OversigtDer er behov for irettesættelse og formaning på disse områder, for Gud forventer sig ufejlbarlighed fra sine profetiske tjenester, for det er Ham der taler og Han tillader ikke, at vi blander vore meninger og fantasier ind i Hans tale. Mange forlader sig på nåden og mener, at der ikke er fare for at rammes af Guds vrede. ”Glem ikke nåden”, hører jeg tit. Jeg kender nåden og er taknemmelig for den, men jeg kender også Jesu egenskab som dommer. Vi ser i Ordet, at ulydige skal ”pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet” (Åb. 14:10).
Profeterne og lærerne i dag, lærer folket en anden stemme end Guds og leder dem igennem teknikker og metoder ad andre veje, end dem Gud har befalet. Derfor er det ikke kun profeternes egen sag, at de ikke taler på vegne af Gud, men også alle de mennesker der følger profeternes rådgivning og opmuntring. Disse skoler eller kurser, er også et instrument til at lade andre ånder, eller mennesket selv tale.
Jeg var som ganske ung involveret i trosbevægelsen, der også går ind for denne oplæring. Jeg blev ved en sådan session placeret foran en mand jeg kendte, med ordene – ”profeter”. Jeg var også dengang en åndsfyldt person og havde adgang til de åndelige gaver, om de blev mig tildelt (1. Kor. 12:11). Jeg bøjede mit hoved og begyndte at tale i tunger, for det havde jeg lært og set andre gøre, for at få et budskab fra Herren.
Nu kendte jeg jo denne mand, og jeg vidste hvad der ville opmuntre ham, så jeg talte i formastelighed på vegne af Gud og sagde ”Du vil snart blive gift”. Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at det var Gud der talte igennem mig, men når jeg var ærlig over for mig selv, vidste jeg, at jeg havde syndet, at jeg havde talt løgn og givet Gud æren for det.
Jeg var for stolt den gang til at indrømme og erkende min synd, så jeg lod som ingenting og håbede på det bedste. Jeg vidste denne mand ønskede at blive gift og når det ligger en mand på hjerte, så lykkes det som regel – også for ham her. Til ”mit held”, blev han gift omtrent et år efter og jeg kunne, for mennesker, rose mig af mine ”profetiske evner”.
Jeg tror på at jeg har fået tilgivelse for dette, for jeg har omvendt mig og kunne aldrig igen drømme om at være profetisk på formastelig vis, eller i det hele taget være åndelig kvaksalver.
Jeg hørte også andre ”profet lærlinge” tale sjælelige og håbefulde ord, som jeg tvivler på nogensinde er gået i opfyldelse. Mange af de ord der blev talt, var ikke profetiske, men ganske almindelige opmuntrende ord, der fortalte at Gud elskede personen, Han skulle forestille at tale til. Det minder mig for øvrigt om Benny Hinn, der jo bidrager til enhver misbrug af Åndens gaver. Han fortalte på en af sine crusades, at som Jesus sagde ”sandelig siger jeg”, kan vi på samme måde profetere og sige – ikke så siger Herren, men så siger jeg selv, og så skulle vores tale gå i opfyldelse, på samme måde som når Gud talte. – Tilbage til artiklen…
Når man skærper tonen, og det mener jeg er på sin plads, så må man sige at det der foregik, var ubeskrivelig kritisabelt. Menighedens ledere opfordrede unge og uerfarende mennesker til at tale på Guds vegne, uden at være ledt af Hans Ånd. Bibelen fortæller at ”ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud” (2. Pet. 1:21) og eftersom det er Ånden ”der deler ud til hver enkelt, som den selv vil” (1. Kor. 12:11), kan intet menneske kræve eller tvinge Ånden at tale, som ikke skal ”tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer” (Joh. 16:13).
