I dag er Skaberen udelukket og ikke længere en del af forklaringen på alle tings eksistens. Den ateistiske religion påstår hårdnakket at Gud ikke eksisterer, og videnskab der startede med at søge efter sandheden om naturens mekanismer, er udvidet til at finde en naturlig forklaring på både hvordan naturen fungerer, men også dens oprindelse. Derfor er det ikke længere videnskab men ”videnskab”, for filosofi har erstattet viden, og det overnaturlige må ikke tages til efterretning. Men det kræver rigtig meget at bevise at noget ikke eksisterer. Det kræves efter enhver logik, for med rette at kunne sige sådan, at man ved alt om alt i universet - momentant. Man skal momentant kende til hver en afkrog af universet for at kunne vide, at noget ikke eksisterer. Gud siger at universet ikke kan udmåles, og Jordens grundvolde ikke kan udgranskes (Jer. 31:35) og forskere med en smule ydmyghed for skabelsens storhed ved det. Om man så kendte 3/4 af alt der findes, så kunne Gud findes i den sidste 1/4 man ikke kendte til[1]. Der er ingen på denne planet der kan sige at Gud ikke eksisterer, for ingen favner hele universet - og slet ikke den åndelige del der ikke kan ses, høres, smages, lugtes, vejes eller røres med de fysiske sanser - hvilket er færdighederne som gør videnskab til videnskab - ting vi kan vide.
Jeg har aldrig set hverken det skæve tårn i Pisa, eller Eiffeltårnet med egne øjne. Men jeg tror på at tårnene findes, for jeg kender mennesker der har set dem, og berettet om dem. Men jeg er efter ateismens religiøse liturgi berettiget til at forsikre at de ikke findes, for jeg har aldrig set dem. Det ville dog gøre mig religiøs som ateisterne, for jeg er nødt til at bruge tro for at nå til den konklusion. Jeg tror ikke på vidnerne, men tror på at tårnene er fabler. Man siger at dinosaurerne er uddøde for 65 millioner år siden, og at intet menneske har set en levende dinosaur. Men - er hele Jorden udforsket i et og samme øjeblik, så man med sikkerhed kan sige at det er sandheden? Har man talt med alle mennesker på hele jorden, både døde og levende, for at få bekræftet at de ikke har set en dinosaurus i deres samtid? Det er klart, det har man ikke. Men der er vidnesbyrd i dag fra både døde og nulevende mennesker, der vidner om at have set levende dinosaurer. At du og jeg ikke har set nogen i vores del af verden, betyder ikke at de ikke eksisterer.
Jeg talte med mine kolleger om det, og som forventet lænede de sig tilbage i barndommens læresætninger, og grinede højlydt af påstanden. De kunne tilmed garantere mig, at dinosaurerne var uddøde for millioner af år siden. Jeg spurgte om de havde talt med eller læst om nogle, der havde set dinosaurer, og ingen af dem havde skænket det en tanke, at undersøge om der fandtes sådanne påstande. Deres umiddelbare forsikring var, at sådanne mennesker har set forkert, eller troet de så noget de ikke så. Ja, så er den sag lukket, og man kan fortsætte i troen på egen alvidenhed.
Jeg ser ingen bjørne eller løver i min by. Jeg ved de eksisterer, fordi jeg har hørt andre fortælle om dyrene. Jeg har set dem i Zoologisk have, og på tv. Hvis tv-optagelser var lige så udbredt i andre dele af verden, ville jeg så kunne sidde i min stue og høre mennesker tale om og fremvise levende dinosaurer? Som menneskeheden har bredt sig over hele kloden, er tilhørsstederne indsnævret for mange dyr, og igennem tiderne hvor dragerne havde sin storhedstid, er riddere og helte blevet hyldet når de har ihjelslået den store drage - beretninger der i dag anses for at være opdigtede eventyr. Ja, det er kun folkesagn i dag, men ved vi nok til at kunne forsikre at det kun er og bliver fantasi?
Hvad nu hvis kul og olie kunne formes på få timer, og fossiler ligeledes dannes på kort tid? Så vil hele vores verdensbillede ændre sig. Hvad hvis den geologiske tidslinje er et ”videnskabeligt” påfund bygget på falske formodninger? Hvis alle verdens folkefortællinger om en syndflod virkelig er sand, så er verden ikke som lærebøgerne har undervist os siden vi var børn. Så er Jorden ikke 4,54 milliarder år gammel, men ganske ung. Er vi blevet løjet for hele livet? Svaret er ja, og jeg vil vise dig at det er sandt. Gud er fjernet fra vores forståelse af de omgivelser vi lever i, til fordel en global statsreligion, der indoktrinerer hele verden efter et bestemt tolkningsmønster, der bygger på en række falske formodninger, der tilsammen ville skildre Mona Lisa som Poul Nyrup Rasmussen som fabeldyr med cykelhjelm.
Denne artikel er en skrivelse imod en religion på lige fod med Jehovas Vidner, Scientology, Mormonerne, Katolicisme, Islam m.v. Den er skrevet imod en religion der med løgn fra ende til anden, igennem medier lige fra børnetime og tegnefilm til aviser, magasiner og bøger, til såkaldte dokumentar udsendelser - naturprogrammer og videre til at fylde alt i vestens uddannelsessystemer, bedrager verden væk fra både fornuft og fakticitet. Det er en artikel imod religiøs liturgi der messer sine bedragede proselytter ørene fulde af millioner og milliarder af år, baseret på rablende vanvittigt ukorrekte dateringsmetoder. Det er en artikel imod en religion der har taget videnskab som gidsel, imens den intet andet er, end religiøs filosofi - en religion med bedragere der ”med vilje er ignorante om at der fra ældgammel tid var himle til og en jord, som var fremstået af vand og gennem vand ved Guds ord” (2. Pet. 3:5, KJV). Jeg håber at du har ører til at lytte!
På evolutionens tidsskala er det få år siden, som var det i går der var en syndflod, som ganske vidst fornægtes og søges gemt væk af ”videnskaben”, men som folkeslag over hele verden beretter om, fordi deres forfædre som øjenvidner kunne berette om denne globale oversvømmelse[2].
Beretningerne er gengivet i mange bøger der behandler emnet, og man mener at der findes over 600 fortællinger om syndfloden og de begivenheder der udspringer af den (en ark, et tårn, en sprogforvirring m.v.), og fra alle verdens kontinenter - Afrika, Asien, Europa, Nord- og Sydamerika, Australien og Mellemøsten findes elementer af Bibelens beretning om syndfloden - dog er de mundtlige overleveringer igennem tiderne ofte blevet forvansket. Af de forskellige beretninger er det den babyloniske Gilgamesh fortælling der samlet set indeholder den mest komplette historie, hvor både oprøret mod Gud, Hans vrede, familien og dyrene der blev frelst, arken der landede på bjerget, global oversvømmelse m.v. er med.
Syndflodens globale vidnesbyrd
Der findes mindst 600 syndflodsfortællinger verden over, hvilket er et tydeligt bevis for en global katastrofe som videnskaben ignorerer!Nordamerika:
En legende hos Maidu indianerne i Californien siger, at alle talte det samme sprog indtil under nogle forberedelser af en speciel brændingsceremoni, da ”alle pludselig en nat begyndte at tale forskellige sprog, undtagen hver mand og hustru, som talte samme sprog.” Da instruerede Gud ifølge legenden en leder kaldt Kuksu, som kunne tale alle sprogene, til at samle al folket og lære ”dem de forskellige dyrs navne osv. på de forskellige dialekter... Da kaldte han hver stammes navn, og sendte dem væk i forskellige retninger, og fortalte dem hvor de skulle bo.”
Centralamerika:
En Aztec legende påstod, ”Menneskeheden blev udslettet af en oversvømmelse, men én mand Coxcoxtli og én kvinde Xochiquetzal undslap i en båd, og nåede et bjerg kaldt Colhuacan. De fik mange børn, som var stumme indtil en due i toppen af et træ gav dem sprogenes gave; men disse var så forskellige, at børnene ikke forstod hinanden.”
Guatemala:
Quicherne i Guatemala fortalte om en tid, da stammerne voksede og drog bort fra sine gamle hjem til et sted kaldt Tulan. Her forvandledes sproget, og folket søgte nye hjem i forskellige dele af verden, som et resultat af ikke at være i stand til at forstå hinanden.
Afrika:
En legende fra Wa-Sania stammen i Østafrika siger ”at i gammel tid kendte alle stammerne kun ét sprog, men under en stor hungersnød blev folket vanvittigt og gik i alle retninger, og plaprede løs med underlige ord, og så opstod de forskellige sprog”
Europa:
Grækerne havde en legende som ”igennem mange tider levede mennesket i fred, uden byer og uden love, talte ét sprog, og blev styret af Zeus alene... Til sidst introducerede Hermes forskelligheder i tale og opdelte menneskeheden i adskilte nationer.”
Indien:
Mikir stammen i det nordøstlige Indien fortæller om Rams efterkommere, blev mere og mere utilfredse med jorden, og stræbte efter at indtage himmelen. De begyndte at bygge et tårn. ”Højere og højere rakte bygningen, indtil guderne og dæmonerne frygtede at disse kæmper skulle blive herskerne i himmelen, som de allerede var på jorden. Så de forvirrede deres sprog, og spredte dem til verdens fire hjørner. Således opstod alle menneskehedens forskellige sprog.”
Polynesien:
Polynesierne på Hao øen sagde at Rata og hans tre sønner overlevede en stor oversvømmelse. Da ”forsøgte de at rejse en bygning hvormed de kunne nå himmelen, og se skaberguden Vatea (Atea); men guden jog i vrede bygherrerne væk, nedbrød bygningen, og forvandlede deres sprog, så de talte med forskellige sprog.”
Mellemøsten:
Sumererne troede at al folket talte ét sprog, som påstået i digtet ”Enmerkar og Arattas Herre”: ”I de dage... hele universet, folket i enhed... Enki, overflodens herre... forandrede talen i deres munde, og [bragte?] strid ind i det, ind i menneskets tale som [indtil da] havde været ét.”
Sydøst asien:
En legende hos Gaikho stammen i Burma (Myanmar) siger, ”I Pan-dan-ans dage, besluttede folket sig for at bygge en pagode som skulle nå op til himmelen... Da pagoden nåde halvvejs til himmelen, kom Gud ned og forvirrede folkets sprog, så de ikke kunne forstå hinanden. Da spredte folket sig, og Than-mau-rai, faderen til Gaikho stammen, kom vestover, men otte høvdinger, og slog sig ned i Sitang dalen.”
Forskellighederne i de hundredevis af historier om denne globale opbrydning af folkeslagene, er et bevis for at begivenheder er blevet oplevet i fortiden af forfædre til hele klodens befolkning. På tværs af folkeslagene har så markante begivenheder udfoldet sig - jf. evolutionens tidsspand relativt nutidig i historien, og fortællingerne lever endnu. Skeptikere der ikke vil kendes ved forfædrenes oplevelser, har kapret videnskaben og forsøger i videnskabens navn at fortolke fortiden igennem Jordens ar - ud fra ignorance af årtusinders historieoverlevelse.
Der er mange ting der viser at vi lever på en ung planet - beviser der konflikter med en 4,7 milliarder år gammel planet. Det er et svært emne, for tilhængere af evolution kæmper imod en ung Jord, med alle de tal, ideer og teorier der kan kastes ind i kampen - og internt i det videnskabelige samfund, bekriger de også hinanden. Det er langhåret. I bund og grund er vi overladt til hvad vi vælger at tro på, og hvilken fortolkning af beviserne vi vælger at tro. For hvert eneste punkt der taler for en ung Jord, vil modstandere ihærdigt oversvømme debatten med tanker og ideer der kan gendrive de egentlige beviser - ofte på en så konkluderende måde, at de ikke efterlader en åbning for debatten at det ikke nødvendigvis er virkeligheden deres ideer favner, men bortforklaringer. Klart at de uddannede i al evolutionens visdom vil begrine disse vidnesbyrd, og slå dem væk med en hånlig kold baghånd. Alle tillægsordene er vel valgte, for kampen er ond! Men for dig der endnu kan tænke uden for den evolutionære liturgi, vil vidnesbyrdene give mening og fortælle dig sandheden om Jordens historie.
Månens recession:
For eksempel er Månens fortsat øgede afstand til Jorden et bevis for en ung Jord. Månens sammenspil med Jorden er opsigtsvækkende. Tidevandene som Månen forårsager, holder havene sunde og dermed væsenerne deri. Månens kredsløb stabiliserer Jordens hældning og årstider, og selvom videnskaben endnu ikke har forstået den fulde mekanisme, så ses trods alt at Månen har indvirkning på både landdyr og havdyrs biorytmer, tillige med planternes. Det er et fænomen der selvfølgelig dyrkes og forvrænges af astrologer og andre okkultister, men der er noget sandt i det.
Månens afstand
Skulle man følge månens nuværende bevægelse, ville have rørt jordens overflade for 1.550.000.000 år siden, mens den påstås at være 4.500.000.000 år gammel.Selvfølgelig er der mange teorier om tidevande og månens andre påvirkninger, men faktum er at vi ser Månen forlade Jorden år efter år, og det er alt vi ser. Hvordan skal det fortolkes og hvordan så det ud hvis vi spoler tiden 6.000 år tilbage, det kan vi kun gætte os til. Men gør vi det og bruger formlen der beregner månens recession, så ville Månen ved Jordens skabelse have været omkring 230 meter tættere på.
Jordens rotation:
Man mener at det, der får månen til at skubbe sig væk fra Jorden, er at der sker en udveksling fra Jordens rotationskraft til Månens kredsløbskraft, og det sænker Jordens hastighed med ca. 1 sekund hvert 1½ år. D. 30-06-2015 blev der føjet endnu et sekund til, kl. 09:59:59 i Danmark. Dvs. at dit ur stod stille et sekund (hvis det da indstilles automatisk). Regner vi tilbage i tiden, betyder det at dagen var ca. 1 time kortere ved skabelsen, for 6.000 år siden - hvis denne overførsel af rotationskraften altid har været som vi måler det i dag. Er Jorden 4,7 milliarder år gammel, og har start-hastigheden fulgt denne model, skulle dagen i begyndelsen afkortes med over 870.000 timer - mere end 36.000 dage. Med andre ord ville én dag føles som 98 år i den evolutionære begyndelse.
Månens geologiske tilstand:
Månens alder har også en relevans for Jordens alder, da de også ifølge den evolutionære teori, blev skabt nogenlunde samtidigt. I 2006 udgav professor Peter Schultz fra Brown University en artikel med bevis for nylig geologisk aktivitet, dvs. vulkansk aktivitet på Månen, i form af gas-udbrud. Efter 4,5 milliarder år skulle Månen være død, men Schultz foreslår at der selv i dag kan være aktivitet på Månen. Dertil kommer at amatørastronomer igennem flere år har observeret lysglimt fra Månens overflade[5]. Det afvises selvfølgelig af de mere (u)oplyste, professionelle astronomer, for månen er jo død! Men som Schulz siger, har amatørernes observationer holdt et vindue for muligheden åbent.
”Levende” planeter
Vulkansk aktivitet på månen, unge isbjerge på Pluto, vidner om et ungt univers.Det er vigtigt at forstå, iblandt ”videnskabens” store ord om viden, at det er så såre lidt der vides om universet, endog om vores egen lille klode. Pluto, der i 2006 fik status som dværgplanet, viser sig nu at være en aktiv planet. Man troede det var en død kold planet, men rumsonden ”New Horizons” har sendt billeder tilbage til Jorden, der viser at der er unge isbjerge, kun 100 millioner år gamle - samme aldersdatering de har givet Jorders Alper og Himalaya bjerge. Hvis vi tager ”videnskabens” tidsbriller af, og tager Bibelens briller på, så er vi ca. 4.300 år tilbage, hvor syndfloden ændrede Jordens topografi i en sådan grad at den: ”gik til grunde” (2. Pet. 3:6). Både Pluto og dens måne, viser billederne, er geologisk aktive og forskerne erkender: ”det er overrumplende nyheder, som udfordrer vores fysiske teorier, og der må være alvorlige fejl i modellerne. Det er godt, for så lærer vi noget nyt”[7]. Man vedholder selvfølgelig Plutos alder på 4,56 milliarder år, men der er også alvorlige fejl i de modeller! ”Videnskaben” er så uvidende at den ændrer ideer, teorier, teser, hypoteser påstande, antagelser - hvad end de kalder det - så det, der til befolkningen proklameres som sandt i dag, er forkert i morgen - og ”videnskaben” er blevet klogere... Hvor ironisk.
Mudder på havbunden:
John Milliman og James Syvitski lavede i 1992 en analyse af data fra 280 floder der løber ud i havet, og fandt at der årligt skylles ca. 20 milliarder ton sediment ud i havene[8]. Den eneste proces der, så vidt vides, fjerner denne sediment, er pladetektonisk bevægelse, hvor havbunden langsomt, med få cm om året, glider ind under kontinenterne og tager noget af dette mudder med sig. Denne proces fjerner ca. 1 milliard tons årligt (en omskrivning af tallene i Hay, Sloan og Wold’s journal[9]). De resterende 19 milliarder ton forbliver, så vidt vides, på havbunden. Ser man bort fra naturkatastrofer og i særdeleshed syndfloden der ændrede hele kloden, og antager at denne proces altid har været stabil, er der mudder der svarer til ca. til 12 millioner år, hvilket er intet op imod de ca. 3,5 milliarder år den evolutionære ide påstår havene har eksisteret. Regner vi tiden om til afstand, svarer det til at afstanden i lige linje fra København til New York er ca. 21 km i stedet for ca. 6.000. Det er 294 flybilletter til forskel. Med syndflodens hærgen, kan den overvejende mængde af sediment være tilvejebragt i løbet af det godt og vel årstid vandet dækkede jorden (Noa var i arken i 1 år og 12 dage).
Helium i mineraler:
I ”the Journal of Geophysical Research” blev der i 1982 publiceret et studie, der viser at i granitklipper dateret tilbage til den prækambriske tid, der efter den evolutionære idé begyndte for ca. 4,5 milliarder år siden, endnu er helium der ikke er sluppet ud. I processen hvor uran og thorium i klipper henfalder til bly, dannes der helium, og med den hastighed denne helium fordamper kontra den mængde der er tilbage i klipperne, beregnes der på ganske avanceret vis, at denne fordampning er foregået i 4.000-8.000 år[10].
