Jeg har flere gange mødt repræsentanter for Jehovas Vidner (JV) på gaden, hvor jeg kort har talt med dem, om hovedemnet i Kristendommen, nemlig Jesus. JV lærer at Jesus ikke er Gud, men blot en gud, der som alt andet er skabt. Jesus er egentlig Mikael, som da tiden kom, fik navneforandring og blev ofret for os. Når jeg fremlagde bevis for at det ikke er sådan, så døde samtalen hurtigt, for det handler for mange, måske de fleste af JV repræsentanter, ikke om at være tro mod Bibelen, men mod Vagttårnets lære.

Jeg har, sammen med en god broder og ven, fået muligheden for at tale med et par vidner, af flere omgange, i flere timer, hvilket har givet mig kærlighed til disse mennesker, og en længsel for at de må blive frelst. Derfor skriver jeg denne artikel, for at du som læser må få information til i kærlighed at tale med vidnerne, ligesom jeg har oplevet det.

Efter at have talt med dem, blev jeg yderst nysgerrig efter at vide mere om Vagttårnet. Der er ikke meget at finde på nettet, for som enhver anden sekt, så er hemmelighed et nøgleord, og få ved om hvad der forgår bag de lukkede døre, under Vagttårnets hemmelige møder. Men jeg fandt denne bog af Raymond Franz, der har været medlem af JVs Styrende Råd, som måtte forlade dette Råd på grund af samvittighedskvaler, og har nu fortalt hvad han har oplevet. Ikke alene han, men også andre som blev vejledt af Bibelen, og fandt visdom til at gennemskue Vagttårnets forfejlede fortolkninger af Guds Ord. Bogen hedder ganske sigende ”Samvittighedskrise”, og jeg kan varmt anbefale bogen. Den er ikke til at få fat i, men jeg gennemgår i denne artikel noget af det, Raymond fortæller os, og jeg håber derved at kunne være med til at udruste dig, til at nå de vidner du må møde på gaden, nu og da.

Først vil jeg gennemgå lidt om Vagttårnet, og personerne der igennem tiderne har stået bag, og til sidst, for at det må stå klarest når du har læst artiklen, gennemgå nogle af de vigtige bibelske sandheder som Vagttårnet har ændret, for at få sin egen teologi til at hænge sammen.

Den ”tro og kloge tjener”

Vagttårnet ser sig selv som ”den tro og kloge tjener” fra Matt. 24:45-46, som kan give ”den store skare” mad i rette tid. Sådan har det ikke altid været - mere om det senere. ”Den store skare” er alle der ikke er indlemmet i den ”salvede” gruppe, de sande Jehovas Vidner, som består af 144.000. Kun de 144.000 har et håb om en evighed i himmelen, mens ”den store skare” kun har håb om en jordisk evighed, hvorfor de hverken behøver frelse, eller at blive født på ny. Jeg blev rystet over at høre de to vidner jeg tale med, med et tilfreds smil sige, at ”vi er ikke frelst, men bliver det måske efter dette liv”. Disse mennesker er ikke sande Jehovas Vidner, men det, jeg vil kalde en arbejdsklasse. Jeg kalder dem ”vidner” igennem denne artikel, for at identificere dem, men sandheden er, at det er de ikke. De er ikke frelst, og mener som sagt ikke at de har behov for det, og ønsker det heller ikke, for de har accepteret at være underklassen, der ikke fik tildelt salvelsen. Men her er lidt om JV bevægelsen:

Russell, ”den tro og kloge tjener”
I 1870 grundlagde Charles T. Russell Bibel Studie bevægelsen, som i dag kaldes Watch Tower Bible and Tract Society. Han alene var kendt iblandt sine Bibelstudenter som ”den tro og kloge tjener”. Både Vagttårnet ^[1] og Russell selv^[2] anerkendte at han var denne tjener / slave, der som lærer var Guds talerør.

Watch Tower Bible and Tract Society’s formand nummer to, Joseph Franklin Rutherford, skrev i 1921, fem år efter Russell’s død, en bog kaldt “The Harp of God”, hvori også han erklærede at Russell var den vise og trofaste tjener^[3]. Efter Russell’s død udgav også Watchtower Society en bog, en syvende bog i Russell’s bogserie ”Studies in the Scriptures”, kaldt ”The Finished Mystery”, som også hyldede Russell som ”den kloge og tro tjener” - hvilken Franklin Rutherford også reklamerede for i sine bøger.

Vagttårnet, ”den tro og kloge tjener”
Da nu ”den tro og kloge tjener” Russell døde i 1916, iværksatte Vagttårnet en redningsaktion. På trods af deres modsigende udgivelser^[4], forsøgte de at distancere sig fra læren om at Russell var denne kloge og tro tjener, og senere, i 1975, skærpedes aktionen, og Vagttårnet underviste at læren om Russell, som ”den tro og kloge tjener”, førte nogle ind i tilbedelse af skabningen^[5]. Endeligt, I 1982, underviste de nu igennem sit blad ^[6] at ”den tro og kloge tjener” består af rettroende kristne, en gruppe der siden 1870’erne har forsvaret Bibelen som Guds Ord, igennem bøger, pjecer, blade og traktater, avisartikler og offentlige lektioner. Senere, i 1930’erne, blev denne gruppe, igennem Rutherfords undervisning, kendt som de 144.000.

Ni år tidligere, i 1973, forsøgte Vagttårnet at sløre sine spor, ved at dementere Russell’s ellers anerkendte påstand om at være ”den kloge og tro tjener”, og skrev: ”Af dette ses tydeligt at redaktøren og udgiveren af Zion’s Watch Tower, benægtede enhver påstand om at være, individuelt personligt, denne ’tro og vise tjener’. Han påstod aldrig at være det.”^[7]

I samme blad fra 1982⁽⁶⁾, skriver Vagttårnet at ”I 1886 udgav de (den nye ”kloge og tro tjener”, Vagttårnet) volume 1 af Studies in the Scriptures”, og forsøgte derved at føre sit navn, Vagttårnet, tilbage til Russell’s tid. Denne påstand er direkte løgn. Det var Russell og ikke Vagttårnet der udgav den bog, sammen med fem andre bøger, som udgjorde hele den oprindelige serie ”Studies in the Scriptures”, på seks bøger. Vagttårnet lyver vedvarende, for at redde organisationen! - og udgav som sagt kun den syvende bog ”The Finished Mystery”, som tilmed hyldede forfatteren Russell som ”den tro og kloge tjener” - ikke sig selv.

I 1969 udgav Vagttårnet en bog kaldt ”Then Is Finished The Mystery Of God”, hvori de skriver: ”I dag er de tilbageblevne af denne salvede rest kendt verden over, som Jehova’s Vidner. De var også hans vidner tilbage der i 1918.”^[8] Vagttårnet som ”den salvede rest”, var ikke en del af Russell’s lære, og kunne dermed heller ikke retmæssigt være læren blandt de kommende ”Jehovas Vidner”. End ikke titlen ”Jehovas Vidner” var kendt dengang (i 1918) - først tretten år efter, i 1931. I januar udgaven af Vagttårnet 2001 oplyses: ”Ved Columbus, Ohio, kongressen i 1931, blev en passende brug af Es. 43:10-12 lavet. Bibelstudenterne adopterede det karakteristiske navn Jehovas Vidner”^[9]. Vagttårnet har beviseligt - upåvirket af Guds ufejlbarlige Ånd - fumlet med historien for at opnå sin øvre klassestatus.

Det Styrende Råd

Da jeg samtalede med nogle fra JV, definerede de en sekt for mig. Jeg kaldte JV en sekt, og de korrigerede mig og oplyste om, at kendetegnet ved en sekt, var når folket blev styret af én person. JV har ”den tro og kloge”, tjener til at vejlede sig. Men denne mængde mennesker indsnævres markant, til det det Styrende Råd. Dette råd består ligeledes af et svingende antal personer, mellem 10-20, som er beslutningstagere i alle JVs sager. Da Raymond Franz var medlem af dette råd, var der tolv medlemmer af rådet, og han oplevede hvordan det var ilde set, at være af anden mening, end flertallet (side 38). Gruppepresset, og frygten for at blive anset for løsgænger og ude af harmoni med gruppen, gjorde at man indordnede sig, og accepterede enten den egentlige afgørelse, eller et utilfredsstillende kompromis. Virkeligheden er da, at endnu færre end tolv bestemte flere millioner menneskers skæbne og læresætninger. Et flertal af tolv er syv mennesker, og sagt for egen regning - mon ikke disse ”tro og kloge tjenere” var loyale nok over for præsidenten, til at påtage sig hans holdninger, og tillade at én person satte dagsordnen. Men end ikke flertallet af stemmerne fastsatte en sag. To tredjedele af stemmerne skulle være enige. Det vil sige, hvis 10 ud af 16 var enige, ville de 6 uenige afgøre sagens udfald (side 84-87).

Denne ”store” gruppe af Guds ”udvalgte”, som siges at lede ”den store skare”, kan altså begrænses til syv personer og derunder. Raymond fortæller desuden at både Russell og efterfølgende Rutherford, var egenrådige ledere af hele organisationen. Rutherford afsatte alle der var uenige med ham - selvom Russell, ”den tro og kloge tjener”, efter sigende, med Guds vilje havde indsat dem. Da Rutherford døde d. 8. januar 1942, overtog Nathan H. Knorr ledelsen, som uddelegerede noget af sit ansvar, og støttede sig op ad vicepræsidenten Fred Franz (Raymond Franz’ onkel), men stadig var Knorr den endelige autoritet (side 49-54).

Der var altså intet om et styrende organ, hele vejen op til 70’erne, men kun én eneste autoritet, ligesom der er det i enhver anden sekt. Og som sagt blev selv forståelsen af Bibelske læresætninger dikteret af én enkelt person - om så flertallet var imod forståelsen (side 57), og disse læresætninger blev udgivet i Vagttårnet og trykt i bøger, som værende hele organisationens accepterede lære.

Raymond fortæller:

”I 1975 skrev to ældste fra Betel (den ene var seniormedlem i tjenesteafdelingen, den anden assistent for den ledende beteltilsynsmand) hver et brev til Det Styrende Råd, hvori de udtrykte bekymring over visse tilstande inden for hovedkvarterets stab. De refererede specielt til en atmosfære af frygt, frembragt af dem som førte tilsyn, og en voksende følelse af modløshed med deraf følgende utilfredshed... Generelt var det vanskeligt at få disse unge mænd (som var blevet optaget til at tjene på hovedkontoret) til at udtale sig om deres tjeneste ved hovedkontoret. Som jeg erfarede gennem venner, der arbejdede noget tættere sammen med dem, var de uvillige til at udtale sig åbenlyst, fordi de frygtede, at alt, hvad de sagde, der ikke var positivt, kunne føre til, at de blev regnet med dem, der populært blev kaldt »B.A.ere«, d.v.s., dem med en »bad attitude« [dårlig indstilling].” (side 61)

Jeg kender selv dette, fra da jeg var med i en sekt kaldt Københavns Bibeltrænings Center. Her blev vi ikke kaldt B.A’ere, men fik mærkaten at vi havde en kritisk ånd, som resultat af at være under dæmonisk indflydelse - eller direkte besat. Hvem har lyst til den mærkat?

Når man mister - eller aldrig har haft fællesskabet med den Levende Gud - så vil menneskets onde natur blive herskende. I den romersk katolske moderkirke, i Jehovas Vidner, i sekten jeg engang kom i, og i mange, mange flere religiøse samfund, så følger man mennesker frem for Gud. Man ophøjer ét menneske til at være den mellemmand Jesus er (1. Tim. 2:5 ; Hebr. 12:24), frem for at adlyde Hans Ord der siger: ”kun én er jeres mester, og I er alle brødre” (Matt. 23:8), og denne mester er Jesus selv. Jesus vaskede disciplenes fødder og sagde: ”Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer. Sandelig, sandelig siger jeg eder: en tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham” (Joh. 13:14-16). Vi er alle Jesu tjenere, og Han er vores Herre. Vi kan ikke hæve os over hinanden, for vi er lige I Ham. Vi er hans legeme, ét legeme (1. Kor. 12:12-27). Når vi lader vores egenrådighed fremtræde som Herre, så vil vi påføre hinanden stor sorg.

Mennesker har en tendens til at lade sin respekt og ærefrygt for Gud, udmunde i at de accepterer et organ over sig, som de sætter al sin lid til, som værende Guds redskab. Hvem vil gå imod Gud? Selv når man er uenig, og kan se Bibelens modstridende budskab, så tilskriver man modsigelsen sin egen manglende evne til at forstå, og det ledende organ må have ret, og være ufejlbarlig. Sandheden er, at i sidste ende ligger ansvaret for at kende Bibelen hos den enkelte person. Hvorfor er det så svært at finde tillid og tro til det, man læser i Ordet? Hvorfor skal man sætte Guds Ord til side, til fordel for andres fortolkninger?

Den katolske kirke bygger hele sit pavedømme på misforståelsen af Matt. 16:13-18. Moderkirkens fortolkning siger at Jesus ville bygge sin kirke på Peter, for som der står: ”du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke”. Men enhver der læser og forstår teksten, ser tydeligt at passagen handler om troen på hvem Jesus er, og at det er på den tro, Jesus vil bygge sin kirke. Millioner sætter derfor ét enkelt menneske mellem sig selv, og Gud. På samme måde har JV valgt at sætte Vagttårnet som mellemmand. Men er Vagttårnet / det Styrende Råd troværdigt? Raymond der har deltaget i dette ”ufejlbarlige” organ siger klart og tydeligt nej, og senere vil jeg vise dig nogle af de profetiske forudsigelser, som viser at organet er særdeles fejlbarlig.

”De fleste Jehovas vidner forestiller sig Det Styrende Råds møder som møder mellem mænd, der bruger en stor del af deres tid på omhyggelige studier af Guds ord. De tænker sig, at de mødes for ydmygt at drøfte, hvorledes de bedst kan hjælpe deres brødre til at forstå Bibelen, og overveje konstruktive og positive veje til opbyggelse af tro og kærlighed, som så igen skal give sig udslag i sandt kristent arbejde; og at alt dette foregår ved møder, hvor man hele tiden vender sig til Skriften som den afgørende og højeste autoritet... Gennem årene har jeg deltaget i mange møder, hvor vi drøftede spørgsmål, der kunne få stor indflydelse på andre menneskers liv, og hvor Bibelen overhovedet ikke var fremme og langt mindre blev citeret af nogen af de tilstedeværende medlemmer...Mange medlemmer af rådet har indrømmet, at de var så optaget af forskellige gøremål, at der var meget lidt tid til bibelstudium. Jeg tror ikke, det er nogen overdrivelse at sige, at gennemsnitsmedlemmet læste mindre i Bibelen end mange af de såkaldt »menige« Jehovas vidner... De fleste af rådsmedlemmerne var i virkeligheden slet ikke særligt velbevandrede i Skriften, for deres travlhed var ikke af ny dato. I mit eget tilfælde havde jeg helt op til 1965 været i en sådan »trædemølle« af aktiviteter, at der var meget lidt tid til virkeligt seriøst studium. Men jeg tror, sagen stikker endnu dybere. Jeg tror, man var overbevist om, at sådanne studier faktisk slet ikke var nødvendige; at organisationens fremgangsmåde og lære - udviklet gennem mange årtier - i sig selv var en sikker rettesnor, så at en hvilken som helst beslutning i rådet måtte være rigtig, så længe den bare rimede tilfredsstillende med den traditionelle fremgangsmåde og lære.” (Side 81-83)

Ganske almindelig organisatorisk tradition styrer de millioner af mennesker, som sætter sin lid at vejledningen fra Vagttårnet, kommer fra Gud. Raymond fortæller at afstemninger var den afgørende faktor, afstemninger om emnemateriale, som få havde sat sig ind i, på grund af manglende tid. Som han siger:

”Hvordan kan de med god samvittighed stemme for et materiale, som de ikke har haft tid til at meditere over og undersøge ud fra Skrifterne? Når det først er offentliggjort, skal millioner af mennesker anerkende det som »sandhed«. Hvilket papirarbejde kan være vigtigere end det?” (Side 82)

På denne måde blev det f.eks. bestemt at et vidne måtte skifte stilling hos Coca-Cola, fordi han havde en rute til et militært område (side 83). Et andet vidne måtte stoppe med at spille i jazz-band, fordi det var med officersklubben på en militærbase (side 84). Raymond fortæller:

”Dette blev også pådømt som uacceptabelt af et flertal i rådet. Skriften forholdt sig tavs, og menneskelige fornuftslutninger leverede svaret.

Almindeligvis var det sådan under drøftelser af denne art, at hvis der endelig blev henvist til Skriften af dem, der var stemt for at fordømme en handling eller opførsel, så var det til skriftsteder med en meget bred betydning, som f.eks. »1 er ikke en del af verden« fra Joh. 15:19. Så hvis et medlem af rådet havde betænkeligheder med hensyn til en handling eller opførsel, man drøftede, og han ikke kunne komme i tanker om andre argumenter imod den, så vendte han ofte tilbage til dette skriftsted og brugte det, så det kunne passe til enhver lejlighed. Man fandt det oftest unødvendigt og irrelevant at lade andre dele af Bibelen definere, hvad der var den egentlige tanke i en sådan bred udtalelse, og hvordan den kunne bruges.” (Side 84).

Militærtjeneste

Ang. militærtjeneste, er Vagttårnets kendte holdning, at en kristen skal være politisk neutral. En kristen tilhører Jehovas teokrati, ikke verdens, og må desuden ikke slå ihjel. Jehovas vidner har igennem tiderne lidt ufatteligt meget, fordi de ikke har måttet gøre militærtjeneste. Ikke engang civiltjeneste som erstatning for militærtjeneste, måtte de gøre, da det blot var en erstatning for den ægte vare, et kompromis, der gjorde vidnet moralsk uloyal og troløs over for Jehova og hans standard.

Raymond bruger denne lære til at vise Vagttårnets dobbeltmoral. I Malawi, i det sydøstlige Afrika, blev JV igennem en årrække af fire bølger (’64, ’67, ’72, ’75) udsat for alvorlige overgreb, fordi de ikke ville (måtte) købe et medlemskort til det eneste politiske regerende parti i landet - Staten, så at sige. Prygling, tortur, vanvittige voldtægter, mord, ødelagte hjem og marker, og landflygtighed, måtte de stå igennem, for at være tro mod Vagttårnets befalinger. Den faktuelle konsekvens ved dette medlemskort var ikke anderledes end at være almindelig statsborger - meget ligesom vi har et nummer i statens centrale personregister, et CPR nummer. (Side 93, 95-97, 103). I Den Dominikanske Republik tilbragte unge mænd adskillige år i fængsel:

”Leon Glass og hans broder Enrique blev. f.eks. dømt to eller tre gange for deres nægtelse og tilbragte sammenlagt ni år af deres unge liv i fængsel.” (side 103)

Anderledes var det for JV i Mexico, hvor værnepligtige mænd skulle gennemgå en etårs militær uddannelse. Ved indregistrering fik de et certifikat, et såkaldt identitets-cartilla også kaldt marchkort, som var et grunddokument de skulle fremvise for at få forskellige lovformelige dokumenter og rettigheder, som eks. pas og kørekort. På mange måder samme koncept som medlemskortet i Malawi. Dog, mødte man ikke op til ”sessionen”, havde det ikke anden konsekvens, end mistede rettigheder til ”mageligheden” af samfundsmæssige goder. Men der var en udvej, som Vagttårnet fandt anderledes end civiltjeneste, nemlig bestikkelse.