Derfor kan et menneske ikke tale af sig selv og kalde talen profetisk, for så er det ikke ledt af Guds Hellige Ånd, som siger hvad Han selv hører fra det Himmelske. Jesus siger videre i Joh. 16:14 om Ånden Han vil sende, at: ”Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer”, hvilket leder mig til en profeti, som er trykt i menighedsbladet fra Apostolsk kirke i Vejle, i marts måned 2004.
I tyve år eller flere, har profetierne om vækkelse strømmet ud fra menighederne. Stort set enslydende, har de forudsagt en åndsudgydelse i denne sidste tid, omtalt under synonymer som vand og regn, olie, vind og storm m.m., og denne profeti er ingen undtagelse.
”Regnen skal falde over dit liv her i den sidste tid. Det er den sidste regn. Den skal gennemvæde dig, hvert et område af dit liv, så du kan være frugtbar for mig. Der skal ikke være nogle tørre områder i dit liv. Jeg er din fugtighedscreme. Brug mig. Smør mig ud over de områder i dit Liv, som er tørre og kraftesløse. Jeg giver Liv.”
Kan du genkende Jesu ord, at Ånden ”skal herliggøre mig (Jesus)” i denne profeti? I Bibelen tilkendegiver Gud sig med flere fantastiske og vidunderlige navne, der ophøjer Ham som den Højest Ophøjede. Når mennesker taler om Ham eller Ånden taler igennem mennesker, er det med en gennemgribende respekt og alvor, der ofte adskiller Hans tale fra menneskers. I artiklen ”Guldstøv - hvad og hvorfor ??”, fortæller jeg om en profeti, der siger at ”Gud nu er færdig med at bygge vore boliger i himlen, så nu fejer han gaderne af guld”. Med andre ord, er Gud her vicevært og ifølge den ovennævnte profeti, tilkendegiver Han sig som en fugtighedscreme.
Det kan man på ingen måde kalde herliggørelse men snarere blasfemi. Aldrig har der i Bibelen lydt fra en sand profets mund, sådanne nedladende og blasfemiske ord.
Hvad er det for en ånd der taler her? Hvem er det, som vil at de kristne skal være frugtbare, og håner Gud? Hvilke frugter er der tale om? Hvis disse ord ikke er ”profetens” egne ord, så har vi her en tale fra Satan, der fortæller os sit ønske for den humanistiske, liberal søgende menighed, der involverer sig i alverdens åndeligheder for at finde tegn på åndeligt liv.
Der er overvejende tendens til at mene, at vi skal høre fra Gud. Vi skal lytte til små impulser og gengive det vi opfatter. Men det er ikke sandt. For ikke at fare vild, må vi vende ordene og sige at Gud skal tale til os. Bibelen fortæller tydeligt og klart, at ”Gud sagde”. Hvad kan man da sige, når mennesker får undervisning i at anstrenge ørerne for at høre små impulser? Måske er det et vink med en vognstang, at Gud ikke taler til os mere, på samme måde som Han handlede med Saul.
Men vi anstrenger os og udvikler metoder til at åbne os for impulser, metoder til at åbne vore ører for den åndelige verden, hvor der er så meget støj og larm af forførende stemmer i denne tid, at vi ikke kan skelne godt fra skidt. Der er mange informationer at hente på den linie, også informationer der er sande, skønt det ikke er Guds stemme. Husk på pigen med spådomsånden der råbte ”de mennesker er den højeste Guds tjenere, de forkynder jer vejen til frelse” (Apg. 16:17). Skønt det var en dæmon der talte igennem hende, fortalte den sandheden om Paulus og Silas.
Det samme kan vi forvente os, når vi gør nådegaverne til et indlærings koncept, der kan eksperimenteres med. Spådomsånderne står i kø for at fange vores opmærksomhed og bedrage os til at tro, at vi har fået kontakt med det Himmelske. Vi skal huske på, at Helligånden uddeler disse nådegaver, vi kan ikke selv tage det vi ønsker.