Denne helium slipper ud i Jordens atmosfære, og mængden af helium derude, indeholder max 2 millioner år[11], hvilket er 2.350 gange yngre end evolutionære ide foreslår. At der er til 2 millioner år, kan meget vel skyldes at Jordens atmosfære blev skabt med den største mængde helium fra begyndelsen.
Olie i jorden:
Kvik-olie
Olie kan dannes på 30 minutter under tryk og varme - hvilket kan forventes på en ung jord.Apropos olie og den millioner år lange proces det tager at få olie, så kan man igennem en proces kaldt ”termisk depolymerization” på omkring 30 minutter lave organisk materiale om til olie[12]. Igennem en anden proces kaldt ”hydrotermisk fortætning”, har forskere lavet alger om til olie på 30 minutter. Forsker Douglas Elliott fortæller ”Det er lidt som at bruge en trykkoger, men trykket og temperaturerne vi bruger er meget højere… På en måde kopierer vi processen i jorden som forvandlede alger til olie over millioner af år. Vi gør det bare meget hurtigere.” [13] Tænk over det - processen i jorden danner under tryk olie. Hvor hurtigt ville trykket fra en oversvømmelse der dækkede hele kloden forvandle organisk materiale til olie - og kul? Forskere gør det på 30 minutter. Vandet fra syndfloden dækkede jorden i mere end 1 år. Man har lavet et biobatteri, der omdanner spildevandsslam, grønt affald, restprodukter fra fødevareindustrien, halm eller dyreekskrementer til elektricitet, varme, renset gas, motorolie og trækul af høj kvalitet[14].
Kul i jorden:
Hvis kul tager millioner af år at lave, burde vi se en jævn blanding af jordlag og kul, men vi ser massive sammenhængende lag af kul. Det viser at noget har forårsaget en pludselig dannelse af kul. Max Planck Society har forsket i dannelsen af kul, og har fundet ud af at man kan tage friske kviste med blade - hvilket betyder man kan tage al vegetabilsk materiale, og igennem en proces under tryk og 180 graders varme, laver de på få timer kul[15].
Endnu engang, så tænk på hvad en naturkatastrofe med trykket fra en klode dækket af vand, blandet med vulkanske udbrud med 700-1200 grader varmt lava kan gøre for den proces. Syndfloden forklarer både kul og olie i jorden. Enorme mængder af organisk materiale er blevet begravet i ét nu, og det er et vidnesbyrd om at der var en syndflod.
Mens vi er ved det ”millioner år” gamle kul, er det yderst interessant at der er blevet fundet et menneske kranium, to mennesketænder, en guldkæde, guldtråd, et stålsøm, en metal skrue, en klokke (se billede) og en jerngryde indlejret i kulstykker. Der er tale om flere hundrede millioner år gammelt kul i den såkaldte pennsylvaniske tid eller kultiden - hvordan kan menneskeremedier være indlejrede deri? Man har fundet et aluminiums tandhjul i et ”300 millioner år” gammelt stykke kul[16] - men, som artiklen fortæller, så griner geolog Sharon Hill bare af det - det er jo forkert, for ”Hvorfor er det ikke publiceret i en journal? Vi skal acceptere mandens ord for det, hvor han fandt det og hvordan han opdagede det”. Det betyder med andre ord at fundet aldrig ville blive accepteret, for det er en fejl - det kan jo ikke lade sig gøre, for vi ved jo at mennesket ikke eksisterede dengang! Sådan bliver åbenlyse beviser imod deres teori behandlet igen og igen! Der findes ikke millioner år gammelt kul, det er maksimum ca. 6.000 år gammelt!
Kul og diamanter
Kul med indlejrede menneskeskabte genstande og kulstof 14 rige diamanter, vidner om en ung jord.Menneskelige spor:
Ifølge det evolutionære påfund, er den homo sapienske form af mennesket blevet dannet for mellem 100.000 - 200.000 år siden. De såkaldte neandertalere som siges at være primitive dyr i forhold til ”den nøgne abe” - det nutidige menneske, de var krigere og begravede hinanden, hvilket man har fundet ved en neandertalergrav med et skelet iført rustning[19]. Det betyder at i knap 200.000 år har homo sapiens begravet sine døde. Man mener at der rimeligt konstant har eksisteret mellem 1 og 10 millioner mennesker i den periode, hvilket betyder at ca. 8 milliarder kroppe er blevet begravet[20]. Man har fundet få tusinde skeletter, men der skulle være langt flere hvis ”videnskaben” har ret, og i særdeleshed flere artefakter som rustninger m.v., begravet med de døde.
Hvis der har eksisteret mennesker der har været krigere og har begravet hinanden i 200.000 år, er det yderst signalerende at det først er omkring 4.000 - 5.000 år siden, der begyndte at blive skrevet dokumenter. Det såkaldte præhistoriske menneske har bygget store megalitmonumenter, som f.eks. Carnac stenene i Frankrig, der er dateret til for mellem 5.300 og 6.500 år siden, eller Cambay Golf i Inden, der huser flere menneskeskabte konstruktioner som har dannet en by, der dateres tilbage til for 11.500 år siden. Der er også Gobekli Tepe i Tyrkiet, der dateres 11.000-12.000 år tilbage[21]. Har mennesket været i stand til at bygge byer i mere end 12.000 år, er det underligt, at det først er for ca. 5.000 år siden der dukker dokumenter op. Se også ”Evidence for a Young World” af Russell Humphreys.
Mennesker på jorden
På 215 år er mennesket mangfoldiggjort fra 1 til over 7 milliarder. Hvor mange mennesker skulle vi have været, hvis vi havde eksisteret i 200.000 år?Det er ikke svært at forestille sig hvordan det ville have set ud, hvis den markante stigning vi ser fra 1500tallet blev flyttet 190.000 år tilbage, og befolkningstallet er steget så voldsomt i 188.500 år. Selvfølgelig ville krige, tørke og hungersnød forhindre den fulde befolkningsudfoldelse, men vi har haft rigeligt med tørke, hungersnød og krige - ikke at forglemme 2 verdenskrige de sidste 515 år. Kloden huser det antal mennesker der kan forventes efter den alder Bibelen angiver Jorden at være[22].
Venus:
Nu er det primært indikationer af Jordens alder, jeg har givet eksempler på. Hele universet vidner om ungdom[23]. Én af måderne det læses på, er at mange planeter endnu er varme, selvom de burde være iskolde efter milliarder af år. Venus’ høje overfladetemperaturer (482 grader - solsystemets varmeste planet), tillige med andre overflade egenskaber, er et problem for en 4,6 milliarder år gammel planet. Dels ville planeten være kold, og dels ville planetens tynde atmosfære have nedslidt dens kratere, hvilket Richard A. Kerr indrømmer i Science magazine fra 1990, og skriver: ”Overflyvninger af Venus har vist at den planet er ekstremt ung. Når de ser på det geologiske ur som fortæller dem hvor gammel Venus’ overflade er, finder de en planet på kanten af sin ungdomstid”[24].
Mars:
Det samme gælder Mars. Mars’ kratere og vulkaner skulle være udjævnet, og planeten dermed være ensfarvet, hvis den var 4,6 milliarder år gammel. Det går selvfølgelig ikke upåtalt hen, da ”videnskaben” forslår at grundet tætheden af Mars’ atmosfære, som kun er 3/1000 dele af Jorden, så tager det længere tid at erodere. Nogle vulkaner og krater er eroderet, men andre ser endnu ganske nye ud. Den korrekte tolkning af de data er, at Mars er geologisk aktiv, hvilket den heller ikke burde være efter 4,6 milliarder år. Men der opstår tilsyneladende stadig nye bjerge. Der er klart noget ”videnskaben” ikke ved. Der er fundet ca. 100 meteoritter på Jorden, som menes at være fra Mars, og man mener nu at kunne se de er 4 milliarder år yngre end tidligere formodet[25].
En anden interessant ting ang. Mars, som tyder på at vores solsystem ikke altid har set ud som vi ser det i dag. Der er ting der tyder på at Mars har været i en bane der gik tættere på Jorden, end vi ser i dag. Vi kan ikke se det på universet, eller på vores solsystem i dag, men der er andre metoder. Ligesom Månen og Jorden udveksler rotationskraft, sådan har Mars og Jorden måske også engang gjort det, hvilket kan have forårsaget den ravage på Jorden i form af naturkatastrofer, som har givet navn til Mars som værende krigsgud. Noget forårsagede i omkring 700 f.Kr. at Ægypten, Babylon, Kina, Mayaerne (Amerika), Romerne og mange andre kulturer ændrede deres kalender fra 360 dage (som Bibelens stadig bruger) til 365 dage om året. Bibelen fortæller at omkring 13 år tidligere, ca. 713 f.Kr., gik skyggen på Ezekias’ solur 10 streger tilbage - dvs. 40 minutter. Den eneste måde det kunne lade sig gøre på, er ved at Gud flyttede Jordens position i rummet. Læs mere om dette i Donald W. Patten, Samuel R. Windsor bog[26]. Er det sandt, kan det have påvirket Jorden og medvirket til at ”videnskabens” dateringsmetoder er ubrugelige - mere om det senere.
Solen:
I dag måles at Solen bliver ca. 0,1% mindre hvert 100 år, hvilket betyder at når man regner baglæns for at forestille sig hvor stor Solen var i begyndelsen, så ville den for allerede ca. 25.000 år siden have været så stor, at den ville have brændt at liv på Jorden op. For 50.000 år siden ville havene stadig koge… Her går modstanderne ind med argumentet at det kræver jo at Solen altid har opført sig som den gør i dag… Det er jo lige præcis det ”videnskaben” kræver når de laver aldersbestemmelse af fossiler og klipper, og af universet ved antagelse af at lyset altid har haft samme hastighed som i dag. Alt har altid opført sig som vi ser det i dag. Det er åbenbart et argument der kun må bruges når det er i favør for den evolutionære idé. Selvfølgelig er der ikke enighed i den videnskabelige verden om hvorvidt solen skrumper. Nogle forskere siger ja, andre nej, og aktørerne imod argumentet citerer selvfølgelig studierne der er imod, mens de der er for, citerer studierne der er for. Det viser hvor lidt ”videnskaben” ved!
Den Amerikanske Ph.D. sol-astronom John Allen Eddy fra Hight Altitude Obervatoriet i Boulder, Coldorado - sol-detektiven som han kaldes, skrev en artikel i Geotimes hvor han siger: ”Jeg har en formodning… om at Solen er 4,5 milliarder år gammel. Men, grundet nogle nye og uventede resultater imod, og til tider for vanvittige genberegninger og teoretisk genjustering, formoder jeg at vi kunne leve med Bishop Ussher’s værdi for Jorden og Solen [ca. 6.000 år]. Jeg mener ikke at der er meget i retning af observerende bevis, der er i konflikt med det”[27]. Han var ikke kristen, men en mere ærlig forsker.
Stjernelys:
Mens videnskaben ikke kan måle længere end ca. 300 lysår (knap 0,3 trillioner - 2.838.219.141.774.240 km) ud i universet uden målingerne bliver ukorrekte - og det er meget positivt sat, så bruges lys fra andre stjerner milliarder af lysår ude alligevel til at datere universets alder. Dvs. at videnskaben med sikkerhed kan datere op til 300 år. Det siges at mælkevejen er ca. 100.000 lysår stort (0,95 trillion - 946.073.047.258.080.000 km), og videnskaben kan derfor ikke måle mere end 0,3% af vores egen galakse - alligevel måler de afstanden til galakser over 13 milliarder lysår væk[28]. Det vil sige over 43 millioner gange længere end videnskaben holder.
Lysets hastighed
”Videnskabens” formler kræver en konstant hastighed af lyset, men målinger viser at for bare 100 år siden var lyset 7% hurtigere - og måske 10 milliarder gange hurtigere ved skabelsen.Lyset er ikke en fast konstant, og igennem over 163 særskilte målinger med 16 forskellige metoder er lysets hastighed i universet igennem de sidste 300 år blevet målt til at falde med ca. 3.528 km/t - ca. 1,2%. Barry Setterfield, en australsk bachelorstuderende inden for astronomi, og statistiker Dr. Trevor Norman gennemgik alle disse data og sagde at lyset kan, med korrektion for de forskellige optiker og andre teknologiske faktorer, have været op til 7% hurtigere for bare 100 år siden[34]. ”Videnskaben” fejler i dateringen af universet. Men vender den ryggen til troen på Einsteins teori om at lysets hastighed er konstant, så falder alle teorier. Lysets hastighed har været voldsomt hurtigt i de første 4 skaberdage, samtidig med at universet har udvidet sig voldsomt hurtigt. Dertil kommer at ”videnskaben” intet aner om lysets hastighed i universet. Det er antagelser, og som vist er det forkert. Måske er lyset langt hurtigere længere ud i rummet.
Jeg gennemgår ikke specifikke metoder her, men ”videnskabens” dateringsmetoder, om det er aminosyre datering, uran til bly, rubidium til strontium, bly 210 og helium datering, så er de så upræcise at ikke én er enig med den anden. I kalium-argon datering er man ikke enige om hvor lang halveringstid kalium har. Uanset hvilken metode de vælger, er der stor usikkerhed - men det tager de let på, og vælger den metode der er tættest på deres forventning - tættest på deres krav til resultatet, jo ældre, jo bedre, eller også justerer de målingerne til deres forudfattede ide om Jordens alder, eller også ignorerer de fuldstændig prøverne. Deres metoder afhænger, alt efter hvilken de bruger, af at der ingen forstyrrelser er af f.eks. vand, temperaturer, tryk, magnetisme m.v. - grundlæggende at intet har ændret sig på kloden igennem milliarder af år. Syndfloden, klodens geologiske liv, Solen og påvirkninger fra andre planeter (f.eks. Mars der tyder på at have haft en bane tættere på Jorden) m.v. har ødelagt præcisionen af ”videnskabens” metoder og forpurret deres mulighed for datering af bjerge og klipper der blev dannet under syndfloden. ”Videnskaben” har selv gættet på hvor procentmæssigt korrekte deres metoder er - men det er ene og alene gætteri - de aner intet om det. Alt bygger på deres forudfattede teori om en oldgammel Jord.
At metoderne fejler ses f.eks. i det, at stykker fra et levende, voksende træ blev dateret til at være 10.000 år gammelt. Muskelvæv fra kraniet af en mumificeret moskusokse fundet i Fairbanks Creek i Alaska, blev dateret til 24.000 år, mens håret på oksen blev dateret til 17.200 år[35]. Mørtel fra Oxford Castle i England blev via C-14 dateret til 7.370 år gammel, men det blev bygget for 785 år siden. Sæler der lige var blevet dræbt, blev dateret til at være 1.300 år gamle, og 30årige mumificerede sæler blev dateret til 4.600 år[36]. Lava fra et vulkanudbrud på Hawaii i 1801, blev igennem kalium-argon metoden dateret til at være 1,6 millioner år gammel[37]. Basalt fra Kilauea Iki bjerget på Hawaii der blev dannet i 1959, blev med samme metode dateret til at være 8,5 millioner år gammelt. Basalt fra Etna bjerg i Sicilien fra 1972 blev dateret til 350.000 år. St. Helens nye lava kuppel fra 1980 blev dateret til 2,8 millioner år[38]. Et andet udbrud fra St. Helens i 1986 dannede en udhuling, hvorfra der i 1997 blev taget fem prøver fra fem forskellige steder i denne kun 11 år gamle klippe, og dateringerne spændte fra ½ til næsten 3 millioner år[39]. Der er mange flere eksempler, som du kan se i referencerne jeg giver.
Fejldateringer
”Videnskabelige” dateringer der rammer 4.570, 6.800, 1.600.000, 2.800,000 og 8.500.000 år forkert, vidner om alvorlig manglende pålidelighed.- Curt Teichert, palæontolog og geolog skrev: ”På nuværende tidspunkt kan der ikke laves et sammenhængende billede af Jordens historie, bygget på grundlag af radioaktive dateringer”[40].
- Roberta Conlan siger: ”Dateringen af oldtidens begivenheder [millioner af år siden] er en upræcis videnskab”[41].
- Professor Waterhouse skrev: ”Forbedrede laboratorie teknikker og forbedrede konstanter har ikke reduceret spredningen de seneste år. I stedet vokser usikkerheden som flere og flere data ophobes…”[42].
- Ph.D. professor i geologi ved East Carolina University, Richard Mauger skrev: ”Generelt set bliver dateringer ’inden for banen’ antaget at være korrekte, og publiceres, men dem der er uenige med andre data publiceres sjældent og uoverensstemmelserne beskrives heller ikke til fulde”[43]. Det er ikke underligt at vi hører så lidt om at dateringerne ikke virker, for vi får kun offentliggjort de dateringer der er inden for den tidsramme ”videnskaben” har forudbestemt.
- Den svenske palæontolog og geolog Gunnar Säve-Söderbergh indledte en rapport sammen med I. U. Olsson, hvori de skrev: ”C-14 datering blev drøftet på et symposium om forhistorien af Nildalen. En berømt Amerikansk kollega, professor Brew, opsummerede kort en fælles holdning blandt arkæologer imod det, som følger: Hvis en C-14 dato understøtter vore teorier, sætter vi den i hovedteksten. Hvis den ikke helt modsiger dem, sætter vi den i en fodnote. Og hvis den er helt ude af datering, så bruger vi den ikke. Kun få arkæologer der har bekymret sig om absolut kronologi, er uskyldige i undertiden at have anvendt denne metode”[44]. Det vil sige kun få arkæologer interesserer sig for at datere deres fund, og får de det gjort, har de på uskyldig vis ingen idé om at dateringen er ubrugelig.
- Dr. Robert Lee skrev: “Problemerne med kulstofdaterings metoden er unægtelig dyb og alvorlig. Trods 35 års teknologisk forfinelse og bedre forståelse, har de underliggende antagelser været stærkt udfordret, og advarslerne er givet, at kulstof hurtigt kan finde sig selv i en krisesituation. Fortsat brug af metoden afhænger af en løs-det-i-farten fremgangsmåde, der tillader kontaminering her, fraktionering der, og kalibrering når det er muligt. Det bør ikke være nogen overraskelse at halvdelen af datoerne afvises helt. Underet er, helt sikkert, at den resterende halvdel er blevet accepteret.... Uanset hvor nyttigt det er, er kulstof-metoden dog stadig ikke i stand til at give nøjagtige og pålidelige resultater. Der er grove uoverensstemmelser, kronologien er ujævn og relativ, og de accepterede datoer er faktisk de valgte datoer”[45]. Med andre ord, er det for Lee et under at den halvdel af dateringerne der publiceres bliver accepteret.