Vagttårnet dækkede dog over det med en lille ordleg, og kaldte det ikke bestikkelse, men ”pengetransaktion” og ”betaling af gebyr”. Mexicanerne kunne nemlig (mens deres brødre og søstre i Malawi blev slagtet) gøre brug af almindelig brugt bestikkelse, hvor man gav penge til bestemte embedsmænd, som så ville skaffe certifikatet med rette stempel, uden den militære træning var gennemført. Du skal næsten se det, Raymond mener er Fred Franz’s (hans onkel) svar på et brev, på vegne af lederen Knorr:

”Med hensyn til dem, der bliver fritaget for militærtjeneste ved hjælp af en pengetransaktion med de heri implicerede embedsmænd, så er dette på linie med, hvad der praktiseres i andre latinamerikanske lande, hvor brødre har betalt nogle embedsmænd inden for militæret for at blive fritaget, så de kunne fortsætte med deres teokratiske aktiviteter. Hvis medlemmer af de militære myndigheder er villige til at acceptere en sådan ordning om betaling af gebyr, så påhviler ansvaret disse repræsentanter for de nationale organisationer. De beløb, der bliver betalt, går ikke til militæret, men til de enkeltpersoner, der har ansvaret for denne ordning. Hvis brødrenes samvittighed tillader dem at deltage i en sådan ordning for at bevare deres fortsatte frihed, har vi intet at indvende. Hvis de løber ind i vanskeligheder på grund af deres handlemåde, må de være klar over, at vi naturligvis ikke kan tilbyde dem nogen form for hjælp; de må selv klare problemerne. Men hvis arrangementet er gængs hos jer og erkendt af de overordnede, og disse ikke stiller spørgsmål om sagens rette sammenhæng, kan sagen passere med de fordele, dette indebærer. Hvis der skulle opstå en militær nødsituation, hvor brødrene bliver konfronterede med deres marchkort, må de træffe en afgørelse, som de ikke kan redde sig ud af ved hjælp af penge. Deres mod vil da blive sat på prøve, og de må stå fuldstændig fast og bevise, at de går ind for kristen neutralitet ved en afgørende prøve.” (Side 102).

Hvorfor overhovedet omtale evt. problemstillinger med betalingen af marchkortet, hvis man fra Vagttårnets side mener det er rigtigt at gøre det? Vagttårnet ved, at det er galt, og laver endda en ansvarsfraskrivelse. Men den ”nåde” ville de ikke vise under blodsudgydelsen i Malawi, på trods af at Malawi’s kort blot var et ”borger af staten” kort. Handler Vagttårnet med en retfærdig Guds hånd? De vidste, efter deres egen bedømmelse, at det var moralsk forkert - men hvem kan lade et menneske gå igennem livet uden kørekort og pas? - så hellere lade folket dø uden medlemskort. Raymond kalder kapitlet her for ”Dobbeltmoral” og hvad andet kan man kalde det? Ville Gud lade den ene gå fortabt på grund af overtrædelser, som Han ser igennem fingre med overfor andre personer? Svaret er et knivskarpt NEJ. Vagttårnet er lige så forplumret moralsk set, som den verden de forsøger at adskille sig fra.

Når Skriften forholder sig tavs på områder, så er den dominerende tendens hos alle sekter, at kontrollere og undertrykke folket. Vi er nødt til at lade Gud lede mennesker, igennem deres egen samvittighed, hvorvidt de kan og ikke kan gøre ting, som Bibelen ikke direkte taler om. Den plads er vi nødt til at give Gud og vore medmennesker. Men sjældent er det set, og det får ofte fatale konsekvenser, som vist med militærtjenesten, men ses også igennem det Styrende Råds indblanding i ægtefolkets levevis.

Ægteskabskontrol

Endnu et eksempel på hvordan menneskers syndige natur søger at undertrykke andre, vises igennem det Styrende Råds forsøg på ægteskabskontrol. En af advarslerne i Bibelen, handler om dæmoners lærdomme i de sidste tider, hvor løgnelærere i sit hykleri forbyder ægteskab (1. Tim. 4:1-3). Den romersk katolske moderkirke har i nogen grad efterstræbt dette, og forlangt cølibat hos sine præster. Raymond fortæller om Rutherford, der i en tale kaldt ”Opfyld Jorden” bekendtgjorde at ”arbejderklassen”, ”de andre får”, ikke måtte få afkom, før 1000årsrigets start:

”Disse »andre får«, den jordiske skare, skulle efter den forestående krig ved Harmagedon bo på jorden og opfylde den med retfærdigt afkom. Om dem sagde han videre:

»De maa finde Beskyttelse i Guds Organisation, hvilket viser, at de skal nedsænkes, døbes eller skjules i denne Organisation. Arken, som Noa byggede paa Guds Befaling, var et Billede paa Guds Organisation.«

Idet han påpegede, at Noas tre sønner øjensynligt først begyndte at frembringe afkom to år efter vandfloden, fortsatte Vagttårnspræsidenten nu henvendt til dem, der har et jordisk håb i vor tid:

»Er det da ret ud fra Bibelen for dem at indgaa ægteskab nu og begynde at sætte Børn i Verden? Nej, lyder Svaret, og det med Støtte i Bibelen....Det vil være langt bedre at være fri og uhindret af Byrder, saa de nu kan gøre Herrens Vilje, som han befaler, og at være uden Hindringer under Slaget ved Harmagedon.«”^[10]

JVs Styrende Råd, greb først i 1970erne ind i ægteskabets privatliv. Retningslinier for det seksuelle samliv blev offentligt fremsat, og medlemmer der brød med disse retningslinier stod i fare for at blive udstødt. Ægtefæller der rapporterede evt. overtrædelser af disse retningslinier, kunne blive set på med mildere øjne, da en angivelse ville vise anger hos personen, hvilket menneskeligt set kan være en motiverende faktor for at komme først med erkendelsen. Ægteskaber blev splittede, grundet Vagttårnets påførte samvittighedskvaler, der ingen begrundelse havde i Bibelen, og samtidig blev Ægteskaber ødelagt, hvor den ene part havde delagtiggjort sig i ikke-forbudt seksuelt samvær (decideret kønslig omgang, hvorved graviditet kunne forekomme) med anden kvinde, hvilket gjorde at ægtefællen ikke kunne lade sig skille.

Raymond Franz fortæller om dette på siderne 38-44, og han var den der skulle informere om disse regler. Fem år efter trak Rådet det hele tilbage, og Raymond måtte igen udarbejde en tekst, og Han skrev:

”...at eftersom der ikke foreligger nogen klar bibelsk vejledning, er dette et område hvor ægtefællerne selv må bære ansvaret over for Gud og at det ikke kan være menighedens ældstes opgave at føre kontrol med disse intime forhold i ægteskabet og foretage udstødelser udelukkende på grundlag af sådanne handlinger... Det er blot et udtryk for et oprigtigt ønske om at lade Bibelen være afgørende og at undlade at tage et dogmatisk standpunkt hvor der ikke synes at være tilstrækkeligt grundlag for det”^[11]

Heldigvis blev dette indgreb i ægteskabet fundet så fatalt, at det blev lavet om. Men regler som nægtelse af blodtransfusion, i tilfælde med død til følge, og militærnægtelse med fængsling til følge, har været sværere at lave om på, for som Raymond fortæller, så var Rådets tanke dels at hvis de ændrede regler nu, som mennesker havde lidt under i retfærdighedens navn, så ville det efterlade dem desillusionerede, og det bundede til dels i deres manglende vilje til at erkende at de ikke var ufejlbarlige.

”For at give et billede af de vanskeligheder, der kunne opstå, selv når en ændring af en tidligere regel blev foretaget, så lad os kaste et blik på det organisatoriske standpunkt med henblik på blødere og brugen af blodfraktioner (som f.eks. størkningsmidlet Faktor VIII) for at bringe en livstruende blødning under kontrol.

I mange år blev spørgsmål, sendt af blødere til hovedkontoret eller et af afdelingskontorerne, besvaret med, at dersom de kun modtog en sådan blodfraktion en gang, kunne det ikke anses for at være forkasteligt, men faktisk en »medicinsk behandling«. Men at gøre det mere end en gang ville blive en »madning « med sådanne blodfraktioner og måtte derfor betragtes som en overtrædelse af Bibelens forbud mod at spise blod.

Nogle år senere blev denne regel ændret. De medarbejdere, der arbejdede med at besvare breve, var klar over, at de havde sendt breve ud med den tidligere vejledning, og at blødere, der havde fået deres »engangs-indsprøjtning«, stadig måtte have den opfattelse, at hvis de gjorde det igen, ville det blive regnet for en overtrædelse af Bibelens ord. De kunne forbløde, hvis de holdt fast ved dette standpunkt.

Ledelsen var ikke stemt for at offentliggøre den nye indstilling på tryk, eftersom den gamle holdning aldrig havde været det, den var kun blevet meddelt til dem, der havde forhørt sig om den. Hvis den ændrede holdning skulle offentliggøres, ville det kræve en redegørelse for den tidligere indstilling og for, at den nu var forældet. Dette syntes ikke ønskværdigt. Korrespondenterne gik derfor deres arkiver omhyggeligt igennem for at finde navne og adresser på alle disse personer, og et nyt brev blev sendt ud til hver eneste af dem for at underrette dem om den ændrede holdning. Herefter følte korrespondenterne sig meget bedre tilpas.

Så kom de imidlertid i tanker om, at mange af spørgerne havde henvendt sig pr. telefon, og at de ingen optagelser havde af sådanne telefonsamtaler og derfor ingen muligheder havde for at vide, hvem disse spørgende blødere var. De vidste ikke, om nogen var døde i intervallet mellem den gamle og den ny regel, eller om nogen af disse, som de jo ikke var i stand til at kontakte, ville dø på grund af deres fastholden ved den gamle regel. Alt, hvad de vidste, var, at de havde fulgt instrukserne og været loyale og lydige mod deres foresatte i organisationen.” (side 90-91)

Stoltheden er frihedens og kærlighedens største fjende, og stoltheden er årsagen til hele verdens synd. Det var stolthed der fældede Satan selv (Ez. 28:14-17).

Mange vil i dag sige, grundet ændringer i fatale sager som ægteskabskontrol, at sådan er det ikke mere, og at alt er blevet bedre. Vagttårnet er blevet godt lederskab, og man har igen fundet tillid til deres guddommelige virke. Men sagen er, at identifikationen af de 144.000, som vagttårnets lederskab påstås at være en del af, er at de skal være fejlfrie - uden dadel, som Bibelen siger det.

De 144.000 beseglede

I 1935 begyndte Vagttårnet at undervise, som havde det altid været læren, at ”den kloge og tro tjener” som erstattede Russell, var et begrænset antal udvalgte, som siden år 33 e.Kr. var blevet føjet til. Den falske profet, Rutherford, var ophavsmanden til denne lære, og hvordan skulle vi kunne tro hans profetiske evner i denne sag, når han flere gange har vist at han er falsk - ikke én profeti kan fremsættes som værende sand og opfyldt (mere om det i næste afsnit). ”Hvad en Profet taler i HERRENS Navn, uden at det sker og indtræffer, det er noget, HERREN ikke har talt.” (5. Mos. 18:22). I 1935 var dette tal (144.000) opfyldt, påstod han, og der kunne ikke tilføres flere Jehova’s Vidner. Vagttårnet underviser:

”Jehova har etableret et begrænset antal, 144.000, som udgør den lille flok, og han har samlet den siden Pinsedag, 33 e.Kr. Det er logisk at kaldelsen af den lille flok måtte komme til en afslutning, når antallet nærmede sig opfyldelsen, og beviset er at den gennemgående samling af disse specielt velsignede sluttede i 1935.”^[12]

Fem år efter skrev Vagttårnet:

”Ved at give Jesu Kristi løskøbende offer, startede Gud med at samle de 144.000 for næsten 2.000 år siden, og indikationerne er at denne gruppe nu er komplet”^[13].

Bibelen har mange krav til identifikationen af de 144.000, og det jeg har fundet at identificere dem ved, er følgende:

De samles og besegles efter det sjette segl brydes (Åb. 6:12)
Ingen vind må blæse. Hverken Jorden, havet eller noget træ må skades, før de 144.000 er beseglet (Åb. 7:1-3)
De får Guds segl (Hans navn) på sine pander (Åb. 7:2, 4; Åb. 14:1)
De er Guds tjenere (Åb. 7:3) - på jorden.
Kun de mennesker der ikke har Guds segl på sig, må skades (Åb. 9:4), hvilket viser at de 144.000 er på Jorden, hvorfor det siges at det er de løskøbte fra jorden (14:3) - altså levende mennesker som udvælges på samme tid.
De 144.000 er udvalgt iblandt Israels børns tolv stammer (Åb. 7:5-8)
De vil gennemleve trængslen på jorden under Guds beskyttelse, og samles i Jerusalem, på Zions bjerg, når Jesus kommer fysisk igen (Åb. 14:1)
De synger en sang foran tronen (i det ny Jerusalem, der er kommet ned fra himmelen), som ingen anden kan lære (Åb. 14:3)
Det er mænd, som ikke har besmittet sig med kvinder (Åb. 14:4)
De er jomfruer (Åb. 14:4)
Af hele menneskeheden er de som Israels tolv stammer, udvalgt som førstegrøde (Åb. 14:4)
Der er ikke løgn i deres mund (Åb. 14:5)
De er dadelfrie / fejlfrie (Åb. 14:5)

Samtidig med at Vagttårnet på ingen måde opfylder disse Bibelske krav til de 144.000, så har de intet grundlag for at sige, at de 144.000 var fuldtallige i 1935. De aner ikke hvor mange der var føjet til igennem årene, som de skriver: ”I 1930’erne synes antallet af ’de kaldede og udvalgte og trofaste’, de 144.000, at være opfyldt. Vi ved ikke hvor mange af de salvede der blev samlet i det første århundrede, og fra ’ukrudtet’ igennem de mørke århundrede af kristendommens store frafald.”^[14] Alligevel kunne de vide at de 144.000 var samlet i 1935. Selvfølgelig vil de påstå, at de som de eneste med kontakt til himmelen, igennem Helligånden, har fået dette at vide fra Gud selv. Men Helligånden har inspireret Johannes til at vise os, at de 144.000 endnu ikke er samlet, for det vil først ske i trængslen, som endnu ikke er begyndt (se punkt 1 ved ”de 144.000”).

Hvis indsamlingen af de 144.000 startede i år 33 e.Kr., er der følgende uløselige problemer:

Der ville de sidste snart 2.000 ikke have rørt sig en vind, for englene skal holde vinden tilbage, indtil de er forseglet (se punkt 2 ved ”de 144.000”).
De 144.000 er nulevende jordiske mænd, hvilket vil kræve at der findes flere tusinde mænd på denne jord, der snart fylder 2.000 år.
Flere tusinde jomfruelige 2.000årige mænd,
som aldrig har været syge,
som aldrig har rørt en kvinde,
som har levet et fejlfrit liv uden at lyve,
som har Guds segl på sine pander,
og som kan spores tilbage til Israels tolv stammer.

Vagttårnet er hermed bevist ikke at være de 144.000. Men det primære bevis vil være, at de 144.000 ikke kan lyve - hvilket Vagttårnet er eksperter i. Alle løgnene om ”den kloge og tro tjener”, Abraham, Isak og Jakob’s opstandelse (som jeg viser dig senere), og her løgnen om identifikationen af de 144.000. Hvor mange fra Vagttårnet er:

af Israels stammer? (Åb. 7:5-8)
i stand til at synge en sang, som ingen anden kan lære? (Åb. 14:3)
jomfruer? (Åb. 14:4)
kvinder? (Åb. 14:4)
fejlfrie? (Åb. 14:5)
Har de aldrig løjet? (Åb. 14:5)
Har de Guds segl på sine pander - Hans navn? (Åb. 7:2, 4; 14:1)
Har de aldrig været syge, eller ude for ulykker? (Åb. 9:4)

Det er tydeligt at Vagttårnets medlemmer (Jehovas Vidner) ikke er iblandt de 144.000 udvalgte, hverken nu, eller når de udvælges i trængslen.

Når der tales om alder, så har Vagttårnet det store problem, at de mennesker der endnu er tilbage siden 1935, hvor de lukkede for tilførslen af mennesker til de 144.000, de er så gamle, at der snart ikke er flere levende tilbage. De skriver selv:

”Det meste af den sidste rest er ganske gamle, og over årene er antallet af dem som i sandhed er salvet blevet mindre”^[15].

Selvom de dog har åbnet op for at der vil være nogle af disse 144.000 der falder fra - på trods af at Bibelen siger de alle er beseglede og fejlfrie - så finder de det dog usandsynligt. Som de siger:

”Angående muligheden for at blive en ’født på ny’ erstatning så sent i tiden, så er der forståeligt nok kun meget få af disse resterende salvede der muligvis mister deres himmelske kald, ved at blive utro”^[16].

Vagttårnet har reddet skindet én gang, ved at lyve og vildlede mange til at tro, at Russell, ”den kloge og tro tjener”, blev erstattet af Vagttårnet. Hvem skal overtage tjenesten at give føde i rette tid, når Vagttårnet er uddødt?

Vagttårnet blev tvunget til at ændre sin lære igen, og sagde så i 2007 at:

”Som tiden er gået, har nogle kristne som er døbt efter 1935, fået et vidne født til sig, at de har det himmelske håb. Således...kan vi ikke fastsætte en specifik dato for hvornår kaldelsen af kristne til det himmelske håb slutter”^[17].

Det er jo en direkte løgn, i lyset af det der tidligere er sagt:

”Det er logisk at kaldelsen af den lille flok måtte komme til en afslutning, når antallet nærmede sig opfyldelsen, og beviset er at den gennemgående samling af disse specielt velsignede sluttede i 1935”¹².

Der er ikke bare tale om ”nogle kristne”. Antallet af udvalgte blandt de 144.000 er steget de sidste årtier, da unge mennesker har erstattet gamle, som er faldet fra. Vagttårnet skriver om disse gamle:

”Nogle har set at de deltog (i nadveren) med en følelsesmæssig respons på måske fysisk eller mental belastning. Men de indså at det de faktisk ikke var kaldet til et himmelsk liv. De bad om Guds nådefulde forståelse.”^[18]

Måden hvorpå der måles hvor mange af de 144.000 som lever i dag, er ved at tælle hvor mange der deltager i nadveren. Og her har Vagttårnet søgt at gøre sig ryggen fri, idet de skriver:

”Der er ingen grund til at nogen af os bekymrer sig om hvorvidt en person begynder at indtage symbolerne...Det er virkelig ikke op til os om nogen faktisk er blevet salvet med helligånden og kaldet til himmelsk liv eller ikke.”¹⁸

Problemet er nu bare, at så er det umuligt for JV at vide hvor mange af de 144.000 der er tilbage. Der kan være tusinder der deltager uden at være ”salvet”. I 1935 var der 27.006 der deltog i nadveren^[19], hvilket otte år senere blev justeret op med 25.459 deltagere, til 52.465^[20] - endnu et bevis for at JV intet kender til antallet af ”sande vidner”. Er dette tal sandt, så betyder det at siden år 33 e.Kr. er der kun blevet ”frelst” 91.535 mennesker, og pludselig i 1935 findes over 36% af alle 144.000 til stede på ét sted. Vagttårnet gentager:

”Vi ved ikke hvor mange af de salvede der blev samlet i det første århundrede, og fra ’ukrudtet’ igennem de mørke århundrede af kristendommens store frafald”¹⁴.

