med antidronekapacitet. Frankrig udlånte en Fennec-militærhelikopter og 35 personer til antidroneopgaver. Sverige lånte antidronesystemer og ”en håndfuld kraftige radarsystemer” samt sendte motorcykelbetjente og bombehunde. Norge sendte både materiel, personale og politibetjente. Ukraine tilbød deres ekspertise i dronebekæmpelse – den mest relevante i Europa ifølge Zelenskyj. NATO sendte et samlet bidrag med antidronekapaciteter. Selv USA bidrog med støtte gennem Det Nationale Sikkerhedsråd. Det Hvide Hus bekræftede ”konstant kontakt med NATO-allierede”. EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen varslede omgående handling for at etablere en ”dronemur” langs den østlige flanke.

Danmark hævede energisektorberedskabet til orange – det næsthøjeste niveau – sidst set efter Nord Stream-sprængningen i 2022. Regeringen indførte forbud mod al civil droneflyvning fra 30. september til 4. oktober.

Myndighedernes reaktion var præget af erkendelser om manglende kapacitet. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen varslede ”indkøb og leasing af yderligere materiel”. Beredskabsminister Torsten Schack Pedersen bekræftede lovforslag om ”neutralisering af droner”. Terma implementerede antidroneløsninger på tværs af strategiske lokationer for at levere et ”fælles operativt situationsbillede”.

Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet konstaterede kontant: ”Det eneste, der er nyt, er, at vi har opdaget, at vi har et hul i vores droneberedskab”. Justitsminister Peter Hummelgaard indrømmede: ”Vi skal vænne os til, at spionage- og sabotagetruslen mod Danmark er høj”.

FEs nye trusselsvurdering fastslog: Sabotage mod Forsvaret: HØJ. Militære provokationer mod NATO: HØJ. Destruktive cyberangreb: MIDDEL. Regulære militære angreb: INGEN.

NATO-reaktionens følelsesmæssige potentiale
NATOs følelsesmæssige respons kan eskalere farligt. Forsvarsjournalist Andreas Lindqvist advarede om ”den svære balancegang” – Ruslands strategi er netop at provokere reaktioner der spiller ind i deres egen strategi. FE-chef Thomas Ahrenkiel bekræftede, at Rusland vil ”skærpe angrebene, hvis der ikke reageres på dem”. Korrespondent Peter Suppli Benson kaldte situationen en ”direkte tilbagevenden til Den Kolde Krigs år” med russiske enheder der tænder målradarer mod danske skibe og fly. Mette Frederiksen formulerede det klart: ”Hvis vi bliver bange for, hvad Rusland mener, så hører alting op”.

Den reelle fare er en glidende eskalation i gråzonen. Ruslands formål er ifølge FE at ”gøre befolkningen usikker og sprede en frygt for, at faren for krig er overhængende” for at ”splitte os, vores politikere og NATO”. NATO-medlemmer kan føle sig presset til at reagere hårdere for at vise styrke – præcis hvad Rusland ønsker for at legitimere yderligere trusler.

Situationen er eksceptionelt skrøbelig – Rusland tester systematisk grænserne for hvad NATO tolererer, mens alliancen står i den hårdeste sikkerhedskrise siden Den Kolde Krig. Tærsklen til regulær krig er ikke overskredet, men Rusland flytter den bevidst ved at operere i en gråzone hvor ingen ved hvornår er nok nok? Hvornår er vi i en artikel 5 situation? Hybridkrig gør at det er svært at erkende hvornår skal vi sætte et modsvar ind som stopper angrebene”^[4]. Hvilken europæisk politiker knækker først?

FE konkluderer at Rusland mener sig i konflikt med Vesten, hvor virkemidlerne holdes under niveauet for væbnet konflikt. Ruslands udenrigsminister Lavrov erklærede 25. september 2025, at ”NATO og EU har erklæret krig mod Rusland” gennem støtten til Ukraine. Det er meget sandsynligt at Rusland forsøger at flytte grænsen for hvad der kan udløse NATOs artikel 5 – den kollektive forsvarsgaranti hvor et angreb på ét medlem betragtes som angreb på alle^[5].

Rusland har ifølge FE fået opfattelsen af at kunne anvende disse virkemidler uden risiko for eskalation eller repressalier. Det er katastrofalt farligt, da Rusland vil ”skærpe de hybride angreb hvis alliancen ikke reagerer på dem”. Målet er ikke hurtige gevinster, men at skabe en vedvarende tilstand af usikkerhed hvor NATOs sammenhold langsomt undermineres.

FEs vurdering fra februar 2025 afslørede alarmerende tidsrammer. Når krigen i Ukraine stopper, vil Rusland være klar til angreb på et naboland inden for seks måneder. Inden for to år vil Rusland ”udgøre en troværdig trussel mod enkelte eller flere Nato-lande og være klar til en regional krig mod flere lande i Østersøregionen”. Inden for fem år kan Rusland ”være klar til en storskalakrig på det europæiske kontinent hvor USA ikke involverer sig”^[6].

FE konkluderer: ”Rusland ser sig selv i konflikt med Vesten og forbereder sig på en krig mod NATO. Det betyder ikke at der er truffet beslutning om at starte en sådan krig, men Rusland opruster og opbygger kapaciteten til at kunne tage den beslutning”. Ruslands ”økonomiske og materielle støtte fra Kina og støtten fra Nordkorea og Iran med henholdsvis tropper og våbensystemer bidrager i stigende grad til at frigøre ressourcer til Ruslands oprustning over for Nato”.

Tidligere NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg fremhævede i december 2024 ”17 sekunder” – perioden hvor et russisk missil fløj gennem polsk luftrum under angreb på Ukraine, hvilket næsten udløste en artikel 5-situation. Havde Polen svaret igen militært, ville det have aktiveret den kollektive forsvarsgaranti^[7].

Vi befinder os i en tilstand hvor ”der sker konfrontationer i cyber, der sker manipulation, der er konsekvent angreb på Danmark og vores allierede”. Problemet er at fastslå den eksakte tærskel – droneangreb på militærbaser? Sabotage af energiforsyning? Cyberangreb der slår vandforsyning ud?

Mette Frederiksen formulerede balancen præcist 17. september 2025: ”FEs vurdering er at der ikke er en umiddelbart risiko for et militært angreb på Danmark”, men tilføjede: ”Rusland er en reel fare mod NATO fordi de ønsker en konflikt med NATO”^[8].

Spørgsmålet er hvem der ønsker hvad.

Hans Mouritzen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, udtrykker bekymring over for BT, over Mette Frederiksens hårde retorik.

”Det er særligt pressemødet 17. september, der har sat ild til snakken om, hvorvidt Mette Frederiksens hårde retorik har tirret den russiske bjørn.

Her annoncerede hun nemlig et paradigmeskifte i dansk forsvarspolitik, der går ud på, at Danmark skal erhverve sig langtrækkende præcisionsvåben - der kan ramme mål i Rusland

Retorikken ser Hans Mouritzen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, som et eksempel på, at Mette Frederiksen »ikke er bange for at eskalere.«

»Hele hendes retorik er eskalerende. Paradigmeskiftet virker meget nemt som en trussel mod en atommagt, som Rusland er. Det er ret dristigt,« siger han til B.T.

Hans Mouritzen påpeger, at man ikke nødvendigvis kan lave en direkte kobling mellem dét pressemøde og så de dronehændelser, der har været i Danmark.

Der har nemlig også været episoder med droner andre lande, for eksempel i Norge og Tyskland.

»Men der er ikke tvivl om, at vi gør os til bombemål med sådan en retorik. Hvis der bliver krig - og det tror jeg ikke, der bliver - men hvis der gør, så vil vi blive ramt i krigens allerførste fase,« siger Mouritzen og fortsætter:

»For hvis jeg var Putin, så ville jeg selvfølgelig gå efter de steder, hvor jeg ved, der er langtrækkende præcisionsvåben.«”^[9]

Tidligere har Frederiksen også gjort sig bemærket, ”Ukraine bør have lov til at bruge donerede våben til langtrækkende angreb mod Rusland... Mit forslag er, at vi afslutter diskussionen om røde linjer, siger Mette Frederiksen”^[10].