- Kemianalytiker Frederick Jueneman skrev: ”Alderen på vores klode menes i øjeblikket at være omkring 4,5 milliarder år gammel, baseret på radio-henfaldshastigheder af uran og thorium. Sådan ’bekræftelse’ kan være kortvarig, da naturen ikke opdages helt så nemt. Der har i de seneste år været den forfærdelige erkendelse af, at radio-henfaldet er ikke så konstant som hidtil antaget, de er heller ikke immune over for miljømæssige påvirkninger. Og det kan betyde, at atomurene er blevet nulstillet under en global katastrofe, og begivenheder der lukkede den mesozoiske tid (dinosaurtiden) måske ikke skete for 65 millioner år siden, men snarere inden for menneskets tid og minde”[46]. Det, han beskriver er syndfloden!
Den geologiske tidsskala:
Dette afsnit er nok det vigtigste i denne artikel, fordi den geologiske tidsskala, eller geologiske kolonne, er et evolutionært mesterstykke. Der refereres til denne tidsskala som værende et absolut målebånd til at datere Jordens alder. Når alt andet fejler, er dette grundprincippet hvorpå alt evolutionær påstand hviler. Det er til denne tidsskala det kræves af evolutionisterne de vender sig til, når ryggen er imod muren. Richard Dawkins skrev i 1986 at: ”der er visse ting om den fossile optegnelse som enhver evolutionist skal forvente at være sandt. Vi bør være meget overraskede, for eksempel, over at finde fossile mennesker i optegnelsen før pattedyr formodes at have udviklet sig! Hvis et enkelt, godt verificeret kranium fra et pattedyr dukkede op i 500 millioner år gamle klipper, vil hele vores moderne evolutionsteori være ødelagt”[47]. Hele den evolutionære teori afhænger af denne tidsskala. Med dateringsmetoderne jeg lige har gennemgået, har ”videnskaben” på ingen måde mulighed for at datere Jorden til 4,5 milliarder år, så derfor er denne tidsskala deres absolutte bevis. Se dateringerne herunder:
Cirkulært ræsonnement
”Videnskaben” bruger dinosaurfossiler til at datere jordlag, og samme jordlag til at datere dinosaurfossiler. Ingen af dem angiver en alder, så ”videnskaben” har selv stukket 65.000.000 år ind i dateringen.Alle ved, at hvis denne tidsskala på nogen måde brydes, så falder den eneste støtte evolutionen har. Og det er sket mange gange. Men ”videnskaben” har lagt deres egen lille sikkerhed ind som afstivning, for det er dem selv der skal godkende fundene, og da de er enige om at sådanne fund ikke kan lade sig gøre, vil de aldrig blive godkendt. Den geologiske tidsskala er grundlagt på den tyndeste omgang indbildning! Men hele verden inkl. kristne, bøjer sine knæ for det!
En Trilobit |
Derfor er det heller ikke underligt at Guadeloupe kvinde skellettet blev fundet i det oligocæne lag (hvor den såkaldte menneskeabe er indeks-fossilet) der dækker den evolutionære tid for 23-34 millioner år siden. Det er heller ikke underligt at man i 1862 fandt menneskeknogler i Macoupin County, Illinois, i et kulleje hvor kullene er mellem 286-320 millioner år gamle[49] - altså op til 255 millioner år tidligere end dinosaurerne blev udryddet. Man fandt i fodspor i lag fra den øvre kultid, der var over 320 millioner år gammel - ”Hvert fodspor har fem tæer og en tydelig svang. Tæerne er spredt fra hinanden som på et menneske… Foden krummer tilbage som en menneskefod til, hvad der ligner en menneskelig hæl”[50]. Nogle evolutionister foreslår at der dengang var dyr der gik på to ben med menneskelignende fødder, og andre at sporene var udhugget af indianere. Fantasi mangler de ikke, og kalder alligevel skabelsen fra Guds hånd for overtro.
I 1968 opdagede William J. Meister et forstenet aftryk af en skosål der har trådt på en trilobit (Meister aftrykket), der har fået alder fra det kambriske jordlag, eller er det omvendt? (problematikken med cirkulært ræsonnement) - men altså mellem 542-488 millioner år gammelt - og der er ikke de undskyldninger der ikke er jamret fra den evolutionære lejr. Der er blevet fundet fodspor fra sko og sandaler i mange lag, men hver eneste gang bliver det afvist som falsum, for det kan ikke lade sig gøre. Faktum er bare, at Jorden skriger til folkene at deres teori er forkert! De er vitterligt ignoranter med vilje (2. Pet. 3:5).
Der er også de meget omstridte ”Paluxy Spor”, der blev fundet i Texas i Paluxy floden som løber igennem byen Glen Rose, i det, der nu hedder ”Dinosaur Valley State Park”. Der er i den flod mange lag af kalksten, hvori der efter en voldsom oversvømmelse, som rev ca. 60 cm af det øverste lag kalksten med sig så laget derunder blev blottet, blev fundet tusindevis af dinosaurspor, ”112 millioner år gamle”. Sammen med disse spor i denne dinosaur park, blev der fundet 35-50 cm lange fodspor fra mennesker (se eks. på billedet). Carl Baugh (Charles Baugh) var én af dem, der fandt disse spor, og siden har evolutionister gjort alt for at tilsmudse hans person. Men sporene er der! Se et interview af ham her - SE DET!:
Der er til dags dato fundet omkring 19 menneskefodspor mellem dinosaursporene, hvilket Baugh fortæller i videoen. Se mange flere interviews og informationer om flere fund af menneskespor fra dinosaurtiden på ”Footprints In Stone”. Nogle af argumenterne imod alle disse fund er, at dinosaurerne gik på hælene, og trådte ikke så hårdt ned på forfoden, så det kom til at ligne menneskespor - og det kan være og er sikkert sandt i nogle tilfælde. Et andet er at det oprindeligt var et dinosaurspor, men leret kollapsede - hvilket der er lavet computeranimationer af, og aftrykkene fra kløerne forsvandt hvilket efterlod en efterligning af et menneskespor - hvilket også kan være og er sikkert sandt i nogle tilfælde. Omvendt forvirres flere af sporene også af både dinosaurspor og menneskespor på samme sted (se Delk Track længere nede) - måske et menneske der har løbet i dinosaursporet for lettere at komme frem, ligesom at gå i andres fodspor i sneen. Men Jo mere tid evolutionisterne har til at finde på idéer, jo flere argumenter vil der komme imod den simple sandhed, at dinosaurer og mennesker levede sammen. Der vil aldrig fremstå et fund, der ikke med al magt bortforklares, i skrift, videoklip og dokumentarer. Alt kan bortforklares med en alternativ historie.
Jeg har læst en del af argumenterne imod disse Paluxy spor, og må sige at opsummeringen på Wikipedia siger det godt: ”Selvom der er nogle der stadig citerer sporene som bevis imod den geologiske tidsskala, så er den generelle konsensus at alle menneskesporene enten var falske eller fortolket ukorrekt”[51]. Med andre ord er evolutionisterne indbyrdes blevet enige om at dinosaursporene er ægte, men menneskesporene er ikke. Som geolog Sharon Hill, tidligere citeret sagde: ”Vi skal acceptere mandens ord for det” - og klart at de ikke accepterer disse argumenter når det demolerer fundamentet hele deres verdenssyn bygger på. Dette er et andet billede af fodsporene ovenfor - det kræver mere end anstrengelserne gjort hidtil, at bortforklare at dette aftryk klart og tydeligt er fra et menneske.
Et andet eksempel er et aftryk navngivet ”Delk Track”, fundet af Alvis Delk ved samme Paluxy flod.
Dette fossil blev fundet i juli 2000 og har været igennem alle videnskabelige prøver for ægthed. Det er blevet CT skannet (ligesom alle Carl Baugh’s fund), hvilket er en skanning der måler tætheden af fossilets materiale. Hvor fodsporene er, er tætheden større fordi vægten af dinosauren og mennesket har sammentrykket materialet (jorden). Mange har angrebet fossilet som værende et fupnummer, men var det et fupnummer, ville udhugningen af sporene ikke kunne have givet materialet en større tæthed, som CT skanningen viser. Baugh fortæller om sine fund, at der var tæthed omkring selve aftrykket også, hvilket viste bevægelse fra mennesket der satte sporene. Dette fossil er endnu et bevis for at mennesker og dinosaurer har gået sammen på denne klode, hvilket er endnu et bevis på at videnskabens datering ikke er korrekt, men at Bibelens beretning er sand.
Undersøgelse af Delk Track
George Adams, der var murer, var iblandt flere der i 1930erne under depressionen skar disse dinosaurtryk ud, og solgte dem for 200 dollars. Han så fortjenesten i dette, og som med Ika stenene, hvilke jeg vil komme ind på senere, lavede han forfalskninger hvoriblandt der var 2-3 menneskeaftryk. Det bruges selvfølgelig som et alvorligt argument imod de sande aftryk og er blevet et af de dominerende argumenter, imod de ægte fund. Men som Baugh fortæller, var nogle af aftrykkene de fandt så detaljerede at de kunne se hudaftrykkene fra tæerne. Det ærgerlige var, at de forsvandt efter et par måneder, hvilket han fortalte til Kent Hovind[52].
Det, der ikke lægges vægt på i skolerne er, at masser af trilobit fossiler, hvoraf der er fundet over 100.000, pludselig bare er der. Der er masser af variationer inden for denne art, men ingen forfædre, og pludselig ligger disse dyr i det såkaldte kambriske lag - det første lag med liv. Darwin troede på at der med tiden ville blive fundet nok fossiler til at opretholde teorien - men som med Big Bang spørgsmålet - hvor kom al energien fra - sådan er det også med dyrs pludselige opstående. Det der fortælles i skolerne er at der var en kambrisk eksplosion for 542 millioner år siden, en hidtil uset og enestående periode på 53,7 millioner år af evolutionær nyskabelse. Skal man håne Gud, så er det en perfekt måde at gøre det - at skifte Hans håndværk for 6.000 år siden ud med en tid af tilfældige hændelser. Det er ganske enkelt en idé fra en anden verden, for at fjerne tvivlen om Darwins teori. Darwin mente selv at manglen på fossiler i den pre-kambriske tid (der kun indeholder alger, bakterier, svampe m.m.) kunne bruges imod teorien, og derfor hører vi i dag om feberredningen, ”den kambriske eksplosion”. Men ligesom trilobitten der pludselig er der, indeholder hvert geologiske lag dyr, der pludselig bare er der - ingen evolutionære mellemregninger, ingen mellemliggende organismer der viser hvordan én art evolerede til en anden, intet familietræ - kun et hav af missing links - ”en hidtil uset og enestående periode af evolutionær nyskabelse”! Kys frøen og en kambrisk eksplosion gør den til en prins! Evolution er eventyr for voksne.
Når de kikker på jordlagene, er der flere lag af ensartet sandsten og kalksten. De kan ikke se forskel på det, om det er 100 millioner år gammel kalksten fra juratiden eller 600 millioner år gammel kambrisk kalksten. Derfor er de nødt til at bruge den uvidenskabelige teknik, cirkulær ræsonnement, og må datere ud fra de fossil-fund de selv har givet en fiktiv alder ud fra de jordlag, de ikke kan datere - alt sammen for at give evolutionen nok tid. Dertil kommer problematikken med polystrate (flerlags) fossiler. Det er ofte træer der strækker sig igennem millioner af år i den geologiske tidsskala. Evolutionisterne har selvfølgelig sine forklaringer, f.eks. at det er trærødder der har gennemboret lagene, men der er tale om kæmpe stammer, som burde være rådnet væk i løbet af de mange hundredetusinder af år de ventede på at jordlagene skulle krybe op omkring sig. Når det så viser sig at nogle træer, uden rødder, strækker sig igennem lagene - på hovedet! - så bliver sagen endnu sværere at forklare[53]. Træerne er blevet brækket med magt og vendt på hovedet, hvilket naturligt ville ske under syndfloden. I 1999 fandt man et 37 cm ichthyosaur fossil, i et forladt stenbrud i Schweiz, ved Hauenstein. Denne ichthyosaur var begravet i en 90 graders vinkel ned igennem jordlag der svarer til ca. 1 million år - vel at mærke ifølge den opdigtede geologiske tidsskala. Det vil sige, at hvis denne tidsskala er korrekt, blev denne ichthyosaur’s næse, eller næb, begravet 1.000.000 år før hoved og nakke. Evolutionisterne siger selvfølgelig at den er død et godt stykke oppe ved vandoverfladen, og da lungerne blev fyldt med vand, styrtede den hastigt mod havbunden og penetrerede strataene. Men hvordan i al verden er det lykkes at gennembore mange hundredtusinde år gamle jordlag - hårde som sten? Næbet burde være brækket og splintret hvis den havde så meget fart på…
Selvom evolutionisterne utrætteligt insisterer på at denne geologiske tidsskala findes, så findes den kun i teorien og i lærebøgerne - den er ikke en virkelighed. Der er mange, mange flere fund der ødelægger teorien end jeg viser her, og som da farisæerne ville sætte mundkurv på disciplene fordi de kaldte Jesus Kongen der kommer i Herrens navn, sagde Jesus: ”hvis disse tier, skal stenene råbe” (Luk. 19:40). Hvad kan man sige? Disciplene tav, og stenene vidner stadig. Se denne ”sandhedsvæg” fra Creation Evidence Museum, der viser tidsskalaen med nogle af de forskellige fund placeret hvor i lagene de blev fundet[54].
Uanset om forskere og menig mand forstår det eller ikke vil forstå det, så er universet ca. 6.000 år gammelt, som Skaberen angiver i Bibelen. Se en flot præsentation af den sande tidslinje her: ”The Bible Timeline”.
”Videnskaben” antager at Jorden altid har set ud som den gør nu. Men Bibelen viser på mange måder at det ikke er tilfældet. Adam og Eva var nøgne (1. Mos. 2:25), hvilket taler om et anderledes klima. Først efter syndefaldet voksede der torn og tidsel frem (1. Mos. 3:18), hvilket fortæller at koden har set helt anderledes ud. Der var vand omkring Jorden (1. Mos. 1:7-8), såvel som under Jordens skorpe. Sal. 24:2 siger om Jorden at Gud: ”har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme”, og Sal. 136:6 siger at Han: ”bredte jorden på vandet”.
Denne beskrivelse har givet liv til hydroplate teorien, som Dr. Walter Brown er både berømt og berygtet for[55], hvilken beskriver fortidens naturkatastrofe, syndfloden, ud fra Bibelens beretning om vandet uden om og inde i Jorden - deraf navnet hydro (vand) plate (skorpe). Det var dette vand der dækkede Jorden under syndfloden, og Jorden viser tydelige tegn på at dette vand brød ud fra undergrunden, hvilket Bibelen kalder ”Verdensdybs Kilder” (1. Mos. 7:11).
Dette billede viser med de ru afmærkninger bjergene under vandet. Walter Brown har i sin bog et lignende billede, hvor han forklarer at der i 1950 blev opdaget en bjergkæde under vandet i middelhavet (imellem Sydamerika og Afrika), der med sine 74.000 km er verdens længste bjergkæde. Ifølge teorien er kæden blevet dannet som følge af den enorme styrke vandet under jordskorpen ville være blevet presset op med[56]. ”Videnskaben” mener de er lavet ved vulkanudbrud, hvilket kan være sandt i nogle tilfælde, men lytter man til klodens vidnesbyrd om en syndflod, hvor verdensdybet åbnede sig og vand kom op og dækkede jorden (Sal. 104:6), så vil det nødvendigvis lave lignende ar i jordskorpen.
Én teori imod Walter Brown kommer fra pseudovidenskabens evige tro væbner, ”The TalkOrigins Archive”, som bedyrer at ”Vandet ville have været blevet tvunget til overfladen længe før Noas tid, eller før Adams tid”[57]. Man antager dels at skabelsen er et falsum (idet ”før Adams tid”, er de millioner og milliarder af år før mennesket, hvilket i Bibelens lys blot vil have været i løbet af de foregående fem skabelsesdage), og dels, som tidligere sagt, er bedømmelserne præget af troen på at Jorden altid har set ud som den gør i dag. Klodens historie vidner som vist selv om, at det kan man ikke. Og som sagt tidligere, hvis olie er så mange år om at dannes, og har ligget i jorden i millioner af år, så burde der heller ikke findes mere olie i jorden - det ville ifølge samme teori også være blevet tvunget til overfladen. Det er også interessant, at der dybt under Jordens overflade er blevet opdaget et reservoir af vand, tre gange større end fylden af alle havene[58]. TalkOrigins har ingen ide om hvordan verden ser ud. Ideer og tankespind i evolutionær retning, vil altid kunne formulere ord imod ethvert vidnesbyrd der beskadiger den evolutionære drøm.
Også på landjorden er der ar efter syndfloden, f.eks. ved San Andreas fault, som er et 1.300 km. langt ar, hvor verdensdybets kilder kan være blevet presset op.
At Jorden har haft et helt andet klima, det vidner vegetariske fund om, fra hele kloden - og det er anerkendt af ”videnskaben” at der i kridttiden (ca. 145 - 65 millioner år siden, efter evolutionens religiøse verdensbillede - det er tiden før syndfloden for mellem ca. 4.300 - 6.000 år siden) var tropisk ved Antarktis - hvilket har krævet en helt anderledes global klimatisk tilstand. Der er både fundet palmer ved Nordpolen[59], og Admiral Byrd fandt på sine ekspeditioner til Antarktis også palmetræer under den arktiske is[60]. At Jorden har haft en kappe af vand omkring sig, har forårsaget en helt anden atmosfære, og mange af fortidens stemmer fortæller dette. Geokemikere Gary Landis fra US Geological Survey og Robert Berner fra Yale, analyserede små luftbobler fanget i stumper af rav der angiveligt skulle være præhistoriske, intet mindre end 80 millioner går gamle - dvs. i sandhedens termer, før syndfloden, og der var ca. 50% mere ilt i luften dengang, og ligeledes meget større CO2 indhold[61]. I dag er det atmosfæriske tryk 14,7 psi (pund pr. kvadrat centimeter) og forskere der tør arbejde med et verdensbillede der passer med Bibelens forklaring, mener at en vandkappe omkring jorden vil forårsage en fordobling af trykket, til omkring 30 psi. International Falls, Minnesota News berettede i 1993 om fundet af en 24 meter lang apatosaurus, også kaldt brontosaurus, der ikke havde større næsebor end en hest. At ilte så stort et legeme igennem så små huller, vi kræve store kræfter og meget lidt kropslig bevægelse under nutidige forhold. Men med mere ilt, mere CO2 og højere atmosfærisk tryk, ville det ikke være noget problem.
