Når jeg kikker tilbage, ser jeg at begivenheder der dengang måtte forklares møjsommeligt, fordi det lød fjernt, mærkeligt eller teknisk usandsynligt, nu står midt i hverdagen med et pænt navn og en officiel hjemmeside. Jeg skriver ikke dette for at bevise, at vi altid havde ret. Men når jeg læser arkivet i dag, er det den struktur, der bliver ved med at stå tilbage, der griber mig. Og jeg tænker ofte, hvordan mon mine bedsteforældre ville se tiden, hvis de levede, eller hvis min far kom tilbage fra de døde efter at have været væk snart 2 årtier? Vi talte om disse ting da de var her, og der er sket så meget inden for de sidste 30 år, så vi der har fulgt med er blevet tonedøve over for hvor hurtigt verden trækkes mod enden.
I 1999 skrev Tagryggen om en kommende verdensreligion. I 2002 blev de ti konger, verdensriget og mærket behandlet som dele af den samme profetiske helhed. I 2003 skrev jeg om elektronisk identifikation og bragte materiale fra New Age-miljøet, hvor en kommende ”Kristus” og fjernelsen af mennesker fik en helt anden forklaring end Bibelens. I 2004 skrev Holger Skov Særkjær om biometri, elektronisk identitet og et pengeløst samfund. I 2010 skrev jeg om et verdensrige, der ikke længere kun var fysisk, men også virtuelt. Dengang fandtes ingen generativ kunstig intelligens i almindelige menneskers hænder, ingen europæisk digital identitetstegnebog var på vej ud til alle medlemslande, og ingen centralbank i Europa havde udvalgt banker og betalingsudbydere til at teste en digital euro i daglig handel.
Det er derfor, jeg skriver igen. Ikke fordi én bestemt app, valuta, organisation eller leder er hele profetien. Men fordi afstanden mellem det, Bibelen beskriver funktionelt, og det verden kan gennemføre praktisk, er blevet så lille, at jeg mener, vi ville svigte, hvis vi ikke sagde det højt. Det er ikke Tagryggen, der har været profetisk. Det er Bibelen. Vi har bare haft den liggende åben foran os. Og der er én begivenhed, som efter min forståelse er startskuddet til den sidste fase: menighedens bortrykkelse.
I december 1999 skrev Holger artiklen Verdensreligionen på Tagryggen. Den samlede tre ting, som dengang let kunne behandles hver for sig: verdensreligion, verdensorden og verdensøkonomi[1]. Det var før 11. september, før smartphonen, før sociale medier, før en hel generation lærte at leve med et globalt digitalt lag oven på den fysiske verden. Læser man den i dag, mærker man dens alder i nogle af eksemplerne, men ikke i den grundlæggende tanke: den sidste magt i Åbenbaringen er ikke bare politisk. Den er økonomisk og religiøs på samme tid.
To år senere beskrev han i Den sataniske treenighed den samme slutkonflikt som en åndelig krig, hvor dragen, dyret og den falske profet virker sammen, og hvor tegn, forførelse og verdens magter til sidst samles imod Gud[2]. Det er vigtigt, fordi vi ellers let kommer til at reducere endetiden til computere og centralbanker. Åb. 13 handler ikke først om teknik. Teknikken er redskabet. Hjertet i kapitlet er tilbedelse.
I januar 2002 kom Begyndelsen og enden. Her stod allerede de ti regioner, Antikrists mærke og de ti konger side om side[3]. Få måneder senere skrev jeg Teknologisk bortrykkelse, fordi teknologien dengang syntes at accelerere så voldsomt, at spørgsmålet om bedrag og massekommunikation trængte sig på[4]. Når jeg læser den artikel nu, er der formuleringer om videotelefoner, e-mail og holografiske billeder, der næsten lyder som et brev fra en anden tidsalder. Men det er ikke til grin - og det er selve pointen. Det, vi dengang oplevede som svimlende acceleration, var begyndelsen på noget langt større. I dag kan et almindeligt menneske føre en samtale med en maskine, der ser et billede, hører en stemme, oversætter sprog, skriver tekst, skaber video og efterligner menneskelig tale. Et ansigt kan genereres uden at have tilhørt noget menneske. En stemme kan klones. En person kan bringes til at ”sige” noget, vedkommende aldrig har sagt. Man skal være meget ung for at synes, det er normalt. Vi andre burde huske, hvor umuligt det lød.
Det er den bevægelse, denne artikel handler om: fra det, vi måtte forsøge at forestille os, til det, vi næsten er holdt op med at undre os over.
Når jeg kalder bortrykkelsen startskuddet, mener jeg ikke, at lovløshed, bedrag og teknologisk kontrol først begynder den dag. Lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed, siger Paulus. Scenen bygges før tæppet går op. Det er netop derfor, vi kan se så meget nu.
Men menighedens bortrykkelse er det brud, der ændrer hele tempoet. Paulus beskriver, at Herren selv stiger ned, at de døde i Kristus opstår, og at de levende troende rykkes bort for at møde Herren i luften (1. Tess. 4:16-17). I 1. Kor. 15:51-52 siger han, at forvandlingen sker ”i et nu, i et øjeblik”. Jeg gennemgik i Menighedens bortrykkelse og Herrens dag den kronologi, der placerer menighedens fjernelse før den vredestid, hvor Antikrists rige udfolder sig[5]. Det er let at læse bortrykkelsen som en trøst for de troende og standse dér. Den er en trøst, men prøv at se begivenheden fra jordens side. Fra det ene øjeblik til det andet mangler mennesker. Ikke kun i kirker, i familier, virksomheder, hospitaler, transport, energiforsyning, myndigheder, militær og finans. Verden vil ikke få en stille søndag eftermiddag til at drøfte teologien. Den vil blive kastet ind i et chok.
Og chok skaber et behov, som magthavere altid forstår: behovet for forklaring og behovet for orden.
Det er derfor, jeg ikke forventer, at det sidste verdensrige skal bruge årtier efter bortrykkelsen på at opfinde sin infrastruktur. Det overtager en verden, hvor kommunikation, identitet, betaling, overvågning, dataanalyse og international koordinering allerede findes. Hvad der i dag bruges under mange myndigheder og med mange formål, kan i en krise samles under et andet mandat.
Paulus siger, at den, som nu holder igen, først skal fjernes, og ”da skal den lovløse åbenbares” (2. Tess. 2:6-8). Alvoren ligger netop her - måske er det, vi venter på, ikke den næste opfindelse. Måske er det fjernelsen af den hindring, som endnu står mellem den nuværende verden og den fulde åbenbaring af den lovløse.
I 2003 bragte jeg en oversættelse af noter fra et New Age-seminar. Kilden var seminarnoter videreformidlet gennem det nu lukkede Cutting Edge. Det var ikke et regeringsdokument og ikke et bevis på en officiel verdensplan, men noterne er interessante, fordi de viste en okkult, esoterisk forestillingsverden, hvor en kommende ”Kristus”, en ny verdensorden og fjernelsen af mennesker kunne sættes ind i den samme åndelige fortælling[6].
Jeg bygger ikke læren om bortrykkelsen på New Age, for det er en tydelig lære i Bibelen. Det bemærkelsesværdige er noget andet. Der findes allerede en modfortælling til den bibelske forklaring.
Jeg samlede det langt mere udførligt i 2026 i UFO-fænomenet - genetisk krig, hybridisering og det store endetidsbedrag[7]. Her er pointen ikke, at hvert lys på himlen er det samme, eller at man skal forklare hvert UAP-fænomen med én sætning. Pointen er, at kulturen gennem årtier er blevet fortrolig med et alternativt frelsessprog: højere intelligens, kosmisk indgriben, menneskelig transformation, genetisk udvikling, evakuering og en kommende overgang til et højere stadium.
Det er nok til, at bortrykkelsen ikke behøver efterlade verden uden ord. Den kan omfortolkes. De forsvundne blev ikke hentet af Jesus Kristus. De blev evakueret, fjernet, transformeret eller sorteret fra. Ordene kan skifte. Funktionen er den samme: begivenheden skal fratages sin bibelske betydning. Det er et frygteligt effektivt bedrag, fordi den sande forklaring tvinger verden til at erkende for meget. Hvis Jesus har hentet sin menighed, så havde Skriften ret. Så er Jesus ikke én åndelig lærer blandt mange. Så står dommen for døren. Så er menneskehedens problem ikke manglende evolution, men synd. Og så er løsningen ikke en ny verdensorden, men den Frelser, verden netop har forkastet.