Gud siger ”Jeg vil lægge mine ord i hans mund. Han skal forkynde dem alt det, jeg befaler ham” (5. Mos. 18:18) og Han siger videre at ”den profet, der formaster sig til at tale noget i mit navn, som jeg ikke har befalet ham at sige, eller som taler i andre guders navn, den profet skal dø!” (5. Mos. 18:20). Vi må acceptere, at det ikke nytter at anstrenge ørerne for at høre Guds tale. Taler Gud, vil Han lægge ordene i vor mund (2. Mos. 4:12-13, 4. Mos. 23:5, 2. Sam. 23:2, Ez. 3:17, Jer. 1:9,) og befale os at tale. Til gengæld, vil Han ikke tolerere, at vi taler på overmodig vis. I dag kan vi ved Guds nåde fejle, men ikke uden konsekvens, om vi ikke omvender os.
Verset her, taler om Jesus Kristus, men andre steder i Bibelen hører vi andre profeter sige, Herren har sagt, Herren har talt, så siger Herren (1. Kong. 22:14, 2. Krøn. 24:20, 2. Mos. 3:7). Aldrig har profeterne handlet i selvtægt og beholdt Guds velsignelse. Bileam f.eks. prøvede ihærdigt at tvinge Gud i selvtægt, men det kostede ham livet.
Der findes forskellige profetier i Bibelen. Nogle fortæller om fremtiden (eks. 4. Mos. 11:25, 2. Kong. 3:17, Jud. 1:14) og andre bekræfter forskellige aktuelle hændelser (Luk. 1:67, Apg. 2:16).
Men der findes også en profetisk tjeneste, som er tæt knyttet til læretjenesten (Apg. 13:1, Apg. 15:32-35). Denne er nok den vigtigste ”brug” af nådegaven man kan tænke sig. I gammel tid, havde man ikke på samme måde som i dag, Bibelens skrevne Ord og var mere afhængig af Guds tale gennem profeterne. I dag har vi Guds tale til alle, igennem Ordet, og det skal med Åndens lys åbnes for vore øjne. Bibelen fortæller at ”ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften” (2. Pet. 1:20), men Ånden Jesus sendte, skal ”vejlede jer i hele sandheden” (Joh. 16:13) og derfor er denne profetiske gave, at kunne udlægge Ordet, tæt knyttet med lærertjenesten. 1. Kor. 14:3 siger ”Men den, der taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst” og denne tale kan ikke være fra os selv, men må være profetisk tale ved den Hellige Ånd, ud fra Guds Ord. Paulus siger at: ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet” (Romerne. 15:4), for ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed” (2. Tim. 3:16), og da det er indblæst af Gud, kan vort sjælelige menneske ikke forstå det, for ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.” (1. Kor. 2:14). Det betyder, at både den der underviser og den der bliver undervist, må have Åndens lys over talen, for at kunne forstå.
Paulus talte ofte profetisk ud fra Ordet, når han underviste (Romerne. 9:25-33, Romerne. 10:19-20, Hebr. 1:5), for ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” (Romerne. 10:17)
Paulus profeterede til advarsel for folket, når det var nødvendigt Apg. 27:10 og til opmuntring Apg. 27:22. Agabos profeterede også varslende ord i Apg. 11:27 og Apg. 21:11. Gud taler ofte til os, når der er behov for det. Det er ikke intetsigende ord, der kan betvivles, om deres opfyldelse. Moses og Arons advarsel til Farao ”Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig i ørkenen.” (2. Mos. 7:16). Samuel, der advarede Israel ang. ønsket om en konge (1. Sam. 8:10-18). Jonas advarsel til Nineve (Jonas. 3:4). Man kan blive ved. Intet sted finder vi latterlige og nedgørende profetier. Tvært imod, er Gud kontant med alvorlige ord, der vedrører det folk, Han taler til.