Det betyder at livet havde langt bedre vilkår end det, vi ser i dag. Bibelen fortæller at mennesker blev knap 1.000 år gamle (Metusalem blev 969 år gammel, 1. Mos. 5:27), og efter syndfloden forkortedes levealderen med tiden til det, vi kender i dag. Noa blev 950 år gammel (1. Mos. 9:29), hans søn Sem blev 600 år, og hans søn Arpaksjad blev 438, hvis søn, Sjela, blev 433 år, og svingende nedefter går det med levealderen, 239, 230, 148 år. Den høje alder i gammel tid, giver også forklaring på det evolutionen kalder neandertalermanden, der med bl.a. sin ansigtsform, f.eks. knogleryggen bag øjenbrynet, er mere markant end normen i dag. Sagen er, at denne knogleryg aldrig stopper med at vokse, og for mennesker der bliver næsten 1.000 år gamle, vil dette ansigtstræk træde markant frem, ligesom det ses hos neandertaleren. Charles Darwin er i øvrigt selv et pragteksemplar på det:
7 år gammel | 31 år gammel | 46 år gammel |
51 år gammel | 58 år gammel | 64 år gammel |
Forestil dig Darwin som 969årig...
Det samme gjorde sig gældende for insekterne og dyrene, inkl. dinosaurerne. Man har fundet kæmpestore fossilerede insekter, f.eks. en kakerlak som var 45cm lang, der blev fundet i Nordøst Ohio, USA, og er skudt til at være 300 millioner år gammel - altså fra før syndfloden. Billedet herunder er en knap 9 cm lang kakerlak, sammenlignet med en almindelig amerikansk kakerlak.
Kan du forestille dig en fem gange større kakerlak?
Her er en model af en fossileret guldsmed med et vingefang på 72 cm, lavet af Verner Kraus til Universitets museet i Clausthal-Zellerfeld.
I Tyskland, Thueringen, fandt man et fossil af en skolopender der var 2,6 meter lang. Græshopper på 60cm, tarantel edderkopper på 91cm, bævere 2,5 meter lange, salamandere over 2 meter lange. Også havdyr og planer er fundet som er mange gange større end vi kender dem i dag. Østers, 300 kilo tunge og 3,5 meter brede. Som fossilernes vidnesbyrd fortæller, blev de frygtelige øgler (som ordet dinosaurus betyder) også kæmpe store. De levede længere under helt andre klimatiske forhold, og øgler bliver ved med at vokse hele livet. Hvordan vil de forskellige øgler vi kender i dag se ud, hvis de fik lov at vokse i 1.000 år?
Vore forfædre har set det og berettet om det de så, og der er meget der viser at mennesker og de store øgler levede sammen, som Bibelens fortælling kræver i skabelsesberetningen.
”Videnskaben” fastholder ubesværet, moralsk set, igennem deres strudsementalitet sin erstatning af Gud med tid. Stædigt og med stenansigt nægter de at tage den historie alvorligt, der fortæller at vore forfædre for flere tusinder år siden, tegnede det, de så og levede med på klipper, bygninger og pyntegenstande. Tegninger af dinosaurer findes fra ældgammel tid, og tanken at de dengang samlede fossilerede knogler og tegnede dinosaurer ud fra dem, er direkte latterlig. De tegnede og talte om det, de kendte og så, og den historiske kendsgerning fornægtes af ”videnskaben” der ikke har råd til at drage det vidnesbyrd ind i sin teori.
Først og fremmest er det interessant at Bibelen taler om drager - det var først i 1841 Sir Richard Owen dannede ordet Dinosaur. Da Gud skabte de store havdyr, som den Danske oversættelse siger det, da skabte Han de store tannîym, et hebræisk ord der i KJV er brugt 28 gange som også betyder drage(r), oversat sådan 21 gange, slange(r), 3 gange, søuhyre (sjakaler på dansk), 1 gang (Klag Es. 4:3) og hval(er). I Job. 7:12 kalder den danske oversættelse hval for drage. Apropos drage, blev der i 2004 fundet et specielt eksemplar af en dinosaur. I Hell Creek Formation fandt man et kranium der ligner de drager der skildres i film i dag, f.eks. i Harry Potter, og den fik tilmed navnet ”Dracorex hogwartsia”, der betyder ”Dragekonge af Hogwarts[62].
Behemoth
I Job. 40:10-19 nævner Gud Behemoth, oversat som Nilhesten i den Danske 1931 oversættelse. Beskrivelsen siger at den 1) spiser gæs 2) har styrke i lænderne og bugens muskler 3) bevæger halen som en ceder 4) dens sener på lårene er sammenflettet 5) dens knogler er stærke som kobber og som jernstænger 6) frygter ikke når stærke floder flyder over, og er tryg selvom Jordanfloden stiger og bruser ind i dens mund. Det har intet med en nilhest / flodhæst at gøre. Beskrivelsen passer på en dinosaurus. Læs beskrivelsen af den, og sammenlign med billedet herunder:
Leviathan
I Job. 40:20-24 og Job. 41:1-25 omtales Livjatan, som nogle mener er en krokodille. Job beskriver hvordan Livjatan er umulig at fange, og zoologiske haver verden over, har fanget masser af krokodiller. Desuden går denne beskrivelse langt ud over en krokodilles egenskaber:
”Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne. Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem. Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel. Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab” (Job. 41:9-12).
Det lyder som om vi igen har med en dragelignende skabning at gøre - nogle mener der er tale om Plesiosauria arten. Mange afviser ildspyende drager som fabeldyr, men vi har flere dyr der kan lignende, eks. Bombarderbillen, der hvis den trues, skyder en kogende varm kemikaliefyldt væske (hydroquinon og brint peroxid) mod truslen, med en høj eksplosionslignende lyd. Der er ildfluen som kan lyse med bagkroppen, ved at udskille kvælstofilte. Gassen trænger ind i fotocytternes cellemembraner i bagkroppen, hvilket straks sætter gang i de særlige biokemiske processer, som får cellerne til at lyse op. Levede disse insekter ikke i dag, hvem ved da hvad forskerne ville fortælle om dem ud fra fossilerede eksemplarer? Ingen kan vide hvilke egenskaber de forskellige dinosaurer havde, og Livjatan havde ifølge Job en evne til at udspy ild, hvilket kunne komme fra nogle kirtler med kemisk stof der blev til ild, når det kom i kontakt med ilt. Esajas og Sal. 104:25-26 fortæller endvidere at Livjatan er et havdyr.
Job levede sammen med dinosaurerne, og kendte Behemoth som Gud talte om. Folkene som har lavet alle disse billeder, kendte og levede også med dinosaurerne, som påstås at være uddøde 65 millioner år før mennesket.
Pseudepigraferne ”Fjerde Ezrabog” og den ”Syriske Barukapokalype” taler begge om både Livjatan, og Behemoth. Fjerde Ezrabog fortæller at:
”Og dengang (ved skabelsen) gemte du to dyr, det ene kaldte du Behemot, det andet Livjatan. Du skilte dem, thi den syvendedel, hvor vandet var samlet, kunde ikke rumme dem begge; og Behemot gav du, til at bo i, den ene af de dele, der var udtørret på den tredje dag, den, hvor de tusinde bjerge er; men Livjatan gav du den syvendedel, hvor vandet er. Og du gemte dem til føde for, hvem du vel, og når du vil” (kap 6:49-52).
Barukapokalypsen fortæller hvem disse dyr skal tjene som føde:
”Og Behemot skal åbenbare sig fra sit sted, og Livjatan skal stige op fra havet (som de fire dyr i Dan. 7:3 og Antikrist og hans rige i Åb. 13:1), disse to vældige uhyrer, som jeg har skabt på Skabelsens femte dag. Og jeg har bevaret dem indtil denne tid (ved Jesu genkomst), og de skal være føde for alle dem, som da er i live” (kap. 29:4).
Der findes i apokryfen ”tilføjelser til Daniels bog” et dyr der på Kaldæisk kaldes sirrush. Det dyr beskrives som en drage i afsnittet ”Bel og Dragen”, der menes at være en tilføjelse efter tolvte kapitel i Daniels Bog. Fortællingen siger bl.a.:
”Der var også en stor drage, og den dyrkede babylonierne. Kongen sagde til Daniel: »Du vil vel ikke påstå, at han ikke er en levende gud! Så må du også tilbede ham.« Men Daniel sagde: »Herren min Gud vil jeg tilbede, for han er en levende gud. Giv mig lov, konge, så vil jeg dræbe dragen uden at bruge sværd og stok.« »Du får lov!« svarede kongen. Så tog Daniel tjære, fedt og hår, kogte det sammen, lavede kager og proppede dem i gabet på dragen. Da dragen havde ædt dem, revnede den, og Daniel sagde: »Der kan I se, hvad det er, I dyrker!«”
Fortidens kunstværker
Tusinder år gamle skildringer af fortidsdyr, vidner om sameksistens i en nær fortid inden for menneskets tid og minde.Det er samme sag med de Kinesiske stjernetegn: slange, hest, ged, abe, hane, hund, gris, rotte, okse, tiger, hare og drage. Alle dyrene er virkelige dyr - men fordi dragen har fået eventyr status, accepterer vi ikke at den er virkelig. Vi ved jo bedre! Eller også er verden måske ikke som vi er opvokset i troen på.
Der findes et nulevende dyr, som aldrig ville være blevet sat sammen af fossile fund af nutidens videnskab, hvis ikke vi kunne se den i live. Det er næbdyret - en æglæggende, ræve-lignende pelset skabning, med bæver-lignende hale. Den har giftslangeagtige giftpikke på de bagerste frø-lignende fødder, med ande-lignende fødder og ande-lignende næb fortil. Den plejer sine unger som en kat, svømmer som en fisk og graver som en muldvarp. Den har ingen plads i det fabrikerede evolutionære stamtræ. Er den fisk, fugl, pattedyr eller slangerne? Nogle forskere mener den er en ikke-færdig udviklet evolutionær skabning, der er 150.000.000 år gammel - og alligevel har den så ”moderne” egenskaber at det ikke kan passe. Den ville aldrig sættes sammen som et virkeligt dyr, hvis ikke vi i dag kunne tegne den som vi ser den. På samme måde er det med sirrush og dragerne - dinosaurerne, som vores forfædre tegnede. De tegnede og lavede det, de så.
I Afrika opdagede man okapien, en giraf der er sammenlignelig med zebraen, med en tunge så lang at den kan rense sine øjne med den. Pygmæerne have igennem århundrede jagtet og spist den, men den vestlige verden lærte den først at kende i 1901. Hvem ville have gættet på okapiens virkelige udseende ud fra fossilerede knogler? Ligeledes fandt man det hvide næsehorn og bjerg gorillaen, som indtil begyndelsen af 1900tallet blev benægtet nulevende af ”videnskaben”.
Herunder er et aftryk af en huletegning fra Tamanyika, Østafrika, hvor nogle ukendte skikkelser er skildret. Den øverste ligner en Sauropod, men bemærk hvordan der ned langs halsen er børster. Sagen er, at vi ud fra fossilerede knogler ingen ide har om hvordan dinosaurerne så ud. Hvilke farver, udformninger af brusk og fedt m.v., har vi ikke en chance for at vide hvordan så ud. Alt man bygger på, er forestillinger.
Men der er mange, mange andre historiske beviser - endda billeder - der fortæller om dinosaurernes sameksistens med mennesket. Dinosaurer som Apatosaurus, Astrodon, Barosaurus, Brachiosaurus, Cetiosaurus, Mamenchisaurus, Saltasaurus, ligner alle sammen denne udhugning i jaspis, fra en Mesopotamisk cylinder fra omkring 3.300 f.Kr.
Portrættet herunder er fra den Ægyptiske farao Narmer’s sminkepalette, fra 3.050 år f.Kr. Den viser to langhalsede dinosaurer, der igen skildres med andre kendte dyr, så hvorfor skulle dinosaurerne ikke også være levende dyr. Bemærk ligheden med dinosaurerne på billedet ovenfor fra den Mesopotamiske cylinder.
En tegning af Nordamerikanske Anasazi Indianere som levede i Utah området omkring 150 f.Kr. - 1.200 e.Kr. (Bemærk mennesket i venstre øvre hjørne). Sammenlign med den moderne skildring på skiltet fra Sinclair motor olie. Hvis Anasazierne aldrig havde set en dinosaur, hvordan kunne de da tegne den så korrekt?
Her en huleudsmykning, fundet i 1924, i Hava Supai regionen af Grand Canyon, i det nordlige Arizona, hvor både mennesker og dyr er skildret - og bemærk dinosauren i venstre side.
En indhugning af en Stegosaurus, på den Cambodiske Ta Prohm tempelmur i Angkor, som tilhørte Khmer folket der opstod for omkr. 2.000 år siden. Andre dyr der er indhugget er aber, rådyr, papegøjer, svaner, firben m.v. - og selvfølgelig mennesker. Samme historie som med Babylons Ishtar port og de kinesiske stjernetegn.
Der findes mange andre huletegninger og udhugninger, der viser mennesker der rider på eller dræber nulevende dyr. Der er også Ica stenene, som f.eks. disse fra Peru, som er mellem 500 - 1.500 år gamle, der viser hvordan mennesket har tæmmet dinosaurer og har redet på dem.
Der er ingen grund til at tro, at disse behemother og Livjataner ikke levede få tusinde år tilbage, sammen med alle de andre tegnede dyr og mennesker. Det er endnu et bevis for en ung jord - alle dyr og mennesket blev skabt på den 5. dag i skabelsen, for 6.000 år siden. Samme type sten er også fundet i Mexico. Selvfølgelig er deres ægthed, som alt andet der viser mennesker og dinosaurers sameksistens, betvivlet, af to primære årsager. Som det første fordi det ”naturligvis” ikke er muligt at dinosaurer og mennesker har levet sammen. Men også fordi et par opportunister, et par bønder - Basilio Uschuya og Irma Gutierrez de Aparcanafra fra Peru, så mulighederne i at lave kopier - forfalskede sten. Det er i sig selv et argument, at forfalskede kopier som regel opstår fordi der i forvejen er originaler. Disse bønder lavede med et tandlægebor dekorationerne på stenene - tegninger kopieret fra tegneserier - og gav stenene patina med ko-lort. Den peruvianske læge, Javier Cabrera Darquea, fik fat på disse sten fra bønderne, og sammen med andre fund fra Peru udgjorde hans samling 11.000 sten. Det er historien bag falskneriet. Men der er ca. 5.000 sten ud over samlingen med forfalskningerne, som Javier Cabrera Darquea stod for. Arkæolog Jose Diaz-Bolio fra Mexico fandt også sten i Veracruz, som ikke havde noget med de peruvianske bønder at gøre. Der er intet bevis for at alle 16.000 sten er falske, kun antagelser at det må de være, fordi mennesker og dinosaurer ikke kan have levet sammen - det er og har altid været ræsonnementet når modsigende vidnesbyrd er fundet.
Dette er en tegning lavet af Kuku Yalanji stammefolk, som boede i det fjerne North Queensland i Australien. Det ligner den beskrivelse mennesker giver af dyret ved Loch Ness i Skotland (mere om det senere) - igen tegnet med nulevende dyr, skildpadde og fisk.
I 1562 malede den flamske renæssancekunstner Pieter Bruegel den Ældre billedet, ”Sauls Selvmord” ud fra 1. Sam. 31:1-5) Det er ikke alle der mener at Pieter er kunstneren, men det til side, viser billedet både israelske og filister-soldater – døde og sårede, samt heste i kampens hede, nogle bærende soldater, mens andre er faldet om eller døde, mens fugle kan ses svævende over slagmarken.
Men der er 3 andre uforklarlige dyr, der umiskendeligt ligner langhalsede dinosaurer.
Det er der selvfølgelig mange indsigelser imod. F.eks. James Felton, forfatter til fire pophistorie- og videnskabsbøger. Han har specialiseret sig i historie, mærkelig videnskab og alt ud over det sædvanlige, og skriver for iflscience.com ”I F*cking Love Science”. IFLScience har en tendens til at have en venstreorienteret politisk bias, især i artikler, der omhandler politiske emner som klimaændringer, sundhedspolitik og videnskabelig misinformation. Men også når det kommer til historie – for når historien siger at dinosaurer uddøde for 65 millioner år siden, så kan alt der modsiger det narrativ kun være forkert. Og ”Sauls Selvmord” er ingen undtagelse:
”Det er faktisk malet i 1562 og viser nogle mærkelige små fyre, der rider rundt i baggrunden. Men de er ikke dinosaurer. Som mange indlæg har påpeget, er det mere sandsynligt et tilfælde af Pieter har aldrig set en kamel end tidsrejsende dinosaurer eller en dækning af, at mennesker har levet sammen med dem hele tiden. Kamelser nævnes faktisk i forbindelse med Kong Saul i Bibelen, og det er sandsynligt, at han forsøgte at inkludere dem i baggrunden.
