Endetiden og Jerusalems ødelæggelse, i evangelierne
af Kim Andersen
Lagt på d. 23/01-05
Udskriv
For at få det rette billede af Jesu tale i Mattæus kap. 24, som de fleste henholder sig til ang. dette emne, så er man nød til at lytte til hvad de andre har at fortælle. Lukas har eks. en vigtig oplysning, som man måske ikke umiddelbart ville forstå, hvis ikke Paulus fortalte os den hemmelighed, at vi ikke alle skal dø, men iklædes den fantastiske gave, et uforgængeligt og perfekt legeme – i ét nu (1. Kor. 15:51-52). Mere om det til slut.
Det er vigtigt at lægge mærke til, at Mattæus og Markus refererer til Jesus der taler på Oliebjerget, efter Han havde forladt helligdommen (Matt. 24:1, Mark. 13:1). Lukas refererer til et andet tidspunkt, hvor Jesus talte om dette emne, da Han underviste folket på tempelpladsen (Luk. 20:1, Luk. 21:1).
I Matt. 24:1-2 og Mark. 13:1-2, har Jesus lige forladt helligdommen. Disciplene pegede på helligdommens bygninger og en af Hans disciple siger til Ham: ”Mester, se, hvilke sten og hvilke bygninger!” (Mark. 13:1). Lukas fortæller at der også tidligere var flere der talte om helligdommens smukke sten og tempelgaver (Luk. 21:5), og Jesus tog derfor til orde og sagde: ”der skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned” (Matt. 24:2, Mark. 13:2 og Luk. 21:6). Jesus havde tidligere forudsagt dette, i Luk. 19:44: ”De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid”.
Denne udtalelse leder til, at spørgsmålene rejser sig hos disciplene i Matt. 24:3 og Mark. 13:4, og hos folkene på tempelpladsen, i Luk. 21:7. Da Jesus sidder på Oliebjerget overfor helligdommen, og da Peter, Jakob, Johannes og Andreas er blevet alene med Ham (Mark. 13:3), stiller de Ham ifølge Mattæus to spørgsmål.
”Sig os, når skal dette ske” (Matt. 24:3), ”og hvad er tegnet til, at det vil ske?” (Luk. 21:7) og ”at alt dette skal gå i opfyldelse?” (Mark. 13:4). ”Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende” (Matt. 24:3).
Jesus havde lige fortalt om, at templet skulle rives ned, og disciplene lader til at fange alvoren omkring den tid de har foran sig. Egentlig lyder deres første spørgsmål: ”Hvornår skal templet rives ned?”
Jesus svarer på begge spørgsmål igennem versene, og derfor må vi skelne, hvad der hørte til ødelæggelsen af Jerusalem, og hvad der hører til vores tid, det der endnu ikke er sket. Vi må som sagt også skelne mellem de to fortællinger Mattæus og Markus, og så Lukas der refererer til Jesu tale, før Han går op på Oliebjerget.
Jesus starter med at fortælle dem, at der vil komme mange og påstå at de er Ham (Matt. 24:4). De vil føre mange vild (Mark. 13:6), og den dag i dag, findes der nogle der læser Åbenbaringsbogen udfra det synspunkt, at det hele er sket, at det skete kort efter Johannes skrev bogen. Tilsyneladende er de faldet for talen fra disse bedragere, som udgiver sig for at være Jesus, at Han således er kommet igen. ”Men gå ikke efter dem” (Luk. 21:8), sagde Jesus, og skyndede dem til ikke at lade sig skræmme, når de hørte krigslarmen og krigsrygterne fra og om Jerusalems ødelæggelse (Matt. 24:6, Mark. 13:7, Luk. 21:9).
Nu siger Jesus noget der er vigtigt at bide mærke i. ”Dog, det er endnu ikke enden” (Matt. 24:6, Mark. 13:7). Lukas beretter Jesu ord således: ”men enden kommer ikke straks” (Luk. 21:9).
De, der mener at profetierne i Åbenbaringsbogen er gået i opfyldelse, bygger en del af opfattelsen på starten af bogen der siger: ”Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der snart skal ske” (Åb. 1:1). De mener at når det snart skulle ske, måtte det ske umiddelbart efter Johannes fik disse åbenbaringer. Men det græske ord for snart ”tachos”, betyder ”en kort tid, i hast, hurtigt”. Altså, Jesus siger ikke at det skal ske snart, men hurtigt, inden for en kort tid. Derfor sagde Jesus, ang. disciplenes andet spørgsmål, at: ”enden kommer ikke straks”.
