Oversigt
Sovepudeprofeterne skabte Laodikeamenigheden (en af de syv og sidste menigheder, som Joh.åb. er skrevet til).
Der er til dem Gud siger: Jeg ved hvad du har udrettet, og at du hverken er kold eller varm. Gid du dog var enten kold eller varm. Men fordi du er lunken og altså hverken det ene eller det andet, vi jeg spytte dig ud af min mund. Du siger nemlig jeg er rig! Jeg har skaffet mig rigdom og trænger ikke til noget men du er ikke klar over, at du er elendig og ynkværdig, fattig, blind og nøgen…
David Wilkerson skriver i bogen Den Sidste Basun:
Profeterne som forkyndte komfort og velstand, skabte menigheden i Laodikea. En lunken menighed som talte om sin stadig større beholdning af gods og rigdom og hvad legemet kunne ønske sig. jeg er rig, siger du, jeg har overflod og mangler intet - er det ikke hvad nogle prædikanter fokuserer på i forkyndelsen i dag?
Hvor klart er Guds ord om dette emne? Menigheden proklamerede med sin mund - rigdom forøgelse af gods, slut med smerte og alle behov. Et folk som ikke behøvede nogen ting!
Gud sagde om dem men ved du ikke at netop du er elendig og ynkelig, blind, fattig og nøgen? Dette er yderst tragisk, men alligevel ses det overalt hvor jeg kommer. Disse rige, men åndeligt fattige, nærmer sig mig og spørger har du fremgang? De spørger ikke om jeg vokser i kendskab til Kristus, eller søger du Gud, fornægter selvet og tager hans kors op? … Det, som sårer mit hjerte mest når det gælder dette, er at troende som er viklet ind i denne lære er sværere at nå med evangeliet om overgivelse og om at give afkald, end de som aldrig har hørt om Kristus. Deres lærere har plukket en masse skriftsteder ud for at bevise deres budskab, men de udvælger bare velsignelserne - ikke forbandelserne.
Et rigt ikke-behov-for-noget folk bliver et lunkent folk. De bliver ynkelige, blinde for egen åndelig fattigdom. Gud siger at de vil blive ofre for en speciel type vildfarelse. Jeg modtager mange breve fra fornyede troende som skriver: Tak Gud for at han løste mig fra det falske evangelium. Jeg blev forblindet af det. Lærerne virkede så oprigtige; behovet for at være noget lå så dybt i mig. Jeg ønskede mig succes, jeg ville fremad. Men det endte i desperation. Nu er jeg tilbage i tilbedelsen, tilbage under Kristi herredømme, tilbage til en enkel tro på Guds nåde.
Sovepudeprofeterne har ansvaret for den laodekianske ånd. De forblinder de troende; de får deres øjne væk fra behovet om at gøre op med synden i deres liv. De tager ikke imod Åndens kald om at græde og klage mellem forhallen og alteret - de har smagt frugten af succes, og de har forgiftet andre med det samme fordærvede evangelium. Nogen vil hellere se verden have fremgang end at den blev renset og lutret. Jeg vil søge med lys og lygte i Jerusalems mørkeste afkroge for at finde og straffe enhver fulderik, som er ligeglad med Gud og i selvtilfreds lever i den tro, at Gud er ligeglad med hans opførsel. Det er sådanne menneskers ejendom og huse, der står for tur, når fjenden trænger videre frem. Det hele vil blive taget fra dem; de kommer aldrig til at flytte ind i de flotte huse, de er ved at bygge, og de kommer ikke til at smage frugten af de vingårde, de har haft travlt med at anlægge (Zef.1,12-13).
Jeg gransker disse prædikanters budskaber, i håb om at finde et evangelium jeg kan identificere mig med - nogen form for fællesskab. Men forgæves. Jeg hører dem skryde af at velstand er disse sidste dages budskab, og jeg ønsker at løbe til mit lønkammer og sige til min Far: Er vi uhelbredeligt blinde? Hvordan kan Guds mænd og kvinder gøre dette til sit budskab? Der er ingen byrde, ingen selvfornægtelse, intet offer, ikke nogen snak om at tage Hans kors op, intet advarende råb imod synd. Der findes ikke noget kald til hellighed og separation (se Åb. 18), ikke noget kald til omvendelse og ydmyghed, intet om sønderknuselse, overbevisning, forbøn eller byrde for de fortabte.
Hvad er forskellen mellem sovepudeprofeter og Guds sande profeter? Den forkynder eller menighed der ikke kender forskel på det er på gyngende grund. Med så mange som går omkring og samler store tilhængerskarer, er det helt nødvendigt at have Den Hellige Ånds dømmekraft.
I 2. pet. 2, 1-3 står der Som der tidligere har været falske profeter blandt Guds folk, sådan vil der nu komme vranglærere hos jer. De vil fortælle løgne om Gud - ja, endog fornægte den herre som købte dem fri. Men de vil snart gå deres egen undergang i møde. Mange vil følge dem i deres udsvævelser, og på grund af dem vil sandhedens vej blive forhånet. Disse vranglærere vil i deres griskhed forkynde jer hvad som helst for at få fat i jeres penge. Men Gud har allerede afsagt dom over dem; deres undergang lader ikke vente på sig.
Veerne, som Jesus talte om, er begyndt. Terrorhandlingen mod World Trade Center var én af veerne. Det må absolut få os til at spørge os selv hvor er jeg i dette?
I Matt. 22, 11-14 står der: Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en mand, der ikke havde bryllupstøj på. Min ven, sagde kongen, hvordan kan det være at du ikke er klædt om? Men manden kunne ikke svare. Så sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket. Derude er der gråd og fortvivlelse For mange er indbudt, men få er udvalgt.
I Bibelen står ordet kristen kun tre gange, mens hellige er nævnt hundredevis af gange. Jeg tror, at der vil ske en udskillelse mellem de såkaldt navn- eller kulturkristne og de hellige. Ordet hellig betyder udskilt af verden og indviet til Gud. Den der har Guds ånd i sig vil netop være som Wilkerson beskriver ovenfor: sønderknust over synd, råbe advarende og kalde til omvendelse, ydmyge og have byrde for de fortabte. Den der er sådan er hellig. Jeg er hellig, derfor skal I også være hellige, siger Jesus.
Vil vi lade os rense og lutre? Er vi villige til at give afkald på det der med verdens øjne er prestige? At blive renset og lutret af Gud gør ondt. Ild brænder. At se sig selv i Guds lys er smertefuldt. Men er vi villige til at gå hele vejen, vil Gud gå med os, aldrig svigte eller forlade os. Frelse er en proces. Man bliver ikke frelst ved at række en finger op til et møde. Man bliver ikke frelst ved passivt at lade sig bede for. Enhver der påkalder Herrens navn skal blive frelst, står der. Ja, men der står også - Man bliver frelst ved at komme med angersord og bekende sin synd for himlen og for Gud.
Den gren der ikke bærer frugt vil blive hugget af og kastet i ilden (johs. Ev. 15,4-7). Alt hvad vi er og gør vil blive prøvet i ilden. Kun det rensede består. Så kan vi have profeteret, uddrevet onde ånder i Jesu navn, talt i tunger - ja, have haft alle nådegaverne. Men det hjælper os ikke. Vi vil alligevel gå fortabt.
Må vi lade os rense og lutre, må vi have bryllupsklædning på. Jesus kommer og der er mange vi endnu skal kalde til omvendelse.
Og uden hellighed skal ingen se Gud.