Vagttårnet har brugt det faldende antal af ”salvede” til at bevise, at vi lever i de sidste tider. I 1897 skrev Russell at ”Vor Herre, den udvalgte Konge, er nu til stede, siden 1874”^[21]. I 1914 ville Herrens Dag slutte, og omstyrtningen af verdenssystemet var allerede i gang i 1899^[22]. 1000årsriget begyndte i 1873^[23] og datoerne fortsætter. Uden tvivl har de været nødt til at holde fast i endetidslæren, og brugt det faldende antal ”salvede” som bevis - skønt Bibelen viser at alle 144.000 skal være i live i dag, om dette virkelig er endetiden. Men nu er de presset, for hvad gør de med eroderingen af Vagttårnet? De er nødt til at tilføre friske kræfter, og det kan de ikke gøre uden at lyve - et bevis for at Gud intet har med JV at gøre. I 2007 var der 9.105 der tog nadveren^[24], og året efter, i 2008, var antallet steget med 881 personer, til 9.986^[25]. På ét år er 881 udvalgte og salvede føjet til, hvilket enten betyder at: 1) ufattelig mange er faldet fra, selvom Vagttårnet siger at der er: ”meget få af disse resterende salvede der muligvis mister deres himmelske kald”¹⁶ 2) eller også svinder det markant i det antal frelste fra år 33 til 1935, 3) eller også er der mange falske JV - og uden tvivl er dette tilfældet der taler sandheden! Det er en rablende vanvittig situation Vagttårnet har bragt sig i! Igennem al denne ”brandslukning” fra Vagttårnet ses, at intet menneske af den ”udvalgte skare”, kan kalde sig udvalgt. De kan ikke vide om de falder fra. De kan ikke vide om de er frelst. Alle kan sige at de tilhører JV, for som Vagttårnet sagde:

”Det er virkelig ikke op til os om nogen faktisk er blevet salvet med helligånden og kaldet til himmelsk liv eller ikke.”¹⁸

Det er samme problematik med tanken ”en gang frels, altid frelst”, som fjerner enhver vished om frelsen, da et menneske kan have levet sit liv i tjeneste, med mirakler og undergerninger fra Gud, uden at være frelst. Læs evt. artiklen ”Den evige frelse”.

Vagttårnet er tvunget ud i den ene løgn efter den anden, fordi de ikke står i Bibelens sandhed, indblæst af den levende Gud, hvis Ord står fast (Sal. 119:89), og bliver for evigt (1. Pet. 1:25). Hos Ham er der ”ikke forandring eller skygge, der kommer og går” (Jak. 1:17), men Vagttårnet er evigt foranderligt.

Bøn, tilbedelse og økonomi

Hos særligt udvalgte og salvede hellige, må en forventning om bøn og tilbedelse være naturlig. At vedkende sig at man tjener og tilbeder den levende Gud, måtte være så naturligt, som at trække vejret. I hvert fald står de 144.000 ved sin lovsang (Åb. 14:3), så i og med at Vagttårnet forsøger at tilrane sig pladsen blandt disse, skulle man forvente at de naturligt fulgte Bibelens beskrivelse af dem. Men det er ikke sådan det er. Som alle andre sekter, så er økonomi en faktor der vejer så meget på vægtskålen, at om det kræver total omstrukturering af begreber og ordbrug, så er det blot en glæde at vedholde sig sin økonomi, og frakende sig sin Gud.

Raymond fortæller på side 110-111 i sin bog, at fordi den katolske kirke i al sin grådighed har høstet umådelig rigdom udmålt i jord og bygninger, så er der i den mexicanske forfatning indført forbud mod at alle religiøse organisationer må eje noget. Hvad gør man så i en religiøs organisation, som modsat Daniel, der på trods af lignende forfatning fortsatte med at tilbede Gud (Dan. 6:3-16), eller Johannes, der endte på fangeøen Patmos fordi han vidnede om Gud (Åb. 1:9), ikke elsker den levende Gud? Man kalder bare tingene noget andet, eller sagt på en anden måde, lyver for at fastholde sit skatkammer.

”Administrationen på Jehovas vidners hovedkontor har på grund af denne mexicanske lov for længe siden besluttet, at Jehovas vidner i Mexico ikke skulle præsentere sig selv som en religiøs organisation, men en »kulturel« organisation... Derfor taler Jehovas vidner i Mexico ikke om at holde religiøse møder eller bibelske møder, men derimod om at holde »kulturelle« møder. Ved disse møder er der ingen bønner eller sange, og det samme gælder også ved de store stævner. Når de arbejder fra hus til hus, medbringer de udelukkende Vagttårnets litteratur (som de siger, at Vagttårnsselskabet forsyner dem med »til hjælp for dem i deres kulturelle virksomhed«). De medbringer ikke Bibelen ved disse lejligheder, eftersom det ville vise, at de var engagerede i religiøs aktivitet. En gruppe af vidner i et givent område kaldes ikke en »menighed«, men en »forening«. De taler ikke om at holde dåb, men gør det under navn af at udføre »symbolet«

Denne »tvetungede tale« er ikke begrundet i, at man lever i et totalitært land, der undertrykker friheden til at tjene Gud. Den er hovedsageligt indført for at unddrage sig regeringens regulativer med henblik på religiøse organisationers besiddelse af ejendom. Man må heller ikke tro, at dette arrangement er noget, der stammer fra de mexicanske vidner selv; det er en ordning, der er udtænkt og sat i værk af det internationale hovedkvarter i Brooklyn.”

Enten er det Gud der lyver om egenskaberne hos de 144.000 udvalgte, eller også er Vagttårnet en løgner, der igennem løsagtighed, egennytte, splittelser og meget mere, misbruger oprigtige menneskers tro. Jeg kan ikke lade være med at gengive Raymonds egne ord:

”Det er derimod det, at mænd i magtfulde stillinger kan tillægge formodede »organisatoriske interesser« en så enorm betydning sammenlignet med almindelige menneskers interesser. Mennesker med børn, hjem og arbejde; personer, hvoraf mange gennem hele deres færd viser, at de er mindst lige så samvittighedsfulde i deres gudsforhold som hver eneste af de mænd, der som en retsinstans sidder og træffer afgørelser på deres vegne om, hvad der er indenfor samvittighedens grænser, og hvad der ikke er det.

Det er mænd i høje stillinger, der tiltager sig selv retten til at have divergerende opfattelser, men som kræver fuldstændig enighed af alle andre; mænd, der udtrykker mistro over for andres brug af deres kristne samvittighedsfrihed; men som forventer, at sådanne andre skal nære ubetinget tiltro til dem og deres beslutninger, samtidig med at de bevilger sig selv ret til at bruge deres samvittighed til at lade ulovlige manøvrer og oplagte fordrejelser af kendsgerningerne gå upåtalt hen.

Det er mænd i høje stillinger, der - fordi flytning af en stemme reducerer et flertal fra 66? % til 62½ % - er villige til at opretholde en fremgangsmåde, der kan forårsage, at andre mænd arresteres, bliver skilt fra familie og hjem i månedsvis, ja, endog bliver sendt i fængsel i flere år; selv om disse mænd måske ikke kan se det bibelske grundlag for den fremgangsmåde, de bliver bedt om at følge, og i nogle tilfælde endda tror, at denne fremgangsmåde er forkert.

Det er mænd i høje stillinger, der betjener sig af en fremgangsmåde, der opfordrer almindelige mennesker til at nægte at betale et lovligt gebyr til den organisation, der faktisk er den regerende magt i landet, selv om de ved denne fremgangsmåde stiller mænd, kvinder og børn overfor tabet af deres hjem og jord, prygl, tortur, voldtægt og død - medens de samtidigt siger til mennesker i et andet land, at det er i orden at bestikke embedsmænd til at udstede et kort, der falskeligt erklærer, at de har fuldført deres militærtjeneste og nu står i hærens første reserve.” (Side 112-113)

Jesu genkomst

Jeg tror at alle kender til påstanden om, at Jesus efter Vagttårnets overbevisning skulle komme i 1914. Betydningen af dette er, at fordi Vagttårnet efter eget udsagn er den ”kloge og tro tjener”, den eneste instans som Gud kommunikerer direkte med, så må det være Jesus selv der har talt og informeret om sit komme i 1914. Der er mange datoer, datoer som Russell anså for værende: ”Guds årstal, ikke vores” (side 137). Jeg vil ikke gennemgå denne påstand i detaljer, men jeg vil vise syv punkter med tydelige forventede forandringer, som skulle være etableret i 1914. De færreste ved dog, at denne tanke ikke oprindeligt kommer fra Vagttårnet, eller rettere, den første ”kloge og tro tjener”, Russell, men fra bladet ”Herald of the Morning” (vol.7, nr. 1), udgivet af Adventisterne i 1878, med N. H. Barbour som udgiver. Russell erkender tilmed selv dette, i Vagttårnets blad fra d. 15. juli, 1906^[26]. Men det er ikke alt. Forsiden af dette blad^[27] viser, at ingen anden end C. T. Russell er medredaktør på det adventistiske blad. Her er forsiden, redigeret af mig, for at fremhæve ovennævnte:

Men nu til de syv ”profetiske” punkter, som skulle være opfyldt i 1914:

Guds Kongedømme vil have fået fuld, verdensomfattende rådighed.
Jesus vil være til stede som Jordens nye hersker, og Han vil slå de hedenske riger i stykker.
Kort inden 1914, vil den sidste person i Kristi menighed blive forherliget som medarving, og regere med Kristus. Grunden til det sker kort forinden, det er at Jesu kongerige ikke kan etableres uden alle menighedsmedlemmer er til stede.
Jerusalem skal ikke længere nedtrædes af hedninge, man skal rejse sig til hæder.
Israels blindhed (i forhold til Jesus) fjernes, da den kun skulle vare ind til hedningenes fylde var kommet ind (Romerne. 11:25)
Den store trængsel, en trængsel så stor som aldrig har været siden der kom folkeslag til, vil nå sit toppunkt.
Men inden trængslens afslutning (i 1914), vil Guds kongedømme være på jorden og tilintetgøre jordens hedenske kongemagter, jern- og lerfødder (Dan. 2:34), som er den hedenske verdens retslige og kirkelige magter.^[28]

Der er ingen tvivl om, at ikke ét af disse punkter blev opfyldt i 1914. Jesu kongedømme vil afstedkomme at ”Ulven skal gå hos Lammet, Panteren hvile hos Kiddet, Kalven og Ungløven græsse sammen, dem driver en lille Dreng. Kvien og Bjørnen bliver Venner, deres Unger ligger Side om Side, og Løven æder Strå som Oksen; den spæde skal lege ved Øglens Hul, den afvante række sin Hånd til Giftslangens Rede.” (Es. 11:6-8), en ung dør som 100årig (Es. 65:20).

Hvis Jesus var kommet tilbage, ville Han være dommer i Jerusalem, og ”Der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland; thi Landet er fuldt af HERRENS Kundskab, som Vandene dækker Havets Bund” (Es. 11:9). Tværtimod har verden set eskalerende krig og vold i Israel, og verden står nu i kø for at opdele Israel i to stater, og gøre den sidste rest af landet internationalt. I den grad nedtrædes Jerusalem den dag i dag af hedningene, og kontrolleres endvidere af verdslige ”kongemagter”.

Langt størstedelen af Israel ryster sin vrede hånd imod alle, der nævner navnet Jesus. Den samme jødiske vrede der dræbte Jesus, dræber kristne i dag. De jødiske mænd og kvinder som i dag giver sine liv til Jesus, oplever trængsel i Israel. Israels blindhed, er absolut ikke fjernet, som resultat af hedningenes fylde.

Der er intet i alle disse profetiske punkter, som holder stik. Det hele er løgn, og et bevis for at den gud der taler til Vagttårnet, ikke er Bibelens Gud. Vagttårnet har som forventet af en hvilken som helst løgner, forsøgt at redde skindet. Skrivelserne, siges der i denne redningsaktion, inkl. de syv ovenstående punkter, var ment til at læseren skulle bevare sindet åbent^[29]. Med andre ord: tillagde nogen den ellers utvetydige betydning i artiklerne en specifik forståelse, som aldrig var tiltænkt, var det læserens fejl.

Ikke én af Russell’s mange profetier gik i opfyldelse, og folket blev skeptiske. Efter hans død forsøgte næste skud på stammen, Joseph Franklin Rutherford, at holde ”den store skare”, det menige vidne, fast i organisationen. Han rykkede 1914 begivenhederne til 1918, og skrev i sin bog ”Den fuldbyrdede hemmelighed” at:

”I året 1918^[30], naar Gud giver sig til for Alvor at ødelægge Kirkerne, og deres Medlemmer dør i Millioner, saa skal nogle af de undkomne vende sig til pastor Russells Bøger og deraf lære at forstaa Meningen med »Kristendommens« Omstyrtelse...Pastor Russells Stemme har været stum i Døden. Endnu er hans Røst stum i Sammenligning med, hvad den senere vil blive. Paa Revolutionens og Anarkiets Tid, skal han tale, han skal da ikke længere være stum over for dem, som undslipper Ødelæggelsen. Pastor Russell skal blive et Tegn for dem. Han skal fortælle dem Sandheden om Guds Bestemmelser med Trængslen, naar de undersøger hans Bøger, som i Millionvis er spredt ud over Kristenheden. Hans Ord skal blive et Haabets Tegn for dem, som sætter dem i Stand til at se den lyse Side af Skyen.”^[31]

Det er direkte blasfemisk tale, der erstatter Guds Ord med Russells, og giver Guds ære til Russell. Tilmed skrev Rutherford at igennem Russells bøger skulle folket kende at ”jeg er Herren”. Russells ord havde vist sig løgn, allerede før han døde, og alligevel forsøgte Rutherford at redde Vagttårnets røgte, og stoppe løgnen yderligere dybt ind i Guds mund, og forsikre at denne beviste løgn to år efter ville fortælle folket sandheden.

Når man mister kærligheden til sandheden, som tusinder i ”den store skare” har mistet, så er kraften i løgnen så enorm, og på trods af alle fysiske beviser for falsk profeti, blev ”den store skare” hængende som rådne frugter på et dødt træ. Det er hårdt sagt, det ved jeg, men disse folk har kort tid til at omvende sig til Jesus. Deres evighed er i fare, fordi de ikke lytter til de åbenlyse kendsgerninger. Vagttårnet er afsløret som en falsk organisation, der håner Gud og sætter sine egne ord, over Guds Ord, og Gud viser ikke ”den store skare” nåde, om ikke de finder kærligheden til sandheden.

Vagttårnet har opfundet et koncept de kalder ”Herrens anden nærværelse”, som går ud på at Jesus er kommet tilbage, men usynligt, hvilket skete i 1874. Der findes intet Bibelsk i denne påstand, selvom mange vers vil blive fremsat som bevis - det er klart. Alle der går imod denne lære, mener Vagttårnet, vil føre til ”forkastelse af Gud og vor Herre Jesu Kristus og det blod, hvormed vi blev købt”^[32].

Beviset for at Jesus nu er her, giver Rutherford i sin bog ”Guds harpe”, og beviserne er disse:

”Det var i året 1874, datoen for vor Herres anden tilstedeværelse, at den første arbejdsorganisation blev oprettet i verden. Fra dette tidspunkt frem, har der været en fantastisk forøgelse af lys, og opfindelserne og opdagelserne, er for mange for os at nævne alle her, men her nævnes nogle af dem, der er kommet frem siden 1874, som yderligere bevis for Herrens tilstedeværelse siden denne dato: Tilføjelse af maskiner, fly, aluminium, antiseptisk kirurgi, kunstige farvestoffer, automatiske koblinger, biler, pigtråd, cykler, karborundum, kasseapparater, celluloid, korrespondance skoler, fløde separatorer, Darkest Afrika, skive plove, guddommelige plan for tiderne, dynamit, elektriske jernbaner, el-svejsning, rulletrapper, ildfrie komfurer, gasmotorer, høstmaskiner, lysende gas, asynkronmotorer, sættemaskiner, kopimaskiner, monotypetryk, film, Nordpolen, Panama-kanalen, Pasteurisering, jernbane-signaler, Røntgen stråler, sko symaskiner, røgfrit krudt, Sydpolen, ubåde, radium, skyskrabere, undergrundsbaner, talende maskiner, telefoner, skrivemaskiner, støvsugere, og trådløs telegrafi.”^[33]

Der er da ingen tvivl om, at Vagttårnets Gud, er menneskets intellekt. Russell vil igennem sine bøger tale til folket i den sidste tid, selvom Bibelen siger at det gør Gud igennem Jesus (Hebr. 1:2), og menneskets opfindelser gør de til Jesu påvirkning, selvom Bibelen siger at kundskaben skal blive stor, inden Jesu genkomst (Dan. 12:4).

Den eneste måde der er tilbage at styre ”den store skare” på, efter alle disse ubeskriveligt tåbelige påstande, er igennem frygt, at man ved modsigelser fornægter den levende Gud. Sikke noget forbandet vrøvl. Forbandet er, og bliver det, tillige med alle frivillige tilhængere. OG det siger jeg i kærlighed til de arme mennesker, der er fanget af løgnen. Måtte Sandheden dog sætte dem fri...

Abraham, Isak og Jakobs opstandelse

I 1920 skrev Joseph Franklin Rutherford (Vagttårnets 2. formand) en bog, som hed ”Millioner der lever nu vil aldrig dø”. Her skriver han:

”...og da skrifterne med sikkerhed fæstner det faktum at der vil være en opstandelse af Abraham, Isak og Jakob og andre rettroende fra gammel tid, og at disse vil få den første gunst, kan vi forvente at 1925 vidner om tilbagekomsten af disse rettroende mænd fra Israel, fra tilstanden som død, til genopstandelse og fuldt genoprettet til fuldkommen menneskelighed, og blive de synlige lovmæssige repræsentanter for den nye orden for sagerne på jorden.”^[34]

Da denne profeti viste sig som løgn, forfattede Rutherford otte år efter, i 1928, endnu en bog hvor han erklærede at disse tre værdige ville komme tilbage inden for relativt kort tid^[35].

Fjorten år efter, I 1942 (året hvor Rutherford døde), udgav Vagttårnet et dokument der fortalte at der i 1930 var blevet bygget et hus i San Diego, kaldt Beth-Sarim, som på Hebræisk betyder ”Prinsernes Hus”. Dette hus var holdt i forvaltning til Abraham, Isak og Jakobs indflytning, når de kom tilbage^[36].

I 1975, da yderligere 33 år var gået uden nogen opstandelse af gammeltestamentlige hellige, gik Vagttårnet til bekendelse og fortalte at Beth-Sarim blev bygget i 1929, til den syge Rutherford, der havde problemer med lungerne, og blev derfor tilskyndet til at bo i Californien, på grund af det gode klima^[37]. Sidst i 1940’erne, ca. 20 år efter Beth-Sarim blev bygget, blev det solgt uden nogen yderligere bekendtgørelse.

Her er både profetiske og jordiske ord beviseligt løgn. I mindst 25 år (fra ca. 1949-1975) vedblev Vagttårnet i løgnen om Beth-Sarim - på trods af at huset ikke længere var deres. Det var ikke bygget til Abraham, Isak og Jakob, men til lederen af Vagttårnet. Abraham, Isak og Jakob kom ikke tilbage i 1925, og heller ikke inden for relativt kort tid. Når disse to profetier er løgn, og der ingen fortrydelse er at spore ved løgnen igennem årtier, hvordan kan man da stole på andet materiale der præsenteres af ”Guds” repræsentant og salvede, ”den kloge og tro tjener” - Vagttårnet?

I 1993 forsøgte Vagttårnet at helbrede det anselige sår, som de fik pådraget sig igennem alle disse løgne, og skrev til de nedslåede af ”den store skare” om 1925 profetien at: ”Dette synspunkt blev justeret i 1950, da yderligere studie af Skrifterne indikerede at disse af Jesu jordiske forfædre ville genoprejses efter Armageddon. Se ’Vagtårnet’, 1. november, 1950, side 414-17.”^[38]

Vagttårnet taler altså ikke med ord fra Gud, men må som alle andre mennesker studere Ordet. Hvorfor da underlægge sig denne voldsomme fejlbarlige gruppe, når Gud selv siger: ”I har en salvelse fra den Hellige og har alle indsigt... Og den salvelse, som I selv fik af ham, bliver i jer, og I har ikke nødig, at nogen skal lære jer; men hvad hans salvelse lærer jer om alt, er også sandt og ikke løgn; bliv altså i det, som den har lært jer.” (1. Joh. 2:20, 27). Johannes siger dette af én årsag, nemlig for at advare om dem, der fører os vild: ”Jeg har skrevet dette til jer om dem, som fører jer vild” (1. Joh. 2:26). Hans løsning på denne vildfarelse er som citeret, at blive i det, som Helligånden (salvelsen) har lært os - dvs. blive i Guds Ord - i (og ikke kun i samhørighed med) Kristus.

