OversigtEthvert levende væsen er i selve værket så præcist skabt, at det fungerer perfekt for at kunne fortsætte sin egen og efterkommernes livscyklus. Udviklingslærens påstand om, at tilfældigheder har ført til nye former for liv, er forrykt og fornuftstridig; medens chancen for, at det eksisterende liv skal kunne ødelægges eller blive dårligere, er stor. Prøv at kaste en skrøbelig genstand på gulvet og se, hvad der sker. Jo hårdere du kaster, des større bliver skaden. Det samme gælder for mutationer. Jo større forandringen er, desto mindre er muligheden for, at den kan forblive brugbar. Og det er en kendsgerning, at mutationer ikke bar frembragt nye gener.
På et internationalt biokemikongres i Hamburg 1976 gav et forskerhold en redegørelse for sit flerårige forsøg på at skabe et helt nyt liv gennem mutationer. Med dette for øje valgte de et system, der skulle gavne deres forskningsmetode og anvendte en bakterie med en livslængde på 20 minutter. To års bakterievækst skulle således modsvare 20.mill, års menneskelig udvikling. Men de havde blot negative resultater at rapportere. Ingenting var blevet skabt gennem mutationer.
Videnskaben ved, at solen mindsker i vægt med 6 mill. ton i sekundet. Har denne proces foregået i millioner af år, måtte solen en gang have været så uendelig stor, at den opfyldte hele universet.
Betragt jorden, som vi bor på, den hælder præcis 23 grader. Dersom det ikke var således, skulle al vandmængde, som stiger op fra havet og igen falder ned som nedbør ved polerne, kondensere sig og blive til enorme isbjerge. Eller dersom solen kun afgav det halve af sin nuværende energi, skulle vi alle fryse. Og afgav den det dobbelte af sin nuværende energi, ville vi omkomme af varme. Men alt er viseligt skabt til at værne om livet på jorden.
Jorden roterer med en hastighed af 1.600 km pr. time. Blev dens hastighed sat ned til 160 km pr. time, skulle nat og dag hver øges med ti gange i længden. Vækster skulle da om sommeren tørre ind i dagens brændende hede og i den kølige årstid fryse til døde om natten.
Dersom månen befandt sig i en afstand på kun 80.000 km fra jorden, skulle tidevandet skylle ind over al landjord – endog over de højeste bjerge.
Var vore store havområder dybere, ville kuldioxid og ilt helt blive absorberet, og intet kunne vokse på jorden. Og var atmosfæren tyndere end den er, ville meteorer, som nu brænder op i atmosfæren, falde ned på jorden og forårsage store ødelæggelser.
Medens de fleste emner trækker sig sammen ved frost, udvider vand sig med en elvte del af sin volumen, som gør, at is flyder ovenpå og dermed forhindre søerne i at bundfryse, så alle fisk dør. Jo, alt er underfuldt skabt og vidner om en stor skaber.
På trods af at seriøse videnskabsmænd klart har sagt fra overfor udviklingslæren, møder vi den gang på gang fremført som en kendsgerning, vi ikke kan komme udenom. Meget af undervisningsmaterialet helt op til universitetsniveau støtter tanken derom. Men en del hypoteser er så tåbelige, at al sund fornuft siger fra, som når der siges: Mennesket beskrives ofte som ”skabelsens krone” men er i virkeligheden et resultat af en meget lang udvikling. Forenklet kan vi sige, at vore forfædre svømmede rundt i et fortidigt hav eller krøb op fra urtidshavets bund! (”BIOS” – for högstadiet, NK 1986, side 283.) Denne teori betragtes ofte som et faktum, og alle, der har en anden opfattelse, betragtes som uoplyste.
På trods af dette ”faktum” er de fleste af videnskabsmændene ydmyge og tilbageholdende med at stå bag sådanne udtalelser. I det velkendte blad Nature skrev 22 biologer fra Britiske naturhistoriske museum i London samlet et svar på en leder i bladet Nature:
”Hvordan kan det lade sig gøre, at et tidsskrift, som er tilegnet videnskab og dens udøvelse, kan fremføre denne teori som et faktum? Det er en hypotese og ikke videnskab...”
En anden forsker, som kritiserer udviklingslæren, er Pierre Grassé, som bl.a. har været ordførende for det franske videnskabsakademi og i 25 år været chef for ”laboratoriet for udvikling” og af mange anses for at være Frankrigs ledende zoolog. Han siger:
”I dag er det vor pligt at nedbryde myten om udvikling.... Biologerne må opmuntre til at tænke på svaghederne i tolkningerne og i de overdrevne slutsatser, som teoretikerne fremlægger som etablerede sandheder. Bedrageriet er til tider ubevidst, men ikke altid, eftersom visse mennesker ... med vilje lukker øjnene for virkeligheden og vægrer sig ved at erkende svaghederne i deres antagelse.” P.P. Grassé Evolution of Living Organisms, side 8.