En anden del, der forvirrer disse preterister, som de kaldes, er Jesu ord til sidst i Åbenbaringsbogen: ”Ja, jeg kommer snart” (Åb. 22:20), hvor vi ligeledes må kikke på det græske ord snart. Denne gang er ordet ”tachu”, der betyder ”hurtigt, pludselig, uden forsinkelse”. Når man ser dette, er Jesu ord pludselig klare hele vejen igennem Ordet. Han sagde ”For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag” (Luk. 17:24). Lynet er som et glimt, et øjeblik, og sådan vil Jesu genkomst på Oliebjerget (Zak. 14:4, Apg. 1:11-12) være. Pludselig, fra det ene sekund til det andet, står Han på Oliebjerget.
Efter Jesus kort har svaret på disciplenes andet spørgsmål: ”Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende”, med svaret: ”enden kommer ikke straks”, fortsætter Han med at fortælle hvad tegnet på enden, altså det der endnu ikke er fuldbyrdet, vil være.
Jesus fortæller om trængslen og tiden op til denne, at folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige. Der skal være store (Luk. 21:11) jordskælv, hungersnød og pest (Luk. 21:11), her og der. Men det er kun veernes begyndelse. (Matt. 24:7-8, Luk. 13:8). Lukas tilføjer, at: ”der skal ske forfærdelige ting og store tegn fra Himmelen” (Luk. 21:11).
Nu vender Jesus tilbage til disciplenes første spørgsmål igen. Han siger: ”Men I”, altså Peter, Jakob, Johannes og Andreas og dermed også alle andre i Jerusalem på den tid, ”agt vel på jer selv” (Mark. 13:9), ”forud for alt det” (Luk. 21:12), altså forud for trængslen i vor tid, skal man lægge hånd på, forfølge (Luk. 21:12) og hade (Matt. 24:9) jer. Overgive jer til trængsel (Matt. 24:9), domstole (Mark. 13:9), synagoger og fængsler (Luk. 21:12), hvor I skal piskes (Mark. 13:9) og slås ihjel – og ”enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud” (Joh. 16:2). I skal fremstilles for landshøvdinger og konger. Broder skal overgive broder til døden (Mark. 21:12), og I skal forrådes af forældre, slægtninge og venner (Luk. 21:16), og mange skal bringes til fald (Matt. 24:10).
Der kommer her en oplysning, som har forvirret mange. ”Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden” (Matt. 24:14), ”for alle folkeslagene” (Mark. 13:10).
Mark. 13:10 siger: ”Og evangeliet skal først prædikes for alle folkeslagene” og dermed mener flere, at først når evangeliet er gået ud over hele jorden, alle dens afkroge, så kommer Jesus igen. Men allerede omkring år 64, giver Paulus udtryk for, at dette er sket. Han sagde til Kolossenserne: ”I har hørt, det som er blevet prædiket for al skabningen under himlen, og som jeg, Paulus, er blevet tjener for” (Kol. 1:23).
Det vil sige, at denne profeti ikke hører til endetidens trængsel, men til Jerusalems ødelæggelse, som skete i år 70. Evangeliet skulle prædikes i hele verden (Matt. 28:19, Mark. 16:15), begyndende i Jerusalem (Luk. 24:47), før Jerusalems ødelæggelse.
I den følgende passage, skiller Mattæus og Markus sig fra Lukas, som taler om Jerusalems ødelæggelse, hvor Mattæus og Markus taler om den sidste trængsel, ”som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme” (Matt. 24:21).
Da Lukas fortsætter fortællingen om Jerusalems ødelæggelse, vil jeg fortsætte ud fra Lukas, der fortæller at ”når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær” (Luk. 21:20). Denne oplysning svarer på udvidelsen af disciplenes første spørgsmål i Mark. 13:4 og Luk. 21:7 hvad er tegnet på Jerusalems ødelæggelse. Historien beretter, at den romerske hær under Titus ødelagde Jerusalem, så denne profeti er gået i opfyldelse.
Han fortsætter og fortæller parallelt med Mattæus og Lukas, at folket skal flygte fra byerne: ”thi der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk. Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende” (Luk. 21:23-24).
