En stor glæde
af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 10/12-02
Udskriv
Oversigt”Det skete i de dage, at der udgik et bud fra kejser Augustus, at al verden skulle indskrives i mandtal. Dette var den første indskrivning i den tid, Kvirinius var landshøvding i Syrien. Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra Galilæa, fra byen Nazaret, til Judæa, til Davids stad, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin trolovede, som var med barn.
Men det skete, medens de var der, da kom tiden, da hun skulle føde. Og hun fødte sin søn, den førstefødte. Og hun svøbte ham og lagde ham i en krybbe, fordi det ikke var plads til dem i herberget.
I den samme egn var der nogle hyrder ude på marken, der holdt nattevagt over deres hjord. Og se, en Herrens engel stod hos dem, og Herrens herlighed lyste om dem. Og de blev meget forfærdede. Men engelen sagde til dem: ”Frygt ikke! thi se, jeg forkynder jer en stor glæde – en glæde for hele folket. I dag er der født jer en frelser, som er Messias, Herren, i Davids by. Og dette skal I have som tegn: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Og med ét var der sammen med engelen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: ”Ære være Gud i det højeste! og fred på jorden i mennesker, der har Guds velbehag.”
Og det skete, da englene var faret op fra dem til Himmelen, sagde hyrderne til hverandre: ”Lad os nu gå til Betlehem og se dette, som er sket, det, som Herren har kundgjort os.” De skyndte sig af sted og fandt både Maria og Josef og barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de om, hvad der var talt til dem om dette barn. Og alle, som hørte det, undrede sig over det, som hyrderne sagde til dem. Men Maria tog vare på alle disse ord og grundede over dem i sit hjerte.
Hyrderne vendte så tilbage og priste og lovede Gud for alt det, de havde hørt og set, således som der var blevet sagt dem.” Luk 2:1-20.
Forunderligt at sige
Og sært at tænke på,
At kongen i Guds rige
I stalden fødes må,
at Himlens lys og ære,
det levende Guds ord,
skal husvild blandt os være,
som armods søn på jord!
Gud havde beredt sit folk ved profetier om den lovede frelsers fødsel. Straks efter syndefaldet fik Adam og Eva det første løfte om, at Satans magt, der fik dem til at synde, ville blive brudt ved, at Gud ville sende en, der kunne bryde denne magt. Gud sagde til slangen: ”Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dine efterkommere og hendes efterkommere. Han skal knuse dit hovede, og du skal knuse hans hæl.” 1. Mos 3:15. Jesus Kristus knuste ved sin død på Golgata slangens hoved, som Gud havde lovet.
Gennem hele GT lyder der igen og igen udsagn om, at den kommende Messias skal sejre. Vi læser i Sal 2:2-9 : ”Jordens konger rejser sig, og fyrster rådslår samlet mod Herren og mod hans salvede (Messias).” Og de siger: ”Lad os sprænge deres (Gud Fader og hans salvedes) bånd og kaste deres reb af os!” Han, som troner i Himmelen, ler. Herren spotter dem. Så taler han til dem i sin vrede, i sin store harme forfærder han dem: ”Det er jo dog mig, der har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg.” Jeg vil kundgøre det, som er fastsat. Herren sagde til mig: ”Du er min Søn, jeg har født dig i dag! (som menneske) Begær af mig, så vil jeg give dig hedningerne til arv og den hele jord til eje. Du skal knuse dem med jernstav, som en pottemagers lerkar skal du slå dem i stykker.”
Og de vidunderlige ord i Es 9:6-7 : ”Et barn er os født, en søn er os givet. Herredømmet er på hans skulder, og hans navn skal kaldes Under, Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste. Herredømmet skal blive stort og freden blive uden ende over Davids trone og over hans kongerige. Det skal blive gjort fast og holdt oppe ved ret og retfærdighed, fra nu af og til evig tid. Herren, hærskarernes Guds nidkærhed skal gøre dette.”
I Es 53:5-10 står: ”Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vore misgerninger. Straffen lå på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår har vi fået lægedom. Vi fór alle vild som får, vi vendte os hver til sin vej. Men Herren lod den skyld, som lå på os alle, ramme ham. Han blev mishandlet, og han blev plaget, men han oplod ikke sin mund, ligesom et lam, der føres bort for at slagtes, lig et får som tier, når de klipper det. Han oplod ikke sin mund. Fra trængsel og ved dom blev han revet bort. Men hvem tænkte i hans tid, at når han blev revet fra de levendes land, så var det for mit folks misgerninger, plagen ramte ham? De gav ham hans grav blandt ugudelige, men hos en rig kom han ved sin død, endog han ingen uret havde gjort, og der var ikke svig i hans mund.”