Frelse

Ifølge Vagttårnet, er der to typer håb om frelse. Der findes et himmelsk håb, og et jordisk håb. Det himmelske håb, er forbeholdt én gruppe, nemlig de 144.000, som ifølge Vagttårnet, modsat Bibelens forklaring, gennemgået i afsnittet ”De 144.000 beseglede”, vil være med Gud i himmelen. For underklassen er der skænket det jordiske håb, som er et håb om at komme ind i fredsriget på jorden.

Det betyder, at ”den store skare” ikke behøver hverken Helligånd eller frelse. Som sagt i begyndelsen af denne artikel, så mener de vidner, der ser sig selv som en del af den store skare, at de ikke frelses i dette liv, men muligvis, om alt går som håbet, efter dette liv. De mener at når der står, at den som tror skal blive frelst, betyder det at vi ikke er frelst endnu, men bliver det (skal blive det) engang. Men det er ikke sådan Bibelen lærer os det.

Raymond fortæller, at Vagttårnet mener at Romerne. 8:16-17 adskiller disse to grupper, de 144.000 og ”den store skare” (side 203). Men det er bestemt ikke det, der i sammenhæng tales om. Paulus taler om to typer mennesker, to grupper: 1) dem der følger kødet, og 2) dem der følger Ånden. ”Den store skare” anses af Vagttårnet ikke for at vandre efter kødet - og det gør skaren heller ikke selv, så med frelse for øje, er der kun én gruppe tilbage, og det er dem der vandrer efter Ånden.

Spørgsmålet der skal belyses er nu, til hvem Paulus taler i sine breve, når han omtaler frelsen. Taler han om de udvalgte 144.000, eller en anden gruppe, ”den store skare” - eller taler han om troende generelt? Hvis gruppen der lever efter kødet, er ”den store skare”, så er håbet ikke frelsen, men jf. Romerne. 8:13, døden. ”Den store skare” har trods alt, ifølge Vagttårnet, et jordisk håb om frelse, og derfor kan de kun høre til den gruppe Paulus taler om, som følger Ånden, dvs. at Paulus kun kan tale om troende generelt. Dermed ikke sagt at ”slaveskaren” hos JV har fået Helligånden. Det har de ikke, for de følger ikke Ånden, men Vagttårnet, som igennem sin vranglære udgyder vildfarelsens ånd.

De som følger Ånden, og derved har et håb om liv, følger af én eneste årsag - at de har fået Ånden. Selv Vagttårnets egen bibel siger at ”Hvis nu hans ånd som rejste Jesus fra de døde bor i jer, vil han der oprejste Kristus Jesus fra de døde også gøre jeres dødelige legemer levende gennem sin ånd, som bor i jer” (Romerne. 8:11). Paulus gør det altså klart her, ikke blot hvis Guds Ånd bor i os, men fordi den gør det, så skal vi levendegøres. Han spørger tilmed: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer?” (1. Kor. 3.16). Dvs. at før alle de vidner fra den såkaldte ”store skare” skal kunne blive levendegjort, så kræves det at de har Guds Ånd i sig. Der er tusindvis af JV som er døde. Hvis de skal have noget håb om det, Vagttårnet kalder ”jordisk håb”, så skal de være blevet frelst mens de levede, have fået Guds Ånd, for at kunne genopstå.

Hvad betyder det at have Helligånden i sig? Paulus taler om Ånden som et segl, og det leder med det samme et vidne, der bekender sig til ”den store skare”, til at tænke på de 144.000. Paulus siger: ”ja, i ham blev også I, da I kom til troen, beseglet med Helligånden, som var forjættet os” (Ef. 1:13). Vi har lige set, at Paulus taler til troende generelt, og her ses igen, at Paulus taler til dem, der ”kom til troen”, de er beseglet med Helligånden. Alle troende har fået Helligånden som pant på frelsen. Paulus siger at Gud: ”har sat sit segl på os og givet os Ånden som pant i vore hjerter” (2. Kor. 1:22), selv jf. Vagttårnets bibel: ”som forskud på vor arv” (Ef. 1:14).

Hvilken arv er der tale om? Paulus forklarer at ”når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger” (Romerne. 8:17), og arven er håbet om frelsen, at vi ”i håbet skulle blive arvinger til evigt liv” (Tit. 3:7). Vagttårnet vil her henvise til de udvalgte 144.000’s himmelske håb, men Jakob gør det klart at det handler om at være ”arvinger til det Rige, han har lovet dem, der elsker [Ham]” (Jak. 2:5).

Hvilket rige? Riget er igennem Bibelen en betegnelse for Kristi og Guds kongerige, dvs. dels det jordiske rige, 1000årsriget, men også evigheden, da Jesu herredømme aldrig vil ende (Dan. 7:27 ; Åb. 11:15). Det at være arving handler altså om at være arving ril 1) evigt liv, og til 2) Kristi evige kongerige.

Altså er den troende beseglet med Helligånden, som pant på vor arv, der er det evige liv.

Men betyder det, at have Helligånden, at man er blevet frelst? Det er allerede blevet os vist, at Ånden er en pant, på vores frelse. De der har Ånden i sig, altså alle som tror, de er altså frelst. Jesus taler om riget, altså vores arv, som Helligånden er vores pant på, at ingen kan se dette rige, uden at blive født på ny (Joh. 3:3). Denne på ny fødsel er, som Vagttårnet har valgt at gengive det, noget der sker som følge af Ånden (Joh. 3:6). Den græske tekst gør det klart, at på ny fødslen er af Ånden, og ikke blot som følge af Ånden.

Altså, så fødes vi på ny af Ånden, Ånden der som et segl er pant på vores arv, det evige liv. At blive født på ny, gør os til børn af Gud, som vi kødeligt set er børn af vore forældre. Og for at gentage Paulus: ”når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger” (Romerne. 8:17). Vi ER børn. Det er ikke noget vi bliver. Vi er det, når vi får Ånden!

Paulus taler ikke til hverken Vagttårnet eller de 144.000 - han taler direkte til de hedenske menigheder, Romerne, menigheden i Efesus og Korint. Johannes taler ligeledes til de troende, og siger: ”I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er” (1. Joh. 3:2). Betydningen af denne sandhed er, at de troende nu, i dette jordiske liv, er Hans børn, dvs. vi er blevet frelst, og selvom det ikke ses endnu, så skal vi blive som Jesus.

At være i Kristus

Vagttårnet søger at skjule læren om frelsen, i sin bibel, og fjerner læren om at vi er i Jesus, og Han i os (Joh. 14:20). Vi skal stilles ved siden af Jesus og ikke være i Ham, for når vi er ved siden af Ham, så kender Han os ikke, og vi går fortabt. Vi skal fødes ind i Guds Rige, på lignende måde som vi blev født ind i denne verden. Alle passager der fortæller at vi er i Kristus, er af Vagttårnets Bibel ændret, så vi kun er i samhørighed med Ham. Både Joh. 14:20 og Jesu ypperpræstelige bøn 17:23 er ændret: ”jeg er i samhørighed med min Fader og I er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med jer...Jeg i samhørighed med dem og du i samhørighed med mig for at de må blive fulkommengjort til ét”.

Det er Vagttårnets mening og falske lære, der kommer til udtryk, og ikke det, Bibelen faktisk siger. Men Guds Ord kan ikke ødelægges, og Vagttårnet fælder sig selv, allerede i fortolkningen af selv samme vers. At være i samhørighed korresponderer ikke med at være ét (se også Joh. 17:21, 22). Samhørighed betyder at have meget tilfælles, men ikke at være ét, som Jesu bøn kræver.

Det græske ord for ”i” (Vagttårnets ”samhørighed”) er ”en”, som betegner en fast position, i tid, sted eller som en tilstand. Ordet er brugt 2.128 gange i det Ny Testamente, og kun når det har med Jesus at gøre, ændrer Vagttårnet det til ”samhørighed”. Her er et par eksempler, hvor Vagttårnet anerkender rette brug af ordet:

Jesus blev undfanget i Maria, ikke i samhørighed med Maria (Matt. 1:20)
Jesus blev født i Betlehem i Judæa, ikke i samhørighed med Betlehem eller Judæa (Matt. 2:1)
Folket sad i mørke, i dødsskyggens land, ikke i samhørighed med mørket eller landet (Matt. 4:16)
I begyndelsen var ordet, ikke i samhørighed med begyndelsen (Joh. 1:1) - jeg kommer tilbage til dette vers senere.

Der er hundredvis af andre eksempler, hvor Vagttårnet accepterer den rette oversættelse af ordet. Men Guds Ord kan ikke brydes (Joh. 10:35, KJV), og Vagttårnet laver i sin bibel, i Ef. 1:23 en afgørende fejltagelse, da de klart og tydeligt åbenbarer at menigheden er Kristi legeme og Hans: ”fylde, [han] som fylder alt i alle”. Også i Joh. 4:14, er der også en fatal fejltagelse (efter deres lære), hvor de skriver: ”Den som drikker af det vand jeg giver ham, vil aldrig i evighed blive tørstig, men det vand jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv”. Et andet sted siger Jesus (efter Vagttårnets ord): ”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig skal afgjort ikke sulte, og den der tror på mig skal afgjort aldrig tørste” (Joh. 6:35).

Hvad siger Jesus i disse passager? Han er livets brød, og det kan ikke dementeres at Han ligeledes er livets vand. Dette vand og brød repræsenterer Jesus, som er i os, ikke kun i samhørighed med os. Jesus sagde om brødet og vinen (Matt. 26:29) ”Tag dette og spis det; dette er mit legeme... Drik alle heraf; thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt. 26:26, 27-28). Paulus understreger denne lære (1. Kor. 11:29). Dermed omfavner jeg ikke den romersk katolske transsubstantionslære, hvor nadveren er Jesu fysiske kød og blod. Men jeg siger at brødet og vandet er et symbol på at Jesus er i os.

Altså er det levende vand Jesus, som er i os, ikke i samhørighed med os. At få det levende vand er ensbetydende med at få evigt liv, hvilket som gennemgået i afsnittet ovenfor, er ensbetydende med at få Ånden i sig. Men ingen kan se Guds rige (det evige liv), uden at blive født på ny, dvs. få Guds Hellige Ånd. Det betyder at Vagttårnets ”slaveskare” ikke på nogen måde kan opnå evigt liv i Guds jordiske rige, uden at få det påkrævede, nemlig Guds Ånd, panten på vores frelse. Det leder os tilbage til Ef. 1:13-14, der taler om, at i Jesus forsegles vi med Helligånden. Jeg har nu vist at Vagttårnet misbruger Guds Ord, til at holde ”den store skare” fra frelsen i Jesus, og i denne passage har de valgt at ændre Guds tale således at Han nu siger: ”Men også I satte jeres håb til ham efter at I havde hørt sandhedens ord, den gode nyhed om jeres frelse. Ved hjælp af hamblev også I, efter at I havde fået tro, beseglet med den lovede hellige ånd, som er forskud på vor arv, for at [Guds] ejendom kan udfries ved hjælp af en løsesum, til hans herlige pris”.

Bibelen underviser ikke at det er ved hjælp af det levende vand, i samhørighed med Kristus vi frelses. Men det er ved at drikke det levende vand og spise det levende brød (få Helligånden og blive født på ny), hvilket i os giver evigt liv.

Vagttårnet underviser som sagt, at den store skare ikke er frelst, men skriver som vist i sin egen Bibel at: ”Ved hjælp af ham blev også I, efter at I havde fået tro, beseglet med den lovede hellige ånd”. Altså - efter at have fået troen på Jesus, blev vi beseglet.”Vidnerne” påstår at frelsen erhverves efter dette liv, men Vagttårnets bibel siger at det sker idet troen findes. Også i Romerne. 5:1 erkender Vagttårnet, at sådan er det: ”Lad os derfor, nu da vi er blevet erklæret retfærdige som følge af tro, have fred med Gud gennem (ikke i samhørighed med)Jesus, gennem hvem vi også har opnået ved tro at få adgang til den ufortjente godhed hvori vi nu står”. Løgnen holder ”slaveskaren” fra denne fred, og underforstået glæde, at have frelsens vished, eller som Paulus siger det ”troens fulde vished” (Hebr. 10:22). Det smerter oprigtigt mit hjerte at erfare, at der findes mennesker, der bevidst holdes ude af frelsen. Håbet og visheden om fred med Gud skjules, selvom det er lige foran dem. Hvilken ondskab der er opfostret i Vagttårnet... Da vi fik troen, da blev vi helligede og retfærdiggjorte (1. Kor. 11:6). Ved troen er vi Hans børn, Guds arvinger og Kristi medarvinger (Romerne. 8:17). Vi er ikke længere trælle men sønner (Gal. 4:7 fordi vi er født på ny).

Alle de steder Vagttårnet forfalsker Guds tale, og indsætter ”i samhørighed med”, kan vi med god tro og samvittighed tilbageføre ”i”, som Skrifterne altid har sagt det. Vagttårnet anerkender selv ufrivilligt dette, da de ikke selv forstår sandheden i en sådan grad, at de konsekvent kan ødelægge den. F.eks. i 1. Pet. 3:15: ”Men I skal hellige Messias som herre i (græsk ”en”) jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i(græsk ”en”) jer”. Ups. Hvilket håb er i os? Hvis ikke vi fødes på ny, får det levende vand og brød og derved Helligånden i os som pant, så er der intet håb.

Jesus og ærkeenglen

Sammen med læren om at være i samhørighed med Jesus, og ikke i Ham, så underviser Vagttårnet også, at Jesus er ærkeenglen Mikael ^[39]. Det er af yderst vigtighed at kende hvem Jesus er, for som Jesus selv sagde: ”Derfor sagde jeg til jer, at I skal dø i jeres synder; thi hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder” (Joh. 8:24). Både King James versionen, og Vagttårnets version anerkender at der er tilføjet et hhv. ”Ham” (KJV) og ”den jeg er” (Vagttårnets ord) for at lette læsningen. Egentlig siger Jesus at: ”hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder”, og det er altafgørende at vi tror det rigtige om Jesus. Hvem er du, spørger jøderne og Jesus svarer ”Just det, som jeg siger jer” (Joh. 8:25).

Et af Vagttårnets argumenter for at Jesus er Mikael er dette:

”Guds ord omtaler Mikael som „ærkeengelen“, det vil sige „den øverste engel“, eller „overengelen“. (Judas 9) Læg mærke til at ordet ærkeengel står i bestemt form. Det tyder på at der kun er én ærkeengel. I Bibelen forekommer udtrykket „ærkeengel“ altid i ental, aldrig i flertal.”³⁹

Ærkeengel fremgår to gange i det Nye Testamente, i 1. Tess. 4:16 og Jud. 1:9. Begge gange er ærkeengel ganske rigtigt i ental. Men at antage, at der derfor kun er én ærkeengel, kræver noget af et vovemod. Heldigvis er der information at hente i Bibelen, selv i Vagttårnets bibel, da de som tidligere sagt tilsyneladende ikke selv har forstået Guds Ord til fulde, så de kunne ødelægge det konsekvent.

Da englen som havde stået perserrigets fyrste imod kom til Daniel, fortæller han følgende: Perserrigets Fyrste stod mig imod i enogtyve Dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp (Dan. 10:13). Mikael er altså én af de ypperste fyrster, hvilket ærkeengel betyder (ærkeengel = øverste engel), hvilket vil sige der er flere ærkeengle, i gruppen af øverste engle.

Men er Jesus en engel?
Jesus er den enbårne Søn, som Vagttårnet i Joh. 3:16 kalder: ”sin enestefødte søn”. Det vil sige der ikke er andre end Jesus - Han er enbåren. Mikael er derimod, som vist, én blandt flere, og bibelen forklarer at gudesønnerne, eller Guds sønner er englene, deriblandt Satan (Job. 1:6, 2:1), som blev skabt som en kerub (Ez. 28:14) - lige som de engle der var over sonedækket over pagtens ark (2. Mos. 25:17-21). Englene er Guds sønner, men Jesus er den enbårne søn og kan ikke være med i engle-klassen.

Paulus taler om Jesus og siger:

”Og han er blevet så meget mere ophøjet end englene, som det navn, han har arvet, er over deres. Thi til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: »Du er min Søn, jeg har født dig i dag?« og et andet sted: »Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn?« Og når han igen lader sin førstefødte komme til jorderig, siger han: »Og alle Guds engle skal tilbede ham.« Og medens han om englene siger: »Sine engle gør han til vinde og sine tjenere til ildslue,« siger han om Sønnen: »Din trone, o Gud! står i evighed fast, og retfærds stav er din kongestav.” (Hebr. 1:4-8)

Vagtårnet drejer den græske tekst fuldstændig og siger: ”Gud er din trone i evighedens evighed og dit riges scepter”. Det samme gør de ved Sal. 45:6-7, hvorfra Paulus citerer. Gud er ikke en trone eller et scepter. Den græske tekst siger ord for ord: ”Tronen din Gud til evigheden evighedens”. Det kan ikke vendes rundt som Vagttårnet gør det. Skulle man gøre det, så ville Jesu Gud være tronen, og gøre Jesus skyldig i at have andre Guder. Alle Bibler har til alle tider oversat teksten korrekt. I kapitlet underviser Paulus om hvem Jesus er, og siger det lige ud, om Sønnen siger han: ”Din trone, O Gud”. Gud er Jesus! Jesus er Gud! - ”Jeg og Faderen er ét” (Joh. 10:30).

Vagttårnet anklagede læren om Russell som ”den kloge og tro tjener”, for at være dyrkelse af skabningen - afgudsdyrkelse - formentlig i afmagt, for at Vagttårnet som domæne skulle kunne fortsætte. Men de underviser selv at Jesus er Mikael, som jeg har vist er én blandt mange, og hvad er tilbedelse af Jesus (Mikael) da? Det er afgudsdyrkelse. Nogle af Vagttårnets arbejdere vil da sige, at de ikke tilbeder Jesus, for det er forkert. Til det må siges, at efter Jesu opstandelse blev Han tilbedt, uden at afvise tilbedelsen (Matt. 28:9-10). Engle tillader ikke at blive tilbedt, som eks den engel hvorigennem Jesus taler til Johannes (Åb. 19:10), men om Jesus står der: ”hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre” (Fil. 2:11). Jehovas Vidner er også inkluderet i ”hver tunge”, og selvom de ikke vil tilbede Jesus nu, så kommer de som alle andre til at bøje sig for Ham. Som Hebr. 1:6 viser os, så skal også alle Guds engle tilbede Jesus, på Guds befaling. Gud ville bryde sin egen lov (2. Mos. 20:3 ; 5. Mos. 5:7), hvis Han bød alle, endog englene, at tilbede Jesus - medmindre Jesus er Gud. Gud gør det klart, at: ”Jeg giver ej andre min Ære” (Es. 48:11). Vagttårnets ord siger: ”Nej, til ingen anden giver jeg min herlighed”, men når Jesus kommer igen, kommer han ”i sin Faders herlighed” (Matt. 16:27), som ligeledes er Menneskesønnens, dvs. Jesu egen herlighed (Matt. 25:31).

Skulle man vælge at overhøre al dette bevis, ville man måske være i stand til at sige, at Mikael fik et nyt navn, som eks. Abram, Saraj og Saulus. Det var sådan de ”vidner” jeg talte med forsvarede sig. Mikael, sagde de, blev Guds frelse, og fik navnet Yahshuah, som betyder ”Gud frelser”. Hverken Abraham, Sarah eller Paulus fik sit gamle navn tilbage, men er Mikael blevet til Jesus, så har han, som den eneste, fået sit gamle navn tilbage igen. I Dan. 12:1 får Daniel at vide: ”Til den Tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit Folks Sønner, og en Trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin Mage, så længe der var Folkeslag til”. Jesus lader i Åb. 12 Johannes se Israels historie, igennem et kortfattet historisk billede. Kvinden Israel føder Jesus, der som lovet skal komme fra Zion (Sal. 14:7 ; Es. 59:20 ; Romerne. 11:26), og ”vogte alle folkeslag med jernspir”. Jesus stiger til himmelen, og kvinden, Israel, flygter ud i ørkenen i 1260 dage (3½ år), hvilket er den sidste halvdel af trængslens syv år, hvorom Jesus profeterede (Matt. 24:15-21). Herefter ser Johannes: ”der blev kamp i Himmelen: Mikael og hans engle stred mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem” (Åb. 12:7). Hvem kæmpede? Jesus? Hvis Mikael fik navneforandring til Jesus, hvorfor kalder Johannes ham så Mikael? Mikael er Mikael, en af ærkeenglene, og Jesus er Gud. Det kan ganske enkelt ikke være anderledes.