Droneskandalen viser os, at Europas politikere står som løbere klar ved målstregen – det handler ikke om at finde diplomatiske veje – det har det ikke gjort under hele Ukraine-krigen, først da Trump gik udenom Europas voldsparate elite, blev den diplomatiske værktøjskasse fundet frem. Det handler om at få øje på en russisk foreteelse der kan forsvare påkaldelse af NATOs Artikel 5.

Digitalt ID

Som nævnt i nyheden ”Storbritannien nærmer sig obligatorisk digital identitet” var der forlydender om at Storbritannien ville indføre obligatorisk digitalt ID for alle sine borgere. Det er nu blevet virkelighed.

Indvandringen i England har skabt kæmpe modstand fra bekymrede borgere. Bl.a. i London, d. 13. september, som samlede 150.000 eller flere under fanen ”Unite the Kingdom”. De evigt venstreorienterede medier kalder det ”yderligtgående højreorienterede anti-immigrationsprotester”^[11], primært fordi det blev iværksat af Tommy Robinson (Stephen Yaxley-Lennon), der er blevet et ansigt i modstanden mod islam og muslimsk immigration, samt fokus på ting som ”islamisk ekstremisme”, kritik af myndigheder og politi (hvilket der i særdeleshed er grund til i England), støtte til Israel og zionisme, ytringsfrihed og anti-ekstremisme, og nationalisme. Han er ingen helgen, og jeg forsvarer ham ikke, men problemet stikker langt dybere end Tommy Robinson.

Og her udnytter Englands regering det skabte problem, og indstifter tvungen digitalt ID.

Den britiske regering under premierminister Keir Starmer annoncerede den 25. september 2025 en ny ordning for obligatorisk digitalt ID (kaldet ”BritCard” af nogle), som skal være påkrævet for at bevise rettigheden til at arbejde i Storbritannien senest ved udgangen af den nuværende parlamentsperiode i 2029. Ordningen er designet til at bekæmpe ulovlig arbejdskraft og gøre det sværere for illegale migranter at arbejde, mens den også skal forenkle adgangen til offentlige tjenester som kørekort, børnepasning og skatteoplysninger. Reaktionerne er blandede, med stærk modstand fra oppositionen og civile rettighedsgrupper, men også en vis offentlig støtte^[12].

Offentlig og borgerlig reaktion
Offentligheden er splittet. En Ipsos-meningsmåling fra juli 2025 viser, at 57% af briterne støtter et nationalt ID-system, primært fordi det kunne forenkle identitetsbevis og mindske bedrageri. Dog har en online-petition mod digitale ID-kort samlet over 2,1 millioner underskrifter, med krav om at stoppe det som et skridt mod masseovervågning og statskontrol. Kritikere frygter, at det vil skabe sorte markeder for arbejde og ikke løser de underliggende immigrationsproblemer^[13].

Politisk modstand og kritik
Mange politiske partier og ledere har kritiseret forslaget som en trussel mod privatlivets fred, borgerrettigheder og som ineffektivt mod immigration.

Liberaldemokraterne (Liberal Democrats) har lovet at kæmpe ”tooth and nail” (med tænder og negle) mod ordningen, da de ser den som en unødvendig udvidelse af bureaukrati og en tvungen overgivelse af personlige data, især for ældre, fattige og handicappede, der risikerer digital udelukkelse^[14].

Reform UK kalder det et ”kynisk trick” til at narre vælgere, uden reel effekt på immigration, og frygter det vil bruges til at kontrollere almindelige borgere^[15].

SNP i Skotland modsætter sig ethvert obligatorisk ID, mens Nordirlands førsteminister Michelle ONeill (Sinn Féin) beskriver det som ”absurd” og et angreb på Good Friday-aftalen, der garanterer rettigheder for irske borgere^[16].

Konservative leder Kemi Badenoch afviser det som en ”desperat kneb”, der ikke stopper småbåds-krydsninger over Kanalen^[17]. Kritikere som Big Brother Watch advarer om et ”kontrolpost-samfund”, der er ”helt ubritisk”, og peger på historisk modstand mod ID-kort, som blev skrottet i 2010 på grund af privatlivsproblemer¹⁷. Eksperter som tidligere embedsmænd fra Home Office tvivler på effektiviteten, da det ikke løser problemer i den sorte økonomi, hvor arbejdsgivere ofte undgår kontroller. Nogle ser det som et tegn på, at regeringen mangler ideer til at håndtere immigration^[18].

Regeringens forsvar
Regeringen fremhæver fordelene, som at gøre grænser sikrere og mindske lokkemidler for illegale migranter ved at gøre det umuligt at arbejde uden ID. Det vil være gratis, opbevares på mobiltelefoner (lignende NHS-appen) og ikke kræve fysisk fremvisning, men kun for arbejdsrettigheder. En høring starter senere i 2025 for at adressere udfordringer som adgang for folk uden smartphones.

Der er nok ikke mange der lader sig narre af den. Illegal arbejde handler ikke om at kunne identificere sig selv, men om arbejdsgiveren vil betale sort. Så næste skridt vil blive at flytte økonomien – alle bankkonti – ind i samme digitale program, så kontanterne også er væk. Her bliver CBDC iværksat, og længere nede ad vejen, flytter det hele ind under huden.

Hvor sikkert er et digitalt ID?
Forestil dig det digitale ID som et nyt, smart nøglebundt på din telefon. Det kan åbne døre hos banker, myndigheder og butikker – men det betyder også, at både nøglerne og nøgleskabet skal være virkelig godt beskyttet. Der er mindst to steder, hvor tingene kan gå galt. Det første er ”maskinrummet” bag systemet – de store computere og programmer, der får det hele til at køre. Hvis nogen bryder ind dér, kan det være som at stjæle hele nøgleregisteret på én gang.

Systemet bygger på avancerede algoritmer (AI og maskinlæring), og der findes i dag angreb, der specifikt går efter den slags – lidt som at snyde en smart alarmsensor til at tro, at alt er i orden. Særligt i opstartsfasen, når alt lige er sat sammen, kan der være små sprækker i væggene, som dygtige angribere kan finde og udnytte, før de bliver lappet.

Det andet sted, hvor det kan gå galt, er hos os almindelige brugere. Identitetssvindel kender vi allerede fra fysiske kort, og i den digitale verden kan det stadig ske – ikke nødvendigvis med opfindsom ”Hollywood-hacking” – selvom der er meget af det i vente, men også med helt jordnære tricks, som at få dig til at klikke på det forkerte, dele for meget eller taste koder på en falsk side. Oven i det findes mere avancerede metoder, hvor kriminelle kan efterligne dit ansigt eller din stemme med såkaldte ”deepfakes” for at narre systemets ansigts- eller stemmegenkendelse.

Det kræver penge og teknik, men det er ikke sciencefiction. Pointen er, at angriberne altid leder efter en åbning – enten ved at prøve at bryde låsen op inde i maskinrummet, eller ved at lokke dig til at åbne døren for dem. Derfor understreger eksperter^[19], at sikkerheden – som aldrig bliver 100% sikker – skal tænkes grundigt ind fra starten og ikke på billigste vis, og at vi som brugere har brug for enkel, praktisk vejledning i, hvordan vi beskytter os selv i hverdagen.

Faktum er, hvilket er bevist multiple gange igennem hele denne teknologiske tidsalder, at den sikkerhed der er udtænkt af mennesker, altid kan brydes af mennesker. Man kan kalde folk sikkerhedseksperter og techspecialister – hvad end de får for en titel, vil der altid være én derude som er klogere end man forestillede sig.

Vietnam

Men det er ikke kun England. Vietnams centralbank (State Bank of Vietnam, SBV) har deaktiveret over 86 millioner bankkonti som led i en national indsats for biometrisk verifikation af identitet^[20].