Og i Es 42:1 står: ”Se, min tjener, som jeg støtter, min udvalgte, som min sjæl har velbehag i! Jeg lægger min Ånd på ham, han skal føre ret ud til hedningefolkene.”
Jesu indtog i Jerusalem var også forudsagt: ”Råb med fryd, Zions datter! Råb højt, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig. Retfærdig er han og fuld af frelse, sagtmodig er han og rider på et æsel, på et ungt æselføl.” Zak. 9:9.
Om det så var den pris, de gav Judas for at forråde Jesus, var den forudsagt: ”Jeg sagde til dem: ”Om I så synes, så giv mig min løn, men hvis ikke, så lad det være!” Så opvejede de min løn, tredive sølvpenge.” Zak 11:12.
Og hvor Jesus skulle fødes var nøje forudsagt: ”Men du Betlehem, Efrata, som er liden til at være blandt Judas tusinder! Fra dig skal der for mig udgå en, som skal være hersker over Israel. Hans udgang er fra gammel tid, fra evigheds dage.” Mika 5:1.
Det jødiske folk var velinformeret om den ventede Messias, men som flest tog de ikke denne information til sig.
Gud har sin egen vej og sendte ikke Messias til jord i den time, mennesker ville finde fornuftig. Jesus blev ikke født på slottet men i en stald. Og der var ingen kongelig storhed om hans fødsel.
”Han skød op som en kvist, som et rodskud af udtørret jord, uden skønhed og pragt til at drage vort blik, så vi syntes om ham.” Es 53:2.
Selv spurven har sin rede,
kan bygge der og bo;
en svale ej må lede
om nattely og ro;
de vilde dyr i hule
har hver sin egen vrå.
Skal sig min frelser skjule
i fremmed stald på strå?
Gud ventede, til tidens fylde var inde. For mennesker at se havde det været en god tid at sende Messias, da David var konge. Templet stod i al sin pragt. Det jødiske rige var stort, og der var fred i landet. Men det var ikke Guds tid, og der kom svære nedgangstider for det jødiske folk. Først, da det så mest sort ud for folket og landet, fødtes Jesus.
Romerne regerede i landet, og det jødiske folk havde to ypperstepræster – hvilket ikke var efter Skriftens påbud. Templet var til en vis grad verdsliggjort. Og Jesus sagde om det: ”Der står skrevet: Mit hus skal kaldes et bønnens hus. Men I gør det til en røverhule!” Matt 21:13.
Og endnu værre var, at han sagde: ”Se, jeres hus bliver overladt til jer selv.” Luk 13:35. Derved sagde han, at Gud ikke længere var til stede i deres gudshus. Akkurat som mange steder i dag.
For os at se var det ikke en god tid, Messias kom til sit folk, men det var i Guds time. Folket ville ikke have den frelser, Gud sendte til dem. De ville hellere han skulle fri dem fra romerne og sætte de folk i rette, der samarbejdede med dem. De ville at han skulle sige, at de ikke skulle betale skat til romerne. Da Jesus ikke gjorde som de ønskede, mistede mange delvis interessen for ham og så ham kun som en interessant person, der kunne gøre undere.
Hvad betyder ”i tidens fylde”? Det betyder den tid, der var fastsat i guddommen fra evighed af, hvor 2.person i guddommen skulle fødes af en ung jødisk kvinde ved Helligåndens kraft. Dette blev åbenbaret for profeterne fra de tidligste tider. Og ligeledes, at det skulle ske, før Judariget ophørte at eksistere og før templet blev ødelagt, som nøje er forudsagt ved profeten Daniel i hans profeti om de 70 uger:
”70 uger (Bibelen bruger ordene: halvfjerdsindstyve syvere, altså 70x7, 490 år) er tilmålt dit folk og din hellige by til at fuldbyrde frafaldet og til at forsegle synder og til at dække over misgerning og til at hidføre en evig retfærdighed (se Romerne 3:21) , og til at besegle syn og profet og til at salve et Aller-helligste.” Dan. 9:24. (Se også Salme 45:7.) Alt dette skete, da tiden fylde var inde til, at det Allerhelligste kom til jord som Guds Søn.
I tidens fylde ville Messias komme og udfri dem, som ville tro på ham, til en fuldkommen forløsning. Han ville helbrede syndens sår og oprette en forligelse med Gud og give dem en evig retfærdighed. Sml. med ordene: ”Til jer er der i dag født en frelser…” Luk 2:11.
Men ”tidens fylde” indebærer også, at budskabet om frelsen da kunne spredes i hast fra land til land. Det var først under romerriget, at dette kunne lade sig gøre, thi i dette store rige kunne der rejses vidt omkring uden standsning ved landegrænser. Desuden havde det tidligere græske storrige udbredt brugen af det græske sprog. (Håndskrifterne, som NT er oversat fra, er skrevet på græsk.) Tidens fylde var altså mange ting, som Gud havde lagt til rette til at ske på samme tidspunkt.
