OversigtVidenskabsmænd har i årevis haft tunge beviser for, at det ikke er sandt, men er blevet overhørt af den videnskabelige kontrol elite, der i sin blinde, lidenskabelige tro på evolution vælger, at ignorere videnskabelige formodninger og føre dem som fejlmarginer i deres udregning.
En grafisk oversigt over evolutionen fra abe til menneske ses ofte og tages ganske alvorligt. Lad os starte med kort at kikke på den.
 | Heidelberg manden ”Et tidligt medlem af en uddød menneske race, betragtet tæt beslægtet med Homo erectus, kendt først og fremmest fra et kæbebens fossil, fundet i 1907 nær Heidelberg i Vesttyskland”. Dette er historiebøgernes version. Ud fra dette kæbeben som mange har bildt sig ind er meget menneskelig, har man bygget en abe. |
 | Nebraska manden Blev navngivet i 1922 fra en menneskelignende tand, som blev fundet i Nebraska af geolog Harold Cook i 1917. Han gav tanden til Henry Fairfield Osborn, direktør for det Amerikanske Museum for Naturhistorie, der identificerede den som værende en tand fra en abe. Osborn benægter denne historie, men uanset hvad, er der tegninger af både denne abe og tilhørende familie. Senere er det bevist, at tanden er fra et uddødt svin. |
 | Piltdown manden Et fossil kranium og kæbeben blev af Charles Dawson fundet i 1912 i en grusgrav i Sussex, England. Ud fra disse, konstruerede man en menneskeabe. Senere i 1953, fandt man ud af, at kraniet var fra et menneske og kæbebenet fra en abe. Sætter man de to ting sammen, får man logisk nok en menneskeabe. Men Piltdown manden har aldrig eksisteret. |
 | Peking manden Der blev mellem 1922 og 1936 fundet knogler i Peking og eksperter mente at de stammede fra abemennesker. Man mener at denne Peking mand er over 400.000 år gammel. O’Connel, en missionær i Kina, fortæller at fundstedet var et kalkbrud der faldt sammen og begravede menneskene der. Om det er sandt, ved jeg ikke – men… Fakta er, at alle beviserne er forsvundet… |
 | Neandertal manden Neandertalerne levede i områder fra Vesteuropa igennem Centralasien fra ca. 200.000 – 28.000 år siden. Knoglerne blev fundet i Frankrig for over 50 år siden. Dr. A.J.E. Cave sagde ved den internationale zoologiske kongres i 1958, at hans undersøgelse af denne Neandertalmands knogler, viser at de er fra en gammel mand, der led af ledbetændelse. |
 | Ny Guinea manden Denne mand kan dateres tilbage til 1970 og blev fundet nord for Australien. Guinea ligger ved Afrikas vestkyst og jeg vil vove at påstå, at der stadig findes mennesker som dette. |
 | Cro-Magnon manden Fundet i Cro-Magnon hulen i Frankrig, siges at være den tidligste model af det moderne menneske (Homo Sapiens), indbygger i Europa i den sene stenalder tid. Han er kendetegnet ved et tydeligt ansigt og en høj figur. Han er magen til det moderne menneske i fysik og hjernekapacitet. Hvor er forskellen? |
Det er jo grotesk, at denne lære bliver medtaget i skolernes pensum. En ting var, at det blev indført for at klargøre hvilket falsum det er. Men det bliver undervist i ramme alvor, som videnskabelige fakta.
I det hele taget, er evolutionen en umulighed. Det kan ikke lade sig gøre. Spørgsmålet er så - hvordan blev al skabningen til? Var det en tilfældighed? Var det ukontrollerede naturkræfter, tid og naturlig udvælgelse? Eller er der en designer, en Skaber bag det vi ser?
Darwin fremførte den teori, at naturlig udvælgelse, at den stærkeste overlevede, var grunden til at nogle arter uddøde og andre overlevede. Eks. fugle har forskellige næb typer og kan derved finde mad forskellige steder, hvilket er årsagen til, at nogle fugle overlevede denne udvælgelse. Derfor har de forskellige arter avanceret deres redskaber næb, klør, tænder osv., igennem generationer for at overleve. Således har skabningen udviklet sig, uden nogen form for intelligent vejledning.