Nogle vil sige, at en profeti er afhængig af et menneskes ordforråd og talemåde. Lyt til Bibelens melodi. Guds direkte tale, syner, drømme og visioner bliver beskrevet af mange forskellige mennesker, men fordi det er Gud der ligger Ordene i deres mund og befaler dem at tale, kan man høre Guds stemme gennemgående i alle bøgerne. Skulle Gud ændre sin talemåde, på grund af et folk der taler et lemfældigt sprog? ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid.” (Hebr. 13:8). David sagde ”I mig taler Herrens ånd,
Hans ord er på min tunge.” (2. Sam. 23:2) og Moses der sagde ”Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det”, talte på Guds befaling til al Israels folk og ikke mindst Farao. Han skrev fantastiske lovsange og fordi Gud lagde ordene i hans mund, var det ikke Moses’ stemme, men Guds. Selv et æsel kunne Gud åbne munden på, så det talte (4. Mos. 22:28).
Gud har også givet mange opmuntrende ord, igennem tiderne. Men det er altid sådan, at Gud tilføjer et ”hvis”. Som Israel der kunne vælge velsignelsen eller forbandelsen (5. Mos. 11:26-28). 3. Mos. Kap. 25-27, indeholder mange løfter fra Gud, hvis, Israelerne holder deres påbudte del. Vi ved at Paulus til Efesserne siger ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse.” (Ef. 1:3). Da det er de som er i Kristus, der har alle Guds åndelige velsignelser og løfter, advarer Paulus og tilføjer ikke bare et ”hvis”, men mange.
En af de vigtigste ting, vi skal gøre når det gælder profetiske budskaber, er at bedømme. Overholder vi ikke dette, vil vi ukritisk acceptere dæmonisk eller menneskelig tale, som latterliggør Gud eller bringer os ind på en parallelvej til den der fører til Himmelen. Menighederne i dag, ignorerer dette påbud. Johannes siger. ”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden.” (1. Joh. 4:1) og alligevel, bliver man opfattet som negativ og vækkelsesblokerende, når man fortæller at Gud ikke taler, som profeterne påstår i dag.
Da jeg kom i den kirke, hvor jeg lærte at være falsk profet, kom den ene profetiske tjeneste efter den anden, fra alle mulige lande og profeterede. De profeterede at Gud ville bruge denne menighed. Profeterne lovede vækkelse og fremgang på Guds vegne. De salvede lederen, som i dag er så langt væk fra Gud, at han underviser i forretningsstrategier i Jesu navn. Alle profeterne var falske. Ikke én, har vist sig sand.
Hvordan ville talen til vore kirker lyde i dag, hvis Gud talte til os? Hvordan ville talen lyde, når kirkerne ignorerer advarsler og ”hvis’er” i et omfang der er så enormt, at ingen reagerer når Gud kaldes en fugtighedscreme, eller omtales som en vicevært? Hvad ville Gud sige til en menighed fra hvem Han havde fjernet sin Ånd og som ikke kendte Ham mere?
Bibelen fortæller hvad Gud siger! – ”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.«” (Åb. 3:15-22)
I Danmark ville mange nægte sig betegnelsen Laodikea. Men se på landet kære læser. Se Danmarks forfald. USA er et skræmmebillede uden sidestykke. USA hvor store anerkendte prædikanter og profeter som Benny Hinn, Kenneth Copeland, Steve Hill, T.L. Osborne, Randy Clark, John Arnot, Marc Dupont og mange flere burde være gudsmænd der dannede landets meninger. De kristne i Danmark, valfarter til udladet for at få del af denne tjeneste og vækkelse. Profeterne profeterer at Jesus elsker os og at vi er gode nok, mens landet sejler. Havde vi haft Profeter som i Bibelen, ville Danmark have set anderledes ud. De råbte op og advarede, men kirkerne i dag, med nogle få til undtagelse, er navlepillere, der ikke har Guds Ånd og hellighed, der med nidkærhed formår at tage til mæle. Som eks. sex-cd’en der skulle uddeles til alle børn i folkeskolen. En cd med alverdens afskyelige og gudsfordømte sex metoder. En cd, der er stor promoter for homoseksualitet. Ifølge aviserne, vandt Indremission ørenlyd og det forlød sig, at Lars Lykke Rasmussen var i lommen på dem. Havde kristenheden i Danmark været åndsfyldt og været i stand til at stå sammen, kunne anklagen måske have været, at danskerne havde moral.