2. Tess. 2:9-12 beskriver den lovløses fremtræden med løgnens magt og med forførelse hos dem, der ikke tog imod kærligheden til sandheden. Jesus begynder sin endetidstale med advarslen om ikke at lade sig føre vild (Matt. 24:4-5). Det gør kampen om narrativet efter bortrykkelsen til mere end kommunikation. Det bliver åndelig krig om selve virkeligheden.
Når Bibelen taler om det sidste rige, vender tallet ti tilbage. Daniel ser ti horn og får forklaret, at der af riget skal fremstå ti konger (Dan. 7:24). Johannes ser ti horn, som er ti konger, der endnu ikke har fået kongemagt, men får myndighed sammen med dyret for en kort tid (Åb. 17:12-13). Derfor er det ikke mærkeligt, at vi gennem årene har holdt øje med regionale inddelinger.
I Begyndelsen og enden fra 2002 blev Club of Rome-modellen i Mankind at the Turning Point trukket frem som et muligt profetisk spor. Det kunne dengang afvises som gammel konspirationslitteratur. Men Club of Rome har i 2026 selv skrevet sin historie og bekræfter, at Mesarovic og Pestels rapport introducerede en regionaliseret verdensmodel med ti indbyrdes forbundne verdensregioner[8]. Hensigten var systemmodellering, ressourcer og globale problemer. Det var ikke en offentlig plan om at opfylde Johannes’ Åbenbaring. Det behøver vi heller ikke påstå. For det interessante er, at ti-opdelingen ikke døde med 1970’erne. Earth4All, et initiativ indkaldt af blandt andre Club of Rome, offentliggjorde i 2022 en regional systemmodel, der igen opdeler verden i ti regioner, denne gang med omkring 2.000 indbyrdes forbindelser i modellen[9].
Grænserne er ikke de samme som i den gamle model. Netop derfor skal vi ikke gøre én bestemt tegning til Bibelens facit. Men vi kan heller ikke længere sige, at tanken om at reducere verdens mange nationer til ti makroregioner kun findes i fantasien.
I februar 2026 vendte jeg tilbage til de gamle regionskort og nyere geopolitiske blokke[10]. Det, der interesserer mig, er ikke at få alle lande til at passe ind med en lineal. Det er at se, hvor naturligt moderne styring arbejder regionalt. EU er det mest nærliggende eksempel for os: nationalstater eksisterer stadig, men lovgivning, marked, valuta for mange lande, grænser, dataregler og stadigt mere politik løftes op på et regionalt niveau.
Åb. 17 siger at: de ti konger har ”endnu ikke fået kongemagt”. De får den sammen med dyret. Det betyder, at det ikke ville overraske mig, hvis den endelige politiske form først bliver tydelig meget sent. Strukturen kan være forberedt, regionerne kan eksistere i forskellige administrative eller økonomiske former, og personer kan træde ind i roller, der først bliver til kongemagt i den afsluttende krise.
Det er derfor, de gamle kort er interessante uden at være facit. De viser, at en verden opdelt i ti større områder ikke er administrativt absurd. Den er blevet modelleret igen og igen.
Scenen kan stå færdig, før de ti konger ved, at de er skuespillere.
I februar 2004 bragte Holger artiklen Ny teknologi leder til ”dyrets mærke”. Den talte om biometrisk identifikation, smart ID, elektroniske registre, kroppen som identifikator og et pengeløst samfund[11]. Nogle af de konkrete tekniske forventninger var præget af tiden. Det var chips, kort og numre, man kunne forestille sig. Men læs funktionen igen: personen skulle kunne identificeres maskinelt, og identiteten skulle kunne forbindes med økonomisk adgang.
På det tidspunkt var Facebook få dage gammelt. YouTube fandtes ikke. iPhone fandtes ikke. De fleste mennesker havde stadig en tydelig fysisk tegnebog, og ideen om at et ansigt eller et øje skulle kunne fungere som betalingsmiddel i en almindelig butik hørte hjemme i science fiction.
Tyve år senere udsendte Mastercard en pressemeddelelse med ordene ”Buy with your eyes, pay with your glance!”. I fem butikker i Polen blev iris- og ansigtsbiometri testet til betaling under selskabets Biometric Checkout Program[12]. Det er svært at finde et bedre billede på, hvor langt normaliseringen er kommet. Jeg siger ikke, at den betaling er dyrets mærke. Åb. 13 og Åb. 14 gør mærket til noget langt mere alvorligt end en betalingsmetode. Mærket hører til dyrets regering, navn, tal, loyalitet og tilbedelse. Men netop derfor skal vi skelne mellem mærket og den verden, hvor mærket kan fungere.
Flere artikler om Endetiden
En besked fra den dæmoniske verden, bekræfter Guds advarslerGenerationer af kristne læste om et mærke på højre hånd eller pande og måtte tro teksten i tillid, selv om selve mekanismen var vanskelig at forestille sig. Mekanismen er ikke vanskelig at forestille sig længere - det er blevet en naturlig proces.
I de gamle artikler fyldte tanken om et pengeløst samfund meget. Det gjorde den også i kristen profetilitteratur længe før Tagryggen. Mange forestillede sig, at overgangen ville blive dramatisk: kontanterne forsvandt, ét elektronisk system tog over, og så kunne kontrollen begynde. Sådan gik det ikke - det blev langt mere effektivt.
Kontanter blev ikke først taget fra os, det var ikke nødvendigt, for vi lærte selv at lade dem ligge. I januar 2011 skrev jeg nyheden ISIS - tegnebogen møder mobilen om et amerikansk betalingsprojekt, der skulle flytte betaling ind i smartphonen[14]. Det mest interessante i dag er ikke det gamle produktnavn. Det er formuleringen ”tegnebogen møder mobilen”. For mobilen spiste ikke kun betalingskortet. Den begyndte at spise billetten, bankfilialen, kameraet, kortet, beskederne, kalenderen, login, underskriften og stadig mere af identiteten. Det krævede ikke en verdensdiktator at gøre os afhængige af digitale betalinger. Det krævede bekvemmelighed.
Nu bevæger centralbankerne sig selv ind i det digitale betalingslag. Det er en udvikling, jeg har fulgt og skrevet om i flere år, først gennem artikler om programmerbar valuta og CBDC[15] og senere specifikt om den digitale euro. I juli 2026 udvalgte Den Europæiske Centralbank 36 betalingstjenesteudbydere til pilotprojektet med den digitale euro - en CBDC, altså digitale centralbankpenge[16]. Fra anden halvdel af 2027 skal en betaversion efter planen testes i virkelige betalinger mellem personer og hos handlende. Det, vi for få år siden skrev om som planer for en kommende digital centralbankvaluta, er dermed rykket videre til den praktiske infrastruktur.
Jeg har gennem 2025 fulgt både den digitale euro og EU’s bevægelse mod mere sporbare betalingsformer[17]. Det afgørende er ikke at råbe ”mærket” hver gang en betaling bliver digital. Det afgørende er at forstå, hvorfor Åb. 13:17 overhovedet kunne gennemføres. Teksten siger ikke, at Antikrist skal opfinde penge. Den siger, at ingen kan købe eller sælge uden systemets betingelse.
Det kræver en økonomi, hvor deltagelse kan godkendes eller afvises.
Kontanter har én egenskab, som næsten alle digitale systemer mangler: de kan skifte hænder uden at et fjernt system først siger ja - det værner om privatlivet og anonymiteten - det er dig og mig, der kender til transaktionen, ingen anden. Når økonomien flytter ind i netværk, bliver hver betaling i princippet en anmodning til et system. I normale tider bemærker vi det ikke, fordi svaret næsten altid er ja. Men muligheden for at sige nej er bygget ind i selve arkitekturen. Derfor er den profetisk interessante udvikling ikke én mønt. Det er, at køb og salg bliver et adgangssystem.