Darwin studerede due opdrætning og vidste, at opdrættere igennem årene havde formået at gøre store forandringer, ved at tillade bestemte fugle at yngle. Darwin foreslog da, at den samme proces foregår i naturen. For Darwin forklarede dette design fænomenet udenom en designer. Det var ikke længere nødvendig at involvere en intelligent designer i livets kompleksiteter. Naturlig udvælgelse blev en designer erstatning.
Naturlig udvælgelse virker og forklarer visse begrænsede små variationer, hvilket der er mange eksempler på, men den kan ikke forklare det Darwin mente den kunne, nemlig livets indviklede beskaffenhed.
I det nittende århundrede da Darwin levede, troede videnskabsmænd at livets grundlag, cellen, var en simpel masse af protoplasma (det levende materiale i en celle, første-dannelse), en smule gele som ikke var svær at forklare. Denne opfattelse ændrede sig ikke før de tidlige 50’ere, men i den sidste halvdel af dette århundrede, er viden om cellen eksploderet.
I dag åbenbarer kraftfuld teknologi uddybende mikroskopiske verdener, der er så små, at en fingerbøl fyldt med flydende masse, kan indeholde mere end 4 milliarder enkeltcellede bakterier, som hver i sær er brygget af kredse, samlede instruktioner og miniature maskiner - en kompleksitet Darwin aldrig havde kunnet forestille sig.
På livets absolutte grundlag, hvor molekyler og celler styrer, har videnskaben opdaget maskiner – bogstavelige molekylære maskiner, der transporterer forsyninger fra den ene ende af cellen til den anden. Maskiner der fanger sollyset og omdanner det til brugbar energi. Der er lige så mange molekylære maskiner i det menneskelige legeme, som der er funktioner kroppen skal gøre - høre, se, lugte, smage, føle, sårheling, åndedræt, immunforsvar, som alle kræver en mængde maskiner.
Når man ser på disse maskiner, spørger man, hvor kommer de fra og standard svaret Darwinistisk evolution giver, er meget uakkurat.
Michael J. Behe, biokemiker ved Lehigh University blev specielt optaget af det som kaldes bakterie-flagel (et langt tråd-vedhæng, en forlængelse af visse celler der fungerer som organisk befordring). Behe så en tegning af dette og blev betaget af den, med alle dens dele og al dens herlighed. Da han så propellen, koblingsstykket til propellen, drivaksel osv., sagde han ”det er en påhængsmotor, det er designet, det er ikke en tilfældig sammensætning af dele”.Når man forstørrer denne motor 50.000 gange, ser man et vidunder af en konstruktion i miniature udgave. Howard Burge, Howard University, har givet den betegnelsen ”Den mest effektive maskine i universet”. Nogle af maskinerne kører rundt med 100.000 omdrejninger i sekundet og kan stoppe øjeblikkeligt, skifte retning og dreje med 100.000 omdrejninger i den anden retning.
Som med påhængsmotorer, der har et stort antal dele, som er nødvendige for at motoren kan virke, har også denne motor mange dele - omkring fyrre. Den er vandkølet og har en stator, en rotor og som før nævnt en drivaksel en propel m.m. som tilsammen fungerer, og det er derfor passende at kalde det for en motor.
Siden opdagelsen af denne motor, har videnskabsmænd forsøgt at forstå, hvordan den kunne opstå igennem naturlig udvælgelse og står stadig uden nogen detaljeret Darwinistisk forklaring.
Behe siger at: ”Med irreducerbart kompleks forstår jeg et system sammensat af adskillige samvirkende og til hinanden tilpassede dele, der hjælper til med at udføre den grundlæggende funktion, og hvor fjernelsen af en hvilken som helst af disse dele praktisk taget vil få systemet til at ophøre med at fungere.”