Ligesom løver i europæiske middelaldermalerier er berømt dårlige, har tegninger af kameler lidt af den samme mangel på en model at sidde efter (samt stilistiske valg af kunstnere, der havde set skabningerne).” (”Some People Think This Old Painting Proves Dinosaurs Walked Around With Humans”, iflscience, d. 09-01-2024)
Ligesom løver i europæiske middelaldermalerier er berømt dårlige, har tegninger af kameler lidt af den samme mangel på en model at sidde efter (samt stilistiske valg af kunstnere, der havde set skabningerne).” (”Some People Think This Old Painting Proves Dinosaurs Walked Around With Humans”, iflscience, d. 09-01-2024)
Det er langt ude at foreslå at Pieter Bruegel aldrig havde set en kamel - det er der nok ingen der kan bevise. Men hvis James Felton selv har set en kamel, ville han vide at den har to pukler. Dem på billedet har ingen. Felton sammenligner med et billede af en formodet kamel-tegning fra det 11. århundrede, og men også den er genkendelig – den karakteristiske kamelhals der (ligesom dromedaren med én pukkel) svejer ned og op igen, er umiskendelig, tillige med det lavt-siddende hoved. Hvis man i det 11. århundrede vidste hvordan en kamel så ud, gjorde man det forventeligt også i 1500tallet. Billedet af løven, som Felton bruger for at vise middelalderens fortegnelser, ligner trods alt utvivlsomt en løve.
Dyrene på ”Sauls Selvmord” ligner en slags Brachiosaurus. Interessant nok er der en flod på billedet, og det er miljøet hvori Gud beskriver Behemoth, Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør... Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab (Job. 40:16-18). Måske havde Pieter læst sin Bibel - måske er floden Jordanfloden... Husk på at efter syndfloden hvor klimaet – både CO2 og ilt-niveauet – ændrede sig, blev dyrene og formodentlig også menneskene mindre. Selvom små brachiosauruser ikke er fundet i arkæologien, betyder det ikke de ikke har eksisteret. Under syndfloden blev det biologiske liv hurtigt begravet og fossileret – selv bløddyr, mens det nu går i forrådnelse og nedbrydes.
Pieter malede eksisterende dyr – heste og fugle, og der er intet der indikerer at han skulle have malet fabeldyr. Som du ser, er han ikke alene om vidnesbyrdet, at videnskabens udlægning af historien er forkert.
I 1960’erne fik en smykkedesigner, Emanuel Staub, til opgave, bestilt af University of Pennsylvania, at lave kopier nogle små guldvægte fra Ghana. På disse vægte var der afbilledet dyr, som alle let kunne identificeres af zoologer - undtagen én - en dinosaurus. Der er også denne vase herunder, fundet i Columbia hvor Tiwanaku civilisationen levede. Den menes at være fra mellem 500 - 1.000 år e.Kr. Den skildrer to dinosaurer der kæmper.
Se flere skildringer af dinosaurer på Genesis Park. Se evt. dette billede i tilfælde af at siden er forsvundet.
Helt tilbage i det 17. århundrede, begyndte man at finde stor interesse i at udforske Afrika. Jungler, floder og søer blev observeret, og fortællinger fra både indfødte, missionærer og opdagelsesrejsende opstod, og spredtes rundt i hele verden. Men ikke bare Afrika bebos af ikke-kendte dyr. Også Amerika, England, Rusland og mange andre lande huser dyrearter, som ikke er kendt af den anerkendte zoologiske verden. Begrebet om sådanne ukendte dyr kaldes kryptozoologi, der kommer af det græske kryptos, som betyder skjult. kryptozoologi er altså ikke en betegnelse for fabeldyr, men dyr der endnu ikke indgår i den kendte oversigt - en oversigt der siden 1996 er vokset med ca. 400 arter.
I 1856 havde The Illustrated London News en historie om en fortidsøgle der blev fudnet i live i Frankrig, i forbindelse med man lavede en tunnel til jernbanen mellem Saint-Dizier og Nancy:
Oversat siger teksten:
”MED STOR SANDSYNLIGHED EN HVAL. - En opdagelse af stor videnskabelig betydning er netop blevet gjort i Culmont (Haute Marne). Nogle mænd, der var beskæftiget med at hugge en tunnel, der skal forene St. Dizier- og Nancy-jernbanerne, havde netop brudt en enorm stenblok ned ved hjælp af krudt og var i færd med at bryde den i stykker, da de pludseligt så et levende væsen af monstrøs form dukke op fra et hulrum i den. Dette væsen, som tilhører den klasse af dyr, der hidtil anses for at være uddøde, har en meget lang hals og en mund fyldt med skarpe tænder. Den står på fire lange ben, der er forenet af to membraner, uden tvivl beregnet til at støtte dyret i luften, og er bevæbnet med fire tæer, der afsluttes af lange og skæve kløer. Dens generelle form ligner en flagermus og adskiller sig kun i dens størrelse, som en stor gås. Dens membranøse vinger måler, når de er spredt ud, fra spids til spids 3 meter 22 centimeter (næsten 10 fod 7 tommer). Dens farve er en kulsort; dens hud er nøgen, tyk og fedtet; dens tarme indeholdt kun en farveløs væske som klart vand. Da det kom ud i lyset, gav dette monster nogle livstegn ved at ryste med vingerne, men kort efter døde det og udstødte et hæs råb. Dette mærkelige væsen, som kan gives navnet levende fossil, er blevet bragt til Gray, hvor en naturforsker, velbevandret i studier af palæontologi, straks genkendte det som tilhørende slægten Pterodactylus anés, hvoraf mange fossile rester er fundet blandt de lag, som geologer har betegnet ved Lias Navn. Stenblokken, hvori dette monster blev opdaget, tilhører netop den formation, hvis aflejring er så gammel, at geologer daterer den mere end en million år tilbage. Hulrummet, hvori dyret blev anbragt, danner en nøjagtig hul form af dets krop, hvilket indikerer, at det var fuldstændigt omsluttet af den sedimentære aflejring.- Presse Grayloise.”
Jeg vil længere nede i teksten fortælle om Kongamato, som nogle afrikanere kalder denne pterodactyl.
Der findes ofte nye dyrearter, store som små, selvom man har haft en følelse af at Jorden er udforsket. ”Videnskaben” ved ikke ret meget om denne klode, men har masser af teorier - selv den såkaldte Bigfoot søger man efter. Et tv-selskab har, støttet af Englands forsikringsselskab ”Lloyd’s of London”, udloddede 10.000.000 dollars (ca. 56.000.000 kroner) til den der kan bevise Bigfoot’s eksistens - ligesom professor Jeff Meldrum fra Idaho statsuniversitet, der har lanceret projektet ”The Falcon Project”[63], der med en drone skal overvåge ”Bigfoot territoriet”[64]. Så store anstrengelser viser, at der ikke er plads til at læne sig tilbage og tro at vi ved alt om livet på denne planet.
I 2005 fandt man to nye halvaber[65]. I 2006 fandt man 52 nye dyrearter i havet ved Indonesien - inklusiv en haj der går på finnerne[66], og i 2010 fandt man yderligere 10 nye arter ved Grønland[67]. Måneden efter (i 2006) fandt man en ukendt fugleart i en hidtil uudforsket del af Andesbjergene[68]. En ny fiskeart blev fundet i havet nær Marianerne i det vestlige Stillehav, som kan leve i flydende svovl[69]. En ny art leopard blev fundet i 2007 i Sydøstasien[70] - hvor man desuden har opdaget 1.068 nye dyrearter[71]. I 2010 opdagede man en ny stor øgleart på den filippinske ø Luzon[72].
Det eneste der driver talen om at der ikke findes dinosaurer i dag, er den intense programmering af verdens befolkning, der har indoktrineret os til at tro at jorden er 4,57 milliarder år gammel, og at dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden. Skulle dinosaurerne ikke kunne eksistere blandt de endnu ikke opdagede arter? Der er mange dyr der gemmer sig for mennesker i dag. I Sudan, hvor krybskytter og krig har truet dyrelivet, har amerikanske eksperter i forbindelse med et naturbeskyttelsesprojekt i Sydsudan, opdaget en hidtil ukendt bestand af elefanter, dybt inde i Sudd-vådområdet, hvor de har skjult sig for menneskeheden[73]. Hvis nu der fandtes jagtede dyr, hvis sanser var endnu mere skærpede end elefantens, så ville de være endnu svære at finde. På samme måde som elefanten, er dinosaurerne igennem tiderne blevet nedslagtet af menneskeheden, og der er mange vidnesbyrd om at også disse har fundet gemmesteder - og at deres sanser er meget følsomme.
Nyligt afdøde dyr
I 2000 gjorde man et fund et sted mellem South Dakota og Montana i Amerika, der burde have væltet dinosaur teorien af piedestalen. Man fandt en knogle fra en 68 millioner år gammel Tyrannosaurus Rex, der endnu havde blødt væv[74]. Under mikroskop fandt man gennemsigtige blodkar, med noget der lignede røde blodceller inden i. Man tog én af disse celler og sammenlignede med en celle der kun var ni måneder gammel, og man kunne ikke se forskel[75]. Selvfølgelig forsøger ”videnskaben” at finde mulige måder at forklare fænomenet på, så det ikke ødelægger teorien om evolution. Billedet her viser et fragment fra knoglen:
Billede A viser et fragment af væv (ud for pilen), ligesom billede B, som stadig er elastisk - efter 68 millioner år - det er jo overtro - det er science fiction. Blødt væv som dette kan måske bevares i nogle få tusinde hår, men ikke 68 millioner! Billede C viser områder af knoglen, hvor fiberstrukturen stadig kan ses, modsat størstedelen af fossilerede knogler, der ikke har den struktur.
I maj måned, 2012, gravede Mark Armitage et af de største Triceratops horn frem, der nogensinde er fundet i Hell Creek Formation, Montana, og fandt at det indeholdte lag af blødt væv: ”De var brune, elastiske plader. Jeg var chokeret over at se noget, der var så bøjeligt”[76]. I februar 2013, udgav han sine resultater i Acta Histochemica, en journal for celle og væv forskning[77]. To uger senere blev han fyret fra sit job på California State University Northridge. Kort efter opdagelsen, fik Armitage at vide fra universitetet: ”Vi tolererer ikke din religion i denne afdeling!”[78].
Armitage har i 30 år udgivet skrifter i journaler og magasiner, han er kreationist og tror på at sådanne knogler højest er 4.000 år gammel. Hvem sagde at kristne mennesker ikke kunne være forskere? Det er vigtigt at huske, at nogle forskere holder sig til planetens historie ud fra evolution som værende den ”absolutte viden” - filosofisk naturalisme, imens andre arbejder ud fra troen på skabelse. Der forgår i den ”videnskabelige” verden helt tydeligt, efter den offentlige ”videnskabelige” samfundsreligion, en naturlig udvælgelse - tror man på Gud er det ud, og så vil der naturligt forekomme et overtal af ateistiske forskere. En dokumentar af Ben Stein, ”Expelled: No Intelligence Allowed”[79] (Udvist: Ingen intelligens tilladt) har fået en hård medfart, men Stein rammer hovedet på sømmet, hvilket - på trods af alle modstandernes opråb om Steins ukorrekte konklusion - ses i virkeligheden. Hvis nogen taler imod statsreligionen, så er det UD!
Se Ben Steins interview med super-ateisten Richard Dawkins - og bemærk at Dawkins gerne vil tro på at aliens langt ude i universet har startet livet på Jorden, men ikke Gud. Spørgsmålet der ikke fokuseres så meget på, er - hvem gav livet til de aliens? Metoden for ”videnskaben” er at flytte problemet længere ud i universet, længere tilbage i tiden, hvor ingen har mulighed for at bevise påstandens rigtighed. Det er nøjagtig samme sag de beskylder os kristne for, at vi ikke kan bevise Gud. De må gerne tale om liv på andre planeter, som ingen nogensinde har hørt eller set - men at tale om Gud, som trods alt har givet sig til kende i skaberværket, i Bibelen og legemligt som Jesus Kristus, det er forbudt.
Evolutionister som Richard Dawkins og Bill Nye - ”the Science Guy”, forsøger at sidestille troen på evolution med videnskab, og bedyrer at religion er en hæmsko for videnskab. Evolution har intet gjort for, eller givet til videnskaben! Jeg sidder ikke her ved en computer på grund af troen på evolution. Jeg har ikke et køleskab på grund af troen på evolution. Evolution har intet gjort for nogen, hvorimod troen på Jesus har givet narkomaner, prostituerede, homoseksuelle, selvmordstruede og hvad har vi af tyngede mennesker, nyt mod på et restaureret liv. Troen på Jesus har givet håb til de håbløse, mens tanken om evolution har bragt desillusion til mange, mange mennesker - et liv uden mening, formål eller destination. Se interviewet herunder med Jeffrey Dahmer[80], der som homoseksuel seriemorder tog livet af 17 mænd og drenge hvilket involverede voldtægt, lemlæstelse, nekrofili og kannibalisme. I hans tro på evolution fandt han ingen grund til at holde sig inden for acceptable grænser. Det er et meget yderligtgående eksempel, men det viser potentialet i evolutionens håbløshed. Han lavede sit eget univers hvor han ikke skulle bøje sig for nogen, hvor han bestemte, og det løb løbsk. Først da han blev præsenteret for materiale der beviste skabelsen fra en Skabers hånd og så sandheden, blev han fri. Som Roy Ratcliff der vidnede for Dahmer siger så ”blev et slør løftet. Han begyndte at se orden og design i universet. Han begyndte at se argumentationen for Gud”[81]
Et tredje eksempel på dinosaurknogler med blødt væv: I 2015 ville nogle forskere fra London museum forske i hvordan knoglemineraler fossilerer, og hvad der sker når kollagen (et protein, der sammen med elastin danner bindevævets fibre) går i opløsning. Ved brug af en fokuseret ionstråle (elektrisk ladede atomer eller molekyler, ioner) skæres små fragmenter ud af en klo (se billedet herunder), og de fandt blodagtige celler og kollagen, og det er fra et fossil der siges at være intet mindre end 75 millioner år gammelt.
Billedet her viser de blodlignende celler under et elektronmikroskop, og det ligner overraskende meget blod fra f.eks. en nulevende emu.
Mens forrige bevis (fra år 2000) er forsøgt bortforklaret ved at særlige omstændigheder har bevaret knoglens væv, så er denne knogle en almindelig knogle, fundet ved overfladen ved en dinosaurpark i Canada. Susannah Maidment fra Imperial College i London sagde: ”Men disse fossiler vi kikkede på, var overhovedet ikke sjældne”[82]. Med andre ord kan man forvente at mange flere lignende sager vil ligge på museerne rundt omkring. Vel vidende at sådant væv ikke kan bevares i 75 millioner år, holder forskere fast i sine formodninger om en 4,54 milliarder år gammel Jord, og at evolution er sandt, grundet den overranskende sammenligning med blodet fra nutidige fugle. Alt det viser er, at både dinosauren og emuen har samme skaber! Hvad jeg er faldet over, er 3 eksempler på fund af blødt væv. Man kan være sikker på at der er masser af skjulte fund, som grundet den strikte religiøse liturgi i det ”videnskabelige” samfund, aldrig kommer frem.
Opdatering. Siden jeg afsluttede denne artikel, er der igen i 2017 blevet fundet bødt væv, denne gang i et 195 millioner år gammelt dinosaurskellet. Fundet blev gjort af forskere ved University of Toronto, i et ribben fra en Lufengosaurus dinosaur. Artiklen fortæller bl.a.:
At finde nogen form for blødt vævsmateriale er dog meget sjældent, da det normalt henfalder naturligt i jorden og kun efterlader knoglerne.
Forskere er stadig ikke sikre på, hvorfor nogle proteiner og kollagen er i stand til at overleve i så lang tid, men i dette tilfælde mener forskerne, at blodkarrene har bidraget til at danne et lukket mikrokammer, der isolerede materialet., Fossilised Protein Has Been Discovered Inside a 195-Million-Year-Old Dinosaur Bone, Science Alert, 04-02-2017.
Forskere er stadig ikke sikre på, hvorfor nogle proteiner og kollagen er i stand til at overleve i så lang tid, men i dette tilfælde mener forskerne, at blodkarrene har bidraget til at danne et lukket mikrokammer, der isolerede materialet., Fossilised Protein Has Been Discovered Inside a 195-Million-Year-Old Dinosaur Bone, Science Alert, 04-02-2017.
I stedet for at acceptere beviserne for en ung Jord, finder de på hvad end der skal til for at afvise det åbenlyse. Stephen Brusatte fra University of Edinburgh i Storbritannien siger, Det lyder næsten for godt til at være sandt, men dette hold har brugt enhver metode til deres rådighed for at verificere deres opdagelse, og det ser ud til at passe. Det ser ud til at passe, at der er noget helt galt med deres metoder... Intet kan holde på fugt i 195 millioner år, heller ikke et lukket mikrokammer. De har simpelthen ikke noget begreb om hvor lang tid 195 millioner år er!
Hvor lang tid skal der bruges for at få et fossil? Der er mange fund der viser, at der ikke skal bruges så meget tid. F.eks. er der fundet masser af muslingefossiler der er lukkede. Når en musling dør, åbner den sig - hvilket betyder at et fossil i lukket tilstand vidner om en hurtig fossilering. At fossilering går hurtigt ses også i fund af fossilerede vandmænd og blæksprutter som begge er dyr uden knogler der, hvis det tog en lang gradvis proces at forstene disse dyr, ville de fordampe eller rådne inden de fossilerede. Der er fundet fisk som er begravet mens de føder og mens de spiser andre fisk. Det vi ser er beviset for en hurtig begravelse. Dyrene er af de enorme vandmasser i syndfloden blevet begravet under sand og mudder, og er med det store tryk fra vandet hurtigt fossilerede. Hvis den uniformitariske proces er sand, at langsomme processer har drevet jordens historie, så ville disse fisk være døde i vandet, faldet til bunds og enten rådne eller blive spist af andre fisk før de kunne fossilere. Men disse fossiler vidner ikke om forrådnelse. Kent Hovind fik af R. David Cozby fra Montana, en forstenet syltet agurk i et glas, hvor låget var rustet væk. Tydeligvist tager det ikke tusinder af år at danne fossiler.