I 2003 skrev jeg i Bibelens troværdighed om den verden, Åb. 13 kræver, nemlig dette system, der kan binde menneskets identitet til økonomisk deltagelse[18]. I 2004 skrev vi om smart ID og biometri. Dengang var det naturligt at lede efter den ene genstand, der kunne blive nøglen: et kort, et nummer, en chip.
Det, vi ikke fuldt ud kunne se, var, at fremtidens stærkeste ID ikke behøvede være én genstand. Det kunne blive et lag, som mange systemer genbruger. Verdensbanken kalder i dag digital identitet, digitale betalinger og sikker datadeling for kernekomponenter i ”Global Digital Public Infrastructure” (DPI, ”Global Offentlig digital infrastruktur”). Banken oplyste i maj 2026, at dens DPI-program støtter over 80 lande, og at banken siden 2015 har hjulpet 80 lande med digitale identitetssystemer og digitale tjenester[19].
Læs de tre ord igen: identitet, betaling, data. Ikke i et hemmeligt dokument. Som udviklingsinfrastruktur. EU gør det samme på regionalt niveau. Den europæiske digitale identitetsforordning kræver, at medlemsstaterne stiller mindst én EUDI-wallet til rådighed ved udgangen af 2026. EUID er en ”Europæisk Digital Identitet”, en digital tegnebog i form af en sikker app til din smartphone, som giver EU-borgere mulighed for at bevise deres identitet og dele officielle dokumenter i hele EU. Den skal bygge på fælles standarder, så identitet og digitale beviser kan bruges på tværs af lande og tjenester.[20]. I Danmark blev AltID lanceret i juni 2026 som det første trin i den danske vej ind i dette økosystem[21].
Det første, borgeren ser, kan være et aldersbevis eller et digitalt legitimationskort. Men infrastrukturen er større end første skærmbillede. Det er netop sådan store teknologiske skift bliver indført: ikke ved at præsentere hele den mulige fremtid på én gang, men ved at løse et enkelt konkret problem så godt, at selve systemet bliver naturligt.
Indien viser, hvad skala betyder. Aadhaar er verdens største biometriske identitetssystem. I marts 2026 oplyste den indiske identitetsmyndighed, at systemet havde omkring 1,34 milliarder aktive identiteter og havde passeret 170 milliarder autentifikationer. Tusinder af offentlige ordninger og hundreder af tjenester anvender Aadhaar-baseret autentifikation eller verifikation[22]. Jeg fortalte i 2025 om Aadhaar som et konkret billede på, hvad der sker, når identitet bliver porten til ydelser og hverdagsfunktioner[23].
Det er ikke den samme teknologi i Indien, Danmark og EU. Det behøver den heller ikke være. Det, der er fælles, er princippet: mennesket bliver maskinlæsbart, og tjenester kan spørge et digitalt system, om personen opfylder betingelsen. Er du den rette person? Er du gammel nok? Har du gyldigt dokument? Har du rettighed? Har du adgang?
Under fredelige forhold opleves det som bekvemmelighed. Under en anden myndighed kan præcis den samme mekanisme blive portvagt. Det er derfor, jeg ikke længere spørger, hvordan Åb. 13 skulle kunne administreres i en verden med milliarder af mennesker. Verden er allerede i færd med at standardisere svaret.
I mange år forestillede man sig total kontrol som én kæmpe computer i én kælder. Alle oplysninger skulle ind i den samme maskine, og derfor kunne man berolige sig med, at sådan et register ikke fandtes. Det var en forestilling fra papirets tidsalder. Det moderne system behøver ikke én database. Det behøver systemer, der kan tale sammen.
Det var pointen i Når brikkerne samles: Fra digitale systemer til en fortællende profil fra maj 2026[24]. Digital identitet er ét lag. Betaling et andet. Rejser, sundhed, adgang, biometriske data, produktdata og adfærd kan ligge andre steder. Hvis standarderne er kompatible, kan en handling godkendes på tværs af lagene uden at alt nødvendigvis ligger i samme register. Det er langt mere robust end den gamle forestilling om centralisering. Det betyder også, at et menneske kan møde systemet som mange små, tilsyneladende rimelige spørgsmål i stedet for ét stort diktatorisk krav.
Vis dit ID, bekræft din alder, godkend betalingen, scan dit ansigt, bevis din billet, log ind, bekræft din konto. Ingen af delene behøver isoleret at være onde. Men når tilværelsen bliver gjort afhængig af maskinel bekræftelse ved stadig flere porte, opstår en ny form for magt: den, der kontrollerer reglerne bag bekræftelsen, behøver ikke fysisk stå ved døren.
Åb. 13 beskriver til sidst et adgangssamfund i sin mest brutale form. Køb og salg bliver betinget af mærket. Og mærket er ikke kun økonomi, men troskab. Det er derfor, jeg mener, at vor tids vigtigste forberedelse ikke er den enkelte gadget, men vanen: at mennesket accepterer, at deltagelse er noget et system skal validere. Når den vane først er på plads, behøver den sidste magt ikke lære verden princippet. Den skal ændre betingelsen.
Da jeg i december 2010 skrev Verdensriget 2010 - virkeligt og virtuelt, var internettet allerede stort, men det var stadig muligt at opleve det som et sted, man gik ind på[25]. Man satte sig ved computeren og loggede på. Den fysiske verden og den digitale verden kunne endnu mærkes som to rum.
Jeg skrev dengang, at en verdensorden i vor tid bestod både af en fysisk og en elektronisk verden, og at kontrol og overvågning var nødvendig i begge. Det var før smartphonen fuldstændig opløste grænsen mellem dem. I dag går vi ikke ind på nettet - vi bærer det. Det ligger i lommen, på håndleddet, i bilen, i hjemmet, i butikkens kamera, i arbejdspladsens systemer, ved grænsen og i skyen. Det ved, hvor telefonen befinder sig. Det ved, hvad vi søger efter. Det kan se, hvem vi kommunikerer med. Betalinger, rejser og klik efterlader spor. Det virtuelle lag er ikke længere en kopi af verden. Det er blevet verdens nervesystem.
Men der manglede noget i 2010. Et nervesystem kan transportere signaler. Det kan ikke nødvendigvis forstå dem. I december 2025 skrev jeg derfor Teknologien, der gør trængslen mulig og giver verdensriget sind[26]. Kunstig intelligens ændrer hele værdien af den information, verden allerede har samlet. Et arkiv med milliarder af dokumenter er én ting. Et system, der kan læse, klassificere, sammenholde, oversætte, genkende mønstre og reagere på dem i realtid, er noget andet. Før var mennesket flaskehalsen. Nogen skulle kigge på overvågningsvideoen, læse dokumentet, opdage forbindelsen mellem to databaser, oversætte sproget og nogen skulle beslutte, hvem der var interessant.
Den flaskehals bliver mindre for hver generation af kunstig intelligens. I 2025 skrev jeg også om Palantir som et eksempel på den moderne drøm om at samle heterogene datakilder og gøre dem operationelle for beslutningstagning.[27] Man behøver ikke gøre ét firma til Åbenbaringens monster for at se pointen. Magt har altid ønsket overblik. Det nye er, at teknologien gør et nærmest realtidsagtigt overblik over komplekse samfund praktisk muligt.
Det er her, sætningen fra Åb. 13 om dyrets billede igen rammer med en mærkelig kraft. Johannes beskriver et billede, der får ånde og taler (Åb. 13:15). Jeg vil ikke reducere det til en chatbot eller en AI-avatar. Men i min barndom var et talende kunstigt ansigt stadig en effekt. I dag kan et ikke-eksisterende menneske se ind i kameraet, bevæge læberne, tale mit sprog og svare mig i realtid. Profetien er ikke blevet mindre overnaturlig. Verden er bare blevet mindre fremmed for dens former.
Der er endnu en forandring, som er så stille, at vi næsten ikke registrerer den. Overvågning var engang noget, en stat gjorde mod en mistænkt. Det krævede en årsag, et menneske, en sagsmappe og ofte et fysisk sted. Den digitale økonomi vendte modellen om. Vi begyndte frivilligt at levere adfærd, fordi vi fik tjenester igen. Søgemaskinen blev bedre, når den kendte os, butikken kunne anbefale mere relevant, platformen kunne vise indhold, der holdt os på skærmen og telefonen kunne gøre livet lettere, når den kendte vores placering.