Vietnams regering har siden 2022 arbejdet på Project 06, et initiativ til at skabe et unified digitalt identitetssystem (inklusive biometrisk verifikation via chip-baserede ID-kort eller VNeID-appen). Målet er at fremme en kontantløs økonomi, reducere svindel, pengevask og cyberkriminalitet, samt opfylde internationale standarder fra organisationer som OECD og Bank for International Settlements (BIS). Inden indsatsen var der omkring 200 millioner bankkonti i landet (for en befolkning på ca. 101 millioner), hvoraf mange var inaktive, duplikerede eller brugt til svindel.

Denne politik er del af Vietnams bredere digitale transformation mod 2030, inklusive krav om e-ID for administrative procedurer (f.eks. for virksomheder og udlændinge). En 50-dages kampagne fra juli 2025 har hjulpet udlændinge med at registrere sig for Level-2 e-ID. Nogle medier og sociale platforme kalder det ”sletning af konti for ikke-føjelige”, men officielle kilder understreger det som en oprydning for at forhindre misbrug.

Indsatsen kræver biometrisk verifikation knyttet til det digitale ID-system, hvilket kritiseres som et skridt mod øget overvågning og tvang til dataudlevering. Krypto-tilhængere og privatlivsforkæmpere ser det som et eksempel på centraliseret kontrol, der forstærker interessen for decentraliserede alternativer som Bitcoin.

De deaktiverede konti er primært inaktive ”spøgelses”-konti (f.eks. glemte oprettelser), konti brugt til svindel eller konti tilhørende udlændinge, der har forladt landet. Ejere kan ikke logge ind, overføre penge eller bruge digitale tjenester, indtil de gennemgår biometrisk verifikation.

Det beskrives som en ”data-rensnings”-proces, hvor midler forbliver på kontiene, men er utilgængelige indtil verifikation (f.eks. ved personligt fremmøde i en bank for scanning af ansigt eller fingeraftryk). Langvarig inaktivitet kan potentielt føre til, at midler overdrages til staten (escheatment), men dette er ikke bekræftet som udbredt.

Det rammer mest inaktive konti, men også aktive brugere uden opdateret biometri – især i landdistrikter, ældre eller udlændinge, der skal møde personligt (ingen fjernmuligheder). Nogle kilder nævner udfordringer for expats (udlændinge), der må flyve tilbage for at redde deres konti.

EU’s Entry/Exit System (EES)

Den nye Entry/Exit System (EES) starter officielt den 12. oktober 2025. Det er en gradvis udrulning over en periode på op til seks måneder, hvor systemet implementeres trinvis ved de ydre grænser i de berørte lande. Fuldt operationelt forventes det at være fra den 10. april 2026. Det betyder, at ikke alle grænseovergange vil kræve biometriske data fra dag ét – i overgangsperioden kan pas stadig blive stemplet manuelt nogle steder^[21].

EES har til formål at modernisere grænsekontrol, gøre indrejse hurtigere og øge sikkerheden ved at spore rejsendes data elektronisk. Det erstatter de traditionelle passtempler med biometrisk dataindsamling, hvilket betyder, at der ikke længere vil være fysiske stempler som souvenirs. Ved ind- og udrejse registreres^[22]:

Personlige data (navn, fødselsdato, nationalitet).
Rejsedokumentoplysninger.
Biometriske data som ansigtsbillede og/eller fingeraftryk (fire fingeraftryk for visumfri rejsende; kun ansigtsbillede for visumkrævende, da fingeraftryk allerede er taget ved visumansøgning).
Dato, tid og sted for ind- og udrejse.

Børn under 12 år skal ikke afgive fingeraftryk, men registreres stadig i systemet. Data opbevares i op til tre år og overholder EU’s databeskyttelsesregler.

Systemet omfatter 29 europæiske lande, der er en del af Schengen-området, herunder både EU-medlemmer og ikke-EU-lande. Dette inkluderer blandt andet Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Grækenland og Schweiz, Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Ungarn, Island, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien og Sverige. Systemet gælder ikke for Irland og Cypern^[23].

Selvom EES er designet med databeskyttelse i fokus, har eksperter og rettighedsorganisationer peget på risici for misbrug, især på grund af den store mængde følsomme data (biometri er særligt sårbare). Disse risici er hypotetiske og baseret på kendte sårbarheder i lignende systemer, men de understreger behovet for stærk tilsyn^[24]. Potentielle misbrugsformer inkluderer:

Hacking og datalækager: Centraliserede databaser kan være mål for cyberangreb, hvilket kunne føre til tyveri af biometriske data. Tidligere audits har identificeret sårbarheder i relaterede EU-systemer, som kunne udnyttes til identitetstyveri eller afpresning^[25].
Misbrug af myndigheder eller ”function creep”: Data kunne potentielt bruges til formål uden for det oprindelige scope, som masseovervågning eller profilering af rejsende baseret på nationalitet eller etnicitet. Dette kunne føre til diskrimination, f.eks. via bias i algoritmer, der fejlagtigt flager visse grupper (som personer med mørkere hudfarve i ansigtsgenkendelse)^[26].
Overtrædelse af databeskyttelse: Uautoriserede adgange (f.eks. af for mange brugere uden sikkerhedsgodkendelse) eller forkert opbevaring kunne resultere i krænkelser af privatlivets fred. Eksperter advarer om, at data kunne misbruges til konstant overvågning, hvilket undergraver rettigheder som bevægelsesfrihed^[27].
Diskrimination og rettighedskrænkelser: Biometriske systemer kan forstærke bias, f.eks. ved at føre til uberettigede anholdelser eller nægtelse af indrejse baseret på unøjagtige data. Børn (fra 12 år) er inkluderet, hvilket rejser etiske spørgsmål om privatliv^[28].

Kina – det evige forbillede på Antikrists system

I Kina har enkelte skoler eksperimenteret med ansigtsgenkendelse til kantinebetalinger og adgangskontrol. Men forsøgene blev mødt med forældreprotester og kritik fra Undervisningsministeriet, som allerede i 2019 lovede at ”begrænse og regulere” teknologien i skoler. Fra juni 2025 indførte Kina endda nogle af verdens strengeste regler mod obligatorisk ansigtsgenkendelse, der forbyder virksomheder at tvinge borgere til teknologien ”når andre identifikationsmetoder er tilgængelige”^[29]. Men netop denne ordlyd afslører strategien: Reguleringen skaber ikke beskyttelse, men et juridisk smuthul.

Mekanismen er simpel – og allerede testet med succes. Kina demonstrerede præcis samme gradvist-reducerede-alternativer-strategi med kontanter. Selvom kontanter teknisk forblev lovlige, blev mobile betalinger så dominerende, at forretninger begyndte at nægte kontanter, og ældre borgere blev effektivt udelukket fra basale tjenester^[30]. Statsrådet måtte i 2020 udstede et påbud om at steder ikke må nægte kontanter, men skaden var sket – en 94-årig kvinde måtte løftes op af sin søn for at bruge obligatorisk ansigtsgenkendelse til at aktivere sit socialsikringskort. Når ”andre identifikationsmetoder” gradvist fjernes eller gøres praktisk ubrugelige, bliver tidligere ”frivillige” teknologier de facto obligatoriske uden at bryde reguleringens ordlyd.

Pilotprojekter fungerer som normaliseringsfaser, ikke som eksperimenter der nedlægges. Alibabas Sesame Credit-system startede som frivilligt, men var designet til at indsamle data om forbrugsmønstre og adfærd med henblik på senere statslig integration^[31]. Det nye Cyberspace ID-system, der trådte i kraft 15. juli 2025, markedsføres som ”strengt frivilligt”, men eksperter fra ”China Media Project” advarer om at ”frivillig” i Kinas reguleringskontekst historisk set har fungeret som forløber for obligatorisk håndhævelse. CCTVs dækning nævnte kun én gang at systemet var frivilligt – resten præsenterede det som forventet, ikke valgfrit^[32]. En juraprofessor fra Tsinghua University advarer om at cyber ID-systemet fungerer som en ”internet kill switch” (en mekanisme til at afkoble en borger samfundet) på individniveau, der giver centralregeringen magt til at blokere borgeres internetadgang ved at spærre deres digitale ID. Når en Tsinghua-professor fortæller statsmedierne at systemet ”i fremtiden kan bruges alle de steder, hvor du skal vise dit ID-kort”, er det ikke spekulation – det er vejkortet³².