En almindelig motor består af mange dele, som alle sammen har en funktion for at motoren kan virke. Mangler der i motoren en komponent, eller er en komponent defekt, vil motoren være ubrugelig. Alle motorens dele, må være til stede og funktionelle på en gang, for at maskinen kan køre.Irreducerbar kompleksitet, gælder også for molekylære motorer. Det store spørgsmål er, hvordan man med evolutionens tankegang, får bygget denne motor gradvist, når der ikke er nogen funktion, før du har alle komponenterne sammensat, i rette orden. Dette spørgsmål er en stor udfordring for naturlig udvælgelse.
Darwin mente at et øje, et øre eller et hjerte med tiden kunne bygges, med små gradvise skridt. Alligevel slog han fast, at udfaldet af naturlig udvælgelse, måtte avancere og tilføre ny funktion til de udviklende genetiske forandringer, for at kunne lykkes i sin kamp for overlevelse. Han sagde, at det ikke er nødvendigt at alle delene er tilgængelige på en gang, for at noget nyt kan udvikles, hvis udviklingen skete gradvist over meget lang tid. Samtidig mente han at den naturlige udvælgelse undersøger den mindste variation og afviser det der ikke er godt men bevarer og tilføjer alt, som er godt.
Vi står her i et dilemma, da en enkelt del i sig selv ikke er tilførende. Bruger vi eksemplet et øje, vil udviklingen af hornhinden ikke være nogen fordel, da den i sig selv ikke tilfører noget brugeligt. Derfor ville hornhinden blive afvist og øjet aldrig komme til eksistens.
Kan Darwins små forandringer have produceret bakterie-flagellen?
Flere videnskabsmænd betvivler dette, da spørgsmålet er, hvordan en bakterie skulle kunne udvikle denne motor med alle tilhørende dele, når den ikke havde dette system og når enhver forandring skal tilføre en ny funktion. På samme måde som med øjet, kan man forestille sig, at en bakterie i tidernes morgen udviklede en hale. Den ville i den naturlige udvælgelse være usynlig, da den ikke tilfører nogen overlevelses funktion. Den kunne ikke bevares og føres videre til den næste generation. Derfor er alle delene til motoren nød, til fra starten, at være på plads. Man kan sammenligne med et hus, hvor fundamentet skal være tilstede før væggene kan rejses, før elektriciteten kan installeres, før væggene kan lukkes osv…
Darwin skrev at ”Hvis det kunne demonstreres, at der eksisterede et komplekst organ, som ikke på nogen mulig måde kunne være blevet dannet af adskillige små succesfulde modifikationer, ville min teori absolut bryde sammen.”
Behe siger at ”selv hvis et system er irreducerbart komplekst (og derfor ikke har kunnet blive dannet direkte), kan man dog ikke udelukke muligheden af en indirekte, snørklet rute. Men efterhånden som kompleksiteten af et vekselvirkende system stiger, falder sandsynligheden for en sådan indirekte rute hastigt. Og efterhånden som antallet af uforklarede irreducerbare komplekse biologiske systemer øges, stiger vores mistanke om, at Darwins kriterium for, at hans teori havde fejlet, hastigt mod det maksimale, som videnskaben tillader.”
Andre videnskabsmænd har forsøgt at forklare livets oprindelse og for en kort tid været overbevist om kemisk evolution - at aminosyre i vandet kunne organisere sig selv til protein. Men igen står man med et problem, at der er behov for DNA med information om den korrekte sammensætning. Aminosyre kan ikke sammensætte sig selv til en meningsfuld biologisk sekvens. Nye opdagelser fjerner gang på gang videnskabens overbevisning og igen står man med spørgsmålet – hvordan undgår vi skabelsen? Jo længere videnskaben kommer i sine opdagelser, jo tættere kommer den på forståelsen af, at det vi er og har omkring os, er designet. Det hele er skabt og nøje planlagt til mindste usynlige detalje. Skulle livet være opstået ved en tilfældighed, skulle det kunne lade sig gøre, at lade et antal bogstaver falde tilfældigt på et bord så de dannede en korrekt sammensætning der svarer til hundredvis af sider med korrekt sammensatte ord.
Der er meget mere at sige ang. dette. Men af hensyn til pladsen, har jeg udvalgt det vigtigste til at forstå sagens kærne. Kort sagt er der to store spørgsmål i biologien. 1. hvordan får man nye skabninger fra liv der allerede eksisterer? – og 2. hvordan opstod livet, den første levende celle på jorden?