Resultatet er, at profilering ikke længere opleves som et sikkerhedsinstrument, men som service. Det er netop derfor udviklingen er så stærk. Magten behøver ikke altid at tvinge sig ind ad døren, for vi inviterer den ind, hvis den kommer med den rigtige bekvemmelighed. Enhver algoritme er ikke nødvendigvis et led i en sammensværgelse, men menneskeheden har i løbet af meget kort tid skabt et miljø, hvor individet kan beskrives med en præcision, som tidligere tiders diktatorer kun kunne drømme om. Og nu kommer AI ovenpå og gør profilen levende - ikke kun hvad du har gjort, men hvad systemet mener, du sandsynligvis vil gøre.
Jeg finder det profetisk alvorligt, fordi den sidste konflikt netop handler om bekendelse og loyalitet. Antikrists system skal ikke blot vide, hvor mennesker er, men det skal skelne mellem dem, der tilbeder, og dem, der nægter. Åb. 13:15 beskriver døden for dem, der ikke vil tilbede dyrets billede, mens Åb. 20:4 viser dem, der blev halshugget, fordi de nægtede dyret og dets mærke. I en papirverden var menneskets inderste bekendelse vanskelig at gøre til systemdata. I en verden, hvor ord, relationer, betalinger, bevægelse og adfærd allerede bliver digitalt observerbare, er den tekniske afstand langt mindre. Det burde få en kristen til at tænke mindre på, hvordan man skjuler sig, og mere på om man faktisk vil stå fast.
Flere artikler om Endetiden
Elias’ tid gentages – et samfund i oprør mod GudLucis Trust beskriver i dag den kommende verdenslærer som den samme store åndelige skikkelse, der i Vesten kendes som Kristus og i Østen blandt andet som Maitreya. Organisationen skriver om ”begrebet en verdensreligion og sammenfletningen af trosretninger” og forestiller sig en fremtid, hvor åndeligt orienterede mennesker i hele verden holder de samme helligdage i fælles åndelig påkaldelse[28]. Det er ikke noget, en kristen kritiker har lagt i deres mund - det er deres eget sprog.
Alice Baileys The Reappearance of the Christ, som Lucis Trust fortsat udgiver og lægger online, har et helt kapitel med titlen ”The New World Religion”[29] (den nye verdensreligion). I deres egen forklaring er ”Kristus” ikke eksklusivt Jesus fra Nazaret, Guds enbårne Søn, som døde for vore synder og opstod. Han bliver verdenslæreren, Maitreya, en skikkelse der kan genkendes gennem flere religioners forventninger.
Her ligger noget af det mest djævelsk effektive i endetidens bedrag. Man behøver ikke nødvendigvis fjerne ordet Kristus, man kan beholde ordet og skifte personen ud. Johannes gør prøven langt skarpere end moderne religionsdialog. Ånden, der ikke bekender Jesus Kristus, er ikke af Gud, men det er Antikrists ånd (1. Joh. 4:1-3). Jesus siger ikke, at Han viser én af vejene. Han siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet” (Joh. 14:6).
Derfor kan den sande kristendom ikke smelte ind i en verdensreligion uden først at blive tømt for det, der gør den kristen. Jesu eksklusivitet må væk. Korsets nødvendighed må væk. Synden må omdefineres. Omvendelsen må erstattes af udvikling. Genfødelsen må erstattes af bevidsthedsudvidelse. Og det er præcis derfor, jeg ikke betragter New Age som et gammelt modefænomen. Navnet kan blive gammelt men teologien er stadig perfekt egnet til en verden, der ønsker åndelighed uden Herren.
Holger skrev i Frygt ikke for den kommende tid i 2004 om Maitreya og om den okkulte forventning om en verdenslærer[30]. I dag ville mange læsere måske smile af de gamle historier om konkrete fremtrædelser og forventninger. Men det er igen detaljerne, der kan få os til at overse strukturen. Bibelen siger ikke, at Antikrist kommer med et skilt, hvor der står ANTIKRIST. Han kommer som en løsning.
Daniel kapitel 11 beskriver en hersker, der opnår magt med smiger. Åb. 13 viser en verden, der undrer sig efter dyret og tilbeder det. 1. Tess. 5:3 sætter ordene ”fred og sikkerhed” ind i endetidens alvor. 2. Tess. 2 viser forførelsen. Den sidste hersker bliver ikke modtaget, fordi verden pludselig forelsker sig i åben ondskab. Han bliver modtaget, fordi ondskaben kan bære lysets ansigt. Det er også derfor en verdensreligion ikke behøver begynde med et dekret, der forbyder alle religioner. Den kan begynde med en moralsk påstand: Splittelse er problemet. Absolutte sandhedskrav skaber konflikt. Fred kræver, at vi samles om det, vi har fælles. Den religion, der siger ”ingen kommer til Faderen uden ved mig”, bliver dermed ikke bare teologisk besværlig. Den bliver socialt farlig.
Når den dag kommer, vil et vagt kristent ordforråd ikke beskytte nogen. Hvis ”Kristus” kan betyde Maitreya, kosmisk bevidsthed, universel kærlighed eller hvilken som helst åndelig syntese, så er det kun bekendelsen af Jesus Kristus der skærer igennem. Det er derfor, doktrin ikke er en tør luksus for mennesker, der kan lide gamle bøger. I endetiden bliver spørgsmålet om, hvem Jesus er, et spørgsmål om liv og død.
I 2004 skrev jeg Den Ny Verdensorden, og det slående er det, der ikke ældedes. Artiklen kredsede om en verden, hvor politisk myndighed, økonomi, overvågning, religion og teknologi gradvist blev vævet sammen på tværs af nationerne. Dengang måtte meget af det beskrives gennem konturer. I dag kan flere af strukturerne følges i institutionernes egne dokumenter[31]. Der var et spørgsmål under det hele, som ikke er blevet mindre: bevæger verden sig mod mere overnational styring, mere samordnet økonomi og mere global krisehåndtering?
I dag behøver vi ikke opsøge et lukket seminar for at finde sproget om global styring. FN’s medlemslande vedtog i september 2024 Pact for the Future. Et helt kapitel bærer overskriften ”Transforming global governance”, og pagten forpligter medlemslandene til at styrke det multilaterale system, reformere internationale institutioner og styrke responsen på komplekse globale chok[32]. Pagten er ikke en erklæring om én verdensregering. Men jeg behøver heller ikke kalde den det for at se, hvor meget sproget har flyttet sig siden 1990’erne. ”Global governance” er ikke længere et ord, man skal hente fra en kritikers bog. Det er overskriften på FN’s egen plan for reform.
Og læg mærke til, hvad der driver centraliseringen: kriser, som ingen nation siges at kunne håndtere alene. Pandemier. Finansielle chok. Klimahændelser. Cyberangreb. Forstyrrelser af globale strømme. Krig. Kompleksiteten bliver selv argumentet for mere koordinering. Det er ikke svært at forstå den politiske logik. Et globalt problem kræver globalt samarbejde. Men profetisk bør vi se, hvad gentagne kriser gør ved magtens geografi. Beslutninger flyttes opad. Midlertidige undtagelser bliver mulige. Befolkninger accepterer på få dage ting, der i fredstid ville kræve års debat.
Efter bortrykkelsen vil verden stå med den største samtidige internationale krise i moderne historie. Det er dér, denne lange udvikling bliver alvorlig. Når mennesker kræver, at nogen tager ansvar, vil de ikke først spørge efter decentralisering. De vil spørge efter én forklaring, én kurs og én hånd på roret.
Vi har en tendens til at forestille os verdensriget som resultatet af en langsom og velordnet plan. Men Bibelens sidste syv år er alt andet end velordnede. Krig, sult, død, forfølgelse, naturkatastrofer og åndeligt bedrag vælter ind over jorden. Det kan få én til at spørge, hvordan et globalt kontrolsystem overhovedet kan etableres midt i kaos. Måske er spørgsmålet vendt forkert. Kaos er netop det, der gør ekstraordinær magt mulig.