Vestlige regeringers løfter om ”frivillige” og ”sikre” digitale ID-systemer skal derfor vurderes i lyset af denne dokumenterede strategi: Frivillighed som indgangsport, pilotprojekter som normaliseringsfase, og gradvis eliminering af alternativer indtil ”valget” kun eksisterer på papiret. Tusinder i England ytrer uvilje til at føje sig og registrere sig i det digitale ID system. Men med tiden, eller ganske hurtigt som i Vietnam, så er der ikke andre muligheder – og vil man købe og sælge, så føjer man sig.

EU’s udvikling af den digitale euro nærmer sig et kritisk vendepunkt. I oktober 2025 afsluttes ECBs forberedelsesperiode^[33], og de tekniske fundamenter lægges nu gennem valg af teknologipartnere. Officielt forsikrer ECB, at den digitale euro ikke vil være ”programmerbare penge”^[34]. Men samtidig eksisterer allerede konkrete forbrugsmålsætninger: C40-bynetværkets klimarapport fra 2019 anbefaler maksimalt tre nye beklædningsgenstande per person årligt inden 2030, drastisk reduktion af kødindtag, og begrænsninger på transport^[35].

Når infrastrukturen for digitale centralbankstyrede penge først er på plads, er vejen banet for præcis den kontrol, som officielt benægtes i dag. Den politiske retning har i årevis bevæget sig mod mere centraliseret styring i klimaets navn, og CBDC-teknologien leverer det perfekte værktøj til at håndhæve sådanne begrænsninger. Det, der i dag præsenteres som frivillige klimamål og neutral betalingsteknologi, vil blive til programmerede forbrug-skvoter, når først det politiske og økonomiske pres intensiveres.

Dette er ikke en isoleret udvikling, men en logisk mellemstation på vejen mod total digital kontrol over køb og salg. Spørgsmålet er ikke længere om, men hvornår denne kontrol aktiveres. Det er ikke længere skørt at sige, men den eneste logiske slutning på retningen, at ”at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket: dyrets navn eller dets navns tal” (Åb. 13:17).

Indvandring

Danmark og Europa befinder sig i et stille, men uafviseligt paradigmeskifte. Det handler ikke om krig, men om noget langt mere gennemgribende: demografi, identitet og religionens rolle i samfundet.

I årtier har fertiliteten blandt etniske danskere været faldende. Trods politiske hensigtserklæringer om bedre balance og familiepolitik, får danskerne ikke børn i det antal, der kræves for at opretholde befolkningstallet. Samtidig stiger andelen af borgere med muslimsk baggrund – ikke primært på grund af indvandring, men som følge af højere fødselsrater og en ung aldersprofil.

Det, der burde være en åben og saglig samtale, er blevet et tabu. Det er ”problematiserende” at nævne, at islam ikke blot er en religion i vestlig forstand – men et helt samfundssystem, med love, normer, livsopfattelse og en iboende idé om at bringe hele verden under Allahs herredømme. Det er af den politiske elite dannet et miljø, hvor det er ”fordømmende” at nævne, at mange muslimer ikke føler sig danske, men derimod identificerer sig med det islamiske fællesskab – umma – og i stigende grad lever i sproglige, kulturelle og værdimæssige enklaver.

Integration bliver i den offentlige debat ofte reduceret til beskæftigelse og danskkurser. Men det, danskerne og europæerne mærker i hverdagen, handler om noget andet. Hvem deler vores værdier? Hvem kan man føle sig tryg blandt. Hvem er en del af vores samfund, som vores forfædre og vi selv har opbygget og er opdraget i. Mange oplever i dag, at integrationen ikke blot er svær – men i mange tilfælde aldrig har fundet sted. For hvordan skal en person integreres i en kultur, han grundlæggende ikke ønsker at være en del af?

Det er rigtigt, at ikke alle muslimer deltager i dette skifte. Mange lever fredeligt, og enkelte har endda forladt religionen. Men netop det er pointen. De, der virkelig integreres, aflægger i stigende grad islam. Det vidner om, at det ikke kun er de radikale, der er i konflikt med danske værdier – det er selve trossystemet.

Demografi er ikke ideologi – det er matematik. Når én gruppe får færre børn og bliver ældre, og en anden gruppe får flere børn og er yngre, vil befolkningen ændre sig. Det er ikke en profeti – det er konsekvens. Vi ser allerede konsekvenserne i lande som Sverige, Frankrig og Storbritannien, hvor parallelsamfund, kulturkonflikter og værdipolitiske spændinger synliggøres i gaderne med oprør imod politi – afbrændte biler, gader i brand, ranede butikker. Det har ikke været en fremmed overtagelse med sværd og våben – men en stille ændring gennem fødsler, bosætning, og socialt træk. Det har været jihad i det svage / forberedende stadie – ikke startende med vold, men med antal og tilstedeværelse, for at udmønte sig i det afsluttende jihadstadie, fysiske sammenstød med underlæggelse af alle landets borgere under islam^[36].

Ifølge RUC’s KOSBA-rapport (2022) og tal fra Statens Institut for Folkesundhed har visse udsatte boligområder i Danmark meget høje koncentrationer af beboere med ikke-vestlig baggrund – ofte over 50%, og i enkelte tilfælde tæt på eller over 60%. Dette gælder særligt i København (f.eks. Tingbjerg), Odense (f.eks. Vollsmose), Aarhus (f.eks. Gellerup) og dele af trekantsområdet. De pågældende områder er typisk præget af lavere beskæftigelse, dårligere skolepræstationer og højere kriminalitet^[37].

Sverige

Ifølge forskningen Talalaeva & Pronina (2021) er der tegn på, at islamistiske ideologier og organisationer arbejder aktivt på at skabe institutionaliserede parallelle samfund i udsatte immigrantområder i Sverige, hvor de modarbejder assimilation og fremmer religiøse fællesskaber som konkurrenter til det svenske samfundssfæren^[38]. Parlamentet og politiet har defineret et særligt kategoriseret antal områder som ”udsatte områder” og ”særligt udsatte områder”. Ifølge definitionen kan disse områder have strukturer, hvor beboere udøver egne normer og kontroller, har lav tiltro til myndigheder og hvor politi og retsvæsen har svært ved at fungere fuldt ud^[39].

Den svenske MSB‑rapport ”Islamisk aktivisme i en multikulturel kontekst”^[40] viser, hvordan islamistiske bevægelser opererer i sådanne urbane områder, og hvordan de forsøger at opretholde og udvide muslimske netværk og normsystemer, som kan skabe modstand mod statslig integration og demokratiske institutioner. Derudover viser en artikel baseret på Brå‑data^[41], at i de 61 udvalgte udsatte områder oplever 40% af beboerne utryghed om aftenen, og at ét ud af tre områder rapporterer store problemer med åben narkotikahandel og skudvåben – indikatorer på sociale sammenbrud og normløshed.

Disse data viser at ”parallelle samfund” ikke længere er en teori, men i visse sammenhænge en del af virkeligheden, når statslige institutioner mister kontrol og legitimitet i bestemte lokalområder.

England

I Storbritannien blev der i 2016 gennemført en omfattende undersøgelse for dokumentaren What British Muslims Really Think, hvor 1.081 britiske muslimer blev interviewet face-to-face af ICM Research på vegne af Channel 4^[42]. Resultaterne viste, at på en række centrale spørgsmål – som homoseksualitet, kvinders rolle og sharialovgivning – lå en betydelig del af respondenterne langt fra britiske flertalsholdninger. F.eks.:

52% modsatte sig, at homoseksualitet skulle være lovlig, mod kun ca. 5% i den øvrige britiske befolkning.
23% støttede indførelse af sharia i nogle områder, og omkring 39% mente, at ”hustruer bør adlyde deres ægtemænd”.
På spørgsmålet om sympati for terrorhandlinger svarede 4% ja (1% ”fuldt ud”, 3% ”i nogen grad”) og samtidig sagde 66% klart, at de fordømte stening af ægteskabsbrud, mens 13% fordømte den ”i nogen grad”.
Samtidig svarede 86%, at de følte en stærk tilknytning til Storbritannien, og 91%, at de følte tilknytning til deres lokalområde – højere end gennemsnittet i det øvrige britiske samfund.