Jeg talte med en rigtig rar ung mand, som stoppede mig på gaden for at give mig vagttårnet, og jeg præsenterede ham, ledt af samtalens forløb, for denne modsigende lære om Jesus og Mikael. Michael er Jesus i åndelig skikkelse, sagde han, og selvom folket godt nok så Jesus blive bortrykket i skyen i legemlig skikkelse, så ændrede Han sig til sin oprindelige åndelige form, da skyen skjulte Ham. Jeg måtte rose ham for den fantasifulde løsning, men undrede mig så ganske højlydt over at det var menneskesønnen der tog bort, og menneskesønnen der kommer tilbage. Al den skiften mellem åndelig og legemliggørelse af Jesus fandt jeg ikke i Bibelen. Den unge mand forsvarede sig og sagde at det kom helt an på hvordan man så på det, for talen om menneskesønnen var kun for at vi skulle vide hvem det er, der er tale om. Jeg svarede og sagde at jeg hverken var i tvivl om hvem Menneskesønnen eller Mikael er, og hvordan finder man ud af hvordan man skal se på det? - for set med Stefanus’ øjne, så var det ikke Mikael der stod ved Guds højre hånd: ”Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd” (Apg. 7:56). Hvem kan kæmpe mod ”det kommer an på hvordan man ser på det”?

Jesus er Gud

Når Jesus er over alle englene, hvilket Hebr. 1:4 fortæller os, og når Han endda er ”højt over alle magter og myndigheder og kræfter og herskere og hvert navn, der nævnes kan, ikke blot i denne verden, men også i den kommende” (Ef. 1:21), og når Gud lagde alt ”under hans fødder” (Ef. 1:22) - og som vist har samme herlighed som Faderen (Matt. 16:27 / Matt. 25:31), hvem kan Han da være?

Som sagt i ovenstående afsnit, så sagde Jesus at: ”hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder”.

Jeg er...
Det Jesus havde fortalt om sig selv, det var 1) at Han er Verdens lys (Joh. 8:12) - det vil sige Messias der med livets lys frier folket fra mørket - synden der har bundet dem til evig mørke og død. 2) Faderen havde sendt Ham (Joh. 8:18), og 3) Han er ovenfra og ikke af denne verden (Joh. 8:23). I denne beskrivelse Jesus giver af sig selv, kan det kun forstås at Han er Gud. Han er ovenfra, siger Han, og: ”Den, der kommer ovenfra (dvs. Jesus), er over alle... Den, der kommer fra Himmelen, er over alle” (Joh. 3:31). Der er kun én, der kan være over alle, og det er Gud! Gud siger i Ordsp. 30:4: ”Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo”. Hvem er den som greb fat om den vide jord - eller som Vagttårnet siger det: ”Hvem har fastsat alle jorden ender?” Det er Gud der beskrives her - Faderen og Sønnen. Hvad er Sønnens navn? Esajas svarer - og Vagttårnet stemmer i: ”Thi et Barn er født os (mennesket Jesus), en Søn er os givet (Jesu guddommelighed, Guds Søn), på hans Skulder skal Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste” (Es. 9:6). Jesus er efter vagttårnets eget udsagn ”Vældig Gud, Evig Fader” - ikke ærkeenglen Mikael!

Med ”jeg er”, åbenbarer Jesus sin selv-eksisterende egenskab, som kun Gud kan have - Han alene er, og kunne derfor skabe alt. Selvom mange blankt afviser følgende, så giver Gud os her en vigtig forståelse, for Jesus refererer tilbage til tiden før Abraham, idet Han eks. Siger: ”før Abraham blev til, er jeg” (Joh. 8:58). Vagttårnet har luret denne forhindring og formulerer sig således at referencen skjules, idet de siger: ”har jeg været”, men det er de nødt til, for at underbygge sin fejloversættelse i Joh. 8:24. Men faktum er, at Jesus over 2.000 år efter Abraham, kan sige at han var før Abraham, skønt han kun var godt 30 år. Da Gud åbenbarede sig for Moses, spørger Moses: ”hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn” og Gud svarer: ”Således skal du sige til Israelitterne: JEG ER har sendt mig til eder” (2. Mos. 3:13-14). Igen har Vagttårnet kosten fremme og siger: ”JEG VIL VÆRE har sendt mig til jer”. Hvorfor i alverden skulle Gud sige, at Han ”vil være”. Han ”ER”, og har altid været - ”ham, som er, og som var, og som kommer” (Åb. 1:4). Hvem er det der ”vil være”? Vagttårnets bibel siger om en person i Es. 14:14: ”jeg gør mig selv den Højeste lig”, eller som KJV siger det: ”Jeg vil være som den Højeste”. Gud ”ER”, Satan ”vil være”.

For at kunne se at Jesus er ”jeg er”, så skal vi løfte Ham op som værende den Levende Gud. Igen siger Jesus, uden den tilførte ledetekst at: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, så skal I forstå, at jeg er” (Joh. 8:28). I Es. 46:9-10 tilskriver Gud sig selv, som den eneste, denne enestående evne, og det er en egenskab hvorpå vi kan genkende Ham. Da Jesus fortæller om Judas’ forråelse, viser Han igen, ikke blot at Han ER, men at Han er denne person der forkynder fremtiden i fortiden. Han siger - og Vagttårnets bibel taler med: ”Jeg siger jer det allerede nu, før det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er.” (Joh. 13:19). Igennem hele Bibelen taler profeterne fra Gud - ”så siger Herren”. Men Jesus siger: ”Jeg siger jer” - for Han er Herren.

Kan Vagttårnet afholde slaveklassen fra at erkende at Jesus er den synlige del af Gud, kommet i kødet, da vil de aldrig opdage, at Jesus ikke er Mikael. Her er det også vigtigt at forstå alvoren i ordene: ”Hvem er løgneren, om ikke han, som nægter, at Jesus er Kristus? Han er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen... mange forførere er draget ud i verden, og de bekender ikke, at Jesus er Kristus, kommen i kødet. Sådan er forføreren og Antikrist” (1. Joh. 2:22, 2. Joh. 4:2). Historien viser at Jesus kom i kødet, det kan ingen benægte, uden at få de historiske kendsgerninger imod sig. Kun det at Gud kom i kødet som Jesus fornægtes, og Vagttårnet er en forførende antikrist, efter Biblens definition.

...den første og den sidste
Gud sagde til Esajas (før Jesus kom i kødet): ”Jeg er den første og sidste...jeg er den første, også jeg er den sidste” (Es. 44:6 ; 48:12). Til Johannes siger Jesus (efter Han er kommet i kødet): ”Dette siger den første og den sidste, han, som var død og blev levende” (Åb. 2:8). Et andet sted siger Jesus: ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden” (Åb. 21:6) - ”Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden” (Åb. 22:13). Der kan ikke være to, der er den første og sidste, begyndelsen og enden. Er der to, må den ene af dem nødvendigvis være den første. Dermed må (og kan kun) personen fra det Gamle Testamente, som tilkendegiver sig som den første og sidste, være identisk med personen fra det Nye Testamente, der ligeledes tilkendegiver sig som den første og sidste. Den første og sidste fra det Gamle Testamente, var dermed død og blev levende (Åb. 2:8), og vi ved, at dette er Jesus, som Esajas (og Vagttårnet) kalder ”Vældig-Gud, Evigheds-Fader” (Es. 9:6).

Yahweh, den gennemstungede
Forinden Jesus i Åb. 1:8 siger at Han er ”Alfa og Omega…Gud Herren, han, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige”, forklarer Johannes at ”alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham” (Åb. 1:7). Det leder hen til Zak. 12:1 0, der i Vagttårnets bibel fortæller at: ”jeg vil udgyde en nådens og bønfaldelsens ånd over Davids hus og over Jerusalems indbyggere, og de skal se hen til ham som de har gennemboret”.

Praktisk talt alle andre oversættelser (se Blue Letter Bible), inkl. Dødehavsrullerne og Septuagintaen - og den Danske 1871 oversættelse citeret herefter, siger enstemmigt at: ”og de, skulle se til mig, som de have gennemstunget”.

Zakarias starter med at fortælle os, at det, han siger er ”HERRENS Ord om Israel. Det lyder fra HERREN” (Zak. 12:1) - Vagtårnet siger det er Jehovas ord og udsagn. Det er Gud der taler og siger at det er mig, de har gennemstunget - Jesus er Gud! Vagttårnet har igen valgt korrupte tekster, for at fjerne Jesu guddommelighed. Men det var Jesus der blev gennemstunget, mig - Jehovah, som de har gennemboret.

YHWH - Yahweh førte Israel ud af Ægypten
Det er der ingen der betvivler. Samme Gud som åbenbarede sig for Abraham, Isak og Jakob (2. Mos. 6:3) førte dem ud af Ægypten (2. Mos. 6:6): ”Jeg er YHWH og jeg vil udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og med vældige Straffedomme”. Det var samme Gud der sagde: ”Jeg er YHWH din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset. Du må ikke have andre Guder end mig.” (2. Mos. 20:3).

Alligevel, når vi læser Jud. 1:4-5, hvor han taler om ”vor eneste hersker og Herre, Jesus Kristus”, da siger han om denne Herre at han vil: ”minde jer om, at da Herren havde frelst sit folk ud af Ægyptens land, tilintetgjorde han dog senere dem, der ikke troede” (Jud. 1:5). Enten er Judas ude på bundløst dybt vand her, eller også fortæller han sandheden - at Jesus er Gud - og vi må antage at sidstnævnte er tilfældet, idet Judas brev endnu findes i Guds Ord.

Her fremstår Vagttårnets oversættelse igen som en Gudsfornægtende løgneoversættelse, for Kristus som de i vers 4 kalder Herre, da det Græske ord er kyrius, kalder de for Jehova i vers 5, skønt det her også er kyrius - ”...ønsker jeg at minde jer om at Jehova, skønt han reddede et folk ud af Ægyptens land, senere udryddede dem som ikke troede” (Vagtårnets oversættelse).

I vers 4 kalder Judas Jesus for ”den eneste Hersker Gud, og vores Herre” (den præcise græske tekst - også i Westcott og Hort manuskripterne, som Vagttårnet oversætter fra), og i næste åndedrag fortæller han at denne Herre (vores eneste Hersker og Gud, vores Herre Jesus Kristus) var Ham, der frelste folket ud af Ægypten.

Det er igen en direkte fornægtelse af at Jesus er Gud. Paradokset at Vagtårnet erkender at vi ikke må have andre guder (2. Mos. 20:3) og samtidig kalder Jesus en gud i Joh. 1:1, og her i Jud. 1:4 kalder Ham ”vor eneste Ejer og Herre” råber til enhver der har ører, at de er bedragere der fornægter at Jesus er kommen i kødet - at Jesus er Gud inkarneret i kød. Deres teologi som adskiller Jesus fra Gud, munder ud i afgudsdyrkelse. Med andre ord, er de (som tidligere nævnt) antikristelige (2. Joh. 1:7). Som tidligere sagt, har Vagttårnet et hul i sin oversættelse da de erkender at hele Guds fylde bor i Jesus ”[Gud] besluttede at lade hele fylden bo i ham? det er jo i ham at Guds væsens hele fylde bor legemligt” (Kol. 1:19; Kol. 2:9). Uden tvivl har de en bortforklaring på denne ”fejl”, men ikke desto mindre er forståelsen ubrydelig - Jesus er Gud. Jeg tror at Gud har givet Vagttårnets slaver et hul ud i friheden, ved at lade denne sandhed stå så klart frem, selv i en antikristelig oversættelse - ligsom Han har en troyansk hest i Koranen, der i Sura 3:49 tilsriver Jesus skaberegenskaber - som kun Gud har - Jeg bringer jer et tegn fra jeres Herre: Jeg vil skabe jer noget af ler, der har form som en fugl. Jeg vil så blæse luft ind i den, og da vil den, med Guds tilladelse, blive til en fugl....

Ordet blev kød
Da Vagttårnet søger at skjule at Jesus er Gud, har deres bibel indsat et lille, men alt afgørende ord i Joh. 1:1, der ordret efter den græske tekst siger: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Gud var Ordet”. De fleste oversættelser vender sætningen i verset, så den afsluttes med ”og Ordet var Gud”, men det er egentlig forkert, selvom det siger præcis det samme.

Vagttårnet indsætter i verset ordet ”en” foran Gud, og skriver Gud med småt, og siger således ”og ordet var en gud”. Når de siger at Jesus var en gud, siger de at der er flere guder. Gud selv siger ”HERREN og ingen anden er Gud... HERREN og ingen anden er Gud oppe i Himmelen og nede på Jorden... jeg er den eneste. Før mig blev en Gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er HERREN, uden mig er der ingen Frelser... uden mig er der ingen Gud... Er der Gud uden mig, er der vel anden Klippe? Jeg ved ikke nogen... der er ingen uden mig. HERREN er jeg, ellers ingen... Uden mig er der ingen Gud, uden mig er der ingen retfærdig, frelsende Gud... Gud er jeg, ellers ingen.” (5. Mos. 4:35; 5. Mos. 4:39; Es. 43:10-11; Es. 44:6-8; Es. 45:6; Es. 45:21-22). Jeg synes at se, klart og tydeligt, at det er vigtigt for Gud at lade os forstå, at der kun er én Gud, hvorfor Han så klart lader det stå i Loven at, ”Du må ikke have andre Guder end mig”. Så når Vagttårnet lyver, siger Gud, ”Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min side” (5. Mos. 32:39). Det er endda i det Nye Testamente, eller rettere den nye pagt, Vagttårnet indsætter denne løgn, mens Gud siger, ”Du må ikke slutte Pagt med dem eller deres Guder” (2. Mos. 23:32) - dvs. andre guder end Ham.

Men der er flere grunde til at Vagttårnet tager grufuldt fejl. Ordet ”Gud” er i den græske tekst theós, og verset siger ”Ordet var hos theós og theós var Ordet”. Der er intet i teksten der tillader at presse ”en” ind foran Gud, og gøre theós til Gud med lille ”g”. Verset beskriver forholdet mellem ”Ordet” og ”Gud”, og ændrer man ét sted, bør man kontekstuelt være konsekvent og sige at: ”Ordet var hos en gud, og Ordet var en gud”, eller rettere ”en gud var Ordet”. Gør man det, vil monoteismen, at der er én Gud, erstattes med polyteisme, at der er flere guder, hvilket netop er det Vagttårnet forsøger at forhindre, ved at slette Jesu guddommelighed, da de ikke forstår at Faderen og Sønnen er ét (Joh. 10:30, også jf. Vagttårnets ord). Er man i tvivl om hvordan de ord skal forstås, giver jøderne en umisforståelig reaktion: ”Det er ikke for en god gerning, vi vil stene dig, men for gudsbespottelse, fordi du, som er et menneske, gør dig selv til Gud” (Joh. 10:33). Vagttårnet indfører igen det lille ord, for at forvirre forståelsen, og siger ”fordi du, som er et menneske, gør dig selv til en gud”. I Joh. 5:18 ses også tydeligt hvordan folket forstod det, selv Vagttårnet gengiver det: ”han kaldte også Gud sin Fader og gjorde sig selv lig Gud” - ikke at Han var i samhørighed med, men lig Gud - og havde de misforstået Jesu intentioner, så ville Han uden tvivl have korrigeret dem - Vagttårnets oversættelse gør derfor Jesus til løgner! Han stod ved at Han er Guds Søn, at Han er lig Gud. Da Kajfas spørger om Han er Guds søn, svarede Han - med Vagttårnets egne ord ”Det er jeg”, og reaktionen kan igen ikke misforståes - de mente Jesus spottede Gud (Mark. 14:61-64). At sige at Jesus var en gud, findes ikke i noget græsk manuskript - det er indført som en direkte løgn i Vagttårnets oversættelse, uden tvivl for at tvinge en falsk forståelse ind i teksten der betvivler hvem Jesus er. Ordet i teksten er konsekvent igen, theós. Skulle den græske tekst afspejle Vagttårnets, skulle den sige ”heis theos”, men den siger kun ”theos”. Tilmed beholder Vagttårnet ”Ordet” (i vers 1) med stort ”O”: ”Ordet var en gud”, og det ødelægger forholdet i teksten Vagttårnet præsenterer. ”Ordet” kan ikke være ”en gud”, men alene ”Gud”. Matematisk set giver det et falsk udsagn (Ordet = en gud), for ”Ordet” (med stort O) er større end ”en gud” (med lille g - matematisk set, Ordet ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var en gud”, men hele vejen skrives ”Ordet” med stort O. Bibelen forhindrer tanken, at Ordet skulle være mindre end Gud, for, som Vagttårnet selv skriver i Sal. 138:2: ”du (Gud)har ladet dit ord overgå alt hvad dit navn står for”, eller som KJV siger det: ”Du har ophøjet dit ord over hele dit navn”. Gud sætter Ordet over sit navn, og Ordet kan derfor ikke være mindre end Gud.

Betyder det da, at der findes noget over Gud? Ifølge Vagttårnet der adskiller Jesus og Gud, så er der. Men ifølge Bibelen, der gør Faderen og Sønnen ét (Joh. 10:30), så er Gud stadig den højeste, Da Jesus er Gud, som er Ordet.

Konklusionen af den tekstmæssige korrekthed kan kun være, at Ordet var Gud, da det var hos Gud, og blev senere kød (Joh. 1:14, også jf. Vagttårnets ord). Gud kan ikke ophøre med at være Gud, og derfor må Ordet som var Gud stadig være Gud, selvom det blev kød. Derfor siger Johannes at i Ordet: ”var liv, og livet var menneskenes lys”, præcis som Jesus, der blev født som menneske selv sagde det: ”Jeg er vejen og sandheden og livet” (Joh. 14:6), ”Jeg er verdens lys” (Joh. 8:12).

Navnet over alle navne
David ophøjer i salmerne navnet på den højeste - som Vagttårnet f.eks. siger det i Sal. 7:18 (v.17 i Vagttårnets bibel): ”Jeg priser Jehova for hans retfærdighed, ja, jeg vil synge og spille til pris for Jehovas, den Højestes, navn”. Med andre ord erkender vagttårnet at Gud er den højeste, og dermed naturligvis har navnet over alle navne. Samtidig siger de om Jesus at samme Gud ”gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert [andet] navn” (Fil. 2:9). Gud har sat Ordet (Jesus) over sit navn, men også her får Jesus navnet over alle andre navne - hvilket inkluderer navnet Jehova, eller rettere YHWH.

Hvis du ikke ser paradokset i dette, har du ikke lyttet ordentlig efter. Intet kan være højere end Gud, og når Jesus af navn og som Ordet sættes over Gud, så er Gud ikke længere den højeste. Den eneste vej ud af modsigelsen er at acceptere at Jesus er Gud. Tilmed erkender vagttårnet at alle skal bøje sig for Jesus: ”at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden” (Fil. 2:10). Det er et uomtvisteligt faktum hos Gud at ”Du må ikke have andre Guder end mig” (2. Mos. 20:3 ; 5. Mos. 5:7 ; Matt. 4:10 ), så hvis Jesus ikke er Gud, der som Ordet er ophøjet over Guds navn, med navnet over alle navne, da tvinger Gud os med sit allerførste bud til at være ulydige, og bøje knæ - dvs. tilbede en anden - end Ham.