Ingen er længere i stand til at organisere store seriøse kristne bønnemøder, for alle går hver sin vej. Man mener hver især, at man kender sandheden og de andre tager fejl, men Gud råder folket til at købe ”salve til at salve dine øjne med, for at du kan se”. Saltet er kraftløs - kristenheden er død og uden kraft og kan ikke på nogen mulig måde stå råddenskaben imod. Men Gud forudså dette og synden vokser sig dag for dag stor og moden til dommens dag, der venter ikke langt ude i fremtiden. Jo, jeg ser, at kirker af og til indkalder til bønnemøder. Men som Gud siger i Jer. 14:12: ”Når de faster, hører jeg ikke deres klage, og når de bringer brændofre og afgrødeofre, tager jeg ikke mod dem; men jeg vil tilintetgøre dem med sværd, sult og pest” – er det ikke det vi ser rent åndeligt og moralsk hos de kristne?
Jeremias klager over at profeterne har svigtet ”Ak, Gud Herre! Profeterne fortæller dem, at de ikke skal frygte for sværd, og at sult ikke vil ramme dem, fordi du vil give dem tryghed og fred på dette sted.” (Jer. 14:13) Læs Jer. 14:10-22. Det var dengang tale om fysiske ting, når der nævnes sult, hungersnød og sår der ikke heles. I dag er det nøjagtig det samme, men åndeligt set.
Prisen for ulydighed mod Gud, fortælles der om i Esajas: Mit folk, dine vejledere fører dig vild, de gør vejen, du går, til et vildspor. Herren træder frem til rettergang, han står frem for at dømme folkene.” (Es. 3:12-13). Kristendommen i Danmark er ødelagt og infiltreret af så meget løgn, at den ikke har sandheden mere. Gud siger ”Kom og æd løs, alle dyr på marken, kom, alle dyr i skoven! Alle vogterne er blinde, de forstår intet; de er alle sammen stumme hunde, der ikke kan gø. De ligger og drømmer, de elsker at sove. Hundene er grådige, de kan ikke blive mætte; de er hyrder, de har ingen indsigt. De vender sig hver sin vej, alle søger egen fordel. »Kom, jeg henter vin, vi fylder os med øl! I morgen skal blive som i dag, ja, bedre endnu!«” (Es. 56:9-12). Man har mistet synet med de åndelige øjne i dag, og henholder sig til det der er synligt for kødet. Derfor har man så travl med selvretfærdig ransagelse, for med vore naturlige øjne, ser kristenheden ud som værende rig og blomstrende. Men med de åndelige øjne, er kirken som Bibelen har sagt, fattig, blind, nøgen, elendig og ynkelig. Taler du med satanister eller hekse kan de med stor overbevisning fortælle dig, at kristenheden er faldet. De kan se det, men de kristne forbliver i blindhed, fordi de ikke vil se.
Jeg kan næsten allerede høre beskyldningerne mod denne artikel. Mange vil ikke anerkende brugen af det Gamle Testamente, for i dag har vi nåden. Andre bliver vrede, fordi de synes jeg tager glæden fra dem. De siger derfor ubevidst således ”sig os hellere en løgn, så vi kan være glade og frygtesløse”. Men vi kan på ingen måde forlade os på nåden! Nåden er ikke nok, når vi går på forkerte veje og ikke overholder vores del. Paulus siger ”Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?” (Romerne. 6:1-2). Vi har dannet os et samfund, hvor frihed er en underlig udefineret størrelse. ”Gør hvad du vil, så længe det ikke skader nogen”, har fundet vej langt ind i kristne kredse, så det er blevet forbudt at løfte en pegefinger og påtale upassende ord eller opførsel. ”Vi har ikke ret til at dømme”, er den mest brugte frase, og således er kirkerne bogstavelig talt forheksede. Den Universelle lov, som heksekraft benytter – og som dermed er satanisk, siger ”Hvis det ikke skader nogen, så gør hvad du vil”. Denne opfattelse har slået rod i kristendommen og der er derfor grund til at spørge som Paulus: ”Hvem har forhekset jer?” (Gal. 3:1). Vi vil styres af vore indre fornemmelser, og tillader ikke noget ydre, at dømme om ret og forkert. Derfor, når Gud advarer og siger vi har synd, vil vi ikke adlyde, for vor egen fornemmelse ang. vore handlinger, er god.