Det er ikke kun knogler vi har at forholde os til. Også dyr der endnu er kød på er fundet. Selvom det er et meget omdiskuteret dyr, og at man i bund og grund ikke er sikker på noget, så fortæller jeg her om den japanske trawler, der fangede én blandt flere udefinerlige skabninger[83]. Mens mindre end 5% af verdenshavene er blevet udforsket[84], forsøger biologer at kortægge dyrarterne ud fra det, de tror de ved i forvejen. Det er ganske enkelt hovmod. Den 25. april, 1977 fik en japansk trawler et underligt dødt dyr i nettet. Det var skibet Zuiyo-maru fra Taiyo Fishery Company Ltd., der med Akira Tanaka som kaptajn trawlede makrel ca. 50 km øst for Christchurch i New Zealand. Omkring 300 meter nede under overfladen, fik de dette kadaver i nettet, som vejede ca. 1,8 ton, og som skabningen kom tættere på skibet, foreslog Michihiko Yano, skibets 39årige assisterende produktmanager at: ”Det er en rådden hval!”. Men som de (Yano + 17 andre besætningsmedlemmer) fik et bedre overblik, blev han i tvivl - måske var det en kæmpeskildpadde uden skjold? Der var ingen der var sikre på, hvad det var. De løftede ådslet op og Yano tog disse billeder:
På de to første billeder, ses skabningen forfra, og det tredje bagfra. Dyret gled ud af rebet det var løftet op med, og faldt ned på dækket. Det er det der vises på det fjerde billede, hvor dyret ligger med forenden mod højre. Yano benyttede da muligheden for at undersøge det slimede skrog nærmere, og målte det til at være 10 meter langt, hovedet 45 cm langt, og nakken 1,5 meter. Han tegnede skitsen herunder (det hele skete på en time), inden dyret blev smidt overbord igen, for at det ikke skulle ødelægge fiskefangsten. Skitsen stemmer ikke overens med alle de mål der blev taget af dyret - hvilket jo er gjort til en større sag i ”videnskabens” sag mod levende dinosaurer.
Den umiddelbare reaktion, da fundet kom frem i medierne, var at det var en plesiosaur, som Loch Ness monstret (Nessie) - og som det billede Kuku Yalanji stammefolket tegnede (vist tidligere). Men som ideerne fra den fornægtende ”videnskab” kom frem, blev ådslet bagatelliseret - som palæontolog ved det Amerikanske Museum i New York, Bob Schaeffer udtrykte det, så sker det hvert årti at et ”dinosaur” fund gøres, som viser sig at være en haj eller halvvoksen hval. Er det et holdbart argument mod at finde ådsler der ikke er hajer og hvaler?
Der er nogle få, der er gået dybere ind i det, deriblandt John Koster der i 1977 skrev en artikel i Oceans magazine, som både det jeg gengiver her, og som mange andre har skrevet, bygger på. Men man har simplificeret historien. Han skrev at det lille hoved, og den markerede rygrad, tillige med den manglende rygfinne passer ikke identifikationen af en haj. Man har lavet prøver af vævet, og sammenlignet med andre dyr, og vævet ligner meget en brudge (verdens næststørste haj) - men meget væv fra mange dyr ligner hinanden... Det er ikke skudsikkert bevisførelse.
På trods af alt, valgte Japan i 1977 at lave dette frimærke, der skildrer fundet som en plesiosaur.
Et andet fund, som af nogle anses for at være en meget sjælden art næbhval, der kun har et latinsk navn, Berardius bairdi. Dyret blev skyllet op på land ved Moore’s Beach (nu Natural Bridges State Beach) i 1925 og blev forsidenyhed i Centralcaliforniens aviser. Den var 10 - 12 meter lang, med 6 meter lang hals. Selvom historien lyder at det var en næbhval, så er der øjenvidner, hvoraf nogle var forskere, der ikke er enige, men mener det er et ukendt havdyr. Sagen er, at der er så meget hav i verden, at vi på ingen måde kan påstå at plesiosaurer ikke eksisterer. Som sagt skal alle have overvåges på én gang - både i vidde og dybde, for at sikre sig at der ikke skjuler sig dyr hvor man ikke er i nuet. Billederne her er taget af dette dyr:
Sammenlign da med kadaveret fra en næbhval:
Den anerkendte naturforsker E. L. Wallace, konkluderede efter et grundigt studie af ådslet, at det var en plesiosaur - men redede dagen ved at foreslå at den var blevet bevaret i gletsjer is, der var smeltet og havde bevæget sig sydpå. Dyret minder lidt om Cadborosaurus[85], et dyr der blev fundet i maven på en kaskolothval, med luffer foran og bagtil:
Fordi man ikke aner hvad det er for et dyr, forsøges der selvfølgelig at sammenligne med et dyr der er kendt. Og det forheksede folk af ”videnskaben” vil for hver en pris gøre alt for at afvise enhver tale om at det kunne være et ”fortids” dyr.
I 2015, formentlig juni måned, skyllede et ukendt, behåret, fortidsagtigt dyr op på land, på en fjern russisk strand på kystlinjen ved Øen Sakhalin, der ligger over Japan, ud for Ruslands sydlige østkyst over mod USA[86]. Man mener det er en ukendt art inden for delfinen da den har hvad der ligner et næb, men da delfiner ikke har pels, er man uforstående. Nogle delfinarter fødes med små hår, som mistes kort efter fødslen, men der er endnu ikke opdaget en art med pels. Dyret har heller igen rygfinne men en trekantet pukkel, hvilket er et kendetegn for flere dinosaurer - concavenator, becklespinax, deinocheirus for at nævne nogle stykker, og ikke mindst Loch Ness som vi senere skal kikke på. Måske har vi et dyr, der som næbdyret og okapien er en evolutionær symfoni videnskaben ikke kender til. Se billederne her:
Man siger at dinosaurerne er uddøde, men lader det være underforstået at f.eks. krokodillen, alligatoren, skildpadden, komodovaranen (også kaldt komodo dragen) ikke er dinosaurer - selvom de har rødder langt tilbage i dinosaurtiden. Dinosaurfund er ofte begravet sammen med f.eks. hornfisk, og blødskildpadder som lever i dag, tillige med rødtræer, piletræer og blade fra træer vi kender i dag. Skægagamen (også kaldt den skæggede drage) og andre øgler og firben er heller ikke anset for at være dinosaurer. Men forestil dig de levede 2-300 år, så ville de vokse sig til store frygtelige øgler, dinosaurer! Komodovaranen er truet: ”højest sandsynligt på grund af mennesker, og de er nu sårbare over for udryddelse, idet de nu kun lever på få isolerede Øer i det østlige Indonesien, mellem Java og Australien”[87]. Det er formentlig også tilfældet for den i ”videnskaben” ikke eksisterende Mokele Mbembe, som vi skal se på senere.
Man har før taget fejl i antagelserne om uddøde dyr. Den blå fisk, Coelacanth, er én af fejltagelserne. Som dinosaurerne skulle den være uddød for 65 millioner år siden, da man kun havde fundet fossiler af den. Men i 1938 fandt man en levende af slagsen i Sydafrika. Der er nu fundet to arter[88]. Det var ikke nogen overraskelse for de lokale - de kendte fisken og kaldte den ”Raja laut”[89], der betyder ”konge af havet”, eller ”blå fisk”.
Hvorfor skulle der ikke findes dinosaurer? Når ”levende fossiler” som denne blå fisk, sammen med hornfisk og blødskildpadder, krokodiller og alligatorer, og mange andre arter findes i live i dag, hvorfor så ikke også dinosaurarter? Tyrannosaurus Rex knoglerne med blødt væv, taler stærkt for. De omstridte ådsler giver også indikationer af, at noget måske ikke er som vi har fået det indprentet. Oven i det kommer som sagt alle vidnesbyrd fra lande som Afrika og Amerika, hvor mennesker har set levende udgaver af såkaldte fortids dyr, som selvfølelig også negligeres og gemmes væk med en anden mulig forklaring end virkeligheden - ”Videnskabens” virkelige fingerfærdighed.
Fotografier af levende dinosaurer:
Der er ingen billeder - så vidt jeg har fundet, der ikke bliver gennemanalyseret af skeptikere, og rapporteret som ”naturlige” fænomener - ting man kender og ved eksisterer.
Det billede der er mest populært, blev taget af Sandra Mansi ved Lake Champlain (Vermont, USA), tirsdag d. 5 juli 1977, og har været i flere aviser, bl.a. New York Times. Sandra og andre mener at det var en levende plesiosaur (som Loch Ness).
Kritikken mod dette billede, som kommer fra Benjamin Radford[90] går på, at dyret (objektet) var synligt i 5-7 minutter, hvilket er meget lang tid. Der var larm fra børnene ved vandkanten, og dyret (objektet) var ligeglad med dem, og vendte ikke engang hovedet for at kikke - hvilket rigtig nok er specielt, da andre der har set lignende beretter om deres yderst sensitive hørelse. Normal opførsel fra et dyr vil forventeligt være at stikke af. Derfor mener man det var et flydende stykke rod fra et træ. Sandra siger selv, at hun ved hvad hun så, og at hun har talt med seks andre personer der har set dyret, og deres beretninger er meget ens. Da dyret kom op af vandet, drejede det hovedet og kikkede rundt i den anden retning af hvor hun og børnene var - hvilket Radford selvfølgelig finder unaturligt for et dyr. Den forsvandt igen, da lydene fra en båd blev hørt. Sandra så ikke båden, men hørte den, og så forsvandt dyret.
Radford’s gennemgang af sagen er plausibel. Med tilstrækkelig iver og hårdt arbejde, vil man altid kunne finde en alternativ forklaring på et fænomen, der ikke passer ind i det verdensbillede man har. Det støder man altid ind i, når det man oplever går imod ”videnskabens” fabrikerede men accepterede verden. Evolution er det bedste plot til dags dato. Selvom der er 24 mennesker der har rapporteret at have set samme dyr som Sandra, så skal der ikke mere til end et lignende stykke træ til at forkaste menneskers vidnesbyrd, som det er tilfældet ved Lake Champlain. Eddie Greens fund bydes yderst velkommen af ”videnskaben”.
Teksten på billedet siger: ”Eddie Green fra Cumberland Head, viser et seks-fod langt drivtømmer, som viser en rammende lighed med kunstneres opfattelse af Lake Champlain’s legendariske monster, Champ. Selvom skabningen er rapporteret set 24 gange i løbet af 1983, så har Green mere end et flygtigt skimt; han har en kopi, udskåret af naturen. Eller, hvis observeringerne pludselig stopper, hvem ved? Måske er den Champ han her fundet den rigtige.”
Bemærk den sladderagtige tone i teksten. Greens træstykke har mere troværdighed end de 24 mennesker der har set Champ. De har kun set dyret med et flygtigt skimt (Sandra betragtede dyret i 5-7 minutter), men green kikker på fast, direkte håndterligt bevis... Hvis der ikke er flere der ser Champ, så beviser det at alle bare havde set Greens træfigur, eller lignende stykke træ. Kan det mon være at Champ er forsvundet til en anden sø, eller at den er død? Når folk ikke vil risikere at verden ser anderledes ud end de har lært, så vil hvert eneste vidnesbyrd bombarderes med alternative forklaringer. Se også denne gennemgang af Champ. Men Sandra er ikke den eneste der beretter om møde med ”fortidsuhyrer”.
Sammenstød med fortidens uhyre:
I 1962, ved Pensecola havn, havde Edward Brian McCleary et yderst skæbnesvangert møde med et særligt dyr.
”Vi var med i luftvåbenets redningsflåde på vej til et sunket skib, nogle mil fra kysten. Halvvejs ude, blev vi fanget i en storm, og blev trukket ud mod havet. Da stormen stilnede af, var vi i en tæt tåge. Vi hørte mærkelige lyde som et marsvin der sprøjtede vand... Der var også en kvalmende lugt som en død fisk. Lyden kom tættere på tømmerflåden, og da hørte vi en høj hvæssende lyd.
Ud af tågen så vi noget der lignede en lang stolpe, omkring tre meter høj, der stak op af vandet. Øverst var der en pærelignende struktur. Den viste dig flere gange og kom tættere på tømmerflåden. Stilheden blev brudt igen af noget der kom ud af tågen. Jeg kan kun beskrive det som en højfrekvent hvinen. Vi gik i panik. Vi tog alle svømmefødder på og hoppede i vandet... ’Hold sammen og svøm mod skibet!’ råbte jeg.
Efter vi hoppede i vandet, blev vi adskilt i tågen. Bag mig kunne jeg høre skrigene fra mine kammerater, en efter en. Jeg fik et nærmere kik på væsenet, lige før min sidste ven gik under. Halsen var ca. 3,5 meter lang, brun-grøn og glat. Hovedet var som en sø skildpadde, bortset fra længere tænder. Der synes at være noget der lignede en rygfinne, når den dykkede for sidste gang. Så vidt jeg husker, var øjnene grønne med ovale pupiller.
Jeg nåede endeligt til skibet, hvis top stak op af vandet, og blev der det meste af natten. Tidligt om morgenen svømmede jeg til land, og blev fundet af redningsholdet.”
Det var McCleary’s historie, hvortil han tegnede denne tegning for at vise hvad han havde set:
Han lever endnu i Sydflorida, og ønsker ikke at tale mere om mødet med dyret. Det lykkedes redningsholdet at finde én af de omkomne drenge, som tilsyneladende var druknet[91]. Hvad siger man til sådan en fortælling? At han ikke så hvad han tegnede? At en træstamme angreb og trak hans fire venner under vandet?
Loch Ness:
Som tidligere nævnt, levede Job med Livjatan, der beskrives som umulig at fange. Det er ret sigende om situationen med Loch Ness, som man mener er en plesiosaur, lignende Livjatan. Der er mange der har set den, men ingen har formået at fange den til bevis for hele verden. Det ville også blive en sørgelig skæbne for dyret i hænderne på rivaler, der er delt i kampen om at bevise og modbevise, herunder at skjule/dræbe dyret, for at fortsætte bedraget om forvandlingen af intethed til fylde ved et evolutionært mirakel.
I det nordlige Scotland findes denne sø kaldt Lock Ness. Den er ca. 36 km lang, ca. 2,5 km bred, og næsten 300 meter dyb nogle steder[92]. Der er ca. 40 floder og bække som løber ud i Lock Ness og der siges at 10 gange så mange mennesker som der er i verden, kan druknes i den sø[93]. Det er et svært terræn at komme frem i, for at nå til Loch Ness, men i 1933 sprængte man en vej i klipperne, og derefter begyndte det at vælte ind med observationer fra mennesker der havde set det, de mener er Loch Ness ”uhyret”. Ifølge Alan Landsburg, blev der samme år rapporteret 52 observationer fra forskellige individer og grupper. Han skrev: ”Der var 52 forskellige observationer alene i 1933 fra enkeltindivider eller grupper som var villige til at bekende at have set noget stort og uidentificerbart i loch”[94]. I 1960 var der indrapporteret 9.000 observationer og i starten af det 21ende århundrede var der mere end 11.000. Heriblandt er Richard Collis.
6. november, 2014, så den 58årige Skotte, Richard Collis Nessie: ”Jeg kørte langs Lock Ness og så noget ud af øjenkrogen, kørte ind til siden og gik ned til Loch’en og tog nogle billeder… Mens jeg kikkede tænkte jeg hvad i alverden er det! Loch’en var ganske rå og jeg ville have det bedste billede muligt, fordi jeg vidste at det ikke ville vare evigt. Den var ca 150-200 meter ude i vandet, i en afstand af ca. 5 mil fra Fort Augustus, hen imod Invermoriston (et område ved Loch Ness). Det er svært at vide hvor længe det varede, men det føltes som et par minutter”[95]. Det Richard så, var dette:
Samme sag som ved Lake Champlain med ”Champ” gør sig gældende her - eksperterne siger at video, og dermed også billeder er falske. Det er naturligvis en træstamme. Måske - måske ikke. Richard Collis og hans kone Vibeke er ikke i tvivl, og hun siger: ”Jeg har været her i 37 år og min mand har været her hele sit liv (58 år), så vi er fuldstændig klar over hvor unikt det her er”.
Her er et billede fra Reader’s Digest Strange Stories fra 1978, vist på side 424:
Det mest omfattende forsøg på at finde Nessie, var Operation Deepscan, der i oktober 1986 startede med en prøve af ti både, der fik monteret x-16 ekkolodenheder fra Laurence Electronics. De kunne skanne ned i knap 400 meters dybde, detektere objekter helt ned til 30 cm, og skelne mellem objekter med kun 2,5 cm imellem sig. Året efter d. 9. oktober 1987 lavede man det fulde forsøg med 24 både, 19 af dem påmonteret disse ekkolod.
Over 250 journalister og 20 tv hold fra hele verden stillede op, sammen med en turistbåd for medierne og en helikopter over alle bådene. Resultatet var at ca. 60% af søen blev afdækket og 3 målinger viste noget der var for stort til at være noget kendt i søen. Det var større end en haj og mindre end en hval… Hvad det var fandt de aldrig ud af[96].
15 år tidligere, 7. august 1972 gjorde Academy of Applied Science (Akademi for anvendt videnskab) sig forsøget på at finde Nessie med sonar-aktiverede kameraer, og de lykkedes med at få nogle billeder af noget der ligner luffen på en plesiosaur[97]:
Som Bibelen siger, er Nessie ikke lige til at fange: ”Falbyder Fiskerlavet den og stykker den ud mellem Sælgerne?” (Job. 40:25). I Loch Ness er der mange grotter op i klipperne under vandet, hvor Nessie kan gemme sig, og det siges at den er meget lydfølsom, og derfor ikke til at snige sig ind på.
Her er et udklip af andre rapporter fra folk, der har set Nessie[98]:
1871, D Mackenzie, en dag i oktober måned, kl. 12:00: langsom bevægelse, og pludselig flyttede den sig i hast. Den lignede en træstamme, og så en omvendt båd.
1908, John Macleod: Stillestående, hvorefter den forsvandt. Den havde en lang tilspidset hale, et ål-lignende hoved. 9-12 meter lang, ligger i vandet og flugter med overfladen.
1923, William Miller og D McGillvray, 10 maj kl. 07:30: Stilstående, forsvandt i en bue da den dykkede. 3-4 meter lang og lignede en båd med bunden i vejret.
1933, Fru Kirton og P.F.Grant, kl. 11:45: Urolig, bevægede sig rundt, stor hastighed, forsvandt og dukkede op 90 meter væk. 182 x 30 cm pukkel.
1933, Fru J Simpson, 22. oktober kl 09:00: Den dykkede med indtrykket af 2 luffer.
1933, Hr G Jamieson, 27. december, kl. 11:00: Bevægede sig på tværs af Loch, dykkede hurtigt da en bil dyttede. To pukler, 4,5 - 6 meter x 60 og 90 cm.
1967, David Wathen, marts måned en aften kl. 19:00: Oprørt, bevægede sig rund i en bue, dykkede langsomt, så ud til at vælte sidelæns. 2 pukler, ca 4,5 meter.