Kun Gud ransager hjerterne
Endnu et bevis fra ”havet”, som viser at Jesus er Gud, findes i det, at Gud alene kender hjerterne, og kan som den eneste ransage menneskets inderste tanker. Ordsp. 17:3 siger: ”den, der prøver Hjerter, er HERREN”. Til Samuel sagde Gud at: ”Gud ser jo ikke, som Mennesker ser, thi Mennesker ser på det, som er for Øjnene, men HERREN ser på Hjertet” (1. Sam. 16:7). Til Jeremias siger Gud: ”Jeg, HERREN, jeg ransager Hjerte og prøver Nyrer” (Jer. 17:10). Gud ”alene kender alle Menneskebørnenes Hjerter” (1. Kong. 8:39).

Johannes fortæller at: ”selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulle vidne om mennesket; thi han vidste selv, hvad der boede i mennesket” (Joh. 2:25). Efter Jesu opstandelse, viser Simon Peter sin forståelse af Jesus og siger: ”Herre! du kender alt” (Joh. 21:17). Til samme Herre beder apostlene og siger: ”Herre! du, som kender alles hjerter” (Apg. 1:24). Til Johannes siger Jesus at: ”jeg er den, som ransager nyrer og hjerter” (Åb. 2:23).

Paulus taler om Jesus, evangeliet om Ham, at Han er hvilen. Vagttårnet erkender at Jesus er Ordet, og Paulus forklarer om dette Ord at det: ”er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab” (Hebr. 4:12-13).

Jesus kendte alle, og vidste hvad der boede i mennesket. Han er den der ransager nyrer og hjerter. Ligesom Han som Gud i det Gamle Testamente er den første og den sidste, så er Han den der som den eneste i det Gamle Testamente, kan ransage mennesket. Menneskets ånd er Jesu lampe, som ”ransager alle hans indres Kamre” (Ordsp. 20:27), og sådan er det fordi det var Skaberen selv, Jesus der blæste ånd i mennesket (1. Mos. 2:7), og skabte det i sit eget billede (1. Mos. 1:27). Guds Ånd er også den eneste der kender hvad der bor i Gud (1. Kor. 2:11).

Jesus kender Faderen
Derfor er det vigtigt at forstå alvoren af Jesu Ord: ”ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen” (Matt. 11:27). ”Faderen kender mig, og jeg kender Faderen” (Joh. 10:15). Hvis det er sandt, at Kun Guds Ånd ved hvad der bor i Faderen, så er der to muligheder i Jesu udtalelse. Enten lyver Han, hvilket ikke er en mulighed, eller også er Han Gud. Om lidt vil jeg vise dig hvorfor forståelsen af Gud som en treenighed er sand.

Se jeres Gud! - Esajas kap. 35 & 40
I Es. 35:5 findes en tekst, vi ved taler om Jesus: ”Da åbnes de blindes Øjne, de døves Ører lukkes op” - det var disse mirakler Jesus trøstede Johannes med (Luk. 7:20). Forinden dette praj om hvem der tales om, står der i Es. 35:4: ”Se eders Gud! Han kommer med Hævn, Gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder” (og husk at ”al dom har han (Gud)overladt Sønnen”, Joh. 5:22) - den fortsatte tekst fortæller om tiden efter Jesus hvor Israel vender hjem, og som Vagttårnet siger det, skal Israel vende hjem ”med glædesråb; og en varig fryd vil være over deres hoved. Glæde og fryd opnår de, men sorg og suk skal flygte” (Es. 35:10). Denne Gud de skal se, er Ham der kommer og frelser, hvilket er frelseren, Jesus Kristus.

Vi ved med sikkerhed, at Jesus kommer tilbage, for da Han var her første gang, forklarer Han at: ”Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed med sine engle; og da skal han gengælde enhver hans gerning” (Matt. 16:17). I Es. 40:3 profeterer Esajas om røsten i ørkenen, der skal bane HERRENs vej, en højvej for Gud. Vi ved fra Matt. 3:1-3, at denne røst var ved Jesu første komme Johannes, og vejen beredte han for Jesus.

Når Esajas da profeterer ”åbenbares skal HERRENs herlighed” (Es. 40:5), så ved vi at det er Jesus, og Jesus viste Peter, Jakob og Johannes en smule af denne herlighed (Matt. 17:2). Vi ved også med sikkerhed, at når Jesus kommer tilbage, så vil Han herske på jorden, og indstifte sit fredsrige (Dan. 2:44 ; Jak. 14:9 ; Åb. 11:15). Når Esajas da siger: ”Se, den Herre HERREN kommer med vælde, han hersker med sin Arm” (Es. 40:10), da ved vi, med sikkerhed, at den Herre HERREN er Jesus. Det er Ham der kommer og hans løn er med Ham. Hans løn er os, alle der tog imod frelsen, der blev tilvejebragt igennem Jesu arbejde for hvilket Han fik sin løn, nemlig at bære verdens synd ved sit offer på korset.

I den Danske Bibel, det Gamle Testamente af 1931, der fremgår titlen ”den Herre HERREN” 243 gange, lige fra 2. Mosebog til Zakarias, og vi ved nu, med sikkerhed, at denne titel taler om Jesus. På hebræisk er denne titel ”Adonai YHWH Elohim”. I 2. Mos. 34:23 ses dermed, at Jesus er Israels Gud. Når Mika siger at: ”Alle I Folkeslag, hør, lyt til, du Jord, med din Fylde, at den Herre HERREN kan stå som Vidne blandt eder, Herren fra sit hellige Tempel” (Mika. 1:2), så ved vi at Mika som Esajas taler om Jesus, der er Israels Gud. Når Hab. 3:19 siger: ”Den Herre HERREN er min Styrke, han gør mine Fødder som Hindens og lader mig gå på mine Høje”, så ved vi at det er Jesus.

Jesus citerer i Luk. 4:18 det, som Esajas profeterede i Es. 61:1, som siger: ”Den Herre HERRENs Ånd er over mig”, hvilket Esajas også have profeteret i Es. 11:2: ”HERRENs Ånd skal hvile over ham”. Det er præcis det, vi ser i ét og samme vers i Luk. 3:22, Faderen, Sønnen og Helligånden. ”Den Herre HERRENs Ånd” er derfor også Jesu Ånd. Betydningen af Jesu Ord ”Jeg og Faderen er ét” (Joh. 10:30), er vitterligt, at de er ét. Elohim, Fader, Søn og Helligånd. At Jesus og Faderen er ét, tydeliggøres i versene forinden: jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd. Er det Faderens eller Jesu hånd? Faderen har givet dem til Jesus (Min Fader, som har givet mig dem, se også Joh. 6:37 ; Joh. 17:2 , 6, 11), så vi er i Jesu hånd, men også i Faderens, da det er én og samme hånd - Faderens hånd er Jesu hånd - de er ét.

Kongen og forløseren
Bibelen viser at Jesus er Israels Konge, Jødernes Konge. Da Jesus blev ført for landshøvdingen, eller statsholderen, Pilatus, bekræftede Jesus selv sin titel, da Pilatus spørger: ”»Er du jødernes konge?« Han svarer og siger til ham: »Du siger det selv.«” (Mark. 15:2). Da Jesus var blevet korsfæstet, havde Pilatus lavet en indskrift, der var sat på korset, som på græsk, latin og hebræisk sagde: ”Jesus fra Nazaret, jødernes konge” (Joh. 19:19-20).

Igennem Esajas forklarer Gud om sig selv at: ”Jeg, HERREN, jeg er eders Hellige, Israels Skaber eders Konge” (Es. 43:15 ). Han forklarer at: ”HERREN, Israels Konge, dets Genløser, Hærskarers HERRE: Jeg er den første og den sidste” (Es. 44:6). Vagttårget siger det samme, ”Jeg er Jehova, jeres Hellige, Israels Skaber, jeres Konge” og ”Således har Jehova sagt, Israels Konge og dets Genløser, Hærstyrkers Jehova: Jeg er den første og jeg er den sidste”.

Det betyder at YHWH (HERREN, og Vagttårnets Jehova) er Kongen og Genløseren - Han er Jesus som dermed er Skaberen, den første og sidste der med sit blod genløste os - ”den Første og den Sidste, som var død og blev levende” (Åb. 2:8 , Vagttårnet).

Ær sønnen, som Faderen æres
Gud siger at ”Jeg giver ej andre min Ære, ej Gudebilleder min Pris” (Es. 42:8) og der ligger en stor alvor i dette. Vagttårnet siger ikke ære, men herlighed - det er én og samme sag, hvilket ses ved at ordet kabowd andre steder (også af Vagttårnet) oversættes ære - f.eks. i 4. Mos. 24:11; 1. Kong. 3:13; Ordsp. 3:16; Mal. 1:6.

Der findes én synd, der aldrig vil blive tilgivet, og det er at tilskrive Satan Helligåndens virke - at give Guds ære væk. De skriftkloge ville af med Jesus, og påstod velvidende at de løj, at Han var besat, og at Hans gerninger var Satans værk. Jesus forklarer dem at: ”alt skal tilgives menneskenes børn, synder og bespottelser, hvor meget de end spotter; men den, som taler bespotteligt imod Helligånden, får i al evighed ingen tilgivelse, men er skyldig i en evig synd” (Matt. 3:28-29). Et andet sted siger Han: ”Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende” (Matt. 12:32).

Derfor, når Jesus siger følgende, så enten nedkalder Han utilgivelig synd over sig, eller også er Han Gud:

”Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham” (Joh. 5:22-23)

Når Gud ikke giver sin ære til andre, og Jesus siger at Han skal æres som Gud, da må Jesus være Gud, ellers har Han bespottet Gud.

Kristi menighed, Guds menighed.
Endnu en lighed der viser at Jesus er Gud, er måden den kristne menighed omtales i ordet. Jesus sagde, at på Peters trosbekendelse, ”Du er Kristus, den levende Guds Søn”, ville Han bygge sin kirke: ”på den klippe vil jeg bygge min kirke” (Matt. 16:18). Derfor er det ikke underligt at Paulus i Romerne. 16:16 kalder hilser fra ”alle Kristi menigheder”, og at han siger at Jesus er ”er hovedet for legemet, kirken” (Kol. 1:18).

Der er ingen tvivl om at menigheden er Jesu kirke, som Han som lovet selv har opbygget. Men i overvejende grad - i otte andre vers, kalder Paulus menigheden for Guds menighed (1. Kor. 1:2; 1. Kor. 10:32; 1. Kor. 11:16; 1. Kor. 11:22; 2. Kor. 1:1; 1. Tess. 2:14; 2. Tess. 1:4; 1. Tim. 3:5). I yderligere fire vers bruger han termen ”Guds kirke” (Apg. 20:28; 1. Kor. 15:9; Gal. 1:13; 1. Tim. 3:15). Altså tolv ud af 15 vers siger Guds menighed/kirke, og taler meget stærkt for at det er korrekt at også Apg. 20:28 er korrekt gengivet med Guds kirke.

For Apg. 20:28 er yderst informationsrig. For at vi ikke skal bilde os ind, at Faderen og Sønnen måske bare er to der deler menigheden med hinanden, så gør Paulus det tydeligt, ”I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod” (Apg. 20:28).

Vagttårnet forråder igen Ordet her, og erstatter ordene ”sit eget blod” med ”blodet af sin egen søn”. Det er ikke forkert at det er blodet af Guds søn, men vagttårnet afslører sin antikristelige ugudelighed ved at skjule at er Guds eget blod, der blev udgydt for os.

Mange vers er der diskussioner om, grundet få fejlbefængte græske manuskripter. Diskussionen om dette vers har aldrig betvivlet om det er Guds blod, der er tale om, men om det er Guds kirke, eller Herrens og Guds kirke, eller Herren Guds kirke. Vagttårnet er heller ikke i tvivl om at det er Guds kirke der er tale om, og derfor har de været nødt til at lave denne større omskrivning af verset.

Men uagtet Paulus’ tydeliggørelse, så viser udvekslingen mellem Kristi kirke og Guds kirke, at Faderen og Sønnen virkelig er ét. Jesus døde for os. Gud døde for os. Vi er Kristi menighed og vi er Guds menighed.

Jesu magt

Johannes kap. 10, er et fantastisk kapitel. Det er så vigtigt information Jesus giver, for her skiller Han troen på Ham fra alle andre religioner og overbevisninger i verden. Temaet er, at Jesus er den eneste vej til Gud. Her fortæller Jesus at: ”Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til, for at tage det igen Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud fik jeg af min Fader” (Joh. 10:17-18). Vagttårnet har ødelagt passagen fuldstændig og siger at Jesus har: ”bemyndigelse til at modtage” sin sjæl igen. Her står Vagttårnet aldeles alene. Ingen andre oversætter sådan - passagen er ganske enkelt blevet offer for fri fortolkning hos Vagttårnet. Passagen viser at der er tale om et bud fra Faderen, og et bud kræver aktiv handling fra den der får buddet. Passagen kan kun sige at Jesus på bud fra Faderen tog sit liv igen - Han fik ikke bud om at modtage - det er en passiv tilstand. Jesus var aktiv! Jesus fik magt til af Gud selv at give sit liv, og tage det igen. Tidligere havde Jesus sagt: ”Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen… det var om sit legemes tempel, han talte” (Joh. 2:21).

Det er en vigtig information der igen viser at Jesus er Gud, for Paulus åbenbarer: ”hvor overvældende stor hans magt er i os, som tror. Det er den samme vældige styrkes indgriben, hvormed han virkede i Kristus, da han opvakte ham fra de døde” (Ef. 1:20-21) - Vagttårnet siger det samme - og Paulus forklarer at Gud ”har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde”. Peter forklarer på pinsedagen at: ”Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes af døden” (Apg. 2:24), se også Apg. 17:31.

Jesus forklarer at Han selv havde fået magt til at tage sit liv tilbage - til at rejse sit legemes tempel - det var ikke kun genopstandelsens magt, men en ordre, et bud fra Faderen, at Jesus skulle tage sit liv tilbage og genopstå. Samtidig forklarer Paulus at det var Gud der opvakte Ham fra de døde. Hvem var det - Jesus eller Gud? Paradokset kan kun løses hvis Jesus er Gud. Jesus overvandt ved sin magt, ved Guds magt, døden - Jesus og Gud er så sammenflettede at det tydeligt ses at de er ét!

I Romerne. 6:4 forklarer Paulus at: ”som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv”, og han forklarer I 1. Kor. 6:14 at: ”Gud, som har opvakt Herren, skal også opvække os ved sin kraft” - ”hvis hans Ånd, der opvakte Jesus fra de døde, bor i jer, da skal han, som opvakte Kristus Jesus fra de døde, også levendegøre jeres dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i jer.” (Romerne. 8:11)

Gud, Faderens herlighed, vil opvække os fra de døde - og igen ses at Jesus er Gud. Dels fordi Jesus er denne herlighed - Han er Guds herligheds afglans (Hebr. 1:3), og det var ved denne herlighed, ved sin Søn, Gud kaldte os til frelse (2. Pet. 1:3) for at vi skal ”få vor Herres Jesu Kristi herlighed i eje” (2. Tess. 2:14). Jesus forklarede selv vedrørende sin, menneskesønnens, gudgivne magt, at ”den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom” (Joh. 5:29). Han åbenbarede at: ”dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste dag. Thi dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh. 6:39-40). Paulus forklarer at: ”Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i Himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser; han skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme” (Fil. 3:20-21).

Igen ses at Faderen og Jesus er ét. Gud skal opvække os, og Jesus skal opvække os. Skal vi opvækkes to gange, eller er det én og samme person der opvækker os. Jesus er Gud som opvækker os - det er klart og tydeligt!

Jesus er den første af al skabningen

Vagttårnet, og dets følge, har ikke forstået hvad evighed er. Gud har altid eksisteret. Han er fra evighed af (Sal. 90:2 ; 93:2; Es. 43:12). Han var før noget af det, vi ser kom til. Paulus beskriver ang. Jesus at: ”alt er skabt ved ham og til ham; og han er før alt, og alt består ved ham” (Kol. 1:17).

Vagttårnet bruger Kol. 1:15, der siger at Han er: ”al skabningens førsteføde”, til at bevise at Jesus er det første Gud skaber. Men det er umuligt, for ”alt er skabt ved Ham og til Ham” (Kol. 1:17 ; Joh. 1:3), ”alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder” (Kol. 1:16). Hvis Jesus er skabt, er Han frembragt ved sig selv, og det er umuligt. Hvis Jesus er Gud, så løses paradokset, og derfor kan Paulus sige: ”han er den usynlige Guds billede” (Kol. 1:15 ; 2. Kor. 4:4 ; Hebr. 1:3). Jesus selv siger: ”Den, som har set mig, har set Faderen” (Joh. 14:9). Derfor sagde Gud til Esajas, som tidligere citeret, at Jesus er: ”Evigheds-Fader” (Es. 9:6).

Når Jesus er fra evighed af, så må spørgsmålet stilles - hvornår startede evigheden? Det er menneskets uløselige spørgsmål og paradoks - hvornår kom Gud til? Evigheden har ingen begyndelse og ende. Den er bare. Derfor siger Jesus at ”jeg er”, og at Han er: ”Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden” (Åb. 22:13). Jesus kan ikke være skabt, for da ville Han have en begyndelse, og ikke være den. Vagttårnet forstår ikke dette - og det gør jeg heller ikke - selvom jeg udmærket forstår det med troen. Men sådan har Gud fortalt os at Han har bestemt det, og forklarer: ”også Evigheden (eller som Vagttårnet siger det: ”tidens uendelighed”) har han lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket” (Præd. 3:11).

Hvad betyder det så, at Jesus er den førstefødte? Hvad mener Paulus? Man skal ikke læse ret meget længere frem i teksten, før Paulus forklarer hvad han mener med det. Han siger at Jesus er den førstefødte af al skabningen, og senere at Han er ”førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle” (Kol. 1:18). Der er en vigtig forståelse i dette, som kun kan forstås på én måde, hvis fortolkningen ikke skal stå i konflikt med resten af Ordet. Paulus forklarer at Jesus fik del af kød og blod (Ordet der blev kød), fordi vi (menneskeheden) havde fået det. For en dybere forståelse af dette, læs da artiklen ”Ben, kød og blod”. Med andre ord, fik Jesus del af den død, som synden bragte ind i verden (Romerne. 5:12), og Han opstod, som den første af al skabningen, fra de døde, og blev, som Paulus siger: ”førstefødt af de døde”. Eller som han siger andetsteds ”som en førstegrøde af de hensovede” (1. Kor. 15:20). Gud gjorde Kong David til ”førstefødt, den største blandt Jordens Konger” (Sal. 89:28). David var ikke den førstefødte af Israel, men ordet betyder at han var den største, eller den ypperligste ”blandt jordens konger”, ligesom Jesus som den førstefødte er den ”ypperste blandt alle”. Desuden handler passagen med David om at hans trone skal bestå til dagenes ende, og det kan kun være med Jesus for øje, det er blevet profeteret.

Jesus er den førstefødte, den første, der som menneske opstod fra de døde. Som Han er, skal vi også blive (1. Joh. 3:2), og om os siger Paulus: ”Thi dem, han forud har kendt (os der er frelst), dem har han også forudbestemt til at blive hans Søns billede lige, så han (Jesus) kan være den førstefødte blandt mange brødre” (Romerne. 8:29).

Jesus sagde ”Jeg er vejen og sandheden og livet”, og at være livet, er at være, hvorfor Jesus siger ”jeg er”. Hvis ikke Jesus var livet, dvs. oprindelsen af alt, så har vi et dilemma, for hvordan kunne Gud da sige at alt var skabt ved Jesus? Hvis Jesus ikke er Gud, hvordan kan Han da sige at Han er livet? Hvis alt er skabt ved Jesus, hvordan kan Han da ikke være Gud?