Undersøgelsen affødte stor kritik med anklager om skæv udvælgelse, da mange respondenter boede i områder med over 20% muslimsk befolkning, hvilket ifølge kritikere kan favorisere konservative holdninger. Rapporten fik kritik af metodologi og fortolkningsteknikker, at de brugte ”udvalgte spørgsmål” og fremhævede de mest ekstreme svar, mens moderate synspunkter fik mindre opmærksomhed. Anklagerne udtrykte bekymring for, at publikum kan få indtryk af, at de ekstreme holdninger repræsenterer mainstream-muslimer, hvilket risikerer at styrke mistro og polarisering^[43].

Disse tendenser viser, at udviklingen ikke kun er et spørgsmål om kulturmøde, men om forskydning i magt og normer – hvor størrelsen af en befolkningsgruppe over tid kan forme lovgivning, institutioner og hele den nationale fortælling.

Kritikken af undersøgelsen, kan vi nu her mere end 9 år senere se tilbage på, og se at den var uberettiget. Det har mundet ud i bl.a. en demonstration i London, den 13. september 2025 – en meget stor og voldsom protest arrangeret af Tommy Robinson. Demonstrationen kaldt ”Unite the Kingdom” – foren kongeriget, havde fokus på modstand mod immigration og det eskalerende politiske angreb på ytringsfriheden. Anslåede 150.000 mennesker deltog – måske op imod 500.000, hvilket gjorde den til en af de største yderligtgående protester i nyere britisk historie.

Demonstrationen var rettet mod immigration og blev promoveret som et ”ytringsfriheds-event” af arrangørerne. Demonstrationen var samtidig kulminationen på en sommer præget af spændinger og protester ved bl.a. hoteller med indkvarterede migranter^[44]. Tommy Robinson og andre aktører brugte også drabet på den amerikanske konservative aktivist Charlie Kirk til at mobilisere ekstra støtte til protesten^[45].

Politiet forsøgte at holde de to lejre – ”Unite the Kingdom”-marchen og en antiracistisk moddemonstration ”Stand Up to Racism” (ca. 5.000 deltagere) – adskilt, men det førte til omfattende sammenstød. 26 politibetjente blev såret, heraf fire alvorligt, og mindst 25 personer blev anholdt for vold og uroligheder^[46]. Blandt slagordene og bannerne blev der udtrykt ønske om at stoppe ”ulovlig migration” og støtte til Tommy Robinson og ytringsfrihed.

Det er et umiskendeligt faktum, at Englands befolkning er hårdt adskilt – det er sådan det ser ud, når folk rejser sig imod folk.

Frankrig

Frankrig befinder sig i en intens debat om indvandring, der har skabt dyb politisk polarisering mellem højreorienterede partier og deres modstandere. I 2023 udgjorde immigranter omkring 10,7% af den franske befolkning (cirka 7,3 millioner mennesker), en støt stigning fra 6,5% i 1968. I 2024 blev der udstedt 336.700 opholdstilladelser, primært til statsborgere fra Marokko (37.000), Algeriet (29.000) og Tunesien (23.000). Frankrig står samtidig over for betydelig arbejdskraftmangel inden for sundhedssektoren, byggebranchen, landbrug og logistik, hvilket skaber et dilemma mellem økonomiske behov og offentlig modstand^[47].

National Rally (tidligere Front National), ledet af Marine Le Pen^[48], har gjort indvandringskritik til deres kernesag siden partiets grundlæggelse i 1972. Partiet ønsker at reducere nettoindvandringen til blot 10.000 personer årligt (sammenlignet med omkring 182.000 i 2017). Le Pen har foreslået at afskaffe familiesammenføring for udlændinge med opholdstilladelser, fjerne automatisk statsborgerskab for børn født i Frankrig af udenlandske forældre, og forbyde brug af hijab i det offentlige rum samt produktion af halal- og kosher-kød. Hun argumenterer for, at muslimsk indvandring udgør en trussel mod fransk kultur og identitet, og at islam er ”synlig” i det offentlige på en uacceptabel måde.

Partiet forbinder indvandring med islamisk terrorisme og hævder, at de franske myndigheder opererer med en ”dobbeltmoral”, hvor forbrydelser i immigrantmiljøer ikke håndteres strengt nok af frygt for racismeanklager. I 2024 viste meningsmålinger, at 68% af franske borgere ser migration som en negativ kraft, og 75% støtter strengere kontrol. Dette har givet National Rally betydelig opbakning – partiet får omkring 30-40% af stemmerne ved nationale valg og er blevet en central politisk aktør^[49].

Elitens almindelige medier, kæmper imod det voksende politiske flertal, ved at navngive alt der er imod nedbrydelsen af den nationalistiske følelse, ”den yderste højrefløj”. Med øgenavne som islamofobisk, fremmedfjendsk, antidemokratisk, søges holdninger fortiet som for 30, ja 20 år siden, var grundlæggende fornuft – et ønske om at bevare land og nationalitet.

Oppositionen mod National Rally og lignende partier er massiv og baseret på flere argumenter. Kritikere beskriver partiet som islamofobisk, fremmedfjendsk og en trussel mod grundlæggende demokratiske værdier. Analyser viser, at indvandring i Frankrig faktisk har været relativt lav i årtier set i forhold til befolkningsstørrelsen, og at meget af retorikken bygger på overdrivelser og frygt snarere end faktiske data. Og som nævnt tidligere, er mediernes fokus ikke på samfundsværdier, men studier fra 2022 og frem dokumenterer, at immigrationen bidrager betydeligt til at afhjælpe Frankrigs aldrende befolkning ved at tilføre ung og dynamisk arbejdskraft i strategiske sektorer som sundhed og byggeri^[50].

Venstrefløjen frygter desuden National Rally’s EU-skepticisme – kun 32-34% af partiets vælgere støtter EU-medlemskab, mens 63-65% er imod. For Reconquête!-vælgere (Generobring) er denne forskel endnu mere udtalt, omkring 30-31% støtter det, mens 67-68% er imod⁴⁹. Det betragtes som en trussel mod Frankrigs rolle i EU og europæisk stabilitet generelt. Da Marine Le Pen blev dømt for underslæb af EU-midler den 31. marts 2025 og udelukket fra at stille op til valg indtil 2030, reagerede hun og hendes parti ved at angribe retsvæsnet og beskylde dommerne for ”politisk forfølgelse”, hvilket førte til dødstrusler mod dommerne.

Igen ses hvordan folket er delt – folk rejser sig imod folk. Demonstrationslandskabet i Frankrig adskiller sig fra Storbritannien. De største demonstrationer har paradoksalt nok ikke været for anti-immigrationspolitik, men imod højrefløjen.

6. april 2025 organiserede National Rally en støttedemonstration for Marine Le Pen i Paris efter hendes dom. Mellem 7.000 og 15.000 deltog – nogle siger 100.000, men medierne har det med at nedtone højrefløjens stemme. Samtidig marcherede omkring 15.000 venstreorienterede demonstranter i en moddemonstration til forsvar for retsvæsenet og mod højrefløjen^[51].

22. marts 2025 demonstrerede ca. 91.000 mennesker mod racisme og den yderste højrefløjs fremgang i hele Frankrig, med slogans som ”Fascisme er gangræn fra Washington til Paris” og ”Mod statslig islamofobi”. Men også, ”Trump, Musk = Nazister, Bardella & Macron medskyldige”^[52], og det er den generelle kollektive hypnotiske stemme igennem europa – nationalisme er misforstået. Det handler om national identitet og selvbestemmelse, men forveksles med nazisme og fascisme.

Det bemærkelsesværdige er, at mens National Rally har stor politisk støtte (30-40% ved valg), har partiet ikke formået at mobilisere tilsvarende massive gadedemonstrationer som dem, der ses i Storbritannien. I stedet arbejder den franske højrefløj primært gennem det politiske system og parlamentarisk magt, mens venstrefløjen dominerer protestkulturen.