Er du klar over at det er syndig at fejle. Det er syndigt at træde bare et skridt forkert! Men nåden er os nok, når vi omvender os og beder om tilgivelse.
Jeg mærker Guds alvor mens jeg skriver denne artikel. Der er behov for, at mennesker vender om fra bedraget som har indtaget de danske kirker. Bedraget der i løgnens lys, ligner vækkelse, har døset kristenheden i dyb søvn. Når de vækkes af alarmklokkerne, bliver de vrede og vil ikke finde sig i sandheden.
Evangeliebladet, 15. feb. 2004, fortæller om forstandere og ledere der var samlet på stævne på Skovbo efterskole. Man kunne forvente sig, at de mødtes for at fordybe sig i Ordet og i fællesskab granske og udlægge Ordet på profetisk vis. Men som indlægget fortæller, var der fokus på trivsel - igen. I en lunken kirke, hvor kultur er i højsæde, er trivsel klart en varm kartoffel.
Det er jo forkasteligt. Danmarks formodede åndelige ledere samles, for at diskutere trivsel, et fænomen der i Bibelen beskrives som noget der kvæler Ordet (Matt. 13:22). I stedet for at samles om Ordet, samles de om det, der kvæler Ordet. I stedet for at opbygge hinanden med profetiske Ord ud fra Skriften, så de hver især havde noget at bringe med hjem, til opbyggelse af de får de er sat over som hyrder, så væver de i ligegyldig kulturel pjat, præsenteret på humoristisk facon, som indlægget fortæller. Det er et alarmerende tydeligt signal til, at Danmarks ledere ikke er i besiddelse af Ordet, og derfor ikke formår at dele det. Bibelen siger klart og tydeligt ”søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt. 6:33), så trivsel kommer ikke igennem kultur men ved dyb kendskab til Gud. Desuden bliver jordisk trivsel sekundært, når Himmelens rige fylder vort hjerte!
”Gud taler faktisk hele tiden og gennem alle ting…Man kan ikke bringe mere end én væsentlig profeti på en måned, fordi det kræver tid at lade budskabet modnes…Jeg kan ikke fungere uden gode relationer til menighedens lederskab, som skal bedømme ordet.”
Dette er nogle af de retningslinier der bruges i en artikel i samme version af evangeliebladet, der indeholder temaartikler om profeti. Jeg har hørt denne type undervisning adskillige gange og må med et tynget hjerte gå imod også denne tale. Vi har set Bibelen viser, at det er Gud der ligger ordene i vor mund og Ham der befaler os at tale. Men denne undervisning gør Guds handling og befaling til en teknik, som læres hen ad vejen. Som artiklen fortæller i denne sammenhæng ”Stykkevist erkender vi og stykkevist profeterer vi” (1. Kor. 13:9), hvilket fejlagtigt forklaret i artiklen betyder, at vi med tiden lærer at skelne hvad der er vort eget og hvad der kommer fra Gud.
At Gud taler hele tiden og gennem alle ting, kan være sandt forstået på den måde, at alt vider om Ham. Salme 19 fortæller om dette, dog at det vidner uden ord over hele jorden og Paulus fortæller at Guds usynlige væsen har kunnet ses fra verdens skabelse. Men at Gud skulle tale til os igennem alt, med ord eller impulser vi kan trænes til at reagere på, er ikke sandt. Men opfattelsen skinner klart igennem i efterfølgende udsagn og viser, at profetien er blevet menneskelig fantasi, i stedet for gudgivne ord.