1967, Dennis Gartrell, 22. august, kl. 12:05: Kom hurtigt op og bøjede sig, ramte vandet med røre. 2,5 meter lang og fleksibel.
1968, Hr og fru E A Grummet med søn, 4. september, kl. 11:15: Stilstående, dykkede to gange og forsvandt endeligt da der kom en båd. Rund pukel 60x90 cm.
Det er ikke beskrivelser der naturligt tegner en træstamme for det indre øje. Objektet forsvinder ved bil-dyt og motorlarm fra både. Det er fleksibelt. Bevæger sig i buer og sætter af i hast. Der er 97 fortællinger på siden, der spænder fra 1871 til 2011, og man må undre sig så mange træstammer der ligger og flyder rundt i Loch’en.
Men også på landjorden er der gjort observationer[99]:
1879, en gruppe børn ved en kirkegård ved nordkysten: Observerede et underligt væsen der kom ned fra bjergsiden til Loch’en. Farve som en elefant, et lille hoved der så fra side til side på en lang hals. Den vraltede ned i vandet.
1912, fem eller seks børn, inkl. William MacGruer: Underligt dyr bevægede sig mod Loch’en og forsvandt i vandet. Sammenlignelig med en kamel, men mindre med lang hals, puklet ryg og rimeligt lange ben, sandfarvet bleg gul farve.
1960, Hr Torquil Macleod, d. 28. februar: Observeret på modsatte bed af Loch, gråsort masse i en afstand af 1 km. Brugte kikkert 7x50. Skønnet 13 meter lang. Observerede et par luffer, mener han så en tredje, firkantet bagluffe…
Det har helt klart ikke været træstammer der er rullet ned af bjergskråningen. Der er 19 fortællinger fra 1879 - 1963, flere observationer af flere personer på én gang. Der er noget der er uforklarligt. Måske er teorien om plesiosaurusens udryddelse for 64 millioner år siden forkert?
Mokele Mbembe:
Igennem 1600tallet begyndte flere europæiske lande, som Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Belgien, Portugal, Italien, Spanien m.fl. at udforske det Afrikanske kontinent, og koloniserede, dvs. tog Afrikansk land. Det gav muligheder for eventyrere at undersøge uudforsket land. I sammenhæng med udforskningen af junglerne - tætte skove, ukendte floder og sumpe, blev Europæerne bekendt med de indfødte og deres fortællinger om, på Europæisk land, ukendte dyr.
Én af de første kendte historier kom fra Abbé Liévin-Bonaventure Proyart, der i ”History Of Loango, Kakongo And Ngoyo” fortalte om nogle franske missionærer, der fandt spor efter et kæmpe stort ukendt dyr. Hans fortælling er fra 1776, og den blev oversat til engelsk i 1814 af John Pinkerton. Abbé skrev:
”Missionærerne har langs en skov observeret sporet af et dyr, som de aldrig har set, men det må være uhyrligt, aftrykkene fra dets kløer ses i jorden, og har dannet et aftryk på ca. tre fod i omkreds. Ved at observere placeringen og fordelingen af fodsporene, konkluderede de, at det ikke løb på denne del af sin vej, og at det havde sine kløer på en afstand af syv eller otte fod fra hinanden”[100]
De var ikke de eneste der havde set disse aftryk i den friske jord - hvilket der er mange der har, tillige med et spor af brækkede grene, nedlagt vegetation som det ville se ud, hvis et dyr af den kaliber havde banet sig vej igennem landskabet. Også Alfred Aloysius Smith så dem. Han blev kaldt Trader Horn (på billedet fra 1929), fordi han på sine gamle dage sejlede fra landsby til landsby og solgte potter og pander. Igennem dette arbejde lærte han Ethelreda Lewis at kende, som var en Sydafrikansk romanforfatter, og hun blev fascineret af hans oplevelser og skrev bogen ”Trader Horn”, der blev udgivet i 1927. Den blev genoptrykt i 2002, og Ethelreda fortæller:
”Ja, og bag Cameroun lever der ting som vi ikke ved noget om… Jeg har set amali’s fodaftryk. En størrelse på omkring en god stegepande i omkreds og tre kløer i stedet for fem. Der er nogle store floder bag Cameroun. De plejede at være fyldt af dejlige sæler engang. Manga kaldte de den. Men Jago-Nini’erne udryddede med næsten, siger de gamle indfødte”[101]
Roy Mackal var også på jagt efter Mokele Mbembe, og tog dette billede af et fodspor der hverken er en elefant eller flodhest[102]:
Cameroun var dengang under Tyskerne, og den tyske regering besluttede at undersøge området, med Freiherr von Stein zu Lausnitz i spidsen. Han nåede ikke at se dette dyr som de indfødte var så bange for, fordi Første verdenskrig brød ud. Men han fik talt med de indfødte om dette dyr, Mokele Mbembe, og skrev sine observationer ned. Den tyske raketforkser, Herr Willy Ley oversatte senere dele af rapporten og skrev:
”Dyret siges at være brungråt… dets størrelse ca. som en elefant. Det siges at have en lang og meget fleksibel hals… Nogle talte om en lang muskuløs hale lignende en alligators. Kanoer der kommer imod det er dødsdømt; dyrene siges at angribe bådene med det samme og dræbe besætningen men uden at spise ligene. Dyret siges at leve i huler udskyllet af floden… Det siges at bestige bredden selv om dagen, i sin søgen efter føde; dets diæt siges at være helt og holdent vegetarisk… Dets foretrukne plante blev vist mig, og er en slags lian med store hvide blomster… Ved Ssombo floden blev jeg vist en sti, som siges at være lavet af dette dyr for at få sin føde. Stien var frisk og der var planter af den beskrevne slags i nærheden”
Aviserne skrev i 1800-1900tallet, før evolution totalt havde forblindet verden, flere artikler om disse dinosaurer, både det, der senere viste sig at være løgnehistorier men også ærlige observationer - f.eks. skrev Ivan T. Sanderson i ”The Saturday Evening Post” fra 03-01-1948 (se billede) om Mokele Mbembe, i en artikel med titlen ”Der kunne være dinosaurer” at: ”hvordan forklarer man de fire-ton hvad-er-det som overvælder elefanter og flodheste?” D. 28-10-1848 havde ”Illustrated London News” en sektion om ”sø-slanger” observationer. D. 13-02-1910 udgrav ”The New York Herald” en rapport om et dette mystiske dyr ”Strejfer en Brontosaurus rundt i Afrikas ødemark?”, og nogle af observationerne passede med beskrivelsen af formodede uddøde dyr. Som tiden gik, lukkede man af for de tossede historier - for man bliver jo klogere med tiden… Alligevel så folk hvad de så, og da rejseomstændighederne blev forbedret i 1920’erne og frem, blev historierne ved med at dukke op, f.eks. i 1923 da Nyanza dampfærgen sejlede ned af Victoriafloden - en historie gengivet i flere kryptozoologiske bøger[103]. Flere officerer på skibet så dette langhalsede præhistoriske dyr, og Sir Clement Hill så det mens han sad og nød udsigten til Homa bjerget. Pludselig så han dette frygtelige dyr der forsøgte at fange en indfødt der sad i forstavnen af skibet.
Der er så mange historier, når man går ind i sagen, og derfor har jeg her udvalgt nogle få blandt mange, op igennem tiden - blot for at give dig en fornemmelse af at det ikke er en lokal vandrehistorie der er løbet løbsk. Skeptikere der blindt følger teorien om dinosaurernes uddøende for 65 millioner år siden, vil kalde alle disse vidnesbyrd for folkesagn. Men det er og bliver deres tro mod folks vidnesbyrd. Man mener at de ”dumme” indfødte blot har set et stort næsehorn, en elefant, flodhest, skildpadde eller krokodille. Dels passer de dyr ikke på beskrivelsen af dyret de så med en lang hals og hale, og dels er nævnte dyr fraværende i områderne hvor Mokele-Mbembe er set. Flere vidnesbyrd fortæller om hvordan Mokele-Mbembe angriber disse dyr, hvis deres veje krydses.
I 1890 så den ca. 14årige Maoussa et lignende dyr, som de kaldte Badigui[104].
I 1932 så Besun Onum Edet og Bassi Aga et lignende dyr[105].
I 1954 så englænderen Alan Brignall et lignende dyr, i Zambia.
I 1960, deromkring, angreb en Bagombe pygmæ stamme dyret og dræbte det[106].
I 1981 så Emmanuel Moungoumela, en jæger fra Dzeke i Congo dyret to gange[107], over flere timer. Første gang i Sangha floden, hvor han sporede elefanter:
”Dyret holdt sin krop i vandet, men dets hals - som var meget lang - strækkede sig op til molombo frugterne som det åd, sammen med bladene fra træerne. Hovedet var som en slange. Jeg blev der i lang tid og betragtede dyret indtil det blev mørkt”
Anden gang han så dyret var han ude at fiske:
”Jeg fiskede meget i Likouala-aux-Herbes floden. Og så dyret igen, to gange. Det gjorde det samme. Det beholdte kroppen i vandet mens det spiste frugter og blade. Jeg blev der og betragtede dyret indtil det sank under vandet. Jeg så det igen et andet sted på floden lidt senere, men det kan have været et andet dyr.”
Efter 1960’erne hørte man ikke så meget til Mokele Mbembe, under hvilket navn det måtte have fået af de forskellige stammer - omkring 15 forskellige navne. De fleste kolonier under Frankrig og Storbritannien, var under krige blevet selvstændige stater, og i samme tidsperiode var den belgiske koloni på randen til borgerkrig, mens krigene hærgede områder som Algeriet, Angola, Congo, Nigeria og Mozambique. Bestanden af Mokele Mbembe var tydeligvis blevet reduceret igennem de sidste 100-200 år, og formentlig er bestanddelen centraliseret i Likouala-regionen, som er et 55.000 kvadratmeter stort uudforsket sumpe område - ca. 3 gange større end Danmark, nord for den Demokratiske Republik i Congo. Regeringen i Congo siger officielt at fauna og flora er ukendt i 80% af denne sump.
Ud over diplomatiske intriger med lokalbefolkningen der sjældent ville fortælle outsiders om Mokele Mbembe og at skulle bevise sin ærlighed at man ikke er endnu en hvid spion, kræver det meget af eventyrerne at kæmpe sig frem i denne ofte knæ-dybe sump (se billedet), i et stærkt fugtigt, næsten 33 grader varmt miljø. Mad, masser af vand og udstyr skal bæres igennem denne sump - man kan ikke underkende de voldsomme anstrengelser det kræver, for at gøre opdagelser der. Men det er der, Mokele Mbembe befinder sig, som Gud selv siger: ”Han ligger under de skyggende træer, i ly af sivet og sumpen. De skyggende træer dækker ham med deres skygge; piletræerne ved bækken omslutter ham” (Job. 40:16-17, KJV). De lokale der bor i områderne hvor Mokele Mbembe lever, kender dyrets madvaner som er vegetarisk. Det har pigge under huden, ligesom nogle sauropod arter. Det er et reptil, delvist et havdyr, skjuler sine unger i store reder i lavvandede sumpe. Det er frygteløst, dræber flodhæste, elefanter, bøfler, og mennesker. Der er indikationer af at hannerne har et horn i panden, hvilket hunnerne ikke har. De lokale genkender straks billeder af diplodocus og apatosaurus som et dyr de har set i deres områder - som sagt kendt under forskellige accenter med forskellige navne. Det er uden tvivl et ukendt levende dyr - men er det en dinosaurus? Det vides selvsagt ikke, da det endnu ikke er lykkes at finde eller fange et eksemplar til undersøgelse. Dog passer dens vaner og tilholdssted med den beskrivelse Gud giver til Job. Gud siger om dyret, selvom oversættelserne er lidt uenige, nogenlunde at ”Kan nogen fange ham med en krog, eller et net, eller gennembore hans næse igennem en snare?” - ”Ingen kan overraske og fange den, eller sætte en ring i dens næse og trække den væk” - ”Kan nogen fange ham når han er på vagt, eller gennembore hans næse med en snare?”.
Pointen er, at der findes dyr på denne klode, som ikke er kendt af vestens folk - som er så svære at finde, at selv igennem utallige ekspeditioner er det forblevet u-opdaget. Derfor kan vestens forskere ikke sige at ”vi ved” at dinosaurerne er uddøde. Desuden er det ikke kun kristne mennesker der leder efter dette dyr. Evolutionisten Roy P. MacKal (der døde i 2013) mente at der inden for de nu sidste 15 år har levet dinosaurer i Congo, og Han skrev en bog om Mokele Mbembe: ”A Living Dinosaur?: In Search of Mokele-Mbembe”. Hvis Jorden er 6.000 år gammel, og at dinosaurerne under alle omstændigheder levede for højest 4.300 år siden lige efter syndfloden, er det sandsynligt at kloden skjuler eksemplarer af disse dyr, bevaret indtil 1000årsriget, hvor Gud opretter sit fredsrige. Det hænder som sagt stadig ofte at der findes nye arter af dyr - de sidste 20 år der blevet fundet ca. 400 ukendte dyrearter! Alligevel er man ”videnskabeligt” set 100% sikker på at alle dinosaurarter er uddøde… Havde man fundet fossiler fra disse 400 ukendte dyrarter (hvilket som vist tager kort tid), havde ”videnskaben” ligesom dinosaurerne også erklæret dem for uddøde - ligesom den blå fisk. Det er et meget lille udpluk jeg har vist, der er mange, mange flere fund og observationer - afvist eller bortforklaret fordi vesten er tryllebundet af den evolutionære tankegang.
Jeg vil også lige kort fortælle om Kongamato, der på ligesom Mokele Mbembe huserer i disse områder. Navnet Kongamato betyder ”båd drukner”, og dyret beskrives som et stort rødligt dyr med lædervinger uden fjer. Nogenlunde som en pterodactyl. Kent Hovind, der har mange gode informationer i hans seminar om skabelse[108], havde en interessant oplevelse da en udvekslingsstudent fra Louisiana State University ringede til ham. ”Hr. Hovind, mit navn er Romandi… Jeg bor i Kenya Afrika… Du nævnte at der stadigvæk er levende pterodactyler? Vi har dem i min landsby derhjemme. De er har kun ca. 1,2 meter vingespan. De kommer ud om natten. Ingen kan lide dem. Deres yndlings mad er rådden menneskekød. Så hvis du begraver nogen og ikke begraver dem dybt nok, Kongomato vil grave dem op og spise dem.”[109]
Som med Mokele Mbembe, så er de lokale ikke i tvivl om hvilket dyr de skal udpege, når der vises dem billeder. Disse væsener vælter fiskernes kanoer og jægerne jager dem og slår dem ihjel - hvilket måske er den primære årsag til at dinosaurerne er sjældne eller nyligt uddøde. Mennesker har igennem tiderne slået dragerne ihjel.
Det er ikke kun Likouala sumpen der er uudforsket - der er mange uudforskede områder på Jorden. Selv i Amazonas regnskoven, der af navn er kendt over hele verden og som med sine 6,9 millioner km2 tæller over halvdelen af klodens regnskov, findes der stadig stammer der er uberørt af den moderne civilisation[110]. Papua New Guinea, der stort set kun kan tilgås via fly, menes også at indeholde et utal af uidentificerede plantearter og dyrearter tillige med indfødte stammer. I 2009 fandt forskere ukendt land i Mozambique via satellitbilleder fra Google Earth[111]. Der er eksempler som Son Doong grotten i Vietnam[112], den største fundet hidtil, der er én blandt ca. 150 andre, der endnu udforskes. Den blev først fundet af en lokal mand, Ho Khanh i 1991 og senere, i 2009, opdagede et Britisk hold grotten der er 200 meter bred, 150 høj og 9 km lang. Den huser en jungle, søer, floder, vandfald og dyr, og anses nu for én af verdens nye syv vidundere. Vil vi høre hvis der findes en dinosaur der?
Igen - når man ikke kender denne klode, kan man ikke sige at dinosaurerne er uddøde, for det kræver at man har udforsket hele kloden på én gang, med et momentant overblik.
Denne artikel dækker langt, langt fra alle de vidnesbyrd der findes om en ung Jord. Det er kun en lettere gennemgang for at du selv har noget at arbejde videre med. Intet af det du finder, som understøtter en ung Jord, vil gå upåtalt igennem ”videnskabens” vridemaskine. Men, der er en historie fra øjenvidner og ikke mindst Gud selv, fortalt igennem årtusinder, der er tusindevis af år ældre end videnskaben, som også har en forklaring til Jordens begivenheder, og det er og bliver op til hvad du vælger at tro på. Men beviserne er der.
Vores klode er så enorm og kæmpe stor. Større end menneskeheden kan begribe. Fra mindste lille celle, atomet, elektronen, kvarken til jordens overflade og atmosfære. Ham der har skabt Jorden, skabte også månen, solen, mælkevejen og universet der efter det, videnskaben mener at kunne måle, er 15 milliarder lysår stort - 14.190.792.600.000.000.000.000.000.000.000 km.
Her er et billede af vores galakse, 1.500.000.000.000.000.000 kilometer i omkreds. Et sted derinde i tågen, milliarder af kilometer inde, er vores klode, usynlig lille, 40.075 km i diameter, lille som et af de millioner af atomer der omringer dig lige nu.
Flyver vi 5.000.000.000 lysår ud i universet, 473.026.420.000.000.000.000.000.000.000 km, er der mange af sådanne galakser - se The Scale of the Universe 2.
Og meget længere ude ses hundredvis af galakserne i universet, der så vidt man kan gætte indeholder måske 2 - 400.000.000.000 (400 milliarder) galakser - hvilket vil sige måske én galakse for hver eneste stjerne i vores galakse.