Klima og madpriser

Jeg har igennem 15-20 år advaret om hvor den grønne politik leder hen. ”En liter hvede for en denar og tre liter byg for en denar” (Åb. 6:6) hørte Johannes da det tredje segl blev brudt i Åbenbaringen, hvilket i bibelsk sprog, jf. Matt. 20:2 betyder en dagsløn for et måltid. Og den grønne politik er et skridt i den retning.

Grønne afgifter på transport
I december 2020 indgik Mette Frederiksens regering en klimaaftale for vejtransport, hvor bilafgifterne blev omlagt til grønne afgifter. Registreringsafgiften blev baseret på bilens værdi og CO2-udledning, og ejerafgiften samt udligningsafgiften blev forhøjet for at tilskynde til udskiftning af de mest CO2-udledende biler. Vejafgiften på tung trafik med danske og udenlandske lastbiler blev omlagt til en kilometerbaseret og CO2-differentieret afgift, så lastbiltrafikken i højere grad beskattes efter sin belastning af omgivelserne^[53].

Finansminister Nicolai Wammen udtalte dengang: ”Vi sigter efter 1 mio. grønne biler og anviser vejen til at reducere vores udledning med 2,1 mio. tons CO2 i 2030”. Transportminister Benny Engelbrecht forklarede, at ”ved at erstatte den eksisterende afgift med en kilometerbaseret og CO2-differentieret vejafgift vil erhvervet få et klart incitament til at skifte til grønne lastbiler”.

Grønne afgifter på landbrug
Mette Frederiksen har lovet grønne afgifter på landbruget som led i den grønne trepart. I juni 2024 indgik regeringen og parterne i den grønne trepart en historisk aftale om CO2-afgift på dansk landbrug. Afgiften starter på 300 kroner per ton CO2 i 2030 og stiger til 750 kroner per ton i 2035. Allerede i januar 2023 sagde Mette Frederiksen i sin første tale efter regeringsdannelsen, at regeringen vil ”indføre en CO2-afgift i landbruget, der skal bane vejen for en grøn omstilling af Danmarks fødevareproduktion”^[54].

Løfte: Ingen eller minimal stigning i fødevarepriser
Under valgkampen i 2022 lovede Mette Frederiksen, at forbrugerne ikke skulle betale mere for hakket oksekød på grund af en CO2-afgift: ”En enlig mor med tre børn, der går til fodbold, hun laver spaghetti kødsovs. Jeg har ikke lyst til at lægge ekstra afgifter på det, jeg betragter som helt almindelige fødevarer”^[55].

Efter den grønne trepartsaftale i juni 2024 bekræftede økonomiminister Stephanie Lose (V), at prisen på 500 gram hakket oksekød ville stige med en krone i 2030. Ekspertgruppen bag afgiftsmodellerne vurderede, at ved en afgift på 750 kroner per ton CO2 ville prisen på slagteri- og mejerivarer stige med knap fire procent - svarende til 4,5 kroner for 500 gram oksekød eller 60 øre på en liter mælk^[56].

I august 2025 forsvarede Mette Frederiksen dog CO2-afgiften og afviste, at den var årsag til de høje madpriser^[57]. Men Landbrug & Fødevarer advarede om, at CO2-afgiften vil føre til prisstigninger på alle danskproducerede fødevarer. De største prisstigninger kommer på frugt og grøntsager (14%), mejeriprodukter (14%) og oksekød (17%). Samtidig vil importerede fødevarer ikke være påvirket af den danske afgift, hvilket skaber konkurrenceforvridning.

Nu, få år efter, ser vi konsekvenserne. Fra 2020 til 2025 er prisen på hakket oksekød steget 73%. En pakke der kostede 50 kroner i 2020 har i 2025 et prismærke på 86,5 kroner. Ifølge Danmarks Statistik er prisen steget 71% over fem år, og alene siden nytår 2025 er prisen steget med 21%^[58].

På et år (fra 2024 til 2025) er priserne på oksekød steget med 21%. Siden begyndelsen af 2021 er prisen på oksekød steget med hele 46%. Alene fra februar til maj 2025 steg prisen med knap 20%. Stigningen på hakket oksekød har været markant større end gennemsnittet for dagligvarer, der i samme periode ”kun” er steget med 30%. Den kraftige prisstigning har fået danskerne til at købe mindre oksekød – dagligvarekæderne har oplevet et fald i salget af oksekød på 10-20% målt i mængder.

Prisstigninger på mad kommer bag på Mette Frederiksen
I august 2025 meldte Mette Frederiksen ud, at hun vil undersøge de høje madpriser. Hun skrev på Instagram: ”Priserne i supermarkedet kan hurtigt tage pusten fra en. Og det kan jeg godt forstå bekymrer mange af jer”^[59].

Hun sagde i et interview med Politiken, at regeringen vil undersøge, om konkurrencen er god nok, og om nogen skummer fløden på prisstigningerne. Mette Frederiksen bad flere ministre om at kortlægge problemerne og meddelte, at hun ville ”sætte sig sammen med dem, der producerer, forarbejder og sælger fødevarer i Danmark”^[60].

Frederiksen peger alene på den grønne trepartsaftale, der træder i kraft i 2030, og bedyrer at afgifter ikke er årsagen til stigningerne. Men det er et typisk politikerkneb – en stråmand om du vil. Der tales ikke om trepartsaftale, men grønne afgifter.

Stigende omkostninger og regulering har presset landmænd rundt om i verden til at opgive deres bedrifter, hvilket bidrager til lavere produktion og højere priser.

Holland har indført et kontroversielt program hvor regeringen bruger 1,47 milliarder euro på at opkøbe husdyrbrug for at reducere kvælstofudledning med 55% inden 2030. Programmet tilbyder ”de største forurenere” 120% af deres virksomheds værdi og ”almindelige forurenere” 100% for at lukke deres bedrifter. Der er cirka 3.000 bedrifter i kategorien ”de største forurenere og omkring 8.000 i almindelige forurenere. Til gengæld skal landmændene permanent reducere kvælstofudledningen med op til 85% og må ikke fortsætte landbrugsvirksomhed hverken i Holland eller andre steder i EU^[61].

Storbritannien oplever at fjerkræproducenter forlader branchen på grund af høje energiomkostninger kombineret med stigende regulatorisk byrde. NFU-præsident Minette Batters forklarede: ”I fjerkræsektoren står de over for det fulde spektrum af alle disse lovgivningsmål. Det er en ikke-støttet sektor. Jeg har talt med adskillige for nylig, som har sagt vi kan bare ikke gøre det mere”^[62].

Europæiske bondeprotester i 2023-2024 spredte sig over hele kontinentet som reaktion på at landmændene får for lidt betalt for deres produkter af supermarkeder og aftagere, samtidig med at forbrugerpriserne i butikkerne var høje, tillige med de foreslåede miljøregler (såsom CO2-afgifter, pesticid-forbud, kvælstof-reduktioner og restriktioner på vand- og jordbrug) samt handelaftaler. Protesterne var drevet af nationale bekymringer: I Holland handlede det om kvælstof-reduktioner, i Tyskland om fjernelse af afgiftslettelser på landbrugsdiesel, i Polen om billig ukrainsk import, og i Frankrig om supermarkedspriser og Mercosur-handelsaftalen. Som reaktion på protesterne trak EU sig tilbage fra flere politikker, herunder en lov om pesticid-reduktion og krav om at lade noget jord ligge brak^[63].

Resultatet er blevet lavere produktion og højere priser. Kombinationen af landmænd der opgiver, reduktioner i besætninger og stigende produktionsomkostninger fra regulering fører til færre dyr til slagtning, hvilket presser kødpriserne op. I USA ligger kvægbestanden i 2025 på det laveste niveau siden 1960, og europæisk kvægbestand er også faldet. Dette globale udbud-problem er en væsentlig årsag til de høje oksekødspriser, som forbrugerne oplever i dag.