”Man kan ikke bringe mere end én væsentlig profeti på en måned, fordi det kræver tid at lade budskabet modnes”, viser klart, at det er menneskets eget værk. Om vi skulle samle indtryk til inspiration for vores næste profeti, ville gøre os uafhængige af Gud. Vi ser både Paulus og Agabus’ umiddelbare profetier til advarsel og opmuntring. Det krævede ikke en måneds forberedelse, men Gud lagde ordene i munden og befalede dem at tale.
”Jeg kan ikke fungere uden gode relationer til menighedens lederskab, som skal bedømme ordet”, viser i linie med de andre påstande, at artikelforfatteren er afhængig af at kende menighedens lederskab, for at vide, hvad der kan, og ikke kan siges. Det har intet med Gud at gøre. Tænk på Samuel, der skulle tage til Betlehem og salve David til konge. Han sagde til Gud ”Hvordan skal jeg kunne gå derhen? Når Saul hører det, slår han mig ihjel.” (1. Sam. 16:2) Han kendte ganske vidst Saul, men Gud befalede at han talte imod Sauls vilje.
Lige nøjagtig denne holdning, at vi ved hvad der kan siges og ikke, er en af grundene til, at kristenheden i Danmark er faldet. Ingen siger længere, hvad Herren befaler. De siger det de ved bliver accepteret af lederskabet. Rammer profeten ved siden af lederskabets holdninger, vil både profeten og budskabet jo blive afvist. ”Profeterne fortæller dem, at de ikke skal frygte for sværd, og at sult ikke vil ramme dem, fordi du vil give dem tryghed og fred på dette sted”, er nøjagtig situationen i dag. Ingen vover at tale imod, og om det bliver gjort, er gloserne som negativ, farisæer, besat og mange andre ord, på barrikaderne. Som Gud forudså, så vil ”folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører” (2. Tim. 4:3). Ledere og lærere, er jo vitterligt optaget af egne tanker, optaget af at spidse ører og ”høre Guds stemme i alle ting”. De er trænet op til at lytte i den åndelige verden, hvor forførende ånder har deres domæne. Ukritisk taler de, blandet med egen inspiration og timelige impulser, en udefinerlig komposition af fjendens forførelse, så Guds folk falder i søvn, åndeligt talt, og deres olielampe slukkes, med stor chance for at overhøre når den sidste basun lyder.
Et andet sted i bladet, stilles spørgsmålet ”Har jeg som person et eget ansvar i at profetien ’sker fyldest’?”, hvortil svaret lyder:
”I profetien giver Gud en opmuntring, en synliggørelse af f.eks hvilke naturlige evner og potentiale, pågældende person har, og hvordan de kan udfolde sig indenfor det praktiske liv. Udfra viden om hvordan vi fungerer som mennesker og erfaring med mennesker vedr. reaktionsmønstre, forsvarsmekanismer, vaner og uvaner -har vi i relation til profetier som i alle andre situationer her i livet medindflydelse og medansvar for, hvad der sker.”
Skulle vi have medansvar i at Guds vilje skal ske? ”Hvis en profet taler i Herrens navn og hans ord ikke indtræffer og går i opfyldelse, da er det et ord, som Herren ikke har talt. I formastelighed har profeten talt; fra ham behøver du ikke at frygte noget” (5. Mos. 18:22) – ”Men hvis en profet profeterer om fred, kan man vide, at det virkelig er Herren, der har sendt ham, ved at hans ord går i opfyldelse.«” (Jer. 28:9). Der er ikke noget at være i tvivl om. Det Gud siger, kommer til at ske, uanset hvad. Om det ikke sker, har Gud ikke talt.