Vi så under coronakrisen, hvor hurtigt grænser kunne lukkes, sundhedsstatus kunne gøres adgangsbetingende, digitale dokumenter kunne blive praktiske nøgler til rejser og arrangementer, og befolkninger kunne vænne sig til regler, der få måneder tidligere ville have virket usandsynlige. Jeg nævner ikke det for at genåbne enhver diskussion om pandemien. Jeg nævner det, fordi perioden viste hastigheden.
Et system behøver ikke overbevise et roligt samfund om at afgive frihed i teorien. Det behøver overbevise et bange samfund om, at næste skridt er nødvendigt indtil krisen er ovre. Og når infrastrukturen allerede findes, kan næste skridt gå meget hurtigere. En digital identitet, der i dag bruges til bekvemmelighed, kan i morgen bruges til adgang. En betalingsinfrastruktur, der i dag afvikler almindelig handel, kan i morgen håndhæve restriktioner. En AI, der i dag prioriterer information, kan i morgen sortere mennesker efter risiko. Et internationalt organ, der i dag koordinerer frivilligt, kan under et chok få et langt stærkere mandat.
Det er ikke en påstand om, at alle disse konkrete systemer vil blive Antikrists redskaber. Det er som sagt en påstand om noget mere grundlæggende, nemlig at den sidste hersker behøver ikke opfinde funktionerne. Han kan arve dem.
Der er en fare ved al denne snak om biometri, digital identitet og elektroniske penge. Ikke fordi teknologien er irrelevant, men fordi vi kan komme til at tale så meget om infrastrukturen, at vi gør selve profetien mindre konkret, end Bibelen gør den.
Johannes skriver ikke blot, at mennesket en dag skal have en digital identitet. Han skriver, at dyret får alle til at modtage et mærke ”på deres højre hånd eller på deres pande”, og at ingen kan købe eller sælge uden mærket, dyrets navn eller dets navns tal (Åb. 13:16-17). Det gentages i Åb. 14:9 , og i Åb. 20:4 møder vi dem, som nægtede både dyret, dets billede og mærket. Det fysiske må derfor ikke bortforklares.
Mærket har en konkret forbindelse til kroppen. Samtidig viser Åb. 14, at det ikke blot er en praktisk identifikator. Det er knyttet til tilbedelsen af dyret og dermed til menneskets loyalitet. Det er netop kombinationen, der gør mærket så alvorligt: kroppen, økonomien og tilbedelsen bindes sammen.
Men jeg mener, at vi må overveje endnu et lag. I UFO-fænomenet - genetisk krig, hybridisering og det store endetidsbedrag gennemgik jeg muligheden for, at endetidens oprør mod Gud også får en biologisk dimension, hvor mennesket ikke blot underkaster sig et politisk system, men accepterer en forandring af selve sin gudgivne natur[33]. I den sammenhæng rejste jeg spørgsmålet, om mærket kan være mere end identifikation og økonomisk adgang - om det også kan indgå i en legemlig eller genetisk forandring.
Det kan jeg ikke bevise ud fra Åb. 13 alene. Bibelen siger ikke direkte, at mærket ændrer DNA. Men den teknologiske mulighed for at ændre menneskets DNA er ikke længere spekulation. CRISPR-baseret genredigering anvendes allerede medicinsk. I 2023 godkendte de amerikanske myndigheder den første behandling baseret på CRISPR-genredigering[34]. Endnu mere bemærkelsesværdigt er, at forskere allerede har udført genredigering inde i levende mennesker. I et klinisk forsøg blev CRISPR-materiale pakket i lipidnanopartikler, ført ind i kroppen gennem en infusion og transporteret til leverceller, hvor det målrettet ændrede DNA’et i et bestemt gen[35].
Man behøver altså ikke længere tage celler ud af kroppen, ændre dem og sætte dem tilbage. Genetisk redigering kan bringes ind i kroppen og udføres dér. Selv huden undersøges som adgangsvej. Forskere har i dyreforsøg udviklet opløselige mikronåle, som gennem huden kunne levere CRISPR-Cas9 og fremkalde målrettet genredigering i cellerne nedenunder[36]. Det betyder naturligvis ikke, at nogen af disse behandlinger er dyrets mærke. De er udviklet som medicinske teknologier, og der findes ingen dokumentation for, at de nuværende digitale ID-systemer, betalingsløsninger eller implantater ændrer menneskets DNA. Men de viser, at selve forestillingen ikke længere er biologisk umulig.
Noget kan placeres på eller føres gennem huden. Det kan fungere som identifikator. Det kan knyttes til et digitalt system. Og genetisk materiale kan i dag leveres ind i kroppen og ændre cellers DNA. Jeg siger ikke, at vi dermed kender mærkets teknologi, men når Johannes placerer mærket konkret på hånden eller panden, når mærket samtidig bliver adgangsbetingelsen til økonomien og et tegn på underkastelse under dyret, og når Bibelens endetidsbillede i øvrigt er præget af en dyb krænkelse af grænsen mellem det menneskelige og det dyriske, mener jeg ikke, vi bør afvise den biologiske mulighed.
Det kan forklare noget, jeg længe har fundet bemærkelsesværdigt: den usædvanligt absolutte dom over mærket. De, der modtager det, beskrives ikke blot som mennesker, der har brugt et forkert betalingsmiddel. De har valgt dyret og dets herredømme på en måde, som Åbenbaringen fremstiller som endelig (Åb. 14:9-11).
Om mærket også ændrer menneskets biologi, kan jeg som sagt ikke slå fast ud fra Bibelen. Men den verden, hvor en sådan tanke engang ville have været ren science fiction, findes ikke længere. Genomet kan redigeres. Genetisk materiale kan leveres ind i kroppen. Huden kan bruges som adgangsvej. Identiteten kan digitaliseres. Og økonomisk adgang kan gøres elektronisk betinget.
Flere artikler om Endetiden
Rededicate 250 og den falske kristendom: En bevægelse mod Antikrists globale religionDer er endnu en grund til, at jeg ikke vil skrive denne artikel som en teknologisk thriller. Israel står midt i profetien. Daniels sidste uge handler om hans folk og den hellige by (Dan. 9:24-27). Jesus peger tilbage på Daniels ødelæggelsens vederstyggelighed og placerer den i en konkret global krise (Matt. 24:15). Zakarias beskriver nationerne samlet imod Jerusalem og Herrens indgriben (Zak. 12:2-3 ; 14:2-4). Åbenbaringen taler om templet, Jerusalem, vidnerne og Israels forfølgelse.
Det betyder, at verdensriget ikke kun kan forstås som Silicon Valley, Bruxelles eller centralbanker. Den åndelige konflikt har geografi. Jerusalem står der. Holger skrev allerede i Begyndelsen og enden om Jerusalem, Israel, Antikrist og de ti konger i samme profetiske billede. Det er værd at huske, fordi vor tids digitale udvikling ellers kan få os til at tro, at det nye er hele historien. Det er det ikke. Teknologien forklarer, hvordan et globalt system kan fungere. Israel forklarer, hvorfor Bibelens tidslinje stadig er jordbundet og konkret.
Det sidste rige vil være globalt, men dets oprør ender ikke i cyberspace. Det ender med kongerne samlet imod Lammet (Åb. 17:12-14) og med Herren selv, der kommer.
Når man ser på én nyhed ad gangen, kan alt forklares væk som almindelig modernisering. Digital ID? Selvfølgelig. Det er praktisk. Biometri? Selvfølgelig. Det er sikkert. Digitale betalinger? Selvfølgelig. Folk ønsker dem. AI? Selvfølgelig. Det er effektivt. Global koordinering? Selvfølgelig. Problemer krydser grænser. Religiøs dialog? Selvfølgelig. Vi ønsker fred. UAP-diskussion? Selvfølgelig. Staten undersøger mærkelige observationer. Hver brik har sin egen begrundelse. Det er først, når man træder tilbage, at billedet ændrer sig.
Det er præcis derfor arkivet betyder noget. I 1999 måtte vi forklare, hvorfor en verdensreligion overhovedet var profetisk relevant. I 2002 måtte vi forklare, hvordan de ti konger kunne hænge sammen med regionale blokke. I 2003 måtte vi forklare, hvorfor elektronisk identifikation kunne få betydning for køb og salg, og hvorfor New Age-fortællinger om en kommende ”Kristus” og menneskers fjernelse burde tages alvorligt. I 2004 måtte vi forklare, hvad biometri og pengeløs økonomi kunne føre til.