I afsnittet ovenfor, hvor jeg gennemgår Joh. 1:1, viser en nøje gennemgang af vers 1-4, klart og tydelige, at Ordet ikke kan være en gud. Alt er blevet til ved Ham (Ordet), og som Vagttårnet i vers 4 siger om Ordet: ”ved ham var liv”. Den diskussionslystne ville nu sige, at når der står ”ved ham”, så er det fordi at Gud var ved Ordet. Men læser man videre kan man se at dette liv, som var ved Jesus, ”var menneskenes lys”. Jesus gør det flere gange tydeligt for os, at Han er verdens lys (Matt. 4:14-16 ; Luk. 2:32 ; Joh. 3:19 ; Joh. 8:12 ; Joh. 9:5 ; Joh. 12:35). Altså var livet ved Jesus, med andre ord, Jesus ER ”vejen og sandheden og livet” - livet vi fik, fik vi ved Ham. Jesus sagde at Han er sandheden, og lyset er derfor også sandheden (én og samme person), som vi skal leve og prædike (Matt. 5:14-16). Vi skal være lysets børn (Joh. 12:35 ; 1. Tess. 5:5), og apropos at være i Kristus, og at være frelst, så ses igennem Ef. 5:8, at nu er vi lys, og vi er lys i Herren - Jesus som er lyset. Vagttårnet har været vågen her, og fået slettet at vi er i lyset, således vi kun er ”i forbindelse med Herren”. Men som alle andre passager er vi ”i” græsk ”en” Herren, altså i Herren. ”En” kan aldrig nogensinde komme til at betyde ”i forbindelse med”!

Treenigheden

Selvom ovenstående afsnit viser at Jesus er Gud, vil jeg kort gennemgå treenighedsforståelsen, som Vagttårnet selvfølgelig forsøger at fjerne, i og med de ikke accepterer at Jesus er Gud - på trods af alle de dilemmaer det medfører. Mange mener at når ordet treenighed ikke findes i Bibelen, så er det en forkert forståelse. Er det sådan et emne debatteres, så kan vi slet ikke bruge Bibelen, for ordet Bibel findes heller ikke i Bibelen. Ordet alvidende eller allestedsnærværende findes heller ikke. Men vi bruger alligevel de ord til at beskrive det, vi lærer om Gud - ligesom vi ved, at ordet familie, beskriver far, mor og børn.

En ganske simpel bevisførelse for treenigheden ses tydeligt i det, Ordsp. 30:4, som tidligere citeret siger: ”Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo”. Jesus forklarer hvem denne person er, og siger: ”Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen” (Joh. 3:13). Jesus viser os at denne person (der fra himmelen kan stige op og ned) er Menneskesønnen, Jesus selv. Jesus møder sine disciple efter opstandelsen og siger: ”Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer” (Joh. 20:21), så her ses at Faderen har sendt sønnen - ”Hvad er hans Navn (Faderen)og hans Søns Navn (Jesus)”. Når nu faderen og sønnen er identificeret, så mangler Ånden for at vise treenigheden - og Jesus sagde til de troende: ”jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd... den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer... min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Joh. 14:16-23). Et andet sted siger Jesus: ”Alt, hvad Faderen har, er mit” (Joh. 16:15). Han sagde om Ånden: ”Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det” (Joh. 16:15).

Altså: Faderen tager bolig hos. Jesus tager bolig hos. Ånden tager bolig i os. Faderen sendte Jesus. Jesus sendte Ånden fra Faderen (Joh. 15:26) og Faderen sendte Ånden i Jesu navn (Joh. 14:26). Alt Faderen har, har Jesus også, og Ånden skal tage af det, Jesus har. Ånden herliggør Jesus. Faderen herliggør Jesus. Jesus herliggør Faderen (Joh. 17:1). Det er umuligt at overse treenigheden. Om der tales om hvem der tager bolig, hvem der sender Ånden, hvem der har af det, der tages, så er alle tre individer involverede. Alle tre er ligestillede, sammenvævet. Det er umuligt at undgå Guds anatomi - og den paradoksale udtalelse til Israel siger alt: ”Hør, Israel! HERREN vor Gud(hebr. guder), HERREN er én” (5. Mos. 6:4). Mere om det, om lidt.

Når Jesus er Gud, så har vi unægteligt Faderen og Sønnen i én og samme Gud, dog med hvert sit virke. Gud er ånd, fortæller Jesus i Joh. 4:24, og flere steder siger Bibelen, at Gud har en Ånd, eks. 1. Mos. 1:2 ; 2. Sam. 32:2 ; Es. 41:2 ; Zak. 4:6. I Luk. 3:22 ses som sagt tre personligheder, i ét og samme vers: ”Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en røst lød fra Himmelen: »Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag.«”. Matt. 3:16 fortæller at denne Helligånd er Guds Ånd, og stemmen der høres må være Guds, eller Faderens, der kalder Jesus sin Søn. Altså har vi Gud, Hans Ånd og Sønnen.

Vi kan ikke benægte at Guds Ånd er en del af Gud, såvel som mennesket har en ånd. Som Jesus sagde: ”de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed” (Joh. 4:23), hvilket Paulus fortæller at han gjorde: ”Gud, som jeg tjener i min ånd ved at forkynde evangeliet om hans Søn...” (Romerne. 1:9).

På samme måde som Helligånden kaldes Guds Ånd, kaldes Jesus Guds Søn, og er Helligånden en del af Gud, så må Jesus også være det. Det er noget selv Vagttårnets bibel understreger i Romerne. 8:9, hvor de skriver: ”I er imidlertid ikke i harmoni med kødet, men med ånden, hvis ellers Guds ånd bor i jer. Men hvis nogen ikke har Kristi ånd, så tilhører han ham ikke”. Her ses at Ånden, Guds Ånd og Kristi Ånd, som før sagt, er panten på vor frelse, og virker helligelse. Der er ingen tvivl om, at Vagttårnet vil skille Ånden ad, og fremføre sagen at Guds ånd er i os, men at vi har fået Kristi ånd, som er en anden. Men som Vagttårnet skriver i Fil. 1:19, hvor Paulus taler om sin frelse fra fængsel: ”jeg ved at dette vil føre til min frelse gennem jeres bøn og Jesu Kristi ånds medvirken”. Skønt Vagttårnet vælger at skrive ånd med lille ”å”, modsat utallige andre oversættelser der har forstået budskabet, så kan der ikke være tvivl om hvem denne Ånd er, at det er Guds og Kristi ånd. Vi ved at Jesus er Guds Lam, der bærer verdens synd - det forklarer Johannes os (Joh. 1:29) og samme Johannes så dette Lam i Himmelen, og jeg citerer fra Vagttårnets bibel: og det havde syv horn og syv øje; disse [øjne] betyder Guds syv ånder (Åb. 5:6 ). Jesus har efter Vagttårnets eget udsagn Guds Ånd. Var Jesus blot en engel, eller et menneske, hvad ville Hans Ånd da gavne Paulus? Hvis Jesus ikke er Gud, hvor er da Jesu Ånd nu, hvor Han ikke længere er i verden, men er opstået til Faderens højre hånd? Hvis Kristi Ånd ikke er Guds Ånd, der er allestedsnærværende, så er Kristi ånd i Himmelen, og ikke på jorden. Den korrekte tekst i 2. Pet. 1:11, fortæller om hvordan de gamle profeter profeterede om tiden for Jesus: ”som Kristi Ånd i dem viste frem til”. Det har vagttårnet valgt at slette, og siger i stedet at: ”ånden i dem angav om Kristus”. Det er ikke den korrekte oversættelse af det græske ”pneuma Christos”, hvilket betyder Kristi Ånd.

Jesus kaldes Guds søn, og de jødiske ypperstepræster var ikke i tvivl om hvad det betød da Jesus sagde at Han var Guds Søn: ”Han har spottet Gud, hvad skal vi mere med vidner? Se, nu har I hørt hans bespottelse” (Matt. 26:63-65). De forstod at Jesus ligestillede sig med Faderen. Det ses endvidere af Joh. 5:18, der fortæller at jøderne forstod at Jesus ”ikke alene brød sabbaten, men også kaldte Gud sin Fader og gjorde sig selv Gud lig”. Vagttårnet vil formentlig afvise denne tale med efterfølgende vers (Joh. 5:26), der siger at Faderen har: ”givet Sønnen at have liv i sig selv”. Men er det sådan, det skal forstås, at Jesus ikke altid har haft det / været det, men blev skabt og fik det af Faderen? Paulus forklarer om Jesus, at: ”Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig” (Fil. 2:6). Vagttårnet ville da sige, at Jesus kun havde guddomsskikkelse som Gud, men var ikke Gud. Der står også, at Han var Gud lig. Altså 1 = 1. At være lig, er at være af samme slags. Vi har set at Jesus var den første og er den sidste. Der kan ikke være to, der er den første. 1 = 1, og Jesus = Gud. Men Jesus ydmygede sig og gav afkald på guddomsskikkelsen - ikke det at være Gud lig, hvilket jøderne havde forstået - og Han blev mennesker lig, så Han ”i fremtræden fandtes som et menneske” (Fil. 2:7). Jesus byttede guddomsskikkelsen ud med menneskeskikkelse - Han fil del i kød og blod (Hebr. 2:14). Jesus viste dog lidt af sin guddomsskikkelse (Matt. 17:2), mens han var i menneskeskikkelse. Men Han ydmygede sig selv, og ”blev lydig til døden, ja, døden på et kors” (Fil. 2:8) - af én eneste grund, at blive en ”levendegørende ånd” (1. Kor. 15:45). Jesus forklarer os adskillige steder, at Han døde for at vi kunne få liv, og at Han - Jesus selv - vil oprejse os i opstandelsen (Joh. 6:39-40, 44). Jesus ”er opstandelsen og livet” (Joh. 11:25), det er ikke noget Han har fået i den forstand, at Han ikke altid har haft eller været det. Gud har givet Jesus at have liv i sig selv, således at Han er gjort til livet for os - ”det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig” (Gal. 2:20). Gud gav Jesus at livet skulle være i Ham. Det var ikke Faderen der blev ofret, men Jesus, og livet, har Gud bestemt (givet), skal være i Ham.

Som mennesket har en ånd, har Gud det også. Som mennesket har et synligt billede, således har Gud det også, og dette synlige billede er Jesus. Vi blev netop skabt i Guds billede. Gud sagde under skabelsen - efter Vagttårnets bibel ”Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os” (1. Mos. 1:26). Det er ikke uden grund, at Gud siger sådan, os og vort, for Faderen taler med Sønnen.

Forsvaret er ofte, at Jesus her taler med englene. Men intet er frembragt ved englene, som tidligere gennemgået. Alt er blevet til, som Vagttårnet siger ”gennem ham” (Joh. 1:3), dvs. gennem Jesus. Derfor fortæller Moses videre at: ”I Guds billede skabte han det”, dvs. mennesket. Det var ikke i englenes billede vi blev skabt, men i Guds billede. Paulus fortæller om manden, at ”han er Guds billede og afglans” (1. Kor. 11:7), på nøjagtig samme måde som Jesus er det: ”Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede” (Hebr. 1:3). Vi blev skabt i Guds billede. Manden er Guds billede og afglans, og Jesus er Guds herligheds afglans. Gud sagde ”i vort billede, så de ligner os”. Hvis alt er skabt ved Jesus, og Gud siger ”lad os skabe”, så er englene udelukket, og beviseligt taler Faderen med Sønnen. Det kan kun være Jesus, for det er igennem Ham alt skabes - selv englene. Englene har ikke skabt noget, men Gud taler med en med skaber - ”lad os skabe”.

Hvis Gud siger til Jesus ”i vort billede, så de ligner os”, så er der tale om en enhed, der består af flere personer, men som alligevel kan komme til udtryk i ét billede, således at mennesket kan skabes derefter. Denne enhed kalder den hebræiske skrift for Elohim. Det var Elohim (hebræisk elohiym), der sagde ”lad os gøre mennesket i vort billede”. Elohim beskriver Gud, og dette ord er et flertals ord. Elohim betyder Guder og ikke kun Gud. Alligevel sagde Moses til Israel: ”Hør, Israel! HERREN vor Gud, HERREN er én” (5. Mos. 6:4), og her er det ubeskrivelige. Moses siger ”HERREN vor Gud”, hebræisk ”YHWH elohiym”, altså en flertals Gud, men fortsætter: ”HERREN er én”. Det er et paradoks. Én gud er én eloah, (hebræisk elowahh), to guder er to elohim. Men Moses fortæller at Gud er én Elohim. Det beviser for os, at Gud vitterligt er det, resten af Bibelen forklarer, Fader, Søn og Helligånd, en treenighed. HANS Ånd svævede over vandene. HANS Søn er skabelsens ophav - vejen, sandheden og livet. Hvem er HAN? Jesus fortæller som Sønnen, at ”enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i Himlene” (Matt. 10:32).

Vil du kendes ved Jesus, Sønnen, som er Guds synlige billede? Jesus som er livet, Skaberen, ”den første og den sidste”, ”begyndelsen og enden”, kort sagt Gud? Vil du kendes ved Ham, eller vil du kun kendes ved ærkeenglen Mikael? Frelseren hedder ikke Mikael, men Immanuel (Matt. 1:23), som Mattæus forklarer, betyder præcis det, vi så ved Jesus, nemlig: ”Gud med os”. Jesu hebræiske navn er ”Yahshuah”, og dette navn ”Yah shuah” betyder ”Yah frelser”. Yah er Guds hellige navn, som oversættes HERRE, og shuah betyder frelse. I 2. Mos. 14:13 siger Moses til Israel: ”Hold blot Stand, så skal I se HERRENS Frelse (yashuw`ah)”, og Jesus med navnet Yahshuah kom, og Han frelste. David synger om Elohim (Gud i flertal) og siger: ”ja, han (Elohim) er min Klippe, min Frelse (Yahshuah)” (Sal. 62:3). Gud er vor frelse, og frelseren er Jesus - Gud = Jesus.

Hvor er det tragikomisk. Den Levende Gud Yahshuah frelser, men Jehovas Vidners Gud, Jehovah, som ikke er en Elohim, en treenighed - hvad gør han? Ham, der som sagt siger at han ”vil være”, og ikke at han ”er”? Hvad betyder Jehovah? Je-hovah betyder - Je = ?; Hovah = ruin, at gøre fortræd. Jehovah betyder ”Je min ruin (som gør mig fortræd)”. Det er klart at Jehovas Vidner, Vagttårnet lyver om hvem den sande frelse er, nemlig Gud, frelseren, Jesus, for deres gud gør fortræd. Hvem er det, der gør fortræd? Det er Djævelen: ”Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader” (Joh. 8:44). Hvem er det, der fornægter Jesus? ”Hvem er løgneren, om ikke han, som nægter, at Jesus er Kristus? Han er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen” (1. Joh. 2:22).

Endnu en gang vil jeg rette opmærksomheden på Apg. 20:28 og gentage at det, verset siger, helt korrekt oversat efter de græske tekster er: ”... I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod”. Bemærk Guds kirke, som han (dvs. Gud) købte med sit eget blod. Hvem døde på korset? Hvem udgød sit blod? Det gjorde Jesus. Hvad er kirken? Det er Kristi legeme, men her viser Paulus at det var Gud der købte sin kirke, med sit blod. Jesus er Gud. Lad mig også gentage: Vagttårnet lod ikke denne sandhed slippe igennem i dette vers, og har forbrudt sig mod teksten endnu engang og siger: ”...til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen [søn]”. Vagtårnet har valgt at sætte ”søn” i klammer, for at vise at det er et tilføjet ord, af hensyn til sammenhængen. Men det er ikke det eneste, de har tilføjet. De har som du kan se omformuleret hele verset og tilføjet ”med blodet af sin egen [søn]”. Det er rigtigt at tilføjelsen af ”Søn”, i forhold til Westcott og Hort’s syntetiske Nye Testamente, er korrekt. Westcott og Hort var mystikere, der som Vagttårnet søgte at fjerne Jesu guddommelighed i Bibelen. Klart at Vagttårnet har fundet sin kilde i deres, og ikke Guds ord.

Enige er Vagttårnet i, at i Jesus ”bor hele guddomsfylden legemlig” (Kol. 1:19 ; Kol. 2:9), eller som de skriver i 2:9: ”det er jo i ham at Guds væsens hele fylde bor legemligt.” Hele Guds væsens fylde er altså i Jesus, legemliggjort. Alt hvad Gud er, hele Hans fylde, er i Jesus. Kan det siges tydeligere? Jesus er Gud!

Det er også vigtigt at se, at alle personer i treenigheden er virksomme i både:

inkarnationen:
- Faderen, Derfor siger han (Jesus), da han (Jesus)træder ind i verden: »Til slagt- og afgrødeoffer havde du (Faderen)ej lyst; men et legeme beredte du (Faderen)mig (Jesus) (Hebr. 10:5)
- Sønnen, men han (Jesus), gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han (Jesus), i fremtræden fandtes som et menneske (Fil. 2:7)
- Helligånden, Og engelen svarede og sagde til hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn (Luk. 1:35)

soningen:
- Faderen, Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men HERREN (Faderen)lod falde på ham (Jesus)den Skyld, der lå på os alle... Det var HERRENS (Faderen)Vilje at slå ham (Jesus)med Sygdom; når hans Sjæl havde fuldbragt et Skyldoffer, skulde han (Jesus)se Afkom, leve længe og HERRENS (Faderen)Vilje lykkes ved hans (Jesu)Hånd (Es. 53:6 , 10)
- Sønnen, ligesom også Kristus elskede jer og gav sig selv hen for os som en gave og et offer, »en liflig duft« for Gud (Ef. 5:2)
- Helligånden, hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi han i kraft af en evig Ånd (Helligånden)frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud (Hebr. 9:14)

opstandelsen:
- Faderen, Vi blev altså begravet med ham (Jesus)ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv (Romerne. 6:4)
- Sønnen, Derfor elsker Faderen mig (Jesus), fordi jeg sætter mit liv til, for at tage det igen (Joh. 10:17)
- Helligånden, Men hvis hans (Faderens)Ånd Helligånden, der opvakte Jesus fra de døde, bor i jer, da skal han (Faderen), som opvakte Kristus Jesus fra de døde, også levendegøre jeres dødelige legemer ved sin Ånd Helligånden, som bor i jer (Romerne. 8:11).

Sagt ganske simpelt: i ham bor hele Guddommens fylde legemligt (Kol. 2:9 ), eller som Vagttårnet har valft at sige det: Det er jo i ham at Guds væsens hele fylde bor legemligt. Hele Guds væsen er i Jesus, og at påstå Jesus ikke er Gud, er grotesk!

Det er med vemod at jeg kan sige, at de personer fra JV som jeg talte med, de valgte at holde fast på Vagttårnets lære om Gud. Jeg fremlagde dem sandheden, og de forblev i Vagttårnets løgne. ”Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere; men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger” (2. Kor. 11:4-5).

Ingen har nogen sinde set Gud

Et andet af Vagttårnets argumenter imod at Jesus er Gud, er det, Johannes siger i Joh. 1:18, som efter den Græske tekst siger: ”Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk”. Det Græske ord for det Danske ”tolk” er exegeomai, som med andre ord betyder ”at give til kende”. Jesus giver altså Gud til kende, og derfor kan Han, modsat Vagttårnets fortolkning, sige til Filip: ”Den, som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: ›Vis os Faderen?” (Joh. 14:9).

Jesus er Guds synlige billede, og ingen har set Faderen, foruden Jesus. Men Jesus har vi set, og Han tilkendegiver Faderen, hvilket er Johannes’ måde at forklare det Paulus kalder ”udtrykte billede” (Hebr. 1:3). Jesus sagde til jøderne: ”Faderen, som sendte mig, han har selv vidnet om mig. Hans røst har I aldrig hørt, ej heller har I set hans skikkelse” (Joh. 5:37). Men at vi ikke har set Faderen, fratager ikke at Jesus er Gud. Gud er som gennemgået en flertals enhed, Elohim, samtidig med Han er én.