Det er størrelser som vi ikke kan begribe. Vi kan se på tallene men aldrig forstå størrelsen. Alt sammen er skabt af én person - Jesus Kristus: ”i ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved ham og til ham og han er før alt, og alt består ved ham” (Kol. 1:16-17)
Lige så lidt som du forstår universet, lige så lidt kan du begribe hvad det var Skaberen gjorde for dig og mig, da Han afklædte sig sin storhed, for at ydmyge sig for vores skyld og dø i vort sted på korset (Fil. 2:6-8). Han kom til os, blev mishandlet, hånet og forhadt af os, for, mens vi var hans fjender, at betale prisen for vores liv (Romerne. 5:10). Kan du overhovedet forstå, hvad det betyder? Ham der med et fingerspand afmærker himmelen (Es. 40:12), med sin hånd har udspændt himmelen (Es. 48:13), himlene er Hans hænders værk (Sal. 102:26) - Han så i universets vidtstrakte storhed Jordens mikroskopiske cirkel, og så til dig og mig, der står så små og ubetydelige som det mindste element i det usynlige atom. Man må da med rette stille Ham disse utrolige spørgsmål: ”Hvad er et Menneske, at du skulle ophøje ham? Og at du skulle rette dit hjerte mod ham?” (Job. 7:17, KJV), ”hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham?” (Sal. 8:5), ”hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?” (Sal. 144:3). Med den formodede størrelse på universet, er dette ord så ubegribeligt, at nok kan man gentage det, men aldrig begribe det: ”så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham” (Sal. 103:11).
Jeg kan ikke lade være med at prædike for dig, der som bedrevidende, med stolthed og en følelse af storslåethed afviser Skaberen. Med noget så dumt som en menneskeskabt teori kaldt Big Bang - at alle millioner af galakser engang var presset ned i et knappenålshoved, eller energien dertil var fanget i … intetheden, at universet med tid er kommet til, at tilfælde og ond udvælgelse har skabt mennesket - adskiller mennesket sig fra Skaberen, der ikke blot gav os livet, men også sit eget liv for os. Ikke blot forlod Han sin evigheds skikkelse, men forlod evigheden for at blive - og i evighed forblive - menneskesøn. Ham der skabte tid, men var uden for tid, i evighed, lod sig begrænse af tid, for en tid, for at lade sig mishandle og dø for dig - i dit sted, så at Han i evighed, for altid, kan dele evigheden med dig. Selvom du så valgte at betale for dit liv selv, så kunne du ikke. Du har intet at handle med. Han blev som dig, for at frelse dig, og hvad gør du med Frelserens, Skaberens udstrakte hånd, der igennem universets 14.190.792.600.000.000.000.000.000.000.000 km rækker ud til dig, med ønsket om at være sammen med dig. I universets storhed er du intet. Du er usynlig og lige så usynlige er de, der måtte bekymre sig om dig. Alligevel har universets Skaber tal på dine hovedhår (Matt. 10:30). Han ransager dig og kender dig, Han ved når du står, når du ligger, hvad du tænker, hvad du vil sige før du åbner munden. Både forfra og bagfra omslutter Han dig - og vi må som ubetydelige mennesker sige som david ”At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!” (Sal. 139:1-6). Han er årsagen til du i dette øjeblik kan tage endnu et åndedrag. Han er årsagen til at dit hjerte slår endnu et slag.
Hvad end du tænker ondt eller godt om Ham, så har Han givet det største Han kunne for at gribe din hånd - sit eget liv. Hvor længe vil du bedrage dig selv som om du var noget? Som var du betydelig eller værdig? Alt hvad du begår i denne verden, det forsvinder. Som en damp er dine dage, en damp ”som ses en liden stund og så forsvinder” (Jak. 4:14). Du forgår som markens blomst (Jak. 1:10), blomstrer om morgenen, men visner om aftenen (Sal. 90:6), forsvinder som skyggen når lyset slukkes (Job. 14:2). Så kort er dette liv i evighedens lys. Snart er hvert et minde om dig forsvundet, og alt du har erhvervet dig og alt du har slidt for, er væk. Hvem er du, at du kan finde mod til at afvise Skaberens hånd? Dine dage forsvinder i hast. Vil du lade dine få givne dage forgå, uden at finde lykke? Hvad er noget værd, hvis alt henfalder til tomhed? Vil du fortsat lade en tåbelig teori adskille dig fra Skaberen? Bedrageren vil grine dig op i ansigtet, imens I begge farer med lysets hast ud fra Skaberens åsyn og tanke - ud i evig tomhed. En evighed uden én eneste tanke skænkes dig. En evighed uden at se én eneste stråle af lys, uden at mærke blot en svag skygge af glædens nærvær - ingen omsorg, ingen kærlighed. Kun tomhed, evig adskillelse fra Skaberen, Livet.
Han har betalt alt, for at du gratis kan få del af Hans rige, Hans evighed, Hans kærlighed, omsorg, varme og glæde. Vil du lade en dum teori adskille dit liv fra Hans? Vil du fortsætte som levende men dog død i bedraget, der blændende forkynder at du skulle være tilfældighedens ypperligste stolthed? Ham der har alt, tilbyder at dele sit med dig der intet har, alene af den grund, at Han elsker dig. Hans kærlighed er manifesteret i Hans synlige billede, Jesus Kristus, og tager du imod troen på Ham, har han beredt dig alt - alt ”hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte” (1. Kor. 2:9). Du vil finde lykke i Ham. Trøst når livet plager dig. Kærlighed når verden hader dig. Fred når døden bekriger dig. Styrke når du med rette ser dig selv som svag.
Valget er dit. Alt eller ingenting. Liv eller død. Valget er dit!
Selvom Kent Hovind er voldsomt angrebet på Internettet, og at nogle af hans argumenter ikke længere er valide grundet ny information, så har han nogle virkelig gode informationer er og argumenter, og han er absolut værd at bruge tid på. Se hans seminar:
[1] Se nyhedsbloggen ”Richard Dawkins: Jeg kan ikke være sikker på at Gud ikke eksisterer”, hvor du kan prøve kræfter med ateisten Richard Darwkins alviden - eller mangel på samme..
[2] Læs artiklen ”Noas ark”
[3] Et sammensurium af følgende (samlet i “Tongue-twisting tales”, af Pam Sheppard, Answers, Vol. 3, Nr. 2, april-juni 2008): James George Frazer, Folklore in the Old Testament: Studies in Comparative Religion, Legend, and Law (New York City: Hart Publishing, 1975), side 150-151; Samuel N. Kramer, The Babel of Tongues: A Sumerian Version, Journal of the American Oriental Society 88, Nr. 1 (januar-marts 1968), side 108-111; Larousse Encyclopedia of Mythology (Prometheus Press, 1959), side 445; Rev. J. H. Titcomb, Personal Recollections of British Burma and Its Church Mission Work in 1878-79, Project Canterbury (London, 1880); Robert W. Williamson, Religious and Cosmic Beliefs of Central Polynesia (Cambridge 1933), 1:94.
[4] “Roche-grænsen”, Gyldendal, Den Store Danske.
[5] “Is The MoonStill Alive?”, NASA Science, Science News, d. 09-11-20016.
[6] “Månen slår sprækker”, Ingeniøren d. 21-02-2012 og “Månen slår revner”, Politiken d. 20-02-2012.
[7] “Professor: Ny viden bør give Pluto comeback som planet”, Politiken, d. 16-07-2015
[8] “Geomorphic/Tectonic Control of Sediment Discharge to the Ocean:
The Importance of Small Mountainous Rivers”, af John D. Milliman and James P. M. Syvitski, udgivet i “The Journal of Geology”, vol. 100, side 525–544.
[9] “Mass/Age Distribution and Composition of Sediments on the Ocean Floor and the Global Rate of Sediment Subduction” af William W. Hay, James L. Sloan II og Christopher N. Wold, i 10. Dec. 1988 udgaven af “Journal Of Geophysical Research”, Vol. 93, Nr. B12, side 14.933-14.940.
[10] “Helium Diffusion Age of 6,000 Years Supports Accelerated Nuclear Decay”, af D. Russell Humphreys, Steven A. Austin, John R. Baumgardner og Andrew A. Snelling, Creation Research Society
[11] “Blowing old-earth belief away: Helium gives evidence that the earth is young”, af Jonathan Sarfati, Creation.com.
[12] ”Thermal depolymerization”, Wikipedia
[13] ”Green Oil: Scientists Turn Algae Into Petroleum In 30 Minutes”, Forbes d. 23-12-2013
[14] ”The biobattery: Turning sewage sludge into electricity and engine oil”, Science Daily, d. 27-02-2015
[15] ”Coal from biomass”, Max Planck Society Facebook, d. 06-05-2010
[16] “300-Million-Year-Old Tooth Wheel Found In Russian Coal: Scientists”, Huffington Post, d. 23-01-2013
[17] ”Diamonds: a creationist’s best friend”, af Jonathan Sarfati, Creation Ministries International
[18] ”RATE group reveals exciting breakthroughs!”, af Carl Wieland, Creation Ministries International
[19] D. 23. april. 1908 havde magasinet Nature en artikel kaldt Neanderthal i Rusting, som på side 587 fortalte om dette fund i Polen. Se også ”Neandertaleren er ikke vores forfar”, Tagryggen d. 27-07-2008.
[20] “The human population“, af Edward Smith Deevey, udgivet i “Scientific American”, vol. 203, udgave 3, september 1960, side 194-204.
[21] “10 Mysterious Prehistoric Sites From Around The World”, af Mark Thompson, Listverse, d. 16.06-2013.
[22] Se artiklen “Noas ark: For mange mennesker på kloden”
[23] Se også artiklen “Big Bang hvad?”
[24] “Venus Is Looking Too Pristine” (Venus ser for jomfruelig ud), Science, 250:913, 1990
[25] “Is Mars still geologically active? Meteorites found on Earth could be four billion years younger than previously thought”, MailOnline, d. 25-06-2013
[26] “The Mars-Earth Wars” kapitel 9, “The Energy Exchange”
[27] “Its About Time: 4.5 Billion Years”, af John Eddy, udgivet i Geotime, vol. 23, 1978, side 18, citeret i “The Source of Everything: The Hidden Truth” af David Thomas.
[28] “Farthest confirmed galaxy is a prolific star creator”, Physics World, d. 23-10-2013
[29] “Physicists Slow Speed of Light”, The Harvard Gazette Archives, d. 18-02-1999
[30] “Scientists Bring Light to Full Stop, Hold It, Then Send It on Its Way”, The New York Times, d. 18-01-2001
[31] ”Scientists Break Speed Of Light”, rense.com. Artiklen blev oprindeligt udgivet i “The Sunday Times”, d. 04-06-2000 under titlen: “Eureka! Scientists break speed of light”, skrevet af Jonathan Leake.
[32] “Physical Constants and the Evolution of the Universe“ (Fysiske konstanter og udviklingen i universet), udgivet i ”Astrophysics and Space Science”, Vol. 139, No. 2, December 1987, side 389-411
[33] “The Sunday Times”, d. 24-12-2000
[34] Se “Falder lysets hastighed?”, Tagryggen d. 01-04-2010
[35] “Rock and Ice”, af Ronald R. Rollins, side 149
[36] Referencer i “The Creation-Evolution Controversy” af R. L. Wysong, side 151.
[37] “40Ar/36Ar analysis of historic lava flows”, af G.B. Dalyrmple i “Earth and Planetary Science Letters”, 1969.
[38] “Impact Magazine”, udgave 307, januar 1999
[39] “The Cosmos: Let the Brainwashing Continue (Part 7)”, af Steven Rowitt, Ph.D,, Creation Studies Institute.
[40] “Bulletin of the Geological Society of America”, januar 1958, vol. 69, Nr. 1, side 61-68
[41] “Frontiers of Time (Voyage Through the Universe)”, side 29.
[42] “Chronostratigraphy for the World Permian”, J. B. Waterhouse 1978, citeret på side. 316
[43] “K-Ar ages of biotites from tuffs in Eocene rocks of the Green River, Washakie, and Uinta basins, Utah, Wyoming, and Colorado”, af R. L. Mauger, citeret i Rocky Mountain Geology, april 1977, vol. 15, side 37
[44] I afvikling af symposium om kulstof variationer og absolut kronologi, afholdt i Uppsala i 1969
[45] “Radiocarbon, Ages in Error”, af Robert E. Lee I “Anthropological Journal of Canada”, vol. 19, nr. 3, side 9, 29, 1981
[46] “Secular Catastrophism”, af Frederick Bonner Jueneman i “Industrial Research and Development”, juni 1982, side 21
[47] ”The Blind Watchmaker”, af Richard Dawkins, 1986, side 225.
[48] “Earth Science“,,Harcourt Brace Jovanovich, 1989, side 326.
[49] “Forbudt Arkæologi”, af Michael Creme og Richard Thompson, side 128
[50] Samme sted
[51] “Paluxy River”, Wikipedia.
[52] Se del 2 af Kent Hovinds seminar, tidspunkt 01:24:50
[53] ”Surprise Witness: What Really Happened During the Flood”, af Jonathan Gray, side 94. Der er fundet polystrate træer der vender på hovedet, i nærheden af Saint-Erienne i Frankrig, hvilket Sylvia Baker fortæller i sin bog ”Bones of Contention”, side 12..
[54] http://www.creationevidence.org/images/wall_draft4_small.jpg
[55] Læs mere her: “The Hydroplate Theory: An Overview”, Center for Scientific Creation
[56] Se også nyhedsbloggen ”Komet bærer frossent havvand” og ”Verdensdybets kilder, syndfloden og videnskaben”
[57] ”CH420: Hydroplate theory”, The TalkOrigins Archive.
[58] Se nyhedsbloggen ”Verdensdybets kilder, syndfloden og videnskaben”
[59] Se nyhedsbloggen ”Der har været palmer ved Nordpolen”
[60] Se bogen ”From Palm Trees to Antarctic Ice: The Byrd Expedition at Pitcairn Island”.
[61] Se nyhedsbloggen ”Første sommerdag i oktober nogensinde”
[62] ”Dracorex”, Wikipedia
[63] Se siden her: The Falcon Project
[64] ”Unmanned aerial drone to search for Bigfoot”, WND, d. 30-07-2013
[65] ”To nye halvaber opdaget”, Berlingske Tidende, d. 11-08-2005
[66] ”Forskere finder ny dyreverden under vandet”, Politiken.dk, d. 18-09-2006
[67] ”57 nye fiskearter fundet ved Grønland”, dr.dk, d. 90-03-2010
[68] ”Nyopdaget farvestrålende fugl”, jp.dk, d. 10-10-2006
[69] ”Ny fiskeart lever i flydende svovl”, TV 2, d. 15-12-2006.
[70] ”Ny leopardart opdaget i Sydøstasien”, jp.dk, d. 15-03-2007
[71] ”1000 nye arter fundet i skovområde”, TV 2, d. 17-12-2008
[72] ”Ny stor øgleart fundet på tropeø”, TV 2, d. 07-04-2010
[73] ”Elefanter gemmer sig for mennesker i sumpområde”, Berlingske Tidende, d. 31-05-2007
[74] ”Blood vessels recovered from T. rex bone”, NewScientist, d. 24-05-2005
[75] ”The Scrambling Continues, An Update on the Amazing T. Rex Bone Discovery Announced a Year ago This Month”, answersingenesis.org, d. 06-03-2006
[76] “University sued after firing creationist fossil hunter”, Nature d. 05-11-2014
[77] “Soft sheets of fibrillar bone from a fossil of the supraorbital horn of the dinosaur Triceratops horridus”, M. H. Armitage og K. L. Anderson Acta Histochem. 115, 603-608, 2013ScienceDirect.
[78] “Lawsuit: CSUN Scientist Fired After Soft Tissue Found On Dinosaur Fossil”, CBS Los Angeles, d. 24-07-2015
[79] Se den på youtube: “Expelled: No Intelligence Allowed (full movie)”
[80] Se hele interviewet her: https://www.youtube.com/watch?v=vPMBfX7D4WU
[81] “The Mind of a Murderer: Privileged Access to the Demons that Drive Extreme Violence”, af Katherine Ramsland, side 152
[82] “Dinosaur blood cells extracted from 75-million-year-old fossil”, NewScientist, d. 09-06-2015.
[83] ”Sea-monster or Shark?”, Glen Kubans Web Sites
[84] “How much of the ocean have we explored?”, Nationa Ocean Service
[85] “Cadborosaurus willsi”, Wikipedia
[86] “PICTURED: Mysterious GIANT furry sea creature found washed up on Russian beach”, Express d. 30-06-2015.
[87] ”Origin of Komodo Dragon Revealed”, Live Science d. 06-10-2009
[88] ”Coelacanth”, Wikipedia.dk
[89] “"Mokele-Mbembe": a Cryptozoological Animal of Centre African Prefecture: Veracity or Hoax”, World Applied Sciences Journal 10 af Aseer Manilal, Chippu Shakir, Joseph Selvin og Balu Sabarathnam.
[90] ”Lake Champlain Monster”, Fortean Times, april, 2004
[91] ”Døden ved Havet”, TrueAuthority.com
[92] Se søen på google maps: Loch Ness
[93] ”Interesting Facts about Loch Ness”, Scotland Outdoors d. 09-03-2011
[94] ”In Search of Myths and Monsters”, af Alan Landsburg, side 52
[95] ”Video: Could this be the Loch Ness Monster Nessie finally caught on film?”, ScotlandNow, d. 09-11-2014.
[96] ”Operation Deepscan”, Legend of Nessie.
[97] Fra bogen ”The Enigma of Loch Ness”, af Henry H. Bauer, side 23.
[98] “Index of Waterbased Monster Sightings”, Legend of Nessie.
[99] ”Index of Landbased Monster Sightings”, Legend of Nessie
[100] ”History Of Loango, Kakongo And N'goyo”, af Abbé Liévin-Bonaventure Proyart, side 13.
[101] ”Trader Horn: A Young Mans Astounding Adventures in 19th Century Equatorial Africa”, af Ethelreda Lewis, side 210.
[102] ”“Mokele-mbembe” of the Congo”, Genesis Park.
[103] ”Lukwata”, Living Dinopedia Wiki
[104] ” Badigui”, Living Dinopedia Wiki
[105] ”Mokele-Mbembe, Mystery Beast of the Congo Basin”, side 34
[106] “Was a Mokele-mbembe killed at Lake Tele?”, af William Gibbons på The Anomalist
[107] ”Mokele-Mbembe, Mystery Beast of the Congo Basin”, side 69
[108] ”The Creation Seminar (Kent Hovind)”, youtube.
[109] Fra ”The Creation Seminar”, del 3, 1:46:50 inde i videoen.
[110] ”Uncontacted Tribes”
[111] ”Forskere opdager ukendt land med Google Earth”, epn.dk, d. 27-01-2009
[112] ”Son Doong Cave”