Gud Fader sendte sin Søn. Søn er her en ophøjet benævnelse, der viser den nære forbindelse til Faderen. ”Jeg og Faderen, vi er ét” sagde Jesus. Jesus er som Faderen fra evighed af. Han er ikke skabt som englene og menneskene, men er selv Skaberen.
Jesus Kristus er ”et billede af den usynlige Gud, den førstefødte* fremfor enhver skabning. For i ham er alt blevet skabt, i Himmelen og på jorden, det synlige og det usynlige, enten det er troner eller herredømmer eller magter eller myndigheder. Alt er det skabt ved ham og til ham. Han er før alle ting, og alt består ved ham.” Kol 1:15-17.
* Når der står den førstefødte fremfor enhver skabning, så fortæller det ikke om hans ophav men om hans rang. Han er ikke noget skabt væsen, men er alle tings Herre.
Der står i Gal 4:4 : ”Født af en kvinde.” Men det er forkert oversat, i håndsskrifterne står ”gjort af en kvinde.” Jesus fødtes ikke på naturlig vis. Det viser hen til Guds mægtige kraft, der ved Helligånden gjorde Jesus i Marias moderliv. Der var ingen mands sæd med i dette værk. Og fordi Gud ved Ånden gjorde Jesus, fik han ikke del i synden, som havde fulgt alle mennesker siden Adams fald. Han var derfor syndfri fra første øjeblik og forblev syndfri. ”Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig?” Joh. 8:46. Derfor kunne Jesus blive det Guds retfærdige offerlam, som Peter skriver om: ”I ved, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev frikøbt fra det tomme liv, I arvede fra fædrene, men med Kristi dyrebare blod, som af et lam uden lyde og uden pletter.” 1.Peter 1:18-19.
Derfor var det, at englene lovpriste Gud og sagde: ”Ære være Gud i det højeste! og fred på jorden i mennesker, der har Guds velbehag.” Luk 2:14.
Vi må også lægge mærke til Luk 2:43 , hvor der i King James og andre korrekte oversættelser står: ”Da højtidsdagene var omme, og de var på vej tilbage, blev Jesus tilbage i Jerusalem. Og Josef og hans moder vidste det ikke.” Helligånden har inspireret ordlyden, så ingen kunne være i tvivl om, at Josef ikke var Jesu jordiske fader.
I Lukas finder vi Marias slægtslinje. Men det er en lang studie at udrede den, idet man skal kende den jødiske skik at udregne en slægt på.
Slægtstavlen i Luk 3:23-38 er forskellig fra den, vi finder hos Mattæus 1:1-17. Men vi må slå fast, at der foreligger to slægtstavler, som forbinder Jesus med David. Selv om Josef kun var fosterfader til Jesus, havde Jesus efter jødisk lov arveret efter Josef, som også var af Davids slægt.
Det ser ud som Josef er fra Salomos linje, medens Marias slægt går gennem Davids søn Natan. Og dette er vigtigt at lægge mærke til, idet arven til Davids trone ikke kunne gå gennem Salomo på grund af Guds vrede over ham. Vi læser i 1. Kong 11:9-11 : ”Men Herren blev vred på Salomo, fordi han havde vendt sit hjerte fra Herren, Israels Gud, som to gange havde vist sig for ham og givet ham befaling om ikke at følge andre guder; men han havde ikke holdt, hvad Herren havde befalet. Og Herren sagde til Salomo: ”Fordi du bærer dig sådan ad og ikke holder min pagt og mine love, som jeg har pålagt dig, vil jeg rive kongeriget fra dig og give det til en, der er i din tjeneste.”
Og i versene 29-33: ”Engang da Jeroboam drog fra Jerusalem, mødte han på vejen profeten Akija fra Shilo; han var klædt i en ny kappe, og de var alene derude. Da greb Akija fat i den nye kappe, han havde på, rev den i tolv stykker og sagde til Jeroboam: ”Tag ti stykker, for dette siger Herren, Israels Gud: Jeg river kongeriget fra Salomo og giver dig de ti stammer… Det vil jeg gøre, fordi han svigtede mig og tilbad Astarte…. og fordi han ikke vandrede ad mine veje og ikke gjorde, hvad der var ret i mine øjne, og ikke holdt mine love og anordninger, som hans fader David gjorde.” 11:29-33. Dermed var Salomos slægt ude af den arvelinje, hvorfra den evige konge, der skulle sidde på Davids trone, skulle komme når tiden er inde.