Darwin brugte det meste af sit liv på at finde svar på det første spørgsmål. Men når det kom til det andet spørgsmål, havde han meget lidt at sige. I sin bog ”Arternes oprindelse”, nævner han slet ikke spørgsmålet – hvordan livet opstod ud af intet.
For at fjerne den resterende tvivl om muligheden for evolution, som videnskaben ikke tør gå imod, må der en anden faktor ind. Evolutionen skulle være sket igennem millioner af år og vi må derfor gennemgå videnskabens datering af jorden, om den er pålidelig eller om det er endnu et forsøg på at bortforklare Gud og erstatte Ham med ”naturlige” processer.
Videnskaben bruger kulstof 14 (C14) til at datere organiske fossiler, og daterer derved millioner af år tilbage. Lærebøgerne viser ikke hvordan denne metode fungerer og heller ikke de formodninger der er medtaget i beregningerne.
Følgende fortæller jeg ud fra et foredrag af Mike Riddle, der har studeret dette emne i 20 år og talt på hundrede vis af universiteter og skoler i USA og ikke mindst ved NASA.
Atomet består af tre subatomare partikler - proton, neutron og elektron. Når man taler om kulstof atomer (isotoper), er der tale om mange forskellige: C9-16, som adskilles af antallet af neutroner. Alle har de 6 protoner og når de sammenlægges med neutronerne, får man det der kaldes atomvægten.C14 har seks protoner og otte neutroner, C12 har seks af hver osv. C12 er en stabil isotop, da der er seks protoner og neutroner. Tager man kvælstof er stabiliteten ved syv protoner og neutroner. Ilt er stabil ved otte af hver. Således er C14 en ustabil isotop da forholdet er 6/8.
Når kernen i et atom ændres til et nyt element, er der tale om radioaktivt henfald. Antallet af protoner må ændres. Ændrer man eks. kulstof til kvælstof, må der tilføres endnu et proton i C14 kernen - fra seks til syv.
C14 har en halveringstid på 5730 år. Tager man C14 prøven med dette interval, vil halvdelen af kulstoffet være henfaldet til kvælstof. I dag har vi 100% - om 5730 år 50% og om 11.460 år 25%. Så derfor er C14 en ustabil isotop, der konstant henfalder. Men da C14 konstant produceres i atmosfæren, er der ingen chance for, at det slipper op. Når kosmiske stråler kolliderer med vores atmosfære, ændres noget af kvælstoffet til C14, som kombineret med ilten danner CO2 (kuldioxid), der optages af alt levende på jorden. Derfor er der C14 i alle levende skabninger. Ikke organisk materiale, eks. klipper, ånder ikke og kan derfor ikke dateres med C14 metoden, men i alt organisk materiale, kan der måles C14.
C14 bliver konstant tilført jorden og henfalder samtidig konstant. Det skal vi vide, for at forstå C14 metoden.
Ligevægt vil sige, at den mængde C14 der bliver tilført, svarer til mængden der henfalder. Det er et kritisk spørgsmål i hele denne proces. Når eks. et dyr lever, indtager dyret konstant C14. Men når det dør, så indtager det ikke mere C14 og fra da af, er der kun radioaktivt henfald. C14 metoden er afhængig af at måle mængden af C14 i et fossil.
Når det måles, kan der være meget C14 i fossilet, hvilket betyder, at dyret ”for nyligt” er dødt – måske 5-10.000 år siden. Om omvendt, er der lidt C14 i fossilet, er det længe siden det er dødt – måske 30.000-60.000 år. Er der ingen C14 tilbage, siger den generelle overbevisning, at det er over 60.000 år gammelt – dvs. 10 halveringsperioder. Herefter er C14 metoden ikke virksom længere.
Det man skal vide for at regne ud hvor mange halveringstider der er gået siden dyret døde er 1. halveringstiden, hvilken vi kender er 5730 år, og 2. hvor meget C14 der var til at starte med, hvilket er en meget kritisk detalje.