I 2010 måtte vi forklare, at verdensriget også havde fået et virtuelt lag. I 2011 var det værd at skrive en selvstændig nyhed om, at mobilen begyndte at spise tegnebogen. I 2025 skrev Tagryggen om biometri som adgangsbillet, Palantirs dataoverblik, Aadhaar, digital euro og AI som et nyt lag oven på verdens systemer. I 2026 skriver Verdensbanken selv om interoperable digitale identiteter, betalinger og datadeling som global infrastruktur. EU udruller sin fælles digitale identitetsarkitektur. ECB har udvalgt 36 betalingsudbydere til sin digitale euro-pilot.
Club of Rome bekræfter sin gamle ti-regionsmodel, mens et nyere initiativ igen modellerer verden i ti regioner. Lucis Trust skriver stadig om verdensreligion, trosretningernes fusion og verdenslæreren. Og UFO-sproget er flyttet fra den kulturelle udkant til en verden, hvor myndigheder, medier og almindelige mennesker kan tale alvorligt om UAP og ikke-menneskelig intelligens uden at samtalen øjeblikkeligt ophører.
Det er ikke én af disse ting, der får mig til at skrive. Det er samtidigheden. Det er hastigheden. Det er den lange afstand fra 1999 til 2026, der pludselig føles meget kort.
Når jeg går tilbage i Tagryggens arkiv, er det ikke først og fremmest de enkelte teknologier eller politiske navne, der slår mig. Det er mønstret. For mere end tyve år siden skrev vi om elektronisk identifikation, biometriske systemer, et stadig mere pengeløst samfund, regionalisering af verden, overnational styring, en kommende verdensreligion, New Age-forestillinger om en ny ”Kristus” og et narrativ, der kunne bruges til at bortforklare bortrykkelsen.
Dengang lå meget af det i konturer. I dag står langt mere af det åbent. Det er ikke nødvendigvis enhver teknisk løsning, vi dengang beskrev, der bliver den løsning, der til sidst bruges. Teknologien skifter hurtigt. RFID kan afløses af biometri. Et kort kan blive erstattet af en digital tegnebog. En fysisk database kan udvikle sig til et distribueret netværk. Det interessante er ikke emballagen. Det interessante er funktionen.
Mennesket kan identificeres digitalt. Kroppen kan fungere som nøgle. Betaling kan gøres elektronisk og personbundet. Adgang kan gives eller nægtes automatisk. Data kan samles på tværs af systemer. Regionale og internationale institutioner kan koordinere politik, økonomi og regulering på tværs af landegrænser. Kunstig intelligens kan behandle informationsmængder, som tidligere ville have krævet hære af mennesker. Og samtidig har religiøse og esoteriske forestillinger, som engang befandt sig langt ude i periferien, fået et langt større kulturelt spillerum.
Det er derfor, de gamle artikler er interessante at læse igen. Ikke fordi Tagryggen kendte fremtidens maskiner. Men fordi Bibelen allerede havde beskrevet den funktion, det sidste system måtte få.
Johannes beskrev en verden, hvor økonomisk deltagelse kunne gøres betinget af et mærke (Åb. 13:16-17). Daniel og Johannes beskrev et sidste politisk system med ti konger (Dan. 7:24 ; Åb. 17:12). Åbenbaringen beskrev et verdensomspændende religiøst bedrag, tegn, tilbedelse og en leder, som kræver menneskets loyalitet (Åb. 13:11-15). Paulus beskrev en tid, hvor løgnens magt skulle få en særlig styrke blandt mennesker, som havde forkastet kærligheden til sandheden (2. Tess. 2:9-12).
Når vi gennem årene har fulgt digitalisering, biometrisk identitet, pengeløs økonomi, regionalisering, New Age, verdensreligion og teknologisk overvågning, har det derfor ikke været tilfældige interesseområder. Vi har fulgt de funktioner, Bibelen siger, en dag skal kunne samles. Og det er præcis dét, der gør 2026 så alvorligt.
For flere og flere af de ting, man tidligere måtte forklare, forestille sig eller diskutere som fremtidige muligheder, er blevet hverdagslige. Det, der engang var konturer, har fået infrastruktur. Det, der engang var teori, har fået pilotprojekter. Det, der engang blev afvist som teknologisk urealistisk, bliver nu markedsført som bekvemmelighed. Det, der engang lå i esoteriske kredse, bliver i stigende grad gjort kulturelt tænkeligt.
Derfor læser jeg ikke de gamle artikler som støvede dokumenter fra en anden tid. Jeg læser dem som vidnesbyrd om, hvor langt verden har flyttet sig. For tyve år siden så vi skyggerne af et system. Nu kan vi begynde at se strukturen. Og jo tydeligere den bliver, desto vanskeligere er det at overse det spørgsmål, som hele udviklingen rejser:
Hvor tæt er vi på det øjeblik, hvor de sidste brikker ikke længere blot ligger klar, men bliver samlet?
En indvending imod den futuristiske læsning har ofte været tempoet. Hvordan skulle én mand på kun få år kunne samle politisk magt, økonomisk kontrol, religiøs tilbedelse og forfølgelse over hele verden?
Det spørgsmål havde mere vægt i en langsom verden.
I nutiden kan markeder falde globalt på minutter. Software kan opdateres over natten. Banker kan blokere konti elektronisk. Grænser kan ændre procedurer på få dage. En fortælling kan gå fra ukendt til global på timer. En krise ét sted på jorden kan flytte priser, militære beslutninger og politik på den anden side af kloden, før de fleste mennesker er stået op.
Og det er i fredstid. Forestil dig så bortrykkelsen.
Forestil dig ulykkerne, forsyningsproblemerne, den finansielle panik, ledelsesvakuummet, den religiøse chokbølge og et informationsmiljø fyldt med videoer, kunstige stemmer, deepfakes, påståede vidner og konkurrerende forklaringer. En verden i den tilstand vil ikke bede om langsommere beslutninger. Den vil bede om nogen, der kan standse faldet.
Det mærkelige er, at denne mekanisme ikke længere kun diskuteres i profetiske kredse. I september skrev jeg Antikrist eller Armageddon - verdens magt er begyndt at tale profeti, efter at Peter Thiel - medstifter af Palantir og en af den moderne teknologiverdens mest indflydelsesrige skikkelser - selv var begyndt at tale åbent om Antikrist, Armageddon og spørgsmålet om, hvordan frygten for verdens undergang kan drive menneskeheden ind under en stærkere global myndighed[37].
Thiels tanke er, at Antikrist ikke nødvendigvis kommer til verden med et banner, hvor der står diktatur. Han kommer som svaret på noget, mennesket frygter endnu mere. Atomkrig. Teknologisk katastrofe. Sammenbrud. Armageddon. I sine forelæsninger har Thiel netop argumenteret for, at frygten for sådanne eksistentielle trusler kan få mennesket til at acceptere en magtkoncentration, det ellers aldrig ville have accepteret.
Det interessante for mig er ikke, om Thiel forstår profetierne rigtigt i alle detaljer. Det interessante er, at spørgsmålet nu stilles helt inde i den verden, hvor teknologi, data, kapital og politisk indflydelse mødes: Hvordan kan én mand få global magt inden for meget kort tid? Det spørgsmål har vi stillet på Tagryggen i årtier. Nu stiller mennesker omkring vor tids magtcentre det også.
Det er her Dan. 11:21 og Åb. 13 får en anden praktisk tyngde. Den kommende leder behøver ikke først erobre hver stat militært. Han kan træde frem som den mand, der forstår krisen, samler de fragmenterede systemer og tilbyder det, ingen andre længere kan levere. Orden. Fred. Sikkerhed.
De ti konger ”giver deres magt og myndighed til dyret” (Åb. 17:13). Det lyder ikke som en århundredlang erobringskampagne. Det lyder som en overdragelse. Hvis regionerne, netværkene, betalingssystemerne, identitetslagene, overvågningskapaciteten og de internationale institutioner allerede eksisterer, skal Antikrist ikke bygge verden fra grunden. Han skal samle den.