El-afgiften sænkes på grund af stigende madpriser
Klimarelaterede afgifter tør ingen røre ved, så for at dydssignalere roder politikerne i andre kasser for at finde økonomisk bistand til borgerne.

Regeringen vil nu sænke elafgiften fra 72,7 øre pr. kWh til 0,8 øre pr. kWh i 2026 og 2027 som reaktion på de stigende priser. Statsminister Mette Frederiksen bekræftede i august 2025 på Facebook: ”Jeg ved, de stigende elpriser påvirker hverdagen for mange. Det er også den historie flere af jer fortæller på min vandretur rundt i Danmark. Derfor foreslår vi i dag at fjerne elafgiften så meget, som det er muligt, de næste to år”^[64].

Forslaget skal ses som en hjælpende hånd til de mange danske husstande, som oplever stigende priser på ikke mindst fødevarer. Til Ekstra Bladet udtalte Mette Frederiksen, at regeringen med forslaget ønsker at give danskerne noget mere albuerum i deres økonomi. Skatteminister Rasmus Stoklund sagde også: ”Vi er i regeringen meget optagede af at give danskerne mere luft i deres husholdningsbudget” i forbindelse med afgiftslettelserne^[65].

En almindelig arbejderfamilie vil spare omkring 4.000 kroner om året, mens et pensionistpar i hus vil spare 2.700 kroner årligt – altså 225 - 333 kr. om måneden.

Kaffe- og chokoladeafgiften fjernes
Regeringen har besluttet at fjerne kaffe- og chokoladeafgiften - ikke alkoholafgiften. I august 2025 meldte Venstre ud på vegne af regeringen, at man er enig om at fjerne kaffeafgiften og chokoladeafgiften fra sommeren 2026. Beslutningen blev begrundet med de kraftigt stigende priser – siden 2020 er prisen på kaffe steget med 47%, og chokolade er blevet 40% dyrere. Fjernelsen af de to afgifter betyder, at statskassen årligt går glip af 2,4 milliarder kroner^[66].

Men emballageafgiften stiger
Den volumenbaserede emballageafgift stiger markant i forbindelse med det udvidede producentansvar, som trådte i kraft 1. oktober 2025. Den samlede årlige pris, som virksomhederne skal betale, er 580 millioner kroner højere end først antaget. Priserne på emballagehåndteringen kan vokse med cirka 50 procent, selvom affaldsmængden ikke er vokset i samme grad. Det kan medføre en stigning i detailsalgspriserne på omkring 2%. Dog har regeringen i september 2025 meldt ud, at man vil afskaffe den volumenbaserede emballageafgift i 2026 og 2027 svarende til en lettelse for virksomhederne på op mod 250 mio. kr. over to år^[67].

Kort sagt: Regeringerne klipper en tå og hugger en hæl for at se handlekraftige ud – men de trækker i den samme snor, der ikke bliver kortere, uanset hvilken ende de tager fat i. De grønne afgifter driver produktionsomkostninger op, hvorefter de samme politikere roder rundt i andre kasser for at lindre symptomerne: lidt lavere elafgift her, lidt færre afgifter på kaffe og chokolade der – mens nye eller dyrere byrder som emballagehåndtering og øvrig regulering skubbes ind ad bagdøren. Resultatet er ikke et nyt og bedre system, men den samme regning fordelt på nye linjer, der til sidst lander hos forbrugeren og forstærker netop den udvikling, de foregiver at ville bremse.

Når man først har gjort fødevarer dyrere ved at fordyre produktionen, kan man ikke redde forbrugerne med småjusteringer i perifere afgifter. Det er skuespil – symbolpolitik i overskrifterne, realpolitik i underteksten. Udbuddet falder, priserne stiger, og politikerne forklarer sig med ”markederne”, ”konkurrencen” eller ”grådighed” – alt imens de fastholder kursen, der gjorde mad dyrere til at begynde med. Det er præcis sådan man nærmer sig en virkelighed, hvor ”en liter hvede for en denar” ikke længere er en fjern advarsel, men en nøgtern beskrivelse af hverdagen.

Sult gør os ikke bedre. Familien snerrer, naboen bliver konkurrent, og ”fællesskabet” krymper ind til mig og mine. Og når knaphed rammer bredt som prisstød på basale fødevarer, bliver den private irritation til offentlig uro – brødprotester bliver til barrikader. Det er den samme mekanik, Johannes advarer om – det er ikke poesi, men politik i praksis. Sult og knaphed avler egoisme og opstand. Symbolpolitikken avler dem begge. Når man fordyrer maden ved kilden og bagefter udskriver almisser i detailleddet, planter man ikke fred – man sår uro. Læs evt. ”En ny verdensorden af knaphed”.

Et Europa på skillevejen

Det er på tide, at vi tør tage debatten uden skam. Ikke for at hade, men for at bevare. Ikke for at bekæmpe mennesker, men for at værne om det Danmark, vi har arvet. Et Danmark bygget på kristen kultur, tillid, ytringsfrihed og respekt for individet.

Indvandring er et politisk greb for venstrefløjen. Det anerkender selv højtstående elitære personer som Henry Kissinger, der ublu udtrykte at ”det var en alvorlig fejltagelse at lukke så mange mennesker med en helt anden kultur og religion og begreber ind, fordi det skaber en pressionsgruppe i hvert land, der gør det”^[68].

De demografiske tal taler deres eget sprog. Danmarks befolkning rundede 6 millioner indbyggere i maj 2025, mens fertiliteten blandt etniske danskere fortsætter sin nedadgående spiral til 1,47 børn per kvinde i 2024 – langt under det reproduktionsniveau på 2,1, der kræves for at opretholde en befolkning. Samtidig udgør indvandrere og efterkommere nu 16,3% af den danske befolkning per 1. januar 2025, en andel der fortsætter med at stige. Den demografiske transformation er ikke en teori om fremtiden – den er en dokumenteret virkelighed i nutiden.

Det, vi ser udspille sig fra København til Stockholm, fra London til Paris, er ikke isolerede hændelser, men symptomer på et fælles mønster. Befolkninger der ikke længere anerkender hinandens grundlæggende værdier, politiske systemer der kæmper for at opretholde kontrol i udvalgte områder, og en folkelig frustration der manifesterer sig i massive demonstrationer – både for og imod de kulturelle og demografiske forandringer.

I Danmark, som i resten af Europa, står samfundet ved en korsvej. De høje principper om ytringsfrihed, ligestilling – fundamentet for de moderne europæiske demokratier – konfronteres med et religiøst, kulturelt system, der opererer med andre grundprincipper. Spørgsmålet er ikke længere, om der sker en transformation, men hvordan europæiske samfund vil navigere den. Vil der genopstå plads til åben debat om integration, identitet og kulturel kontinuitet? Eller vil samfundene fortsætte med at polariseres, indtil dialogen erstattes fuldstændigt af konfrontation?

Historien viser, at samfund der ignorerer demografiske realiteter og undlader at have ærlige samtaler om deres fremtid, risikerer at miste kontrollen over deres egen skæbne. Danmark og Europa står over for en voksende katastrofe. At anerkende udfordringerne med åbne øjne og handle med politisk mod, er ved at være for sent – det er lettere at fortsætte ned ad vejen med øget fragmentering, parallelsamfund og social uro. Demografien venter ikke på, at vi bliver klar til at tale om den. Den udfolder sig allerede, dag for dag, fødsel for fødsel.

Udvejen er krig

Europas politikere har vist sin pendant til ”Sleepy Joe” fænomenet, der refererer til Trumps beskrivelse af Biden, der ”ikke ved, hvor han er eller hvad han laver”. Igennem alt for mange år, hvor Europas politikere har stået på nakken af hinanden for at dydssignalere med politisk korrekthed, er nationalisme – kærlighed til eget land, taknemmeligheden over at have et sted hvor man trives med sit folk – blevet slagtet på det politisk korrekte alter. Når dagens politikere har fumlet sig til en håndfuld uigenkaldelige kriser, der med et polariseret Europa – hvor virkeligheden med ”folk der rejser sig mod folk”, ikke længere kan tilsløres under et spundet narrativ – hvad er da lettest?