Problemet med den kritiske detalje kan illustreres sådan: Hvis du kommer ind i et lokale, og ser et stearinlys der brænder, og måler højden på lyset, kan du efterfølgende se, hvor meget stearin der forbrændes, eks. 1 cm. pr. time. Men du kan ikke se, hvor længe lyset har brændt, uden du kender højden på lyset.
Kender man i C14 metoden ikke både halveringstiden og hvor meget C14 der har været i dyret, da det døde, kan man ikke bruge denne metode. Findes der 1000 C14 atomer i et fossil, siger det intet om, hvor meget der er henfaldet. For at finde mængden af C14 der var i dyret da det døde, kan man bruge en anden metode.
C12 er, som vi før så, en stabil isotope. Når en organisme er levende, findes der den samme mængde C14 i forhold til C12, som i atmosfæren, hvilket er forholdet 1 trillion til 1. Men når den dør, henfalder kun C14 atomet og ikke C12, da det er stabilt og altid vil forblive i den givne mængde. Derfor ændrer dette forhold sig og begynder så snart dyret dør.
Derfor, måler man 100 trillioner C12 atomer og 100 C14 atomer, er forholdet 1t. til 1, hvilket betyder det lige er død. Måler man 100t. C12 atomer og 50 C14, er forholdet 2t. til 1. Dvs. der er gået 1 halveringstid, så er det 5730 år siden, dyret døde. Er forholdet 4t. til 1, altså 100t C12 / 25 C14, er der gået 2 halveringstider – 11.460 år.
På denne måde, kan man fastsætte startmængden af C14 i et fossil. Men man gør sig afhængig af, at forholdet 1t til 1 altid har været sådan. C14 metoden formoder dette og videnskabsmændene fremlægger metoden som pålidelig.
Er denne formodning sand, så er C14 metoden pålidelig og kan datere 60.000 år tilbage. Hvis denne formodning kan modbevises, er C14 ikke en pålidelig dateringsmetode.
Dr. Willard Libby, som var evolutionist, var stifter af denne metode. Han troede på at jorden var milliarder af år gammel. I sine studier opdagede han, at ligevægten af produceret/henfaldet C14 er uligevægtig, med 25%, som han ignorerede og tilskrev en fejlmargin i sine beregninger. Ifølge evolutionen, da denne jord blev formet, var der ingen C14 i atmosfæren, da den bliver produceret som før beskrevet. Det ville tage 35.000 år, at opbygge C14 til det niveau vi har i dag, da C14 konstant henfalder.
Baseret på sin tro på evolutionen, ignorerede Dr. Willard Libby dette faktum. Richard Milton skriver i sin bog ”Shattering the Myths of Darwinism” på side 32, at ”I 1960’erne blev Libbys eksperimenter gentaget af kemikere… Eksperimenterne viste, at uoverensstemmelsen som Libby bemærkede ikke alene var en eksperimentel fejl, den eksisterede.” Så Libby ignorerede videnskaben, på grund af sin tro på evolutionen.
Richard Lingenfelter skriver i bogen “Production of C-14 by cosmic ray neutrons”, Review of Geophysics, på side 51 at “Der er stærke antydninger til trods for de store fejl, at den nuværende naturlige produktions hastighed, overstiger den naturlige henfalds hastighed med så meget som 25 procent”. Dvs. at C14 bliver produceret 25% hurtigere end det henfalder.
Elisabeth K. Ralph og Henry M. Michael skrev i en artikel i American Scientist sep/okt 1974 – “Twenty-five Years of Radiocarbon Dating”, at “Vi ved formodningen, at opgørelsen af C14 i biosfæren har været konstant de sidste ca. 50.000 år, ikke er sand”.
For fyrre år siden vidste videnskaben at denne formodning var falsk. I fyrre år, er denne formodning blevet ignoreret i undervisningen, alene af den grund, at den inderlige tro på evolutionen har betydet, at videnskab ikke betød noget.
Ud over dette, er der flere faktorer der berører produktionen af C14 i atmosfæren. Jordens magnetfelt bliver svagere og svagere, hvilket betyder at flere kosmiske stråler kan trænge igennem magnetfeltet, som påvirker, at de 25% konstant stiger. Mængden af kuldioxid i atmosfæren og Noas syndflod, har også en effekt på kulstof mængden i atmosfæren.