Jesus giver sig også synligt til kende i det Gamle Testamente. Samsons forældre møder Herrens engel, og Samsons far, Manoa, spørger om englens navn, som englen fortæller, er ”underfuldt” (Dom. 13:17-18). Vi har været ved Es. 9:6 tidligere, hvor Jesus kaldes ”Evigheds-Fader”, men Han kaldes også ”Underfuld”. Manoa reagerer voldsomt på dette, og siger: ”Vi er dødsens, thi vi har set Gud!” (Dom. 13:22). Det var Jesus Manoa så, og ikke Faderen - skønt Jesus er Faderens udtrykte billede.

Gud formår at lade sin herlighed skjule. Vi ser Jesus vise lidt af sin herlighed for Peter, Jakob og Johannes: ”han (Jesus) blev forvandlet for deres øjne, hans åsyn strålede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset”. Som Paulus siger: ”Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig. Men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske” (Fil. 2:6-7). Jesus, Guds udtrykte billede, blev for ”en kort tid ringere end englene” (Hebr. 2:7), men Han viste i den korte tid, Hans herlighed, som Gud viste den for Moses. Dog, Guds ansigt i al sin pragt, kunne Moses ikke se uden at dø, men Gud arrangerede det således: ”jeg vil dække dig med min Hånd, indtil jeg er kommet forbi. Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit Åsyn kan ingen skue!” (2. Mos. 33:22-23). Moses så Jesus før Han blev menneske, i Hans herlighed, men selvom ingen har set Faderen, så fik Moses Jesus at se, under navnet YHWH, hvilket er Guds navn.

Altså har vi set Gud, i sit udtrykte billede, dog ikke Faderen, og er treenigheden en forkert forståelse, så passer alle disse begivenheder ikke. Enten taler Bibelen falsk, når den både siger at ingen har set Gud, og samtidig at nogle har. Eller også er der en del af Gud vi har set, og vi har jo set Jesus. Vi har set Gud Sønnen, og vi har set Faderen igennem Sønnen, Jesus, som er Hans udtrykte billede.

En udenjordisk, afguds religion

Der findes mange religioner i verden, der er grundlagt af engle, som prædiker en gud der er en del af de magter og myndigheder vores kamp udspiller sig mod: ”den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef. 6:12). Det er de gamle afguder, engle og dæmoner, der plager mennesker igennem UFO hændelser med bortføringer og meget andet - den løgn som igen i endetiden vil bedrage (og allerede bedrager) verden til at tro løgnen, der indebærer tro på biologisk liv i rummet og evolution.

Vi skal være på vagt, når vi støder på religiøse udtalelser, der involverer udenjordiske entiteter. Paulus advarer at ”om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer - forbandet være han!” (Gal. 1:8). Dette evangelium indebærer også troen på hvem Gud er, hvem Jesus er, for som Jesus sagde: ”hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder” (Joh. 8:24).

Mormonerne har sin religion fra den lysende engel Moroni, og vi må huske på advarslen at: ”Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel” (2. Kor. 11:14). Moroni er søn af profet-historiker Mormon (jf. Mormons bog), og levede i det sene 4. og tidlige 5. århundrede i Amerika. Nu er han herliggjort og opstanden - en fremtidig begivenhed vi efter Bibelen endnu venter på, og derfor ses tydeligt at vi er tilbage i 1. Mos. 6, hvor Gud lader os vide at: ”Gudssønnerne (Mormon)gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn (Moroni)men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden” (1. Mos., 6:4) - og disse kæmper, deriblandt Moroni, er de gamle afguder, der også sidenhen - også i vor tid, fylder verden med afguderi. Joseph Smith, som denne Moroni henvendte sig til, gengiver i sin bog ”Book of Abraham”, det der skulle være Abrahams fortælling om hvordan han så stjernerne:

”…en af dem var tættest på Guds trone; og der var mange store som var nær den; og Herren sagde til mig, disse er de regerende; og navnet på den store er Kolob, fordi den er mig nær”^[40]

Gud har altså sin trone i det fysiske univers, som man forstår det med ufologiens rumbrødre. Lignende siger Charles Taze Russell i sin bog ”Thy Kingdom Come”, hvor han forklarer at Guds trone er i Pleiades konstellationen:

”Videnskaben har endeligt opdaget at solen ikke er et midtpunkt, med planeter drejende omkring sig, men selv faststående. Det er nu fastslået at solen også er i bevægelse, og har sine strålende kometer, planeter, dens biplaneter og deres med sig som følge rundt om et andet umådeligt større midtpunkt. Astronomer er endnu ikke helt enige om hvad og hvor det midtpunkt er. Men nogle mener at de har fundet at retningen af det er Pleiades, og i særdeleshed Alcyone, midtpunktet for de navnkundige Pleiadiske stjerner…Alcyone lader da til at være, så vidt videnskaben har kunnet forstå, ’midnats tronen’ hvori hele tyngdekrafts systemet har sit centrale sæde, og hvorfra den Almægtige regerer sit univers”^[41]

Mormonernes gud er altså bosat i nabolaget ved Kolob, mens Jehova er bosat i midten af Pleiades, på planeten Alcyone. Også den efterfølgende Rutherford bekendte denne ufologiske overbevisning:

”Pleiades konstellationen er lille, sammenlignet med andre, hvilket videnskabelige instrumenter åbenbarer menneskets undrende øjne. Men storheden i størrelsen af andre stjerner er lille, sammenlignet med Pleiades i vigtighed, fordi Pleiades er stedet for Guds evige trone”^[42]

Det er ikke meget Bibelen fortæller os om hvor Gud er - hvor hans trone er. Paulus var i Paradis, den tredje himmel (2. Kor. 12:2-4), og Paulus sagde at han ”vil hellere vandre bort fra legemet og komme hjem til Herren” (2. Kor. 5:8), hvilket taler for at Jesus, vores Herre, er nærværende i Paradis - hvor også røveren på korset ved siden af Jesus blev taget med hen: ”Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis” (Luk. 23:43).

Satan afslører dog noget for os. I sin plan om at storme himmelen, hvor han ville sætte sin trone, siger han: ”Jeg stormer Himlen, rejser min Trone deroppe over Guds Stjerner, tager Sæde på Stævnets Bjerg i yderste Nord, stiger op over Skyernes Højder, den Højeste lig (Es. 14:13). Vi ser altså at tronen er over stjernerne, dvs. uden for universet - hvor skulle Gud da ellers have befundet sig før han skabte universet? Den levende Gud er ikke en del af skabningen, men er uden for skabningen. Han er ikke en del af åndemagterne i himmelrummet - ”og Himlenes Himle ikke kan rumme ham” (2. Krøn. 2:6).

Jehova er en afgud, en rummand, og det kommer til udtryk på omslaget af Watch Tower Bible and Tract Society’s bog: ”What Say the Scriptures about Our Lords Return, His Parousia, Apokalupsis and Epiphania?”

Det, der skildres her, er den vingede sol-skive, et ægyptisk symbol for Horus:

Symbolet har været på flere af Russell’s bøger, men blev fjernet igen fra bøgerne af Joseph Rutherford^[43]. Symbolet symboliserer Horus - Osiris genopstået. Her forbindes oprindelsen af Johovas Vidner til hele den okkulte verden, igennem obelisken, pyramiderne, og herigennem de okkulte magter og myndigheder i himmelrummet.

Når der tales om ”Vor Herres Genkomst”, er der tale om genkomsten af de gamle Nephilims fra 1. Mos. 6, gudesønnerne, der af okkultisterne - denne verdens Elite, forventes at komme tilbage. Horus’ øje, som svæver over pyramiden på Elitens dollar-seddel, vidner om Horus’ genkomst, dvs. Satan der kastes til jorden - hvor hans engle og kæmper fra fortiden vil akkompagnere ham, skildret ved at 1/3 af stjernerne kastes ned, sammen med ham (Åb. 12:3-4) - ”han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham” (Åb. 12:9).

Derfor kan det ikke undre os, at der ved Russell’s gravsted, er placeret et mindemærke, en pyramide, hvor topstenen er placeret på pyramiden, hvilket ifølge okkultister betyder at Satan (Horus) er kommet ned iblandt os.

På denne pyramide står der på den ene side: ”Watch Tower Bible and Tract Society” og en anden side: ”Risen with Christ”. Denne Kristus er Horus. Det er Antikrist. Skråt til venstre for pyramiden ses Russell’s gravsten, hvorpå der står: ”Charles T. Russell - February 16, 1852 - October 31, 1916” og bemærk det sidste: ”THE LAODICEAN MESSENGER”.

Han var budbringer for den sidste af de syv menigheder, Laodikea menigheden, hvorom Jesus siger: ”fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund” (Åb. 3:16) - en menighed offer for frafaldet Paulus talte om skulle komme i den sidste tid, lige før Antikrist (Horus) skulle komme (2. Tess. 2:3). Der er ingen distinktiv budbringer for hver menighedstype. Bibelen er budskabet for alle, og Russell sidestiller sig som en særegen person med denne titel. Russell var en falsk profet, en bedrager og forfører!

Jehovas Vidner er tydeligvist grundlagt af en frimurer, en mystikker hvis organisation, som set på frimurer pyramiden ovenfor, bruger kors og krone symbolet - hvilket den romersk katolske moderkirke, tillige med frimurerne og Knight Templar bruger. Christian Science brugteden også, som blev grundlagt af Mary Baker Eddy, der sammen med Helena Petrovna Blavatsky grundlagde det teosofiske samfund - kulsort okkultisme fra ende til anden!

Ud fra denne gennemgang forstås hvorfor Jehovas Vidner ikke kan sige at Jesus er Gud. Johannes forklarer at: ”Derpå kan I kende Guds Ånd: enhver ånd, der bekender, at Jesus er Kristus, kommen i kødet, er af Gud…Thi mange forførere er draget ud i verden, og de bekender ikke, at Jesus er Kristus, kommen i kødet. Sådan er forføreren og Antikrist” (1. Joh. 4:2, 2. Joh. 1:7).

Der findes ingen løgnere der fornægter at Jesus er kommet i kødet, men at Han er Kristus, at han er af Gud, dvs. en del af Guddommen kommet i kødet, det fornægtes uden tøven af Jehovas Vidner - Han er kun en gud (”og ordet var en gud”, Vagttårnet, Joh. 1:1). Med denne ufologiske forståelse af Gud, giver det mening at Vagttårnet angriber Jesu person og fornægter treenigheden. Derfor ses tydeligt at det er en antikristelig religion, en religion der venter afgudernes, rumbrødrenes komme (Jesus er degraderet til at være en blandt disse guder), en religion der venter på Antikrist, Horus, som værende erstatningen for den Kristus de har fornægtet.

Afslutning

Som efterord vil jeg sige dette. Når JV siger, at de ikke er frelst, så er det korrekt. Men det er løgn at de ikke kan blive det i dette liv, og det er også løgn at de kan blive det efter dette liv. Det er i dette liv frelsen skal findes. Det er nu, hvert et menneske skal omvende sig, og blive frelst. Det er Jesu budskab.

Et Jehovas Vidne, som end ikke er det, personen tror han er, nemlig Jehovas Vidne, følger ikke Jesus. Han følger ikke Bibelen. En sådan person følger Vagttårnet og Vagttårnets bibel. Det kunne have været en hvilken som helst anden organisation og skrivelse, de fulgte. Gud er ikke en del af Vagttårnets bevægelse, tværtimod er Han tilhørernes fjende.

”hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder” (Joh. 8:24), sagde Jesus, og tror man en organisations lære, som fremsætter Jesus som værende ”en gud”, så tror man ikke på Gud. Man tror på Vagttårnet. Vagttårnet har ikke frelst ét eneste menneske, og kommer aldrig til det.

Det frygtelige er, at få mennesker kommer så tæt på Vagttårnets kerne, Det Styrende Råd, at de som Raymond Franz, og flere andre som ham, får muligheden for ved selvsyn at opdage råddenskaben i organisationen. Det frygtelige er, at få tør læse og tro det, der står i Bibelen, og at få JV’er overhovedet læser i Guds Ord, men kun Vagttårnets ord. Det frygtelige er, at JV’s slaver kan knokle et helt liv, ja, skal endog stå til ansvar og som slaver rapportere antal timer de har brugt på det slidsomme arbejde, med troen på at de tjener Gud. Alt de opnår, er fattigdom, fysisk og åndeligt, mens Vagttårnet som vist vil lyve, for at holde på den rigdom ”slaverne” har indtjent.

Det er svært at forlade en organisation man er vokset op i, selvom den er så antikristelig som Vagttårnet. Særligt i og med at Vagttårnet har fået etableret udstødelseskonceptet, hvor man ikke blot mister venner og bekendte, men hele ens familie. Det er ubeskrivelig ondskab! Men Jesus sagde: ”Sandelig siger jeg eder: der er ingen, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min og for evangeliets skyld, uden at han skal få det hundredfold igen, nu her i tiden hjem og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og i den kommende verden evigt liv.” (Mark. 10:29-30).

Betydningen af dette er, at frelsen vi får, vil i den kommende verden, fordi vi har givet afkald på ovenstående her i tiden, være 100 gange så værdifuld, hvor jeg er overbevist om at tallet 100 er et symbolsk tal der betyder nåde, og nåden er så værdifuld at intet jordisk beløb, end ikke hele verden (Matt. 16:26), kan gives i løsesum for frelsen.

Prisen for at holde fast i Vagttårnets kappe, er fortabelse. Men finder man kærlighed til sandheden, så vil Gud kendes ved os, som vi kendes ved sandheden, Jesus, og så skal vi for evigt være sammen med Ham!

Er du Jehovas Vidne, så giv dit liv til Jesus og bliv frelst. Ingen pris er for dyr for din sjæl!

Reference liste

^[1] Se Vagttårnets ”The Finished Mystery” fra 1917, side 5, hvor de ophøjer Charles Taze Russell som den kloge og tro tjener, med ordene: ”...den vise og trofaste Herrens tjener - CHARLES TAZE RUSSELL.”
^[2] Se Russell’s første bog i serien ”Studies In The Scriptures”, kaldt ”The Divine Plan of the Ages”, fra 1886, side 7, som fortæller at ”Hans beskedenhed og ydmyghed forhindrede ham i åbent at hævde denne titel, men han vedkendte sig den i private samtaler”
^[3] ”The harp of God”, side 239, hvor der står: “Uden tvivl, udfyldte Pastor Russell tjenesten som Herren gav og hvorom han talte, og var derfor den vise og tro tjener, som betjente troens hushold med mad i rette tid”.
^[4] I Vagttårnets 1. april udgave fra 1955, skriver de på side 206 at: ”I den sidste del af 1917 tog de trofaste frontlinie prædikanter fra den ’diskrete slave’ klasse energisk distributionen af The Finished Mystery op”. Hvilken modsigelse, at udgive en bog der ophøjer Russell som den gode og tro tjener, mens Vagttårnet senere i 1986 forsøgte at erhverve titlen til sig selv.
^[5] I ”1975 Yearbook of Jehovah’s Witnesses” skriver de på side 88 at: ”Men som tiden gik, var ideen taget i brug af mange, at C. T. Russell selv var den ’trofaste og kloge tjener’. Det ledte nogle ind i snaren af skabnings tilbedelse”. Men husk - Vagttårnet er, dokumenteret i bogen ”The Finished Mystery”, selv gået i samme fælde ¹!
^[6] Se Vagttårnets udgave fra 15. Marts 1982, side 21.
^[7] “God’s Kingdom of a Thousand Years Has Approached”, side 346
^[8] ”Then Is Finished The Mystery Of God”, side 264.
^[9] Vagttårnet d. 15. januar, 2001, side 19.
^[10] Disse to af Rutherfords udtalelser, fortæller Raymond om på side 15, og henviser til brochuren ”Se Kendsgerningerne i Øjnene”, fra 1938, side 39, 45-46. Raymond fortæller at det symbolske syn på arken har ændret sig i organisationen, men organisationens rolle i opnåelse af frelse, er stadig den samme. Vagttårnet ændrer ofte mening, hvilket viser at man ikke kan sætte sin lid til organisationen. Gud ændrer sig aldrig, og Hans Ord står fast!
^[11] Vagttårnet, d. 1. juni, 1978, side 21-22, citeret i ”Samvittighedskrise”, side 43
^[12] Vagttårnet d. 15. januar, 2001, side 19.
^{^{^[13]}} Vagttårnet, d. 1. oktober, 2000, side 6.
^[14] Vagttårnet d. 1. februar, 1999, side 17.
^[15] Vagttårnet d. 15. januar, 2000, side 13.
^[16] Vagttårnet d. 15. februar, 1982, side 30-31.
^[17] Vagttårnet d. 1. maj, 2007, side 31.
^[18] Vagttårnet, d. 15. august, 1996, side 31.
^[19] Vagttårnet, d. 15. december, 1988, side 12.
^[20] Vagttårnet, d. 15. august, 1996, side 31.
^[21]“The Day of Vengeance” (“Studies in the Scriptures” volume 4), side 621
^[22] ”The Time Is at Hand” (“Studies in the Scriptures” volume 2), side 101
^[23] ”The Time Is at Hand”, forord side ii
^[24] “2007 Service Year Report of Jehovah’s Witnesses Worldwide”, side 6
^[25] ”Yearbook of Jehovah’s Witnesses 2009”, side 31
^[26] ”Det var omkring Januar 1876, at min Opmærksomhed særligt blev henledt paa Emnet om profetisk Tid, som den knytter sig til disse Læresætninger og Forhaabninger. Det gik til omtrent paa denne Maade: Jeg modtog et Blad, kaldet The Herald of the Morning (Morgenens Forkynder), der var sendt mig af Udgiveren Mr. N. H. Barbour. Da jeg aabnede det, satte jeg det, paa Grund af Billedet paa Omslaget, straks i Forbindelse med Adventismen”
^[27] Se bladet her, og forsiden her.
^[28] Listen er et uddrag fra Vagttårnets bog fra 1894 ”Tiden er for Hånden”, side 85-87, og er citeret af Raymond på side 129-131.
^[29] ”Jehovas Vidner og Guds gerning”, side 52, citeret af Raymond på side 132.
^[30] I den originale amerikanske udgave står teksten ”I året 1918”. Den er slettet i den danske version.
^[31] ”Den fuldbyrdede hemmelighed”, af Joseph Franklin Rutherford, side 534.
^[32] Vagttårnet, juli 1922.
^[33] “The Harp of God”, af J. F. Rutherford, side 136; http://www.gutenberg.org/catalog/world/readfile?fk_files=78335&pageno=136
^[34] ”Millions Now Living Will Never Die”, af Joseph Franklin Rutherford, side 88
^[35] ”Government”, af Rutherford, side 276
^[36] ”The New World”, af Vagttårnet, side 104, 105.
^[37] ”1975 Yearbook of Jehova’s Witnesses”, side 194
^[38] ”Jehovah’s Witnesses, Proclaimers of God’s Kingdom”, side 76
^[39] ”Hvem er ærkeengelen Mikael?”, Jehovas Vidner, Vagttårnsselskabets officielle hjemmeside, http://www.watchtower.org/d/bh/appendix_11.htm
^[40] “Book of Abraham”, side 707
^[41] Millennial Dawn, Vol. III, ”Thy Kingdom Come”, side 327
^[42] ”Reconciliation”, af J. F. Rutherford, side 14
^[43] ”The Watchtower and the Masons”, af Fritz Springmeier, side 111, 127

d. 03-03-2016; kl. 01:01

Interessant og lærende artikel. Jeg har dog foreløbigt et spørgsmål jeg ikke har kunnet finde svar på hverken her eller andre steder,, Hvordan ud vælges de så kaldte 144000?

På forhånd tak.

Venlig Hilsen
Kristinna

d. 03-03-2016; kl. 15:23

Hej Kristina.

På hvilken måde udvalgt? Beskrivelsen af udvælgelsen ses i Åb. kap. 7, hvor 12.000 mænd fra hver af Israels 12 stammer besegles.

Kan du definere nærmere hvad du mener med "hvordan"?

Jehovas Vidner, den Levende Gud og Jesus