Og efter bortrykkelsen kan den begivenhed, der får verden til at acceptere samlingen, allerede være indtruffet. Syv år er derfor ikke kort tid. Syv år er en evighed for teknologi. Og frygt kan flytte politisk magt langt hurtigere end teknologi.
1. Tess. 5:3 er blevet citeret så ofte, at ordene næsten kan glide forbi os: ”Når de siger: Fred og sikkerhed…” Så kommer ødelæggelsen pludseligt. Men prøv at høre ordene med vor egen tids ører.
I Peter Thiels forelæsninger om Antikrist dukkede netop dette vers op. Han talte om frygten for Tredje Verdenskrig og om en verden, der kan blive drevet mod ”fred for enhver pris”. Og han pegede direkte på ”fred og sikkerhed” i 1. Tess. 5:3 som det, han kaldte Antikrists slogan. Det bør få os til at standse. Ikke fordi Peter Thiel dermed er blevet profet, og heller ikke fordi hans fortolkning skal være vores målestok. Men fordi noget har flyttet sig.
Der var en tid, hvor tale om Antikrist, én verdensmagt, Armageddon og ”fred og sikkerhed” som endetidens politiske bedrag nærmest automatisk placerede én uden for den seriøse samtale. Nu bliver spørgsmålet diskuteret af en mand, som selv har været med til at bygge nogle af de teknologiske systemer, der gør global overvågning, dataanalyse og magtkoncentration langt lettere at forestille sig end tidligere. Og hans spørgsmål er i virkeligheden skræmmende enkelt: Hvad accepterer mennesket, hvis alternativet synes at være Armageddon?
Det er præcis dér, ”fred og sikkerhed” bliver profetisk eksplosivt. Antikrist behøver ikke sælge ondskab. Han skal sælge ophøret af ondskaben. Han skal ikke sige: Giv mig jeres frihed, så jeg kan undertrykke jer. Han skal kunne sige: Giv mig myndigheden, så jeg kan standse krigen. Han behøver ikke præsentere én verdensorden som tyranni. Han kan præsentere den som den sidste mulighed for, at civilisationen overlever.
Det er også derfor, en verden præget af krig, økonomisk uro, migrationskriser, cybertrusler, pandemifrygt, atomar konfrontation og teknologisk usikkerhed er profetisk interessant. Ikke fordi enhver krise i sig selv opfylder en profeti, men fordi kriser former menneskets længsler.
Hvad ønsker et menneske, når det er blevet bange nok? Fred. Hvad ønsker en nation, når dens institutioner ikke længere kan beskytte den? Sikkerhed. Hvad ønsker en verden, der tror, den står foran sammenbrud? En løsning.
Flere artikler om Endetiden
UFO-fænomenet – genetisk krig, hybridisering og det store endetidsbedragDe ti konger giver den politiske struktur. Det digitale system giver adgang og kontrol. Verdensreligionen giver den åndelige legitimitet. Den falske fortælling om bortrykkelsen beskytter verden mod den bibelske forklaring. Krisen skaber behovet. Frygten skaber mandatet. Antikrist leverer personen. Den falske profet leverer tilbedelsen. Og bag det hele står den gamle løgn.
Det er heller ikke svært længere at forstå, hvorfor verden kan tage imod ham. Jesus sagde: ”Jeg er kommen i min Faders navn, og I tager ikke imod mig; dersom en anden kommer i sit eget navn, ham vil I tage imod” (Joh. 5:43). Verden forkastede den sande Kristus. Men den kommer ikke nødvendigvis til at forkaste den mand, der lover at redde den fra afgrunden. Det er bedragets styrke. Thiel fremstiller dilemmaet som ”Antikrist eller Armageddon” - som om menneskeheden i yderste konsekvens kan blive fristet til at vælge den stærke globale orden for at undgå katastrofen. Bibelen viser noget endnu mørkere. Antikrist redder ikke verden fra Armageddon. Han fører den dertil. ”Og jeg så, at der af dragens mund og af dyrets mund og af den falske profets mund kom tre urene ånder… De går ud til kongerne i hele verden for at samle dem til krigen på Gud den Almægtiges store dag” (Åb. 16:13-14).
Verden vil tro, at den løber væk fra katastrofen. Men den løber direkte ind i armene på den mand, der fører den frem imod den. Den vil søge fred og få trængsel. Søge sikkerhed og ende under tvang. Søge en redningsmand og tage imod Antikrist. Og dét er grunden til, at det er så bemærkelsesværdigt, når mennesker helt inde omkring vor tids teknologiske og økonomiske magt nu selv begynder at tale om Antikrist, Armageddon og ”fred og sikkerhed”. Ikke fordi deres ord opfylder profetien. Men fordi verden er begyndt at tale det sprog, vi i årtier har læst i den.
Bibelen er fuld af kronologi. Daniel regner i år. Åbenbaringen taler om måneder, dage og bestemte tidsrum. Jesus henviser til Daniel og forventer, at læseren forstår. Paulus skriver om begivenheder, der skal komme i en bestemt rækkefølge.
Jeg er blevet kritiseret for at kikke på årstal, hvilket jeg gør fordi jeg længes og spejder efter min Herre og Frelser. Ikke for at sætte en dato, men for at kikke ind i håbet om snart at komme hjem. Når Gud selv har valgt at åbenbare tider, perioder og rækkefølger, mener jeg ikke, vi skal behandle kronologien som noget uvigtigt. Tværtimod. Jeg ønsker at forstå den så præcist, som Skriften tillader.
Men jeg forstår til fulde at der er forskel på at studere kronologien og på at gøre ét bestemt årstal til hele grundlaget for vores forventning. For selv uden at sætte en dato på bortrykkelsen kan vi se noget andet, som er blevet vanskeligere og vanskeligere at overse: Verden er blevet langt mere parat til de sidste profetier.
Det er dét, jeg mener, når jeg siger, at tiden løber. Ikke at årstal er ligegyldige. Ikke at kronologien er blevet mindre interessant. Men at vi samtidig må se på den verden, kronologien skal udspille sig i. Jesus irettesatte sin samtid, fordi den kunne tyde himlens udseende, men ikke tidernes tegn (Matt. 16:2-3). De stod midt i en profetisk tid og genkendte den ikke. Det er en alvorlig tanke. For hvad hvis vores største fare ikke er, at vi mangler information om endetiden? Hvad hvis faren er, at vi vænner os så meget til udviklingen, at vi ikke længere ser, hvor usædvanlig den er?
Vi har gennem årtier fulgt udviklinger, som dengang ofte lå i konturerne. Nu står flere af dem langt tydeligere. Ikke som den endelige opfyldelse, men som strukturer, der gør de sidste profetier langt lettere at forestille sig bogstaveligt end tidligere. Det ændrer ikke Skriften. Det ændrer vores udsigtspunkt. Antikrist er ikke åbenbaret. Dyrets mærke er ikke indført. De ti konger har endnu ikke fået den myndighed, Åb. 17 beskriver. Den falske profet er ikke trådt frem, og bortrykkelsen har ikke fundet sted. Men når de praktiske, politiske, økonomiske, teknologiske og åndelige forudsætninger samtidig bevæger sig i en retning, der stemmer stadig bedre med det profetiske billede, bliver spørgsmålet om tiden ikke mindre interessant. Det bliver mere alvorligt.
Derfor er jeg stadig optaget af årstal. Jeg undersøger stadig kronologien og sammenholder de profetiske tidslinjer. Men jeg gør det med et andet landskab foran mig end det, vi så for tyve eller tredive år siden. Profetien foregår ikke i et vakuum, men vi ser den udspille sig i historien. Og når historien begynder at ligne den verden, profetien beskriver, bliver spørgsmålet om hvornår, vanskeligere at skubbe fra sig. Jeg siger ikke her, at jeg har regnet dagen ud. Jeg siger, at tiden ikke længere føles fjern - det er dét, jeg mener med, at tiden løber.