Syndfloden begravede meget kulstof fra levende organismer som dannede kul og olie. Mængden af den begravede kulstof, hovedsagelig C12, er omkring 100 gange større, end den totale kulstofmængde vi har i biosfæren i dag. Det betyder at der var meget mere C12 før syndfloden, hvilket ændrer forholdet mellem C14 og C12 drastisk, fra 1 trillion / 1, til 16, 32 eller flere trillioner / 1. Som det er i dag, ser vi ikke produktionen af kul og olie. Hvordan er det blevet dannet i jorden? Det har krævet at en kolossal mængde vegetation er blevet begravet, for at forme alt det kul og olie, vi ser i dag. Det betyder at der har været meget mere C12 i atmosfæren før syndfloden.
Det betyder, at C14, med det nuværende C14/C12 forhold, vil datere en alder der er alt for gammel. Finder man et fossil og måler forholdet 16t / 1, betyder det at 4 halveringstider er gået og giver fossilet en alder på 23.000 år. Er tilfældet, at forholdet startede med 2t / 1, i stedet for 1t / 1, altså 3 halveringstider i stedet for 4, får vi en alder på 17.000 år. Hvis forholdet var 8t / 1 – 1 halveringstid, så er alderen kun 5000 år.
Formodningen på hvilken kulstof 14 daterings metoden er baseret, er beviselig falsk. Dette fortæller lærebøgerne ikke noget om, alene af den grund, at beviset ikke har nogen betydning frem for, at vi tror på evolutionen!
Nu ved vi, at efter 60.000 år, er det umuligt at måle C14 i fossiler. Men bruger man C14 metoden på kul, der siges at tage hundredetusinde og millioner af år at danne, finder man i alle tilfælde målbart C14 i det. Fossilt træ, som skønnes at være over 200 millioner år gammelt, indeholder stadig C14.
Gamle menneskefossiler, der skulle være titusinder af år gamle, viser sig, når man måler med den nye Accelerator Masse Spektrometer teknik, at være overraskende nutidige. I et studium af elleve fortidige menneske knoglesæt, blev alle dateret til omkring 5000 radiokulstof år, eller mindre, skriver R. E. Taylor i ”Major Revisions in the Pleistocene Age Assagnments for North American Human Skeletons by C-14 Accelrator Mass Spectrometry”.
Når man daterer klippestykker, eller uorganisk materiale, bruger man radioisotopemetoderne. Vi har set at C14 metoden, er fup. Kan vi stole på disse radioisotopemetoder, som i lærebøgerne er omtalt som pålidelige?
Vi starter med et forældre-element og et datter-element. Tager man uran – forældre elementet, vil det med tiden gradvist, radioaktivt henfalde til bly – datter-elementet. Der er mange former af denne radioaktive proces. Kalium henfalder radioaktivt til argon, på samme måde som kulstof henfalder til kvælstof.
Uran har mange trin, før det bliver til bly – uran (U) -
Radioisotope dateringen bruges til at datere vulkanske og metamorfiske (det at en bjergart omdannes til en anden ved stærk påvirkning af varme el. højt tryk; finder fx sted ved dannelse af bjergkæder) klipper og sten (basalt (en mørkegrå el. sort vulkansk bjergart)). De kan ikke bruges til at datere sedimentbjergarter (kalksten, sandsten og lerskifer).
Når en klippe er i sit formelige stadie, formodes der at alle datter-elementerne lækker ud og klippen kun beholder forældre-elementet. Når klippen størkner, starter den radioaktive henfalds proces. Det man formoder er, at når man finder noget bly i et klippestykke, er alt blyet en følge af radioaktivt henfald, siden klippen størknede.
Som med C14 metoden, hvor vi havde brug for at vide, hvor meget C14 der var i fossilet da det døde, er vi nød til at kende nogle fakta i radioisotopemetoderne. Der er fire formodninger i disse metoder.
Man formoder, at der ikke er noget datter-element til at starte med. Men man ved ikke, om der har været noget datter-element fra starten.