Udviklingslæren præsenteres i skolerne og i massemedierne som en endegyldig løsning på universets, jordens og livets oprindelse. Videnskabsmændenes egne betænkeligheder desangående omtales som regel ikke. Og alt, hvad der taler imod, nævnes ikke. I det sidste århundrede har videnskabsmænd anpasset deres ord, så de tilsyneladende accepterer udviklingslæren. Dog har enkelte haft mod til at stå for egne synspunkter. Af de mere kendte vil jeg nævne Newton, Pasteur og da Vinci.
Dersom vi ejer en stol, et ur eller noget andet, ved vi, at disse ting ikke er kommet til at sig selv. Og vi genkender de materialer, der er anvendt dertil.
Proteiner er vigtige ”byggesten” i muskler, blodkar, skelettet og som membraner i alle celler, og at de medvirker i så godt som alle livsprocesser. Men proteiner er opbygget af aminosyrer, som der findes to slags af. Lad os for letheds skyld kalde dem A og B. Disse er hinandens spejlbilleder ligesom en venstre og en højre hånd. Og der må være et bestemt udvalg af aminosyrer til stede for at proteiner kan dannes. For DNA gælder det, at de opbygges udelukkende af B molekyler. I gennemsnit indeholder et enkelt protein 410 aminosyrer. Det indebærer, at chancen for at få proteiner der er ens, er som 1 mod 2 x sig selv 409 gange, hvilket er lig med 1 chance mod 1 efterfulgt af 123 nuller. Men selv nu er det ikke et brugbart protein. Der skal nemlig 20 forskellige aminosyrer til for at bygge et protein, der kan bruges i levende celler. Og aminosyrerne må komme i en vis orden for at kunne udføre et vist stykke arbejde. Skulle alt dette have oparbejdet sig selv ved en tilfældighed?
Den engelske astronom Fred Hoyle og en kollega forsøgte at beregne, hvor store chancerne kunne være, for at liv kan være opstået ved en tilfældighed. Resultatet af deres beregninger gjorde, at de fik et andet syn på livet end det ateistiske, de i forvejen havde. (Hoyle on Evolution, Nature, 12 nov. 1918.) I henhold til Hoyle er chancerne for, at liv kunne være opstået af sig selv, så stor som chancerne for, at en tornado, der farer hen over en dynge skrot, skulle efterlade en Boing 747 af det skrot, den hvirvlede rundt med. Og hans medarbejder siger, at chancen for, at livet er opkommet af sig selv, er som at gå ud og lede efter et bestemt sandkorn på en strandbred.
Ingen fossile fund af ”abemennesker” har kunnet lægges til grund som støtte for menneskets oprindelse fra aber, men er tilpasset, så de kan underbygge visse hypoteser.
Udviklingslærens tilhængere tror, at universet ikke er skabt men kommet til gennem en stor eksplosion, også kaldet Big Bang. Men at alt er skabt ved Big Bang, kan ikke holde ved et nærmere eftersyn. Der er flere selvmodsigelser, men lad os blot se på, at universet er præget af orden og system. Medens det ved et stort bang måtte blive præget af kaos og tilfældigheder. Det er vanskelig at sætte sig ind i, men jeg vil nævne, at fænomenet ”mælkevejen” hører til noget, der kaldes den lokale galaksegruppe, der består af 30 galakser. Denne lokale galaksegruppe hører til en anden galaksegruppe, som igen indeholder ca. 100 grupper. Over alt dette er der en vis orden, selvom vi ikke kan forstå den.
Det næste problem med Big Bang teorien har at gøre med rotationen. Planeter og måner roterer rundt om sine egne akser og roterer også rundt om solen, som roterer rundt om sin egen akse i en cirkelbane, og rundt om ”Mælkevejens” centrum. Noten alt roterer. Og det kan ikke forklares med Big Bang teorien, eftersom de kræfter, der frigøres ved en sådan sprængning, alle ville vige bort fra eksplosionen.
Gud selv satte rotationen i gang og holder den i gang. Vil man ikke tro det, må man forklare, hvilken kraft der så satte disse, store himmellegemer i station, og en sådan findes ikke. Tilhængere af udviklingslæren har intet, de kan føre frem som et endegyldigt bevis for deres påstande.