Efter alle disse sider kan man få den forkerte fornemmelse: at vi skal sidde og vente på Antikrist. Det skal vi ikke. Menigheden venter på Kristus. Vores håb er ikke, at vi når at identificere den sidste tekniske standard. Vores håb er ikke, at vi bliver dygtigere end verdens overvågningssystemer. Vores håb er ikke, at vi kan bygge en bunker langt nok væk fra netværket.
Vores håb er en Person.
”Så skal vi altid være sammen med Herren”, slutter Paulus sin beskrivelse af bortrykkelsen (1. Tess. 4:17). Derfor siger han: ”Trøst derfor hverandre med disse ord” (1. Tess. 4:18). Bortrykkelsen er ikke først et mysterium, der skal gøre kristne bange. Den er løftet om, at Brudgommen kommer.
Men den er samtidig verdens startskud.
Det er derfor alt det, der står klar omkring os, får betydning. Ikke fordi vi skal frygte, at systemet er stærkere end Gud, men fordi det fortæller os noget om, hvor hurtigt de sidste begivenheder kan udfolde sig, når Han fjerner den, der holder igen. I 2. Tess. 2 er rækkefølgen slående. Lovløshedens hemmelighed virker allerede. Noget holder igen. Hindringen fjernes. Den lovløse åbenbares.
Når jeg ser den verden, vi har bygget, bliver spørgsmålet derfor ikke længere først: Hvilken teknologi mangler Antikrist? Det bliver: Hvad er det, der endnu holder ham tilbage? Jeg tror, svaret peger på menigheden. Og hvis det er rigtigt, er den vigtigste begivenhed foran os ikke lanceringen af den næste wallet eller den næste AI-model. Det er Herrens råb.
Jeg ønsker ikke at slutte med Club of Rome, EU, Verdensbanken, AI, Maitreya eller Antikrist. De er ikke centrum.
Jesus er centrum.
Det er muligt at læse om endetiden i årevis og stadig være fortabt. Man kan kende alle teorier om de ti konger, vide alt om digitale valutaer, have læst Alice Bailey og følge hver bevægelse i Mellemøsten - og stadig ikke kende Ham, som kommer. Det ville være den største tragedie af alle. For spørgsmålet er ikke kun, om verden står klar. Spørgsmålet er, om du gør.
Bibelen siger ikke, at du bliver frelst ved at gennemskue systemet. Du bliver frelst ved Jesus Kristus. Han bar synden. Han døde. Han opstod. Han kalder mennesker til omvendelse og tro. Den, der kommer til Ham, bliver ikke kastet ud. Det er stadig nådens tid. Det er stadig muligt at bøje knæ frivilligt for den sande Konge, før verden bøjer knæ for den falske.
Når jeg går gennem Tagryggens arkiv og ser, hvor mange ting der er flyttet fra det mærkelige til det almindelige, fra advarslen til infrastrukturen, fra New Age-bogen til den kulturelle forestillingsverden, fra science fiction til produktlanceringen, får jeg ikke lyst til at sætte mig med en kalender. Jeg får lyst til at råbe ”Vågn”. Ikke til panik, men til Kristus. Jesus sagde: ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk. 21:28).
Læg mærke til retningen. Op. Ikke ned i frygten. Ikke ind i endeløse spekulationer. Ikke med øjnene fastlåst på systemet. Op. For verden kan være mere parat til de sidste profetier, end nogen tidligere generation har set. Men den kristnes forventning er stadig den samme.
”Amen, kom, Herre Jesus!” (Åb. 22:20).
[1] ”Verdensreligionen”, Tagryggen, d. 01-12-1999
[2] ”Den sataniske treenighed”, Tagryggen, d. 19-12-2001
[3] ”Begyndelsen og enden”, Tagryggen, d. 30-01-2002
[4] ”Teknologisk bortrykkelse”, Tagryggen, d. 05-04-2002
[5] ”Menighedens bortrykkelse og Herrens dag”, Tagryggen, d. 22-09-2011
[6] ”Noter fra seminar ang. den Ny Verdensorden”, Tagryggen, d. 14-08-2003
[7] ”UFO-fænomenet - genetisk krig, hybridisering og det store endetidsbedrag”, Tagryggen, d. 17-05-2026
[8] ”The age of stubborn hope: the Club of Rome in the 1970s and 80s”, Club of Rome, d. 29-01-2026
[9] ”Rising inequality risks regional collapse and climate catastrophe”, Club of Rome, d. 30-08-2022
[10] ”Trump, teknokratiet og de nye kort over verden”, Tagryggen, d. 15-02-2026
[11] ”Ny teknologi leder til ”dyrets mærke””, Tagryggen, d. 12-02-2004
[12] ”Buy with your eyes, pay with your glance! Together with Empik and PayEye, Mastercard expands its Biometric Checkout Program to Poland”, Mastercard, d. 06-06-2024
[13] ”With start of operation of new EES border control system the EU will strengthen border security and increase efficiency for travellers”, Council of the European Union, d. 11-10-2025
[14] ”ISIS - tegnebogen møder mobilen”, Tagryggen, d. 27-01-2011
[16] ”ECB selects 36 payment service providers to join digital euro pilot”, Den Europæiske Centralbank, d. 14-07-2026
[17] ”Kontantforbud, krypto-kontrol og digital euro - ét samlet økonomisk system vokser frem”, Tagryggen, d. 30-11-2025
[18] ”Bibelens troværdighed”, Tagryggen, d. 12-04-2003
[19] ”Global Digital Public Infrastructure Program: From Foundations to Scale”, World Bank, d. 06-05-2026
[20] ”European Digital Identity (EUDI) Regulation”, Europa-Kommissionen, d. 22-06-2026
[21] ”AltID åbner den digitale port: Danmark tager endnu et skridt mod Antikrists adgangssamfund”, Tagryggen, d. 06-06-2026
[22] ”UIDAI enabling multi-modal authentication, facilitating periodic updation of details and strengthening infrastructure to mitigate authentication-related issues”, Unique Identification Authority of India, d. 27-03-2026
[23] ”Indiens digitale ID-system, Addhaar, afslører trængslens digitale kaos”, Tagryggen, d. 21-11-2025
[24] ”Når brikkerne samles: Fra digitale systemer til en fortællende profil”, Tagryggen, d. 20-05-2026
[25] ”Verdensriget 2010 - virkeligt og virtuelt”, Tagryggen, d. 16-12-2010
[26] ”Teknologien, der gør trængslen mulig og giver verdensriget sind”, Tagryggen, d. 22-12-2025
[27] ”Palantir - teknokratisk verdensoverblik - værsågod Antikrist!”, Tagryggen, d. 07-06-2025
[28] ”World Religion in a New Era”, Lucis Trust, tilgået d. 12-09-2026
[29] ”The Reappearance Of The Christ”, Lucis Trust, tilgået d. 12-09-2026
[30] ”Frygt ikke for den kommende tid”, Tagryggen, d. 11-09-2004
[31] ”Den Ny Verdensorden”, Tagryggen, d. 26-11-2004
[32] ”Chapter V: Transforming global governance”, United Nations, d. 22-09-2024
[33] ”UFO-fænomenet - genetisk krig, hybridisering og det store endetidsbedrag”, Tagryggen, d. 17-05-2026.
[34] ”FDA Approves First Gene Therapies to Treat Patients with Sickle Cell Disease”, U.S. Food and Drug Administration, d. 08-12-2023. FDA beskriver her Casgevy som den første FDA-godkendte behandling, der anvender CRISPR/Cas9-genredigering.
[35] ”CRISPR-Cas9 In Vivo Gene Editing for Transthyretin Amyloidosis”, New England Journal of Medicine, d. 26-06-2021. Her blev CRISPR-materiale pakket i lipidnanopartikler og givet intravenøst, hvorefter genredigeringen foregik inde i patienternes leverceller.
[36] ”Microneedle-assisted genome editing: A transdermal strategy of targeting NLRP3 by CRISPR-Cas9 for synergistic therapy of inflammatory skin disorders”, Science Advances, d. 10-03-2021. Studiet anvendte opløselige mikronåle til at føre CRISPR-Cas9 gennem huden og fremkalde målrettet genredigering i musemodeller.
[37] ”Antikrist eller Armageddon - verdens magt er begyndt at tale profeti”, Tagryggen, d. 18-09-2026