Man formoder at alle datter-elementerne er som følge af henfaldsprocessen, som eks. bly. Husk på, at uran henfalder til mange datter-elementer, før det når den stabile bly-isotope. Men man ved ikke om der har været nogle datter-elementer fra starten.
Man formoder at klippestykket altid har været i lukkede omgivelser. Men man ved ikke, om klippestykket har været ud af sine omgivelser. Man ved ikke om f.eks. vand har sivet imellem klippestykkerne og tilføjet eller fjernet elementer.
Man formoder, at henfaldsraten altid har været konstant. Men man ved ikke, om nogle parametre kan have forårsaget hurtigere eller langsommere henfaldsproces. I laboratorierne kan man ændre henfaldshastigheden. Skulle det så ikke være muligt at dette kunne ske igennem naturlige processer?
Baserer man dateringer på alle disse formodninger, kan beregningerne være rigtige men svarene fuldstændig forkerte.
- Sunset Crater i det nordlige Arizona – et stort vulkansk område. Kalium-argon dateringsmetoden blev brugt, en af de oftest brugte, for vulkanske klipper og alderen dateres til 200.000 år gamle eller ældre.
Virkeligheden er, at de klipper blev formet under vulkanudbrud i 1065 – ca. 198.935 år ved siden af. - Lavastrømme ved Mount Ngaurhoe i New Zealand, blev med kalium-argon metoden dateret til 275.000 år gammel.
Virkeligheden er, at de blev formet ved udbrud i 1949, 1954, 1975 – ca. 273.000 år ved siden af. - Hualalai basalt, Hawaii, blev lavastrømme med kalium-argon metoden dateret til 1,4-22 millioner år.
Virkeligheden er, at klipperne blev formet ved udbrud i 1801 – millioner af år, skudt ved siden af. - Mount Etna basalt, Sicily, blev klipperne dateret med kalium-argon metoden, til 140.000 – 350.000 år gamle.
Virkeligheden er 1972.
Klipper der er blevet skabt siden Mount St. Helens udbrud i 1980, blev dateret med op til 2,8 millioner år.
Mike Riddle fortæller at de sendte videnskabsmænd til Grand Canyon, for at hente de ældste klippestykker i Grand Canyon. De tog stykker helt nede fra bunden med på et laboratorium. De fortalte ikke hvor stykkerne kom fra, for det er en af de fejl der altid begås, at man fortæller hvor man fandt klippestykkerne, for så har man allerede på forhånd formodninger om stykkernes alder.
Uden at vide hvor stykkerne kom fra, daterede de dem med flere forskellige metoder. De lave fem kalium-argon modeller, der daterede en alder mellem 791-853 millioner år. Seks rubidium-strontium modeller, der daterede mellem 980-1100 millioner år. En kalium-argon isokron, der daterede 715 millioner år og en rubidium-strontium isokron, som daterede 1070 millioner år tilbage.
Sikke forskelle de metoder viser. En forskel på 309 millioner år burde invalidere hele dateringsprocessen. Valget faldt på den sidste – 1070 millioner - 1 milliard og 70 millioner år gammel.
Efter dette forsøg, gav de videnskabsmændene nogle klippestykker fra toppen af Grand Canyon, der formodes at være yngre. De brugte samme metoder og kom frem til 0,01-17 millioner, 1270-1390 millioner, 1340 millioner og 2600 millioner. En aldersforskel på 2.599.990.000 år – over 2,5 milliarder år. De valgte kalium-argon isokronen der gav 1340 millioner år – 330 millioner år ældre end de første klippestykker - de ældste.
Troværdigheden på både kulstof 14 metoden og radioisotopemodellen, er ikke eksisterende. Hver eneste gang man kender datoen på en klippe, virker radioisotopemetoden ikke. Hvordan kan man da tro på metoderne, når man ikke kender klippernes alder?
John Morris, med en Ph.D. grad i geologi, fortæller i bogen ”The Geology Book 2000”, på side 52 at: ”Når det samme klippestykke dateres med mere end en metode, vil den ofte give forskellige aldre. Og når stykket dateres mere end en gang, med den samme metode, vil den ofte give forskellige resultater”. Alene dette burde fortælle os at det ikke virker, men det hører offentligheden aldrig. Det kaldes indoktrinering og bedrageri. Evolutionsmodellen er ikke villig til at præsentere de videnskabelige beviser, fordi evolutionen ikke kan stå imod de videnskabelige beviser.