Vil man holde fast i, at det er eksplosionen, der satte gang i rotationen, har man straks et nyt problem: Hvorfor roterer de da ikke samme vej? Og dertil kommer, at visse planeter og deres måner kører efter andre love, som ikke passer med de øvriges. Der er altså variation i planeternes og månernes måde at rotere på. Kun en stor Gud har kunnet sætte alt dette i gang og holde det i gang.
Betragter vi jordkloden, kan vi se, at der er forekommet store geologiske ændringer i dens tid. Bibelen fortæller lidt derom. Vi ser i 1. Mos 1:9-10 , at der skete en verdensomspændende ophøjning af land, førend alt liv skabtes på jorden. Og vi læser om en verdensomspændende vandkatastrofe i 1. Moseb. 7-10. Og en evt kontinentaldrift efter denne katastrofes slut i 1. Mos 1:9-10. Vi læser i vers 24 om Sjela, hvis navn betyder: Det, som kastes omkring. Hans søn Ebers navn betyder: Overflytning. Og Peleg betyder: Sønderdeling. Mange anser, at Gud spredte menneskene ved at han sønderdelte den samlede jord til verdensdele, lande og øer, som allerede var blevet befolket.
At der er sket store omvæltninger, findes der mange vidnesbyrd om. På et museum i USA er der et fossil (forstening) af en i hast nedfrosset fisk. En hel fiskestime er fundet i et bjerg i Kemmerer i Wyoming. Det underlige er, at denne fiskestime var delt i to med et usynligt skel midt i flokken, Den øverste halvdel svømmede i en retning, den nederste i modsat retning. I Syd Afrika findes der en 520,000 kv. kilometer stor og 4300 meter dyb jordformation, som efter beregning indeholder 800 milliarder fossile rygradsdyr, Og således kan vi fortsætte i land efter land. Og de fleste fund af den slags har mærkelig ting at fortælle. Belgien har for eks et lager af skeletdele af dinosaurer i et over 30 meter dybt lag. I Sverige er der talrige fund af muslinger og andre sødyr, men også visse dinosaurarter i store dynger. Osv, osv.
For at et fossil overhovedet skal kunne dannes, kræves en eller anden form for katastrofe. Det gælder især, hvor bløddele eller aftryk af bløddele skal kunne bevares.
Gennem hele jordens historie ser vi tydeligt, at Guds hånd styrer det, der sker. Men vantro mennesker mener altid, at de med deres forstand kan finde ud af, at som Bibelen beskriver alting, kan det ikke være gået til. Et af spørgsmålene er: Hvorhen forsvandt vandet som oversvømmede jorden på Noas tid? Bibelen giver svaret. Det meste samledes i oceaner. Og i Sal 104:8-9 står der; ”Bjerge hævede sig, og dale sænkede sig på det sted, du havde bestemt for dem. En grænse satte du, som vandet ikke fik overskride, så de ikke igen skulle dække jorden.”
I 1930erne blev det fortalt, at nutidens heste stammer fra et lille dyr med fem tæer på hver fod. I dag hedder det, at hestens stamfader havde fire tæer på hver forfod og tre på de bagerste. Men efterhånden er teorien blevet uantagelig, idet der er kommet mere og mere materiale frem, som synes at ødelægge de første ”beviser”. Og en videnskabsmænd siger rent ud, at dette materiale ikke kan anses som bevis for nogen ting men snarere er et grundlag for teori, som kan opbygges af hvad som helst.
Alt kan bruges for at prøve at underbygge udviklingslæren. I juni 1922 præsenteredes verden for billeder af flotte fund, der byggede på fantasi og en enkel tand. Fundet viste sig siden at stamme fra en uddød griseart.
Bedre kendt er et fund ved Piltdown i England i årene 1908-1913. Det var en hjerneskal, et kæbeben og nogle tænder. Mange blev begejstrede og lagde stærkt ud med, at her havde man overgangen mellem abe og menneske. Og man anslog alderen til ca. 500.000 år. I 1953-54 undersøgte man igen disse fossildele og fandt, at hjerneskallen var fra et almindeligt menneske, der levede for ca. 500 år siden. Medens kæbebenet stammede fra en abe fra nogenlunde samme tid, der havde været behandlet let kemisk, for at det skulle se gammelt ud. Dermed var dette eventyr slut.
Senere har vi haft ”javamanden” som det ikke gik bedre. Derefter ”pekingmanden” og ”neandertalmanden”, fund, der alle har vist os, at vi ikke skal tro på alt, der fortælles om udviklingen. Det kan roligt siges, at troen på menneskets udvikling bygger på et svigtende videnskabeligt grundlag.