Mattæus og Markus taler til forskel fra Lukas i foregående passage, om trængslen i endetiden og siger: ”Når I da ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund” (Matt. 24:15, Mark. 13:14). De siger ”thi der skal komme en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet (af Herren, Mark. 13:20), da blev intet menneske frelst” (Matt. 24:21-22, Mark. 13:19-20).
Også i tiden efter Jerusalems ødelæggelse, vil der være falske messiaser, som påstår de er Jesus. Jesus forklarer, at vi ingen skal tro, når de siger ”Se, her er Kristus” (Matt. 24:23), ”Se, dér er han!” (Mark. 13:21) eller ”Se, her er han!” (Luk. 17:23). Jesus gør det klart for os, at Hans komme vil være som lynet fra øst om til vest (Matt. 24:27) – ”ligesom lynet, når det glimter, skinner fra den ene side af himmelen til den anden” (Luk. 17:24).
Der er utallige der fortæller om, at Jesus er her og der i dag. Men vi har endnu ikke set Ødelæggelsens Vederstyggelighed, så Jesus sidder stadig ved Faderens højre hånd, for ”Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen” (Apg. 1:11).
Derudover, vil også falske profeter stå frem i endetiden, som vil ”gøre store (Matt. 24:24)tegn og undere for, om muligt at føre endog (Matt. 24:24)de udvalgte vild” (Mark. 13:22).
Jesus fortæller videre, om tegnene på himmelen og på jorden efter trængslen – ”der skal ske tegn i sol og måne og stjerner” (Luk. 21:25), da skal ”solen formørkes, og månen ikke skinne og stjernerne skal falde ned fra himmelen” (Matt. 24:29, Mark. 13:24-25). ”På jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige” (Luk. 21:25-26), og himmelens kræfter skal rystes.
”Da skal menneskesønnens tegn vise sig på Himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig” (Matt. 24:30), ”og da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med megen kraft og herlighed” (Mark. 13:26, Luk. 21:27)
Jesus fortæller en lignelse, for at de skal forstå at disse tegn går forud for Hans komme. Som figentræet, ”og alle de andre træer” (Luk. 21:29), der bliver saftfulde og får blade vidner om at sommeren er nær, således kan vi vide, at når alt dette sker, så står Han lige for døren. Det sker som Åbenbaringsbogen siger, ”Hurtigt” – inden for en årrække, eller en slægt (Matt. 24:34, Mark. 13:30, Luk. 21:32).
Han taler videre om Noas dage, at lige så pludselig som syndfloden kom, skal Hans komme være. Én tages med ”hvor ådslet er” (Luk. 17:37), en anden lades tilbage, som Noa og hans familie blev ladt tilbage, mens alle andre blev taget med af syndfloden.
Til sidst tilskynder Jesus os at våge, for hverken vi eller englene kender tiden. Ej heller Jesus kendte tiden. Men pludselig kommer Han, som et lysglimt, og finder Han os sovende, synderhugges vi, og gives ”plads blandt hyklerne; dér skal være gråd og tænderskæren” (Matt. 24:50).
I starten nævnte jeg, at Lukas havde en interessant oplysning. Vi bliver tilskyndet, som i Mattæus og Markus, at våge. Lukas siger i henhold til trængslen: ”Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer. Thi som en snare skal den komme over alle dem, der bor på hele jordens flade” (Luk. 31:34-35).
Denne sidste trængsel er ikke blot begrænset til Jerusalem, men kommer over alle dem der bor på jorden.
Her kommer det interessante. Paulus sagde: ”Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv” (1. Tess. 5:4) og Lukas siger: ”Våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for menneskesønnen” (Luk. 21:36).
Alt dette, som skal ske, er det som beskrives i Luk. 21:25-26, kort og godt, trængslen, lige før Jesu genkomst. Hvordan skal vi kunne undfly, når det skal komme over alle der bor på jorden, om ikke der er tale om en bortrykkelse, før den sidste trængsel? Da Jesus siger dette, er bortrykkelsen endnu en hemmelighed. Men Paulus røber denne hemmelighed (1. Kor. 15:51) og siger: ”Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften” (1. Tess. 4:17) og ”undfly alt dette, som skal ske” (Luk. 21:36).
Pris ske Gud. Os der kendte vores besøgelsestid i modsætning til Israel (Luk. 19:44), vi skal undfly og tages til nåde, og stå foran Jesus. Som Noa der undflyede syndfloden, og Lot der undflyede ødelæggelsen i Sodoma og Gomorra.