I 1993, fandt videnskabsmænd i 21 meters dybde noget træ, begravet i lavastrømme. Dette træ måtte være kommet ned i disse klipper, da lavaen størknede. Dette træ, blev i to laboratorier dateret med kulstof-14 metoden til at være 44.000 år gammel. Det betyder, at klippen skulle være samme alder. Denne basalt, blev også i to laboratorier dateret med kalium-argon modellen til 45.000 millioner år.
Der findes mange videnskabelige beviser for en ung jord, hvilke jeg ikke vil gennemgå i denne artikel. Men du ser tydeligt, at videnskabsmændene der lyttes til, holder sine tvivlsomme formodninger skjulte, for at holde dig for nar. Med disse beviser, ser vi også at der ikke har været tid til evolution, om det kunne lade sig gøre. Evolutionen med alt hvad den indebærer, inklusiv datering af jordens alder, er faldet og Bibelens fortælling står stadig med rank ryg!
Kære læser. Verden er bedraget til at tro en løgn, ene og alene af den grund, at frarøve dem oplevelsen og erkendelsen af, at der findes en Skaber som har skabt alt – himmelen og jorden ”For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer” (2. Mos. 20:11).
Du som menneske er noget helt specielt. Du er skabt i Skaberens billede og adskiller dig derfor fra dyrene. Havde mennesket udviklet sig blandt dyrene, så var vi ikke anderledes end dyr. Hvad betyder så etik, moral, regler og love? Det betyder så reelt ikke noget, om man stjæler og slår ihjel. Det hele er ligegyldigt og meningsløst. Alt er en tilfældighed.
Men Gud har en mening med dit liv og har givet dig en evig sjæl og ånd, som Han længes efter. Bibelen fortæller at ”Med nidkærhed længes Gud efter den ånd, han har givet bolig i os” (Jak. 4:5). Det er ikke nogen overraskelse for ret mange, at der findes en usynlig verden. Hvordan skulle kemi og naturlig udvælgelse kunne skabe en evig levende ånd? Det er umuligt, men man glemmer hurtigt fornuften i forsøget på at bortforklare Gud.
Følelserne – glæde og sorg, kærlighed og vrede, hvor kommer de fra? Hvad nyttigt har de medbragt i den naturlige udvælgelse? Har det medbragt mennesket en overlevelsesevne der er sluppet igennem filtret? Nej, det hele er nøje planlagt! Gud har skabt mennesket med evnen til at føle og Han ønsker sig mere end noget andet, at blive mødt med en kærlighed fra sin skabning, der frivilligt af et ærligt hjerte, siger Ham tak for livet – både det synlige og det usynlige.
Uanset hvordan vi vender og drejer sagens kerne, så kan vi ikke bortforklare at hele universet er skabt – designet til at fungere som det gør. Alt fra den største planet, til det mindste atom er så komplekst at det er umuligt at det kunne ske ved en tilfældighed. Forholdsregningen slår ikke til. Der findes ikke tal der er store nok til at beskrive brøken der skulle matematikere dette forhold. Skulle man give et eksempel på en brøk, ville den se nogenlunde sådan ud 1/102.000 - altså 10*10*10, 2000 gange. Bare 10*10*10 giver en tusinde del chance.
Jeg håber, at du vil lade denne artikel synke dybt ned i din sjæl og at du må nå til erkendelsen af, at du har behov for at vende dig til Gud.
Kender du ikke Gud, så brug den sidste del af dit liv på at lære Ham at kende. Tiden er kort og Jesus kan hente sit folk hvornår som helst. Det er ikke sikkert du har tyve år mere at beslutte dig i. Tag valget nu og vend dig til Bibelens Gud, giv dit liv til Jesus og bliv frelst til evigt liv med Ham. Han er din skaber og alligevel kender du Ham ikke. Men Han giver sig til kende på mange måder, selv i en fornægtende videnskab, for alene Gud er sandheden og kan på ingen måde bortforklares.