Med viden om menneskers naturlige evner, potentiale, udfoldelser og med erfaring ang. reaktionsmønstre, forsvarsmekanismer, vaner og uvaner, er det ikke svært på menneskelig vis, at ramme plet med vor tale, og påstå det er Gud der har talt. Præcis som jeg selv ”profeterede” om giftemål over en person jeg kendte og vidste, ønskede at blive gift. Så har vi ikke længere nogen garanti for, at det er Gud der har talt, selvom ”profetien” går i opfyldelse.
Det burde være tydeligt for mange flere, men det er det tilsyneladende ikke. Når man ser på menighedernes handlinger og hvad der bliver sagt, er det et tydeligt signal til, at Gud vitterlig har gjort som Han har forudsagt han ville. Han har udspyet menigheden af sin mund. Han taler ikke til menigheden mere, fordi den har forladt grundvolden, hvorpå kirken skulle bygges. Mennesker har sat sig selv ved roret og med viden, psykologi og andre teknikker, formår de, tilført megen hjælp fra forførende ånder, at holde hjulene i kirkerne kørerne, men uden Guds indblanding.
Læser du i Bibelen, hvor der er tale om frafald, ser du at alle signaler er tilstedeværende i kirkerne i dag. Der er ingen tvivl om, at vi befinder os i et åndeligt Babylon og først når dette Babylon er faldet, når Jesus kommer igen, vil situationen ændres. Profeterne har i tyve år profeteret om vækkelse, uden der har været noget der ligner. Begrebet vækkelse er af den grund blevet ændret, så sporadiske tegn på noget der ligner helbredelse eller omvendelse, tituleres som vækkelse.
Jeg håber ikke at Jesus venter halvfjers år, som Han gjorde da Israel var i Babylon. Men Han sagde dengang: ”Lad jer ikke forføre af profeterne blandt jer og af jeres spåmænd; og hør ikke efter de drømme, de har; for de profeterer løgn for jer i mit navn; jeg har ikke sendt dem, siger Herren. Dette siger Herren: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted.” (Jer. 29:8-10)
Dette frafald fra bibeltro kristendom i det åndelige Babylon, vil ikke få ende før synden har vokset sig fuldmoden og Gud, ifølge Bibelen, vil dømme og ikke drage omsorg.
Du kan nu vælge at sige, at Kim Andersen endnu engang har taget munden for fuld og overdrevet situationen. Det vil for mange menneskers vedkommende være det nemmeste. Men du kan også acceptere situationen og være med til at råbe op og advare, at også på det profetiske område, er sandheden vendt på hovedet, at vi skal lytte – tune ind på Guds stemme, i stedet for at Gud ligger ordene i vor mund.
Vi er kommet så langt ud, at vi ikke længere kan godtage en profeti, selvom den går i opfyldelse. Satan har lært menigheden teknikker, der skjuler hans bedrag, så selvom opfyldelsen sker fyldest, er der ingen garanti for at det er Gud der har talt. Tilbage står vi med Åndens vidnesbyrd, som kun vi selv hver i sær kan høre. Vi er overladt til Guds Ånd og overladt til at adlyde vort indre vidnesbyrd. Ingen andre kan hjælpe, kun Guds Ånd. Derfor vil jeg opmuntre dig, kære læser, til at stole på dine indre advarsler. Utilpashed ved situationer eller andre indikationer på alarm, må du aldrig mere overhøre. Til gengæld må du acceptere, at du skal overhøre langt størstedelen af de profetier der lyder i dag. Gud taler ikke mere. Vi har Ordet og derigennem taler Han til os og derfor er det vigtigt, mere end nogensinde før, at du selv gransker skriften og derigennem lader Guds Ånd tale til dig.
Lederne har ingen dyb kendskab til Ordet mere og er ikke længere fyldt af Guds Ånd. Derfor kan de ikke længere give fårene den føde, de har brug for. Vi er overladt til Gud og må stå på egne ben i forhold til kirkerne. Men ”i magtesløshed udfolder min (Guds)kraft sig helt” (2. Kor. 12:9) og derfor må vi ikke blive skræmte, for Gud er den eneste der kan holde os stående, når andre falder.