At gennemgå krise for krise, og erkende for vælgerne hvad man har gjort forkert og hvordan man vil rette op på det – med andre ord, at gøre sig troværdigheds-genoprettende?
At bruge flere af borgernes skattekroner på spin og håbe på at mediernes utrættelige gentagelse af det politiske narrativ kan holde befolkningen i mørket?
At finde nye syndebukke at skubbe ansvaret over på, og håbe at det kan holde til og med næste valg?
At lancere endnu en småborgerlig identitetskampagne med leverpostejsmader og vinduespudsning, for at appellere til sympati – med andre ord indtage offerrollen?
Eller at starte en krig?

Hvordan undgås undergangen af en politisk karriere bedst?

Historien gentager sig ikke tilfældigt, men står som advarsel for alle der ønsker at tage ved lære. Når en nations ledere mister folkets tillid – ikke nødvendigvis hos alle, men nok til at ruinere den individuelle politiske fremtid, kan fristelsen til at samle folket om en ydre fjende vokse, forstærket af behovet for at skjule sin egen svaghed.

Den polarisering vi ser i praktisk talt alle europæiske lande, skabt af elendig politik pakket ind i et narrativ af løgn, hvor befolkningen er splittet i to modstandsgrupper, har forkrøblet os som nationer.

Fredens pris er ofte det første offer for magthunger.

Afslutning: Folk mod folk – når polariseringen overtrumfer sammenhængskraft

Vi står midt i en tid, hvor de bånd, der holder samfund sammen, ikke blot er flossede – de er ved at blive trukket over. Den røde tråd gennem alt ovenstående er ikke kun inkompetence og magtbegær; det er en politisk og kulturel polarisering, der er blevet stærkere end viljen til at overleve sammen. Dét er ”folk, der rejser sig mod folk” – ikke kun nation mod nation, men nabo mod nabo, by mod land, institution mod borger.

Dronekrisen blottede Europas magtlag som både sene og selvsikre. Systemer uden skygge af robusthed, ledere uden lederskab – men med en refleks mod eskalation. Digital-ID-regimer, biometriske grænser og den kommende digitale euro lover orden, men leverer dybere mistillid. Immigrationens uforløste spørgsmål – ikke kun tal, men værdier, normer og identitet – har opdelt befolkninger i parallelle virkeligheder, hvor hvert tab af fælles reference rammer som endnu et lille jordskælv. Resultatet er et kontinent, der ikke længere primært organiserer sig omkring sandhed og fælles gode, men omkring stammefølelser og frygt.

Når befolkninger ikke kan samles om de mest basale kerneopgaver – forsvar, ret, grænser, sundhed, skole – så bliver politik ikke længere forvaltning, men mobilisering. Mobilisering mod den anden halvdel af landet. Demonstrationer, moddemonstrationer, narrativer, modnarrativer – alt sammen ilt til en brand, hvor eliten spiller brandvæsen med benzin i slangerne. Polariseringen lever af tre brændsler: utryghed (hybridkrig, kriminalitet, usikre systemer), uigennemsigtighed (spin, teknokrati, dekret-styring) og uforløst konflikt om, hvem vi er (demografi, religion, nation).

Sådan glider vi fra uenighed til fjendskab. Indadtil: borger mod borger – ”vores” ordenssyn mod ”deres” protest – byrum, der deles i zoner for normer. Udadtil: stat mod stat – små provokationer, der kværner sammenholdet, indtil en ulykke eller en overreaktion gør gråzonen sort/hvid. Når elitesystemer ikke kan levere tryghed og retfærdighed, søger folket tilhør i mindre fællesskaber. Når disse fællesskaber ikke længere taler sammen, er prisen ikke bare uro – det er strategisk sårbarhed.

Dette er skæringspunktet: Enten genopbygger vi et fælles ”vi” – sandhed før spin, pligt før position, grænser og ret som forudsætning for barmhjertighed – eller også driver vi videre ind i en permanent tilstand, hvor sandhed er relativ, magt er midlet, og ”den anden” er målet. Det kræver politisk bodsvandring – indrømmelser af fejl, genprioritering af statens kerneopgaver, reel åben debat om identitet og loyaliteter, og en sikkerhedspolitik, der er kølig, proportionel og forberedt – ikke følelsesladet og flamboyant. Det kræver borgerlig dyd, hvor familiedannelse, lokalt ansvar, civilsamfund, kirke – de institutioner, der kan bære et folk, når staten vakler, bliver samlet op igen.

Sandhed er ikke kun data, modeller og narrativer. Sandhed er en person: Jesus Kristus – ”vejen, sandheden og livet” (Joh. 14:6). Uden Ham, har vi nu erkendt, glider vi ind i en verdensopfattelse, hvor mennesket reduceres til en tilfældig celleklump – et dyr uden mål eller mening. Med Ham genoprettes mennesket som skabt i Guds billede, uendeligt værdifuldt, og derfor prioriteret over natur og klima.

Skaberværket skal forvaltes, ikke dyrkes. Klima kan aldrig rangere over menneskets liv, frihed, sandhed og værdighed. Her går grænsen for politik, teknologi og aktivisme. De må bøje sig for Sandheden om mennesket. Uden denne genindsættelse af Sandheden ender vi i kolde beregninger. Med Jesus bliver samfund igen muliggjort af kærlighed, ansvar og ret.

”Folk skal rejse sig mod folk” er ikke blot en profetisk sætning. Det er den empiriske diagnose af Europa anno 2025. Spørgsmålet er, om vi vil lade diagnosen blive skæbne. Polariseringen kan vendes – men kun hvis sandhed, ansvar og grænser igen bliver vigtigere end image, identitetspolitik og improviseret kontrolteknologi. Gør vi ikke det, vælger vi i praksis den enkleste udvej for magthavere og den dyreste for befolkninger – en eskalerende konflikt, hvor ingen rigtig vinder, og hvor sammenhængskraften – selve overlevelsesinstinktet – for længst er blevet tabt i kampen om at besejre hinanden.

Folk mod folk er endestationen for et samfund, der hellere vil polarisere end reformere. Vores eneste vej ud er at gøre det modsatte. Selvom Gud har afsløret for os, at verden ville blive som vi ser den i dag op til Jesu genkomst, så bør vi – i det mindste som troende, tale imod løgnen, tale sandhed – argumentere for og forsvare sandheden, for det er den eneste vej til frihed. Selvom vi ser at tiden er kort, giver det mening at kæmpe for det vi har til det sidste. Jo hårdere vi kæmper, jo længere kan vi nyde hverdagens ro. Det er ikke givet og alle forundt at kunne sidde i ro og mag søndag morgen, med kaffe og avis, og nyde et land i fred og frihed.

^[1] ”Droner over Danmark – følg med her”, Berlingske Tidende.

^[2] ”Norsk politi kalder droneobservationer ved kampflystation meget troværdige”, Berlingske, d. 27-11-2025

^[3] ”Droneefterforskning er uden resultater - nyt materiel er på vej”, Bornholms Tidende, d. 29-11-2025

^[4] ”Ruslands Hybridkrig Imod Vesten. Hvornår Er Nok Nok?”, Atlant, Info no. 3 – Maj, 2024

^[5] ”Vurdering Af Den Hybride Trussel Mod Danmark”, Forsvarets Efterretningstjeneste, d. 03-10-2025

^[6] ”FE: Rusland forbereder sig på en krig med Nato”, OLFI, d. 11-02-2025

^[7] ”Stoltenberg fremhæver 17 dramatiske sekunder, som Danmark burde tage ved lære af”

^[8] ”Doorstep den 17. september 2025”, Statsministeriet, d. 17-09-2025

^[9] ”Til topmøde lurer voldsom anklage mod Mette F. i kulissen: Gør os til et bombemål”, B.T., d. 02-10-2025

^[10] ”Danmarks Statsminister - en rød klud i hovedet på Rusland”

^[11] ”Far-right anti-immigration protests in London lead to clashes with police”, CNN, d. 13-09-2025

^[12] ”New digital ID will be mandatory to work in the UK”, BBC, d. 26-09-2025