En lærebog for ungdomsskolen siger, at der for 100 år siden levede en birkemåler (en insektart) i England, der var lysegrå. Men der var også en mørkegrå. I tidsrummet fra 1845-95 øgedes procenten af de mørkegrå med 90-95 %, og til sidst var der kun 1 % lyse tilbage. Udviklingstalsmænd erklærer at det skyldes udvikling. Men forklaringen var ikke udvikling men at man var begyndt at bruge stenkul som brændsel, og soden derfra sværtede træstammerne, så de lyse målere blev synlige for fuglene, som så åd dem. De mørke var derimod mere beskyttede med deres mørke farver og blev derfor ikke taget af fuglene og kunne formere sig frit. I dag, hvor man i England bestræber sig på at rense luften, bliver der igen flere lyse birkemålere.
Darwin gjorde et stort nummer ud af, at han opdagede, at finkerne på Galapagos var anderledes end andre steder. Han fremsatte en teori om, at de udviklede sig for at tilpasse sig forskellige slags føde. For nylig har en forsker ved California Academy of Science Museum studeret 1200 eksemplarer af Darwin finkerne og kom til det resultat, at variationen langtfra var så stor, som Darwin troede. De forskellige grupper af finker, der indgik i forsøget, gled over i hinanden uden klare grænser.
For at undersøge Darwins teorier gennemførte hollænderen de Wries en række mutationsforsøg. Han anvendte bananfluer, fordi de har få kromosomer og formerer sig hurtigt. Forsøget afsluttedes i 1970erne, og da havde man fulgt over 1700 generationer af denne flue.
Resultatet var på ingen måde opmuntrende for udviklingslæren. De fleste mutanter var vanskabte, nogle manglede vinger, havde andre defekter eller manglede evnen til at forplante sig. En række andre forsøg endte også med skuffelse. Arterne var utrolig stabile, så de forblev som de var skabte eller endte i ingenting, Vi ser også eksemplet med heste og æsler. Man kan krydsavle én gang men så ikke mere, fordi man ved førstegangsammenføring af disse to dyrearter får eksemplarer frem, der ikke kan formere sig.
Naturen har i øvrigt vist, at det er de bedst egnede, der overlever. Vi ved, at i fangenskab kan man for eks. fremavle nye farver hos fugle. Men kommer disse fugle til at leve i frihed, varer det ikke længe, før deres afkom igen er tilbage i deres naturlige farver.
- De genmanipulerede dyr og planter, vi i dag kan bringe frem, er uden for interesse, da de ikke har noget med udvikling at gøre, men er fremkommet ved bevidste indgreb.
Udviklingslærens tilhængere regner med, at udviklingen har fundet sted gennem millioner af år. Men hvis som påstået jorden er 5 milliarder år gammel og har måtte tage imod lige så meget meteorstøv, som den gør nu, ville det svare til, at der over hele jorden ville ligge et 18 meter tykt lag af dette støv, hvori der er store mængder nikkel og jern. Selv om dette støv skulle være skyllet bort, hvor er metallerne da blevet at? Saltprocenten i havet ville også have været langt større, dersom der var skyllet salt ud i havet i 5 milliarder år.
På trods af en ivrig kamp for at få udviklingslæren til at tilintetgøre Bibelens skabelsesberetning, ser det ud til at den mister støtte, især blandt lærde, idet de fleste af dem kan se, at den mangler kendsgerninger at støtte sig til. (Science, 29. nov. 1963, side 1134.) Og Robert E.D. Clark skriver, at i Frankrig ”ser evolutionen (udviklingen) ud til at dø en naturlig død.” ”Evolution, Creation and Science ”, side 96.
Mange fagfolk tager enten helt afstand fra udviklingslæren eller tvivler på den. Selskabet Creation Research Society i USA, der har mere end 300 medlemmer, der allermindst har Master of Science grad, mange endog er professorer, har alle afvist udviklingslæren.
Udviklingslæren er et satanisk træk for at fremme afkristningen. Og når vi ved det, er det enhver kristens pligt at stå den imod. Det er at stjæle æren fra Gud, som er alle tings skaber og som styrer alt i det store univers. Og læren om udvikling giver tilmed et fattigt, smalsporet livssyn.
Kampen om udviklingslæren kontra Bibelen omfatter ikke kun et lærespørgsmål men er også en kamp om mennesker. Altså en kamp om dit og mit sind. Derfor skal vi være på vagt og ikke lade os trække ind i sådanne vildfarelser men stole på det, Gud har sagt i sit ord.
Denne artikel er kun en kort information om dette emne, men læs selv i Bibelen om Guds storhed i sin skabelse af det store univers og af alt liv.