Juda stamme, i hvilken Jesus skulde fødes, fortsatte som det rige, hvorfra Davids rige skulle bestå, idet Natan var Salomos ældre broder. Og som sådan havde arveret til Davids trone. Paulus skriver: ”Isais* rodskud skal komme, han som skal stå frem og herske over hedningefolkene. Til ham skal hedningerne sætte deres håb.” Romerne 15:12
* David var søn af Isaj. Og Isaj var af Juda stamme. Hellig og uden synd
Det er vigtigt at lægge større vægt på budskabet om Jesu fødsel end blot at tænke derpå en gang om året. Vi må sætte os godt ind i, at Jesus ikke havde en jordisk fader men var gjort af Helligånden i Marias livmoder. Derved gik disse ord, englen talte til Maria, i opfyldelse: ”Den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn.” Luk 1:35.
Herved adskilles Jesus, der var Guds offerlam, fra offerdyrene, der kun var forbilleder og ikke i sig selv kunne fjerne synd.
På grund af manglende kendskab til Bibelen påstår nogle, at Jesus ikke var syndfri. Men det er en hån mod Gud at kalde det perfekte sonoffer for urent. Bl.a. for ikke at falde i denne synd bør vi sætte os godt ind i budskabet om Jesu undfangelse og fødsel.
I Matt 1:23 står: ”Se, jomfruen* skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal kalde hans navn Immanuel,” hvilket er udlagt: Gud med os.”
* Græsk parqe,noj parthenos, hvilket betyder en kvinde, der aldrig har haft omgang med en mand. En del mener, det ikke fremgår tydeligt, at der er tale om en jomfru, og udfra dette forkynder en uren lære om Jesu hellighed. Han havde ingen synd i sig, men Faderen gjorde ham til syndbærer for os, for at vi kunne blive hellige i ham.
I 2. Kor 5:21 står: ”Ham, der ikke kendte til synd [var uden synd], har han gjort til synd (syndbærer) for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.” Og Johannes vidnede om ham: ”Se der! det Guds Lam, som bærer verdens synd!” Joh. 1:29.
Og i 1. Pet 2:22 står: ”Han, som ikke gjorde synd, heller ikke blev der fundet svig i hans mund”
I Hebr 7:26 står: ”En sådan Ypperstepræst (har vi). En som er hellig, uskyldig, ubesmittet, …som er gjort højere end himlene.”
Og i 1. Joh 3:5 læser vi: ”I ved, at han blev åbenbaret for at fjerne vore synder, og i ham er der ikke synd.”
Vi glæder os og takker Gud, som gav os en frelser, der er fuldkommen hellig og derfor fuldkommen kan frelse os fra at dø i synd og giver os sin retfærdighed, når vi tror på, at han renser os med sit blod. Og med denne glæde i os fejrer vi med tak budskabet om, at der er født os en frelser. Vi vil takke og kæmpe for, at HAN, som er sandheden, skal blive mødt med oprigtighed, så vi ikke holder fest med en forkert forståelse af vor frelser og godtager den liberale lære om, at hans moder ikke var jomfru, og at vor frelser selv ikke var fuldkommen syndfri.
Englene sagde: Ære til Gud i det høje! Vi kan ære ham ved at tro det, der står skrevet om ham. Gør vi ikke det, kalder vi Gud for en løgner og kan da ikke holde den rette højtid for ham. Thi der står skrevet: ”Den time kommer, og er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er sådanne tilbedere, Faderen søger. (Joh 4:23.)
Er det vor egen højtid vi fejrer, eller holder vi den for vor frelser? Det jødiske folk holdt i begyndelsen højtider for Herren. Moses sagde til dem: ”Denne dag skal være en mindedag for jer, og I skal holde den som en højtid for Herren i alle slægter efter jer.” 2. Mos 12:14 med flere steder.
Men på Jesu tid hed det: ”Efter dette var det højtid for jøderne.” Joh 5:1. Hvilken fest der var tale om, ved vi ikke. Det må have været påskefesten eller pinse, eller evt tabernakelfesten. Ved alle disse krævedes det, at alle mænd skulle værre tilstede. Og som sådan var det en fest for Herren. Men jøderne på Jesu tid opfattede ikke denne som en sådan, hvilket markerer, hvor langt de var kommet bort fra Gud.
Følgende fortæller det samme: Jesus ”sagde til dem: Der er skrevet: Mit hus skal kaldes et bønnens hus, men I har gjort det til en røverhule.” Matt 21:13.
Og i 23:38 siger Jesus: ”Se!jeres hus efterlades jer øde.” Nu er det ikke længere Guds hus men jeres hus.
Måtte det aldrig blive sådan for os, at når vi fejrer Jesu Kristi fødsel, at vi fejrer den med os selv i centrum, men at vi holder højtid for HERREN.
Vi ønsker jer alle en glædelig, velsignet højtid for HERREN med Guds fred i hjerte og hjem. Al ære til Gud i det høje!